Tag: om at blive klogere

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

PUNKTERING AF FORÆLDREKLICHÉER

Punktering af forældreklichéer

  1. LIVET STOPPER IKKE, BARE FORDI MAN FÅR BØRN
    Nej, det gør det jo sådan set ikke på den der hjertet-pumper-blodet-rundt-i-kroppen-og-lungerne-får-lavet-et-rimelig-fornuftigt-luftskifte-som-giver-blodet-noget-at-transportere-rundt måde. Men. Det liv man har STOPPER. Alle der siger noget andet PISSELYVER DIG LIGE OP I HOVEDET! Og ja, nu sidder der sikkert et par stykker af jer klar til at forsvare ovennævnte kliché, men jeg står fast. Livet går med ét fra at handle om dig til at handle om dem. Det der formodentligt ligger bag klichéen er, at det er ikke kun dine rammer der ændres, det er i høj grad også dine prioriteter. Og det er her kernen ligger. Selvom du teknisk set stadig kan tænke på dig selv 24/7, drikke vin 3 hverdagsaftener om ugen, træne hver dag og stadig have masser af tid til venner, så vælger man ofte at gøre noget andet. Der er nogle helt andre værdier på spil, og i øvrigt også væsentlig mindre tid. Tingene sættes lidt mere i system, fordi det er den måde det glider nemmest på. Selvom man er loose i sin opbringning (dermed ikke nødvendigvis opdragelse) af børn, så er de stadig sultne før kl. 21, de skal stadig sove flere timer i døgnet end dig, og de kan ikke hente sig selv fra vuggestuen, mens du tager i fitness. Livet stopper ikke, men det ændres. En hel del. Man skal kæmpe meget hårdere for at opnå det samme som før på alle ikke-forældre-punkterne i livet.
  2. GRAVIDITET ER IKKE EN SYGDOM
    Nej, det er ikke (nødvendigvis) noget man dør af, for det er der heldigvis ikke så mange i Danmark, der gør længere. Men det var der faktisk engang. Og det er der stadig mange andre steder i verden. Det betyder ikke at selve graviditeten er en sygdom, men det betyder at kroppen er i en ændret tilstand, som påvirker forskellige gravide i forskellig grad. Tilstanden kan også sagtens udvikle sig til sygdomme i forskellige farlighedsgrader og for nogen, kan det være livsfarligt. Grunden til at det ofte ikke bliver livsfarligt i Danmark er, at vi forebygger og behandler. Det ville være så fint, hvis alle gravide SELV kunne få lov til at fortælle, hvordan de havde det. Hvis du gerne vil vide om hendes graviditet er en sygdom eller måske bare en gevaldig gene/ smertefuld tilstand eller andet- SÅ SPØRG. Du ved det ikke bedre end hende. Heller ikke selvom du selv eller din kone havde en problemfri graviditet.
    I forlængelse af dette:
  3. “HUN KLAREDE GRAVIDITETEN SÅ FLOT!”
    Dette siges oftest om kvinder, som har haft en forholdsvis let graviditet og dermed fortsat har kunnet løbe, arbejde, feste længe osv. Og bevares- jeg synes altid det er flot, når folk har klaret en graviditet (og fødsel). Men jeg begriber ikke, at “hun klarede det flot” er forbeholdt de kvinder, der i store træk ikke var særligt plagede i deres graviditet. Hvad med de kvinder, der skulle ligge ned i flere måneder? Det er fandme flot klaret! Hvad med dem der kastede op i flere måneder? Det er fandme også flot klaret! Eller dem, der havde så voldsomme smerter (eller andre gener), at de enten måtte sættes igang før tid eller endda formåede at modstå dette. Det er flot klaret! Jeg kunne blive ved- kvinder der mistede en tvilling, men holdt hovedet højt. Kvinder der blev skilt, men alligevel stod stærkt og klarede det hele selv. Så de damer- har du klaret en graviditet, og har du haft udfordringer i form af (indsæt selv problem her)- så skal det siges: HOLD KÆFT HVOR ER DET FLOT KLARET! I SALUTE YOU!
  4. “I SKAL IKKE VÆNNE HAM/HENDE TIL AT…”
    Hold nu bare de gode råd for dig selv. Med mindre du blev spurgt. Kvinder (og andet godtfolk) har altid været glade for at dele ud af deres gode og til tider bedrevidende råd. Endda folk, der ikke selv har børn, er glade for at fortælle, hvordan det lige skal gøres. Jeg er helt med på, at man sagtens kan lære af andre, og at man sagtens kan have indøvet nogle uhensigtsmæssige rutiner. MEN. Kan vi ikke godt stoppe med at tale om alle de ting vi fejlagtigt “vænner” vores børn til og fra? Det startede allerede med at vores mormødre fortalte os, at vi ikke måtte “vænne” babyerne til at skulle sidde på armen. I ved- de babyer, der aldrig har oplevet andet end nærkontakt med mor fra de var blot få celler store. Her taler vi jo snarere om en fravænning fra mor. Så måtte vi ikke “vænne” vores børn til at sove sammen med mor og far. Eller til at sove, når der var stille. Eller eller eller… Jeg vil bare lige dele en observation her: som oftest, når forældre står med babyer/børn i en drilsk tilbagevendende problematik, så HAR de prøvet alt det oplagte. Men børn er forskellige, og nogle gange så er det bare, som det er. Det er alligevel en kort periode, de er så små.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

TING DU IKKE BEHØVER AT PAKKE I HOSPITALSTASKEN

Ting du IKKE behøver at pakke i hospitalstasken

En hospitalstaske er, som navnet antyder, den taske der pakkes, inden der er afgang mod hospitalet og titlen som forældre. Særligt for en hospitalstaske er, at den ofte pakkes uger før termin og bor tæt på de kommende forældres hoveddør, så ingen glemmer den, når den endelig skal i brug.

Konsulteres veninder, søstre og internettet for, hvad der egentlig bør puttes i hospitalstasken, får man formentlig en bruttoliste over særlige trusser, babyudstyr og tidsfordriv. Og som højgravid kan det være svært at sortere i alle de gode råd på den tykke side af fødslen. Så er det nemmere bare at pakke alt.

Her forsøger vi at fremhæve, hvad vi faktisk fik brug for, og endnu vigtigere hvad vi ikke skulle have brugt krudt og plads på at pakke ned. Så behøver du ikke en piccolo, når I flytter ind på føde- og barselsgangen.

*

Det fik jeg brug for:

  • BABYKALENDEREN
    Et fantastisk redskab til at indføre ammetidspunkter (inkl. hvilket bryst), malkning, erstatning, afføring, søvn osv. Man kan IKKE huske det!
  • ØNSKESEDDEL
    En meget kort og helt rimelig liste til min jordemoder over ting, jeg ønskede mig under fødslen, hvis muligt. Fx ville jeg gerne selv tage imod. Det er svært at huske at sige i situationen.
  • BLØDE BUKSER MED LØS ELASTIK OM MAVEN
    Maven er mindre, men det er ikke rart at noget strammer.
  • AMME-BH
    Jeg havde ikke én med og endte med at lave en af bleer og nettrusser … Det var der ikke meget støtte i. Jeg havde ikke villet købe én inden jeg fødte, fordi jeg ikke vidste, hvor store mine bryster ville blive, når mælken løb til. Det viste sig at være overflødige bekymringer, da de bløde uden bøjler fra fx Babysam giver sig adskillige numre. Det skal de jo kunne, da brystet varierer i størrelse mellem amninger.
  • MOBILTELEFON + OPLADER
    Der er lige et par mennesker, man gerne vil have fat i de næste par dage.
  • TØFLER OG MORGENKÅBE
    Man tror det er løgn, men man går faktisk ud på gangen (for at hente mad) i morgenkåbe og tøfler som en anden Far til Fire. Men det er mere diskret end nettrusser og hospitalsskjorte.
  • LILLE SPEJL
    Ja… kald mig bare erhvervsskadet, men jeg skulle altså have overblik over skaderne. Og min telefon lagde massakren på iCloud. S U P E R .
  • BABYTØJ
    Kun til hjemturen. Jeg blev indlagt efter fødslen, så der var tøj til baby.
  • KONTAKTLINSER, BRILLER OG ØJENDRÅBER
    Jeg skal sgu se noget!
  • RYGRAD
    Jeg var førstegangsmor og kom til at lade mig trumle, når de vejledte i ting, der fik mine indvolde til at rotere. I retrospekt var det helt helt forkert for mig. Det var mit barn, og jeg kunne mærke noget helt andet, end det de sagde. Jeg var bare så bange for at afvise råd fra mere erfarne og professionelle, for jeg havde jo aldrig prøvet det før.

Det var overflødigt:

  • FØDETØJ
    Jeg må le. Jeg havde virkelig gjort mig umage, for jeg skulle se overskudslækker ud, når jeg elegant poppede mit lille vidunder ud. Jeg fødte SOM ALLE ANDRE i en hospitalsskjorte. Den kan også knappes op, så baby kan komme op på brystet.
  • VANDREJOURNAL
    Alt ligger elektronisk- de bad aldrig om den. Så ingen grund til at nævne for dem, at jeg i øvrigt havde glemt den.
  • UNDERHOLDNING
    Fx Boligblade. Are you kidding?? På det tidspunkt troede jeg aldrig, at den slags kunne interessere mig igen. Jeg inhalerede min baby i en rus af lykke, jeg er forfalden til at blive afhængig af.  Og mine få babypauser burde have bestået af søvn.
  • TRUSSER
    Om jeg så havde forsøgt, havde jeg ikke kunnet skrue mit smadrede skræv ned i mine almindelige trusser. Her blev hospitalets net-trusselette brugt på sexet vis til at komplimentere min fine nettrusse-amme-bh.
  • BIND
    Selv de største Tena-bind har funktion som et trusseindlæg under syndflod. Hospitalets voksenbleer hjalp, og først vel hjemme igen var jeg klar til menneskebind.
  • COMPUTER
    Til hvad? Jeg kan ikke engang huske hvorfor.
  • MÆNGDER
    Hovedsagligt havde jeg bare for meget af de forskellige ting med. Babytøj, eget tøj, cremer, klude, bla bla bla. Havde nærmest ikke rørt indholdet i min store duffel, da vi skulle hjem efter 5 dage!

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

Overraskende savn i mor-tilværelsen

Der er masser af ting, jeg “godt vidste”, at jeg ville komme til at savne, når jeg blev mor. Overraskende nok var der bare slet ikke overensstemmelse med de ting jeg troede, at jeg vidste, og de ting jeg i virkeligheden savner. Det er meget banalt, og kald mig bare naiv, men jeg tror min livskvalitet højnes, hvis jeg får det igen. Nattesøvn, restaurantbesøg, vinbar, impulsaftaler til voksenagtige ting, biografen, alenetid på toilettet og tid til at shoppe (til mig selv) er slet ikke på listen. I hvert fald ikke i særlig høj prioritet. Nej, de ting jeg savner er meget mere udefinerbare. Det er ting, man nogle gange først opdager, at man har haft brug for, hvis man i et øjeblik får lov at mærke det igen.

Jeg savner at ligge med lukkede øjne i en solstråle og lytte til lyde i det fjerne. En bil, en latter, én der laver mad. Roen, som man nærmest ALDRIG har i et travlt liv med job  og børn. Jeg var priviligeret til jeg var over 30, hvor jeg havde tid til at få pulsen helt ned på en fridag. Hvor man kan få lov at tage en lille morfar i solen, tænke store og små tanker og bare SLAPPE AF!

Jeg savner højlydt, passioneret sex. Den slags, hvor man ikke tænker på “om de nu kan høre det” eller “om de måske er vågne”. Eller hvor man stopper efter 2 sekunder, fordi den ene begynder at græde i babyalarmen eller en nattetime, hvor en anden har mareridt og kommer ind. Og måske de slet ikke kommer ind eller vågner de fleste gange, men alt det krudt man helt ærligt bruger på at tænke, “hov- kommer der nogen?”. Det ødelægger bare noget. Ved nærmere eftertanke, så savner jeg bare sex. Det behøver ikke engang være højlydt, men bare regelmæssigt og uden afbrydelser af enten små sexterrorister eller blot bekymringen om dem.

Jeg savner at bande og sige tingene lige ud. Jeg vil godt indrømme, at det har klædt mig, at begynde at overveje lidt mere, hvordan jeg taler. Også selvom det stadig ikke er helt godt. Men det er bare så forbandet ucharmerende at sidde og bande foran børn, for derefter at kræve at de ikke gør det. Så jeg øver mig ad helvede til. Som man siger. Men jeg savner, ikke at skulle overveje, hvert et ord, der forlader min mund.

Jeg savner at spise det antal pålægschokolademadder, der passer mig, og spise slik, når jeg har lyst til det. Det dur jo ikke, hvis man ikke lige synes, at børnene skal have så meget slik- eller bare ikke lige nu. De må jo gerne ende lidt bedre end én selv. Så nu ender jeg med at sidde og skovle chokolade ind så snart de er lagt, for ligesom at kompensere, for de få stykker, jeg ikke fik spist i løbet af dagen. Det er et rigtig skidt regnestykke. Det er nærmest blevet en hel afhængighed. Jeg går og craver det, mens jeg vasker op og venter på, at børnene skal lægges. Flot.

Jeg savner at spise med folk, der ALLE sammen sidder ned under måltidet. Og ikke kaster med tallerkener, mad, eller bare nægter at spise noget som helst, af det ekstremt sunde og gennemtænkte måltid man både har brugt tid og penge på. At det første der siges om det man har lagt kærlighed i, ikke er, “jeg kan ikke lide …”, “jeg vil altså ikke smage på …”, “må jeg godt få en rugbrødsmad med det samme?”

Der er en del flere ting på listen, men dette er et par af dem. Der er også ting, som jeg er blevet bedre til og gladere for. I det store hele, synes jeg egentligt at det er ret fedt at være mor. Derfor kan jeg nu godt glæde mig til kl. 20, når spaghettien skyder gennem luften og mit nyvaskede gulv sejler i vand og gennemtygget mad.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Hverdagsbehov for en bonderøv i byen

Hvad er der nu galt med Føtex? Og nej, jeg mener ikke Føtex Food, men RIGTIG Føtex. Hvor jeg kan få uldbodyer, stegepander og bøger? Jeg har altid elsket Føtex, SuperBrugsen, Kvickly og den slags store supermarkeder, men jeg vil vove at påstå, at det næsten er blevet et behov, siden jeg er blevet mor. Jeg er nødt til at tage ud på ydre Nørrebro, for at komme i et “ordentligt” supermarked, og det gør jeg så ind i mellem. For nyligt var jeg fx nødt til at tage i hele 3 “supermarkeder” (inde i byen uden det store udvalg), før jeg måtte kapitulere og tage på Nørrebro. Bare for at få fødselsdagsflag til min datter! Det kan godt være, at jeg er en bonderøv, men vi skal sgu da have flag over det hele, når der er fødselsdag.

Urtehave. Ja, nu bliver jeg måske lidt krævende af en bybo at være, men der er simpelthen ikke sol nok i vores baggård. Jeg vil så gerne have en urtehave med ærter, kartofler, gulerødder, krydderurter og jordbær. Ligesom vi havde i forstaden, da jeg var barn. Jeg ELSKEDE det. Det var fantastisk at så ting, pleje dem og se dem gro. Og jeg tror på, at det var virkelig sundt for mig som barn og menneske, at få den oplevelse med. Men der var også sol i vores have, og min mor skulle bare lige åbne havedøren, for at vande. Ikke gå ned fra 2. sal. Det føles bare ikke helt ens. Samtidig deler vi gård med et kollegie, og jeg har både set folk pisse i min basilikum i en brandert, og jeg fjerner dagligt cigaretskodder fra vores planter og fliser. Det er bare ikke helt det, jeg forbinder med mad.

Et bryggers!! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det ikke er en menneskeret at have et bryggers i en børnefamilie. Nu har jeg klaret mig uden opvaskemaskine (med 3 børn inkl. et flaskebarn) indtil for ganske nyligt, og det var ikke altid en fest. Men at have mit vasketøj, som ikke er så lidt endda, stående til tørre i alle rum i lejligheden er bare ikke fedt. Jeg ville elske at have et bryggers til rengøringsremedierne og vasketøjet. Min veninde som bor i hus har endda en vasketøjsskakt fra førstesalen til bryggerset (dybt-misundelig-chokeret-smiley-med-åben-mund)!!

“Børnene på vejen”-konceptet. Vi har heldigvis 3 skønne unger i opgangen (foruden mine egne), som matcher godt i alder. Men jeg savner følelsen af, at børnene er mere frie, som man lidt er i forstaden. Altså at de bare lige løber ud og hører, om nogle af de andre kan lege. Og at der altid er nogen, når andre ikke kan. At ungerne samles på fællesarealer og har mere udetid. Bybørn er frygteligt meget inde. Og som oftest er leg arrangeret som legeaftaler. Da jeg var barn legede vi med vores skolevenner i skolen, og kom hjem og legede med hjemme-vennerne på vejen. En gang i mellem havde man en legeaftale, men behovet var ikke så stort, fordi man også havde masser at tage sig til derhjemme.

Jeg kunne blive ved. Og så tænker I måske, “hvorfor flytter du så ikke til forstaden?” Men livet er jo ikke sort og hvidt. Jeg elsker mulighederne i byen og bruger den meget. Jeg elsker specialbutikkerne, at have venner tæt på til impulsaftaler, og at alt er i gåafstand. Og så er der jo også den detalje, at vi er en familie med mange behov. Vores liv er her. Mine papbørns skole og mor er her. Min kærestes job er her. Så nu må vi drømme os til et sommerhus.

/Katrine

 

 

 

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

7 First Mom Solutions

  1. BESTIL EN LILLE KAFFE I ET STORT TO-GO-KRUS
    Når du på barnevognstur køber en cafe latte for at overleve nattens strabadser, bliver humøret bare ikke bedre af, at man hælder kaffeskum ned ad ærmet, hånden og barnevognen, for hvert eneste skridt man tager. Uanset om man har kopholder på barnevognen eller ej, er dette altså et meget kendt problem. Med dette fif, er der lidt skvulpeplads at give af.
  2. VANISH KURERER ALT
    Alvorligt! Vi har brugt det på alt lige fra silke, uld og andet sart til stofbleer, vaskeklude og bomuldsbodyer. Der KOMMER gult lort over alt i starten, senere er det grød, og vi kunne ikke få det af med andet. Omvendt har vi fået (næsten) alt af med Vanish, og alle produkter har indtil videre holdt fint til det.
  3. KLUD FOR ØJNENE
    Mange babyer kan have svært ved at falde i søvn, men på mirakuløs vis forsvinder verden, når de får en stofble over hovedet. Fair nok at lave frit for mund og næse, men det øverste af hovedet inkl. øjene skal gerne dækkes. Det er en slags papegøjeeffekt.
  4. OLíVY
    Vores babyer har ALDRIG haft røde numser, siden vi begyndte at bruge Olívy! HELT ALVORLIGT! Det er et naturprodukt udelukkende bestående af olivenolie og kalk. Man tørrer numsen med Olívy på en vatrondel (eller sprøjter en stribe på og lader bleen klare udsmøring) ved bleskift. Det er det eneste man bruger efter tissebleer, og ved lortebleer er en klud med vand forud for Olívy rigeligt. Numsen bliver beskyttet forud for næste ble og plejet efter denne. Det er fantastisk! Til alt i øvrigt. Kinderne, hænderne, brystvorter osv.
  5. VÆLG DIN MASCARA MED OMHU
    Clinique High Impact Curling Mascara holder i flere dage og sidder, som du lagde den på førstedagen. Den vaskes af med lunkent vand eller… den trækkes nærmest af i rør. Den smudser ikke under øjnene på noget tidspunkt, kommer ikke af når man græder over spildt modermælk, og gør det bare lige en tand nemmere at være lidt lækker i sin barsel.
  6. SHELLAC
    Med fare for at lyde en tand dullet fortsætter vi lige i beautysporet. Shellac er det nye sort, når man har små børn! Skidtet holder i flere uger (!!), hvad end man renser afløb, skurer gulv eller som Katrine hakker halvdelen a sin pegefinger negl af… og ja det ser lidt lækkert ud på en ellers mussegrå mutti.
  7. KAJAKPOSE
    En slags undertrøje som forsætter ned i en pose om benene og lynes foran. Den er genialt mod dyneafspakningssyndrom, som er meget hyppigt efter 5 måneders alderen og frem til… ? De fås til ingen penge i fx IKEA.

Vil I dele jeres bedste tips med os? Skriv endelig tilføjelser i kommentarfeltet nedenfor.

/Kristina og Katrine

 

Vil du ikke også læse:

image

Hvis hun dør, gør jeg det også.

Jeg har altid undret mig over den der graduering af kærlighed. “Du ved ikke, hvad det vil sige at elske, før du bliver forælder”. “Man elsker sine børn højere end noget andet”. “Ens kæreste ryger et trin ned i kærlighedshierarkiet, når man bliver forælder”. “Børnene overtager pladsen, som kæresten tidligere havde i ens hjerte” osv.

Hvorfor kan man ikke elske begge parter uanet? Og hvorfor overgår jeg dør uden dig-følelsen fra ens kæreste til ens børn, når man får dem? Dør man ikke uden dem alle sammen?

Da jeg (gen)fandt min kæreste, havde han to børn og en ikke bagsiglæggelig fortid. Hans fortid ville for evigt være vores nutid og tilværelse. Det er logisk nok- børnene frem for alt. Når man endnu ikke har så mange aktier i forholdet, er det ikke svært rumme. SELVFØLGELIG elsker han sine børn højere end mig. Det SKAL han- han er en far. Men at rumme langt inde i sin forelskelse, at den mand man ikke længere kan se et liv uden, og elsker mere end nogen anden, elsker to andre mennesker (langt) højere end dig- det er faktisk en mærkelig, ulige følelse. Hvorfor kan man ikke ligge oppe på den førsteplads sammen med dem? Jeg vil da gerne dele.

Den følelse ville nok være ganske lige til og let at rumme, hvis begge parter var kommet ind i forholdet med børn. Så ville man fuldstændig ligesindet elske hinanden meget, men sine egne børn uendeligt. Fuldstændig lige kærlighed i en smuk hierarkisk sløjfe. Men når den ene står med åbne arme og uendelig kærlighed, og den anden allerede har en optaget plads lige der, kan det godt være svært at forstå, hvorfor der ikke er plads til mig lige der også.

Så blev jeg mor.

Hvis hun dør, så dør jeg også. Så simpelt er det. Fra et liv fyldt med mening uden børn til et liv, der kun giver mening med hende. Jeg kan ikke se noget værd at leve for, hvis jeg mister hende. Herunder min elskede handyman. Han ved det. Vi snakkede om det forleden, hvor han luftede forskellen på at have et og på at have flere børn. Han frygtede for mit liv, hvis der skete hende noget, mens han altid ville have noget uendeligt vigtigt at leve for. Det er fuldstændig rigtigt.

Når jeg tænker på det dersens kærlighedshierarki nu, så tror jeg ikke, at ens kæreste bliver skubbet ned på anden række. Jeg tror simpelthen, at børnene bliver tilføjet ovenover, som en stjerne på juletræet. Derfor er denne kærlighed så altoverskyggende. Børnene er helt uden for nummer, og kæresten har stadig førstepladsen. Jeg tror, naturen må have indrettet os sådan, fordi han godt kan overleve uden mig, men det kan mit barn ikke.

Min kæreste, der selv mener han er meget uromantisk, fortalte mig dog i sin tid, at han ikke føler at børnene har en førsteplads og jeg en anden plads. Han mener, vi har hver vores førstepladser i to helt forskellige kærlighedssystemer. Den tanke kan jeg rigtig godt lide også.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

steen-og-stoffer-e1368427625408

Jeg bliver en lille smule ærefrygtig, når jeg kommer i tanke om, at det er mig, der er “moren”

Det lyder måske banalt og en anelse infantilt, men ikke desto mindre er det præcis sådan, jeg har det. Ikke hele tiden. Men som en skylle af følelser, der overvælder mig i specifikke og uforudsigelige situationer.

Jeg tror, der er mange forskellige aspekter af min ærefrygt.

Delvist er jeg stadig overrasket over, at jeg virkelig er godkendt. Jeg går i hemmelighed og venter på, at nogen opdager mig. “Hov vent lige- hende derovre er ikke rigtig voksen. Hun leger bare”. Inden jeg blev læge, var jeg overbevist om, at når jeg blev læge ville jeg vide alt om kroppen, mennesker og sygdomme. Stort chok var det at aflægge lægeløftet iklædt mit nye læge learners license. På samme måde troede jeg, at når jeg blev mor, ville jeg være 100% mor. Føle mig som en mor, opføre mig som en mor, tænke som en mor- og selvsagt- vide ALT med sikkerhed… som en mor. And yet again- her sidder jeg, og er sådan set en mor, og jeg har stadig ikke styr på noget som helst. Eller har jeg…?

Der er også en komponent af stolthed. Når folk fortæller mig, at “hun da er den skønneste lille pige”, de længe har set. Eller når nogen siger “din datter” i en sætning, og jeg overraskes over titlen. Igen. Endnu vildere når jeg selv siger “min datter” og overraskes. Og den helt specielle situation, når man introduceres- ikke længere som sig selv, men som nogens mor. Den største stolthed og ud-ad-morkroppen-oplevelse føler jeg, når jeg i relevante sammenhænge selv siger, “jeg hedder Katrine, og jeg er K’s mor”. Wow! Så er man sgu nogen! Nogen som er pisse vigtig for i hvert fald én person.

Og lige præcis det, at jeg er vigtig, bringer de stærkeste følelser af ærefrygt. Jeg bliver så ubeskrivelig rørt, når min elskede lille datter hulker sine lunger ud, og jeg træder ind på værelset, og alt bliver godt. JEG er moren. JEG er den der får alt det onde til at gå væk igen. JEG er den, hvis blotte tilstedeværelse, kan gøre alting godt igen. Gøre det trygt. Lige præcis denne sidste del, er nok det der vælter mig allermest af pinden i ydmyghed over den kærlighed, jeg har fået. Tænk at jeg kan være nogens tryghed.

Jeg er så beæret over, at få lov at være den, der passer på hende. At få lov til at være den, der trøster hende, og giver hende kærlighed nok til, at hun med tiden finder selvværd til at tro på sig selv. Det er så vigtig og ærbar en opgave, og den er min. Nu er det MIG, der er moren. Og jeg vil kæmpe røven ud ad bukserne for at gøre det godt nok. Jeg føler en usammenlignelig stolthed, når jeg tålmodigt trøster længe, eller står op mange gange og skifter sengetøj på nætter, hvor hun er syg. Jeg er MOR, og jeg er god til det. For det meste. Jeg har født hende, og hun har valgt mig. Kærlighed er en overvældende størrelse.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

20151229_192858

‘baby’- [‘bεjbi]: tiny human designed to self-destruct

Hvordan har vores art overlevet så længe? Jeg synes, det er svært nok at forstå, at nogle af os fra 80’erne nåede voksenalderen, men at vi som art ikke er udryddet længe inden, man nåede til 80’erne, er mig en gåde!

I den anledning vil jeg godt lige opdatere min opremsning af undskyldninger! PISSEUNDSKYLD alle mine latterlige udtalelser, som startede med, “når jeg får børn, så….”. Jo, der er så og så meget, man kan beslutte sig for, eller som rent ud er et holdningsspørgsmål, men der er dælen dutme også mange ting, som er bestemt af barnet. Et eksempel: “Når jeg får børn, så flytter jeg ikke om, bare for at undgå pilfingre! Det er et opdragelsesspørgsmål!”. Hm … Den lader jeg bare lige stå et øjeblik.

For lige at dække min røv ind vil jeg godt gøre opmærksom på, at jeg ikke melder mig ind i “bare vent til du selv får børn, så …” -klubben. Men jeg ville bare ønske, at jeg havde været en anelse mindre skråsikker i nogle af mine holdninger til det at have babyer/børn.

Til pointen. Gulvet flyder i plastik- og trædimser i alle verdens klareste farver, nogle endda med dingeling og duttelut, lys der blinker, og hvad ved jeg- ren babystimulation efter alle kunstens regler, men hvad gnaver baby i? Jo. ALT der IKKE har med babyer at gøre. Det er ganske vist fra helt uskadelige ting som stoleben, grydeskeer og parketgulv, men hyppigst er det dog små stykker emballage tabt på gulvet, en bortkommet nød, opladere (vel at mærke i kontakt med væggen i den anden ende), avispapir, plastikposer, potteplanter inkl. jord og andre tunge ting som kan vælte ned over baby.

Det er på ingen måde muligt at spise uden at tage fat om mad-enden af skeen med hele hånden og tvære mos ud over stol, tøj, hår, ansigt, mor osv, men til gengæld kan man med kirurgisk præcision og pincetgreb fange enkelte hår fra gulvet og putte dem inklusiv medfølgende nullermand langt ind i gabet. Det er ganske konsekvent faktisk. En glimmerprik kan samles op og puttes i munden. (!!)

Jeg forstår det ikke. Grå kedelige nullermænd og sorte ledninger vs farverigt, syngende blinkelegetøj. Jeg kan ikke beslutte mig for om babyen er i stykker. Farvekortet virker i hvert fald ikke som beskrevet i brugsanvisningen.

Så er der hele faldtemaet. På samme måde, som nogle folk er tiltrukket af at kaste sig ud fra høje steder, og dermed erklærer sig højdeskræk, søger baby målrettet efter en afgrund. Hun kan nu møve sig frem med begge arme og højre ben (det venstre har tilsyneladende som farvekortet en reklamationsfejl) og gør det i høj fart, hvis der syner en mulighed for et fald længere fremme. Det være sig sengekanter, sofakanter, hvadsomhelstkanter, eller blot et pludseligt kast med hele kroppen i en tilfældig retning, når siddende på skødet eller i højstolen.

Under et af disse suicidale øjeblikke i babys korte kravle(ish)liv lykkedes det hende at komme ud over en sengekant, før jeg nåede at få fat i hende. Trods det, at jeg nærmest kun blinkede, kunne jeg med blødende moderhjerte konstatere, at det var MIN og KUN min skyld, at baby nu lå på gulvet storgrædende og forskrækket efter et hovedstyrt fra 50cm’s højde.

Trods de bedste intensioner om at “holde øje” og “passe på”, og ønsket om med tiden at lære hende rigtigt vs. forkert, farligt vs. ufarligt, må jeg krybe til korset og erkende, at mit post-moderskabs-jeg ikke kan leve op til mine præ-moderskabs-intensioner i alle de aspekter, jeg havde troet. Potteplanter, tunge væltbare ting, små dimser og andet babydestruktivt vil midlertidigt blive omplaceret i mit hjem. Det er vel egentlig sådan, at vores art har overlevet babystadiet.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

PISSEUNDSKYLD ALTSÅ!

Undskyld! For alle de gange jeg i min forhenværende skyklapstilværelse har parkeret min cykel, så der liiiige akkurat kunne komme et menneske forbi… uden barnevogn. For de gange jeg har flyttet mig for tre barnevogne i streg og tænkt, “nej, nu må du sgu altså lige flytte dig for mig, der er jo barnevogne over alt”. Undskyld for alle de gange jeg ved rødt lys ved fodgængerfelter har møvet mig ind foran din barnevogn, fordi jeg antog, at du ville bevæge sig langsommere end mig. Og undskyld fordi jeg jo må have antaget, at du med din barnevogn ikke havde travlt. Undskyld for alle de gange, hvor jeg med mine håndbårne indkøbsposer har antaget, at du da havde det meget lettere med din barnevogn, hvor poserne kunne placeres under. Så meget undskyld for de gange, hvor vi har gået mod hinanden, og jeg er gået over på den del med glat underlag og ladet dig og din barnevogn køre hen over brostenene. Og for den måde jeg har kigget undrende på dig, når du har gået diskret i siden af en bred cykelsti med din barnevogn, når nu der var masser af fortov, hvor du ikke ville have “generet” mig på min cykel- fortov med brosten, render og dæksler. Undskyld!

Jeg vil også gerne lige undskylde alle de gange, jeg højlydt er gået grinende og talende forbi din barnevogn, uden at tænke over, at du måske netop havde fået junior til at sove. De gange, hvor jeg har sat mig ved siden af din barnevogn på en café, uden at overveje at der måske lå nogen og sov i den. Undskyld for de gange, hvor jeg små-irriteret har tænkt, at du da bare kunne flytte ud ad byen eller blive hjemme med din baby, hvis den ikke kunne tåle noget. SÅ MEGET UNDSKYLD!

Meget udtrykkeligt UNDSKYLD for de gange, hvor jeg har nydt at være ude at spise og irriteret mig over, at du tillod dig at gøre det samme med din baby! Hvor jeg har sukket højlydt eller tydeligt løftet øjenbrynene, så du ikke var i tvivl om, at jeg synes dit barn var en skønhedsfejl i min perfekte aften. Slutteligt vil jeg på mine bedende knæ trygle om tilgivelse for, at jeg i min naive tilstand af ikke-mor, troede at jeg var blandt én af mest hensynsfulde, fordi jeg altid holdt døren for dig med din barnevogn, når vi begge var på vej i Magasin.

/Katrine

Vil du ikke også læse: