Min datters køn kan aldrig være et tabu

Vi lever i en tid, hvor der er så stor fokus på inklusion og forskellighed, at vi er i fare for at tabuisere normalen. Det der startede ud som værende en vigtig kamp mod tabuer, har rykket sig så langt i den anden retning, at det nogle gange kan være umuligt ikke at træde folk over tæerne. Det kan til tider føles noget akavet og lidt som om, at vi har givet afkald på afslappetheden.

Det er svært ikke at træde nogen over tæerne, selvom det slet ikke er hensigten. Og også uden at jeg egentlig synes, at det der blev sagt var forkert. Man kan jo godt blive klogere. Fx kan jeg godt forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at bruge ordet “neger”, og derfor gør jeg det ikke. Men jeg kan ikke forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at man siger “normalt” om de mest hyppige ting. Heri ligger betydningen af ordet. Så fx at “føde normalt” er den naturlige vej, da det er sådan naturen har indrettet os, og da det er sådan flest kvinder gør. Dermed ikke sagt et eneste nedsættende ord om kejsersnit, da dette jo er en fantastisk mulighed, for de fødsler, hvor dette er nødvendigt.

På én af mine yndlingscaféer hænger der en tegning af en kvinde med en tissemand (eller en mand med bryster). Den er lavet af et lille barn og er faktisk ganske fin. Jeg smilede og talte med min datter om billedet, mens min kaffe blev lavet. Ved siden af stod en ung person, som blev rigtig såret over, at jeg ikke synes, at personen på tegningen så helt normal ud. Vi fik en snak om, at bare fordi normalen var en anden, så var der jo ikke noget forkert i, at se ud som på billedet. Der gik lidt tid, inden vi kunne enes om, at de fleste enten var mænd eller kvinder. Igen var “normalen” anstødelig, sårende og helt forkert at tale om. Jeg synes, det er tungt. At man nærmest skal stå og undskylde, at man forsøger at lære sin 1,5 årige, hvordan kroppen fra naturens hånd ser ud.

På samme måde føler jeg snart ikke, at min datter må være en pige. Hun leger gladeligt med biler og værktøj, men allerhelst leger hun med dukker eller tørrer ting af. Måske fordi hun ser sin mor gøre det, og inderst inde har en instinktiv følelse af at være samme køn som mig. Måske fordi hendes interesser ligger dér helt naturligt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at hun er en pige, og at der slet slet ikke er noget galt med det. Jeg vil ikke have en aktie i forestillingen om, at børn er kønsneutrale de første leveår. Det er de bare ikke! Vi er født med et køn både fysisk og psykisk. Det definerer os ikke som personer, men der er stadig nogle fælles træk, som ses hyppigere blandt det samme køn. Når min datter viser interesse for dukker, så er det sådanne gaver “hun ønsker sig” og ikke de ting, hun leger knap så meget med. Jeg ser først et problem, når man forsøger at dreje sine børns interesser væk fra noget.

Jeg vil ikke have, at mit barn vokser op med følelsen af, at der er noget galt med hendes køn. Der er ikke stærke og svage køn. Der er forskellige køn, og dem omfavner vi i 2016. Jeg kan ikke se det forkerte i at antage normalen. Altså at mit lille pigebarn med kvindelige kønsorganer og kvindelige kønskromosomer identificerer sig som pige. Jeg vil ikke fratage hende, at hun er pige. Hvis hun derimod en dag kommer og viser mig, at hun er noget andet, end det jeg forestiller mig, så sadler vi om den dag. Ikke før. Det svarer for mig til ikke at tale til sine børn, før vi er sikre på, at de kan høre.

/Katrine

NB: Indlægget er redigeret kl. 22.45 d. 3.12.16 i et forsøg på at tydeliggøre, at det netop IKKE er nedladende ment.

Vil du ikke også læse: