Tag: småbørnsmødre

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

GUIDE- KOM GODT IGANG MED BABYSTRIK

GUIDE: Kom godt igang med babystrik

Det er skønt at kunne lave helt personlige gaver og unikt tøj til baby. For dem med interessen som ikke har strikket hele livet, begynder det typisk i graviditeten. NU skal der sgu strikkes babydimser, så baby kan ligne en million!

Hvis du aldrig har holdt på en strikkepind, er der nogle helt basale udtryk og regler, du skal kende til. Der findes masser af opskrifter, som en HELT grøn strikker kan tage fat på. Du kan evt holde dig til opskrifter med retmasker, samt ind- og udtagning i starten. Èn af de bedste strikkeportaler jeg kender, er paapinden.dk, som har alt om strik inklusiv strikkeskole. Der findes ALT om strik, så kig dig lidt omkring, og ellers er hun en stjerne til at svare på mails.

Når du kan slå masker op, lave retmasker og eventuelt også vrangmasker kan du allerede strikke mange søde ting til baby! Og mht hvor jævnt du strikker (altså hvor ensartet/ pænt det bliver), så bliver det meget hurtigt meget ensartet, at se på – bare rolig. Du skal bare lige over dit første projekt.

GODE FIF

Nu skal du i gang med at strikke. Jeg har med årene erfaret nogle tilbagevendende problematikker, så læs lige disse gode fif inden du starter. Og igen, når du støder i problemer.

  • LÆS ALTID AFSNITTET FÆRDIGT, INDEN DU BEGYNDER AT STRIKKE
    Når man har gjort det, har man en forståelse af, hvor man er på vej hen. Herefter kan man så læse og strikke én sætning ad gangen. Hvis du ikke gør det, ender man tit med at skulle trævle op, fordi man har overset, hvad man egentlig skulle have lavet.
  • HVIS DU KAN LÆSE OPSKRIFTEN, KAN DU OGSÅ STRIKKE DEN
    Husk min fars matematikregel: “Hvis du kan læse, kan du også regne”. Det gælder også for strik! Der er ikke noget svært i at strikke, men det kan være svært at læse en opskrift, fordi man går ud fra, at man ikke forstår den. Man tror tit, at det er meget sværere, end det i virkeligheden er, så giver man op, og dermed kan man ikke komme videre. Dette giver mange ufærdige projekter. Hvis du ikke forstår det, så læs det igen og igen, for tit står det lige der i opskriften, men man har bare overset det, eller ikke tænkt over, hvad det betyder. Husk at næste afsnit, kan give dig svaret på det, du ikke forstår i dette. Så læs det helt færdigt.
  •  FÅ EN STRIKKEVEN, SOM DU KAN SPØRGE TIL RÅDS
    Det er vigtigt i starten at have en mor, moster, veninde, nabo eller dame i strikkebutikken, som man kan vise sit strik til, når man er gået i hårdknude. Hvis man har læst det igen og igen og prøvet lidt af hvert, så skal man lige have hjælp til at komme videre. Få personen til at læse opskriften med dig og vise dig, hvad du overså.
  • SE HVORDAN FOLK RETTER DINE STRIKKEFEJL
    På denne måde lærer du, at gøre det selv. Den første nøgle til dette er, at du skal have en hæklenål! Str. 3 er udmærket til at rette de fleste ting. Med denne kan man rette fejl og samle løbere op.

Nu er du altså ret godt kørende og kan sagtens komme i gang.

En anden skøn kvinde er Mette fra Farmor Fabrikken. Her finder du lidt simple opskrifter og en masse ævl om strik og hækling. Jeg kan anbefale at starte med den kendte babyvest (som er allemandseje).

Når man har fanget, hvordan man strikker, kan man hurtigt synes, at man sidder og laver kikset 80’er strik. Det er ret let at rette op på, så man faktisk laver lækre ting, som ligeså godt kunne være købt i Illum. Du skal ikke lade dig snyde af billederne. Du vælger jo selv dit garn (du fortryder ikke at vælge en lækker kvalitet), knapperne eller andre søde detaljer. Det kan gøre den mest neutrale opskrift rigtig tjekket. Og så er der i de seneste år også kommet rigtig mange dygtige opskriftforfattere, som laver meget tidssvarende designs. Her kan jeg anbefale en masse bøger og hæfter.

FINE GRATIS OPSKRIFTER
Som til tider kræver, at du selv leger lidt med garn, farver og tilbehør for at de bliver lige i øjet:
garnstudio.com

BØGER OG HÆFTER MED LÆKKERT MODERNE BABY- OG BØRNESTRIK

Uldværk, Cecilie Bertelsen & Anne Pørksen

All you knit is love, Susie Haumann

Babystrik på pinde 3, Lene Holme Samsøe

Babystrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Børnestrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Sandnes opskrifthæfter (de er mange, de er lidt sværere, og de er på norsk, men med oversættelse af udtryk)

GARNBUTIKKER I KØBENHAVN

Uldstedet, Vendersgade 3, Kbh K

Sommerfuglen, Vandkunsten 3, Kbh K

Rasmillas, Hallandsgade 3, Kbh S

Tusindfryd, http://www.tusindfrydcph.dk/shop/frontpage.html

Therese Garn, Vesterbrogade 75, Kbh V

Wadils, Valby Langgade 45, Valby

GARNBUTIKKER I ÅRHUS

Yarnfreak, Ingerslev Plads 2, Århus C

Strikkepinden, Jægergårdsgade 44, Århus C

Fandango, Gammel Munkegade 19, Århus C

Garnlageret, Rosenkrantzgade 31, Århus C

Gazelle, M.P. Bruuns Gade 44, Århus C

GARNBUTIKKER I ODENSE

Tante Grøn, Vestergade 7, Odense

/Katrine

Vil du ikke også læse:

WARNING- BABY ON BOARD

WARNING: BABY ON BOARD

Man kender skiltet i bagruden på bilerne. Den slet skjulte irritation over, at folk mener deres børn skal beskyttes mere end andres. At man skal være særlig varsom omkring netop deres børn. Følelsen af, at de forventer du kører som en idiot lige indtil du ser deres pas-nu-på-mit-barn-skilt, hvorefter du sætter farten ned, lægger mobilen fra dig og holder bedre afstand.  Kender du den følelse? Så læs videre- for du har fuldstændig misforstået konceptet, og jeg vil med min nymoderlige indsigt gøre dig dybt taknemmelig over sådanne skilte. Advarsler- som det jo er.

ANEKDOTE
Jeg er alene ude at køre med min datter, som meget uhensigtsmæssigt er placeret i sin autostol bag førersædet. Jeg fik ikke lige tænkt over det, inden jeg drønede ud i verden for at ordne dagens liste af ærinder. På sidste køretur var jeg passager, hvorfor det der gav god mening, at hun sad bag førersædet, så jeg kunne nå hende. Det kan jeg ikke nu. Heller ikke se hende faktisk. Men jeg kan  T Y D E L I G T  høre hende. Jeg kan høre, at hun vil have “posemad, Moowaaaarrrrr” (fuck- hun kan sige det nu!), banan, sutter, sovesut og abrikos (??). Hun vil gerne have læst “Peter DAAAALLL MOWAAAARRRR”, og det generer hende ikke det fjerneste, at der lige er en uventet afspærring og omkørsel, som jeg altså skal koncentere mig om.

Den endnu ikke indsigtsfulde vil sige, “så ignorer hende da, og koncentrer dig om trafikken” eller “hold dog ind til siden og løs problemet, og så kør videre”. Til dette vil jeg igen dele ud af min visdom. DET KAN IKKE ALTID LADE SIG GØRE! Det er ikke muligt midt i et lyskryds med omkørsel og ændrede kørebaner inde i København K lige at holde ind til siden. Det er heller ikke nødvendigvis en særlig god løsning, da lyden vil fortsætte, det sekund jeg sætter mig bag rattet igen. Og ignorer hende… Forestil dig at sidde til din afsluttende eksamen/ et vigtigt møde/ din fars begravelse eller andet du vanligvis ville kunne koncentrere dig om, nu med en ghettoblaster for fuld hammer med Rammstein lige ind i venstre øre, mens du får mærkbare, ukurante spark i ryggen og mærker pixiebøger flyve gennem luften. Det er værre end det- for de moderlige instinkter træder i kraft, og man har svært ved at koncentrere sig. Hjernen har kortsluttet- der er for mange input.

I trafikken er det lidt svært at sige, “undskyld- vil du lige gentage det?”. Det er lidt sent, når man allerede er i en forkert kørebane, har overset et rødt lys eller bremset hårdt op for en forgænger, der lige mente at de kunne nå det, hvis de løb. Man forsøger at køre ansvarligt, mens man også ved, at balancen mellem 100% øjenkontakt med vejen, og 100% koncentration om vejen er to modsatrettede ting, der kræver højre hånd omme på bagsædet en varierende, men aldrig ubetydelig del af tiden og øjnene på vejen, det meste af tiden.

Hvorfor stopper disse mennesker (folk med børn) så ikke med at køre bil? Tja… hvorfor gør ældre ikke? Hvorfor kører folk hjem efter en nattevagt? Hvorfor tager folk rulletrapperne, når der er rigtige trapper? Fordi det nogle gange er det der skal til, for at få livet til at hænge sammen. Og Muttis forsinkede opmærksomhed på vejen er ikke nødvendigvis langsommere end en ældre medborger eller én der lige har fået en dårlig nyhed. Den er bare synlig, fordi uopmærksomheden sidder på bagsædet.

MORALE
Baby on Board skiltet er ikke en nedsættende løftet pegefinger, men nærmere et PAS-FOR-HELVEDE-PÅ-JER-SELV-FOR-DEN-HER-VOGN-ER-LIVSFARLIG-skilt. Det kan sidestilles med SKOLEVOGN-skiltet. Så tak for det! Tak for advarslerne. Og pas på jer selv derude i trafikken, for forældre kan må også køre bil!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HUN ER DEN ANDEN DEL AF MIG. PUNKTUM. 8. juni 201

Hun er den anden del af mig. Punktum.

I kan grine alt det I vil, men jeg har kvalmende ondt af længsel efter min datter, som jeg ikke har set i 6 døgn.

Jeg har ligget syg (som den opmærksomme læser er både klar og svært bekymret over) hos min mor i Århus med Å. Da jeg kyssede hendes lille ansigt farvel i fredags, var det med forventningen om, at jeg ville se hende igen knap to døgn senere. Længere har jeg aldrig været væk fra hende, og længere havde jeg heller ingen planer om at være det. Ikke lige der i hvert fald. Vi skulle alle mødes i Svigersommerhuset i Vendsyssel, når jeg lige havde fejret mine Gudforældre i den anden ende af Jylland om lørdagen. Jeg kæmpede mig bravt igennem festen med feber og halsbetændelse, og synes sådan set selv, at det havde været alt rigeligt, hvis det så stoppede der. Men ikke mindre end 5 døgn skulle jeg lammetæves af den værste halsbetændelse jeg har haft, siden jeg i barndommen havde kyssesyge.

Jeg nåede aldrig op i sommerhuset, da jeg var alt for dårlig til at komme der op, og i al ærlighed ikke orkede 7 børn og 9 højlydte voksne, når jeg knapt orkede at være i mit eget skind. Første plan var at tage med hjem til Kjøwenhawnstrup, når mine 4 passerede Århus med Å. Da jeg om søndagen stadig sejlede rundt i febervåde lagner og ikke kunne tale for hævede, højtbelagte mandler, måtte jeg springe hjemtur med 3 børn i en bil over og vente til det lettede. Men det tog satme sin tid. Jo- der må godt bandes i en sådan situation. Først i morges, 6 dage efter jeg sagde farvel til den lille bylt, som udgør essensen af mit liv, var smerten og feberen dalet til et niveau, hvor jeg kunne se mig selv i harmoni med DSB.

Heldigvis er jeg blevet pylret om, som led jeg af terminal cancer (tak mor, tak far), men mit savn til min datter er blevet mere smerteligt for hver dag. Igen- grin I bare. Jeg ved godt, at vi vitterligt kun taler om 6 døgn. Jeg ved også godt, at ingen af os er døende. Men jeg kan mærke, at skulle jeg undvære mit hjerte, mine lunger eller min kaffe i 6 døgn, så ville jeg også være mærkbart presset. Og dette er stærkt sammenligneligt. Jeg talte med hende på Facetime i går og kunne se mit falske smil og mine våde øjne ved siden af min fantastiske lille 2 årige pige, som sagde, “Mor hen Kaja”, og “Mor sug. Passer Mormor”.

Og ja- Mor skal hen til Kaja, for mor kan ikke trække vejret længere, hvis ikke hun er hos dig. Mor har haft mareridt de seneste to døgn, om at have glemt dig ved siden af en kogeplade. At have overhørt at du græd i sengen. Osv osv. Mit moderinstinkt fortæller mig, at jeg har svigtet og forladt dig. Min hjerne ved godt det er løgn. Den ved også, at du har det helt fantastisk sammen med din far og dine søskende, og at jeg ikke havde været i stand til at være noget for dig, hvis jeg havde været hjemme- tværtimod. Men det er ikke den, der bestemmer længere. Det er moderinstinktet og min kærlighed og længsel efter dig. Så ved du hvad, min skat?

Mor hjem Kaja. NU!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

MOR HAR MANDEINFLUENZA

MOR HAR MANDEINFLUENZA

Altid. Det er sådan jeg er syg, når jeg er det. Så snart min temperatur stiger 0,1 grad, så er jeg hjælpeløs. Og når nu vi alle ved, hvor alvorlig denne sygdom er, så ville det ikke være helt ved siden af, hvis I begynder at blive lidt bekymrede derude.

Alt imens jeg ligger for døden på min mors sofa i Århus med Å, har min kæreste været på den årlige pinseweekend i svigersommerhuset. Som om det ikke er ærgerligt nok, så har min 2 årige øjesten været syg. Syg nok til at hun ikke har kunnet indtage vådt eller tørt i 2 døgn uden at kaste voldsomt op. Hun har siddet slapt på sin fars skød. Beriget med sin fars sygdomsgener, har hun ikke knebet en tåre, men blot været mat. Havde hun været 20 år gammel, var hun såmænd nok taget på arbejde. Det var hendes far i hvert fald.

Min stakkels kæreste har skiftet sengetøj i løbet af nætterne, til der ikke var mere sengetøj at skifte, og har haft 100% af ansvaret.  Fik jeg nævnt at hans to ældste børn naturligvis også var med i sommerhuset? Heldigvis er de store og selvstændige, så de har helt sikkert været dygtige til at hjælpe til med at klare sig selv. Ikke nok med at dette scenarie helt sikkert har trukket tænder ud, men min bulldozer af en kæreste har netop meldt ud på familie-fb-gruppen, at det har været en dejlig weekend, som alle vist har nydt. (!!) Hvordan han har formået at nyde det er mig en gåde, men også noget af det, jeg virkelig beundrer ham for. Hvis der er modvind, er det altid en fordel at stille sig bag ham. Han er immun over for den slags.

SAMTIDIG ET ANDET STED I JYLLAND

Jeg ligger stadig på min mors sofa. Tæpper, dyner, puder, t-shirts og lagener skiftes med hyppige mellemrum (af min mor). Alt vaskes, tørres og bankes og klargøres til endnu en svedetur. Der bringes the, mad og kærlighed i store stimer. Det er ganske lidt af det, der indtages. Ingen siger til mig at jeg er ulækker og burde gå i bad. Det i sig selv er noget af en præstation. Jeg tror aldrig jeg er blevet nusset så meget om i mit liv. Det er rart. Og trods savnet til min datter, og mit instinktive behov for at passe på hende, mens hun er syg, så er jeg klar over, at jeg ikke er i stand til det lige nu. Jeg kan knapt holde ud at være i min krop. Mine mandler er så store og belagte, at jeg taler, som om jeg har en kartoffel i svælget. Min far skriver hyppige sms’er med bekymring om mit (og særligt min datters) velbefindende. Han kommer med uudtømmelige depoter af dameblade, som jeg har været 3 dage om at magte at åbne.

Faktisk føler jeg mig i en alder af voksen usandsynligt elsket, beskyttet og tryg. Jeg VED min datter er det samme, selvom jeg ikke er tilstede. For ligesom jeg, har hun den bedste far i verden. Derfor kan han klare, at jeg ikke havde kræfter til at nusse om ham på Fars Dag. Faktisk interesserer det ham slet ikke, at det VAR Fars Dag. Det interesserer ham bare, at hans børn har det godt. Derfor elsker vi ham, så højt som vi gør. Og ja, min mor har en meget stor plads i mit hjerte i denne fortælling, men i dag handler det om, at det var fars dag i går. Denne hyldest kommer måske en dag for sent, men den er ikke en my mindre ægte af den grund.

Tak for fædre. Vi elsker jer.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

GUIDE- NEM TRANSPORT MED BARNEVOGN

GUIDE: Nem transport med barnevogn

Da min lille pige var blot 18 dage gammel, var jeg nødsaget til at tage turen fra Århus til København med tog. Det gjorde, at jeg hurtigt fik øjnene op for, hvor simpelt man egentlig kan transportere sig rundt i Danmark både inter- og intracity. Det er slet ikke så svært eller besværligt, som jeg havde forestillet mig og derfor har jeg fået rejst rigtig meget (med offentlige transportmidler). Dermed har min barsel ikke gjort mig fastlåst, og jeg har følt mig ligeså fri som før baby. Og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig rejst så luksuriøst, som nu…

GENERELLE ANBEFALINGER:

  1. REJS ALTID MED TOG ELLER FLY PÅ DE ‘LANGE’ DISTANCER.
    Det er svært at trøste et grædende barn på bagsædet i en bagudvendt autostol med fuld fokus på trafikken på storebæltsbroen… Ikke rart for nogen af jer. Det er jo forskelligt hvad man synes er langt, men ved længere rejsetid end 20-30 minutter, ville jeg vælge offentligt, hvor man kan være tilstede med sit barn. Grunden til at jeg gerne kører i en halv time er, at det er den tid hun som regel er glad nok for at køre bil. Tag ikke fejl af, hvor hurtigt ens fokus ender i autostolen!
  2. HUSK ALTID AT TAGE AFSTED I GOD TID.
    Det kommer næppe som en overraskelse for en mor, at det hele tager lidt længere tid med et barn, men på diverse banegårde skal man lige tillægge elevatortid, hvor der både kan være kø og tekniske fejl. Man skal også lige øje sig sit “giver du lige en hånd”-offer.
  3. VÆR IKKE BANGE FOR AT BEDE OM EN HÅND.
    Jeg har nu rejst utallige gange og har endnu ikke mødt én, som sagde nej til at hjælpe med at løfte vognen op i toget eller andet. Folk har så travlt med at klippe billetten og finde deres pladser, at de dog ikke altid tænker på at spørge selv, så bare spørg- de fleste står der jo selv på et eller andet tidspunkt i livet. (Bare spørg- folk holder gerne øje med baby, mens du er på toilet eller hjælper med at få barnevognen op i toget.)
  4. HUSK RIGELIGT MAD OG DRIKKE TIL JER BEGGE.
    Er du ammende får du brug for masser af vand og mad til turen, da det ikke længere kan købes om bord. Giver du flaske/ skemad, så bliver du også glad for at have lidt ekstra med her, eller kan turen blive RIGTIG lang.
  5. PACK LIGHT.
    Du får brug for mindre, end du regner med. Man er så tryg ved at være derhjemme, for der er ALT, man jo liiiige kan stå og mangle til baby. Det går så fint med et par bleer, vådservietter, to stofbleer, og lidt tøj. Alt kan jo vaskes eller tilkøbes, når I når frem. Jeg har været afsted med elektrisk brystpumpe, pusletaske, poser med gaver, ferietaske til baby og mig og tre indkøbsposer fra Føtex. Man kan pakke en barnevogn godt op!

NØGLEN TIL AT KØRE MED TOG:

  1. PLADSBILLET TIL BARNEVOGNEN.
    Den er GRATIS! Og så længe du har den, er du sikker på at der er plads til jer i toget. Denne billettype kan kun bestilles på stationen eller telefonisk (70131415). Hvis du først bestiller pladserne samme dag som afgang, kan du risikere at din vogn står langt fra dine pladser eller i den anden ende af togvognen.
  2. PLADSBILLET TIL DIN BABY.
    Denne koster 30kr, men da du GRATIS kan have op til to børn med på din billet, er der ikke yderligere omkostninger forbundet med det. Jeg lover, at de er godt lagt ud! Indtil min baby var 5 måneder kunne jeg lægge hende til at sove på pladsen ved siden af min. Ofte kunne jeg have hende sovende hele vejen. Ellers var hun let at aktivere uden, at jeg hele tiden skulle stå op, fordi vi havde plads nok.
  3. PLADSBILLET TIL DIG SELV.
    Det giver måske sig selv, men ellers er der ikke megen mening i babys pladsbillet. Husk billet. Da jeg tit er i Århus har jeg klippekort. Det er billigere og med kvindelogik har jeg en stor engangsudgift og ellers koster turen mig kun 60 kr i pladsbilletter pr gang.

Husk- der er ALTID nogen til at hjælpe dig ombord og ned igen. Der er pusleplads om bord- også hvis det toilet er i stykker. Så låser de gerne op, så du kan bruge puslepladsen, som man i øvrigt altid sidder tæt på. Bare kast jer ud i det!

NØGLEN TIL BYBUSSER:

Nu kender jeg mest til Århus og København. Her har de fleste busser lav indstigning, som gør, at du selv kan komme ind og ud uden hjælp fra fremmede. Der er plads til to barnevogne pr bus, så hvis der allerede er to, kan du være nødt til at vente til den næste. Dette hænder, men man lærer hurtigt, hvilke ruter der er proppede, og oftest har man tid til at vente på den næste. På samme måde som med tog er man nemlig gået i lidt bedre tid end før baby. Måske. Ellers ved du nu, hvorfor mødre altid kommer for sent 😀 Barnvognen og barnet er også her GRATIS. Hvis der er akut ammebehov, eller baby er ked og vil være på armen, så er folk rigtig søde til at rejse sig i barnevognsenden af bussen.

Hvis I har spørgsmål eller tilføjelser om andre ting vedrørende transport, så smid endelig en kommentar. Information om rejser og fly med baby findes i flere selvstændige indlæg.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

Jeg elsker Reshopper! Hvis du ikke kender det, og bor i et nogenlunde beboet område, så SKAL du anskaffe dig den app! Man kan købe brugte (og helt ubrugte) ting til ganske beskedne priser, og endnu bedre; man kan komme af med alt sit brugte rakkerpak. Helt ned til den mindste bagatel. Det drejer sig selvfølgelig kun om børnerelaterede ting, og folk går virkelig ind for genbrug her! Det er godt for pengepungen i et familieliv, hvor månedslønnen siver ud ad syninger, inden man når til d. 12. i måneden. Det er også godt for miljøet. Og nu er det som om, der helt er gået sport i det.

Til at starte med fortalte jeg stolt min (for det meste ganske overbærende) kæreste, at jeg nu endelig havde fundet ud af, hvordan man bruger Reshopper ordentligt. Man skal bare være i god tid og søge fx de næste tøjstørrelser i god tid, så man kan købe, mens der er gode tilbud. Men det har grebet om sig. Også her har min shoppomani strammet grebet, og Mobilepay (som jeg i øvrigt også elsker), når nærmest ikke være logget ud, før jeg bruger det igen. “Vi har altså ikke plads til flere køretøjer”, siger han. Her menes naturligvis den uundværlige brandbil med stige og brandslange, den selvkørende grønne bildims, dukkeparaplyklapvognen, den røde dukkevogn, BRIO dukkevognen, BRIO gåvognen, den to-hjulede, tre-hjulede og fire-hjulede cykel. Og nåh ja, scooteren og løbehjulet. “But I can explain…”- Det var bare alt for godt et tilbud. Og jeg kan jo sælge den videre igen. Og hun synes, det er så sjovt. Og det var slet ikke den, jeg skulle købe, men den var der bare også lige. Og jeg havde jo egentlig tænkt det som gave…

Jeg kan godt se, at det har taget overhånd. Folk sælger alt for fede ting til alt for lave priser, og jeg har ikke en chance for modstå. Jeg føler også, at jeg gør noget godt for miljøet hver gang, og det gør det ikke bedre. Så nu har jeg besluttet mig for, at sælge ud af mine egne fejlkøb, ting som ungerne er vokset fra,  og andre ting vi er færdige med at bruge herhjemme. På den måde kan vi få mere plads, og jeg kan få hentet lidt af pengene ind igen. Man skal nok være lidt hurtig omkring annoncen i øvrigt, da jeg regner med, at de ryger hurtigt til den pris!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Overraskende savn i mor-tilværelsen

Der er masser af ting, jeg “godt vidste”, at jeg ville komme til at savne, når jeg blev mor. Overraskende nok var der bare slet ikke overensstemmelse med de ting jeg troede, at jeg vidste, og de ting jeg i virkeligheden savner. Det er meget banalt, og kald mig bare naiv, men jeg tror min livskvalitet højnes, hvis jeg får det igen. Nattesøvn, restaurantbesøg, vinbar, impulsaftaler til voksenagtige ting, biografen, alenetid på toilettet og tid til at shoppe (til mig selv) er slet ikke på listen. I hvert fald ikke i særlig høj prioritet. Nej, de ting jeg savner er meget mere udefinerbare. Det er ting, man nogle gange først opdager, at man har haft brug for, hvis man i et øjeblik får lov at mærke det igen.

Jeg savner at ligge med lukkede øjne i en solstråle og lytte til lyde i det fjerne. En bil, en latter, én der laver mad. Roen, som man nærmest ALDRIG har i et travlt liv med job  og børn. Jeg var priviligeret til jeg var over 30, hvor jeg havde tid til at få pulsen helt ned på en fridag. Hvor man kan få lov at tage en lille morfar i solen, tænke store og små tanker og bare SLAPPE AF!

Jeg savner højlydt, passioneret sex. Den slags, hvor man ikke tænker på “om de nu kan høre det” eller “om de måske er vågne”. Eller hvor man stopper efter 2 sekunder, fordi den ene begynder at græde i babyalarmen eller en nattetime, hvor en anden har mareridt og kommer ind. Og måske de slet ikke kommer ind eller vågner de fleste gange, men alt det krudt man helt ærligt bruger på at tænke, “hov- kommer der nogen?”. Det ødelægger bare noget. Ved nærmere eftertanke, så savner jeg bare sex. Det behøver ikke engang være højlydt, men bare regelmæssigt og uden afbrydelser af enten små sexterrorister eller blot bekymringen om dem.

Jeg savner at bande og sige tingene lige ud. Jeg vil godt indrømme, at det har klædt mig, at begynde at overveje lidt mere, hvordan jeg taler. Også selvom det stadig ikke er helt godt. Men det er bare så forbandet ucharmerende at sidde og bande foran børn, for derefter at kræve at de ikke gør det. Så jeg øver mig ad helvede til. Som man siger. Men jeg savner, ikke at skulle overveje, hvert et ord, der forlader min mund.

Jeg savner at spise det antal pålægschokolademadder, der passer mig, og spise slik, når jeg har lyst til det. Det dur jo ikke, hvis man ikke lige synes, at børnene skal have så meget slik- eller bare ikke lige nu. De må jo gerne ende lidt bedre end én selv. Så nu ender jeg med at sidde og skovle chokolade ind så snart de er lagt, for ligesom at kompensere, for de få stykker, jeg ikke fik spist i løbet af dagen. Det er et rigtig skidt regnestykke. Det er nærmest blevet en hel afhængighed. Jeg går og craver det, mens jeg vasker op og venter på, at børnene skal lægges. Flot.

Jeg savner at spise med folk, der ALLE sammen sidder ned under måltidet. Og ikke kaster med tallerkener, mad, eller bare nægter at spise noget som helst, af det ekstremt sunde og gennemtænkte måltid man både har brugt tid og penge på. At det første der siges om det man har lagt kærlighed i, ikke er, “jeg kan ikke lide …”, “jeg vil altså ikke smage på …”, “må jeg godt få en rugbrødsmad med det samme?”

Der er en del flere ting på listen, men dette er et par af dem. Der er også ting, som jeg er blevet bedre til og gladere for. I det store hele, synes jeg egentligt at det er ret fedt at være mor. Derfor kan jeg nu godt glæde mig til kl. 20, når spaghettien skyder gennem luften og mit nyvaskede gulv sejler i vand og gennemtygget mad.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Hverdagsbehov for en bonderøv i byen

Hvad er der nu galt med Føtex? Og nej, jeg mener ikke Føtex Food, men RIGTIG Føtex. Hvor jeg kan få uldbodyer, stegepander og bøger? Jeg har altid elsket Føtex, SuperBrugsen, Kvickly og den slags store supermarkeder, men jeg vil vove at påstå, at det næsten er blevet et behov, siden jeg er blevet mor. Jeg er nødt til at tage ud på ydre Nørrebro, for at komme i et “ordentligt” supermarked, og det gør jeg så ind i mellem. For nyligt var jeg fx nødt til at tage i hele 3 “supermarkeder” (inde i byen uden det store udvalg), før jeg måtte kapitulere og tage på Nørrebro. Bare for at få fødselsdagsflag til min datter! Det kan godt være, at jeg er en bonderøv, men vi skal sgu da have flag over det hele, når der er fødselsdag.

Urtehave. Ja, nu bliver jeg måske lidt krævende af en bybo at være, men der er simpelthen ikke sol nok i vores baggård. Jeg vil så gerne have en urtehave med ærter, kartofler, gulerødder, krydderurter og jordbær. Ligesom vi havde i forstaden, da jeg var barn. Jeg ELSKEDE det. Det var fantastisk at så ting, pleje dem og se dem gro. Og jeg tror på, at det var virkelig sundt for mig som barn og menneske, at få den oplevelse med. Men der var også sol i vores have, og min mor skulle bare lige åbne havedøren, for at vande. Ikke gå ned fra 2. sal. Det føles bare ikke helt ens. Samtidig deler vi gård med et kollegie, og jeg har både set folk pisse i min basilikum i en brandert, og jeg fjerner dagligt cigaretskodder fra vores planter og fliser. Det er bare ikke helt det, jeg forbinder med mad.

Et bryggers!! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det ikke er en menneskeret at have et bryggers i en børnefamilie. Nu har jeg klaret mig uden opvaskemaskine (med 3 børn inkl. et flaskebarn) indtil for ganske nyligt, og det var ikke altid en fest. Men at have mit vasketøj, som ikke er så lidt endda, stående til tørre i alle rum i lejligheden er bare ikke fedt. Jeg ville elske at have et bryggers til rengøringsremedierne og vasketøjet. Min veninde som bor i hus har endda en vasketøjsskakt fra førstesalen til bryggerset (dybt-misundelig-chokeret-smiley-med-åben-mund)!!

“Børnene på vejen”-konceptet. Vi har heldigvis 3 skønne unger i opgangen (foruden mine egne), som matcher godt i alder. Men jeg savner følelsen af, at børnene er mere frie, som man lidt er i forstaden. Altså at de bare lige løber ud og hører, om nogle af de andre kan lege. Og at der altid er nogen, når andre ikke kan. At ungerne samles på fællesarealer og har mere udetid. Bybørn er frygteligt meget inde. Og som oftest er leg arrangeret som legeaftaler. Da jeg var barn legede vi med vores skolevenner i skolen, og kom hjem og legede med hjemme-vennerne på vejen. En gang i mellem havde man en legeaftale, men behovet var ikke så stort, fordi man også havde masser at tage sig til derhjemme.

Jeg kunne blive ved. Og så tænker I måske, “hvorfor flytter du så ikke til forstaden?” Men livet er jo ikke sort og hvidt. Jeg elsker mulighederne i byen og bruger den meget. Jeg elsker specialbutikkerne, at have venner tæt på til impulsaftaler, og at alt er i gåafstand. Og så er der jo også den detalje, at vi er en familie med mange behov. Vores liv er her. Mine papbørns skole og mor er her. Min kærestes job er her. Så nu må vi drømme os til et sommerhus.

/Katrine

 

 

 

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

7 First Mom Solutions

  1. BESTIL EN LILLE KAFFE I ET STORT TO-GO-KRUS
    Når du på barnevognstur køber en cafe latte for at overleve nattens strabadser, bliver humøret bare ikke bedre af, at man hælder kaffeskum ned ad ærmet, hånden og barnevognen, for hvert eneste skridt man tager. Uanset om man har kopholder på barnevognen eller ej, er dette altså et meget kendt problem. Med dette fif, er der lidt skvulpeplads at give af.
  2. VANISH KURERER ALT
    Alvorligt! Vi har brugt det på alt lige fra silke, uld og andet sart til stofbleer, vaskeklude og bomuldsbodyer. Der KOMMER gult lort over alt i starten, senere er det grød, og vi kunne ikke få det af med andet. Omvendt har vi fået (næsten) alt af med Vanish, og alle produkter har indtil videre holdt fint til det.
  3. KLUD FOR ØJNENE
    Mange babyer kan have svært ved at falde i søvn, men på mirakuløs vis forsvinder verden, når de får en stofble over hovedet. Fair nok at lave frit for mund og næse, men det øverste af hovedet inkl. øjene skal gerne dækkes. Det er en slags papegøjeeffekt.
  4. OLíVY
    Vores babyer har ALDRIG haft røde numser, siden vi begyndte at bruge Olívy! HELT ALVORLIGT! Det er et naturprodukt udelukkende bestående af olivenolie og kalk. Man tørrer numsen med Olívy på en vatrondel (eller sprøjter en stribe på og lader bleen klare udsmøring) ved bleskift. Det er det eneste man bruger efter tissebleer, og ved lortebleer er en klud med vand forud for Olívy rigeligt. Numsen bliver beskyttet forud for næste ble og plejet efter denne. Det er fantastisk! Til alt i øvrigt. Kinderne, hænderne, brystvorter osv.
  5. VÆLG DIN MASCARA MED OMHU
    Clinique High Impact Curling Mascara holder i flere dage og sidder, som du lagde den på førstedagen. Den vaskes af med lunkent vand eller… den trækkes nærmest af i rør. Den smudser ikke under øjnene på noget tidspunkt, kommer ikke af når man græder over spildt modermælk, og gør det bare lige en tand nemmere at være lidt lækker i sin barsel.
  6. SHELLAC
    Med fare for at lyde en tand dullet fortsætter vi lige i beautysporet. Shellac er det nye sort, når man har små børn! Skidtet holder i flere uger (!!), hvad end man renser afløb, skurer gulv eller som Katrine hakker halvdelen a sin pegefinger negl af… og ja det ser lidt lækkert ud på en ellers mussegrå mutti.
  7. KAJAKPOSE
    En slags undertrøje som forsætter ned i en pose om benene og lynes foran. Den er genialt mod dyneafspakningssyndrom, som er meget hyppigt efter 5 måneders alderen og frem til… ? De fås til ingen penge i fx IKEA.

Vil I dele jeres bedste tips med os? Skriv endelig tilføjelser i kommentarfeltet nedenfor.

/Kristina og Katrine

 

Vil du ikke også læse:

luca-upper-97759

Nothing is constant, but change.

Gode ting er i vente for bloggen. Og mindre gode. Det hele er rigtig spændende, og vi vil gerne løfte sløret en anelse, så I kan følge med undervejs. Hvad vil I gerne have først? De gode eller de dårlige nyheder? Jeg plejer selv gerne at ville have de dårlige overstået, så dem får I først.

Det er efter 1,5års opstart slået helt fast, at Anne-Sophie og Salli ikke rigtigt kan få enderne til at hænge sammen i forhold til også at nå at blogge. Karoline er heldigvis stadig glad for at skrive sine (fremragende) blogindlæg, som er manges ingefærshot i hverdagen. Moderierne vil dog (desværre) ikke fylde hovedparten af hendes skriverier længere, hvorfor hun sender tanker i æteren fra denne fine side i fremtiden.

De gode nyheder, spørger I? Kristina og Katrine fortsætter – nu med mere regelmæssighed og fortsat med familien og moderskabet som fællesnævner. Vi har indgået et spændende samarbejde, som vi vil fortælle mere om inden længe. Det, vi kan afsløre for nu, er, at vi i hvert fald ikke kan undvære at dele alle moderskabets udfordringer, forundringer og glæder med jer. Vi håber ikke, at jeres guldklumper er flyttet hjemmefra i mellemtiden. Der er nemlig rigtig fine ting i vente.

/Kristina og Katrine

Vil du ikke også læse:

img_9627

Mig-tid anno totusindogmor

Katrine 2012- hverdags fridag: 

Sover længe. Sådan ca. til kl. 9. Tænker at jeg virkelig bør stå op, men hyggesøvnen og den bløde dyne er for fristende. “Kommer til” at sove videre. Først 20 minutter, så en halv time mere. Jeg tvinger mig ud ad sengen og tager et laaaaaaaaaaangt bad. Der bliver både vasket, skrabet, filet og poleret diverse dele. Det er godt nok også sket dagen forinden, men det er vigtigt at holde sig top tunet. Bare for velværets skyld. Jeg har god tid til at plukke øjenbryn og nærstudere mig selv i spejlet, mens jeg lægger en beskeden, men fejlfri make-up og iklæder mig præcis, det jeg har lyst til. Det er ikke vigtigt om stoffet er skrøbeligt, eller hvor tydeligt man ser pletter. Slet ikke.

Jeg tager ind til byen, når jeg har korrigeret de to ting, som står lidt forkert i lejligheden og tørret den ene lille plet af, som jeg mod forventning opdager på køkkenbordet. Jeg spiser brunch i solen på en café. Hører folk gå forbi med hver deres agenda, mens jeg sidder og læser Bolig Magasinet. Her skriver jeg “læser”, fordi jeg rent faktisk har overskud til at læse artiklerne. Jeg drømmer mig frem til den dag, hvor jeg sidder i en stor, lækker lejlighed med 3 nuttede børn i hver deres tjekkede børneværelse, mens jeg selv sidder i mit stilrene, men meget personlige køkken-/allerum og drikker tjekket kaffe fra min endnu mere tjekkede espressomaskine. Fuldstændig som i bladet.

Det her er en mig-dag. Jeg skal have massage! En hel times grundig massage til de ømme muller. Som er ømme, fordi jeg træner tit. Faktisk adskillige gange ugentligt! Efter massagen skjuler jeg olieresterne i hårgrænsen med et par hårnåle, og korrigerer den nu lettere ærgerligt placerede mascara. Dette er faktisk dagens største downer. Øv! Fedtet hår i kanten omme i nakken. Jeg mødes med en veninde, der heldigvis ikke kommenterer på det, mens vi bruger en stor andel af vores løn i Illums Bolighus. Igen. Herregud- der kommer jo løn igen i næste måned, og det er jo ikke som om, der er nogen, der afhænger af mig. Vi tager faktisk også ud og spiser senere. Sådan impulsivt(!) Og drikker måske en enkelt cocktail eller to på en lille tjekket cocktailbar på indre Nørrebro. Jeg bliver jo ikke ligefrem vækket mellem midnat og kl. 7, så der er ingen grund til at gå tidligt hjem i seng. Livet er skønt!

Katrine 2016- hverdags fridag: 

Vågner kl. 6.17 til lyden af mit barn, der skifter mellem, “hej heeeeeej HEJ!” og “waaaaaaaaaaaaaaaaa”. Skynder mig ind og henter hende, så hun ikke vækker de andre to, som først skal op kl. 6.45. Skifter hende, giver hende havregrød, børster hendes tænder og klæder hende på til dagen. Løbende samler jeg de stykker toiletpapir op, som hun har revet itu og smidt i hele lejligheden. Den store idylliske lejlighed med 3 halvfærdige børneværelser, som viser sig at have beboere, der ikke er 100% enige i den top tjekkede indretning, og dermed gerne samler sure sokker, sten, bananskralder og tomt slikpapir i alle gemmer. Lejligheden sejler i farverige dimser, der gør ondt at træde på, vasketøj fra 4 andre mennesker og opvask. Hun skider igen. Igennem alt sit tøj. Kommer i bad- det var alligevel også mange dage siden, jeg havde nået det. Får nyt tøj på og bliver afleveret så hurtigt, at hun ikke kan nå at gøre det igen. I hvert fald ikke i min varetægt. I mellemtiden er der også spist morgenmad med de 3 andre, mens min datter har kastet med maden, tallerkenerne, kruset inklusiv vand og tømt alle de nederste køkkenskuffer ud over gulvet. Honningen og sesamfrøene er bortført i den røde dukkevogn. Førstnævnte nu uden låg.

Jeg kommer hjem efter vuggestueaflevering. Huset er mennesketomt, men ganske genstandsrigt. Jeg bruger de næste 5 timer på oprydning, vasketøj og sortering. Altså bare lige for at få det værste, og få tingene tilbage i den tilstand, de var, da jeg gik i seng. Det er sindssygt tilfredsstillende. Her er rent, stille og ordentligt. Jeg elsker det.

Jeg pisker i bad. Det må ikke tage for længe, for jeg skal nå at købe strømpebukser, natdragter og bodyer. Jeg skal bytte nogle sko, som den ældste ikke ville have alligevel, og købe fødselsdagsgave til noget børnefødselsdag i weekenden. Jeg kan lige nå en hurtig kaffe med en veninde, men hun er nødt til at aflyse, fordi hun sidder derhjemme med et feberbarn. Vi udveksler sms’er, som til forveksling kunne ligne kommandoer, hvis man altså ikke er mor og ved, hvor nødvendigt det kan være at spare på fyldord og emoticons. Det er egentlig helt okay med mig. Jeg orker næsten ikke menneskekontakt. Jeg kan ikke overskue at tale med nogen. Nyder bare at der ikke er nogen, der kræver noget af mig. Drikker kaffen alene, men kan ikke rigtig side stille til at drikke den langsomt, da jeg også gerne lige vil nå hjem og nyde det rene hjem i en halv time, inden jeg skal hente min datter igen. Kommer på vejen hjem i tanke om, at jeg også skal handle til aftensmad. Den halve time går med det, og jeg henter hende på vejen.

Eftermiddagen kører i den sædvanlige rille med udeleg så længe som muligt, for at undgå ulvetimens indtræden. Hjem og lave mad, hele tiden med et skrigende barn om anklen eller et lidt mindre skrigende barn på hoften. Der rodes, svines og produceres vasketøj på ny. Aftenen går med at putte og vaske op. Klokken er 21, og det sidste barn sover. Jeg rydder al eftermiddagens rod op IGEN. Smider mig på sofaen trods overdøvende træthed, for jeg MÅ bare “læse” i mit Bolig Magasinet. Det ER jo min mig-dag. Jeg ser bladet igennem hurtigt, mens jeg dvæler kort ved de bedste af billederne. Ser et afsnit af en Skam. Kommer for sent i seng igen, men jeg måtte bare have lidt mig tid. Min kæreste spørg, “har du haft en god fridag?” Og det helt oprigtige svar er faktisk stadigvæk, “ja”. Bare anderledes end før jeg blev mor.

 

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

image

Øjenbetændelse og lukkedage

Lukkedage. Jeg havde to bud på, hvad dette begreb betød. Det første var, når Illums Bolighus helt skandaløst IKKE har åbent, når jeg har brug for at kigge på pæne ting. Helt idiot er jeg dog ikke, så jeg havde godt regnet ud, at det i vuggestueregi nok ikke var betydningen af ordet. Det andet var helligdage, weekender og worst case eventuelt en tvungen ferieuge. Men det er det ikke.

Det viser sig, at det faktisk ikke ER muligt at have et fuldtidsjob og et vuggestuebarn samtidig. Og da slet ikke, hvis man også har børnehave- eller skolebørn oveni. Man kan jo godt blive snydt, når man følger mediernes debat, om at de travle børnefamilier bare må tage sig sammen, for de har jo selv valgt at få børn, så hvorfor skal det gå ud over de mennesker, som har valgt ikke at få børn? Lidt som om vi taler om, at have anskaffet en hund uden at have plads til den eller at have meldt sig til svømning uden at kunne nå til det efter arbejde. Noget man bare kan til- og fravælge i hverdagen, alt efter om det lige føles overskueligt. Ikke noget biologisk forudbestemt, som fører vores art videre, og i øvrigt er hele årsagen til at den nuværende generation på arbejdsmarkedet engang kan gå på pension. Også selvom de ikke selv har bidraget til produktionen af næste arbejdende generation, kan man forvente at gå på pension med de andre. Nuvel- det er sikkert velfortjent efter et langt arbejdsliv, men ikke desto mindre på ingen måde muligt, hvis ikke der var andre, som havde født børn, som kunne bære samfundet videre.

Tilbage til vuggestuerne. Hvis man ser på det sådan lidt fra et arbejdsmæssigt perspektiv, som trods alt for de fleste ikke er fravælgeligt, er åbningstiderne faktisk ganske snævre. Man skal ikke arbejde særlig langt væk fra vuggestuen for at komme i problemer med at nå at aflevere og hente inden for institutionens åbningstider. For en læge er det fx ganske naturligt at skulle pendle fra København til Hillerød eller Slagelse med mødetid kl. 8 SHARP (omklædt!). Så er det sgu svært ikke at have kastet barnet efter pædagogerne inden man halser mod S-toget, for så at sidde i undertøj i konferencelokalet kl. 8.00 eller omklædt 8.04. Og på samme måde med afhentningen… skidesort morsamvittighed, når man henter det stakkels lille vidunder siddende på skødet af en pædagog, fordi der ikke rigtigt er andre tilbage… og da slet ikke nogle som kom før kl. 9 om formiddagen.

Kunne man vælge en vuggestue nær arbejdet så? Ikke som yngre læge i hvert fald. Man har skiftende arbejdstider og er ikke lige i den by alle dage, og så skifter man jo arbejdsplads ca. hvert halve år, så det kan være en anelse svært at planlægge hverdagen.

Det planlæggelige som er umuligt nok i sig selv overgåes dog stærkt af ting som feber og øjenbetændelse. Det viser sig, at et vuggestuebarn med feber, ikke er raskt, når det ikke længere har feber! Eller når det opfører sig glad og raskt. Nej, det er først raskt et døgn EFTER, at det opfører sig helt raskt og ikke har feber. Først dér er det velkomment tilbage i institutionen. Just in case. Ok… det ringer jeg bare lige ind på arbejdet og siger. “Hej, det er Katrine. Jeg vil gerne have barnets første rask dag i dag. Hun var nemlig syg i går, som du ved, så i dag helsikrer vi bare lige, at der ikke skulle komme feber igen til aften (hvor hun alligevel ville være afhentet for længst)”. Den går fint an. “Ja, du må gerne lige aflyse de der 15 patienter, jeg skulle have set i dag, som har dagen FØR rask og havde håbet på at se mig.” Det er helt sort. Men det der med smitte og en vuggestue- det er altså et meget ømtåleligt emne! Også selvom det måske ikke smitter. Just in case.

Og så var der lige lukkedagene. Som er helt tilfældigt placerede dage, som vuggestuen vælger at holde lukket, men hvor hjulene i resten af landet, stadig drejer rundt. Altså dage, hvor du må bruge ferie, hvis ikke dit barn skal passe sig selv. Dvs. 7 (+2) lukkedage årligt, som du BARE LIGE skal forklare din arbejdsplads, at du altså ikke kommer på arbejde. Det er ikke weekender. Det er ikke helligdage. Det er helt almindelige hverdage. Bare som dødsstødet til din i forvejen udfordrede vuggestuelogistik.

Så det der med, at man er så priviligeret, at man kan “vælge” at gå på deltid. Det kunne være rigtig fint, hvis man også kunne vælge at lade være. Tak.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

“Hun er da ikke en baby længere, Katrine. Hun er en lille pige” … (!!!!!!!!!!!)

Sagde min mor sådan helt uden at vide, hvor minefyldt et felt hun netop havde buldret hen over. Et barn! ARE YOU FUCKING KIDDING ME?? Jeg har jo LIGE født! Jeg er da bedøvende ligeglad med, at hun klapper, vinker mens hun siger “ej-ej”, rejser sig op ad alting, skovler rigtig mad ind i store mængder og går i vuggestue. Hun er en baby. Faktisk næsten nyfødt. Og så gider jeg ikke snakke mere om det, ellers kan du besøge mig igen, når hun skal starte i skole.

Det gør ikke noget som helst bedre, at hun netop har fået sin første tand. Den kigger frem nede i undermunden, og jeg er bare slet ikke klar. Jeg ved godt, at man typisk får tænder mellem 6 og 9 måneder, men det vidste baby-K heldigvis ikke, for hun fik den først i morges, hvor hun er 10,5 måned. Alle de andre børn i mødregruppen har haft tænder i flere måneder. Egentlig har jeg, siden de andre fik tænder, tjekket hende dagligt, og her 4 måneder senere besluttede jeg at lade være med at tjekke hele tiden. To dage efter min beslutning, tjekker min mor hende og bingo! En lille tand. Det tog mig adskillige minutter og stramme, vuggende tvangsknus før jeg overkom, “hun har fået en taaaaaaaand”-gråden. Jeg. Er. Ikke. Klar.

Jeg synes, alle andre er så pisse klar både på mine vegne og med deres egne babyer. Jeg kan ikke leve op til al den klarhed! Det er egentlig ikke fordi, jeg er overbeskyttende. Jeg er faktisk mere “op igen”- mortypen, men det går bare for stærkt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage afsked, med den alder hun har, og sådan har jeg haft det, siden hun blev født. I mødregruppen var de andre ovre dette issue allerede efter de første par måneder. Den ene meldte klart ud, “sådan gider jeg simpelthen ikke gå rundt og have det, for jeg kan ikke stoppe tiden alligevel”. Ret tjekket sagt og besluttet, og jeg tænkte, “nå, men så lader jeg også bare være med at have det sådan”. Men det gjorde jeg ikke.

Egentlig er det en lille smule dobbeltsidigt, for jeg bliver jo ubeskriveligt stolt, hver eneste gang hun gør noget nyt. Jeg synes hele tiden, at NU har hun den bedste alder. Så jeg ved godt, at jeg et eller andet sted der inde i dybet, er glad nok for, at hun vokser. Det er bare så svært at give slip. Det er jo altid en alder jeg elsker, som jeg aldrig mere skal få lov at opleve. Nå … det kan jeg lige mærke, at jeg ikke lige skal tænke mere over nu.

Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

steen-og-stoffer-e1368427625408

Jeg bliver en lille smule ærefrygtig, når jeg kommer i tanke om, at det er mig, der er “moren”

Det lyder måske banalt og en anelse infantilt, men ikke desto mindre er det præcis sådan, jeg har det. Ikke hele tiden. Men som en skylle af følelser, der overvælder mig i specifikke og uforudsigelige situationer.

Jeg tror, der er mange forskellige aspekter af min ærefrygt.

Delvist er jeg stadig overrasket over, at jeg virkelig er godkendt. Jeg går i hemmelighed og venter på, at nogen opdager mig. “Hov vent lige- hende derovre er ikke rigtig voksen. Hun leger bare”. Inden jeg blev læge, var jeg overbevist om, at når jeg blev læge ville jeg vide alt om kroppen, mennesker og sygdomme. Stort chok var det at aflægge lægeløftet iklædt mit nye læge learners license. På samme måde troede jeg, at når jeg blev mor, ville jeg være 100% mor. Føle mig som en mor, opføre mig som en mor, tænke som en mor- og selvsagt- vide ALT med sikkerhed… som en mor. And yet again- her sidder jeg, og er sådan set en mor, og jeg har stadig ikke styr på noget som helst. Eller har jeg…?

Der er også en komponent af stolthed. Når folk fortæller mig, at “hun da er den skønneste lille pige”, de længe har set. Eller når nogen siger “din datter” i en sætning, og jeg overraskes over titlen. Igen. Endnu vildere når jeg selv siger “min datter” og overraskes. Og den helt specielle situation, når man introduceres- ikke længere som sig selv, men som nogens mor. Den største stolthed og ud-ad-morkroppen-oplevelse føler jeg, når jeg i relevante sammenhænge selv siger, “jeg hedder Katrine, og jeg er K’s mor”. Wow! Så er man sgu nogen! Nogen som er pisse vigtig for i hvert fald én person.

Og lige præcis det, at jeg er vigtig, bringer de stærkeste følelser af ærefrygt. Jeg bliver så ubeskrivelig rørt, når min elskede lille datter hulker sine lunger ud, og jeg træder ind på værelset, og alt bliver godt. JEG er moren. JEG er den der får alt det onde til at gå væk igen. JEG er den, hvis blotte tilstedeværelse, kan gøre alting godt igen. Gøre det trygt. Lige præcis denne sidste del, er nok det der vælter mig allermest af pinden i ydmyghed over den kærlighed, jeg har fået. Tænk at jeg kan være nogens tryghed.

Jeg er så beæret over, at få lov at være den, der passer på hende. At få lov til at være den, der trøster hende, og giver hende kærlighed nok til, at hun med tiden finder selvværd til at tro på sig selv. Det er så vigtig og ærbar en opgave, og den er min. Nu er det MIG, der er moren. Og jeg vil kæmpe røven ud ad bukserne for at gøre det godt nok. Jeg føler en usammenlignelig stolthed, når jeg tålmodigt trøster længe, eller står op mange gange og skifter sengetøj på nætter, hvor hun er syg. Jeg er MOR, og jeg er god til det. For det meste. Jeg har født hende, og hun har valgt mig. Kærlighed er en overvældende størrelse.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8425

Politisk korrekthed(eslag) i 2015

I 2015 druknede min facebook i negative artikler og postuleringer om, hvordan vi forældre gør det hele forkert, og at vores børn bliver dybt traumatiserede af selv de mindste fejl. ALLE mindre fejl faktisk. Nu troede jeg netop, vi havde etableret at opdragelse og uddannelse giver de bedste resultater ved at rose og fremelske de gode ting. Hvorfor så igen al den negative og faktisk ganske manipulerende kritik med en løftet pegefinger helst med et gran selvfremhævelse som kirsebær på toppen?

Jeg vil hermed gerne erklære min bragende uenighed i følgende hotte 2015-facebook-emner:

1: Man må ikke kalde sin datter PRINSESSE.
Med mindre vi er ude i degraderende og uetiske ekstremer som “mors lille luder” eller “fars lille Nazi”, så kan jeg simpelthen ikke se hvad det rager andre, hvad man kalder sine børn! Jeg bliver provokeret i en grad, hvor jeg får lyst til at kalde min datter prinsesse, selvom det egentlig ikke falder mig naturligt. Til gengæld kalder jeg hende Skiderikke. Og Banditte. Og alt-muligt-andet-kærligt. Jeg sover med sindsro (afbrudt af 2-5 suttetabspanikanfald) omkring, at min datter vokser op uden at troat hun hedder Skide-Rikke eller Ban-Ditte. På samme måde formoder jeg, at andres børn ikke vokser op i den tro, at de rent faktisk er vaskeægte prinsesser af den royale familie. Skulle jeg her tage helt fejl, så beroliger jeg mig med, at prinsesser er hårdtarbejdende kvinder, der ofrer mange ting for at udfylde en stor rolle. De har måske flere penge, men det er nok de færreste, der egentlig har lyst til at bytte beklædnings-/ ytringsfrihed og privatliv for et diadem.

2: Man må ikke KYSSE sine børn PÅ MUNDEN!
Jeg kysser dagligt min datter på munden. Og på panden og kinden og fødderne, og lige der hvor jeg har lyst. Jeg har ikke tænkt mig at afvise mit barn, der kaster sine læber efter mit ansigt i formodning om at give og modtage kærlighed i form af et kys. Dermed har jeg ikke tænkt mig at aftvinge hende mundkys, hvis hun når til et punkt, hvor hun ikke længere selv ønsker det. At kysse sine børn på munden og trutte dem på ballerne bliver aldrig seksuelt, med mindre vi gør det til det. Er man selv af en anden holdning, er det helt okay med mig, men lad også mig opdrage mit barn, som jeg ser rigtigt.

3: Man skal ikke AMME OFFENTLIGT, og gør man det skal det helst være under en burka.
Jeg ammede min datter offentligt uden at dække hende skamfuldt til med en stofble! Jeg tror bare, jeg remser op her: jeg er stolt af at amme, det er svært at amme, det er sundt at amme, det er naturligt at amme, det er det underligste issue nogensinde, jeg gider ikke selv spise uden frisk luft eller udsyn, og slutteligt ville jeg have bare en anelse mere respekt for ammeskammerne, hvis de var lige langt fremme i deres politisk korrekte sko, når det angik seksualisering af kvindebrystet, reklamesøjler med MEGET mere blottede kvinder, radioreklamer om opfordring til utroskab og den øvrige seksualisering af hele vores samfund.

4: Der er en aldersgrænse, hvor dine børn ikke længere må SE DIG NØGEN!
WHAT? Stop nu det der! Dette er i tråd med ovenstående den virkelige synder. Hvorfor al denne seksualisering af helt naturlige ting? Min krop er naturlig og min datter kommer til at SE MIG NØGEN til hun siger stop! Og gør hun ikke det, så stopper det ikke. Der er ikke en korrekt alder, at tildække sig og skammeliggøre vores kroppe. Det er i min optik (både personligt og lægefagligt) faktisk helt helt forkert, da vores børn ikke kan lære at have et naturligt og kærligt forhold til deres egne kroppe, hvis vi skammeliggør den. De skal kunne studere voksnes kroppes udseende (både mænd og kvinder) i de forskellige aldre af deres barndom, da det er forskellige ting de forholder sig til på forskellige tidspunkter. Vi er blevet så forskrækkede for nøgenhed og pædofili, at vi blander tingene sammen. Jeg tror 80’erne havde fat i noget helt rigtigt på mange punkter. NB: Har man ikke lyst til at være nøgen foran sit barn, lader man naturligvis blot være med dette, men igen vil jeg ikke påduttes kunstig blufærdighed eller kravet om at afvikle det naturlige syn på kroppen. Vær som I er, men lad andre gøre det samme.

5: Man må ikke lægge BILLEDER af sine børn PÅ NETTET!
Lad os nu ikke blive alt for firkantede. Har man ikke lyst til at lægge billeder op af sine børn? FINT! Lad endelig være. Men jeg kan simpelthen ikke lade være, for jeg vil så sindssygt gerne dele, hvor ekstremt sød jeg synes hun er. Det er det største, der nogensinde er sket i mit liv, og jeg kan ikke være i mig selv af stolthed. Jeg forventer ikke likes i hobetal eller søde kommentarer, men jeg bliver glad, som alle andre slaver af de sociale medier, når jeg får det. Dette gør mig ikke til en uansvarlig mor, der ikke ved noget om internetsikkerhed. Jeg har privatindstillinger på de ting, jeg mener er nødvendige. Jeg har masser af meganuttede billeder, som aldrig kommer til at se internettet, fordi de ikke er egnede til det. Jeg kommer heller ikke til at poste min datter nøgen eller i uheldige vinkler. Jeg vurderer, at vi lever i en verden, hvor det bare er en del af alles liv, at der altså er billeder at finde af én på nettet. Det kommer vores børn til at lære at navigere i, og så længe jeg laver en velovervejet sortering af, hvad jeg lægger op eller giver tilladelse til at andre lægger op, så er det fint for mig. Jeg tager ansvaret herfor. Fx har adskillige velmenende gæster på Louisiana taget billeder af min datter i udstillings-matchende outfit, og jeg er ok med, at det evt bliver delt på nettet. For der er ikke noget galt med det billede.

6: CURLINGBØRN kan ikke agere i samfundet!
Fint nok. Der er sikkert nogle curlingbørn rundt omkring, men det er blevet så skide poppet at kalde alle børn, som oplever omsorg, hjælp og forståelse for curlingbørn. Hvordan er det blevet negativiseret, at vi hjælper vores børn frem i livet og beskytter dem? I 80’erne var det smart at hakke på børnene og råbe ad dem. Røvfuld var en naturlighed og blev ikke engang skjult for naboen. I 60’erne slog læreren og hyppigt med forældrenes opbakning. Vanskeligheder i skolen blev mødt med trusler, skældud og prygl. Og nu synes man pludselig, at børn, som får kærlighed til at finde selvværd, tryghed til at udvikle sig, og opbakning til at turde kaste sig ud i livet og tro på sig selv, er negativt. De laver ikke dagens gode gerning? Dem ser jeg en hel del af i alle nulevende generationer, men jeg ser også det modsatte. Vejen til fred i verden er GODE FORÆLDRE, DER OPDRAGER GODE BØRN. Thumbs up forældre for det hårde og indlevende engagement! Og dem der bliver for meget- de har nu altid været der.

Peace, love and harmony.

/Katrine

Vil du ikke også læse: