Tag: fødselsforberedelse

TING DU IKKE BEHØVER AT PAKKE I HOSPITALSTASKEN

Ting du IKKE behøver at pakke i hospitalstasken

En hospitalstaske er, som navnet antyder, den taske der pakkes, inden der er afgang mod hospitalet og titlen som forældre. Særligt for en hospitalstaske er, at den ofte pakkes uger før termin og bor tæt på de kommende forældres hoveddør, så ingen glemmer den, når den endelig skal i brug.

Konsulteres veninder, søstre og internettet for, hvad der egentlig bør puttes i hospitalstasken, får man formentlig en bruttoliste over særlige trusser, babyudstyr og tidsfordriv. Og som højgravid kan det være svært at sortere i alle de gode råd på den tykke side af fødslen. Så er det nemmere bare at pakke alt.

Her forsøger vi at fremhæve, hvad vi faktisk fik brug for, og endnu vigtigere hvad vi ikke skulle have brugt krudt og plads på at pakke ned. Så behøver du ikke en piccolo, når I flytter ind på føde- og barselsgangen.

*

Det fik jeg brug for:

  • BABYKALENDEREN
    Et fantastisk redskab til at indføre ammetidspunkter (inkl. hvilket bryst), malkning, erstatning, afføring, søvn osv. Man kan IKKE huske det!
  • ØNSKESEDDEL
    En meget kort og helt rimelig liste til min jordemoder over ting, jeg ønskede mig under fødslen, hvis muligt. Fx ville jeg gerne selv tage imod. Det er svært at huske at sige i situationen.
  • BLØDE BUKSER MED LØS ELASTIK OM MAVEN
    Maven er mindre, men det er ikke rart at noget strammer.
  • AMME-BH
    Jeg havde ikke én med og endte med at lave en af bleer og nettrusser … Det var der ikke meget støtte i. Jeg havde ikke villet købe én inden jeg fødte, fordi jeg ikke vidste, hvor store mine bryster ville blive, når mælken løb til. Det viste sig at være overflødige bekymringer, da de bløde uden bøjler fra fx Babysam giver sig adskillige numre. Det skal de jo kunne, da brystet varierer i størrelse mellem amninger.
  • MOBILTELEFON + OPLADER
    Der er lige et par mennesker, man gerne vil have fat i de næste par dage.
  • TØFLER OG MORGENKÅBE
    Man tror det er løgn, men man går faktisk ud på gangen (for at hente mad) i morgenkåbe og tøfler som en anden Far til Fire. Men det er mere diskret end nettrusser og hospitalsskjorte.
  • LILLE SPEJL
    Ja… kald mig bare erhvervsskadet, men jeg skulle altså have overblik over skaderne. Og min telefon lagde massakren på iCloud. S U P E R .
  • BABYTØJ
    Kun til hjemturen. Jeg blev indlagt efter fødslen, så der var tøj til baby.
  • KONTAKTLINSER, BRILLER OG ØJENDRÅBER
    Jeg skal sgu se noget!
  • RYGRAD
    Jeg var førstegangsmor og kom til at lade mig trumle, når de vejledte i ting, der fik mine indvolde til at rotere. I retrospekt var det helt helt forkert for mig. Det var mit barn, og jeg kunne mærke noget helt andet, end det de sagde. Jeg var bare så bange for at afvise råd fra mere erfarne og professionelle, for jeg havde jo aldrig prøvet det før.

Det var overflødigt:

  • FØDETØJ
    Jeg må le. Jeg havde virkelig gjort mig umage, for jeg skulle se overskudslækker ud, når jeg elegant poppede mit lille vidunder ud. Jeg fødte SOM ALLE ANDRE i en hospitalsskjorte. Den kan også knappes op, så baby kan komme op på brystet.
  • VANDREJOURNAL
    Alt ligger elektronisk- de bad aldrig om den. Så ingen grund til at nævne for dem, at jeg i øvrigt havde glemt den.
  • UNDERHOLDNING
    Fx Boligblade. Are you kidding?? På det tidspunkt troede jeg aldrig, at den slags kunne interessere mig igen. Jeg inhalerede min baby i en rus af lykke, jeg er forfalden til at blive afhængig af.  Og mine få babypauser burde have bestået af søvn.
  • TRUSSER
    Om jeg så havde forsøgt, havde jeg ikke kunnet skrue mit smadrede skræv ned i mine almindelige trusser. Her blev hospitalets net-trusselette brugt på sexet vis til at komplimentere min fine nettrusse-amme-bh.
  • BIND
    Selv de største Tena-bind har funktion som et trusseindlæg under syndflod. Hospitalets voksenbleer hjalp, og først vel hjemme igen var jeg klar til menneskebind.
  • COMPUTER
    Til hvad? Jeg kan ikke engang huske hvorfor.
  • MÆNGDER
    Hovedsagligt havde jeg bare for meget af de forskellige ting med. Babytøj, eget tøj, cremer, klude, bla bla bla. Havde nærmest ikke rørt indholdet i min store duffel, da vi skulle hjem efter 5 dage!

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

41409-US-combo-TENA-Light-Pads-Moderate-long

5 ting nogen gerne måtte have fortalt mig om at føde et barn

Nu er det ikke for at skræmme livet af jer, men der var lige nogle yndige overraskelser, jeg på én eller anden måde gerne ville have vidst inden, så jeg kunne forberede mig på situationen. Jeg ville godt nok ikke kunne have ændret på det, men jeg ville ikke have følt mig så snigløbet af min egen krop og sammensværgelsen af postfødende kvinder, som valgte IKKE at advare mig.

  1. Man er et krater af smerter “dernede” i ikke så få dage efter fødslen
  2. Barselsflåd
  3. Blødning i 8 uger
  4. Hormonel hypersvedning
  5. Man kommer måske aldrig til at ligne sig selv igen dernede

Uddybende om alle 5:

  1. Jeg fortalte min kæreste, at vi jo også kunne vælge at lægge hans 14 dages øremærkede farsel (som Karoline så fint har døbt det) på et senere tidspunkt, hvor baby var lidt ældre og sjovere. Han kiggede kærligt og overbærende på mig, og sagde, at der jo var en grund til, at man lagde dem i starten. Det var muligt, at jeg havde brug for en masse hjælp, da jeg nok ikke var helt mig selv lige efter fødslen. “Nej nej” tænkte jeg, men hvor slemt kunne det lige være? Ret slemt. Min nummi lignede en vindrueklase fra den frodigste franske vinmark, og føltes som en dartskive for skud, for slet ikke at tale om hvordan det føltes, når min indtagede næring, gerne ville ud. Den forreste del af krateret var hævet til uigenkendelighed med flere sting end der kunne tælles, som også bidrog fint til smerten og ubehaget. Om det sved, når jeg tissede, spørger I…?
    Konkret info: De første 14 dage gjorde meget ondt. De næste 14 dage gjorde ondt, men var bedre. De næste 2 uger begyndte det at fortage sig til et helt tåleligt niveu. Herefter helede det sidste over længere tid, men jeg husker det ikke som noget særligt. 
  2. “Hvad fanden er det”, spørger du? Det havde jeg sådan set heller aldrig hørt om.
    Konkret info: Gråligt udflåd af varierende konsistens, men hovedsageligt meget vandigt, som kommer i rigelige mængder i op til 8 uger efter, at man har født. Det lugter heller ikke særlig godt. Men det er helt normalt, og det forsvinder igen. Hvorfor ved man ikke det? Så er man da fri for at blive skuffet på uge 2, over at det er der endnu.
  3. Den der efterfødselsdblødning varer også ganske længe. Jeg tror, jeg havde forestillet mig maks en uge. Men det varer i maaaange uger. Og det er også helt normalt. Jeg tænker at man bare skal forestille sig, at man lige får de næste 9 måneders menstruationer overstået med det samme.
    Konkret info: Man kan bløde i op til 8 uger efter fødslen. Der er en helt gennemtænkt grund til, at moderen får sit efterfødselslægetjek 8 uger efter fødslen. Så på med gigabind og ingen grund til bekymring, hvis du ikke er helt bleg og svimmel. Blødningen skal gerne aftage løbende i styrke.
  4. De første par nætter efter fødslen, tænkte jeg at der var noget galt med sengetøjet på hospitalet. Det måtte være meget syntestisk. Jeg svedte natligt, som jeg aldrig har svedt før, så sengetøjet var helt drivvådt. Det viser sig, at det var hormonelt pga hormonskiftet fra gravid til ikke gravid/ ammende. Jeg måtte i flere uger skifte sengetøj og dyner mange gange natligt, fordi alt var gennemblødt.
    Konkret info: Man sveder så voldsomt som en kvinde i overgangsalderen om natten i mange uger efter fødslen- hvor mange husker jeg ikke, men længere end blødningen. Det aftager også løbende i styrke.
  5. Jeg havde naivt forestillet mig, at når det akutte efter fødslen lige var overstået, så ville mine nedre dele ligne sig selv så nogenlunde igen. Det gør de ikke. Den hormonelle påvirkning under graviditeten gør at tingene vokser lidt, og afhængig af fødselstraumer (altså hvor meget man går i stykker), og hvordan det lige kan stykkes sammen igen, ændrer udseendet sig mere eller mindre drastisk. Det kan godt være, at det lyder petitesse problematisk, og det er det måske også, men ikke desto mindre, definerer ens ydre en del af ens identitet- uanset om det er en synlig eller skjult del. Jeg havde aldrig rigtig overvejet, om jeg synes den var “pæn” før, men nu synes jeg i hvert fald ikke den er det. Og det niver stadig, der hvor de klippede mig.
    Konkret info: Det er ikke sikkert at din nedre identitet forbliver den samme. Man vænner sig til den nye, men ikke øjeblikkeligt. Der er stor forskel på, hvor meget eller lidt forandret den bliver. Men man ville heldigvis aldrig bytte tilbage igen.  Det første syn, må I dog ikke være skræmt af. Den normaliserer sig DRASTISK efter de første måneder, så ha’ tålmodighed og optimisme i begyndelsen. Det ser meget værre ud, end det egentlig er.

Nu er I i hvert fald varslet, om de glædelige kropsændringer man glemmer eller ikke aner hører med til pakken. Heldigvis er naturen sådan indrettet- at jeg ville gøre det hele igen på et splitsekund.  

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Min gudmor skulle tage imod min datter. Sådan har det altid været.

Hun tog imod mig, mine brødre, kusiner og mange andre af mine forældres venners børn. Min gudmor er noget helt særligt, også som jordemoder. Hun er mild, intelligent, beskeden, handlekraftig og næstekærlig. Hun har en ekstra fin fornemmelse af både fødesituationen, men også af selve alvorligheden i fødslen. Hun har været en gave til fødende kvinder, i al den tid jeg har levet. Jeg vil gå så langt som at sige, at hvis jeg har et idol, som jeg vil bestræbe mig på at blive som, så er det hende. For mig var det noget af det mest naturlige, at hun skulle tage imod mit barn! Denne beslutning blevet taget da jeg var barn og blev stærkere og stærkere i løbet af mine teenage- og voksenår. Desværre var jeg 31 år om at finde den mand, som skulle være far til mit barn, og to år før jeg fødte mit vidunder af et barn, kom det sidste barn til verden ved min gudmors hænder.

Det kom som et chok for mig, da jeg indså, at jeg nu på egen hånd skulle føde min datter. Min mor har altid sagt, at hendes fødsler var som at smutte mandler, for alle bekymringer forsvandt, så snart Gitte trådte ind i rummet. Jeg ved det er rigtigt – for jeg var med! Jeg var 5,5 år første gang og 7 år anden gang. Første gang synes jeg det var lidt ulækkert og langsommeligt, men anden gang spurgte jeg min far, hvorfor jeg mon græd, når nu jeg følte mig så lykkelig. Mit første møde med glædestårer.

Jeg har altid “vidst” inderst inde, at jeg var fantastisk til at føde og til at amme. Det var min mor. Det ville jeg også være. Min krop er bygget til det, og hvis ikke de bryster jeg render rundt med kan amme et barn, hvad skulle de så sidde der for? Denne følelse af totalt skråsikkerhed og selvtillid forsvandt som dug for solen, da jeg blev konfronteret med realiteterne, som er virkelighed for de fleste højgravide kvinder. Gitte skulle ikke tage imod mit barn. Jeg ville ikke vide, hvem der mødte mig i mit livs vigtigste øjeblik. Der ville ikke være nogen garanti for kemi, eller hvor fagligt dygtig eller erfaren min jordemoder ville være. Jeg var RÆDSELSSLAGEN. Det var langt under min værdighed at erkende. Jeg har i alle årene brystet mig af ligefrem at glæde mig til at føde og været taknemmelig for, at dette netop var min og ikke mandens opgave. Jeg har altid har set det som et privilegium at få denne oplevelse.  Nu var alle disse følelser væk. Jeg turde ikke.

Alligevel er jeg stærkt overbevist om, at det er vigtigt for både mor og barn, at barnet fødes vaginalt, hvis dette er muligt. Der kan jo altid komme mekaniske eller akutte medicinske komplikationer i vejen, og her er det vigtigste naturligvis, at barnet kommet ud sikkert, uanset om det så er ved et kejsersnit. Så der var ingen slinger i valsen. Jeg havde, grundet tidligere maveoperation, carte blanche til at få planlagt kejsersnit, da ingen kunne spå om udfaldet af en vaginal fødsel, men jeg VILLE føde selv – trods angst. Jeg havde glædet mig hele mit liv til denne fødsel, og det skulle fandeme blive løgn, at den oplevelse skulle tages fra mig pga angst for det uvisse.

Arbejdshandskerne kom på! Researchperioden begyndte. Yoga-, APA-, meditativ-, aqua- og anden fødselsforberedelse var bare ikke lige nok til at overbevise mig om, at jeg havde tjek på det eller i det hele taget kunne klare denne fødsel uden min gudmor. Først da jeg læste om Smertefri Fødsel, var der noget, der begyndte at rykke sig. Ikke at jeg troede på at det blev smertefrit eller for den sags skyld havde behov for, at det blev det, men fordi det gav mig troen på, at jeg kunne bevare kontrollen over angsten, og dermed få min længeventede fantastiske fødselsoplevelse. Jeg så tilpas mange anmeldelser fra kvinder der af forskellige årsager havde været skrækslagne inden fødslen, men havde taget kurset og haft fantastiske fødsler. Det jeg kunne læse mig til om teknikkerne gav mening for mig- ikke så meget i et med smerten og sjælen tilgang, men mere praktisk når dette sker, gør du sådan tilgang. Meget lavpraktisk i virkeligheden – lige noget for mig.

Jeg tilmeldte mig basiskurset efter en vejledende telefonsamtale med Anja Bay, som også mente at det kunne være rigtig gavnligt for mig. Det blev det også. Det jeg opnåede var en forståelse af fødslens faser, som jeg følte mig tryg og hjemme i. Vi lærte rytmen af en ve, og PRÆCIS hvordan vi skulle forholde os under den. Det handlede meget om tilegnede reflekser- altså at indøve nogle gode reaktioner på veen, så man dermed ikke forværrer smerten unødigt. Der var fire sessioner, hvor vi øvede teknikker til både veer, presseveer, fødestillinger og en enkelt gang med vores mænd. Her så vi en helt anden version af, hvad deres rolle i fødslen kunne være, hvis man ønskede mere end en budbringer/ vandbærer. Det var skønt! Og min tro på, at jeg kunne håndtere dette, og at jeg vidste, hvad der skulle ske, gjorde mig tryg. Jeg gik fødslen i møde uden angst. Kurset havde givet mig håndgribelige teknikker til alle fødslens faser og min indre ro og tiltro til egen kunnen var tilbage. Jeg kunne klare det her! Også uden Gitte – min elskede gudmor. Det som hun symboliserede for mig før, var nu erstattet med handlekraft og selvsikkerhed. Jeg var klar!

Selve fødslen forløb ikke lige efter bogen, men det vil jeg gerne fortælle om på et andet tidspunkt. Kurset hos Anja Bay vil jeg altid være lykkelig for, at jeg tog. Jeg er fuldstændig overbevist om, at man har større risiko for en dårlig fødselsoplevelse og lav smertetærskel, hvis man går fødslen i møde med angst og usikkerhed. Derfor er jeg glad for at vide, at jeg gav mig selv de bedste odds for at få en god fødsel. Næste gang vil jeg bruge samme teknik, og der nailer jeg den!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

2-12

Mens jeg ventede …

Når man er gravid vælter det ofte ned over én med forslag til hvad man på ingen måde kan gennemleve en graviditet og i særdeleshed en fødsel uden.

3 ting kunne jeg dog ikke være foruden, alle ting anbefalet af min enestående veninde Mie, der i øvrigt er mor til 3 drenge på 0-3 ½ år, hva’ siger i så? (respekt) Hun er en fantastisk mor og en kæmpe inspirationskilde for mig.

Jeg er sygeplejerske og står normalt lidt af, når ting bliver for ”Urtede” hjemmefødsler og spelt gør mig lidt nervøs. Jeg er tryg ved hospitaler, autoriteter og monitorering. Anyway here it comes;

*

Mammayoga

Beliggende i hjertet af Nørrebro på Blåggardsplads, drevet af den rolige og skønne Louise Timm, igennem de sidste måneder af min graviditet guidede hun mig til at trække vejret, bruge min krop og finde en fantastisk ro. Nu gik min fødsel så hurtigt at jeg til tider kan have min tvivl om hvorvidt jeg egentligt nåede at trække vejret undervejs. Men yoga timerne ville jeg aldrig have været foruden.

mamayoga.dk

 

Amoxa

Jordmoder Helle Ella udretter mirakler på Christianshavn, eller det tror jeg i al fald på. Jeg havde en stålfast forestilling om at jeg ikke ville gå til min terminsdag, og da slet ikke over tiden. Helle Ella, laver akupunktur og bringer kroppen i balance… WTF… da jeg kom der første gang, spurgte hun om jeg var stærk? ”Ja for søren”, sagde jeg, og begyndte straks at fortælle om al den sport jeg havde lavet gennem min graviditet og forinden. Helle Ella fiskede dog for et noget andet svar, hun mente stærk i balancen mellem krop og sind. De næste 4 konsultationer brugte hun så på at styrke min krop og mit sind til fødslen. Når jeg fik behandlinger hos hende, var min lille pige fyr og flamme inde i maven, hun har fra dag et (2 dage før termin) været en stærk og harmonisk lille størrelse, og jeg er ret sikker på at jeg har Helle Ella at takke for det..

Amoxa.com

 

Yummy mommy

Når det hele bliver lidt for ”urtet”, og man bare drømmer om rød læbestift, lange vipper og parfume, så kan bogen Yummy Mommy af Charlotte Torpegaard bringe dig lidt i den rette stemning, uden du nødvendigvis behøver at svælge i parabener og ftalater, det er sjov og hyggelig læsning med et væld af fif til at blive en lidt hottere mummy eller mummy to be.

/Kristina

 

*

Se også Karolines forberedelser her…

 

Vil du ikke også læse: