Klokken er 04.12 og du er udhvilet.

Kære fantastiske lille vidunderlige baby, som jeg elsker til verdens ende og tilbage.

Jeg er så træt. Du har hostet fra kl. 23-24, hvor jeg har siddet med dig i mine arme på sengekanten. Efterfølgende har du været urolig og forvirret, når du ved et uheld er kommet til at lægge dig på maven i søvne. Du har hostet igen fra 01.40 til 02.15, hvorefter jeg har forsøgt at amme dig til ro. Kl. 04 begynder du at pludre. Ikke grynte. Pludre. Den store forskel her er, at du ikke er søvndrukken og sulten, men at du er fuldstændig vågen. Kl. 04. Jeg er tom for ord… eller… helt tom for ord er jeg vel ikke, eftersom Working Man og jeg tager et slag Klavs og Suzanne. Som jeg taber. Der er tilsyneladende mere trumf i at skulle på arbejde, end at skulle alene med baby i Frederiksberg Centret og købe sports-BH. NÅH!

Nu ligger du der på legetæppet med din latterlige sing-along-telefon og alt det andet larmende lortelegetøj og er alligevel kun helt glad, når jeg klapper og laver sjove ansigter. Det er fedt, fordi der faktisk ikke er noget, jeg har mere lyst til her kl. 05.30, som den efterhånden er blevet. Okay, spydigheder er vist nok ikke så klædelige, men der er simpelthen grænser for hvilken selvkontrol, du kan forvente af din mor på disse tider af døgnet. Jeg laver en kop the.

Sidste (og vist nok eneste) gang jeg ellers gjorde det på denne tid af døgnet var i december 2001, få uger før jeg mødte din far. Jeg var backpacker i New Zealand og har altid haft et had-kærlighedsforhold til myg. Jeg bidrog med hadet, de med kærligheden. På dette tidspunkt var vi så mange i forholdet, at da jeg havde talt til 150 myggestik på højre arm, så opgav jeg at tælle mere på resten af kroppen. Jeg reagerede allergisk og kunne slet ikke være i min krop for kløe og utilpashed. Mine nætter gik med at skylle mit tøj op i koldt vand og vikle det omkring min krop i håb om bare et par minutters dulmen. Der var en lille uges tid i denne periode, hvor jeg helt alvorligt ikke sov. Én af de sidste vågne nætter, hvor jeg var blevet en form for tilvænnet til søvnmangel, sad jeg og arbejdede på et 1000 briks puslespil. Og drak the. Ligesom nu.

Den store forskel på dengang og nu er, at det der skete dengang var fuldstændig meningsløst og kløe ER bare værre. Kløe er ALTID værre. Du, min skat, er ikke meningsløs. Du er vidunderlig og nuttet og glad, selvom klokken er fire om natten. Du er også pjævset, men du gør dig så umage med de forskellige ansigtsudtryk, at jeg ikke kan andet end knuselske dig alligevel. Derfor er det dog stadig mothermocking hårdt, og jeg skal koncentrere mig for ikke at tale hårdt til dig i afmagt, når intet af det jeg gør (her klokken lorteble om natten) virker. 

I tilslutning til Kristinas indlæg vil jeg erklære, at 100% af tiden er det pissefedt at være mor, men noget af tiden er det også 100% hårdt. Selvom det er fedt. Så kæreste lille skat. Bær over med mig, hvis du synes, at titte-bøøø er lige lidt for uentusiastisk i dag, og når dine skønne smil og skrig bliver mødt med trætte, opgivende øjne i stedet for stolte, forelskede moderlige øjne. Dem som man ser på film. Mor er så træt. Men jeg elsker dig.

De kærligste hilsener 

Mor

 

Vil du ikke også læse: