Tag: ud på tur – aldrig sur

image

Ironien i at blive barnagtigt se-mig-stolt, når ens cykel bliver til en morcykel

Min cykel er blevet voksen! Jeg er så stolt, at jeg cykler rundt og smiler til fremmede mennesker i håb om at de opdager, at jeg altså har et barnesæde på cyklen og dermed er nogens mor! NOGENS MOR! Alle kan se det! Og med sådan lidt mere mor-credit, fordi man ikke er helt nybegynder længere, hvor alle kiggede på én og tænkte- jamen du ved jo heller ikke noget endnu. Det er der naturligvis stadig nogen der tænker, men der er altså også mange, der ligesom godt kan se, at jeg nu har fået det røde bælte i Mor.

Der opstår sådan en fællesskabelig indforståethed – en slags uofficiel klub man automatisk bliver medlem af- når man får et barnesæde på cyklen. Det kan bedst sammenlignes med motorcyklisters uofficielle fællesskab, hvor de hilser på hinanden i trafikken uden at have noget personligt kendskab til den anden. De ved det bare. De hører sammen på en hemmelig måde.

Man oplevede det allerede lidt, da man i starten tourede med sin barnevogn på ukristelige tidspunkter førhen klassificeret som nat, eller dagstidspunkter tidligere kendt som ikke-eksisterende, fordi man var på arbejde. Mødte man her en anden barnevogn blev der udvekslet et indforstået “nåh, du er også på barsel”-blik bestående af et lille smil og til tider et nik. Det kunne også være et indforstået “hvorfor kommer der udrykningskøretøj nuuuu?? Hun er endelig faldet i søvn!!”-blik mødt af et, “åh, jeg kender det! Held og lykke!”-blik. Faktisk en helt fin lille klub, som jeg i skrivende stund pludselig betvivler eksistensen af, og overvejer om min kroniske søvnmangeltilstand egentlig førte til en form for hallucinationer. Jeg hælder nu til, at jeg vitterligt VAR medlem af en telepatisk-empatisk-medmor-barselsklub.

I morcykelklubben er der 2 forskellige grader af medlemskab. Der er alle os storsmilende eller lidt blufærdige nyoptagne, som forsøger at se pro ud, mens vi balancerer med helt ny vægtfordeling på cyklen og markant mindre plads til indkøbsposer, hvis man altså har barnet i stolen. Der bliver smilet og udvekslet, “suk, jeg så dig også i krydset i morges- lange dage, hva?”-blikke, mens man forsøger at adaptere til sin nye hverdag, hvor man ikke længere er i fuldstidskontakt med sit barn. Alle nymorcyklerne deler en forståelse af hvor komplekst logistik-regnestykket omkring arbejdsliv og moderskab egentlig er. Man oplever en rummelighed over for ens alternative tolkning af trafikken. Fx kan man sagtens have for travlt til at cykle højre om i lyskrydset, og derfor være nødsaget til at spare de 2 minutter ved at venstre om, for at spare 1 x rød. Her kan et venligt, “jeg kender det!”-blik fra en medmor-cykel være rigtig rart.

De mere hardcore morcykler med slidte barnesæder (nogle evt med to) har opnået en mere hærdet tilstand af logistik-stress, hvor de ikke længere føler samhørigheden med os andre. Deres fokus er målrettet mod afhentning i diverse institutioner inden øko-aftensmaden skal på bordet. Der er pres på, men de har fået struktureret deres hverdag nok til at lykkes med trafiktimingen og deres nymoderfølelse er long gone, hvorfor romantiseringen af cyklen og fællesskabsfølelsen er ligeså langt gone. De bliver let irriterede i blikket over ens manglende mor-tjekkethed, når man stadig er ved at lære at jonglere arbejde, institution og timing. Første gang man oplever dette, er man sparket fluks tilbage i 8. klasse på efterskolen. Man troede lige, at man var blevet én af de store, men opdagede så, at dem fra 9. og 10. synes, man var en lille snotunge. Sjovt som alting er relativt.

Det kan heldigvis ikke slå mig ud. Jeg er himmelhenrykt for mit barnesæde. Både når det bliver brugt til indkøbsposer, og når (mit) verdens vidunder sidder i det og siger, “aaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhh” af sine lungers fulde kraft, fordi brosten er the shit, når man er 11 måneder. Det er som om, jeg bare lige blev lidt mere “rigtig mor”, da jeg fik det sæde, altså.

/Katrine

 

 

Vil du ikke også læse:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

En spelt-mors beretning: Fra hjemmelavet øko-mos til æblejuice og sand.

At barsle er at rejse… eller er det? Jeg havde i hvert fald ikke gjort mig de store bekymringer inden rejsen, og må nok også erkende, at jeg kulturelt forkælet så barslen som en oplagt mulighed for at rejse langt væk til sol og varme. I hvert fald noget af tiden. Vores familiekonstalation er nu engang sådan, at vi ikke bare kunne slå barslen sammen og rejse væk i nogle måneder. Nogle uger var dog lang tid nok til, at det godt kunne svare sig at skifte halvkugle. Jeg har altid rejst meget både som voksen, men også som barn, hvor vi i en årrække boede i Australien. Jeg har oplevet min mor fragte 3 små børn succesfuldt og overleveligt fra Brisbane til Billund og tilbage igen med et utal af alt for lange transfers, bortkommen bagage og jetlag af varierende karakter. Det er ikke noget problem! Så vi bookede: Koh Chang, Thailand 12 overnatninger inkl. et lille smut med fly frem og tilbage (altså 2 mellemlandinger hver vej godt nok). Ingen kvaler. Og så skrev Karoline om rejsefeber!

Inden rejsen nåede jeg kortvarigt at blive i tvivl, om jeg var for afslappet. Måske havde jeg overset noget? Misforstået noget? Man skal jo nødig være hende den super afslappede med et glas vin i hånden, hvis barn hænger ud ad barnevognen med selen om halsen, fordi man troede, at man havde tjek på det. Så jeg adopterede et par af Karolines bekymringer, selvom min tredjegangsfar af en kæreste kærligt vendte øjne, da jeg foreslog, at vi medbragte HIPP til alle dage, da vi jo vidste, at hun kunne spise det. Så kompromisser og enigheder af diverse arter blev indgået. Vi pakkede mange spændende og hjælpsomme ting, og fik MEGET brug for noget af det og slet ikke brug for andet af det. Desværre ikke pakket i samme mængde, som behovet opstod.

FIF NR. 1: Pak dobbelt så meget mad/ mælk og bleer til flyveturen, som forventet behov.

Inden jeg kendte til flyveturen hjem, ville jeg have sagt at flyveturen ud var håbløst hård. Mit eget mirakel af en datter (objektiv kan man jo altid være) virkede ikke synderligt påvirket af takeoff/landingseancerne, som ellers havde været min største bekymring. Hun krævede 1,5 times vuggen til “Solen er så rød, Mor” i mine arme for at falde i søvn, men accepterede ellers larm, nye omgivelser, lys og tidsforskel som en drøm. De to store børn havde vi bestukket med 100 baht for hver hele time de sov i flyet. Vi hvilede hver i sær øjnene 1 time den nat, inden vi gik en hel ny dag med 2 jetlagged børn og 1 jetlagged baby i møde. Her sender jeg en kærlig tanke til parret ved vores side, som skiftevist sov i en anden række, mens den anden lod deres to meget højtskrigende og grædende unger kravle på os, banke på os med puder, skubbe til vores vugge inkl. sovende baby, tænde alt lys (i natflyet) for at hive alle vores ejendele ud ad lommerne osv. Ved ankomst skulle vi med verdens mindste fly til verdens mindste lufthavn, før vi var helt fremme (altså fraset 2×40 min i taxa og 25 minutters færgetur). Jeg var ret godt tilfreds med mine resterende 2 bleer og ene glas HIPP. Havde ikke mere MME, men kufferterne kom jo også lige om 2 timer. Troede vi. TROEDE VI!! De anede ikke hvor bagagen var, men den var i hvert fald ikke på Koh Chang, da vi landede. Fint nok… 2 børn uden badetøj og solcreme, 1 baby uden mælk og bleer, en mor uden overskud og en far uden instantløsning. Efter at have erkendt at babymad as we know it og MME ikke er noget man finder på hylderne i nogle som helst supermarkeder på Koh Chang, erklærede jeg min evige kærlighed til et andet dansk par som havde medbragt rigeligt med MME, kortærmet body og bleer. Kufferten ankom 12 timer senere- panik afblæst.

FIF NR. 2: “Det går nok”-attitude.

Man kan forberede sig en hel del og medbringe uerstattelige essentialer fra hverdagen, men man kan ikke forudsige alt og i særdeleshed ikke babys reaktion på omvæltningen. Hvis man kun trives, når hverdagen er gnidningsfri, forudsigelig og velkendt, vil jeg nok ikke anbefale en tur til de eksotiske kanter af verden. Kan man på nogen måde sætte sig udover sine økoprincipper, og at rytmen jo ellers lige var på plads i de 14 dage man er væk, er der gode chancer for en fantastisk ferie. Men det kræver altså, at man tager sig gevaldigt sammen og husker på, at mange af os kom kræftfrit gennem 80’erne og endda tilmed i live! Mine soltimer var i babys middagslur, og parasoltiden lærte jeg at sætte pris på. Det var en gave at se mit livs største bedrift opleve glæden ved vand, bare ben og sand. Det med sand var ikke så beskeden en kærlighed endda, og det krævede ypperste selvkontrol ikke at gøre det til et problem. Min datter var lykkelig, for hver bid gumme-scrub hun indtog, og jeg skar mor-kravene ned til at fjerne så meget som muligt og helst alle muslingeskallerne. I samme ånd fyldte jeg uøkologisk æblejuice FRA KONCENTRAT (mor-mafiaen gisper i kor og ser vantro til) på sutteflasken, da modermælk og al slags mad pludselig blev afvist i varmen. Hun drak og serverede våde bleer til sin lettede mor, hvis øko-OCD fik sig en mavepuster og landede på et lidt mere virkelighedsnært lejde. De fremmede omgivelser og dejlige mennesker tog hun som en oplevelse til ære for hende og lærte hurtigt at vinke og sige, “ej-ejjjj” til alle forbipasserende ofre. Putningen var lidt mere besværlig, hvor vi hurtigt accepterede, at der måtte armvugges i søvn modsat faste hjemmeprincipper. Og det gik! Over al forventning endda. For de havde jo også børn i Thailand, da vi løb tør for det ene eller slet ikke havde tænkt på det andet. Eller også havde de andre børnefamilier noget.

FIF NR. 3: Se FIF1 & FIF2

Til hjemrejsen havde jeg ikke overvejet at pakke ekstra mad og bleer, for hvis bagagen ikke kom frem, kunne vi jo bare gå i SuperBrugsen. Der ligger bare ikke nogen SuperBrugsen i Warszawa. Den MEGET korte version af en knap så fed flyvetur, får I lige i punktform:

  • Grundet vejrforhold forlængedes 11-timers (Bangkok-Amsterdam) turen ret tidligt med 3 timer.
  • En svensker på stoffer fik en psykose ombord og forsøgte at åbne dørene på ret voldsom vis.
  • Passagerer og besætning måtte overmande svensker og binde ham med reb og håndjern.
  • Stemning på fly ikke tip top.
  • Grundet krisesituation glemte besætning af give vores børn på 6 & 9 år mad, men gav den bort til andre.
  • Vi sikkerhedslandede i Warszawa efter 14 timer, men måtte blive i flyet MED seler på i 3 timer pga skade på fly ved tankning. Svensker i øvrigt fjernet fra fly af politi og ambulancer.
  • Under hele forløbet informerede de hvert 3o. minut om, at de endnu ikke vidste, om vi fløj videre eller skulle overnatte.
  • Pga “seatbelts on” skiltet måtte baby ikke ligge i vuggen og måtte sidde på armen de sidste ca. 5 timer. (Grædende pga søvnmangel og sult- heller ikke hende havde vi mad til, da vi havde regnet med at være hjemme).
  • Overnatning it was- 3 små børn inklusiv baby måtte uden overtøj ud i -14 graders kulde.
  • Komplet kaotisk og uden hensyntagen til børnefamilier, ældre, syge, gravide osv. Dvs langsomst sidst. Så vi måtte med tre børn stå bagerst i alle køer. Det være sig kø til uddeling af hotel, kø til hotelbus og kø på hotel til uddeling af værelse.
  • Fik jeg nævnt at vi ude i sneen skulle slæbe på alt vores bagage, som jo blev sat af i Warszawa?
  • Hotellets køkken var lukket- så børn der ikke havde spist i snart 11 timer så en meget rødglødende papmor afkræve bartenderen tomatsuppe af tomatjuicen han skulle have brugt til Bloody Marys.
  • Vi sov 5 mand på et 1 personers værelse med nød og næppe, før vi 3 timer senere stod op og tog mod lufthavnen igen. Mit hjerte var knust for de små poder oveni min egen udmattelse. Vi måtte i øvrigt selv regne ud, at vi var blevet ombooket- der blev på intet tidspunkt informeret om, hvornår vores afgang ville være eller hvilken destination det blev.
  • Tilbage i København med en MEGET sulten og træt baby, trætte dygtige børn… og en klapvogn tilsyneladende stadig i Warszawa lufthavns Oddsize check-in.

Hjemrejsen må ikke ses som en skræmmekampagne. Det er jo nok i realiteten de færreste gange, man er så uheldig. Jeg tænkte mange gange på min luksuriøse hjemrejse sammenlignet med de stakkels syriske mødre og børns rejser. Jeg tvang mig selv til at pakke selvynk væk og “tage det som en sej overlevelsestur“, som vi sagde til de store børn.

Var det det hele værd? JA!!

Ville jeg gøre det igen? JA!!

Ville jeg gerne have haft mere MME, bleer og HIPP med på flyet? JA!! 

/Katrine

Vil du ikke også læse: