Tag: når det ikke går som forventet

TING DU IKKE BEHØVER AT PAKKE I HOSPITALSTASKEN

Ting du IKKE behøver at pakke i hospitalstasken

En hospitalstaske er, som navnet antyder, den taske der pakkes, inden der er afgang mod hospitalet og titlen som forældre. Særligt for en hospitalstaske er, at den ofte pakkes uger før termin og bor tæt på de kommende forældres hoveddør, så ingen glemmer den, når den endelig skal i brug.

Konsulteres veninder, søstre og internettet for, hvad der egentlig bør puttes i hospitalstasken, får man formentlig en bruttoliste over særlige trusser, babyudstyr og tidsfordriv. Og som højgravid kan det være svært at sortere i alle de gode råd på den tykke side af fødslen. Så er det nemmere bare at pakke alt.

Her forsøger vi at fremhæve, hvad vi faktisk fik brug for, og endnu vigtigere hvad vi ikke skulle have brugt krudt og plads på at pakke ned. Så behøver du ikke en piccolo, når I flytter ind på føde- og barselsgangen.

*

Det fik jeg brug for:

  • BABYKALENDEREN
    Et fantastisk redskab til at indføre ammetidspunkter (inkl. hvilket bryst), malkning, erstatning, afføring, søvn osv. Man kan IKKE huske det!
  • ØNSKESEDDEL
    En meget kort og helt rimelig liste til min jordemoder over ting, jeg ønskede mig under fødslen, hvis muligt. Fx ville jeg gerne selv tage imod. Det er svært at huske at sige i situationen.
  • BLØDE BUKSER MED LØS ELASTIK OM MAVEN
    Maven er mindre, men det er ikke rart at noget strammer.
  • AMME-BH
    Jeg havde ikke én med og endte med at lave en af bleer og nettrusser … Det var der ikke meget støtte i. Jeg havde ikke villet købe én inden jeg fødte, fordi jeg ikke vidste, hvor store mine bryster ville blive, når mælken løb til. Det viste sig at være overflødige bekymringer, da de bløde uden bøjler fra fx Babysam giver sig adskillige numre. Det skal de jo kunne, da brystet varierer i størrelse mellem amninger.
  • MOBILTELEFON + OPLADER
    Der er lige et par mennesker, man gerne vil have fat i de næste par dage.
  • TØFLER OG MORGENKÅBE
    Man tror det er løgn, men man går faktisk ud på gangen (for at hente mad) i morgenkåbe og tøfler som en anden Far til Fire. Men det er mere diskret end nettrusser og hospitalsskjorte.
  • LILLE SPEJL
    Ja… kald mig bare erhvervsskadet, men jeg skulle altså have overblik over skaderne. Og min telefon lagde massakren på iCloud. S U P E R .
  • BABYTØJ
    Kun til hjemturen. Jeg blev indlagt efter fødslen, så der var tøj til baby.
  • KONTAKTLINSER, BRILLER OG ØJENDRÅBER
    Jeg skal sgu se noget!
  • RYGRAD
    Jeg var førstegangsmor og kom til at lade mig trumle, når de vejledte i ting, der fik mine indvolde til at rotere. I retrospekt var det helt helt forkert for mig. Det var mit barn, og jeg kunne mærke noget helt andet, end det de sagde. Jeg var bare så bange for at afvise råd fra mere erfarne og professionelle, for jeg havde jo aldrig prøvet det før.

Det var overflødigt:

  • FØDETØJ
    Jeg må le. Jeg havde virkelig gjort mig umage, for jeg skulle se overskudslækker ud, når jeg elegant poppede mit lille vidunder ud. Jeg fødte SOM ALLE ANDRE i en hospitalsskjorte. Den kan også knappes op, så baby kan komme op på brystet.
  • VANDREJOURNAL
    Alt ligger elektronisk- de bad aldrig om den. Så ingen grund til at nævne for dem, at jeg i øvrigt havde glemt den.
  • UNDERHOLDNING
    Fx Boligblade. Are you kidding?? På det tidspunkt troede jeg aldrig, at den slags kunne interessere mig igen. Jeg inhalerede min baby i en rus af lykke, jeg er forfalden til at blive afhængig af.  Og mine få babypauser burde have bestået af søvn.
  • TRUSSER
    Om jeg så havde forsøgt, havde jeg ikke kunnet skrue mit smadrede skræv ned i mine almindelige trusser. Her blev hospitalets net-trusselette brugt på sexet vis til at komplimentere min fine nettrusse-amme-bh.
  • BIND
    Selv de største Tena-bind har funktion som et trusseindlæg under syndflod. Hospitalets voksenbleer hjalp, og først vel hjemme igen var jeg klar til menneskebind.
  • COMPUTER
    Til hvad? Jeg kan ikke engang huske hvorfor.
  • MÆNGDER
    Hovedsagligt havde jeg bare for meget af de forskellige ting med. Babytøj, eget tøj, cremer, klude, bla bla bla. Havde nærmest ikke rørt indholdet i min store duffel, da vi skulle hjem efter 5 dage!

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

Overraskende savn i mor-tilværelsen

Der er masser af ting, jeg “godt vidste”, at jeg ville komme til at savne, når jeg blev mor. Overraskende nok var der bare slet ikke overensstemmelse med de ting jeg troede, at jeg vidste, og de ting jeg i virkeligheden savner. Det er meget banalt, og kald mig bare naiv, men jeg tror min livskvalitet højnes, hvis jeg får det igen. Nattesøvn, restaurantbesøg, vinbar, impulsaftaler til voksenagtige ting, biografen, alenetid på toilettet og tid til at shoppe (til mig selv) er slet ikke på listen. I hvert fald ikke i særlig høj prioritet. Nej, de ting jeg savner er meget mere udefinerbare. Det er ting, man nogle gange først opdager, at man har haft brug for, hvis man i et øjeblik får lov at mærke det igen.

Jeg savner at ligge med lukkede øjne i en solstråle og lytte til lyde i det fjerne. En bil, en latter, én der laver mad. Roen, som man nærmest ALDRIG har i et travlt liv med job  og børn. Jeg var priviligeret til jeg var over 30, hvor jeg havde tid til at få pulsen helt ned på en fridag. Hvor man kan få lov at tage en lille morfar i solen, tænke store og små tanker og bare SLAPPE AF!

Jeg savner højlydt, passioneret sex. Den slags, hvor man ikke tænker på “om de nu kan høre det” eller “om de måske er vågne”. Eller hvor man stopper efter 2 sekunder, fordi den ene begynder at græde i babyalarmen eller en nattetime, hvor en anden har mareridt og kommer ind. Og måske de slet ikke kommer ind eller vågner de fleste gange, men alt det krudt man helt ærligt bruger på at tænke, “hov- kommer der nogen?”. Det ødelægger bare noget. Ved nærmere eftertanke, så savner jeg bare sex. Det behøver ikke engang være højlydt, men bare regelmæssigt og uden afbrydelser af enten små sexterrorister eller blot bekymringen om dem.

Jeg savner at bande og sige tingene lige ud. Jeg vil godt indrømme, at det har klædt mig, at begynde at overveje lidt mere, hvordan jeg taler. Også selvom det stadig ikke er helt godt. Men det er bare så forbandet ucharmerende at sidde og bande foran børn, for derefter at kræve at de ikke gør det. Så jeg øver mig ad helvede til. Som man siger. Men jeg savner, ikke at skulle overveje, hvert et ord, der forlader min mund.

Jeg savner at spise det antal pålægschokolademadder, der passer mig, og spise slik, når jeg har lyst til det. Det dur jo ikke, hvis man ikke lige synes, at børnene skal have så meget slik- eller bare ikke lige nu. De må jo gerne ende lidt bedre end én selv. Så nu ender jeg med at sidde og skovle chokolade ind så snart de er lagt, for ligesom at kompensere, for de få stykker, jeg ikke fik spist i løbet af dagen. Det er et rigtig skidt regnestykke. Det er nærmest blevet en hel afhængighed. Jeg går og craver det, mens jeg vasker op og venter på, at børnene skal lægges. Flot.

Jeg savner at spise med folk, der ALLE sammen sidder ned under måltidet. Og ikke kaster med tallerkener, mad, eller bare nægter at spise noget som helst, af det ekstremt sunde og gennemtænkte måltid man både har brugt tid og penge på. At det første der siges om det man har lagt kærlighed i, ikke er, “jeg kan ikke lide …”, “jeg vil altså ikke smage på …”, “må jeg godt få en rugbrødsmad med det samme?”

Der er en del flere ting på listen, men dette er et par af dem. Der er også ting, som jeg er blevet bedre til og gladere for. I det store hele, synes jeg egentligt at det er ret fedt at være mor. Derfor kan jeg nu godt glæde mig til kl. 20, når spaghettien skyder gennem luften og mit nyvaskede gulv sejler i vand og gennemtygget mad.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

En spelt-mors beretning: Fra hjemmelavet øko-mos til æblejuice og sand.

At barsle er at rejse… eller er det? Jeg havde i hvert fald ikke gjort mig de store bekymringer inden rejsen, og må nok også erkende, at jeg kulturelt forkælet så barslen som en oplagt mulighed for at rejse langt væk til sol og varme. I hvert fald noget af tiden. Vores familiekonstalation er nu engang sådan, at vi ikke bare kunne slå barslen sammen og rejse væk i nogle måneder. Nogle uger var dog lang tid nok til, at det godt kunne svare sig at skifte halvkugle. Jeg har altid rejst meget både som voksen, men også som barn, hvor vi i en årrække boede i Australien. Jeg har oplevet min mor fragte 3 små børn succesfuldt og overleveligt fra Brisbane til Billund og tilbage igen med et utal af alt for lange transfers, bortkommen bagage og jetlag af varierende karakter. Det er ikke noget problem! Så vi bookede: Koh Chang, Thailand 12 overnatninger inkl. et lille smut med fly frem og tilbage (altså 2 mellemlandinger hver vej godt nok). Ingen kvaler. Og så skrev Karoline om rejsefeber!

Inden rejsen nåede jeg kortvarigt at blive i tvivl, om jeg var for afslappet. Måske havde jeg overset noget? Misforstået noget? Man skal jo nødig være hende den super afslappede med et glas vin i hånden, hvis barn hænger ud ad barnevognen med selen om halsen, fordi man troede, at man havde tjek på det. Så jeg adopterede et par af Karolines bekymringer, selvom min tredjegangsfar af en kæreste kærligt vendte øjne, da jeg foreslog, at vi medbragte HIPP til alle dage, da vi jo vidste, at hun kunne spise det. Så kompromisser og enigheder af diverse arter blev indgået. Vi pakkede mange spændende og hjælpsomme ting, og fik MEGET brug for noget af det og slet ikke brug for andet af det. Desværre ikke pakket i samme mængde, som behovet opstod.

FIF NR. 1: Pak dobbelt så meget mad/ mælk og bleer til flyveturen, som forventet behov.

Inden jeg kendte til flyveturen hjem, ville jeg have sagt at flyveturen ud var håbløst hård. Mit eget mirakel af en datter (objektiv kan man jo altid være) virkede ikke synderligt påvirket af takeoff/landingseancerne, som ellers havde været min største bekymring. Hun krævede 1,5 times vuggen til “Solen er så rød, Mor” i mine arme for at falde i søvn, men accepterede ellers larm, nye omgivelser, lys og tidsforskel som en drøm. De to store børn havde vi bestukket med 100 baht for hver hele time de sov i flyet. Vi hvilede hver i sær øjnene 1 time den nat, inden vi gik en hel ny dag med 2 jetlagged børn og 1 jetlagged baby i møde. Her sender jeg en kærlig tanke til parret ved vores side, som skiftevist sov i en anden række, mens den anden lod deres to meget højtskrigende og grædende unger kravle på os, banke på os med puder, skubbe til vores vugge inkl. sovende baby, tænde alt lys (i natflyet) for at hive alle vores ejendele ud ad lommerne osv. Ved ankomst skulle vi med verdens mindste fly til verdens mindste lufthavn, før vi var helt fremme (altså fraset 2×40 min i taxa og 25 minutters færgetur). Jeg var ret godt tilfreds med mine resterende 2 bleer og ene glas HIPP. Havde ikke mere MME, men kufferterne kom jo også lige om 2 timer. Troede vi. TROEDE VI!! De anede ikke hvor bagagen var, men den var i hvert fald ikke på Koh Chang, da vi landede. Fint nok… 2 børn uden badetøj og solcreme, 1 baby uden mælk og bleer, en mor uden overskud og en far uden instantløsning. Efter at have erkendt at babymad as we know it og MME ikke er noget man finder på hylderne i nogle som helst supermarkeder på Koh Chang, erklærede jeg min evige kærlighed til et andet dansk par som havde medbragt rigeligt med MME, kortærmet body og bleer. Kufferten ankom 12 timer senere- panik afblæst.

FIF NR. 2: “Det går nok”-attitude.

Man kan forberede sig en hel del og medbringe uerstattelige essentialer fra hverdagen, men man kan ikke forudsige alt og i særdeleshed ikke babys reaktion på omvæltningen. Hvis man kun trives, når hverdagen er gnidningsfri, forudsigelig og velkendt, vil jeg nok ikke anbefale en tur til de eksotiske kanter af verden. Kan man på nogen måde sætte sig udover sine økoprincipper, og at rytmen jo ellers lige var på plads i de 14 dage man er væk, er der gode chancer for en fantastisk ferie. Men det kræver altså, at man tager sig gevaldigt sammen og husker på, at mange af os kom kræftfrit gennem 80’erne og endda tilmed i live! Mine soltimer var i babys middagslur, og parasoltiden lærte jeg at sætte pris på. Det var en gave at se mit livs største bedrift opleve glæden ved vand, bare ben og sand. Det med sand var ikke så beskeden en kærlighed endda, og det krævede ypperste selvkontrol ikke at gøre det til et problem. Min datter var lykkelig, for hver bid gumme-scrub hun indtog, og jeg skar mor-kravene ned til at fjerne så meget som muligt og helst alle muslingeskallerne. I samme ånd fyldte jeg uøkologisk æblejuice FRA KONCENTRAT (mor-mafiaen gisper i kor og ser vantro til) på sutteflasken, da modermælk og al slags mad pludselig blev afvist i varmen. Hun drak og serverede våde bleer til sin lettede mor, hvis øko-OCD fik sig en mavepuster og landede på et lidt mere virkelighedsnært lejde. De fremmede omgivelser og dejlige mennesker tog hun som en oplevelse til ære for hende og lærte hurtigt at vinke og sige, “ej-ejjjj” til alle forbipasserende ofre. Putningen var lidt mere besværlig, hvor vi hurtigt accepterede, at der måtte armvugges i søvn modsat faste hjemmeprincipper. Og det gik! Over al forventning endda. For de havde jo også børn i Thailand, da vi løb tør for det ene eller slet ikke havde tænkt på det andet. Eller også havde de andre børnefamilier noget.

FIF NR. 3: Se FIF1 & FIF2

Til hjemrejsen havde jeg ikke overvejet at pakke ekstra mad og bleer, for hvis bagagen ikke kom frem, kunne vi jo bare gå i SuperBrugsen. Der ligger bare ikke nogen SuperBrugsen i Warszawa. Den MEGET korte version af en knap så fed flyvetur, får I lige i punktform:

  • Grundet vejrforhold forlængedes 11-timers (Bangkok-Amsterdam) turen ret tidligt med 3 timer.
  • En svensker på stoffer fik en psykose ombord og forsøgte at åbne dørene på ret voldsom vis.
  • Passagerer og besætning måtte overmande svensker og binde ham med reb og håndjern.
  • Stemning på fly ikke tip top.
  • Grundet krisesituation glemte besætning af give vores børn på 6 & 9 år mad, men gav den bort til andre.
  • Vi sikkerhedslandede i Warszawa efter 14 timer, men måtte blive i flyet MED seler på i 3 timer pga skade på fly ved tankning. Svensker i øvrigt fjernet fra fly af politi og ambulancer.
  • Under hele forløbet informerede de hvert 3o. minut om, at de endnu ikke vidste, om vi fløj videre eller skulle overnatte.
  • Pga “seatbelts on” skiltet måtte baby ikke ligge i vuggen og måtte sidde på armen de sidste ca. 5 timer. (Grædende pga søvnmangel og sult- heller ikke hende havde vi mad til, da vi havde regnet med at være hjemme).
  • Overnatning it was- 3 små børn inklusiv baby måtte uden overtøj ud i -14 graders kulde.
  • Komplet kaotisk og uden hensyntagen til børnefamilier, ældre, syge, gravide osv. Dvs langsomst sidst. Så vi måtte med tre børn stå bagerst i alle køer. Det være sig kø til uddeling af hotel, kø til hotelbus og kø på hotel til uddeling af værelse.
  • Fik jeg nævnt at vi ude i sneen skulle slæbe på alt vores bagage, som jo blev sat af i Warszawa?
  • Hotellets køkken var lukket- så børn der ikke havde spist i snart 11 timer så en meget rødglødende papmor afkræve bartenderen tomatsuppe af tomatjuicen han skulle have brugt til Bloody Marys.
  • Vi sov 5 mand på et 1 personers værelse med nød og næppe, før vi 3 timer senere stod op og tog mod lufthavnen igen. Mit hjerte var knust for de små poder oveni min egen udmattelse. Vi måtte i øvrigt selv regne ud, at vi var blevet ombooket- der blev på intet tidspunkt informeret om, hvornår vores afgang ville være eller hvilken destination det blev.
  • Tilbage i København med en MEGET sulten og træt baby, trætte dygtige børn… og en klapvogn tilsyneladende stadig i Warszawa lufthavns Oddsize check-in.

Hjemrejsen må ikke ses som en skræmmekampagne. Det er jo nok i realiteten de færreste gange, man er så uheldig. Jeg tænkte mange gange på min luksuriøse hjemrejse sammenlignet med de stakkels syriske mødre og børns rejser. Jeg tvang mig selv til at pakke selvynk væk og “tage det som en sej overlevelsestur“, som vi sagde til de store børn.

Var det det hele værd? JA!!

Ville jeg gøre det igen? JA!!

Ville jeg gerne have haft mere MME, bleer og HIPP med på flyet? JA!! 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

20151229_192858

‘baby’- [‘bεjbi]: tiny human designed to self-destruct

Hvordan har vores art overlevet så længe? Jeg synes, det er svært nok at forstå, at nogle af os fra 80’erne nåede voksenalderen, men at vi som art ikke er udryddet længe inden, man nåede til 80’erne, er mig en gåde!

I den anledning vil jeg godt lige opdatere min opremsning af undskyldninger! PISSEUNDSKYLD alle mine latterlige udtalelser, som startede med, “når jeg får børn, så….”. Jo, der er så og så meget, man kan beslutte sig for, eller som rent ud er et holdningsspørgsmål, men der er dælen dutme også mange ting, som er bestemt af barnet. Et eksempel: “Når jeg får børn, så flytter jeg ikke om, bare for at undgå pilfingre! Det er et opdragelsesspørgsmål!”. Hm … Den lader jeg bare lige stå et øjeblik.

For lige at dække min røv ind vil jeg godt gøre opmærksom på, at jeg ikke melder mig ind i “bare vent til du selv får børn, så …” -klubben. Men jeg ville bare ønske, at jeg havde været en anelse mindre skråsikker i nogle af mine holdninger til det at have babyer/børn.

Til pointen. Gulvet flyder i plastik- og trædimser i alle verdens klareste farver, nogle endda med dingeling og duttelut, lys der blinker, og hvad ved jeg- ren babystimulation efter alle kunstens regler, men hvad gnaver baby i? Jo. ALT der IKKE har med babyer at gøre. Det er ganske vist fra helt uskadelige ting som stoleben, grydeskeer og parketgulv, men hyppigst er det dog små stykker emballage tabt på gulvet, en bortkommet nød, opladere (vel at mærke i kontakt med væggen i den anden ende), avispapir, plastikposer, potteplanter inkl. jord og andre tunge ting som kan vælte ned over baby.

Det er på ingen måde muligt at spise uden at tage fat om mad-enden af skeen med hele hånden og tvære mos ud over stol, tøj, hår, ansigt, mor osv, men til gengæld kan man med kirurgisk præcision og pincetgreb fange enkelte hår fra gulvet og putte dem inklusiv medfølgende nullermand langt ind i gabet. Det er ganske konsekvent faktisk. En glimmerprik kan samles op og puttes i munden. (!!)

Jeg forstår det ikke. Grå kedelige nullermænd og sorte ledninger vs farverigt, syngende blinkelegetøj. Jeg kan ikke beslutte mig for om babyen er i stykker. Farvekortet virker i hvert fald ikke som beskrevet i brugsanvisningen.

Så er der hele faldtemaet. På samme måde, som nogle folk er tiltrukket af at kaste sig ud fra høje steder, og dermed erklærer sig højdeskræk, søger baby målrettet efter en afgrund. Hun kan nu møve sig frem med begge arme og højre ben (det venstre har tilsyneladende som farvekortet en reklamationsfejl) og gør det i høj fart, hvis der syner en mulighed for et fald længere fremme. Det være sig sengekanter, sofakanter, hvadsomhelstkanter, eller blot et pludseligt kast med hele kroppen i en tilfældig retning, når siddende på skødet eller i højstolen.

Under et af disse suicidale øjeblikke i babys korte kravle(ish)liv lykkedes det hende at komme ud over en sengekant, før jeg nåede at få fat i hende. Trods det, at jeg nærmest kun blinkede, kunne jeg med blødende moderhjerte konstatere, at det var MIN og KUN min skyld, at baby nu lå på gulvet storgrædende og forskrækket efter et hovedstyrt fra 50cm’s højde.

Trods de bedste intensioner om at “holde øje” og “passe på”, og ønsket om med tiden at lære hende rigtigt vs. forkert, farligt vs. ufarligt, må jeg krybe til korset og erkende, at mit post-moderskabs-jeg ikke kan leve op til mine præ-moderskabs-intensioner i alle de aspekter, jeg havde troet. Potteplanter, tunge væltbare ting, små dimser og andet babydestruktivt vil midlertidigt blive omplaceret i mit hjem. Det er vel egentlig sådan, at vores art har overlevet babystadiet.

/Katrine

Vil du ikke også læse: