Tag: hvornår er man mor

steen-og-stoffer-e1368427625408

Jeg bliver en lille smule ærefrygtig, når jeg kommer i tanke om, at det er mig, der er “moren”

Det lyder måske banalt og en anelse infantilt, men ikke desto mindre er det præcis sådan, jeg har det. Ikke hele tiden. Men som en skylle af følelser, der overvælder mig i specifikke og uforudsigelige situationer.

Jeg tror, der er mange forskellige aspekter af min ærefrygt.

Delvist er jeg stadig overrasket over, at jeg virkelig er godkendt. Jeg går i hemmelighed og venter på, at nogen opdager mig. “Hov vent lige- hende derovre er ikke rigtig voksen. Hun leger bare”. Inden jeg blev læge, var jeg overbevist om, at når jeg blev læge ville jeg vide alt om kroppen, mennesker og sygdomme. Stort chok var det at aflægge lægeløftet iklædt mit nye læge learners license. På samme måde troede jeg, at når jeg blev mor, ville jeg være 100% mor. Føle mig som en mor, opføre mig som en mor, tænke som en mor- og selvsagt- vide ALT med sikkerhed… som en mor. And yet again- her sidder jeg, og er sådan set en mor, og jeg har stadig ikke styr på noget som helst. Eller har jeg…?

Der er også en komponent af stolthed. Når folk fortæller mig, at “hun da er den skønneste lille pige”, de længe har set. Eller når nogen siger “din datter” i en sætning, og jeg overraskes over titlen. Igen. Endnu vildere når jeg selv siger “min datter” og overraskes. Og den helt specielle situation, når man introduceres- ikke længere som sig selv, men som nogens mor. Den største stolthed og ud-ad-morkroppen-oplevelse føler jeg, når jeg i relevante sammenhænge selv siger, “jeg hedder Katrine, og jeg er K’s mor”. Wow! Så er man sgu nogen! Nogen som er pisse vigtig for i hvert fald én person.

Og lige præcis det, at jeg er vigtig, bringer de stærkeste følelser af ærefrygt. Jeg bliver så ubeskrivelig rørt, når min elskede lille datter hulker sine lunger ud, og jeg træder ind på værelset, og alt bliver godt. JEG er moren. JEG er den der får alt det onde til at gå væk igen. JEG er den, hvis blotte tilstedeværelse, kan gøre alting godt igen. Gøre det trygt. Lige præcis denne sidste del, er nok det der vælter mig allermest af pinden i ydmyghed over den kærlighed, jeg har fået. Tænk at jeg kan være nogens tryghed.

Jeg er så beæret over, at få lov at være den, der passer på hende. At få lov til at være den, der trøster hende, og giver hende kærlighed nok til, at hun med tiden finder selvværd til at tro på sig selv. Det er så vigtig og ærbar en opgave, og den er min. Nu er det MIG, der er moren. Og jeg vil kæmpe røven ud ad bukserne for at gøre det godt nok. Jeg føler en usammenlignelig stolthed, når jeg tålmodigt trøster længe, eller står op mange gange og skifter sengetøj på nætter, hvor hun er syg. Jeg er MOR, og jeg er god til det. For det meste. Jeg har født hende, og hun har valgt mig. Kærlighed er en overvældende størrelse.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Bred nakkefold

Hvornår er man mor? Og en bred nakkefold

Jeg var i tvivl i starten af min graviditet. For der lå jo blot en klat hurtigtvoksende celler i min livmoder, men ikke noget egentligt barn endnu. Min veninde sagde, at man var mor fra det øjeblik, man så to streger på en pind. Min kæreste mente først, at man var mor, når man stod med barnet i armene.

Spørgsmålet kom sig af, at Blop (som hun hed på det tidspunkt) havde en meget bred nakkefold. Blodprøverne var fine, jeg var sådan medium gammel og bum: 1:151 for Down’s Syndrom. Rimelig hurtigt blev, “se der ligger hun og vrikker på fødderne” til, “og så i overmorgen skal du have foretaget moderkagebiopsi. Hvis det ser skidt ud, kan du stadig nå at søge om dispensation til at få abort, så du ikke skal føde det”. Ok så. Romantisk oplevelse prompte afsluttet. Jeg var ked, men også realistisk. 1:151- så galt var det ikke. Jeg havde jo trods alt kun tænkt mig at få en 2-3 stykker og ikke 151 babyer, så mon ikke, jeg ville undgå den ene, som var syg? Vi havde heldigvis talt om scenariet grundigt inden, og vi var helt enige. Hvis baby var alvorligt syg, skulle hun ikke være. Det kan virke stødende på nogen, men for os var det sådan, det skulle være.

Pludselig stod jeg med meget splittede følelser. Vi havde jo kun talt om det hypotetisk. Nu var det mit lille barn, som jeg ellers passede så godt på, som der var tale om. Det ville være en stor sorg at skulle miste mit barn, uanset om vi selv havde valgt det. Seancen med spyd og biopsitang gennem mit maveskind og helt ned ved siden af min baby stod heller ikke som en lysplet i horisonten. I al ærlighed var selve “prikket” ikke noget at tale om, men tanken var ækel. Tankerne fyldte voldsomt meget i de dage, jeg ventede på svar. Også selvom oddsene jo stadig var langt til vores fordel. Så ringede de. “Hun har ikke Trisomi 13, 18 eller 21. Og det er en pige.” Nu skulle jeg så være rigtig glad. Det var jeg også, men vi havde ligesom kun overstået et delmål. Der var ekstra scanninger forude, da der også var risiko for alt muligt andet- heriblandt alvorlige hjertefejl.

Så gik jeg der og mærkede min lille baby sparke og sendte hende al min kærlighed, men krydret med en følelse af ikke at måtte glæde mig, for tænk nu hvis… Og hvordan kan man gå og nurse sin kærlighed til en baby, man så måske vælger fra på et senere tidspunkt? Hver eneste gang en ekstra scanning var veloverstået, fandt de på en ny, fordi der lige var noget de skulle være HELT sikre på. Det er jo sådan set rart nok, men for hver gang jeg så hende, var hun blevet større og større og endnu mere virkelig, og hver gang var en reel risiko for, at de ville fortælle mig, at hun fejlede noget alvorligt. Trods det at risikoen for det naturligvis blev mindre for hver gang.

Da de i uge 28 fortalte mig, at hun var helt perfekt, var jeg nået til et punkt, hvor jeg ikke turde tro på det, før jeg havde hende i hænderne. Jeg vidste ud fra scanningerne alt det, der IKKE var galt, men de kan jo ikke teste for alt, så hvad hvis der var noget, de bare ikke havde set? Jeg hørte den ene solstråle historie efter den anden om dårlige tal og helt almindelige babyer, men den lille knude af frygt sad alt for godt fast i min bevidsthed. Den overdøvede det ikke, og jeg nedspillede den, når andre hørte på.

Så kom hun ud. Helt helt perfekt. Jeg har faktisk aldrig set så smuk en nyfødt baby, og jeg VED at det er fuldstændig objektivt. Hun var så skøn. Jeg elskede hende på stedet. Og jeg var hendes mor. Jeg ved stadig ikke helt, om jeg blev det, da jeg så stregerne, undervejs i graviditeten da hun begyndte at sparke, eller da hun efter en sej kamp lå i mine arme. Men som min elskede veninde sagde, “hvis du ikke er hendes mor fra du ser stregerne, hvem er så?”.

/Katrine

Vil du ikke også læse: