Tag: offentlig amning

GUIDE- NEM TRANSPORT MED BARNEVOGN

GUIDE: Nem transport med barnevogn

Da min lille pige var blot 18 dage gammel, var jeg nødsaget til at tage turen fra Århus til København med tog. Det gjorde, at jeg hurtigt fik øjnene op for, hvor simpelt man egentlig kan transportere sig rundt i Danmark både inter- og intracity. Det er slet ikke så svært eller besværligt, som jeg havde forestillet mig og derfor har jeg fået rejst rigtig meget (med offentlige transportmidler). Dermed har min barsel ikke gjort mig fastlåst, og jeg har følt mig ligeså fri som før baby. Og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig rejst så luksuriøst, som nu…

GENERELLE ANBEFALINGER:

  1. REJS ALTID MED TOG ELLER FLY PÅ DE ‘LANGE’ DISTANCER.
    Det er svært at trøste et grædende barn på bagsædet i en bagudvendt autostol med fuld fokus på trafikken på storebæltsbroen… Ikke rart for nogen af jer. Det er jo forskelligt hvad man synes er langt, men ved længere rejsetid end 20-30 minutter, ville jeg vælge offentligt, hvor man kan være tilstede med sit barn. Grunden til at jeg gerne kører i en halv time er, at det er den tid hun som regel er glad nok for at køre bil. Tag ikke fejl af, hvor hurtigt ens fokus ender i autostolen!
  2. HUSK ALTID AT TAGE AFSTED I GOD TID.
    Det kommer næppe som en overraskelse for en mor, at det hele tager lidt længere tid med et barn, men på diverse banegårde skal man lige tillægge elevatortid, hvor der både kan være kø og tekniske fejl. Man skal også lige øje sig sit “giver du lige en hånd”-offer.
  3. VÆR IKKE BANGE FOR AT BEDE OM EN HÅND.
    Jeg har nu rejst utallige gange og har endnu ikke mødt én, som sagde nej til at hjælpe med at løfte vognen op i toget eller andet. Folk har så travlt med at klippe billetten og finde deres pladser, at de dog ikke altid tænker på at spørge selv, så bare spørg- de fleste står der jo selv på et eller andet tidspunkt i livet. (Bare spørg- folk holder gerne øje med baby, mens du er på toilet eller hjælper med at få barnevognen op i toget.)
  4. HUSK RIGELIGT MAD OG DRIKKE TIL JER BEGGE.
    Er du ammende får du brug for masser af vand og mad til turen, da det ikke længere kan købes om bord. Giver du flaske/ skemad, så bliver du også glad for at have lidt ekstra med her, eller kan turen blive RIGTIG lang.
  5. PACK LIGHT.
    Du får brug for mindre, end du regner med. Man er så tryg ved at være derhjemme, for der er ALT, man jo liiiige kan stå og mangle til baby. Det går så fint med et par bleer, vådservietter, to stofbleer, og lidt tøj. Alt kan jo vaskes eller tilkøbes, når I når frem. Jeg har været afsted med elektrisk brystpumpe, pusletaske, poser med gaver, ferietaske til baby og mig og tre indkøbsposer fra Føtex. Man kan pakke en barnevogn godt op!

NØGLEN TIL AT KØRE MED TOG:

  1. PLADSBILLET TIL BARNEVOGNEN.
    Den er GRATIS! Og så længe du har den, er du sikker på at der er plads til jer i toget. Denne billettype kan kun bestilles på stationen eller telefonisk (70131415). Hvis du først bestiller pladserne samme dag som afgang, kan du risikere at din vogn står langt fra dine pladser eller i den anden ende af togvognen.
  2. PLADSBILLET TIL DIN BABY.
    Denne koster 30kr, men da du GRATIS kan have op til to børn med på din billet, er der ikke yderligere omkostninger forbundet med det. Jeg lover, at de er godt lagt ud! Indtil min baby var 5 måneder kunne jeg lægge hende til at sove på pladsen ved siden af min. Ofte kunne jeg have hende sovende hele vejen. Ellers var hun let at aktivere uden, at jeg hele tiden skulle stå op, fordi vi havde plads nok.
  3. PLADSBILLET TIL DIG SELV.
    Det giver måske sig selv, men ellers er der ikke megen mening i babys pladsbillet. Husk billet. Da jeg tit er i Århus har jeg klippekort. Det er billigere og med kvindelogik har jeg en stor engangsudgift og ellers koster turen mig kun 60 kr i pladsbilletter pr gang.

Husk- der er ALTID nogen til at hjælpe dig ombord og ned igen. Der er pusleplads om bord- også hvis det toilet er i stykker. Så låser de gerne op, så du kan bruge puslepladsen, som man i øvrigt altid sidder tæt på. Bare kast jer ud i det!

NØGLEN TIL BYBUSSER:

Nu kender jeg mest til Århus og København. Her har de fleste busser lav indstigning, som gør, at du selv kan komme ind og ud uden hjælp fra fremmede. Der er plads til to barnevogne pr bus, så hvis der allerede er to, kan du være nødt til at vente til den næste. Dette hænder, men man lærer hurtigt, hvilke ruter der er proppede, og oftest har man tid til at vente på den næste. På samme måde som med tog er man nemlig gået i lidt bedre tid end før baby. Måske. Ellers ved du nu, hvorfor mødre altid kommer for sent 😀 Barnvognen og barnet er også her GRATIS. Hvis der er akut ammebehov, eller baby er ked og vil være på armen, så er folk rigtig søde til at rejse sig i barnevognsenden af bussen.

Hvis I har spørgsmål eller tilføjelser om andre ting vedrørende transport, så smid endelig en kommentar. Information om rejser og fly med baby findes i flere selvstændige indlæg.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Da jeg skamfuldt hev “den” frem i fuld offentlighed første gang. Barnet var jo sultent.

Jeg havde endnu ikke været i en situation, hvor jeg havde været nødt til at gøre det offentligt. Jeg vidste måske godt lidt i baghovedet, at jeg ikke rigtig havde lyst, men jeg var ikke klar over, hvor grænseoverskridende det var, før jeg sad i situationen. I endnu én af barselshverdagens logistiske udfordringer blev min lille uvidende datter pludselig sulten midt på Købmagergade. Jeg havde heldigvis Karoline ved min side, da jeg ved et cafebord foran Joe and Juice pludselig måtte blotte mig i et meget privat og faktisk overraskende skamfuldt øjeblik.

Op ad tasken trak jeg med sænket blik og hjertebanken en flaske og en brik med modermælkserstatning, som jeg uproportionalt selvbevidst hældte over i flasken, mens jeg følte at alle i 500 meters omkreds kiggede og pegede i forargelse over min ugerning. Da jeg gav mit lille barn mad løb tårene ned ad kinderne på mig i skam over, at jeg ikke havde været i stand til at amme hende, som jeg og alle andre jo VIDSTE var det sundeste. Mest politisk korrekte. Klart mest nutidige og speltede. Mindst selviske og mest rigtig mor-agtige.

Jeg sidestillede det. Jeg var en dårligere mor, fordi jeg flaskede mit barn.

Alle mine egne let skjulte fordomme ramte mig som et bræt i ansigtet. Jeg måtte erkende, at jeg få sekunder inden, jeg selv havde fundet flasken frem, havde haft ondt af den sydeuropæiske baby ved nabobordet, hvis forældre “tydeligvis ikke havde sat sig ind i, hvad der var bedst for barnet”. De var rolige, kærlige og varme, men de flaskede deres barn. Det skar i mine øjne af uvilje og uvidenhed.

Jeg havde behov for at fortælle forbipasserende om min kamp for og mit enorme ønske om at amme. De skulle vide, at det var aller, ALLER sidste løsning for mig. At jeg både vidste, hvad der var bedst, og ønskede at give hende det, og havde gjort ALT i min magt for at gøre det. Mere end rigtig mange- som sådan set også havde kæmpet mere end rigeligt. At jeg var og er en god mor. Men måske var jeg den eneste i den gade, der ikke havde fattet, at jeg allerede gav mit barn det bedste.  At netop beslutningen om, at nok var nok, og at min datter skulle mættes på trods af min moderfængelighed, var den mest moderlige og uselviske beslutning af alle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet gøre det, hvis ikke Karoline havde siddet med sit i et forstående, men også anerkendende og venlige blik. Hun støttede mig både i, at det var okay, at det var svært, men også i, at der ikke var noget forkert i, at jeg gav hende mad af flaske. Der var noget galt med mit syn på flasken. Jeg startede den dag med at forsøge at se modermælkserstatning, som den bedste mad MIT barn kunne få. For amning var ikke et alternativ. Samme dag startede jeg med, at give flaskende mødre meget mere credit for deres moderskab, beslutninger og intensioner uden at behøve at være informeret om historik og grundlag inden.

 

NOTE TO SELF:

En mor er en god mor med gode intensioner, indtil det modsatte er bevist. Ikke omvendt.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

2-17

Da amning svingede mig en lussing

Jeg var STOLT ammende, allerede inden jeg blev gravid. Det er noget, jeg har glædet mig enormt meget til og har altid følt, at det var det smukkeste og mest unikke en mor og barn kunne have sammen. Arrogant har jeg, (“velvidende” at jeg selv kunne amme), haft utrolig ondt af de kvinder, for hvem det bare ikke lå helt så naturligt, “som for mig”, og som har måttet opgive. Og når man er SÅ stort et naturtalent, er det jo heller ikke nødvendigt at forberede sig med eksempelvis litteratur om emnet. Der var heller ingen grund til at konsultere min gudmor, der som jordemoder har vundet en pris i ammevejledning. Nej nej, den her havde jeg skam selv tjek på- det lå helt naturligt i min krop.

Så kom hun ud på ikke helt så udramatisk vis, som ventet. Ganske modsat hvad jeg både vidste hun skulle og havde set før, så tog hun ikke fat i min brystvorte, uanset hvordan jeg lagde hende i forhold til den. Folk sagde, “giv hende lige lidt tid”, hvilket nok var det eneste rigtig gode råd, jeg fik i løbet af de følgende 5 dage. Hun fik bare ikke rigtigt tid. Vi blev overflyttet til en barselsstue, hvor der kort tid efter kom en jordemoder og pressede min nyfødte datters lille bitte ansigt ind i mit grotesk store bryst, så hun sprællede for livet og kæmpede imod. Hun kunne ikke få luft. Det var bare for at “støtte hende”, blev der sagt. Jeg var ved at kaste op! Det var SÅ forkert for mig, og jeg kunne mærke i hver en celle, at det slet slet ikke var sådan det skulle foregå. Men jeg led under forbandelsen ‘førstegangsfødende’ og turde ikke lade min uvidenhed ødelægge den professionelle vejledning.

De næste mange jordemødre og sygeplejersker (3-5 nye per døgn) kom med hver deres ammereligion, og det var hver gang dødsens vigtigt, at vi satte ind nu med præcis deres metode. Èn mente at baby var sulten og skulle have erstatning ASAP på anden dagen, inden min mælk havde haft en chance for at løbe til. En anden kom løbende med Medelas største malkemaskine (eller brystpumpe som man kalder menneskeversionen) på hjul! Der skulle pumpes hver 3. time i 10 minutter på hvert bryst, så de kunne blive stimuleret til at producere mælk. Nogle svor til ammebrikker. Andre fik store og chokerede øjne, når de så mig sidde med sådan en værdighedskrænker på og mente nærmest, at det ville ødelægge alt. Èn kom med en sprøjte og en sonde, som blev tapet fast på mit bryst og ned langs brystvorten, så baby troede der kom mælk når hun suttede. Hun fik MME på kop… på sprøjte… på sonde…via min ammebrik. Hun blev vækket hver 3. time, når nogen mente det var livsvigtigt for amningen og andre gange fik hun lov at sove, når en anden mente at det vigtige for produktionen var min søvn. Og hendes. Det eneste de alle var enige om, var kvæl-barnet-med-brystet-teknikken. En del kvindelige barselsgæster ville også af et godt hjerte byde ind med ammefif af diverse arter. Vi lå hud mod hud, når vi kunne, men det var ikke beskedent hvad der var af ammeritualer, jeg skulle igennem, som afbrød enhver form for RO!

I retrospekt var det fuldkommen urimeligt, hvad jeg var igennem. Hvad hun var igennem- min stakkels nyfødte lille bitte pige, som bare havde brug for tryghed, sin mor, ro og TID til ligeså stille at lære det. Vi tog hjem for at få ro. Eller… den slags får man jo ikke med 2 andre børn, som også skal være en del af ‘ny lillesøster scenariet’, men ro fra holdninger til min amning. Ro til at mærke efter hvilke af de 1000 råd, der gav mening for mig. Jeg havde en enorm støtte i min søde og forstående kæreste, men det ændrede ikke på min datters lille spidse trutmund, der kun allernådigst tog spidsen af dutten mellem læberne og sugede til. Det virkede jo ikke på den måde, så hun hev og sled i den og blev mere vred og mindre tålmodig hele tiden. Mine brystvorter var blødende med kridhvide blæner, som føltes som om der blev prikket lange nåle ind ved blot den mindste berøring. Jeg skreg som en pisket og bed i mine knoer så snart hun rørte min brystvorte. Aldrig har jeg oplevet noget så smertefuldt på så meningsløs en måde. Jeg gik med ammedutter MELLEM amninger for ikke at blive berørt på brystvorten. Inden for få dage begyndte jeg at klamsvede og få hjertebanken ca. 5 minutter før hun meldte sig til måltiderne. Jeg kunne næsten ikke få mig til det, men instinkter er stærke. Jeg blev svimmel med pletter for øjenene så snart vi startede, fordi jeg ikke kunne trække vejret ind, efter brølet var kommet ud. Det var vanvid. Efter hver eneste amning (som varede i 40 minutter til 1 time, fordi hun jo intet fik ud) fulgte en halv times udmalkning med elektriskpumpe på begge bryster. Venstre leverede ca. 30ml og højre mellem 60 og 150ml. Mælken fra udmalkningen blev givet efter hver ammesession suppleret med MME, hvis jeg ikke malkede nok. Sådan kørte det de første 5 uger. On/off med ammebrik i et forsøg på at smide den vs. overleve.

Jeg var slet ikke selv ved at give op på noget tidspunkt. Jeg kom aldrig til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu havde jeg gjort alt. Jeg kunne se på folk omkring mig i lignende situationer, at mange stoppede efter nogle uger af det her. Mange havde meget travlt med at fortælle mig, at det var okay at stoppe. Og det skulle heller ikke være en sur kamp. Eller mange børn havde klaret sig fint på MME, og så meget betød den amning ikke. Men det gjorde det for mig. Og det var ikke en sur kamp for mig. Det var en kamp, som jeg VILLE vinde, for jeg brændte så inderligt for at amme min lille pige. Til gengæld kunne jeg godt se, at dette ikke gik i nogen som helst brugbar retning. Jeg googlede og researchede i vildskab, og det bedste jeg kunne finde frem til var Ammenet på facebook og Det Private Barselshotel i Gentofte. Jeg meldte mig ind i det første og afventede godkendelse, mens jeg ringede til det andet og fik en tid. Det var hundedyrt synes jeg, for jeg havde jo prøvet ALT og fået ALLE råd, så hvorfor skulle dette være anderledes? Men hun hørte om mine hvide brystvoreblæner og sagde, “stop amning lige nu, hvis du vil i gang igen nogensinde, og kom herud! Hvis du ikke vil komme herud, vil jeg godt lige give dig nogle råd i telefonen, men det er lettest, hvis vi har dig her forbi”. Hun sagde, at hun var HELT overbevist om, at de kunne hjælpe mig, og at de IKKE var underlagt Sundhedsstyrelsen med samme magt som det offentlige. De brugte altså helt andre teknikker end det offentlige. Fx fulgte de meget med i Amerikansk forskning på emnet uden at vente på at de samme ting blev genundersøgt og godkendt i Danmark.

Efter 2 minutter på Gentofte var min datter lagt til på en tilnærmelsesvis smertefri måde TRODS hvide brystvorteblæner, og hun spiste og spiste og spiste. Vi var på rekordtid igennem et kæmpe område af informationer (som jeg ville ønske jeg havde optaget på bånd!) og forskellige ammestillinger. Min datter spiste grådigt med helt rigtig sutteteknik i 40 minutter, hvorefter hun UDEN flaskesupplement faldt i søvn og sov i 3 timer! Jeg var målløs. Mit venstre bryst havde hun i øvrigt fået kickstartet, så jeg ved næste pumpning hjemme malkede 150ml fra hvert bryst. Pumpen var jeg trappet ud af efter en uge, og min datter var 100% ammebarn UDEN ammebrik, og jeg var 100% ammende mor UDEN smerter. Det er de bedste penge jeg nogensinde har givet ud. N O G E N S I N D E. Vores teknikker drillede lidt efter nogle uger, så jeg var en time mere derude for at få det genopfrisket og få flere tips på det stadie, hvor vi nu var, og denne gang gav det ligeså meget.

Da min datter var 4 måneder vejede hun stadig ikke 6 kg. Hun var meget mindre end de øvrige babyer i mødregruppen. Vi havde godt kunnet se udviklingen, men hun var glad, vågen, stærk og sov lange lure. Hun virkede okay! Og babyer er jo forskellige. Men i løbet af få dage ændrede det sig. Hun blev pjævset og ville ikke sove længe ad gangen. Hun var sulten. Jeg havde frygtet dette øjeblik. Vi tog på Sundhedshuset, og jeg vidste godt, hvad de ville sige. Hun skulle suppleres. 3 flasker dagligt. Jeg hulkede. Af skyld over at mit barn havde sultet.  Af skam over at jeg ikke havde reageret tidligere. Og af sorg over at vores ammetid, som “rigtig mor og barn” var forbi. Hun var faldet 3 vægtkurver og 1 længdekurve. Jeg havde på intet tidspunkt haft let ved at amme, men jeg havde ammet hende fuldt til hun var 4 måneder, og nu efter al den tid måtte jeg give op. Jeg var knust.

I lang tid ammede jeg altid først, supplerede så med flaske. Og ja- jeg begyndte at malke ud med elektrisk pumpe igen. Jeg ville øge min produktion. Det skulle fandeme være løgn, at jeg ikke kunne komme tilbage til amning. Jeg tror på, at babyer skal være tæt på 6 måneder før de er rigtig klar til skemad, og i særdeleshed min datter, som ikke havde udvist nogen form for interesse for det vi spiste. Jeg blev nærmest autodidakt (eller … Hedididakt) specialist i power-pumping (yes, it’s a thing …), exclusive pumping og andre amerikanskudviklede teknikker med fokus på øget mælkeproduktion. Efter yderligere en måned eller halvanden (jeg kan snart ikke huske det) med dette system opgav jeg pumpen og accepterede, at hendes kost nu bestod af MME, som jeg for alt i verden gerne ville have undgået. Jeg tror nemlig heller ikke på, at vi er beregnede til at drikke komælk. Jeg holdt fast i amning inden flasken så længe hun viste interesse for det, men det ebbede også ud. Til sidst var der kun en enkelt nærmest symbolsk natamning tilbage, som min datter takkede nej til for første gang morgenen efter anden juledag.

Det er slut. Jeg ammer ikke mit barn længere. Jeg ER nået til et punkt, hvor jeg har accepteret, at det bare var sådan det blev, men hvis jeg tænker for meget over det, bliver jeg stadig ked af det. Jeg ser stadig mig selv som en ammende mor og bliver overrasket, når jeg kommer i tanke om, at det faktisk ikke var hele sandheden. Jeg ved godt, at det for mange er at gøre en stor ting ud af noget knap så stort, men det piller ved ens identitet. Ens selvbillede. Og ens forhold til hvad mor-barn forholdet egentlig er for en størrelse. Det tog lang tid at forstå, at jeg ikke bare kan skiftes ud med overboen eller kiropraktoren, fordi jeg er stadig hendes mor, selvom jeg ikke kunne yde mere end alle andre, der også ville passe godt på hende.

Arrogancen er modificeret til tro, håb og vilje. Jeg VIL amme mit næste barn. Jeg er sikker på, at jeg godt kan det her. Nu har jeg også hospitalstasken pakket med erfaring og rygrad næste gang. Amning er MIT, og jeg vil selv lægge mit barn til. Jeg vil selv bestemme, hvornår mit barn er sultent nok til at skulle suppleres med MME. Jeg vil selv bestemme, om jeg vil vække mit barn om natten. Jeg vil selvfølgelig gerne lytte til gode råd fra erfarne og professionelle, men det bliver som alle andre råd- nogle jeg sorterer i, og tager det med mig jeg kan bruge. Og går det alligevel ikke som smurt, så vil jeg til Gentofte allerede helt fra starten, så vi denne gang får fuldstændig tjek på sutteteknikken lige fra starten.

Og hvad angår billedet. Amning kan være hårdt arbejde og vanvittig svært teknisk. Det er ikke altid et valg, at “amme diskret”, da det for nogle slet ikke kan lykkes, hvis baby og bryst dækkes til. Det var svært nok for os uden. Det er voldsomt grænseoverskridende at amme et barn offentligt, når man kæmper for at få det til at lykkes og faktisk også ser lidt klodset ud i processen. Jeg synes vi skal huske, at være stolte af os selv, når det lykkes, for det er bare ikke en selvfølge, at alle kan amme. På samme måde håber jeg, at andre i det offentlige rum husker, at bakke op og vise respekt- heldigvis har jeg aldrig mødt andet! Ovenfor ser i mig i mit stolteste øjeblik, hvor jeg efter 4 måneders hårdt arbejde (desværre for sidste gang) fuldammer min datter.

/Katrine

Vil du ikke også læse: