Tag: motherhood

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

GUIDE- KOM GODT IGANG MED BABYSTRIK

GUIDE: Kom godt igang med babystrik

Det er skønt at kunne lave helt personlige gaver og unikt tøj til baby. For dem med interessen som ikke har strikket hele livet, begynder det typisk i graviditeten. NU skal der sgu strikkes babydimser, så baby kan ligne en million!

Hvis du aldrig har holdt på en strikkepind, er der nogle helt basale udtryk og regler, du skal kende til. Der findes masser af opskrifter, som en HELT grøn strikker kan tage fat på. Du kan evt holde dig til opskrifter med retmasker, samt ind- og udtagning i starten. Èn af de bedste strikkeportaler jeg kender, er paapinden.dk, som har alt om strik inklusiv strikkeskole. Der findes ALT om strik, så kig dig lidt omkring, og ellers er hun en stjerne til at svare på mails.

Når du kan slå masker op, lave retmasker og eventuelt også vrangmasker kan du allerede strikke mange søde ting til baby! Og mht hvor jævnt du strikker (altså hvor ensartet/ pænt det bliver), så bliver det meget hurtigt meget ensartet, at se på – bare rolig. Du skal bare lige over dit første projekt.

GODE FIF

Nu skal du i gang med at strikke. Jeg har med årene erfaret nogle tilbagevendende problematikker, så læs lige disse gode fif inden du starter. Og igen, når du støder i problemer.

  • LÆS ALTID AFSNITTET FÆRDIGT, INDEN DU BEGYNDER AT STRIKKE
    Når man har gjort det, har man en forståelse af, hvor man er på vej hen. Herefter kan man så læse og strikke én sætning ad gangen. Hvis du ikke gør det, ender man tit med at skulle trævle op, fordi man har overset, hvad man egentlig skulle have lavet.
  • HVIS DU KAN LÆSE OPSKRIFTEN, KAN DU OGSÅ STRIKKE DEN
    Husk min fars matematikregel: “Hvis du kan læse, kan du også regne”. Det gælder også for strik! Der er ikke noget svært i at strikke, men det kan være svært at læse en opskrift, fordi man går ud fra, at man ikke forstår den. Man tror tit, at det er meget sværere, end det i virkeligheden er, så giver man op, og dermed kan man ikke komme videre. Dette giver mange ufærdige projekter. Hvis du ikke forstår det, så læs det igen og igen, for tit står det lige der i opskriften, men man har bare overset det, eller ikke tænkt over, hvad det betyder. Husk at næste afsnit, kan give dig svaret på det, du ikke forstår i dette. Så læs det helt færdigt.
  •  FÅ EN STRIKKEVEN, SOM DU KAN SPØRGE TIL RÅDS
    Det er vigtigt i starten at have en mor, moster, veninde, nabo eller dame i strikkebutikken, som man kan vise sit strik til, når man er gået i hårdknude. Hvis man har læst det igen og igen og prøvet lidt af hvert, så skal man lige have hjælp til at komme videre. Få personen til at læse opskriften med dig og vise dig, hvad du overså.
  • SE HVORDAN FOLK RETTER DINE STRIKKEFEJL
    På denne måde lærer du, at gøre det selv. Den første nøgle til dette er, at du skal have en hæklenål! Str. 3 er udmærket til at rette de fleste ting. Med denne kan man rette fejl og samle løbere op.

Nu er du altså ret godt kørende og kan sagtens komme i gang.

En anden skøn kvinde er Mette fra Farmor Fabrikken. Her finder du lidt simple opskrifter og en masse ævl om strik og hækling. Jeg kan anbefale at starte med den kendte babyvest (som er allemandseje).

Når man har fanget, hvordan man strikker, kan man hurtigt synes, at man sidder og laver kikset 80’er strik. Det er ret let at rette op på, så man faktisk laver lækre ting, som ligeså godt kunne være købt i Illum. Du skal ikke lade dig snyde af billederne. Du vælger jo selv dit garn (du fortryder ikke at vælge en lækker kvalitet), knapperne eller andre søde detaljer. Det kan gøre den mest neutrale opskrift rigtig tjekket. Og så er der i de seneste år også kommet rigtig mange dygtige opskriftforfattere, som laver meget tidssvarende designs. Her kan jeg anbefale en masse bøger og hæfter.

FINE GRATIS OPSKRIFTER
Som til tider kræver, at du selv leger lidt med garn, farver og tilbehør for at de bliver lige i øjet:
garnstudio.com

BØGER OG HÆFTER MED LÆKKERT MODERNE BABY- OG BØRNESTRIK

Uldværk, Cecilie Bertelsen & Anne Pørksen

All you knit is love, Susie Haumann

Babystrik på pinde 3, Lene Holme Samsøe

Babystrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Børnestrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Sandnes opskrifthæfter (de er mange, de er lidt sværere, og de er på norsk, men med oversættelse af udtryk)

GARNBUTIKKER I KØBENHAVN

Uldstedet, Vendersgade 3, Kbh K

Sommerfuglen, Vandkunsten 3, Kbh K

Rasmillas, Hallandsgade 3, Kbh S

Tusindfryd, http://www.tusindfrydcph.dk/shop/frontpage.html

Therese Garn, Vesterbrogade 75, Kbh V

Wadils, Valby Langgade 45, Valby

GARNBUTIKKER I ÅRHUS

Yarnfreak, Ingerslev Plads 2, Århus C

Strikkepinden, Jægergårdsgade 44, Århus C

Fandango, Gammel Munkegade 19, Århus C

Garnlageret, Rosenkrantzgade 31, Århus C

Gazelle, M.P. Bruuns Gade 44, Århus C

GARNBUTIKKER I ODENSE

Tante Grøn, Vestergade 7, Odense

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Hverdagsbehov for en bonderøv i byen

Hvad er der nu galt med Føtex? Og nej, jeg mener ikke Føtex Food, men RIGTIG Føtex. Hvor jeg kan få uldbodyer, stegepander og bøger? Jeg har altid elsket Føtex, SuperBrugsen, Kvickly og den slags store supermarkeder, men jeg vil vove at påstå, at det næsten er blevet et behov, siden jeg er blevet mor. Jeg er nødt til at tage ud på ydre Nørrebro, for at komme i et “ordentligt” supermarked, og det gør jeg så ind i mellem. For nyligt var jeg fx nødt til at tage i hele 3 “supermarkeder” (inde i byen uden det store udvalg), før jeg måtte kapitulere og tage på Nørrebro. Bare for at få fødselsdagsflag til min datter! Det kan godt være, at jeg er en bonderøv, men vi skal sgu da have flag over det hele, når der er fødselsdag.

Urtehave. Ja, nu bliver jeg måske lidt krævende af en bybo at være, men der er simpelthen ikke sol nok i vores baggård. Jeg vil så gerne have en urtehave med ærter, kartofler, gulerødder, krydderurter og jordbær. Ligesom vi havde i forstaden, da jeg var barn. Jeg ELSKEDE det. Det var fantastisk at så ting, pleje dem og se dem gro. Og jeg tror på, at det var virkelig sundt for mig som barn og menneske, at få den oplevelse med. Men der var også sol i vores have, og min mor skulle bare lige åbne havedøren, for at vande. Ikke gå ned fra 2. sal. Det føles bare ikke helt ens. Samtidig deler vi gård med et kollegie, og jeg har både set folk pisse i min basilikum i en brandert, og jeg fjerner dagligt cigaretskodder fra vores planter og fliser. Det er bare ikke helt det, jeg forbinder med mad.

Et bryggers!! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det ikke er en menneskeret at have et bryggers i en børnefamilie. Nu har jeg klaret mig uden opvaskemaskine (med 3 børn inkl. et flaskebarn) indtil for ganske nyligt, og det var ikke altid en fest. Men at have mit vasketøj, som ikke er så lidt endda, stående til tørre i alle rum i lejligheden er bare ikke fedt. Jeg ville elske at have et bryggers til rengøringsremedierne og vasketøjet. Min veninde som bor i hus har endda en vasketøjsskakt fra førstesalen til bryggerset (dybt-misundelig-chokeret-smiley-med-åben-mund)!!

“Børnene på vejen”-konceptet. Vi har heldigvis 3 skønne unger i opgangen (foruden mine egne), som matcher godt i alder. Men jeg savner følelsen af, at børnene er mere frie, som man lidt er i forstaden. Altså at de bare lige løber ud og hører, om nogle af de andre kan lege. Og at der altid er nogen, når andre ikke kan. At ungerne samles på fællesarealer og har mere udetid. Bybørn er frygteligt meget inde. Og som oftest er leg arrangeret som legeaftaler. Da jeg var barn legede vi med vores skolevenner i skolen, og kom hjem og legede med hjemme-vennerne på vejen. En gang i mellem havde man en legeaftale, men behovet var ikke så stort, fordi man også havde masser at tage sig til derhjemme.

Jeg kunne blive ved. Og så tænker I måske, “hvorfor flytter du så ikke til forstaden?” Men livet er jo ikke sort og hvidt. Jeg elsker mulighederne i byen og bruger den meget. Jeg elsker specialbutikkerne, at have venner tæt på til impulsaftaler, og at alt er i gåafstand. Og så er der jo også den detalje, at vi er en familie med mange behov. Vores liv er her. Mine papbørns skole og mor er her. Min kærestes job er her. Så nu må vi drømme os til et sommerhus.

/Katrine

 

 

 

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

7 First Mom Solutions

  1. BESTIL EN LILLE KAFFE I ET STORT TO-GO-KRUS
    Når du på barnevognstur køber en cafe latte for at overleve nattens strabadser, bliver humøret bare ikke bedre af, at man hælder kaffeskum ned ad ærmet, hånden og barnevognen, for hvert eneste skridt man tager. Uanset om man har kopholder på barnevognen eller ej, er dette altså et meget kendt problem. Med dette fif, er der lidt skvulpeplads at give af.
  2. VANISH KURERER ALT
    Alvorligt! Vi har brugt det på alt lige fra silke, uld og andet sart til stofbleer, vaskeklude og bomuldsbodyer. Der KOMMER gult lort over alt i starten, senere er det grød, og vi kunne ikke få det af med andet. Omvendt har vi fået (næsten) alt af med Vanish, og alle produkter har indtil videre holdt fint til det.
  3. KLUD FOR ØJNENE
    Mange babyer kan have svært ved at falde i søvn, men på mirakuløs vis forsvinder verden, når de får en stofble over hovedet. Fair nok at lave frit for mund og næse, men det øverste af hovedet inkl. øjene skal gerne dækkes. Det er en slags papegøjeeffekt.
  4. OLíVY
    Vores babyer har ALDRIG haft røde numser, siden vi begyndte at bruge Olívy! HELT ALVORLIGT! Det er et naturprodukt udelukkende bestående af olivenolie og kalk. Man tørrer numsen med Olívy på en vatrondel (eller sprøjter en stribe på og lader bleen klare udsmøring) ved bleskift. Det er det eneste man bruger efter tissebleer, og ved lortebleer er en klud med vand forud for Olívy rigeligt. Numsen bliver beskyttet forud for næste ble og plejet efter denne. Det er fantastisk! Til alt i øvrigt. Kinderne, hænderne, brystvorter osv.
  5. VÆLG DIN MASCARA MED OMHU
    Clinique High Impact Curling Mascara holder i flere dage og sidder, som du lagde den på førstedagen. Den vaskes af med lunkent vand eller… den trækkes nærmest af i rør. Den smudser ikke under øjnene på noget tidspunkt, kommer ikke af når man græder over spildt modermælk, og gør det bare lige en tand nemmere at være lidt lækker i sin barsel.
  6. SHELLAC
    Med fare for at lyde en tand dullet fortsætter vi lige i beautysporet. Shellac er det nye sort, når man har små børn! Skidtet holder i flere uger (!!), hvad end man renser afløb, skurer gulv eller som Katrine hakker halvdelen a sin pegefinger negl af… og ja det ser lidt lækkert ud på en ellers mussegrå mutti.
  7. KAJAKPOSE
    En slags undertrøje som forsætter ned i en pose om benene og lynes foran. Den er genialt mod dyneafspakningssyndrom, som er meget hyppigt efter 5 måneders alderen og frem til… ? De fås til ingen penge i fx IKEA.

Vil I dele jeres bedste tips med os? Skriv endelig tilføjelser i kommentarfeltet nedenfor.

/Kristina og Katrine

 

Vil du ikke også læse:

foto

Nu’ det jul igen og … eller … for baby er det bare jul.

Det er babys første jul! Hvor er det vildt, at man kan være så lille, at man sidste år ikke var et menneske. Det slår mig så tit, at hun bare er så sindssygt lille, selvom jeg egentlig synes, at hun bliver så stor så stor. Nu er det blevet jul, og det er altid noget stort for mig- her er man den familieste udgave af familie, man overhovedet kan være. Det er nok i virkeligheden det vigtigste tidspunkt for mig at være sammen med min familie på, her føler jeg mig hjemme helt ind i hjertet. I år er min første jul som nogens mor. En MEGET vigtig rolle, hvis du spørger mig. Men det er også min første jul uden min mor. (Sådan da. Der har været to undtagelser, men det har ikke været på samme måde.) Dette er mit første år som en familie, og når man er det, så skal man deles om juleaftenerne med sin svigerfamilie. Dette er året, hvor jeg ikke længere kommer hjem til jul hvert år, men fremover kun hvert andet. Det er også året, hvor jeg skal lære at være hjemme i nogle andre juletraditioner, end dem jeg kender. For de skal også fremadrettet være mine traditioner. Hvert andet år.

Shit, hvor er jeg voksen nu! Nogens mor! Ikke hjemme til jul! Fordi jeg er hos min svigerfamilie! Og faktisk helt okay med det! (!!!) Jeg ved godt, at baby ikke aner det er jul, og at “til: baby-K, fra: mor + far” kun er for min egen skyld. Jeg ved også godt, at hun sover, når vi danser om juletræ og åbner gaver, men det er stadig hendes første jul. Hun kan måske ikke mærke den store forskel på dette og alle mulige andre gange vi er samlet, men hun VED, at det er rart. Hun kan mærke, at folk er glade, og at de holder af hende. Hun lærer dem gradvist bedre at kende og vil komme til at holde så uendeligt meget af dem, for det er en hel fantastisk familie at være barn i. Men alle de julede milepæle er naturligvis nok mest mine. Som for eksempel at jeg ikke skal have mine egne julegaver, fordi jeg er voksen. Så voksen er min far ikke engang!

Opsummerende er jeg nok i virkeligheden bare vildt stolt af at være denne lille piges mor. Jeg har glædet mig til at få hende i så mange år og til at dele alle de vigtige øjeblikke med hende. Det første af slagsen er denne jul. Vores første jul som en rigtig familie. Selvom hun ikke kan huske det, så kan jeg. Og jeg vil fortælle hende om det, engang når vi kan tale sammen. Måske næste år, når hun leger med Duplo og ser Disneys Juleshow, mens hun faktisk forstår, at i aften er en særlig aften. Der er så mange skønne ting i vente. Rigtig glædelig jul til alle jer og jeres kære (børn) <3

/Katrine

 

Vil du ikke også læse: