Tag: vuggestue

“HEJ, JEG HEDDER KAJAS MOR”.

“Hej, jeg hedder Kajas mor”.

Genkendeligt? Altså selvfølgelig går vi ikke rundt og siger, at vi hedder “nogens mor”. Men så alligevel.

I mødregruppen hilser man pænt på sine nye mor-veninder og siger, “Hej, jeg hedder Katrine, og det her er Kaja”, mens man komplet uvidende om sin nye identitetsglidning påbegynder det første sociale skridt som mor. Man formes ligeså stille som forskellige mødre i hinandens trygge nærvær, og så pludseligt er det slut. Den første i mødregruppen skal starte på arbejde. Mig. Babyboblen og morlivet, som man kender det, er slut, og guldklump skal i den anledning afleveres til vildt fremmede mennesker.

FORNUFTEN: “Husk nu på, at bebs jo også er ved at være klar til nye udfordringer”. “Hun keder sig”, og “børn har gået i vuggestuer, som vi kender dem siden 60’erne, så nu må du lige tage dig sammen”.

DET BRISTEDE HJERTE: “Ingen kan mærke hendes signaler som du, og ingen kan skelne mellem hendes jeg-er-sulten-gråd og hendes jeg-er-træt-gråd. Hvad hvis verden alligevel bliver for meget, og mor ikke er der? Hvad hvis hun tror, at hun bliver forladt? Hvad hvis hun græder i løbet af dagen, og har brug for sin mor? Kan hun godt håndtere, at det skal være en anden voksen, der trøster hende?”

For man ved jo godt, at hun kan trøstes af andre, men man ved alligevel ikke helt, om det er godt nok. For selvom de er fantastisk dygtige og hjertelige, så er de ikke hendes mor. Men dagen oprinder. Far laver indkøring (behøver jeg at forklare hvorfor?) og ugen efter skal man selv aflevere. Efter det store kunstige smil med vink sidder man i garderoben og mislykkedes med tåretilbageholdelse, når nogen pludselig siger, “er du Kajas mor? Det skal nok blive bedre- jeg er Woodys mor, og sad selv der for en måned siden, men de bliver SÅ glade for det”. Og så møder man Olivers mor, og Pils mor og først flere uger (måneder) senere går det op for én, at man jo også kunne spørge, hvad de egentlig hed, før de blev mødre. Andet sociale skridt som mor er påbegyndt.

Man hører ofte dette fænomen omtalt negativt. At man mister sin identitet og bare bliver nogen i kraft af sit barn. Men jeg må helt ærligt indrømme, at jeg elsker det. Jeg elsker at se verden fra den anden side. Altså fra min lille datters øjne i stedet for gennem mine egne, som jeg trods alt har gloet ud ad de sidste 35 år. Jeg er meget mere stolt af at være hendes mor, end jeg nogensinde har været af at være mig selv. Så det har aldrig egentlig generet mig at hedde “Kajas mor”, og det har altid kun gjort mig lykkelig, at se min mor omfavne mit barn, for så at komme i tanke om mig et kvarter senere. Jeg føler mig allerede hilst på, når jeg ser glæden i både min datters og min mors øjne, når de genser hinanden. For det kan godt være, at hun er født, men hun er stadig en del af mig.

/Kajas Mor

 

Vil du ikke også læse:

img_9627

Mig-tid anno totusindogmor

Katrine 2012- hverdags fridag: 

Sover længe. Sådan ca. til kl. 9. Tænker at jeg virkelig bør stå op, men hyggesøvnen og den bløde dyne er for fristende. “Kommer til” at sove videre. Først 20 minutter, så en halv time mere. Jeg tvinger mig ud ad sengen og tager et laaaaaaaaaaangt bad. Der bliver både vasket, skrabet, filet og poleret diverse dele. Det er godt nok også sket dagen forinden, men det er vigtigt at holde sig top tunet. Bare for velværets skyld. Jeg har god tid til at plukke øjenbryn og nærstudere mig selv i spejlet, mens jeg lægger en beskeden, men fejlfri make-up og iklæder mig præcis, det jeg har lyst til. Det er ikke vigtigt om stoffet er skrøbeligt, eller hvor tydeligt man ser pletter. Slet ikke.

Jeg tager ind til byen, når jeg har korrigeret de to ting, som står lidt forkert i lejligheden og tørret den ene lille plet af, som jeg mod forventning opdager på køkkenbordet. Jeg spiser brunch i solen på en café. Hører folk gå forbi med hver deres agenda, mens jeg sidder og læser Bolig Magasinet. Her skriver jeg “læser”, fordi jeg rent faktisk har overskud til at læse artiklerne. Jeg drømmer mig frem til den dag, hvor jeg sidder i en stor, lækker lejlighed med 3 nuttede børn i hver deres tjekkede børneværelse, mens jeg selv sidder i mit stilrene, men meget personlige køkken-/allerum og drikker tjekket kaffe fra min endnu mere tjekkede espressomaskine. Fuldstændig som i bladet.

Det her er en mig-dag. Jeg skal have massage! En hel times grundig massage til de ømme muller. Som er ømme, fordi jeg træner tit. Faktisk adskillige gange ugentligt! Efter massagen skjuler jeg olieresterne i hårgrænsen med et par hårnåle, og korrigerer den nu lettere ærgerligt placerede mascara. Dette er faktisk dagens største downer. Øv! Fedtet hår i kanten omme i nakken. Jeg mødes med en veninde, der heldigvis ikke kommenterer på det, mens vi bruger en stor andel af vores løn i Illums Bolighus. Igen. Herregud- der kommer jo løn igen i næste måned, og det er jo ikke som om, der er nogen, der afhænger af mig. Vi tager faktisk også ud og spiser senere. Sådan impulsivt(!) Og drikker måske en enkelt cocktail eller to på en lille tjekket cocktailbar på indre Nørrebro. Jeg bliver jo ikke ligefrem vækket mellem midnat og kl. 7, så der er ingen grund til at gå tidligt hjem i seng. Livet er skønt!

Katrine 2016- hverdags fridag: 

Vågner kl. 6.17 til lyden af mit barn, der skifter mellem, “hej heeeeeej HEJ!” og “waaaaaaaaaaaaaaaaa”. Skynder mig ind og henter hende, så hun ikke vækker de andre to, som først skal op kl. 6.45. Skifter hende, giver hende havregrød, børster hendes tænder og klæder hende på til dagen. Løbende samler jeg de stykker toiletpapir op, som hun har revet itu og smidt i hele lejligheden. Den store idylliske lejlighed med 3 halvfærdige børneværelser, som viser sig at have beboere, der ikke er 100% enige i den top tjekkede indretning, og dermed gerne samler sure sokker, sten, bananskralder og tomt slikpapir i alle gemmer. Lejligheden sejler i farverige dimser, der gør ondt at træde på, vasketøj fra 4 andre mennesker og opvask. Hun skider igen. Igennem alt sit tøj. Kommer i bad- det var alligevel også mange dage siden, jeg havde nået det. Får nyt tøj på og bliver afleveret så hurtigt, at hun ikke kan nå at gøre det igen. I hvert fald ikke i min varetægt. I mellemtiden er der også spist morgenmad med de 3 andre, mens min datter har kastet med maden, tallerkenerne, kruset inklusiv vand og tømt alle de nederste køkkenskuffer ud over gulvet. Honningen og sesamfrøene er bortført i den røde dukkevogn. Førstnævnte nu uden låg.

Jeg kommer hjem efter vuggestueaflevering. Huset er mennesketomt, men ganske genstandsrigt. Jeg bruger de næste 5 timer på oprydning, vasketøj og sortering. Altså bare lige for at få det værste, og få tingene tilbage i den tilstand, de var, da jeg gik i seng. Det er sindssygt tilfredsstillende. Her er rent, stille og ordentligt. Jeg elsker det.

Jeg pisker i bad. Det må ikke tage for længe, for jeg skal nå at købe strømpebukser, natdragter og bodyer. Jeg skal bytte nogle sko, som den ældste ikke ville have alligevel, og købe fødselsdagsgave til noget børnefødselsdag i weekenden. Jeg kan lige nå en hurtig kaffe med en veninde, men hun er nødt til at aflyse, fordi hun sidder derhjemme med et feberbarn. Vi udveksler sms’er, som til forveksling kunne ligne kommandoer, hvis man altså ikke er mor og ved, hvor nødvendigt det kan være at spare på fyldord og emoticons. Det er egentlig helt okay med mig. Jeg orker næsten ikke menneskekontakt. Jeg kan ikke overskue at tale med nogen. Nyder bare at der ikke er nogen, der kræver noget af mig. Drikker kaffen alene, men kan ikke rigtig side stille til at drikke den langsomt, da jeg også gerne lige vil nå hjem og nyde det rene hjem i en halv time, inden jeg skal hente min datter igen. Kommer på vejen hjem i tanke om, at jeg også skal handle til aftensmad. Den halve time går med det, og jeg henter hende på vejen.

Eftermiddagen kører i den sædvanlige rille med udeleg så længe som muligt, for at undgå ulvetimens indtræden. Hjem og lave mad, hele tiden med et skrigende barn om anklen eller et lidt mindre skrigende barn på hoften. Der rodes, svines og produceres vasketøj på ny. Aftenen går med at putte og vaske op. Klokken er 21, og det sidste barn sover. Jeg rydder al eftermiddagens rod op IGEN. Smider mig på sofaen trods overdøvende træthed, for jeg MÅ bare “læse” i mit Bolig Magasinet. Det ER jo min mig-dag. Jeg ser bladet igennem hurtigt, mens jeg dvæler kort ved de bedste af billederne. Ser et afsnit af en Skam. Kommer for sent i seng igen, men jeg måtte bare have lidt mig tid. Min kæreste spørg, “har du haft en god fridag?” Og det helt oprigtige svar er faktisk stadigvæk, “ja”. Bare anderledes end før jeg blev mor.

 

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

image

Øjenbetændelse og lukkedage

Lukkedage. Jeg havde to bud på, hvad dette begreb betød. Det første var, når Illums Bolighus helt skandaløst IKKE har åbent, når jeg har brug for at kigge på pæne ting. Helt idiot er jeg dog ikke, så jeg havde godt regnet ud, at det i vuggestueregi nok ikke var betydningen af ordet. Det andet var helligdage, weekender og worst case eventuelt en tvungen ferieuge. Men det er det ikke.

Det viser sig, at det faktisk ikke ER muligt at have et fuldtidsjob og et vuggestuebarn samtidig. Og da slet ikke, hvis man også har børnehave- eller skolebørn oveni. Man kan jo godt blive snydt, når man følger mediernes debat, om at de travle børnefamilier bare må tage sig sammen, for de har jo selv valgt at få børn, så hvorfor skal det gå ud over de mennesker, som har valgt ikke at få børn? Lidt som om vi taler om, at have anskaffet en hund uden at have plads til den eller at have meldt sig til svømning uden at kunne nå til det efter arbejde. Noget man bare kan til- og fravælge i hverdagen, alt efter om det lige føles overskueligt. Ikke noget biologisk forudbestemt, som fører vores art videre, og i øvrigt er hele årsagen til at den nuværende generation på arbejdsmarkedet engang kan gå på pension. Også selvom de ikke selv har bidraget til produktionen af næste arbejdende generation, kan man forvente at gå på pension med de andre. Nuvel- det er sikkert velfortjent efter et langt arbejdsliv, men ikke desto mindre på ingen måde muligt, hvis ikke der var andre, som havde født børn, som kunne bære samfundet videre.

Tilbage til vuggestuerne. Hvis man ser på det sådan lidt fra et arbejdsmæssigt perspektiv, som trods alt for de fleste ikke er fravælgeligt, er åbningstiderne faktisk ganske snævre. Man skal ikke arbejde særlig langt væk fra vuggestuen for at komme i problemer med at nå at aflevere og hente inden for institutionens åbningstider. For en læge er det fx ganske naturligt at skulle pendle fra København til Hillerød eller Slagelse med mødetid kl. 8 SHARP (omklædt!). Så er det sgu svært ikke at have kastet barnet efter pædagogerne inden man halser mod S-toget, for så at sidde i undertøj i konferencelokalet kl. 8.00 eller omklædt 8.04. Og på samme måde med afhentningen… skidesort morsamvittighed, når man henter det stakkels lille vidunder siddende på skødet af en pædagog, fordi der ikke rigtigt er andre tilbage… og da slet ikke nogle som kom før kl. 9 om formiddagen.

Kunne man vælge en vuggestue nær arbejdet så? Ikke som yngre læge i hvert fald. Man har skiftende arbejdstider og er ikke lige i den by alle dage, og så skifter man jo arbejdsplads ca. hvert halve år, så det kan være en anelse svært at planlægge hverdagen.

Det planlæggelige som er umuligt nok i sig selv overgåes dog stærkt af ting som feber og øjenbetændelse. Det viser sig, at et vuggestuebarn med feber, ikke er raskt, når det ikke længere har feber! Eller når det opfører sig glad og raskt. Nej, det er først raskt et døgn EFTER, at det opfører sig helt raskt og ikke har feber. Først dér er det velkomment tilbage i institutionen. Just in case. Ok… det ringer jeg bare lige ind på arbejdet og siger. “Hej, det er Katrine. Jeg vil gerne have barnets første rask dag i dag. Hun var nemlig syg i går, som du ved, så i dag helsikrer vi bare lige, at der ikke skulle komme feber igen til aften (hvor hun alligevel ville være afhentet for længst)”. Den går fint an. “Ja, du må gerne lige aflyse de der 15 patienter, jeg skulle have set i dag, som har dagen FØR rask og havde håbet på at se mig.” Det er helt sort. Men det der med smitte og en vuggestue- det er altså et meget ømtåleligt emne! Også selvom det måske ikke smitter. Just in case.

Og så var der lige lukkedagene. Som er helt tilfældigt placerede dage, som vuggestuen vælger at holde lukket, men hvor hjulene i resten af landet, stadig drejer rundt. Altså dage, hvor du må bruge ferie, hvis ikke dit barn skal passe sig selv. Dvs. 7 (+2) lukkedage årligt, som du BARE LIGE skal forklare din arbejdsplads, at du altså ikke kommer på arbejde. Det er ikke weekender. Det er ikke helligdage. Det er helt almindelige hverdage. Bare som dødsstødet til din i forvejen udfordrede vuggestuelogistik.

Så det der med, at man er så priviligeret, at man kan “vælge” at gå på deltid. Det kunne være rigtig fint, hvis man også kunne vælge at lade være. Tak.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8479

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

Vil du ikke også læse: