Tag: husmoderpligter

GUIDE- KOM GODT IGANG MED BABYSTRIK

GUIDE: Kom godt igang med babystrik

Det er skønt at kunne lave helt personlige gaver og unikt tøj til baby. For dem med interessen som ikke har strikket hele livet, begynder det typisk i graviditeten. NU skal der sgu strikkes babydimser, så baby kan ligne en million!

Hvis du aldrig har holdt på en strikkepind, er der nogle helt basale udtryk og regler, du skal kende til. Der findes masser af opskrifter, som en HELT grøn strikker kan tage fat på. Du kan evt holde dig til opskrifter med retmasker, samt ind- og udtagning i starten. Èn af de bedste strikkeportaler jeg kender, er paapinden.dk, som har alt om strik inklusiv strikkeskole. Der findes ALT om strik, så kig dig lidt omkring, og ellers er hun en stjerne til at svare på mails.

Når du kan slå masker op, lave retmasker og eventuelt også vrangmasker kan du allerede strikke mange søde ting til baby! Og mht hvor jævnt du strikker (altså hvor ensartet/ pænt det bliver), så bliver det meget hurtigt meget ensartet, at se på – bare rolig. Du skal bare lige over dit første projekt.

GODE FIF

Nu skal du i gang med at strikke. Jeg har med årene erfaret nogle tilbagevendende problematikker, så læs lige disse gode fif inden du starter. Og igen, når du støder i problemer.

  • LÆS ALTID AFSNITTET FÆRDIGT, INDEN DU BEGYNDER AT STRIKKE
    Når man har gjort det, har man en forståelse af, hvor man er på vej hen. Herefter kan man så læse og strikke én sætning ad gangen. Hvis du ikke gør det, ender man tit med at skulle trævle op, fordi man har overset, hvad man egentlig skulle have lavet.
  • HVIS DU KAN LÆSE OPSKRIFTEN, KAN DU OGSÅ STRIKKE DEN
    Husk min fars matematikregel: “Hvis du kan læse, kan du også regne”. Det gælder også for strik! Der er ikke noget svært i at strikke, men det kan være svært at læse en opskrift, fordi man går ud fra, at man ikke forstår den. Man tror tit, at det er meget sværere, end det i virkeligheden er, så giver man op, og dermed kan man ikke komme videre. Dette giver mange ufærdige projekter. Hvis du ikke forstår det, så læs det igen og igen, for tit står det lige der i opskriften, men man har bare overset det, eller ikke tænkt over, hvad det betyder. Husk at næste afsnit, kan give dig svaret på det, du ikke forstår i dette. Så læs det helt færdigt.
  •  FÅ EN STRIKKEVEN, SOM DU KAN SPØRGE TIL RÅDS
    Det er vigtigt i starten at have en mor, moster, veninde, nabo eller dame i strikkebutikken, som man kan vise sit strik til, når man er gået i hårdknude. Hvis man har læst det igen og igen og prøvet lidt af hvert, så skal man lige have hjælp til at komme videre. Få personen til at læse opskriften med dig og vise dig, hvad du overså.
  • SE HVORDAN FOLK RETTER DINE STRIKKEFEJL
    På denne måde lærer du, at gøre det selv. Den første nøgle til dette er, at du skal have en hæklenål! Str. 3 er udmærket til at rette de fleste ting. Med denne kan man rette fejl og samle løbere op.

Nu er du altså ret godt kørende og kan sagtens komme i gang.

En anden skøn kvinde er Mette fra Farmor Fabrikken. Her finder du lidt simple opskrifter og en masse ævl om strik og hækling. Jeg kan anbefale at starte med den kendte babyvest (som er allemandseje).

Når man har fanget, hvordan man strikker, kan man hurtigt synes, at man sidder og laver kikset 80’er strik. Det er ret let at rette op på, så man faktisk laver lækre ting, som ligeså godt kunne være købt i Illum. Du skal ikke lade dig snyde af billederne. Du vælger jo selv dit garn (du fortryder ikke at vælge en lækker kvalitet), knapperne eller andre søde detaljer. Det kan gøre den mest neutrale opskrift rigtig tjekket. Og så er der i de seneste år også kommet rigtig mange dygtige opskriftforfattere, som laver meget tidssvarende designs. Her kan jeg anbefale en masse bøger og hæfter.

FINE GRATIS OPSKRIFTER
Som til tider kræver, at du selv leger lidt med garn, farver og tilbehør for at de bliver lige i øjet:
garnstudio.com

BØGER OG HÆFTER MED LÆKKERT MODERNE BABY- OG BØRNESTRIK

Uldværk, Cecilie Bertelsen & Anne Pørksen

All you knit is love, Susie Haumann

Babystrik på pinde 3, Lene Holme Samsøe

Babystrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Børnestrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Sandnes opskrifthæfter (de er mange, de er lidt sværere, og de er på norsk, men med oversættelse af udtryk)

GARNBUTIKKER I KØBENHAVN

Uldstedet, Vendersgade 3, Kbh K

Sommerfuglen, Vandkunsten 3, Kbh K

Rasmillas, Hallandsgade 3, Kbh S

Tusindfryd, http://www.tusindfrydcph.dk/shop/frontpage.html

Therese Garn, Vesterbrogade 75, Kbh V

Wadils, Valby Langgade 45, Valby

GARNBUTIKKER I ÅRHUS

Yarnfreak, Ingerslev Plads 2, Århus C

Strikkepinden, Jægergårdsgade 44, Århus C

Fandango, Gammel Munkegade 19, Århus C

Garnlageret, Rosenkrantzgade 31, Århus C

Gazelle, M.P. Bruuns Gade 44, Århus C

GARNBUTIKKER I ODENSE

Tante Grøn, Vestergade 7, Odense

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Overraskende savn i mor-tilværelsen

Der er masser af ting, jeg “godt vidste”, at jeg ville komme til at savne, når jeg blev mor. Overraskende nok var der bare slet ikke overensstemmelse med de ting jeg troede, at jeg vidste, og de ting jeg i virkeligheden savner. Det er meget banalt, og kald mig bare naiv, men jeg tror min livskvalitet højnes, hvis jeg får det igen. Nattesøvn, restaurantbesøg, vinbar, impulsaftaler til voksenagtige ting, biografen, alenetid på toilettet og tid til at shoppe (til mig selv) er slet ikke på listen. I hvert fald ikke i særlig høj prioritet. Nej, de ting jeg savner er meget mere udefinerbare. Det er ting, man nogle gange først opdager, at man har haft brug for, hvis man i et øjeblik får lov at mærke det igen.

Jeg savner at ligge med lukkede øjne i en solstråle og lytte til lyde i det fjerne. En bil, en latter, én der laver mad. Roen, som man nærmest ALDRIG har i et travlt liv med job  og børn. Jeg var priviligeret til jeg var over 30, hvor jeg havde tid til at få pulsen helt ned på en fridag. Hvor man kan få lov at tage en lille morfar i solen, tænke store og små tanker og bare SLAPPE AF!

Jeg savner højlydt, passioneret sex. Den slags, hvor man ikke tænker på “om de nu kan høre det” eller “om de måske er vågne”. Eller hvor man stopper efter 2 sekunder, fordi den ene begynder at græde i babyalarmen eller en nattetime, hvor en anden har mareridt og kommer ind. Og måske de slet ikke kommer ind eller vågner de fleste gange, men alt det krudt man helt ærligt bruger på at tænke, “hov- kommer der nogen?”. Det ødelægger bare noget. Ved nærmere eftertanke, så savner jeg bare sex. Det behøver ikke engang være højlydt, men bare regelmæssigt og uden afbrydelser af enten små sexterrorister eller blot bekymringen om dem.

Jeg savner at bande og sige tingene lige ud. Jeg vil godt indrømme, at det har klædt mig, at begynde at overveje lidt mere, hvordan jeg taler. Også selvom det stadig ikke er helt godt. Men det er bare så forbandet ucharmerende at sidde og bande foran børn, for derefter at kræve at de ikke gør det. Så jeg øver mig ad helvede til. Som man siger. Men jeg savner, ikke at skulle overveje, hvert et ord, der forlader min mund.

Jeg savner at spise det antal pålægschokolademadder, der passer mig, og spise slik, når jeg har lyst til det. Det dur jo ikke, hvis man ikke lige synes, at børnene skal have så meget slik- eller bare ikke lige nu. De må jo gerne ende lidt bedre end én selv. Så nu ender jeg med at sidde og skovle chokolade ind så snart de er lagt, for ligesom at kompensere, for de få stykker, jeg ikke fik spist i løbet af dagen. Det er et rigtig skidt regnestykke. Det er nærmest blevet en hel afhængighed. Jeg går og craver det, mens jeg vasker op og venter på, at børnene skal lægges. Flot.

Jeg savner at spise med folk, der ALLE sammen sidder ned under måltidet. Og ikke kaster med tallerkener, mad, eller bare nægter at spise noget som helst, af det ekstremt sunde og gennemtænkte måltid man både har brugt tid og penge på. At det første der siges om det man har lagt kærlighed i, ikke er, “jeg kan ikke lide …”, “jeg vil altså ikke smage på …”, “må jeg godt få en rugbrødsmad med det samme?”

Der er en del flere ting på listen, men dette er et par af dem. Der er også ting, som jeg er blevet bedre til og gladere for. I det store hele, synes jeg egentligt at det er ret fedt at være mor. Derfor kan jeg nu godt glæde mig til kl. 20, når spaghettien skyder gennem luften og mit nyvaskede gulv sejler i vand og gennemtygget mad.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Hverdagsbehov for en bonderøv i byen

Hvad er der nu galt med Føtex? Og nej, jeg mener ikke Føtex Food, men RIGTIG Føtex. Hvor jeg kan få uldbodyer, stegepander og bøger? Jeg har altid elsket Føtex, SuperBrugsen, Kvickly og den slags store supermarkeder, men jeg vil vove at påstå, at det næsten er blevet et behov, siden jeg er blevet mor. Jeg er nødt til at tage ud på ydre Nørrebro, for at komme i et “ordentligt” supermarked, og det gør jeg så ind i mellem. For nyligt var jeg fx nødt til at tage i hele 3 “supermarkeder” (inde i byen uden det store udvalg), før jeg måtte kapitulere og tage på Nørrebro. Bare for at få fødselsdagsflag til min datter! Det kan godt være, at jeg er en bonderøv, men vi skal sgu da have flag over det hele, når der er fødselsdag.

Urtehave. Ja, nu bliver jeg måske lidt krævende af en bybo at være, men der er simpelthen ikke sol nok i vores baggård. Jeg vil så gerne have en urtehave med ærter, kartofler, gulerødder, krydderurter og jordbær. Ligesom vi havde i forstaden, da jeg var barn. Jeg ELSKEDE det. Det var fantastisk at så ting, pleje dem og se dem gro. Og jeg tror på, at det var virkelig sundt for mig som barn og menneske, at få den oplevelse med. Men der var også sol i vores have, og min mor skulle bare lige åbne havedøren, for at vande. Ikke gå ned fra 2. sal. Det føles bare ikke helt ens. Samtidig deler vi gård med et kollegie, og jeg har både set folk pisse i min basilikum i en brandert, og jeg fjerner dagligt cigaretskodder fra vores planter og fliser. Det er bare ikke helt det, jeg forbinder med mad.

Et bryggers!! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det ikke er en menneskeret at have et bryggers i en børnefamilie. Nu har jeg klaret mig uden opvaskemaskine (med 3 børn inkl. et flaskebarn) indtil for ganske nyligt, og det var ikke altid en fest. Men at have mit vasketøj, som ikke er så lidt endda, stående til tørre i alle rum i lejligheden er bare ikke fedt. Jeg ville elske at have et bryggers til rengøringsremedierne og vasketøjet. Min veninde som bor i hus har endda en vasketøjsskakt fra førstesalen til bryggerset (dybt-misundelig-chokeret-smiley-med-åben-mund)!!

“Børnene på vejen”-konceptet. Vi har heldigvis 3 skønne unger i opgangen (foruden mine egne), som matcher godt i alder. Men jeg savner følelsen af, at børnene er mere frie, som man lidt er i forstaden. Altså at de bare lige løber ud og hører, om nogle af de andre kan lege. Og at der altid er nogen, når andre ikke kan. At ungerne samles på fællesarealer og har mere udetid. Bybørn er frygteligt meget inde. Og som oftest er leg arrangeret som legeaftaler. Da jeg var barn legede vi med vores skolevenner i skolen, og kom hjem og legede med hjemme-vennerne på vejen. En gang i mellem havde man en legeaftale, men behovet var ikke så stort, fordi man også havde masser at tage sig til derhjemme.

Jeg kunne blive ved. Og så tænker I måske, “hvorfor flytter du så ikke til forstaden?” Men livet er jo ikke sort og hvidt. Jeg elsker mulighederne i byen og bruger den meget. Jeg elsker specialbutikkerne, at have venner tæt på til impulsaftaler, og at alt er i gåafstand. Og så er der jo også den detalje, at vi er en familie med mange behov. Vores liv er her. Mine papbørns skole og mor er her. Min kærestes job er her. Så nu må vi drømme os til et sommerhus.

/Katrine

 

 

 

Vil du ikke også læse:

img_9627

Mig-tid anno totusindogmor

Katrine 2012- hverdags fridag: 

Sover længe. Sådan ca. til kl. 9. Tænker at jeg virkelig bør stå op, men hyggesøvnen og den bløde dyne er for fristende. “Kommer til” at sove videre. Først 20 minutter, så en halv time mere. Jeg tvinger mig ud ad sengen og tager et laaaaaaaaaaangt bad. Der bliver både vasket, skrabet, filet og poleret diverse dele. Det er godt nok også sket dagen forinden, men det er vigtigt at holde sig top tunet. Bare for velværets skyld. Jeg har god tid til at plukke øjenbryn og nærstudere mig selv i spejlet, mens jeg lægger en beskeden, men fejlfri make-up og iklæder mig præcis, det jeg har lyst til. Det er ikke vigtigt om stoffet er skrøbeligt, eller hvor tydeligt man ser pletter. Slet ikke.

Jeg tager ind til byen, når jeg har korrigeret de to ting, som står lidt forkert i lejligheden og tørret den ene lille plet af, som jeg mod forventning opdager på køkkenbordet. Jeg spiser brunch i solen på en café. Hører folk gå forbi med hver deres agenda, mens jeg sidder og læser Bolig Magasinet. Her skriver jeg “læser”, fordi jeg rent faktisk har overskud til at læse artiklerne. Jeg drømmer mig frem til den dag, hvor jeg sidder i en stor, lækker lejlighed med 3 nuttede børn i hver deres tjekkede børneværelse, mens jeg selv sidder i mit stilrene, men meget personlige køkken-/allerum og drikker tjekket kaffe fra min endnu mere tjekkede espressomaskine. Fuldstændig som i bladet.

Det her er en mig-dag. Jeg skal have massage! En hel times grundig massage til de ømme muller. Som er ømme, fordi jeg træner tit. Faktisk adskillige gange ugentligt! Efter massagen skjuler jeg olieresterne i hårgrænsen med et par hårnåle, og korrigerer den nu lettere ærgerligt placerede mascara. Dette er faktisk dagens største downer. Øv! Fedtet hår i kanten omme i nakken. Jeg mødes med en veninde, der heldigvis ikke kommenterer på det, mens vi bruger en stor andel af vores løn i Illums Bolighus. Igen. Herregud- der kommer jo løn igen i næste måned, og det er jo ikke som om, der er nogen, der afhænger af mig. Vi tager faktisk også ud og spiser senere. Sådan impulsivt(!) Og drikker måske en enkelt cocktail eller to på en lille tjekket cocktailbar på indre Nørrebro. Jeg bliver jo ikke ligefrem vækket mellem midnat og kl. 7, så der er ingen grund til at gå tidligt hjem i seng. Livet er skønt!

Katrine 2016- hverdags fridag: 

Vågner kl. 6.17 til lyden af mit barn, der skifter mellem, “hej heeeeeej HEJ!” og “waaaaaaaaaaaaaaaaa”. Skynder mig ind og henter hende, så hun ikke vækker de andre to, som først skal op kl. 6.45. Skifter hende, giver hende havregrød, børster hendes tænder og klæder hende på til dagen. Løbende samler jeg de stykker toiletpapir op, som hun har revet itu og smidt i hele lejligheden. Den store idylliske lejlighed med 3 halvfærdige børneværelser, som viser sig at have beboere, der ikke er 100% enige i den top tjekkede indretning, og dermed gerne samler sure sokker, sten, bananskralder og tomt slikpapir i alle gemmer. Lejligheden sejler i farverige dimser, der gør ondt at træde på, vasketøj fra 4 andre mennesker og opvask. Hun skider igen. Igennem alt sit tøj. Kommer i bad- det var alligevel også mange dage siden, jeg havde nået det. Får nyt tøj på og bliver afleveret så hurtigt, at hun ikke kan nå at gøre det igen. I hvert fald ikke i min varetægt. I mellemtiden er der også spist morgenmad med de 3 andre, mens min datter har kastet med maden, tallerkenerne, kruset inklusiv vand og tømt alle de nederste køkkenskuffer ud over gulvet. Honningen og sesamfrøene er bortført i den røde dukkevogn. Førstnævnte nu uden låg.

Jeg kommer hjem efter vuggestueaflevering. Huset er mennesketomt, men ganske genstandsrigt. Jeg bruger de næste 5 timer på oprydning, vasketøj og sortering. Altså bare lige for at få det værste, og få tingene tilbage i den tilstand, de var, da jeg gik i seng. Det er sindssygt tilfredsstillende. Her er rent, stille og ordentligt. Jeg elsker det.

Jeg pisker i bad. Det må ikke tage for længe, for jeg skal nå at købe strømpebukser, natdragter og bodyer. Jeg skal bytte nogle sko, som den ældste ikke ville have alligevel, og købe fødselsdagsgave til noget børnefødselsdag i weekenden. Jeg kan lige nå en hurtig kaffe med en veninde, men hun er nødt til at aflyse, fordi hun sidder derhjemme med et feberbarn. Vi udveksler sms’er, som til forveksling kunne ligne kommandoer, hvis man altså ikke er mor og ved, hvor nødvendigt det kan være at spare på fyldord og emoticons. Det er egentlig helt okay med mig. Jeg orker næsten ikke menneskekontakt. Jeg kan ikke overskue at tale med nogen. Nyder bare at der ikke er nogen, der kræver noget af mig. Drikker kaffen alene, men kan ikke rigtig side stille til at drikke den langsomt, da jeg også gerne lige vil nå hjem og nyde det rene hjem i en halv time, inden jeg skal hente min datter igen. Kommer på vejen hjem i tanke om, at jeg også skal handle til aftensmad. Den halve time går med det, og jeg henter hende på vejen.

Eftermiddagen kører i den sædvanlige rille med udeleg så længe som muligt, for at undgå ulvetimens indtræden. Hjem og lave mad, hele tiden med et skrigende barn om anklen eller et lidt mindre skrigende barn på hoften. Der rodes, svines og produceres vasketøj på ny. Aftenen går med at putte og vaske op. Klokken er 21, og det sidste barn sover. Jeg rydder al eftermiddagens rod op IGEN. Smider mig på sofaen trods overdøvende træthed, for jeg MÅ bare “læse” i mit Bolig Magasinet. Det ER jo min mig-dag. Jeg ser bladet igennem hurtigt, mens jeg dvæler kort ved de bedste af billederne. Ser et afsnit af en Skam. Kommer for sent i seng igen, men jeg måtte bare have lidt mig tid. Min kæreste spørg, “har du haft en god fridag?” Og det helt oprigtige svar er faktisk stadigvæk, “ja”. Bare anderledes end før jeg blev mor.

 

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

IMG_8479

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

Vil du ikke også læse:

phptofvzf

Mascaraen kan godt klare en dag mere. Igen.

Jeg kan ikke udstå forestillingen om, at man bare feder den, når man er på barsel. Man dikke-dikker en glad lille prop, mens man bæller caffe latte med nyvasket hår og uchippet neglelak. Barsel ER fedt, og der BLIVER drukket kaffe, men det er ikke på den tjekkede måde med pænt tøj og højtlagt rouge. Det er på den udvaskede måde med gylp på armet, indtørret hirsegrød på brystlommen, udtværet snot på bukserne, forskellige strømper, uglet OG fedtet hår, mens en glad lille prop klasker én i hovedet og hiver én i håret hvinende i et volumenniveau, der får øvrige cafégæster til at vende øjne. Meget lidt federen.

Ovenstående billede har floreret på Facebook og øvrige medier i flere år, men holder aldrig op med at være relevant. Den tilhørende tekst lyder, “Yesterday you asked me, what I did all day. Well, today I didn’t do it”. Hver dag når min kæreste kommer hjem og siger, “har I haft en hyggelig dag”, så lyder det såååå afslappende. Og vi har da tit haft en fin dag, men hyggeligt er bare ikke helt det rigtige ord. For at tydeliggøre “hyggen” får I her et indblik i den forgangne dag. Forud for dagen var en nat med 3 x 1,5 times søvn afbrudt af ca. 45 minutters intervaller af host og gråd.

07.10: Baby vågner, mor ignorerer i håb om mere søvn. Working Dad har været op arbejde længe.

07.20: Mor har givet sut 14 gange og været genstand for hårryk, ansigtsklask og utålmodige skrig. Vi står op.

07.30: Har skiftet baby og klædt hende på. Er nu i gang med at lave grød.

08.00: Baby har spist lidt, men gider ikke rigtigt. Får tilbudt flaske, men gider heller ikke rigtigt det.

08.30: Baby har været forsøgt aktiveret på legegulvet, men er ikke helt tilfreds. Kommer nu i gummistol og udstyres med sing-along-telefon.

09.00: Er selv kommet i tøj, fået tørshampoo og kontaktlinser i. Mascaraen kan godt klare en dag mere. Igen. Baby puttes i barnevogn.

09.15: Det er en god dag. Baby tager lang lur, så jeg når at lægge tøj sammen fra 4 store vaske, skifte sengetøj, lægge babydyne samt betræk væk, vaske halvstor opvask op, vaske og skolde hele 30 sutteflaskedele. Rydde op på børneværelset, badeværelset og i køkkenet. Lave to-do-liste for dagen (som ikke er længere end andre dage). Skære grøntsager ud og i gryde (klar til senere). Pakke dokumenter i kuvert til bank, samt sende email til forsikring. Pakke de 284 ting man skal have med, når man skal ud ad døren med en baby i flere timer.

11.30: Baby vågner. Vi går på Hovedbiblioteket og får lavet pas x 2, kørekort, samt internationalt kørekort (det hele tager ca. 45 min, mens baby lykkeligt laver sin høje skrigelyd 2 meter fra piger i start 20’erne prøver at arbejde). Bytter tøj x 2. Sender brev til banken.

13.00: Baby er nu MEGET sulten. Vi panikker ned på café (det er det her folk ser, når de konkluderer, at man bare feder den), hvor de har højstol og puslebord. Skifter lorterøv (ej for helvede, hvor længe har hun siddet i den??) og finder plads, hvor meget højtskrigende baby skal pakkes ind i hagesmæk, mad findes frem og ting samles op fra gulvet, som uheldigvis var inden for babycirkumferensen. Der mades. Bestilles en fiskefrikadelle og danskvand. Vi skal jo yde lidt for at sidde der. Kommer i tanke om, at jeg egentlig også er ret sulten… (fik jeg morgenmad?)

14.00: Æde-/lykkeskrigeseance under skævende blikke endelig slut. Pakker mosmonster og tilhørende habengut sammen efter aftørring af ALT. Orker ved betaling ikke at forklare den tjekkede servitrice, at min håndtaske (en lille Magasinpose med limegrøn poseklemme fra IKEA) kun er midlertidig, til jeg får TID til at finde en ny. Pakker barnevogn og går mod Magasins sportsafdeling. (Skal jo for f….. i form igen, så skal have en ny sports-BH matchende post-ammebryster.) 

14.30: Baby er nogenlunde tilfreds med shopping, men lunten er kort. BH-mand måler op vurderer, at min omkreds er øget med 8cm og skålstørrelse krympet 4 skåle. (Super. Har jeg fået flere ribben eller hvad?). Han tilbyder sports-BH, som omdanner mine resterende bryster til armhuledeller og topspild. Han mener den sidder fint, hvis vi lige tager en større størrelse i omkredsen. Tænker, at mine vanlige mål nok ikke er helt skæve trods post-amning og ny måling. Siger tak for hjælpen, men at jeg er nødt til at gå nu. Forhører mig hurtigt i taskeafdelingen om de har fået min taske hjem, men baby vil ud.

15.00: Er ude. Lægger baby, som nu ikke gider sove. Mødes med babys moster for at fejre hendes eksamen i ca. 30 minutter inden jeg skal hjem. Skal jo også lige på 4 timers vagt i Børns Vilkår.

16.00: Working Dad er dermed hevet tidligt hjem fra rigtigt arbejde for at overtage – nu sovende baby. Han siger et eller andet sødt, men jeg hører, “what did you do all day?”. Remser lidt op, men opgiver. Har jo alligevel ikke det hele med. Det er ærlig talt heller ikke særlig interessant, men har brug for en form for klap på hovedet, som en dygtig hund.

16.45: Efter 45 minutters myldertidstrafik i København K indser jeg, at det var på torsdag, at jeg skulle på vagt. FUCK sgu da!

17.15: Hjemme igen. Kommer i tanke om 3 ærinder, jeg har glemt. Laver mere mos til baby. Googler noget om mængde af MME til en 8 måneders baby. Tjek. Sender Working Dad i Irma, så vi kan få mad.

19.30: Har spist. Putter baby. Gør klar til endnu en opvask. Mere oprydning. Working Dad tager murertøjet på, og går ned i sit “hobbyrum” (som vi kalder værelserne, han forsøger at bygge til al hans avl). Der vil han være de næste 3-5 timer.

20.45: Mine kontaktlinser har tørre pletter, jeg ikke kan se igennem. Jeg NÆGTER at gå i seng. Vil have alenetid uden baby. Uden hans børn (som ikke engang er her denne uge, så dette er loppetjansudgaven af hverdagen). Skriver blog. Drikker rødvin. Forstår godt hvordan hverdagsalkoholisme opstår. Skal have pakket til i morgen, hvor vi har sidste runde af babysvømning og den ugentlige mødregruppe. To ting jeg elsker, men som er så hårde at have på samme dag. Burde også pakke nogle gaver ind.

Første februar starter jeg på arbejde igen. Det er mig en gåde, at folk får tingene til at hænge sammen, når de skal arbejde igen. Jeg kan knap nå mine ærinder, mens jeg er på barsel. Og så spørger de, om jeg godt kan få tiden til at gå!!? Jeg overvejer at tage orlov fra min orlov, for at få tid til at nå mine ærinder. Mere rødvin. Over’n’out!

*

(Vi ejer ikke rettighederne til billedet eller det tilhørende engelske citat, men har ikke kunnet finde rettighedshaveren- skriv endelig hvis det er dit!)

/Katrine

Vil du ikke også læse: