Tag: moderkærlighed

KLAMME TING MØDRE GØR FRIVILLIGT

Klamme ting mødre gør frivilligt

Jeg var 7 år gammel og til fødselsdag hos en dreng fra området. Han var egentlig ikke min ven, men det var hans nabo Mette, og på én eller anden måde blev jeg impulsivt inviteret med. Alt foregik som en vanlig børnefødseldag. Masser af boller. Masser af kage. Masser af flødeskum.

Jeg var måske et lidt sært barn på nogle områder. Der var bestemte ting, som jeg ikke kunne abstrahere fra. Fx synes jeg det var vildt ulækkert hvis børn smaskede- og det gjorde Anders. Han tyggede med grotesk åben mund, så maden fór rundt i gabet på ham, mens han snakkede og lavede fagter. Nok i virkeligheden en helt almindelig, ivrig 7 års fødselar.

Jeg var alligevel lettere optaget af, hvor ulækkert det egentlig så ud, når Anders spiste og kunne ikke lade være med at betragte ham trods væmmelsen. Derfor så jeg også meget tydeligt, da Anders’ mor rakte ind over bordet for at fylde mere på fadene, at en kæmpe klat flødeskum fløj ud ad hans åbentstående mund og landede på Anders’ mors arm. Det i sig selv var ulækkert nok, men da jeg så hende trække armen op mod sin mund og i en hurtig mundfuld sutte flødeskumsklatten af sin arm, var jeg meget tæt på at kaste op. Det var i mit 7 årige liv det mest ulækre, jeg nogensinde havde set. Jeg var rystet over at en voksen kvinde kunne finde på at spise noget, der var faldet ud ad en andens mund!

Dette billede har afspillet sig for mit indre øje utallige gange siden. I slowmotion. Og hver gang har jeg fået kvalme. Lidt i kategori med, når man ser et barn (eller værre- en voksen!) spise en bussemand i smug.

Men så blev jeg mor.

Jeg blev ved med at tage mig selv i at gøre ting, som tidligere ville have sendt kvalmen skyllende ned over mig, men som nu pludselig var det naturligste i verden. Ting som andre helt sikkert ville finde grænseoverskridende. Måske endda kvalmefremkaldende. Men for mig var det fuldstændig følelsesneutralt, måske grænsende til det omsorgsfulde. Det var bare praktisk og helt naturligt.

Jeg spiste uden problemer hendes rester af grøntsagsmos. Jeg smaskede i mangel på servietter eller klude madrester af hendes kind. Jeg triller gladeligt hendes bushemænd, når hun stolt afleverer dem, hvis det lader min sofa slippe fri af dem. Og den anden dag, da hun smagte på en broccoli, og med væmmelse spyttede den ud på min tallerken, så jeg mig selv i slow motion tage den (dog næsten utyggede) broccolibid i munden og spise den som om intet var hændt. Som Anders’ mor gjorde med flødeskumsklatten. Og som tusind andre mødre har gjort med noget lignende.

Det var sidste gang jeg tænkte på Anders’ mor med undren og en anelse ubehag. Jeg er blevet mor. Anders’ mor var blevet mor. Gad vide hvad hun egentlig hed før, hun blev Anders’ mor? Og mødre gør åbenbart den slags. Fordi de er mødre. Fordi de har ubetinget kærlighed til de her små væsener, som på den ene eller anden måde er en del af dem selv. Så måske det ikke er ulækkert, fordi det på en måde er broccoli eller flødeskum, man bare har tabt ud ad sin egen mund. Eller måske er det ulækkert, men jeg er blændet af mine mor-briller. Der uklammificerer mange ting i min hverdag. Det er vist en vigtig del for at overleve livet med en tumling.

/Katrine, hvis grænser alle er rykket en del

Vil du ikke også læse:

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HUN ER DEN ANDEN DEL AF MIG. PUNKTUM. 8. juni 201

Hun er den anden del af mig. Punktum.

I kan grine alt det I vil, men jeg har kvalmende ondt af længsel efter min datter, som jeg ikke har set i 6 døgn.

Jeg har ligget syg (som den opmærksomme læser er både klar og svært bekymret over) hos min mor i Århus med Å. Da jeg kyssede hendes lille ansigt farvel i fredags, var det med forventningen om, at jeg ville se hende igen knap to døgn senere. Længere har jeg aldrig været væk fra hende, og længere havde jeg heller ingen planer om at være det. Ikke lige der i hvert fald. Vi skulle alle mødes i Svigersommerhuset i Vendsyssel, når jeg lige havde fejret mine Gudforældre i den anden ende af Jylland om lørdagen. Jeg kæmpede mig bravt igennem festen med feber og halsbetændelse, og synes sådan set selv, at det havde været alt rigeligt, hvis det så stoppede der. Men ikke mindre end 5 døgn skulle jeg lammetæves af den værste halsbetændelse jeg har haft, siden jeg i barndommen havde kyssesyge.

Jeg nåede aldrig op i sommerhuset, da jeg var alt for dårlig til at komme der op, og i al ærlighed ikke orkede 7 børn og 9 højlydte voksne, når jeg knapt orkede at være i mit eget skind. Første plan var at tage med hjem til Kjøwenhawnstrup, når mine 4 passerede Århus med Å. Da jeg om søndagen stadig sejlede rundt i febervåde lagner og ikke kunne tale for hævede, højtbelagte mandler, måtte jeg springe hjemtur med 3 børn i en bil over og vente til det lettede. Men det tog satme sin tid. Jo- der må godt bandes i en sådan situation. Først i morges, 6 dage efter jeg sagde farvel til den lille bylt, som udgør essensen af mit liv, var smerten og feberen dalet til et niveau, hvor jeg kunne se mig selv i harmoni med DSB.

Heldigvis er jeg blevet pylret om, som led jeg af terminal cancer (tak mor, tak far), men mit savn til min datter er blevet mere smerteligt for hver dag. Igen- grin I bare. Jeg ved godt, at vi vitterligt kun taler om 6 døgn. Jeg ved også godt, at ingen af os er døende. Men jeg kan mærke, at skulle jeg undvære mit hjerte, mine lunger eller min kaffe i 6 døgn, så ville jeg også være mærkbart presset. Og dette er stærkt sammenligneligt. Jeg talte med hende på Facetime i går og kunne se mit falske smil og mine våde øjne ved siden af min fantastiske lille 2 årige pige, som sagde, “Mor hen Kaja”, og “Mor sug. Passer Mormor”.

Og ja- Mor skal hen til Kaja, for mor kan ikke trække vejret længere, hvis ikke hun er hos dig. Mor har haft mareridt de seneste to døgn, om at have glemt dig ved siden af en kogeplade. At have overhørt at du græd i sengen. Osv osv. Mit moderinstinkt fortæller mig, at jeg har svigtet og forladt dig. Min hjerne ved godt det er løgn. Den ved også, at du har det helt fantastisk sammen med din far og dine søskende, og at jeg ikke havde været i stand til at være noget for dig, hvis jeg havde været hjemme- tværtimod. Men det er ikke den, der bestemmer længere. Det er moderinstinktet og min kærlighed og længsel efter dig. Så ved du hvad, min skat?

Mor hjem Kaja. NU!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

img_4200

Nytårsfor(t)sæt for 2017

Jeg har tænkt nogle ret store tanker, synes jeg selv. Vanligvis er vi ude i, “jeg skal begynde at løbe igen, minimum 2 gange om ugen” eller “jeg skal blive god til at lave cheesecakes”. Som oftest er det tanker, der opstår, mens vi sidder omkring det fine nytårsbord og snakken falder på, om der er nogen, der har et nytårsforsæt. Denne gang er det anderledes. Jeg har tænkt tankerne længe, og jeg har egentlig først nu besluttet, at det skal være et decideret nytårsforsæt. Derfor er det blevet et nytårsforTsæt, da jeg allerede er begyndt så småt.

Egentlig er det også et ønske om noget gensidigt. Et håb om, at vi i fællesskab kan opnå noget nyt. Eller måske genopnå noget, som i min levetid er blevet mere og mere fjernt.

Jeg kan huske i min barndom, at folk kørte hensynsfuldt, og tænkte over, hvad der kunne være rart eller svært for de øvrige trafikanter. Jeg kan huske, at vi rejste os for ældre i bussen og tilbød at støtte dem over fodgængerfelter eller bære deres poser. Vi bød Mohammed velkommen i klassen og ville alle sammen gerne være hans bedste ven, for som vores lærer Annie sagde, så havde Mohammed og hans familie haft en rigtig slem rejse og havde brug for at blive taget godt i mod. Når vi var rigtig frække i skolen sagde vi “monkeyface” eller “hey smukke, du ligner røven på en dukke”. Og når Carsten blev rigtig vred og slog og græd, så vidste vi godt, at det var fordi, at det var rigtig svært at bo på børnehjem op til jul. Vi forstod, at ligeså vel som vi havde behov og følelser, så havde andre det også. Og måske vi ikke kendte hele historien bag deres reaktioner, så derfor mødte vi dem med kærlighed. Det lærte min mor mig.

Sådan er det delvist stadig. Vi har stadig vidt forskellige baggrunde og historier. Vi ved ikke, hvem der bærer på nogle lidt for store bekymringer eller sorger, og vi ved ikke, hvor svært folk har ved at få livet til at hænge sammen. Desværre har fokus fjernet sig en hel del fra at passe på hinanden. Passe på jorden. Udvise medmenneskelighed og overbærenhed. Og ikke mindst erkende, at vi er mange på denne jord og i dette land, og at det er nødvendigt at vise hensyn og tænke i større billeder end ens eget behov. Vi er alle dybt begravede i vore egne navler med fokus på vores korte og langsigtede mål. Det er alt lige fra at ville nå med over for grønt- også selvom det ikke længere er hverken grønt eller gult, for derved at tvinge venstresvingende bilister til at køre over for rødt. Eller at ville holde tættest muligt på indgangen til IKEA, og derfor uden hensynstagen til øvrige gæster, parkere sin bil på “af- og pålæsningspladsen” og gå ind i IKEA for at shoppe småting og spise frokost. At råbe og skrige af fremmede mennesker, hvis deres dagsorden kommer på tværs af ens egen, uden først at have forsøgt med venlighed eller på at forstå dem.

Hvis vores grundindstilling kan ændres, så vores udgangspunkt ikke er, at “andre vil os det ondt” eller at “min ret er vigtigere end andres”, så kunne det være, at verden- også vores egen lille navlepillende verden- kunne blive et gladere og tryggere sted at bo. Jeg ser flere og flere mennesker være i krig med alle på deres vej, som om vores medmennesker er forhindringer lagt ud for at gøre livet besværligt. Vi ser verden ud ad vore egne øjne i alle forståelser, og ikke os selv, som en del af et større verdensbillede. Netop med fokus på hinandens velbefindende kan vi komme til at mærke trygheden, varmen og næstekærligheden. Det vil aldrig blive trygt at ekskludere os selv og vores børn. Det vil aldrig blive lykkeligt at pege fingeren væk fra os selv altid.

Mit nytårsforsæt for 2017 er at behandle andre godt og være mere overbærende. Ikke forstået på den måde, at jeg vil lade mig træde på. Men i alle de uskyldige situationer, hvor man lader sig rive med og hurtigt bliver irriteret, fordi det kommer på tværs af ens egen agenda. Jeg vil blive bedre til at forsøge at forstå, hvorfor andre tænker og gør, som de gør. De fleste mennesker foretager ikke hovedløse handlinger, men gør det så godt, som de kan. Jeg vil tage mere ansvar for min del af konflikterne og forsøge at bringe den gode tone tilbage i dagligdagen. Én udfordring ad gangen.

Jeg har allerede fejlet 50 gange her i bilen på vej til København fra Smilets By. Men resten af turen vil jeg smile og sige “pyt”. Også over for mig selv.

Godt nytår til jer alle!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Hvis hun dør, gør jeg det også.

Jeg har altid undret mig over den der graduering af kærlighed. “Du ved ikke, hvad det vil sige at elske, før du bliver forælder”. “Man elsker sine børn højere end noget andet”. “Ens kæreste ryger et trin ned i kærlighedshierarkiet, når man bliver forælder”. “Børnene overtager pladsen, som kæresten tidligere havde i ens hjerte” osv.

Hvorfor kan man ikke elske begge parter uanet? Og hvorfor overgår jeg dør uden dig-følelsen fra ens kæreste til ens børn, når man får dem? Dør man ikke uden dem alle sammen?

Da jeg (gen)fandt min kæreste, havde han to børn og en ikke bagsiglæggelig fortid. Hans fortid ville for evigt være vores nutid og tilværelse. Det er logisk nok- børnene frem for alt. Når man endnu ikke har så mange aktier i forholdet, er det ikke svært rumme. SELVFØLGELIG elsker han sine børn højere end mig. Det SKAL han- han er en far. Men at rumme langt inde i sin forelskelse, at den mand man ikke længere kan se et liv uden, og elsker mere end nogen anden, elsker to andre mennesker (langt) højere end dig- det er faktisk en mærkelig, ulige følelse. Hvorfor kan man ikke ligge oppe på den førsteplads sammen med dem? Jeg vil da gerne dele.

Den følelse ville nok være ganske lige til og let at rumme, hvis begge parter var kommet ind i forholdet med børn. Så ville man fuldstændig ligesindet elske hinanden meget, men sine egne børn uendeligt. Fuldstændig lige kærlighed i en smuk hierarkisk sløjfe. Men når den ene står med åbne arme og uendelig kærlighed, og den anden allerede har en optaget plads lige der, kan det godt være svært at forstå, hvorfor der ikke er plads til mig lige der også.

Så blev jeg mor.

Hvis hun dør, så dør jeg også. Så simpelt er det. Fra et liv fyldt med mening uden børn til et liv, der kun giver mening med hende. Jeg kan ikke se noget værd at leve for, hvis jeg mister hende. Herunder min elskede handyman. Han ved det. Vi snakkede om det forleden, hvor han luftede forskellen på at have et og på at have flere børn. Han frygtede for mit liv, hvis der skete hende noget, mens han altid ville have noget uendeligt vigtigt at leve for. Det er fuldstændig rigtigt.

Når jeg tænker på det dersens kærlighedshierarki nu, så tror jeg ikke, at ens kæreste bliver skubbet ned på anden række. Jeg tror simpelthen, at børnene bliver tilføjet ovenover, som en stjerne på juletræet. Derfor er denne kærlighed så altoverskyggende. Børnene er helt uden for nummer, og kæresten har stadig førstepladsen. Jeg tror, naturen må have indrettet os sådan, fordi han godt kan overleve uden mig, men det kan mit barn ikke.

Min kæreste, der selv mener han er meget uromantisk, fortalte mig dog i sin tid, at han ikke føler at børnene har en førsteplads og jeg en anden plads. Han mener, vi har hver vores førstepladser i to helt forskellige kærlighedssystemer. Den tanke kan jeg rigtig godt lide også.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

“Hun er da ikke en baby længere, Katrine. Hun er en lille pige” … (!!!!!!!!!!!)

Sagde min mor sådan helt uden at vide, hvor minefyldt et felt hun netop havde buldret hen over. Et barn! ARE YOU FUCKING KIDDING ME?? Jeg har jo LIGE født! Jeg er da bedøvende ligeglad med, at hun klapper, vinker mens hun siger “ej-ej”, rejser sig op ad alting, skovler rigtig mad ind i store mængder og går i vuggestue. Hun er en baby. Faktisk næsten nyfødt. Og så gider jeg ikke snakke mere om det, ellers kan du besøge mig igen, når hun skal starte i skole.

Det gør ikke noget som helst bedre, at hun netop har fået sin første tand. Den kigger frem nede i undermunden, og jeg er bare slet ikke klar. Jeg ved godt, at man typisk får tænder mellem 6 og 9 måneder, men det vidste baby-K heldigvis ikke, for hun fik den først i morges, hvor hun er 10,5 måned. Alle de andre børn i mødregruppen har haft tænder i flere måneder. Egentlig har jeg, siden de andre fik tænder, tjekket hende dagligt, og her 4 måneder senere besluttede jeg at lade være med at tjekke hele tiden. To dage efter min beslutning, tjekker min mor hende og bingo! En lille tand. Det tog mig adskillige minutter og stramme, vuggende tvangsknus før jeg overkom, “hun har fået en taaaaaaaand”-gråden. Jeg. Er. Ikke. Klar.

Jeg synes, alle andre er så pisse klar både på mine vegne og med deres egne babyer. Jeg kan ikke leve op til al den klarhed! Det er egentlig ikke fordi, jeg er overbeskyttende. Jeg er faktisk mere “op igen”- mortypen, men det går bare for stærkt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage afsked, med den alder hun har, og sådan har jeg haft det, siden hun blev født. I mødregruppen var de andre ovre dette issue allerede efter de første par måneder. Den ene meldte klart ud, “sådan gider jeg simpelthen ikke gå rundt og have det, for jeg kan ikke stoppe tiden alligevel”. Ret tjekket sagt og besluttet, og jeg tænkte, “nå, men så lader jeg også bare være med at have det sådan”. Men det gjorde jeg ikke.

Egentlig er det en lille smule dobbeltsidigt, for jeg bliver jo ubeskriveligt stolt, hver eneste gang hun gør noget nyt. Jeg synes hele tiden, at NU har hun den bedste alder. Så jeg ved godt, at jeg et eller andet sted der inde i dybet, er glad nok for, at hun vokser. Det er bare så svært at give slip. Det er jo altid en alder jeg elsker, som jeg aldrig mere skal få lov at opleve. Nå … det kan jeg lige mærke, at jeg ikke lige skal tænke mere over nu.

Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

steen-og-stoffer-e1368427625408

Jeg bliver en lille smule ærefrygtig, når jeg kommer i tanke om, at det er mig, der er “moren”

Det lyder måske banalt og en anelse infantilt, men ikke desto mindre er det præcis sådan, jeg har det. Ikke hele tiden. Men som en skylle af følelser, der overvælder mig i specifikke og uforudsigelige situationer.

Jeg tror, der er mange forskellige aspekter af min ærefrygt.

Delvist er jeg stadig overrasket over, at jeg virkelig er godkendt. Jeg går i hemmelighed og venter på, at nogen opdager mig. “Hov vent lige- hende derovre er ikke rigtig voksen. Hun leger bare”. Inden jeg blev læge, var jeg overbevist om, at når jeg blev læge ville jeg vide alt om kroppen, mennesker og sygdomme. Stort chok var det at aflægge lægeløftet iklædt mit nye læge learners license. På samme måde troede jeg, at når jeg blev mor, ville jeg være 100% mor. Føle mig som en mor, opføre mig som en mor, tænke som en mor- og selvsagt- vide ALT med sikkerhed… som en mor. And yet again- her sidder jeg, og er sådan set en mor, og jeg har stadig ikke styr på noget som helst. Eller har jeg…?

Der er også en komponent af stolthed. Når folk fortæller mig, at “hun da er den skønneste lille pige”, de længe har set. Eller når nogen siger “din datter” i en sætning, og jeg overraskes over titlen. Igen. Endnu vildere når jeg selv siger “min datter” og overraskes. Og den helt specielle situation, når man introduceres- ikke længere som sig selv, men som nogens mor. Den største stolthed og ud-ad-morkroppen-oplevelse føler jeg, når jeg i relevante sammenhænge selv siger, “jeg hedder Katrine, og jeg er K’s mor”. Wow! Så er man sgu nogen! Nogen som er pisse vigtig for i hvert fald én person.

Og lige præcis det, at jeg er vigtig, bringer de stærkeste følelser af ærefrygt. Jeg bliver så ubeskrivelig rørt, når min elskede lille datter hulker sine lunger ud, og jeg træder ind på værelset, og alt bliver godt. JEG er moren. JEG er den der får alt det onde til at gå væk igen. JEG er den, hvis blotte tilstedeværelse, kan gøre alting godt igen. Gøre det trygt. Lige præcis denne sidste del, er nok det der vælter mig allermest af pinden i ydmyghed over den kærlighed, jeg har fået. Tænk at jeg kan være nogens tryghed.

Jeg er så beæret over, at få lov at være den, der passer på hende. At få lov til at være den, der trøster hende, og giver hende kærlighed nok til, at hun med tiden finder selvværd til at tro på sig selv. Det er så vigtig og ærbar en opgave, og den er min. Nu er det MIG, der er moren. Og jeg vil kæmpe røven ud ad bukserne for at gøre det godt nok. Jeg føler en usammenlignelig stolthed, når jeg tålmodigt trøster længe, eller står op mange gange og skifter sengetøj på nætter, hvor hun er syg. Jeg er MOR, og jeg er god til det. For det meste. Jeg har født hende, og hun har valgt mig. Kærlighed er en overvældende størrelse.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8098

Regnstrålehistorie fra efteråret

Kommer hjem fra mislykket uld-shopping til baby og møder 9 unge drenge mellem 10 og 14 år i min baggård. Én tydeligt ældre end de andre kommanderer og ryger, én tyk, som kompenserer ved at ryge med og de sidste unge, som er i gang med en organiseret slåskamp. “Spark ham i hovedet, eller er du bøsse?”, bliver der råbt. Mange gange. Alle grinende og tydeligt med på idéen. Mit moderhjerte slår til, og jeg forsøger på voksenkikset vis at fortælle dem, at der er federe ting at tage sig til. Fortæller dem at min lillebror også synes det var sejt med bet-slapping og fik en høreskade og en slem hjernerystelse. Fortæller at de altså kan få varige skader af det. Alt sammen noget som de efter bogen ler ad og rotter sig sammen i mod. Jeg siger til the man in charge (den eneste hvis stemme er i overgang), at jeg synes, han skal finde venner på sin egen alder. Og han holder én af de små og putter en cigaret i munden på ham- “se, jeg lærer dem også at ryge”. Igen- han er tydeligvis sej. Jeg prøver mit sidste ved at sige til de andre, at de kan finde bedre venner. At det der IKKE er en ven, og når de bliver voksne, er han ikke den seje længere. Jeg håber, at jeg når ind til dem, selvom de er nødt til at skjule sig bag deres seje hoverende smil, mens chefen siger, “det er min lillebror- han finder ikke bedre venner”.

Av mit hjerte! Hvorfor findes disse børn? Som ikke tror de er mere værd? Og at det seje er at turde skade hinanden? At man er stærk og modig, hvis man tør lade sig skade, men svag, hvis man tør sige fra over for en gruppe?

Jeg går med blødende hjerte og mislykket reprimande op til min 9 årige bonus-datter, som befrier mig fra indkøbspose, nøgler og skrigebaby, mens jeg med tungt hjerte fortæller hende om min oplevelse, og at det gør mig så ondt, hvordan man kan sige, “spark ham i hovedet” til og om sin lillebror. Med den kærligste storesøster stemme siger hun til min 6 måneder gamle datter, “jeg tror du misforstod, hvad mor sagde, men okay, spark du mig bare i hovedet, din lille Banditte”. Jeg ville ønske, at alle børn kendte til den kærlighed, der gør dem til omsorgsfulde og gode mennesker.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8479

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8425

Politisk korrekthed(eslag) i 2015

I 2015 druknede min facebook i negative artikler og postuleringer om, hvordan vi forældre gør det hele forkert, og at vores børn bliver dybt traumatiserede af selv de mindste fejl. ALLE mindre fejl faktisk. Nu troede jeg netop, vi havde etableret at opdragelse og uddannelse giver de bedste resultater ved at rose og fremelske de gode ting. Hvorfor så igen al den negative og faktisk ganske manipulerende kritik med en løftet pegefinger helst med et gran selvfremhævelse som kirsebær på toppen?

Jeg vil hermed gerne erklære min bragende uenighed i følgende hotte 2015-facebook-emner:

1: Man må ikke kalde sin datter PRINSESSE.
Med mindre vi er ude i degraderende og uetiske ekstremer som “mors lille luder” eller “fars lille Nazi”, så kan jeg simpelthen ikke se hvad det rager andre, hvad man kalder sine børn! Jeg bliver provokeret i en grad, hvor jeg får lyst til at kalde min datter prinsesse, selvom det egentlig ikke falder mig naturligt. Til gengæld kalder jeg hende Skiderikke. Og Banditte. Og alt-muligt-andet-kærligt. Jeg sover med sindsro (afbrudt af 2-5 suttetabspanikanfald) omkring, at min datter vokser op uden at troat hun hedder Skide-Rikke eller Ban-Ditte. På samme måde formoder jeg, at andres børn ikke vokser op i den tro, at de rent faktisk er vaskeægte prinsesser af den royale familie. Skulle jeg her tage helt fejl, så beroliger jeg mig med, at prinsesser er hårdtarbejdende kvinder, der ofrer mange ting for at udfylde en stor rolle. De har måske flere penge, men det er nok de færreste, der egentlig har lyst til at bytte beklædnings-/ ytringsfrihed og privatliv for et diadem.

2: Man må ikke KYSSE sine børn PÅ MUNDEN!
Jeg kysser dagligt min datter på munden. Og på panden og kinden og fødderne, og lige der hvor jeg har lyst. Jeg har ikke tænkt mig at afvise mit barn, der kaster sine læber efter mit ansigt i formodning om at give og modtage kærlighed i form af et kys. Dermed har jeg ikke tænkt mig at aftvinge hende mundkys, hvis hun når til et punkt, hvor hun ikke længere selv ønsker det. At kysse sine børn på munden og trutte dem på ballerne bliver aldrig seksuelt, med mindre vi gør det til det. Er man selv af en anden holdning, er det helt okay med mig, men lad også mig opdrage mit barn, som jeg ser rigtigt.

3: Man skal ikke AMME OFFENTLIGT, og gør man det skal det helst være under en burka.
Jeg ammede min datter offentligt uden at dække hende skamfuldt til med en stofble! Jeg tror bare, jeg remser op her: jeg er stolt af at amme, det er svært at amme, det er sundt at amme, det er naturligt at amme, det er det underligste issue nogensinde, jeg gider ikke selv spise uden frisk luft eller udsyn, og slutteligt ville jeg have bare en anelse mere respekt for ammeskammerne, hvis de var lige langt fremme i deres politisk korrekte sko, når det angik seksualisering af kvindebrystet, reklamesøjler med MEGET mere blottede kvinder, radioreklamer om opfordring til utroskab og den øvrige seksualisering af hele vores samfund.

4: Der er en aldersgrænse, hvor dine børn ikke længere må SE DIG NØGEN!
WHAT? Stop nu det der! Dette er i tråd med ovenstående den virkelige synder. Hvorfor al denne seksualisering af helt naturlige ting? Min krop er naturlig og min datter kommer til at SE MIG NØGEN til hun siger stop! Og gør hun ikke det, så stopper det ikke. Der er ikke en korrekt alder, at tildække sig og skammeliggøre vores kroppe. Det er i min optik (både personligt og lægefagligt) faktisk helt helt forkert, da vores børn ikke kan lære at have et naturligt og kærligt forhold til deres egne kroppe, hvis vi skammeliggør den. De skal kunne studere voksnes kroppes udseende (både mænd og kvinder) i de forskellige aldre af deres barndom, da det er forskellige ting de forholder sig til på forskellige tidspunkter. Vi er blevet så forskrækkede for nøgenhed og pædofili, at vi blander tingene sammen. Jeg tror 80’erne havde fat i noget helt rigtigt på mange punkter. NB: Har man ikke lyst til at være nøgen foran sit barn, lader man naturligvis blot være med dette, men igen vil jeg ikke påduttes kunstig blufærdighed eller kravet om at afvikle det naturlige syn på kroppen. Vær som I er, men lad andre gøre det samme.

5: Man må ikke lægge BILLEDER af sine børn PÅ NETTET!
Lad os nu ikke blive alt for firkantede. Har man ikke lyst til at lægge billeder op af sine børn? FINT! Lad endelig være. Men jeg kan simpelthen ikke lade være, for jeg vil så sindssygt gerne dele, hvor ekstremt sød jeg synes hun er. Det er det største, der nogensinde er sket i mit liv, og jeg kan ikke være i mig selv af stolthed. Jeg forventer ikke likes i hobetal eller søde kommentarer, men jeg bliver glad, som alle andre slaver af de sociale medier, når jeg får det. Dette gør mig ikke til en uansvarlig mor, der ikke ved noget om internetsikkerhed. Jeg har privatindstillinger på de ting, jeg mener er nødvendige. Jeg har masser af meganuttede billeder, som aldrig kommer til at se internettet, fordi de ikke er egnede til det. Jeg kommer heller ikke til at poste min datter nøgen eller i uheldige vinkler. Jeg vurderer, at vi lever i en verden, hvor det bare er en del af alles liv, at der altså er billeder at finde af én på nettet. Det kommer vores børn til at lære at navigere i, og så længe jeg laver en velovervejet sortering af, hvad jeg lægger op eller giver tilladelse til at andre lægger op, så er det fint for mig. Jeg tager ansvaret herfor. Fx har adskillige velmenende gæster på Louisiana taget billeder af min datter i udstillings-matchende outfit, og jeg er ok med, at det evt bliver delt på nettet. For der er ikke noget galt med det billede.

6: CURLINGBØRN kan ikke agere i samfundet!
Fint nok. Der er sikkert nogle curlingbørn rundt omkring, men det er blevet så skide poppet at kalde alle børn, som oplever omsorg, hjælp og forståelse for curlingbørn. Hvordan er det blevet negativiseret, at vi hjælper vores børn frem i livet og beskytter dem? I 80’erne var det smart at hakke på børnene og råbe ad dem. Røvfuld var en naturlighed og blev ikke engang skjult for naboen. I 60’erne slog læreren og hyppigt med forældrenes opbakning. Vanskeligheder i skolen blev mødt med trusler, skældud og prygl. Og nu synes man pludselig, at børn, som får kærlighed til at finde selvværd, tryghed til at udvikle sig, og opbakning til at turde kaste sig ud i livet og tro på sig selv, er negativt. De laver ikke dagens gode gerning? Dem ser jeg en hel del af i alle nulevende generationer, men jeg ser også det modsatte. Vejen til fred i verden er GODE FORÆLDRE, DER OPDRAGER GODE BØRN. Thumbs up forældre for det hårde og indlevende engagement! Og dem der bliver for meget- de har nu altid været der.

Peace, love and harmony.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Klokken er 04.12 og du er udhvilet.

Kære fantastiske lille vidunderlige baby, som jeg elsker til verdens ende og tilbage.

Jeg er så træt. Du har hostet fra kl. 23-24, hvor jeg har siddet med dig i mine arme på sengekanten. Efterfølgende har du været urolig og forvirret, når du ved et uheld er kommet til at lægge dig på maven i søvne. Du har hostet igen fra 01.40 til 02.15, hvorefter jeg har forsøgt at amme dig til ro. Kl. 04 begynder du at pludre. Ikke grynte. Pludre. Den store forskel her er, at du ikke er søvndrukken og sulten, men at du er fuldstændig vågen. Kl. 04. Jeg er tom for ord… eller… helt tom for ord er jeg vel ikke, eftersom Working Man og jeg tager et slag Klavs og Suzanne. Som jeg taber. Der er tilsyneladende mere trumf i at skulle på arbejde, end at skulle alene med baby i Frederiksberg Centret og købe sports-BH. NÅH!

Nu ligger du der på legetæppet med din latterlige sing-along-telefon og alt det andet larmende lortelegetøj og er alligevel kun helt glad, når jeg klapper og laver sjove ansigter. Det er fedt, fordi der faktisk ikke er noget, jeg har mere lyst til her kl. 05.30, som den efterhånden er blevet. Okay, spydigheder er vist nok ikke så klædelige, men der er simpelthen grænser for hvilken selvkontrol, du kan forvente af din mor på disse tider af døgnet. Jeg laver en kop the.

Sidste (og vist nok eneste) gang jeg ellers gjorde det på denne tid af døgnet var i december 2001, få uger før jeg mødte din far. Jeg var backpacker i New Zealand og har altid haft et had-kærlighedsforhold til myg. Jeg bidrog med hadet, de med kærligheden. På dette tidspunkt var vi så mange i forholdet, at da jeg havde talt til 150 myggestik på højre arm, så opgav jeg at tælle mere på resten af kroppen. Jeg reagerede allergisk og kunne slet ikke være i min krop for kløe og utilpashed. Mine nætter gik med at skylle mit tøj op i koldt vand og vikle det omkring min krop i håb om bare et par minutters dulmen. Der var en lille uges tid i denne periode, hvor jeg helt alvorligt ikke sov. Én af de sidste vågne nætter, hvor jeg var blevet en form for tilvænnet til søvnmangel, sad jeg og arbejdede på et 1000 briks puslespil. Og drak the. Ligesom nu.

Den store forskel på dengang og nu er, at det der skete dengang var fuldstændig meningsløst og kløe ER bare værre. Kløe er ALTID værre. Du, min skat, er ikke meningsløs. Du er vidunderlig og nuttet og glad, selvom klokken er fire om natten. Du er også pjævset, men du gør dig så umage med de forskellige ansigtsudtryk, at jeg ikke kan andet end knuselske dig alligevel. Derfor er det dog stadig mothermocking hårdt, og jeg skal koncentrere mig for ikke at tale hårdt til dig i afmagt, når intet af det jeg gør (her klokken lorteble om natten) virker. 

I tilslutning til Kristinas indlæg vil jeg erklære, at 100% af tiden er det pissefedt at være mor, men noget af tiden er det også 100% hårdt. Selvom det er fedt. Så kæreste lille skat. Bær over med mig, hvis du synes, at titte-bøøø er lige lidt for uentusiastisk i dag, og når dine skønne smil og skrig bliver mødt med trætte, opgivende øjne i stedet for stolte, forelskede moderlige øjne. Dem som man ser på film. Mor er så træt. Men jeg elsker dig.

De kærligste hilsener 

Mor

 

Vil du ikke også læse:

Bred nakkefold

Hvornår er man mor? Og en bred nakkefold

Jeg var i tvivl i starten af min graviditet. For der lå jo blot en klat hurtigtvoksende celler i min livmoder, men ikke noget egentligt barn endnu. Min veninde sagde, at man var mor fra det øjeblik, man så to streger på en pind. Min kæreste mente først, at man var mor, når man stod med barnet i armene.

Spørgsmålet kom sig af, at Blop (som hun hed på det tidspunkt) havde en meget bred nakkefold. Blodprøverne var fine, jeg var sådan medium gammel og bum: 1:151 for Down’s Syndrom. Rimelig hurtigt blev, “se der ligger hun og vrikker på fødderne” til, “og så i overmorgen skal du have foretaget moderkagebiopsi. Hvis det ser skidt ud, kan du stadig nå at søge om dispensation til at få abort, så du ikke skal føde det”. Ok så. Romantisk oplevelse prompte afsluttet. Jeg var ked, men også realistisk. 1:151- så galt var det ikke. Jeg havde jo trods alt kun tænkt mig at få en 2-3 stykker og ikke 151 babyer, så mon ikke, jeg ville undgå den ene, som var syg? Vi havde heldigvis talt om scenariet grundigt inden, og vi var helt enige. Hvis baby var alvorligt syg, skulle hun ikke være. Det kan virke stødende på nogen, men for os var det sådan, det skulle være.

Pludselig stod jeg med meget splittede følelser. Vi havde jo kun talt om det hypotetisk. Nu var det mit lille barn, som jeg ellers passede så godt på, som der var tale om. Det ville være en stor sorg at skulle miste mit barn, uanset om vi selv havde valgt det. Seancen med spyd og biopsitang gennem mit maveskind og helt ned ved siden af min baby stod heller ikke som en lysplet i horisonten. I al ærlighed var selve “prikket” ikke noget at tale om, men tanken var ækel. Tankerne fyldte voldsomt meget i de dage, jeg ventede på svar. Også selvom oddsene jo stadig var langt til vores fordel. Så ringede de. “Hun har ikke Trisomi 13, 18 eller 21. Og det er en pige.” Nu skulle jeg så være rigtig glad. Det var jeg også, men vi havde ligesom kun overstået et delmål. Der var ekstra scanninger forude, da der også var risiko for alt muligt andet- heriblandt alvorlige hjertefejl.

Så gik jeg der og mærkede min lille baby sparke og sendte hende al min kærlighed, men krydret med en følelse af ikke at måtte glæde mig, for tænk nu hvis… Og hvordan kan man gå og nurse sin kærlighed til en baby, man så måske vælger fra på et senere tidspunkt? Hver eneste gang en ekstra scanning var veloverstået, fandt de på en ny, fordi der lige var noget de skulle være HELT sikre på. Det er jo sådan set rart nok, men for hver gang jeg så hende, var hun blevet større og større og endnu mere virkelig, og hver gang var en reel risiko for, at de ville fortælle mig, at hun fejlede noget alvorligt. Trods det at risikoen for det naturligvis blev mindre for hver gang.

Da de i uge 28 fortalte mig, at hun var helt perfekt, var jeg nået til et punkt, hvor jeg ikke turde tro på det, før jeg havde hende i hænderne. Jeg vidste ud fra scanningerne alt det, der IKKE var galt, men de kan jo ikke teste for alt, så hvad hvis der var noget, de bare ikke havde set? Jeg hørte den ene solstråle historie efter den anden om dårlige tal og helt almindelige babyer, men den lille knude af frygt sad alt for godt fast i min bevidsthed. Den overdøvede det ikke, og jeg nedspillede den, når andre hørte på.

Så kom hun ud. Helt helt perfekt. Jeg har faktisk aldrig set så smuk en nyfødt baby, og jeg VED at det er fuldstændig objektivt. Hun var så skøn. Jeg elskede hende på stedet. Og jeg var hendes mor. Jeg ved stadig ikke helt, om jeg blev det, da jeg så stregerne, undervejs i graviditeten da hun begyndte at sparke, eller da hun efter en sej kamp lå i mine arme. Men som min elskede veninde sagde, “hvis du ikke er hendes mor fra du ser stregerne, hvem er så?”.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

sort hvid

Jeg skal sikkert lære at elske hende…

… tænkte jeg. Faktisk brugte jeg ret meget krudt på, at forberede mig selv på, at jeg IKKE ville elske hende fra første sekund. Hvordan skulle jeg egentlig kunne det? Jeg kendte hende jo ikke endnu. Og inderst inde ønskede jeg rigtig rigtig meget, at jeg ville se på hende og smelte med den stærkeste følelse af kærlighed nogensinde kendt blandt mennesker. Men jeg var så bange for, at jo mere jeg ønskede det, jo mindre var chancen for det, og jo større ville skuffelsen blive, når jeg kiggede på babyen og følte… ingenting. Så jeg forberedte mig på, at det ville tage tid. Jeg fortalte mig selv, at det var HELT OKAY, at jeg skulle bruge nogle måneder på ikke at føle noget. Der er jo altid nogle som fortæller om, at sådan var det for dem, og jeg nægtede at stille mig selv i en situation, hvor jeg ville blive knust over ikke at spontanelske mit barn. Jeg fortalte henkastet venner og familie, at jeg da helt sikkert skulle vænne mig til hende, og at det var helt okay med mig. Jeg mærkede efter, og tænkte i graviditeten ting som, “elsker jeg hende nu?”. Og hvornår gør man egentlig det? Elsker? Hvad er tærsklen? Man holder jo rigtig meget af, men hvornår går det over i, at man elsker? Åh, alle de tanker. Man kan gøre sig selv helt forvirret.

Dagene inden fødslen spurgte min søde kæreste pludseligt, “hvad nu hvis noget går galt, og de spørger mig, om de skal redde dig eller barnet? Hvad vil du så have jeg svarer?”. Meget umoderligt nærmest gisper jeg efter ham, “MIG SGU DA! Vi kan jo ikke lave en ny mig, og vi kender hende ikke endnu”. Den dårlige samvittighed over svaret og bevidstheden omkring, at det selvfølgelig ikke var så simpelt i virkeligheden, tog vi naturligvis også en lille snak om. Han “ELSKER” at snakke om følelser- særligt i forbindelse med hypotetiske scenarier. Heldigvis bliver en far aldrig stillet det spørgsmål… de skal nok prøve at redde begge.

Så kom hun ud- ikke så elegant endda, men det er en helt anden historie. De sagde, “alle stille! I må IKKE stimulere hende! Hun kommer ikke op til dig, men over til pædiateren, som skal suge det seje grønne fostervand”. Hun kom ud, og jeg rakte armene frem mod hende, som om jeg ikke kunne trække vejret, før jeg havde hende hos mig, til trods for at jeg lige havde fået at vide, at det ikke var sådan det skulle foregå. Pædiateren havde hende på sit bord i hele 25 minutter (Nicolas siger det var ca. 1 minut, men hvad ved han), før hun endelig kom over til mig, så jeg kunne trække vejret ordentligt igen. Hun var hos mig, jeg var hel, og jeg E L S K E D E, som jeg aldrig har elsket før. Jeg kunne slet ikke være i min krop af kærlighed og stolthed, og alle mine tanker om at lære at elske virkede en lille smule fjollet, nu var hun var der. Hun var min. Hun ER min. Og hold nu KÆFT, hvor jeg elsker hende.

/Katrine

Vil du ikke også læse: