Tag: working mom

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Overraskende savn i mor-tilværelsen

Der er masser af ting, jeg “godt vidste”, at jeg ville komme til at savne, når jeg blev mor. Overraskende nok var der bare slet ikke overensstemmelse med de ting jeg troede, at jeg vidste, og de ting jeg i virkeligheden savner. Det er meget banalt, og kald mig bare naiv, men jeg tror min livskvalitet højnes, hvis jeg får det igen. Nattesøvn, restaurantbesøg, vinbar, impulsaftaler til voksenagtige ting, biografen, alenetid på toilettet og tid til at shoppe (til mig selv) er slet ikke på listen. I hvert fald ikke i særlig høj prioritet. Nej, de ting jeg savner er meget mere udefinerbare. Det er ting, man nogle gange først opdager, at man har haft brug for, hvis man i et øjeblik får lov at mærke det igen.

Jeg savner at ligge med lukkede øjne i en solstråle og lytte til lyde i det fjerne. En bil, en latter, én der laver mad. Roen, som man nærmest ALDRIG har i et travlt liv med job  og børn. Jeg var priviligeret til jeg var over 30, hvor jeg havde tid til at få pulsen helt ned på en fridag. Hvor man kan få lov at tage en lille morfar i solen, tænke store og små tanker og bare SLAPPE AF!

Jeg savner højlydt, passioneret sex. Den slags, hvor man ikke tænker på “om de nu kan høre det” eller “om de måske er vågne”. Eller hvor man stopper efter 2 sekunder, fordi den ene begynder at græde i babyalarmen eller en nattetime, hvor en anden har mareridt og kommer ind. Og måske de slet ikke kommer ind eller vågner de fleste gange, men alt det krudt man helt ærligt bruger på at tænke, “hov- kommer der nogen?”. Det ødelægger bare noget. Ved nærmere eftertanke, så savner jeg bare sex. Det behøver ikke engang være højlydt, men bare regelmæssigt og uden afbrydelser af enten små sexterrorister eller blot bekymringen om dem.

Jeg savner at bande og sige tingene lige ud. Jeg vil godt indrømme, at det har klædt mig, at begynde at overveje lidt mere, hvordan jeg taler. Også selvom det stadig ikke er helt godt. Men det er bare så forbandet ucharmerende at sidde og bande foran børn, for derefter at kræve at de ikke gør det. Så jeg øver mig ad helvede til. Som man siger. Men jeg savner, ikke at skulle overveje, hvert et ord, der forlader min mund.

Jeg savner at spise det antal pålægschokolademadder, der passer mig, og spise slik, når jeg har lyst til det. Det dur jo ikke, hvis man ikke lige synes, at børnene skal have så meget slik- eller bare ikke lige nu. De må jo gerne ende lidt bedre end én selv. Så nu ender jeg med at sidde og skovle chokolade ind så snart de er lagt, for ligesom at kompensere, for de få stykker, jeg ikke fik spist i løbet af dagen. Det er et rigtig skidt regnestykke. Det er nærmest blevet en hel afhængighed. Jeg går og craver det, mens jeg vasker op og venter på, at børnene skal lægges. Flot.

Jeg savner at spise med folk, der ALLE sammen sidder ned under måltidet. Og ikke kaster med tallerkener, mad, eller bare nægter at spise noget som helst, af det ekstremt sunde og gennemtænkte måltid man både har brugt tid og penge på. At det første der siges om det man har lagt kærlighed i, ikke er, “jeg kan ikke lide …”, “jeg vil altså ikke smage på …”, “må jeg godt få en rugbrødsmad med det samme?”

Der er en del flere ting på listen, men dette er et par af dem. Der er også ting, som jeg er blevet bedre til og gladere for. I det store hele, synes jeg egentligt at det er ret fedt at være mor. Derfor kan jeg nu godt glæde mig til kl. 20, når spaghettien skyder gennem luften og mit nyvaskede gulv sejler i vand og gennemtygget mad.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Øjenbetændelse og lukkedage

Lukkedage. Jeg havde to bud på, hvad dette begreb betød. Det første var, når Illums Bolighus helt skandaløst IKKE har åbent, når jeg har brug for at kigge på pæne ting. Helt idiot er jeg dog ikke, så jeg havde godt regnet ud, at det i vuggestueregi nok ikke var betydningen af ordet. Det andet var helligdage, weekender og worst case eventuelt en tvungen ferieuge. Men det er det ikke.

Det viser sig, at det faktisk ikke ER muligt at have et fuldtidsjob og et vuggestuebarn samtidig. Og da slet ikke, hvis man også har børnehave- eller skolebørn oveni. Man kan jo godt blive snydt, når man følger mediernes debat, om at de travle børnefamilier bare må tage sig sammen, for de har jo selv valgt at få børn, så hvorfor skal det gå ud over de mennesker, som har valgt ikke at få børn? Lidt som om vi taler om, at have anskaffet en hund uden at have plads til den eller at have meldt sig til svømning uden at kunne nå til det efter arbejde. Noget man bare kan til- og fravælge i hverdagen, alt efter om det lige føles overskueligt. Ikke noget biologisk forudbestemt, som fører vores art videre, og i øvrigt er hele årsagen til at den nuværende generation på arbejdsmarkedet engang kan gå på pension. Også selvom de ikke selv har bidraget til produktionen af næste arbejdende generation, kan man forvente at gå på pension med de andre. Nuvel- det er sikkert velfortjent efter et langt arbejdsliv, men ikke desto mindre på ingen måde muligt, hvis ikke der var andre, som havde født børn, som kunne bære samfundet videre.

Tilbage til vuggestuerne. Hvis man ser på det sådan lidt fra et arbejdsmæssigt perspektiv, som trods alt for de fleste ikke er fravælgeligt, er åbningstiderne faktisk ganske snævre. Man skal ikke arbejde særlig langt væk fra vuggestuen for at komme i problemer med at nå at aflevere og hente inden for institutionens åbningstider. For en læge er det fx ganske naturligt at skulle pendle fra København til Hillerød eller Slagelse med mødetid kl. 8 SHARP (omklædt!). Så er det sgu svært ikke at have kastet barnet efter pædagogerne inden man halser mod S-toget, for så at sidde i undertøj i konferencelokalet kl. 8.00 eller omklædt 8.04. Og på samme måde med afhentningen… skidesort morsamvittighed, når man henter det stakkels lille vidunder siddende på skødet af en pædagog, fordi der ikke rigtigt er andre tilbage… og da slet ikke nogle som kom før kl. 9 om formiddagen.

Kunne man vælge en vuggestue nær arbejdet så? Ikke som yngre læge i hvert fald. Man har skiftende arbejdstider og er ikke lige i den by alle dage, og så skifter man jo arbejdsplads ca. hvert halve år, så det kan være en anelse svært at planlægge hverdagen.

Det planlæggelige som er umuligt nok i sig selv overgåes dog stærkt af ting som feber og øjenbetændelse. Det viser sig, at et vuggestuebarn med feber, ikke er raskt, når det ikke længere har feber! Eller når det opfører sig glad og raskt. Nej, det er først raskt et døgn EFTER, at det opfører sig helt raskt og ikke har feber. Først dér er det velkomment tilbage i institutionen. Just in case. Ok… det ringer jeg bare lige ind på arbejdet og siger. “Hej, det er Katrine. Jeg vil gerne have barnets første rask dag i dag. Hun var nemlig syg i går, som du ved, så i dag helsikrer vi bare lige, at der ikke skulle komme feber igen til aften (hvor hun alligevel ville være afhentet for længst)”. Den går fint an. “Ja, du må gerne lige aflyse de der 15 patienter, jeg skulle have set i dag, som har dagen FØR rask og havde håbet på at se mig.” Det er helt sort. Men det der med smitte og en vuggestue- det er altså et meget ømtåleligt emne! Også selvom det måske ikke smitter. Just in case.

Og så var der lige lukkedagene. Som er helt tilfældigt placerede dage, som vuggestuen vælger at holde lukket, men hvor hjulene i resten af landet, stadig drejer rundt. Altså dage, hvor du må bruge ferie, hvis ikke dit barn skal passe sig selv. Dvs. 7 (+2) lukkedage årligt, som du BARE LIGE skal forklare din arbejdsplads, at du altså ikke kommer på arbejde. Det er ikke weekender. Det er ikke helligdage. Det er helt almindelige hverdage. Bare som dødsstødet til din i forvejen udfordrede vuggestuelogistik.

Så det der med, at man er så priviligeret, at man kan “vælge” at gå på deltid. Det kunne være rigtig fint, hvis man også kunne vælge at lade være. Tak.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Ironien i at blive barnagtigt se-mig-stolt, når ens cykel bliver til en morcykel

Min cykel er blevet voksen! Jeg er så stolt, at jeg cykler rundt og smiler til fremmede mennesker i håb om at de opdager, at jeg altså har et barnesæde på cyklen og dermed er nogens mor! NOGENS MOR! Alle kan se det! Og med sådan lidt mere mor-credit, fordi man ikke er helt nybegynder længere, hvor alle kiggede på én og tænkte- jamen du ved jo heller ikke noget endnu. Det er der naturligvis stadig nogen der tænker, men der er altså også mange, der ligesom godt kan se, at jeg nu har fået det røde bælte i Mor.

Der opstår sådan en fællesskabelig indforståethed – en slags uofficiel klub man automatisk bliver medlem af- når man får et barnesæde på cyklen. Det kan bedst sammenlignes med motorcyklisters uofficielle fællesskab, hvor de hilser på hinanden i trafikken uden at have noget personligt kendskab til den anden. De ved det bare. De hører sammen på en hemmelig måde.

Man oplevede det allerede lidt, da man i starten tourede med sin barnevogn på ukristelige tidspunkter førhen klassificeret som nat, eller dagstidspunkter tidligere kendt som ikke-eksisterende, fordi man var på arbejde. Mødte man her en anden barnevogn blev der udvekslet et indforstået “nåh, du er også på barsel”-blik bestående af et lille smil og til tider et nik. Det kunne også være et indforstået “hvorfor kommer der udrykningskøretøj nuuuu?? Hun er endelig faldet i søvn!!”-blik mødt af et, “åh, jeg kender det! Held og lykke!”-blik. Faktisk en helt fin lille klub, som jeg i skrivende stund pludselig betvivler eksistensen af, og overvejer om min kroniske søvnmangeltilstand egentlig førte til en form for hallucinationer. Jeg hælder nu til, at jeg vitterligt VAR medlem af en telepatisk-empatisk-medmor-barselsklub.

I morcykelklubben er der 2 forskellige grader af medlemskab. Der er alle os storsmilende eller lidt blufærdige nyoptagne, som forsøger at se pro ud, mens vi balancerer med helt ny vægtfordeling på cyklen og markant mindre plads til indkøbsposer, hvis man altså har barnet i stolen. Der bliver smilet og udvekslet, “suk, jeg så dig også i krydset i morges- lange dage, hva?”-blikke, mens man forsøger at adaptere til sin nye hverdag, hvor man ikke længere er i fuldstidskontakt med sit barn. Alle nymorcyklerne deler en forståelse af hvor komplekst logistik-regnestykket omkring arbejdsliv og moderskab egentlig er. Man oplever en rummelighed over for ens alternative tolkning af trafikken. Fx kan man sagtens have for travlt til at cykle højre om i lyskrydset, og derfor være nødsaget til at spare de 2 minutter ved at venstre om, for at spare 1 x rød. Her kan et venligt, “jeg kender det!”-blik fra en medmor-cykel være rigtig rart.

De mere hardcore morcykler med slidte barnesæder (nogle evt med to) har opnået en mere hærdet tilstand af logistik-stress, hvor de ikke længere føler samhørigheden med os andre. Deres fokus er målrettet mod afhentning i diverse institutioner inden øko-aftensmaden skal på bordet. Der er pres på, men de har fået struktureret deres hverdag nok til at lykkes med trafiktimingen og deres nymoderfølelse er long gone, hvorfor romantiseringen af cyklen og fællesskabsfølelsen er ligeså langt gone. De bliver let irriterede i blikket over ens manglende mor-tjekkethed, når man stadig er ved at lære at jonglere arbejde, institution og timing. Første gang man oplever dette, er man sparket fluks tilbage i 8. klasse på efterskolen. Man troede lige, at man var blevet én af de store, men opdagede så, at dem fra 9. og 10. synes, man var en lille snotunge. Sjovt som alting er relativt.

Det kan heldigvis ikke slå mig ud. Jeg er himmelhenrykt for mit barnesæde. Både når det bliver brugt til indkøbsposer, og når (mit) verdens vidunder sidder i det og siger, “aaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhh” af sine lungers fulde kraft, fordi brosten er the shit, når man er 11 måneder. Det er som om, jeg bare lige blev lidt mere “rigtig mor”, da jeg fik det sæde, altså.

/Katrine

 

 

Vil du ikke også læse:

image

“Hun er da ikke en baby længere, Katrine. Hun er en lille pige” … (!!!!!!!!!!!)

Sagde min mor sådan helt uden at vide, hvor minefyldt et felt hun netop havde buldret hen over. Et barn! ARE YOU FUCKING KIDDING ME?? Jeg har jo LIGE født! Jeg er da bedøvende ligeglad med, at hun klapper, vinker mens hun siger “ej-ej”, rejser sig op ad alting, skovler rigtig mad ind i store mængder og går i vuggestue. Hun er en baby. Faktisk næsten nyfødt. Og så gider jeg ikke snakke mere om det, ellers kan du besøge mig igen, når hun skal starte i skole.

Det gør ikke noget som helst bedre, at hun netop har fået sin første tand. Den kigger frem nede i undermunden, og jeg er bare slet ikke klar. Jeg ved godt, at man typisk får tænder mellem 6 og 9 måneder, men det vidste baby-K heldigvis ikke, for hun fik den først i morges, hvor hun er 10,5 måned. Alle de andre børn i mødregruppen har haft tænder i flere måneder. Egentlig har jeg, siden de andre fik tænder, tjekket hende dagligt, og her 4 måneder senere besluttede jeg at lade være med at tjekke hele tiden. To dage efter min beslutning, tjekker min mor hende og bingo! En lille tand. Det tog mig adskillige minutter og stramme, vuggende tvangsknus før jeg overkom, “hun har fået en taaaaaaaand”-gråden. Jeg. Er. Ikke. Klar.

Jeg synes, alle andre er så pisse klar både på mine vegne og med deres egne babyer. Jeg kan ikke leve op til al den klarhed! Det er egentlig ikke fordi, jeg er overbeskyttende. Jeg er faktisk mere “op igen”- mortypen, men det går bare for stærkt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage afsked, med den alder hun har, og sådan har jeg haft det, siden hun blev født. I mødregruppen var de andre ovre dette issue allerede efter de første par måneder. Den ene meldte klart ud, “sådan gider jeg simpelthen ikke gå rundt og have det, for jeg kan ikke stoppe tiden alligevel”. Ret tjekket sagt og besluttet, og jeg tænkte, “nå, men så lader jeg også bare være med at have det sådan”. Men det gjorde jeg ikke.

Egentlig er det en lille smule dobbeltsidigt, for jeg bliver jo ubeskriveligt stolt, hver eneste gang hun gør noget nyt. Jeg synes hele tiden, at NU har hun den bedste alder. Så jeg ved godt, at jeg et eller andet sted der inde i dybet, er glad nok for, at hun vokser. Det er bare så svært at give slip. Det er jo altid en alder jeg elsker, som jeg aldrig mere skal få lov at opleve. Nå … det kan jeg lige mærke, at jeg ikke lige skal tænke mere over nu.

Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8479

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Separationsangst, du kvæler mig!

Fuldstændig som beskrevet i bøgerne. Baby er 8 måneder om en uge, og separationsangsten er pludseligt og kraftigt indtrådt. Det er som en våd klud over ansigtet, der gør det umuligt at trække vejret og lader hårene rejse sig i nakken af angst. Jeg forsøger ikke at tænke på det, for der er intet, jeg kan gøre ved det. Det er bare sådan det er, og jeg må håbe på, at det blot er en fase, som jeg kan kæmpe mig igennem målrettet.

Det startede i de små. Jeg brød mig ikke om, at folk spurgte ind til, hvornår jeg skulle tilbage på arbejde igen. Det føles som en reminder om en grum virkelighed, man ellers forsøger at presse bagerst i bevidstheden. Ikke så meget pga arbejdet, som jeg egentlig er rigtig spændt på at skulle igang med, men pga alle de små øjeblikke, hvor jeg ikke længere er en del af hendes liv. Alle de oplevelser jeg kommer til at gå glip af. Alle smilene. Alle grinene. Alle aha-oplevelserne over nye ting hun oplever eller lærer. De kommer ikke længere til at tilhøre mig. De bliver foræret til fremmede i en institution, som jeg valgte i den spæde start af min barsel, i den forventning at jeg engang ville være 100% klar til at aflevere hende. Jeg er så angst for denne adskillelse, som jeg dybest set slet ikke ønsker. Jeg vil faktisk bare gerne være sammen med mit barn. Også selvom det er hårdt mange gange, at være den der A L T I D er på.

Nu hvor tanken, om at jeg skal separeres fra mit barn, begynder at bundfælde sig,  så jeg ikke længere får kvælningsfornemmelser, kommer næste fase af separationsangsten. Jeg skal ikke længere være med i min mødregruppe! W H A T ? Kan man af det? For så gør jeg det. Det er jo ikke fordi, jeg pludselig er ekskluderet og ikke længere er velkommen, men det er jo (desværre) heller ikke sådan, at de bare holder op med at mødes, fordi jeg nu engang ikke kan længere. De har været min stabilitet igennem det sidste halve år. Min tråd til virkeligheden og i særdeleshed min ventil for uinteressante (men for mig meget interessante) detaljer om afførringskonsistens, forskellige ske-typer og utilstrækkelighedsfølelser. De har været min faste og V-I-G-T-I-G-S-T-E kontaktflade. Vi har fulgt hinandens ups and downs, og nu er det slut … for mig. De deler videre og barsler videre uden mig. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg er ikke klar til separationen. Den våde klud er tilbage. Jeg kan ikke trække vejret.

Nu er der ingen vej tilbage. 1. februar er det slut. Der er selvfølgelig 1,5 måned, men så er der jul, nytår og i januar er vi næsten ikke hjemme. Det hele er rigtig dejligt, men det får bare tiden til at gå endnu hurtigere, og jeg er ikke klar. Jeg håber, at mit nye job vil være så berigende, at jeg kommer hjem som en bedre mor, end jeg ville være, hvis jeg fortsat gik herhjemme og bandede over, at ingen værdsatte mit dymokoordinerede vasketøjssystem, og alle de andre ting jeg når på en dag. Gad vide om mit barn egentlig også får separationsangst?

/Katrine

 

Vil du ikke også læse: