Politisk korrekthed(eslag) i 2015

I 2015 druknede min facebook i negative artikler og postuleringer om, hvordan vi forældre gør det hele forkert, og at vores børn bliver dybt traumatiserede af selv de mindste fejl. ALLE mindre fejl faktisk. Nu troede jeg netop, vi havde etableret at opdragelse og uddannelse giver de bedste resultater ved at rose og fremelske de gode ting. Hvorfor så igen al den negative og faktisk ganske manipulerende kritik med en løftet pegefinger helst med et gran selvfremhævelse som kirsebær på toppen?

Jeg vil hermed gerne erklære min bragende uenighed i følgende hotte 2015-facebook-emner:

1: Man må ikke kalde sin datter PRINSESSE.
Med mindre vi er ude i degraderende og uetiske ekstremer som “mors lille luder” eller “fars lille Nazi”, så kan jeg simpelthen ikke se hvad det rager andre, hvad man kalder sine børn! Jeg bliver provokeret i en grad, hvor jeg får lyst til at kalde min datter prinsesse, selvom det egentlig ikke falder mig naturligt. Til gengæld kalder jeg hende Skiderikke. Og Banditte. Og alt-muligt-andet-kærligt. Jeg sover med sindsro (afbrudt af 2-5 suttetabspanikanfald) omkring, at min datter vokser op uden at troat hun hedder Skide-Rikke eller Ban-Ditte. På samme måde formoder jeg, at andres børn ikke vokser op i den tro, at de rent faktisk er vaskeægte prinsesser af den royale familie. Skulle jeg her tage helt fejl, så beroliger jeg mig med, at prinsesser er hårdtarbejdende kvinder, der ofrer mange ting for at udfylde en stor rolle. De har måske flere penge, men det er nok de færreste, der egentlig har lyst til at bytte beklædnings-/ ytringsfrihed og privatliv for et diadem.

2: Man må ikke KYSSE sine børn PÅ MUNDEN!
Jeg kysser dagligt min datter på munden. Og på panden og kinden og fødderne, og lige der hvor jeg har lyst. Jeg har ikke tænkt mig at afvise mit barn, der kaster sine læber efter mit ansigt i formodning om at give og modtage kærlighed i form af et kys. Dermed har jeg ikke tænkt mig at aftvinge hende mundkys, hvis hun når til et punkt, hvor hun ikke længere selv ønsker det. At kysse sine børn på munden og trutte dem på ballerne bliver aldrig seksuelt, med mindre vi gør det til det. Er man selv af en anden holdning, er det helt okay med mig, men lad også mig opdrage mit barn, som jeg ser rigtigt.

3: Man skal ikke AMME OFFENTLIGT, og gør man det skal det helst være under en burka.
Jeg ammede min datter offentligt uden at dække hende skamfuldt til med en stofble! Jeg tror bare, jeg remser op her: jeg er stolt af at amme, det er svært at amme, det er sundt at amme, det er naturligt at amme, det er det underligste issue nogensinde, jeg gider ikke selv spise uden frisk luft eller udsyn, og slutteligt ville jeg have bare en anelse mere respekt for ammeskammerne, hvis de var lige langt fremme i deres politisk korrekte sko, når det angik seksualisering af kvindebrystet, reklamesøjler med MEGET mere blottede kvinder, radioreklamer om opfordring til utroskab og den øvrige seksualisering af hele vores samfund.

4: Der er en aldersgrænse, hvor dine børn ikke længere må SE DIG NØGEN!
WHAT? Stop nu det der! Dette er i tråd med ovenstående den virkelige synder. Hvorfor al denne seksualisering af helt naturlige ting? Min krop er naturlig og min datter kommer til at SE MIG NØGEN til hun siger stop! Og gør hun ikke det, så stopper det ikke. Der er ikke en korrekt alder, at tildække sig og skammeliggøre vores kroppe. Det er i min optik (både personligt og lægefagligt) faktisk helt helt forkert, da vores børn ikke kan lære at have et naturligt og kærligt forhold til deres egne kroppe, hvis vi skammeliggør den. De skal kunne studere voksnes kroppes udseende (både mænd og kvinder) i de forskellige aldre af deres barndom, da det er forskellige ting de forholder sig til på forskellige tidspunkter. Vi er blevet så forskrækkede for nøgenhed og pædofili, at vi blander tingene sammen. Jeg tror 80’erne havde fat i noget helt rigtigt på mange punkter. NB: Har man ikke lyst til at være nøgen foran sit barn, lader man naturligvis blot være med dette, men igen vil jeg ikke påduttes kunstig blufærdighed eller kravet om at afvikle det naturlige syn på kroppen. Vær som I er, men lad andre gøre det samme.

5: Man må ikke lægge BILLEDER af sine børn PÅ NETTET!
Lad os nu ikke blive alt for firkantede. Har man ikke lyst til at lægge billeder op af sine børn? FINT! Lad endelig være. Men jeg kan simpelthen ikke lade være, for jeg vil så sindssygt gerne dele, hvor ekstremt sød jeg synes hun er. Det er det største, der nogensinde er sket i mit liv, og jeg kan ikke være i mig selv af stolthed. Jeg forventer ikke likes i hobetal eller søde kommentarer, men jeg bliver glad, som alle andre slaver af de sociale medier, når jeg får det. Dette gør mig ikke til en uansvarlig mor, der ikke ved noget om internetsikkerhed. Jeg har privatindstillinger på de ting, jeg mener er nødvendige. Jeg har masser af meganuttede billeder, som aldrig kommer til at se internettet, fordi de ikke er egnede til det. Jeg kommer heller ikke til at poste min datter nøgen eller i uheldige vinkler. Jeg vurderer, at vi lever i en verden, hvor det bare er en del af alles liv, at der altså er billeder at finde af én på nettet. Det kommer vores børn til at lære at navigere i, og så længe jeg laver en velovervejet sortering af, hvad jeg lægger op eller giver tilladelse til at andre lægger op, så er det fint for mig. Jeg tager ansvaret herfor. Fx har adskillige velmenende gæster på Louisiana taget billeder af min datter i udstillings-matchende outfit, og jeg er ok med, at det evt bliver delt på nettet. For der er ikke noget galt med det billede.

6: CURLINGBØRN kan ikke agere i samfundet!
Fint nok. Der er sikkert nogle curlingbørn rundt omkring, men det er blevet så skide poppet at kalde alle børn, som oplever omsorg, hjælp og forståelse for curlingbørn. Hvordan er det blevet negativiseret, at vi hjælper vores børn frem i livet og beskytter dem? I 80’erne var det smart at hakke på børnene og råbe ad dem. Røvfuld var en naturlighed og blev ikke engang skjult for naboen. I 60’erne slog læreren og hyppigt med forældrenes opbakning. Vanskeligheder i skolen blev mødt med trusler, skældud og prygl. Og nu synes man pludselig, at børn, som får kærlighed til at finde selvværd, tryghed til at udvikle sig, og opbakning til at turde kaste sig ud i livet og tro på sig selv, er negativt. De laver ikke dagens gode gerning? Dem ser jeg en hel del af i alle nulevende generationer, men jeg ser også det modsatte. Vejen til fred i verden er GODE FORÆLDRE, DER OPDRAGER GODE BØRN. Thumbs up forældre for det hårde og indlevende engagement! Og dem der bliver for meget- de har nu altid været der.

Peace, love and harmony.

/Katrine

Vil du ikke også læse: