Tag: mor og mor imellem

“HEJ, JEG HEDDER KAJAS MOR”.

“Hej, jeg hedder Kajas mor”.

Genkendeligt? Altså selvfølgelig går vi ikke rundt og siger, at vi hedder “nogens mor”. Men så alligevel.

I mødregruppen hilser man pænt på sine nye mor-veninder og siger, “Hej, jeg hedder Katrine, og det her er Kaja”, mens man komplet uvidende om sin nye identitetsglidning påbegynder det første sociale skridt som mor. Man formes ligeså stille som forskellige mødre i hinandens trygge nærvær, og så pludseligt er det slut. Den første i mødregruppen skal starte på arbejde. Mig. Babyboblen og morlivet, som man kender det, er slut, og guldklump skal i den anledning afleveres til vildt fremmede mennesker.

FORNUFTEN: “Husk nu på, at bebs jo også er ved at være klar til nye udfordringer”. “Hun keder sig”, og “børn har gået i vuggestuer, som vi kender dem siden 60’erne, så nu må du lige tage dig sammen”.

DET BRISTEDE HJERTE: “Ingen kan mærke hendes signaler som du, og ingen kan skelne mellem hendes jeg-er-sulten-gråd og hendes jeg-er-træt-gråd. Hvad hvis verden alligevel bliver for meget, og mor ikke er der? Hvad hvis hun tror, at hun bliver forladt? Hvad hvis hun græder i løbet af dagen, og har brug for sin mor? Kan hun godt håndtere, at det skal være en anden voksen, der trøster hende?”

For man ved jo godt, at hun kan trøstes af andre, men man ved alligevel ikke helt, om det er godt nok. For selvom de er fantastisk dygtige og hjertelige, så er de ikke hendes mor. Men dagen oprinder. Far laver indkøring (behøver jeg at forklare hvorfor?) og ugen efter skal man selv aflevere. Efter det store kunstige smil med vink sidder man i garderoben og mislykkedes med tåretilbageholdelse, når nogen pludselig siger, “er du Kajas mor? Det skal nok blive bedre- jeg er Woodys mor, og sad selv der for en måned siden, men de bliver SÅ glade for det”. Og så møder man Olivers mor, og Pils mor og først flere uger (måneder) senere går det op for én, at man jo også kunne spørge, hvad de egentlig hed, før de blev mødre. Andet sociale skridt som mor er påbegyndt.

Man hører ofte dette fænomen omtalt negativt. At man mister sin identitet og bare bliver nogen i kraft af sit barn. Men jeg må helt ærligt indrømme, at jeg elsker det. Jeg elsker at se verden fra den anden side. Altså fra min lille datters øjne i stedet for gennem mine egne, som jeg trods alt har gloet ud ad de sidste 35 år. Jeg er meget mere stolt af at være hendes mor, end jeg nogensinde har været af at være mig selv. Så det har aldrig egentlig generet mig at hedde “Kajas mor”, og det har altid kun gjort mig lykkelig, at se min mor omfavne mit barn, for så at komme i tanke om mig et kvarter senere. Jeg føler mig allerede hilst på, når jeg ser glæden i både min datters og min mors øjne, når de genser hinanden. For det kan godt være, at hun er født, men hun er stadig en del af mig.

/Kajas Mor

 

Vil du ikke også læse:

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

PUNKTERING AF FORÆLDREKLICHÉER

Punktering af forældreklichéer

  1. LIVET STOPPER IKKE, BARE FORDI MAN FÅR BØRN
    Nej, det gør det jo sådan set ikke på den der hjertet-pumper-blodet-rundt-i-kroppen-og-lungerne-får-lavet-et-rimelig-fornuftigt-luftskifte-som-giver-blodet-noget-at-transportere-rundt måde. Men. Det liv man har STOPPER. Alle der siger noget andet PISSELYVER DIG LIGE OP I HOVEDET! Og ja, nu sidder der sikkert et par stykker af jer klar til at forsvare ovennævnte kliché, men jeg står fast. Livet går med ét fra at handle om dig til at handle om dem. Det der formodentligt ligger bag klichéen er, at det er ikke kun dine rammer der ændres, det er i høj grad også dine prioriteter. Og det er her kernen ligger. Selvom du teknisk set stadig kan tænke på dig selv 24/7, drikke vin 3 hverdagsaftener om ugen, træne hver dag og stadig have masser af tid til venner, så vælger man ofte at gøre noget andet. Der er nogle helt andre værdier på spil, og i øvrigt også væsentlig mindre tid. Tingene sættes lidt mere i system, fordi det er den måde det glider nemmest på. Selvom man er loose i sin opbringning (dermed ikke nødvendigvis opdragelse) af børn, så er de stadig sultne før kl. 21, de skal stadig sove flere timer i døgnet end dig, og de kan ikke hente sig selv fra vuggestuen, mens du tager i fitness. Livet stopper ikke, men det ændres. En hel del. Man skal kæmpe meget hårdere for at opnå det samme som før på alle ikke-forældre-punkterne i livet.
  2. GRAVIDITET ER IKKE EN SYGDOM
    Nej, det er ikke (nødvendigvis) noget man dør af, for det er der heldigvis ikke så mange i Danmark, der gør længere. Men det var der faktisk engang. Og det er der stadig mange andre steder i verden. Det betyder ikke at selve graviditeten er en sygdom, men det betyder at kroppen er i en ændret tilstand, som påvirker forskellige gravide i forskellig grad. Tilstanden kan også sagtens udvikle sig til sygdomme i forskellige farlighedsgrader og for nogen, kan det være livsfarligt. Grunden til at det ofte ikke bliver livsfarligt i Danmark er, at vi forebygger og behandler. Det ville være så fint, hvis alle gravide SELV kunne få lov til at fortælle, hvordan de havde det. Hvis du gerne vil vide om hendes graviditet er en sygdom eller måske bare en gevaldig gene/ smertefuld tilstand eller andet- SÅ SPØRG. Du ved det ikke bedre end hende. Heller ikke selvom du selv eller din kone havde en problemfri graviditet.
    I forlængelse af dette:
  3. “HUN KLAREDE GRAVIDITETEN SÅ FLOT!”
    Dette siges oftest om kvinder, som har haft en forholdsvis let graviditet og dermed fortsat har kunnet løbe, arbejde, feste længe osv. Og bevares- jeg synes altid det er flot, når folk har klaret en graviditet (og fødsel). Men jeg begriber ikke, at “hun klarede det flot” er forbeholdt de kvinder, der i store træk ikke var særligt plagede i deres graviditet. Hvad med de kvinder, der skulle ligge ned i flere måneder? Det er fandme flot klaret! Hvad med dem der kastede op i flere måneder? Det er fandme også flot klaret! Eller dem, der havde så voldsomme smerter (eller andre gener), at de enten måtte sættes igang før tid eller endda formåede at modstå dette. Det er flot klaret! Jeg kunne blive ved- kvinder der mistede en tvilling, men holdt hovedet højt. Kvinder der blev skilt, men alligevel stod stærkt og klarede det hele selv. Så de damer- har du klaret en graviditet, og har du haft udfordringer i form af (indsæt selv problem her)- så skal det siges: HOLD KÆFT HVOR ER DET FLOT KLARET! I SALUTE YOU!
  4. “I SKAL IKKE VÆNNE HAM/HENDE TIL AT…”
    Hold nu bare de gode råd for dig selv. Med mindre du blev spurgt. Kvinder (og andet godtfolk) har altid været glade for at dele ud af deres gode og til tider bedrevidende råd. Endda folk, der ikke selv har børn, er glade for at fortælle, hvordan det lige skal gøres. Jeg er helt med på, at man sagtens kan lære af andre, og at man sagtens kan have indøvet nogle uhensigtsmæssige rutiner. MEN. Kan vi ikke godt stoppe med at tale om alle de ting vi fejlagtigt “vænner” vores børn til og fra? Det startede allerede med at vores mormødre fortalte os, at vi ikke måtte “vænne” babyerne til at skulle sidde på armen. I ved- de babyer, der aldrig har oplevet andet end nærkontakt med mor fra de var blot få celler store. Her taler vi jo snarere om en fravænning fra mor. Så måtte vi ikke “vænne” vores børn til at sove sammen med mor og far. Eller til at sove, når der var stille. Eller eller eller… Jeg vil bare lige dele en observation her: som oftest, når forældre står med babyer/børn i en drilsk tilbagevendende problematik, så HAR de prøvet alt det oplagte. Men børn er forskellige, og nogle gange så er det bare, som det er. Det er alligevel en kort periode, de er så små.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

Jeg elsker Reshopper! Hvis du ikke kender det, og bor i et nogenlunde beboet område, så SKAL du anskaffe dig den app! Man kan købe brugte (og helt ubrugte) ting til ganske beskedne priser, og endnu bedre; man kan komme af med alt sit brugte rakkerpak. Helt ned til den mindste bagatel. Det drejer sig selvfølgelig kun om børnerelaterede ting, og folk går virkelig ind for genbrug her! Det er godt for pengepungen i et familieliv, hvor månedslønnen siver ud ad syninger, inden man når til d. 12. i måneden. Det er også godt for miljøet. Og nu er det som om, der helt er gået sport i det.

Til at starte med fortalte jeg stolt min (for det meste ganske overbærende) kæreste, at jeg nu endelig havde fundet ud af, hvordan man bruger Reshopper ordentligt. Man skal bare være i god tid og søge fx de næste tøjstørrelser i god tid, så man kan købe, mens der er gode tilbud. Men det har grebet om sig. Også her har min shoppomani strammet grebet, og Mobilepay (som jeg i øvrigt også elsker), når nærmest ikke være logget ud, før jeg bruger det igen. “Vi har altså ikke plads til flere køretøjer”, siger han. Her menes naturligvis den uundværlige brandbil med stige og brandslange, den selvkørende grønne bildims, dukkeparaplyklapvognen, den røde dukkevogn, BRIO dukkevognen, BRIO gåvognen, den to-hjulede, tre-hjulede og fire-hjulede cykel. Og nåh ja, scooteren og løbehjulet. “But I can explain…”- Det var bare alt for godt et tilbud. Og jeg kan jo sælge den videre igen. Og hun synes, det er så sjovt. Og det var slet ikke den, jeg skulle købe, men den var der bare også lige. Og jeg havde jo egentlig tænkt det som gave…

Jeg kan godt se, at det har taget overhånd. Folk sælger alt for fede ting til alt for lave priser, og jeg har ikke en chance for modstå. Jeg føler også, at jeg gør noget godt for miljøet hver gang, og det gør det ikke bedre. Så nu har jeg besluttet mig for, at sælge ud af mine egne fejlkøb, ting som ungerne er vokset fra,  og andre ting vi er færdige med at bruge herhjemme. På den måde kan vi få mere plads, og jeg kan få hentet lidt af pengene ind igen. Man skal nok være lidt hurtig omkring annoncen i øvrigt, da jeg regner med, at de ryger hurtigt til den pris!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

7 First Mom Solutions

  1. BESTIL EN LILLE KAFFE I ET STORT TO-GO-KRUS
    Når du på barnevognstur køber en cafe latte for at overleve nattens strabadser, bliver humøret bare ikke bedre af, at man hælder kaffeskum ned ad ærmet, hånden og barnevognen, for hvert eneste skridt man tager. Uanset om man har kopholder på barnevognen eller ej, er dette altså et meget kendt problem. Med dette fif, er der lidt skvulpeplads at give af.
  2. VANISH KURERER ALT
    Alvorligt! Vi har brugt det på alt lige fra silke, uld og andet sart til stofbleer, vaskeklude og bomuldsbodyer. Der KOMMER gult lort over alt i starten, senere er det grød, og vi kunne ikke få det af med andet. Omvendt har vi fået (næsten) alt af med Vanish, og alle produkter har indtil videre holdt fint til det.
  3. KLUD FOR ØJNENE
    Mange babyer kan have svært ved at falde i søvn, men på mirakuløs vis forsvinder verden, når de får en stofble over hovedet. Fair nok at lave frit for mund og næse, men det øverste af hovedet inkl. øjene skal gerne dækkes. Det er en slags papegøjeeffekt.
  4. OLíVY
    Vores babyer har ALDRIG haft røde numser, siden vi begyndte at bruge Olívy! HELT ALVORLIGT! Det er et naturprodukt udelukkende bestående af olivenolie og kalk. Man tørrer numsen med Olívy på en vatrondel (eller sprøjter en stribe på og lader bleen klare udsmøring) ved bleskift. Det er det eneste man bruger efter tissebleer, og ved lortebleer er en klud med vand forud for Olívy rigeligt. Numsen bliver beskyttet forud for næste ble og plejet efter denne. Det er fantastisk! Til alt i øvrigt. Kinderne, hænderne, brystvorter osv.
  5. VÆLG DIN MASCARA MED OMHU
    Clinique High Impact Curling Mascara holder i flere dage og sidder, som du lagde den på førstedagen. Den vaskes af med lunkent vand eller… den trækkes nærmest af i rør. Den smudser ikke under øjnene på noget tidspunkt, kommer ikke af når man græder over spildt modermælk, og gør det bare lige en tand nemmere at være lidt lækker i sin barsel.
  6. SHELLAC
    Med fare for at lyde en tand dullet fortsætter vi lige i beautysporet. Shellac er det nye sort, når man har små børn! Skidtet holder i flere uger (!!), hvad end man renser afløb, skurer gulv eller som Katrine hakker halvdelen a sin pegefinger negl af… og ja det ser lidt lækkert ud på en ellers mussegrå mutti.
  7. KAJAKPOSE
    En slags undertrøje som forsætter ned i en pose om benene og lynes foran. Den er genialt mod dyneafspakningssyndrom, som er meget hyppigt efter 5 måneders alderen og frem til… ? De fås til ingen penge i fx IKEA.

Vil I dele jeres bedste tips med os? Skriv endelig tilføjelser i kommentarfeltet nedenfor.

/Kristina og Katrine

 

Vil du ikke også læse:

luca-upper-97759

Nothing is constant, but change.

Gode ting er i vente for bloggen. Og mindre gode. Det hele er rigtig spændende, og vi vil gerne løfte sløret en anelse, så I kan følge med undervejs. Hvad vil I gerne have først? De gode eller de dårlige nyheder? Jeg plejer selv gerne at ville have de dårlige overstået, så dem får I først.

Det er efter 1,5års opstart slået helt fast, at Anne-Sophie og Salli ikke rigtigt kan få enderne til at hænge sammen i forhold til også at nå at blogge. Karoline er heldigvis stadig glad for at skrive sine (fremragende) blogindlæg, som er manges ingefærshot i hverdagen. Moderierne vil dog (desværre) ikke fylde hovedparten af hendes skriverier længere, hvorfor hun sender tanker i æteren fra denne fine side i fremtiden.

De gode nyheder, spørger I? Kristina og Katrine fortsætter – nu med mere regelmæssighed og fortsat med familien og moderskabet som fællesnævner. Vi har indgået et spændende samarbejde, som vi vil fortælle mere om inden længe. Det, vi kan afsløre for nu, er, at vi i hvert fald ikke kan undvære at dele alle moderskabets udfordringer, forundringer og glæder med jer. Vi håber ikke, at jeres guldklumper er flyttet hjemmefra i mellemtiden. Der er nemlig rigtig fine ting i vente.

/Kristina og Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Da jeg skamfuldt hev “den” frem i fuld offentlighed første gang. Barnet var jo sultent.

Jeg havde endnu ikke været i en situation, hvor jeg havde været nødt til at gøre det offentligt. Jeg vidste måske godt lidt i baghovedet, at jeg ikke rigtig havde lyst, men jeg var ikke klar over, hvor grænseoverskridende det var, før jeg sad i situationen. I endnu én af barselshverdagens logistiske udfordringer blev min lille uvidende datter pludselig sulten midt på Købmagergade. Jeg havde heldigvis Karoline ved min side, da jeg ved et cafebord foran Joe and Juice pludselig måtte blotte mig i et meget privat og faktisk overraskende skamfuldt øjeblik.

Op ad tasken trak jeg med sænket blik og hjertebanken en flaske og en brik med modermælkserstatning, som jeg uproportionalt selvbevidst hældte over i flasken, mens jeg følte at alle i 500 meters omkreds kiggede og pegede i forargelse over min ugerning. Da jeg gav mit lille barn mad løb tårene ned ad kinderne på mig i skam over, at jeg ikke havde været i stand til at amme hende, som jeg og alle andre jo VIDSTE var det sundeste. Mest politisk korrekte. Klart mest nutidige og speltede. Mindst selviske og mest rigtig mor-agtige.

Jeg sidestillede det. Jeg var en dårligere mor, fordi jeg flaskede mit barn.

Alle mine egne let skjulte fordomme ramte mig som et bræt i ansigtet. Jeg måtte erkende, at jeg få sekunder inden, jeg selv havde fundet flasken frem, havde haft ondt af den sydeuropæiske baby ved nabobordet, hvis forældre “tydeligvis ikke havde sat sig ind i, hvad der var bedst for barnet”. De var rolige, kærlige og varme, men de flaskede deres barn. Det skar i mine øjne af uvilje og uvidenhed.

Jeg havde behov for at fortælle forbipasserende om min kamp for og mit enorme ønske om at amme. De skulle vide, at det var aller, ALLER sidste løsning for mig. At jeg både vidste, hvad der var bedst, og ønskede at give hende det, og havde gjort ALT i min magt for at gøre det. Mere end rigtig mange- som sådan set også havde kæmpet mere end rigeligt. At jeg var og er en god mor. Men måske var jeg den eneste i den gade, der ikke havde fattet, at jeg allerede gav mit barn det bedste.  At netop beslutningen om, at nok var nok, og at min datter skulle mættes på trods af min moderfængelighed, var den mest moderlige og uselviske beslutning af alle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet gøre det, hvis ikke Karoline havde siddet med sit i et forstående, men også anerkendende og venlige blik. Hun støttede mig både i, at det var okay, at det var svært, men også i, at der ikke var noget forkert i, at jeg gav hende mad af flaske. Der var noget galt med mit syn på flasken. Jeg startede den dag med at forsøge at se modermælkserstatning, som den bedste mad MIT barn kunne få. For amning var ikke et alternativ. Samme dag startede jeg med, at give flaskende mødre meget mere credit for deres moderskab, beslutninger og intensioner uden at behøve at være informeret om historik og grundlag inden.

 

NOTE TO SELF:

En mor er en god mor med gode intensioner, indtil det modsatte er bevist. Ikke omvendt.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Ironien i at blive barnagtigt se-mig-stolt, når ens cykel bliver til en morcykel

Min cykel er blevet voksen! Jeg er så stolt, at jeg cykler rundt og smiler til fremmede mennesker i håb om at de opdager, at jeg altså har et barnesæde på cyklen og dermed er nogens mor! NOGENS MOR! Alle kan se det! Og med sådan lidt mere mor-credit, fordi man ikke er helt nybegynder længere, hvor alle kiggede på én og tænkte- jamen du ved jo heller ikke noget endnu. Det er der naturligvis stadig nogen der tænker, men der er altså også mange, der ligesom godt kan se, at jeg nu har fået det røde bælte i Mor.

Der opstår sådan en fællesskabelig indforståethed – en slags uofficiel klub man automatisk bliver medlem af- når man får et barnesæde på cyklen. Det kan bedst sammenlignes med motorcyklisters uofficielle fællesskab, hvor de hilser på hinanden i trafikken uden at have noget personligt kendskab til den anden. De ved det bare. De hører sammen på en hemmelig måde.

Man oplevede det allerede lidt, da man i starten tourede med sin barnevogn på ukristelige tidspunkter førhen klassificeret som nat, eller dagstidspunkter tidligere kendt som ikke-eksisterende, fordi man var på arbejde. Mødte man her en anden barnevogn blev der udvekslet et indforstået “nåh, du er også på barsel”-blik bestående af et lille smil og til tider et nik. Det kunne også være et indforstået “hvorfor kommer der udrykningskøretøj nuuuu?? Hun er endelig faldet i søvn!!”-blik mødt af et, “åh, jeg kender det! Held og lykke!”-blik. Faktisk en helt fin lille klub, som jeg i skrivende stund pludselig betvivler eksistensen af, og overvejer om min kroniske søvnmangeltilstand egentlig førte til en form for hallucinationer. Jeg hælder nu til, at jeg vitterligt VAR medlem af en telepatisk-empatisk-medmor-barselsklub.

I morcykelklubben er der 2 forskellige grader af medlemskab. Der er alle os storsmilende eller lidt blufærdige nyoptagne, som forsøger at se pro ud, mens vi balancerer med helt ny vægtfordeling på cyklen og markant mindre plads til indkøbsposer, hvis man altså har barnet i stolen. Der bliver smilet og udvekslet, “suk, jeg så dig også i krydset i morges- lange dage, hva?”-blikke, mens man forsøger at adaptere til sin nye hverdag, hvor man ikke længere er i fuldstidskontakt med sit barn. Alle nymorcyklerne deler en forståelse af hvor komplekst logistik-regnestykket omkring arbejdsliv og moderskab egentlig er. Man oplever en rummelighed over for ens alternative tolkning af trafikken. Fx kan man sagtens have for travlt til at cykle højre om i lyskrydset, og derfor være nødsaget til at spare de 2 minutter ved at venstre om, for at spare 1 x rød. Her kan et venligt, “jeg kender det!”-blik fra en medmor-cykel være rigtig rart.

De mere hardcore morcykler med slidte barnesæder (nogle evt med to) har opnået en mere hærdet tilstand af logistik-stress, hvor de ikke længere føler samhørigheden med os andre. Deres fokus er målrettet mod afhentning i diverse institutioner inden øko-aftensmaden skal på bordet. Der er pres på, men de har fået struktureret deres hverdag nok til at lykkes med trafiktimingen og deres nymoderfølelse er long gone, hvorfor romantiseringen af cyklen og fællesskabsfølelsen er ligeså langt gone. De bliver let irriterede i blikket over ens manglende mor-tjekkethed, når man stadig er ved at lære at jonglere arbejde, institution og timing. Første gang man oplever dette, er man sparket fluks tilbage i 8. klasse på efterskolen. Man troede lige, at man var blevet én af de store, men opdagede så, at dem fra 9. og 10. synes, man var en lille snotunge. Sjovt som alting er relativt.

Det kan heldigvis ikke slå mig ud. Jeg er himmelhenrykt for mit barnesæde. Både når det bliver brugt til indkøbsposer, og når (mit) verdens vidunder sidder i det og siger, “aaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhh” af sine lungers fulde kraft, fordi brosten er the shit, når man er 11 måneder. Det er som om, jeg bare lige blev lidt mere “rigtig mor”, da jeg fik det sæde, altså.

/Katrine

 

 

Vil du ikke også læse:

image

“Hun er da ikke en baby længere, Katrine. Hun er en lille pige” … (!!!!!!!!!!!)

Sagde min mor sådan helt uden at vide, hvor minefyldt et felt hun netop havde buldret hen over. Et barn! ARE YOU FUCKING KIDDING ME?? Jeg har jo LIGE født! Jeg er da bedøvende ligeglad med, at hun klapper, vinker mens hun siger “ej-ej”, rejser sig op ad alting, skovler rigtig mad ind i store mængder og går i vuggestue. Hun er en baby. Faktisk næsten nyfødt. Og så gider jeg ikke snakke mere om det, ellers kan du besøge mig igen, når hun skal starte i skole.

Det gør ikke noget som helst bedre, at hun netop har fået sin første tand. Den kigger frem nede i undermunden, og jeg er bare slet ikke klar. Jeg ved godt, at man typisk får tænder mellem 6 og 9 måneder, men det vidste baby-K heldigvis ikke, for hun fik den først i morges, hvor hun er 10,5 måned. Alle de andre børn i mødregruppen har haft tænder i flere måneder. Egentlig har jeg, siden de andre fik tænder, tjekket hende dagligt, og her 4 måneder senere besluttede jeg at lade være med at tjekke hele tiden. To dage efter min beslutning, tjekker min mor hende og bingo! En lille tand. Det tog mig adskillige minutter og stramme, vuggende tvangsknus før jeg overkom, “hun har fået en taaaaaaaand”-gråden. Jeg. Er. Ikke. Klar.

Jeg synes, alle andre er så pisse klar både på mine vegne og med deres egne babyer. Jeg kan ikke leve op til al den klarhed! Det er egentlig ikke fordi, jeg er overbeskyttende. Jeg er faktisk mere “op igen”- mortypen, men det går bare for stærkt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage afsked, med den alder hun har, og sådan har jeg haft det, siden hun blev født. I mødregruppen var de andre ovre dette issue allerede efter de første par måneder. Den ene meldte klart ud, “sådan gider jeg simpelthen ikke gå rundt og have det, for jeg kan ikke stoppe tiden alligevel”. Ret tjekket sagt og besluttet, og jeg tænkte, “nå, men så lader jeg også bare være med at have det sådan”. Men det gjorde jeg ikke.

Egentlig er det en lille smule dobbeltsidigt, for jeg bliver jo ubeskriveligt stolt, hver eneste gang hun gør noget nyt. Jeg synes hele tiden, at NU har hun den bedste alder. Så jeg ved godt, at jeg et eller andet sted der inde i dybet, er glad nok for, at hun vokser. Det er bare så svært at give slip. Det er jo altid en alder jeg elsker, som jeg aldrig mere skal få lov at opleve. Nå … det kan jeg lige mærke, at jeg ikke lige skal tænke mere over nu.

Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! 

/Katrine

Vil du ikke også læse: