Tag: politisk korrekthed

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

PUNKTERING AF FORÆLDREKLICHÉER

Punktering af forældreklichéer

  1. LIVET STOPPER IKKE, BARE FORDI MAN FÅR BØRN
    Nej, det gør det jo sådan set ikke på den der hjertet-pumper-blodet-rundt-i-kroppen-og-lungerne-får-lavet-et-rimelig-fornuftigt-luftskifte-som-giver-blodet-noget-at-transportere-rundt måde. Men. Det liv man har STOPPER. Alle der siger noget andet PISSELYVER DIG LIGE OP I HOVEDET! Og ja, nu sidder der sikkert et par stykker af jer klar til at forsvare ovennævnte kliché, men jeg står fast. Livet går med ét fra at handle om dig til at handle om dem. Det der formodentligt ligger bag klichéen er, at det er ikke kun dine rammer der ændres, det er i høj grad også dine prioriteter. Og det er her kernen ligger. Selvom du teknisk set stadig kan tænke på dig selv 24/7, drikke vin 3 hverdagsaftener om ugen, træne hver dag og stadig have masser af tid til venner, så vælger man ofte at gøre noget andet. Der er nogle helt andre værdier på spil, og i øvrigt også væsentlig mindre tid. Tingene sættes lidt mere i system, fordi det er den måde det glider nemmest på. Selvom man er loose i sin opbringning (dermed ikke nødvendigvis opdragelse) af børn, så er de stadig sultne før kl. 21, de skal stadig sove flere timer i døgnet end dig, og de kan ikke hente sig selv fra vuggestuen, mens du tager i fitness. Livet stopper ikke, men det ændres. En hel del. Man skal kæmpe meget hårdere for at opnå det samme som før på alle ikke-forældre-punkterne i livet.
  2. GRAVIDITET ER IKKE EN SYGDOM
    Nej, det er ikke (nødvendigvis) noget man dør af, for det er der heldigvis ikke så mange i Danmark, der gør længere. Men det var der faktisk engang. Og det er der stadig mange andre steder i verden. Det betyder ikke at selve graviditeten er en sygdom, men det betyder at kroppen er i en ændret tilstand, som påvirker forskellige gravide i forskellig grad. Tilstanden kan også sagtens udvikle sig til sygdomme i forskellige farlighedsgrader og for nogen, kan det være livsfarligt. Grunden til at det ofte ikke bliver livsfarligt i Danmark er, at vi forebygger og behandler. Det ville være så fint, hvis alle gravide SELV kunne få lov til at fortælle, hvordan de havde det. Hvis du gerne vil vide om hendes graviditet er en sygdom eller måske bare en gevaldig gene/ smertefuld tilstand eller andet- SÅ SPØRG. Du ved det ikke bedre end hende. Heller ikke selvom du selv eller din kone havde en problemfri graviditet.
    I forlængelse af dette:
  3. “HUN KLAREDE GRAVIDITETEN SÅ FLOT!”
    Dette siges oftest om kvinder, som har haft en forholdsvis let graviditet og dermed fortsat har kunnet løbe, arbejde, feste længe osv. Og bevares- jeg synes altid det er flot, når folk har klaret en graviditet (og fødsel). Men jeg begriber ikke, at “hun klarede det flot” er forbeholdt de kvinder, der i store træk ikke var særligt plagede i deres graviditet. Hvad med de kvinder, der skulle ligge ned i flere måneder? Det er fandme flot klaret! Hvad med dem der kastede op i flere måneder? Det er fandme også flot klaret! Eller dem, der havde så voldsomme smerter (eller andre gener), at de enten måtte sættes igang før tid eller endda formåede at modstå dette. Det er flot klaret! Jeg kunne blive ved- kvinder der mistede en tvilling, men holdt hovedet højt. Kvinder der blev skilt, men alligevel stod stærkt og klarede det hele selv. Så de damer- har du klaret en graviditet, og har du haft udfordringer i form af (indsæt selv problem her)- så skal det siges: HOLD KÆFT HVOR ER DET FLOT KLARET! I SALUTE YOU!
  4. “I SKAL IKKE VÆNNE HAM/HENDE TIL AT…”
    Hold nu bare de gode råd for dig selv. Med mindre du blev spurgt. Kvinder (og andet godtfolk) har altid været glade for at dele ud af deres gode og til tider bedrevidende råd. Endda folk, der ikke selv har børn, er glade for at fortælle, hvordan det lige skal gøres. Jeg er helt med på, at man sagtens kan lære af andre, og at man sagtens kan have indøvet nogle uhensigtsmæssige rutiner. MEN. Kan vi ikke godt stoppe med at tale om alle de ting vi fejlagtigt “vænner” vores børn til og fra? Det startede allerede med at vores mormødre fortalte os, at vi ikke måtte “vænne” babyerne til at skulle sidde på armen. I ved- de babyer, der aldrig har oplevet andet end nærkontakt med mor fra de var blot få celler store. Her taler vi jo snarere om en fravænning fra mor. Så måtte vi ikke “vænne” vores børn til at sove sammen med mor og far. Eller til at sove, når der var stille. Eller eller eller… Jeg vil bare lige dele en observation her: som oftest, når forældre står med babyer/børn i en drilsk tilbagevendende problematik, så HAR de prøvet alt det oplagte. Men børn er forskellige, og nogle gange så er det bare, som det er. Det er alligevel en kort periode, de er så små.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Min datters køn kan aldrig være et tabu

Vi lever i en tid, hvor der er så stor fokus på inklusion og forskellighed, at vi er i fare for at tabuisere normalen. Det der startede ud som værende en vigtig kamp mod tabuer, har rykket sig så langt i den anden retning, at det nogle gange kan være umuligt ikke at træde folk over tæerne. Det kan til tider føles noget akavet og lidt som om, at vi har givet afkald på afslappetheden.

Det er svært ikke at træde nogen over tæerne, selvom det slet ikke er hensigten. Og også uden at jeg egentlig synes, at det der blev sagt var forkert. Man kan jo godt blive klogere. Fx kan jeg godt forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at bruge ordet “neger”, og derfor gør jeg det ikke. Men jeg kan ikke forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at man siger “normalt” om de mest hyppige ting. Heri ligger betydningen af ordet. Så fx at “føde normalt” er den naturlige vej, da det er sådan naturen har indrettet os, og da det er sådan flest kvinder gør. Dermed ikke sagt et eneste nedsættende ord om kejsersnit, da dette jo er en fantastisk mulighed, for de fødsler, hvor dette er nødvendigt.

På én af mine yndlingscaféer hænger der en tegning af en kvinde med en tissemand (eller en mand med bryster). Den er lavet af et lille barn og er faktisk ganske fin. Jeg smilede og talte med min datter om billedet, mens min kaffe blev lavet. Ved siden af stod en ung person, som blev rigtig såret over, at jeg ikke synes, at personen på tegningen så helt normal ud. Vi fik en snak om, at bare fordi normalen var en anden, så var der jo ikke noget forkert i, at se ud som på billedet. Der gik lidt tid, inden vi kunne enes om, at de fleste enten var mænd eller kvinder. Igen var “normalen” anstødelig, sårende og helt forkert at tale om. Jeg synes, det er tungt. At man nærmest skal stå og undskylde, at man forsøger at lære sin 1,5 årige, hvordan kroppen fra naturens hånd ser ud.

På samme måde føler jeg snart ikke, at min datter må være en pige. Hun leger gladeligt med biler og værktøj, men allerhelst leger hun med dukker eller tørrer ting af. Måske fordi hun ser sin mor gøre det, og inderst inde har en instinktiv følelse af at være samme køn som mig. Måske fordi hendes interesser ligger dér helt naturligt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at hun er en pige, og at der slet slet ikke er noget galt med det. Jeg vil ikke have en aktie i forestillingen om, at børn er kønsneutrale de første leveår. Det er de bare ikke! Vi er født med et køn både fysisk og psykisk. Det definerer os ikke som personer, men der er stadig nogle fælles træk, som ses hyppigere blandt det samme køn. Når min datter viser interesse for dukker, så er det sådanne gaver “hun ønsker sig” og ikke de ting, hun leger knap så meget med. Jeg ser først et problem, når man forsøger at dreje sine børns interesser væk fra noget.

Jeg vil ikke have, at mit barn vokser op med følelsen af, at der er noget galt med hendes køn. Der er ikke stærke og svage køn. Der er forskellige køn, og dem omfavner vi i 2016. Jeg kan ikke se det forkerte i at antage normalen. Altså at mit lille pigebarn med kvindelige kønsorganer og kvindelige kønskromosomer identificerer sig som pige. Jeg vil ikke fratage hende, at hun er pige. Hvis hun derimod en dag kommer og viser mig, at hun er noget andet, end det jeg forestiller mig, så sadler vi om den dag. Ikke før. Det svarer for mig til ikke at tale til sine børn, før vi er sikre på, at de kan høre.

/Katrine

NB: Indlægget er redigeret kl. 22.45 d. 3.12.16 i et forsøg på at tydeliggøre, at det netop IKKE er nedladende ment.

Vil du ikke også læse:

IMG_8425

Politisk korrekthed(eslag) i 2015

I 2015 druknede min facebook i negative artikler og postuleringer om, hvordan vi forældre gør det hele forkert, og at vores børn bliver dybt traumatiserede af selv de mindste fejl. ALLE mindre fejl faktisk. Nu troede jeg netop, vi havde etableret at opdragelse og uddannelse giver de bedste resultater ved at rose og fremelske de gode ting. Hvorfor så igen al den negative og faktisk ganske manipulerende kritik med en løftet pegefinger helst med et gran selvfremhævelse som kirsebær på toppen?

Jeg vil hermed gerne erklære min bragende uenighed i følgende hotte 2015-facebook-emner:

1: Man må ikke kalde sin datter PRINSESSE.
Med mindre vi er ude i degraderende og uetiske ekstremer som “mors lille luder” eller “fars lille Nazi”, så kan jeg simpelthen ikke se hvad det rager andre, hvad man kalder sine børn! Jeg bliver provokeret i en grad, hvor jeg får lyst til at kalde min datter prinsesse, selvom det egentlig ikke falder mig naturligt. Til gengæld kalder jeg hende Skiderikke. Og Banditte. Og alt-muligt-andet-kærligt. Jeg sover med sindsro (afbrudt af 2-5 suttetabspanikanfald) omkring, at min datter vokser op uden at troat hun hedder Skide-Rikke eller Ban-Ditte. På samme måde formoder jeg, at andres børn ikke vokser op i den tro, at de rent faktisk er vaskeægte prinsesser af den royale familie. Skulle jeg her tage helt fejl, så beroliger jeg mig med, at prinsesser er hårdtarbejdende kvinder, der ofrer mange ting for at udfylde en stor rolle. De har måske flere penge, men det er nok de færreste, der egentlig har lyst til at bytte beklædnings-/ ytringsfrihed og privatliv for et diadem.

2: Man må ikke KYSSE sine børn PÅ MUNDEN!
Jeg kysser dagligt min datter på munden. Og på panden og kinden og fødderne, og lige der hvor jeg har lyst. Jeg har ikke tænkt mig at afvise mit barn, der kaster sine læber efter mit ansigt i formodning om at give og modtage kærlighed i form af et kys. Dermed har jeg ikke tænkt mig at aftvinge hende mundkys, hvis hun når til et punkt, hvor hun ikke længere selv ønsker det. At kysse sine børn på munden og trutte dem på ballerne bliver aldrig seksuelt, med mindre vi gør det til det. Er man selv af en anden holdning, er det helt okay med mig, men lad også mig opdrage mit barn, som jeg ser rigtigt.

3: Man skal ikke AMME OFFENTLIGT, og gør man det skal det helst være under en burka.
Jeg ammede min datter offentligt uden at dække hende skamfuldt til med en stofble! Jeg tror bare, jeg remser op her: jeg er stolt af at amme, det er svært at amme, det er sundt at amme, det er naturligt at amme, det er det underligste issue nogensinde, jeg gider ikke selv spise uden frisk luft eller udsyn, og slutteligt ville jeg have bare en anelse mere respekt for ammeskammerne, hvis de var lige langt fremme i deres politisk korrekte sko, når det angik seksualisering af kvindebrystet, reklamesøjler med MEGET mere blottede kvinder, radioreklamer om opfordring til utroskab og den øvrige seksualisering af hele vores samfund.

4: Der er en aldersgrænse, hvor dine børn ikke længere må SE DIG NØGEN!
WHAT? Stop nu det der! Dette er i tråd med ovenstående den virkelige synder. Hvorfor al denne seksualisering af helt naturlige ting? Min krop er naturlig og min datter kommer til at SE MIG NØGEN til hun siger stop! Og gør hun ikke det, så stopper det ikke. Der er ikke en korrekt alder, at tildække sig og skammeliggøre vores kroppe. Det er i min optik (både personligt og lægefagligt) faktisk helt helt forkert, da vores børn ikke kan lære at have et naturligt og kærligt forhold til deres egne kroppe, hvis vi skammeliggør den. De skal kunne studere voksnes kroppes udseende (både mænd og kvinder) i de forskellige aldre af deres barndom, da det er forskellige ting de forholder sig til på forskellige tidspunkter. Vi er blevet så forskrækkede for nøgenhed og pædofili, at vi blander tingene sammen. Jeg tror 80’erne havde fat i noget helt rigtigt på mange punkter. NB: Har man ikke lyst til at være nøgen foran sit barn, lader man naturligvis blot være med dette, men igen vil jeg ikke påduttes kunstig blufærdighed eller kravet om at afvikle det naturlige syn på kroppen. Vær som I er, men lad andre gøre det samme.

5: Man må ikke lægge BILLEDER af sine børn PÅ NETTET!
Lad os nu ikke blive alt for firkantede. Har man ikke lyst til at lægge billeder op af sine børn? FINT! Lad endelig være. Men jeg kan simpelthen ikke lade være, for jeg vil så sindssygt gerne dele, hvor ekstremt sød jeg synes hun er. Det er det største, der nogensinde er sket i mit liv, og jeg kan ikke være i mig selv af stolthed. Jeg forventer ikke likes i hobetal eller søde kommentarer, men jeg bliver glad, som alle andre slaver af de sociale medier, når jeg får det. Dette gør mig ikke til en uansvarlig mor, der ikke ved noget om internetsikkerhed. Jeg har privatindstillinger på de ting, jeg mener er nødvendige. Jeg har masser af meganuttede billeder, som aldrig kommer til at se internettet, fordi de ikke er egnede til det. Jeg kommer heller ikke til at poste min datter nøgen eller i uheldige vinkler. Jeg vurderer, at vi lever i en verden, hvor det bare er en del af alles liv, at der altså er billeder at finde af én på nettet. Det kommer vores børn til at lære at navigere i, og så længe jeg laver en velovervejet sortering af, hvad jeg lægger op eller giver tilladelse til at andre lægger op, så er det fint for mig. Jeg tager ansvaret herfor. Fx har adskillige velmenende gæster på Louisiana taget billeder af min datter i udstillings-matchende outfit, og jeg er ok med, at det evt bliver delt på nettet. For der er ikke noget galt med det billede.

6: CURLINGBØRN kan ikke agere i samfundet!
Fint nok. Der er sikkert nogle curlingbørn rundt omkring, men det er blevet så skide poppet at kalde alle børn, som oplever omsorg, hjælp og forståelse for curlingbørn. Hvordan er det blevet negativiseret, at vi hjælper vores børn frem i livet og beskytter dem? I 80’erne var det smart at hakke på børnene og råbe ad dem. Røvfuld var en naturlighed og blev ikke engang skjult for naboen. I 60’erne slog læreren og hyppigt med forældrenes opbakning. Vanskeligheder i skolen blev mødt med trusler, skældud og prygl. Og nu synes man pludselig, at børn, som får kærlighed til at finde selvværd, tryghed til at udvikle sig, og opbakning til at turde kaste sig ud i livet og tro på sig selv, er negativt. De laver ikke dagens gode gerning? Dem ser jeg en hel del af i alle nulevende generationer, men jeg ser også det modsatte. Vejen til fred i verden er GODE FORÆLDRE, DER OPDRAGER GODE BØRN. Thumbs up forældre for det hårde og indlevende engagement! Og dem der bliver for meget- de har nu altid været der.

Peace, love and harmony.

/Katrine

Vil du ikke også læse: