Tag: mødregruppe

“HEJ, JEG HEDDER KAJAS MOR”.

“Hej, jeg hedder Kajas mor”.

Genkendeligt? Altså selvfølgelig går vi ikke rundt og siger, at vi hedder “nogens mor”. Men så alligevel.

I mødregruppen hilser man pænt på sine nye mor-veninder og siger, “Hej, jeg hedder Katrine, og det her er Kaja”, mens man komplet uvidende om sin nye identitetsglidning påbegynder det første sociale skridt som mor. Man formes ligeså stille som forskellige mødre i hinandens trygge nærvær, og så pludseligt er det slut. Den første i mødregruppen skal starte på arbejde. Mig. Babyboblen og morlivet, som man kender det, er slut, og guldklump skal i den anledning afleveres til vildt fremmede mennesker.

FORNUFTEN: “Husk nu på, at bebs jo også er ved at være klar til nye udfordringer”. “Hun keder sig”, og “børn har gået i vuggestuer, som vi kender dem siden 60’erne, så nu må du lige tage dig sammen”.

DET BRISTEDE HJERTE: “Ingen kan mærke hendes signaler som du, og ingen kan skelne mellem hendes jeg-er-sulten-gråd og hendes jeg-er-træt-gråd. Hvad hvis verden alligevel bliver for meget, og mor ikke er der? Hvad hvis hun tror, at hun bliver forladt? Hvad hvis hun græder i løbet af dagen, og har brug for sin mor? Kan hun godt håndtere, at det skal være en anden voksen, der trøster hende?”

For man ved jo godt, at hun kan trøstes af andre, men man ved alligevel ikke helt, om det er godt nok. For selvom de er fantastisk dygtige og hjertelige, så er de ikke hendes mor. Men dagen oprinder. Far laver indkøring (behøver jeg at forklare hvorfor?) og ugen efter skal man selv aflevere. Efter det store kunstige smil med vink sidder man i garderoben og mislykkedes med tåretilbageholdelse, når nogen pludselig siger, “er du Kajas mor? Det skal nok blive bedre- jeg er Woodys mor, og sad selv der for en måned siden, men de bliver SÅ glade for det”. Og så møder man Olivers mor, og Pils mor og først flere uger (måneder) senere går det op for én, at man jo også kunne spørge, hvad de egentlig hed, før de blev mødre. Andet sociale skridt som mor er påbegyndt.

Man hører ofte dette fænomen omtalt negativt. At man mister sin identitet og bare bliver nogen i kraft af sit barn. Men jeg må helt ærligt indrømme, at jeg elsker det. Jeg elsker at se verden fra den anden side. Altså fra min lille datters øjne i stedet for gennem mine egne, som jeg trods alt har gloet ud ad de sidste 35 år. Jeg er meget mere stolt af at være hendes mor, end jeg nogensinde har været af at være mig selv. Så det har aldrig egentlig generet mig at hedde “Kajas mor”, og det har altid kun gjort mig lykkelig, at se min mor omfavne mit barn, for så at komme i tanke om mig et kvarter senere. Jeg føler mig allerede hilst på, når jeg ser glæden i både min datters og min mors øjne, når de genser hinanden. For det kan godt være, at hun er født, men hun er stadig en del af mig.

/Kajas Mor

 

Vil du ikke også læse:

GUIDE- KOM GODT IGANG MED BABYSTRIK

GUIDE: Kom godt igang med babystrik

Det er skønt at kunne lave helt personlige gaver og unikt tøj til baby. For dem med interessen som ikke har strikket hele livet, begynder det typisk i graviditeten. NU skal der sgu strikkes babydimser, så baby kan ligne en million!

Hvis du aldrig har holdt på en strikkepind, er der nogle helt basale udtryk og regler, du skal kende til. Der findes masser af opskrifter, som en HELT grøn strikker kan tage fat på. Du kan evt holde dig til opskrifter med retmasker, samt ind- og udtagning i starten. Èn af de bedste strikkeportaler jeg kender, er paapinden.dk, som har alt om strik inklusiv strikkeskole. Der findes ALT om strik, så kig dig lidt omkring, og ellers er hun en stjerne til at svare på mails.

Når du kan slå masker op, lave retmasker og eventuelt også vrangmasker kan du allerede strikke mange søde ting til baby! Og mht hvor jævnt du strikker (altså hvor ensartet/ pænt det bliver), så bliver det meget hurtigt meget ensartet, at se på – bare rolig. Du skal bare lige over dit første projekt.

GODE FIF

Nu skal du i gang med at strikke. Jeg har med årene erfaret nogle tilbagevendende problematikker, så læs lige disse gode fif inden du starter. Og igen, når du støder i problemer.

  • LÆS ALTID AFSNITTET FÆRDIGT, INDEN DU BEGYNDER AT STRIKKE
    Når man har gjort det, har man en forståelse af, hvor man er på vej hen. Herefter kan man så læse og strikke én sætning ad gangen. Hvis du ikke gør det, ender man tit med at skulle trævle op, fordi man har overset, hvad man egentlig skulle have lavet.
  • HVIS DU KAN LÆSE OPSKRIFTEN, KAN DU OGSÅ STRIKKE DEN
    Husk min fars matematikregel: “Hvis du kan læse, kan du også regne”. Det gælder også for strik! Der er ikke noget svært i at strikke, men det kan være svært at læse en opskrift, fordi man går ud fra, at man ikke forstår den. Man tror tit, at det er meget sværere, end det i virkeligheden er, så giver man op, og dermed kan man ikke komme videre. Dette giver mange ufærdige projekter. Hvis du ikke forstår det, så læs det igen og igen, for tit står det lige der i opskriften, men man har bare overset det, eller ikke tænkt over, hvad det betyder. Husk at næste afsnit, kan give dig svaret på det, du ikke forstår i dette. Så læs det helt færdigt.
  •  FÅ EN STRIKKEVEN, SOM DU KAN SPØRGE TIL RÅDS
    Det er vigtigt i starten at have en mor, moster, veninde, nabo eller dame i strikkebutikken, som man kan vise sit strik til, når man er gået i hårdknude. Hvis man har læst det igen og igen og prøvet lidt af hvert, så skal man lige have hjælp til at komme videre. Få personen til at læse opskriften med dig og vise dig, hvad du overså.
  • SE HVORDAN FOLK RETTER DINE STRIKKEFEJL
    På denne måde lærer du, at gøre det selv. Den første nøgle til dette er, at du skal have en hæklenål! Str. 3 er udmærket til at rette de fleste ting. Med denne kan man rette fejl og samle løbere op.

Nu er du altså ret godt kørende og kan sagtens komme i gang.

En anden skøn kvinde er Mette fra Farmor Fabrikken. Her finder du lidt simple opskrifter og en masse ævl om strik og hækling. Jeg kan anbefale at starte med den kendte babyvest (som er allemandseje).

Når man har fanget, hvordan man strikker, kan man hurtigt synes, at man sidder og laver kikset 80’er strik. Det er ret let at rette op på, så man faktisk laver lækre ting, som ligeså godt kunne være købt i Illum. Du skal ikke lade dig snyde af billederne. Du vælger jo selv dit garn (du fortryder ikke at vælge en lækker kvalitet), knapperne eller andre søde detaljer. Det kan gøre den mest neutrale opskrift rigtig tjekket. Og så er der i de seneste år også kommet rigtig mange dygtige opskriftforfattere, som laver meget tidssvarende designs. Her kan jeg anbefale en masse bøger og hæfter.

FINE GRATIS OPSKRIFTER
Som til tider kræver, at du selv leger lidt med garn, farver og tilbehør for at de bliver lige i øjet:
garnstudio.com

BØGER OG HÆFTER MED LÆKKERT MODERNE BABY- OG BØRNESTRIK

Uldværk, Cecilie Bertelsen & Anne Pørksen

All you knit is love, Susie Haumann

Babystrik på pinde 3, Lene Holme Samsøe

Babystrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Børnestrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Sandnes opskrifthæfter (de er mange, de er lidt sværere, og de er på norsk, men med oversættelse af udtryk)

GARNBUTIKKER I KØBENHAVN

Uldstedet, Vendersgade 3, Kbh K

Sommerfuglen, Vandkunsten 3, Kbh K

Rasmillas, Hallandsgade 3, Kbh S

Tusindfryd, http://www.tusindfrydcph.dk/shop/frontpage.html

Therese Garn, Vesterbrogade 75, Kbh V

Wadils, Valby Langgade 45, Valby

GARNBUTIKKER I ÅRHUS

Yarnfreak, Ingerslev Plads 2, Århus C

Strikkepinden, Jægergårdsgade 44, Århus C

Fandango, Gammel Munkegade 19, Århus C

Garnlageret, Rosenkrantzgade 31, Århus C

Gazelle, M.P. Bruuns Gade 44, Århus C

GARNBUTIKKER I ODENSE

Tante Grøn, Vestergade 7, Odense

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

“Hun er da ikke en baby længere, Katrine. Hun er en lille pige” … (!!!!!!!!!!!)

Sagde min mor sådan helt uden at vide, hvor minefyldt et felt hun netop havde buldret hen over. Et barn! ARE YOU FUCKING KIDDING ME?? Jeg har jo LIGE født! Jeg er da bedøvende ligeglad med, at hun klapper, vinker mens hun siger “ej-ej”, rejser sig op ad alting, skovler rigtig mad ind i store mængder og går i vuggestue. Hun er en baby. Faktisk næsten nyfødt. Og så gider jeg ikke snakke mere om det, ellers kan du besøge mig igen, når hun skal starte i skole.

Det gør ikke noget som helst bedre, at hun netop har fået sin første tand. Den kigger frem nede i undermunden, og jeg er bare slet ikke klar. Jeg ved godt, at man typisk får tænder mellem 6 og 9 måneder, men det vidste baby-K heldigvis ikke, for hun fik den først i morges, hvor hun er 10,5 måned. Alle de andre børn i mødregruppen har haft tænder i flere måneder. Egentlig har jeg, siden de andre fik tænder, tjekket hende dagligt, og her 4 måneder senere besluttede jeg at lade være med at tjekke hele tiden. To dage efter min beslutning, tjekker min mor hende og bingo! En lille tand. Det tog mig adskillige minutter og stramme, vuggende tvangsknus før jeg overkom, “hun har fået en taaaaaaaand”-gråden. Jeg. Er. Ikke. Klar.

Jeg synes, alle andre er så pisse klar både på mine vegne og med deres egne babyer. Jeg kan ikke leve op til al den klarhed! Det er egentlig ikke fordi, jeg er overbeskyttende. Jeg er faktisk mere “op igen”- mortypen, men det går bare for stærkt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage afsked, med den alder hun har, og sådan har jeg haft det, siden hun blev født. I mødregruppen var de andre ovre dette issue allerede efter de første par måneder. Den ene meldte klart ud, “sådan gider jeg simpelthen ikke gå rundt og have det, for jeg kan ikke stoppe tiden alligevel”. Ret tjekket sagt og besluttet, og jeg tænkte, “nå, men så lader jeg også bare være med at have det sådan”. Men det gjorde jeg ikke.

Egentlig er det en lille smule dobbeltsidigt, for jeg bliver jo ubeskriveligt stolt, hver eneste gang hun gør noget nyt. Jeg synes hele tiden, at NU har hun den bedste alder. Så jeg ved godt, at jeg et eller andet sted der inde i dybet, er glad nok for, at hun vokser. Det er bare så svært at give slip. Det er jo altid en alder jeg elsker, som jeg aldrig mere skal få lov at opleve. Nå … det kan jeg lige mærke, at jeg ikke lige skal tænke mere over nu.

Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Separationsangst, du kvæler mig!

Fuldstændig som beskrevet i bøgerne. Baby er 8 måneder om en uge, og separationsangsten er pludseligt og kraftigt indtrådt. Det er som en våd klud over ansigtet, der gør det umuligt at trække vejret og lader hårene rejse sig i nakken af angst. Jeg forsøger ikke at tænke på det, for der er intet, jeg kan gøre ved det. Det er bare sådan det er, og jeg må håbe på, at det blot er en fase, som jeg kan kæmpe mig igennem målrettet.

Det startede i de små. Jeg brød mig ikke om, at folk spurgte ind til, hvornår jeg skulle tilbage på arbejde igen. Det føles som en reminder om en grum virkelighed, man ellers forsøger at presse bagerst i bevidstheden. Ikke så meget pga arbejdet, som jeg egentlig er rigtig spændt på at skulle igang med, men pga alle de små øjeblikke, hvor jeg ikke længere er en del af hendes liv. Alle de oplevelser jeg kommer til at gå glip af. Alle smilene. Alle grinene. Alle aha-oplevelserne over nye ting hun oplever eller lærer. De kommer ikke længere til at tilhøre mig. De bliver foræret til fremmede i en institution, som jeg valgte i den spæde start af min barsel, i den forventning at jeg engang ville være 100% klar til at aflevere hende. Jeg er så angst for denne adskillelse, som jeg dybest set slet ikke ønsker. Jeg vil faktisk bare gerne være sammen med mit barn. Også selvom det er hårdt mange gange, at være den der A L T I D er på.

Nu hvor tanken, om at jeg skal separeres fra mit barn, begynder at bundfælde sig,  så jeg ikke længere får kvælningsfornemmelser, kommer næste fase af separationsangsten. Jeg skal ikke længere være med i min mødregruppe! W H A T ? Kan man af det? For så gør jeg det. Det er jo ikke fordi, jeg pludselig er ekskluderet og ikke længere er velkommen, men det er jo (desværre) heller ikke sådan, at de bare holder op med at mødes, fordi jeg nu engang ikke kan længere. De har været min stabilitet igennem det sidste halve år. Min tråd til virkeligheden og i særdeleshed min ventil for uinteressante (men for mig meget interessante) detaljer om afførringskonsistens, forskellige ske-typer og utilstrækkelighedsfølelser. De har været min faste og V-I-G-T-I-G-S-T-E kontaktflade. Vi har fulgt hinandens ups and downs, og nu er det slut … for mig. De deler videre og barsler videre uden mig. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg er ikke klar til separationen. Den våde klud er tilbage. Jeg kan ikke trække vejret.

Nu er der ingen vej tilbage. 1. februar er det slut. Der er selvfølgelig 1,5 måned, men så er der jul, nytår og i januar er vi næsten ikke hjemme. Det hele er rigtig dejligt, men det får bare tiden til at gå endnu hurtigere, og jeg er ikke klar. Jeg håber, at mit nye job vil være så berigende, at jeg kommer hjem som en bedre mor, end jeg ville være, hvis jeg fortsat gik herhjemme og bandede over, at ingen værdsatte mit dymokoordinerede vasketøjssystem, og alle de andre ting jeg når på en dag. Gad vide om mit barn egentlig også får separationsangst?

/Katrine

 

Vil du ikke også læse: