Tag: det offentlige rum

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

PUNKTERING AF FORÆLDREKLICHÉER

Punktering af forældreklichéer

  1. LIVET STOPPER IKKE, BARE FORDI MAN FÅR BØRN
    Nej, det gør det jo sådan set ikke på den der hjertet-pumper-blodet-rundt-i-kroppen-og-lungerne-får-lavet-et-rimelig-fornuftigt-luftskifte-som-giver-blodet-noget-at-transportere-rundt måde. Men. Det liv man har STOPPER. Alle der siger noget andet PISSELYVER DIG LIGE OP I HOVEDET! Og ja, nu sidder der sikkert et par stykker af jer klar til at forsvare ovennævnte kliché, men jeg står fast. Livet går med ét fra at handle om dig til at handle om dem. Det der formodentligt ligger bag klichéen er, at det er ikke kun dine rammer der ændres, det er i høj grad også dine prioriteter. Og det er her kernen ligger. Selvom du teknisk set stadig kan tænke på dig selv 24/7, drikke vin 3 hverdagsaftener om ugen, træne hver dag og stadig have masser af tid til venner, så vælger man ofte at gøre noget andet. Der er nogle helt andre værdier på spil, og i øvrigt også væsentlig mindre tid. Tingene sættes lidt mere i system, fordi det er den måde det glider nemmest på. Selvom man er loose i sin opbringning (dermed ikke nødvendigvis opdragelse) af børn, så er de stadig sultne før kl. 21, de skal stadig sove flere timer i døgnet end dig, og de kan ikke hente sig selv fra vuggestuen, mens du tager i fitness. Livet stopper ikke, men det ændres. En hel del. Man skal kæmpe meget hårdere for at opnå det samme som før på alle ikke-forældre-punkterne i livet.
  2. GRAVIDITET ER IKKE EN SYGDOM
    Nej, det er ikke (nødvendigvis) noget man dør af, for det er der heldigvis ikke så mange i Danmark, der gør længere. Men det var der faktisk engang. Og det er der stadig mange andre steder i verden. Det betyder ikke at selve graviditeten er en sygdom, men det betyder at kroppen er i en ændret tilstand, som påvirker forskellige gravide i forskellig grad. Tilstanden kan også sagtens udvikle sig til sygdomme i forskellige farlighedsgrader og for nogen, kan det være livsfarligt. Grunden til at det ofte ikke bliver livsfarligt i Danmark er, at vi forebygger og behandler. Det ville være så fint, hvis alle gravide SELV kunne få lov til at fortælle, hvordan de havde det. Hvis du gerne vil vide om hendes graviditet er en sygdom eller måske bare en gevaldig gene/ smertefuld tilstand eller andet- SÅ SPØRG. Du ved det ikke bedre end hende. Heller ikke selvom du selv eller din kone havde en problemfri graviditet.
    I forlængelse af dette:
  3. “HUN KLAREDE GRAVIDITETEN SÅ FLOT!”
    Dette siges oftest om kvinder, som har haft en forholdsvis let graviditet og dermed fortsat har kunnet løbe, arbejde, feste længe osv. Og bevares- jeg synes altid det er flot, når folk har klaret en graviditet (og fødsel). Men jeg begriber ikke, at “hun klarede det flot” er forbeholdt de kvinder, der i store træk ikke var særligt plagede i deres graviditet. Hvad med de kvinder, der skulle ligge ned i flere måneder? Det er fandme flot klaret! Hvad med dem der kastede op i flere måneder? Det er fandme også flot klaret! Eller dem, der havde så voldsomme smerter (eller andre gener), at de enten måtte sættes igang før tid eller endda formåede at modstå dette. Det er flot klaret! Jeg kunne blive ved- kvinder der mistede en tvilling, men holdt hovedet højt. Kvinder der blev skilt, men alligevel stod stærkt og klarede det hele selv. Så de damer- har du klaret en graviditet, og har du haft udfordringer i form af (indsæt selv problem her)- så skal det siges: HOLD KÆFT HVOR ER DET FLOT KLARET! I SALUTE YOU!
  4. “I SKAL IKKE VÆNNE HAM/HENDE TIL AT…”
    Hold nu bare de gode råd for dig selv. Med mindre du blev spurgt. Kvinder (og andet godtfolk) har altid været glade for at dele ud af deres gode og til tider bedrevidende råd. Endda folk, der ikke selv har børn, er glade for at fortælle, hvordan det lige skal gøres. Jeg er helt med på, at man sagtens kan lære af andre, og at man sagtens kan have indøvet nogle uhensigtsmæssige rutiner. MEN. Kan vi ikke godt stoppe med at tale om alle de ting vi fejlagtigt “vænner” vores børn til og fra? Det startede allerede med at vores mormødre fortalte os, at vi ikke måtte “vænne” babyerne til at skulle sidde på armen. I ved- de babyer, der aldrig har oplevet andet end nærkontakt med mor fra de var blot få celler store. Her taler vi jo snarere om en fravænning fra mor. Så måtte vi ikke “vænne” vores børn til at sove sammen med mor og far. Eller til at sove, når der var stille. Eller eller eller… Jeg vil bare lige dele en observation her: som oftest, når forældre står med babyer/børn i en drilsk tilbagevendende problematik, så HAR de prøvet alt det oplagte. Men børn er forskellige, og nogle gange så er det bare, som det er. Det er alligevel en kort periode, de er så små.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

WARNING- BABY ON BOARD

WARNING: BABY ON BOARD

Man kender skiltet i bagruden på bilerne. Den slet skjulte irritation over, at folk mener deres børn skal beskyttes mere end andres. At man skal være særlig varsom omkring netop deres børn. Følelsen af, at de forventer du kører som en idiot lige indtil du ser deres pas-nu-på-mit-barn-skilt, hvorefter du sætter farten ned, lægger mobilen fra dig og holder bedre afstand.  Kender du den følelse? Så læs videre- for du har fuldstændig misforstået konceptet, og jeg vil med min nymoderlige indsigt gøre dig dybt taknemmelig over sådanne skilte. Advarsler- som det jo er.

ANEKDOTE
Jeg er alene ude at køre med min datter, som meget uhensigtsmæssigt er placeret i sin autostol bag førersædet. Jeg fik ikke lige tænkt over det, inden jeg drønede ud i verden for at ordne dagens liste af ærinder. På sidste køretur var jeg passager, hvorfor det der gav god mening, at hun sad bag førersædet, så jeg kunne nå hende. Det kan jeg ikke nu. Heller ikke se hende faktisk. Men jeg kan  T Y D E L I G T  høre hende. Jeg kan høre, at hun vil have “posemad, Moowaaaarrrrr” (fuck- hun kan sige det nu!), banan, sutter, sovesut og abrikos (??). Hun vil gerne have læst “Peter DAAAALLL MOWAAAARRRR”, og det generer hende ikke det fjerneste, at der lige er en uventet afspærring og omkørsel, som jeg altså skal koncentere mig om.

Den endnu ikke indsigtsfulde vil sige, “så ignorer hende da, og koncentrer dig om trafikken” eller “hold dog ind til siden og løs problemet, og så kør videre”. Til dette vil jeg igen dele ud af min visdom. DET KAN IKKE ALTID LADE SIG GØRE! Det er ikke muligt midt i et lyskryds med omkørsel og ændrede kørebaner inde i København K lige at holde ind til siden. Det er heller ikke nødvendigvis en særlig god løsning, da lyden vil fortsætte, det sekund jeg sætter mig bag rattet igen. Og ignorer hende… Forestil dig at sidde til din afsluttende eksamen/ et vigtigt møde/ din fars begravelse eller andet du vanligvis ville kunne koncentrere dig om, nu med en ghettoblaster for fuld hammer med Rammstein lige ind i venstre øre, mens du får mærkbare, ukurante spark i ryggen og mærker pixiebøger flyve gennem luften. Det er værre end det- for de moderlige instinkter træder i kraft, og man har svært ved at koncentrere sig. Hjernen har kortsluttet- der er for mange input.

I trafikken er det lidt svært at sige, “undskyld- vil du lige gentage det?”. Det er lidt sent, når man allerede er i en forkert kørebane, har overset et rødt lys eller bremset hårdt op for en forgænger, der lige mente at de kunne nå det, hvis de løb. Man forsøger at køre ansvarligt, mens man også ved, at balancen mellem 100% øjenkontakt med vejen, og 100% koncentration om vejen er to modsatrettede ting, der kræver højre hånd omme på bagsædet en varierende, men aldrig ubetydelig del af tiden og øjnene på vejen, det meste af tiden.

Hvorfor stopper disse mennesker (folk med børn) så ikke med at køre bil? Tja… hvorfor gør ældre ikke? Hvorfor kører folk hjem efter en nattevagt? Hvorfor tager folk rulletrapperne, når der er rigtige trapper? Fordi det nogle gange er det der skal til, for at få livet til at hænge sammen. Og Muttis forsinkede opmærksomhed på vejen er ikke nødvendigvis langsommere end en ældre medborger eller én der lige har fået en dårlig nyhed. Den er bare synlig, fordi uopmærksomheden sidder på bagsædet.

MORALE
Baby on Board skiltet er ikke en nedsættende løftet pegefinger, men nærmere et PAS-FOR-HELVEDE-PÅ-JER-SELV-FOR-DEN-HER-VOGN-ER-LIVSFARLIG-skilt. Det kan sidestilles med SKOLEVOGN-skiltet. Så tak for det! Tak for advarslerne. Og pas på jer selv derude i trafikken, for forældre kan må også køre bil!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

TING DU IKKE BEHØVER AT PAKKE I HOSPITALSTASKEN

Ting du IKKE behøver at pakke i hospitalstasken

En hospitalstaske er, som navnet antyder, den taske der pakkes, inden der er afgang mod hospitalet og titlen som forældre. Særligt for en hospitalstaske er, at den ofte pakkes uger før termin og bor tæt på de kommende forældres hoveddør, så ingen glemmer den, når den endelig skal i brug.

Konsulteres veninder, søstre og internettet for, hvad der egentlig bør puttes i hospitalstasken, får man formentlig en bruttoliste over særlige trusser, babyudstyr og tidsfordriv. Og som højgravid kan det være svært at sortere i alle de gode råd på den tykke side af fødslen. Så er det nemmere bare at pakke alt.

Her forsøger vi at fremhæve, hvad vi faktisk fik brug for, og endnu vigtigere hvad vi ikke skulle have brugt krudt og plads på at pakke ned. Så behøver du ikke en piccolo, når I flytter ind på føde- og barselsgangen.

*

Det fik jeg brug for:

  • BABYKALENDEREN
    Et fantastisk redskab til at indføre ammetidspunkter (inkl. hvilket bryst), malkning, erstatning, afføring, søvn osv. Man kan IKKE huske det!
  • ØNSKESEDDEL
    En meget kort og helt rimelig liste til min jordemoder over ting, jeg ønskede mig under fødslen, hvis muligt. Fx ville jeg gerne selv tage imod. Det er svært at huske at sige i situationen.
  • BLØDE BUKSER MED LØS ELASTIK OM MAVEN
    Maven er mindre, men det er ikke rart at noget strammer.
  • AMME-BH
    Jeg havde ikke én med og endte med at lave en af bleer og nettrusser … Det var der ikke meget støtte i. Jeg havde ikke villet købe én inden jeg fødte, fordi jeg ikke vidste, hvor store mine bryster ville blive, når mælken løb til. Det viste sig at være overflødige bekymringer, da de bløde uden bøjler fra fx Babysam giver sig adskillige numre. Det skal de jo kunne, da brystet varierer i størrelse mellem amninger.
  • MOBILTELEFON + OPLADER
    Der er lige et par mennesker, man gerne vil have fat i de næste par dage.
  • TØFLER OG MORGENKÅBE
    Man tror det er løgn, men man går faktisk ud på gangen (for at hente mad) i morgenkåbe og tøfler som en anden Far til Fire. Men det er mere diskret end nettrusser og hospitalsskjorte.
  • LILLE SPEJL
    Ja… kald mig bare erhvervsskadet, men jeg skulle altså have overblik over skaderne. Og min telefon lagde massakren på iCloud. S U P E R .
  • BABYTØJ
    Kun til hjemturen. Jeg blev indlagt efter fødslen, så der var tøj til baby.
  • KONTAKTLINSER, BRILLER OG ØJENDRÅBER
    Jeg skal sgu se noget!
  • RYGRAD
    Jeg var førstegangsmor og kom til at lade mig trumle, når de vejledte i ting, der fik mine indvolde til at rotere. I retrospekt var det helt helt forkert for mig. Det var mit barn, og jeg kunne mærke noget helt andet, end det de sagde. Jeg var bare så bange for at afvise råd fra mere erfarne og professionelle, for jeg havde jo aldrig prøvet det før.

Det var overflødigt:

  • FØDETØJ
    Jeg må le. Jeg havde virkelig gjort mig umage, for jeg skulle se overskudslækker ud, når jeg elegant poppede mit lille vidunder ud. Jeg fødte SOM ALLE ANDRE i en hospitalsskjorte. Den kan også knappes op, så baby kan komme op på brystet.
  • VANDREJOURNAL
    Alt ligger elektronisk- de bad aldrig om den. Så ingen grund til at nævne for dem, at jeg i øvrigt havde glemt den.
  • UNDERHOLDNING
    Fx Boligblade. Are you kidding?? På det tidspunkt troede jeg aldrig, at den slags kunne interessere mig igen. Jeg inhalerede min baby i en rus af lykke, jeg er forfalden til at blive afhængig af.  Og mine få babypauser burde have bestået af søvn.
  • TRUSSER
    Om jeg så havde forsøgt, havde jeg ikke kunnet skrue mit smadrede skræv ned i mine almindelige trusser. Her blev hospitalets net-trusselette brugt på sexet vis til at komplimentere min fine nettrusse-amme-bh.
  • BIND
    Selv de største Tena-bind har funktion som et trusseindlæg under syndflod. Hospitalets voksenbleer hjalp, og først vel hjemme igen var jeg klar til menneskebind.
  • COMPUTER
    Til hvad? Jeg kan ikke engang huske hvorfor.
  • MÆNGDER
    Hovedsagligt havde jeg bare for meget af de forskellige ting med. Babytøj, eget tøj, cremer, klude, bla bla bla. Havde nærmest ikke rørt indholdet i min store duffel, da vi skulle hjem efter 5 dage!

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

GUIDE- NEM TRANSPORT MED BARNEVOGN

GUIDE: Nem transport med barnevogn

Da min lille pige var blot 18 dage gammel, var jeg nødsaget til at tage turen fra Århus til København med tog. Det gjorde, at jeg hurtigt fik øjnene op for, hvor simpelt man egentlig kan transportere sig rundt i Danmark både inter- og intracity. Det er slet ikke så svært eller besværligt, som jeg havde forestillet mig og derfor har jeg fået rejst rigtig meget (med offentlige transportmidler). Dermed har min barsel ikke gjort mig fastlåst, og jeg har følt mig ligeså fri som før baby. Og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig rejst så luksuriøst, som nu…

GENERELLE ANBEFALINGER:

  1. REJS ALTID MED TOG ELLER FLY PÅ DE ‘LANGE’ DISTANCER.
    Det er svært at trøste et grædende barn på bagsædet i en bagudvendt autostol med fuld fokus på trafikken på storebæltsbroen… Ikke rart for nogen af jer. Det er jo forskelligt hvad man synes er langt, men ved længere rejsetid end 20-30 minutter, ville jeg vælge offentligt, hvor man kan være tilstede med sit barn. Grunden til at jeg gerne kører i en halv time er, at det er den tid hun som regel er glad nok for at køre bil. Tag ikke fejl af, hvor hurtigt ens fokus ender i autostolen!
  2. HUSK ALTID AT TAGE AFSTED I GOD TID.
    Det kommer næppe som en overraskelse for en mor, at det hele tager lidt længere tid med et barn, men på diverse banegårde skal man lige tillægge elevatortid, hvor der både kan være kø og tekniske fejl. Man skal også lige øje sig sit “giver du lige en hånd”-offer.
  3. VÆR IKKE BANGE FOR AT BEDE OM EN HÅND.
    Jeg har nu rejst utallige gange og har endnu ikke mødt én, som sagde nej til at hjælpe med at løfte vognen op i toget eller andet. Folk har så travlt med at klippe billetten og finde deres pladser, at de dog ikke altid tænker på at spørge selv, så bare spørg- de fleste står der jo selv på et eller andet tidspunkt i livet. (Bare spørg- folk holder gerne øje med baby, mens du er på toilet eller hjælper med at få barnevognen op i toget.)
  4. HUSK RIGELIGT MAD OG DRIKKE TIL JER BEGGE.
    Er du ammende får du brug for masser af vand og mad til turen, da det ikke længere kan købes om bord. Giver du flaske/ skemad, så bliver du også glad for at have lidt ekstra med her, eller kan turen blive RIGTIG lang.
  5. PACK LIGHT.
    Du får brug for mindre, end du regner med. Man er så tryg ved at være derhjemme, for der er ALT, man jo liiiige kan stå og mangle til baby. Det går så fint med et par bleer, vådservietter, to stofbleer, og lidt tøj. Alt kan jo vaskes eller tilkøbes, når I når frem. Jeg har været afsted med elektrisk brystpumpe, pusletaske, poser med gaver, ferietaske til baby og mig og tre indkøbsposer fra Føtex. Man kan pakke en barnevogn godt op!

NØGLEN TIL AT KØRE MED TOG:

  1. PLADSBILLET TIL BARNEVOGNEN.
    Den er GRATIS! Og så længe du har den, er du sikker på at der er plads til jer i toget. Denne billettype kan kun bestilles på stationen eller telefonisk (70131415). Hvis du først bestiller pladserne samme dag som afgang, kan du risikere at din vogn står langt fra dine pladser eller i den anden ende af togvognen.
  2. PLADSBILLET TIL DIN BABY.
    Denne koster 30kr, men da du GRATIS kan have op til to børn med på din billet, er der ikke yderligere omkostninger forbundet med det. Jeg lover, at de er godt lagt ud! Indtil min baby var 5 måneder kunne jeg lægge hende til at sove på pladsen ved siden af min. Ofte kunne jeg have hende sovende hele vejen. Ellers var hun let at aktivere uden, at jeg hele tiden skulle stå op, fordi vi havde plads nok.
  3. PLADSBILLET TIL DIG SELV.
    Det giver måske sig selv, men ellers er der ikke megen mening i babys pladsbillet. Husk billet. Da jeg tit er i Århus har jeg klippekort. Det er billigere og med kvindelogik har jeg en stor engangsudgift og ellers koster turen mig kun 60 kr i pladsbilletter pr gang.

Husk- der er ALTID nogen til at hjælpe dig ombord og ned igen. Der er pusleplads om bord- også hvis det toilet er i stykker. Så låser de gerne op, så du kan bruge puslepladsen, som man i øvrigt altid sidder tæt på. Bare kast jer ud i det!

NØGLEN TIL BYBUSSER:

Nu kender jeg mest til Århus og København. Her har de fleste busser lav indstigning, som gør, at du selv kan komme ind og ud uden hjælp fra fremmede. Der er plads til to barnevogne pr bus, så hvis der allerede er to, kan du være nødt til at vente til den næste. Dette hænder, men man lærer hurtigt, hvilke ruter der er proppede, og oftest har man tid til at vente på den næste. På samme måde som med tog er man nemlig gået i lidt bedre tid end før baby. Måske. Ellers ved du nu, hvorfor mødre altid kommer for sent 😀 Barnvognen og barnet er også her GRATIS. Hvis der er akut ammebehov, eller baby er ked og vil være på armen, så er folk rigtig søde til at rejse sig i barnevognsenden af bussen.

Hvis I har spørgsmål eller tilføjelser om andre ting vedrørende transport, så smid endelig en kommentar. Information om rejser og fly med baby findes i flere selvstændige indlæg.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

img_4200

Nytårsfor(t)sæt for 2017

Jeg har tænkt nogle ret store tanker, synes jeg selv. Vanligvis er vi ude i, “jeg skal begynde at løbe igen, minimum 2 gange om ugen” eller “jeg skal blive god til at lave cheesecakes”. Som oftest er det tanker, der opstår, mens vi sidder omkring det fine nytårsbord og snakken falder på, om der er nogen, der har et nytårsforsæt. Denne gang er det anderledes. Jeg har tænkt tankerne længe, og jeg har egentlig først nu besluttet, at det skal være et decideret nytårsforsæt. Derfor er det blevet et nytårsforTsæt, da jeg allerede er begyndt så småt.

Egentlig er det også et ønske om noget gensidigt. Et håb om, at vi i fællesskab kan opnå noget nyt. Eller måske genopnå noget, som i min levetid er blevet mere og mere fjernt.

Jeg kan huske i min barndom, at folk kørte hensynsfuldt, og tænkte over, hvad der kunne være rart eller svært for de øvrige trafikanter. Jeg kan huske, at vi rejste os for ældre i bussen og tilbød at støtte dem over fodgængerfelter eller bære deres poser. Vi bød Mohammed velkommen i klassen og ville alle sammen gerne være hans bedste ven, for som vores lærer Annie sagde, så havde Mohammed og hans familie haft en rigtig slem rejse og havde brug for at blive taget godt i mod. Når vi var rigtig frække i skolen sagde vi “monkeyface” eller “hey smukke, du ligner røven på en dukke”. Og når Carsten blev rigtig vred og slog og græd, så vidste vi godt, at det var fordi, at det var rigtig svært at bo på børnehjem op til jul. Vi forstod, at ligeså vel som vi havde behov og følelser, så havde andre det også. Og måske vi ikke kendte hele historien bag deres reaktioner, så derfor mødte vi dem med kærlighed. Det lærte min mor mig.

Sådan er det delvist stadig. Vi har stadig vidt forskellige baggrunde og historier. Vi ved ikke, hvem der bærer på nogle lidt for store bekymringer eller sorger, og vi ved ikke, hvor svært folk har ved at få livet til at hænge sammen. Desværre har fokus fjernet sig en hel del fra at passe på hinanden. Passe på jorden. Udvise medmenneskelighed og overbærenhed. Og ikke mindst erkende, at vi er mange på denne jord og i dette land, og at det er nødvendigt at vise hensyn og tænke i større billeder end ens eget behov. Vi er alle dybt begravede i vore egne navler med fokus på vores korte og langsigtede mål. Det er alt lige fra at ville nå med over for grønt- også selvom det ikke længere er hverken grønt eller gult, for derved at tvinge venstresvingende bilister til at køre over for rødt. Eller at ville holde tættest muligt på indgangen til IKEA, og derfor uden hensynstagen til øvrige gæster, parkere sin bil på “af- og pålæsningspladsen” og gå ind i IKEA for at shoppe småting og spise frokost. At råbe og skrige af fremmede mennesker, hvis deres dagsorden kommer på tværs af ens egen, uden først at have forsøgt med venlighed eller på at forstå dem.

Hvis vores grundindstilling kan ændres, så vores udgangspunkt ikke er, at “andre vil os det ondt” eller at “min ret er vigtigere end andres”, så kunne det være, at verden- også vores egen lille navlepillende verden- kunne blive et gladere og tryggere sted at bo. Jeg ser flere og flere mennesker være i krig med alle på deres vej, som om vores medmennesker er forhindringer lagt ud for at gøre livet besværligt. Vi ser verden ud ad vore egne øjne i alle forståelser, og ikke os selv, som en del af et større verdensbillede. Netop med fokus på hinandens velbefindende kan vi komme til at mærke trygheden, varmen og næstekærligheden. Det vil aldrig blive trygt at ekskludere os selv og vores børn. Det vil aldrig blive lykkeligt at pege fingeren væk fra os selv altid.

Mit nytårsforsæt for 2017 er at behandle andre godt og være mere overbærende. Ikke forstået på den måde, at jeg vil lade mig træde på. Men i alle de uskyldige situationer, hvor man lader sig rive med og hurtigt bliver irriteret, fordi det kommer på tværs af ens egen agenda. Jeg vil blive bedre til at forsøge at forstå, hvorfor andre tænker og gør, som de gør. De fleste mennesker foretager ikke hovedløse handlinger, men gør det så godt, som de kan. Jeg vil tage mere ansvar for min del af konflikterne og forsøge at bringe den gode tone tilbage i dagligdagen. Én udfordring ad gangen.

Jeg har allerede fejlet 50 gange her i bilen på vej til København fra Smilets By. Men resten af turen vil jeg smile og sige “pyt”. Også over for mig selv.

Godt nytår til jer alle!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Min datters køn kan aldrig være et tabu

Vi lever i en tid, hvor der er så stor fokus på inklusion og forskellighed, at vi er i fare for at tabuisere normalen. Det der startede ud som værende en vigtig kamp mod tabuer, har rykket sig så langt i den anden retning, at det nogle gange kan være umuligt ikke at træde folk over tæerne. Det kan til tider føles noget akavet og lidt som om, at vi har givet afkald på afslappetheden.

Det er svært ikke at træde nogen over tæerne, selvom det slet ikke er hensigten. Og også uden at jeg egentlig synes, at det der blev sagt var forkert. Man kan jo godt blive klogere. Fx kan jeg godt forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at bruge ordet “neger”, og derfor gør jeg det ikke. Men jeg kan ikke forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at man siger “normalt” om de mest hyppige ting. Heri ligger betydningen af ordet. Så fx at “føde normalt” er den naturlige vej, da det er sådan naturen har indrettet os, og da det er sådan flest kvinder gør. Dermed ikke sagt et eneste nedsættende ord om kejsersnit, da dette jo er en fantastisk mulighed, for de fødsler, hvor dette er nødvendigt.

På én af mine yndlingscaféer hænger der en tegning af en kvinde med en tissemand (eller en mand med bryster). Den er lavet af et lille barn og er faktisk ganske fin. Jeg smilede og talte med min datter om billedet, mens min kaffe blev lavet. Ved siden af stod en ung person, som blev rigtig såret over, at jeg ikke synes, at personen på tegningen så helt normal ud. Vi fik en snak om, at bare fordi normalen var en anden, så var der jo ikke noget forkert i, at se ud som på billedet. Der gik lidt tid, inden vi kunne enes om, at de fleste enten var mænd eller kvinder. Igen var “normalen” anstødelig, sårende og helt forkert at tale om. Jeg synes, det er tungt. At man nærmest skal stå og undskylde, at man forsøger at lære sin 1,5 årige, hvordan kroppen fra naturens hånd ser ud.

På samme måde føler jeg snart ikke, at min datter må være en pige. Hun leger gladeligt med biler og værktøj, men allerhelst leger hun med dukker eller tørrer ting af. Måske fordi hun ser sin mor gøre det, og inderst inde har en instinktiv følelse af at være samme køn som mig. Måske fordi hendes interesser ligger dér helt naturligt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at hun er en pige, og at der slet slet ikke er noget galt med det. Jeg vil ikke have en aktie i forestillingen om, at børn er kønsneutrale de første leveår. Det er de bare ikke! Vi er født med et køn både fysisk og psykisk. Det definerer os ikke som personer, men der er stadig nogle fælles træk, som ses hyppigere blandt det samme køn. Når min datter viser interesse for dukker, så er det sådanne gaver “hun ønsker sig” og ikke de ting, hun leger knap så meget med. Jeg ser først et problem, når man forsøger at dreje sine børns interesser væk fra noget.

Jeg vil ikke have, at mit barn vokser op med følelsen af, at der er noget galt med hendes køn. Der er ikke stærke og svage køn. Der er forskellige køn, og dem omfavner vi i 2016. Jeg kan ikke se det forkerte i at antage normalen. Altså at mit lille pigebarn med kvindelige kønsorganer og kvindelige kønskromosomer identificerer sig som pige. Jeg vil ikke fratage hende, at hun er pige. Hvis hun derimod en dag kommer og viser mig, at hun er noget andet, end det jeg forestiller mig, så sadler vi om den dag. Ikke før. Det svarer for mig til ikke at tale til sine børn, før vi er sikre på, at de kan høre.

/Katrine

NB: Indlægget er redigeret kl. 22.45 d. 3.12.16 i et forsøg på at tydeliggøre, at det netop IKKE er nedladende ment.

Vil du ikke også læse:

image

Da jeg skamfuldt hev “den” frem i fuld offentlighed første gang. Barnet var jo sultent.

Jeg havde endnu ikke været i en situation, hvor jeg havde været nødt til at gøre det offentligt. Jeg vidste måske godt lidt i baghovedet, at jeg ikke rigtig havde lyst, men jeg var ikke klar over, hvor grænseoverskridende det var, før jeg sad i situationen. I endnu én af barselshverdagens logistiske udfordringer blev min lille uvidende datter pludselig sulten midt på Købmagergade. Jeg havde heldigvis Karoline ved min side, da jeg ved et cafebord foran Joe and Juice pludselig måtte blotte mig i et meget privat og faktisk overraskende skamfuldt øjeblik.

Op ad tasken trak jeg med sænket blik og hjertebanken en flaske og en brik med modermælkserstatning, som jeg uproportionalt selvbevidst hældte over i flasken, mens jeg følte at alle i 500 meters omkreds kiggede og pegede i forargelse over min ugerning. Da jeg gav mit lille barn mad løb tårene ned ad kinderne på mig i skam over, at jeg ikke havde været i stand til at amme hende, som jeg og alle andre jo VIDSTE var det sundeste. Mest politisk korrekte. Klart mest nutidige og speltede. Mindst selviske og mest rigtig mor-agtige.

Jeg sidestillede det. Jeg var en dårligere mor, fordi jeg flaskede mit barn.

Alle mine egne let skjulte fordomme ramte mig som et bræt i ansigtet. Jeg måtte erkende, at jeg få sekunder inden, jeg selv havde fundet flasken frem, havde haft ondt af den sydeuropæiske baby ved nabobordet, hvis forældre “tydeligvis ikke havde sat sig ind i, hvad der var bedst for barnet”. De var rolige, kærlige og varme, men de flaskede deres barn. Det skar i mine øjne af uvilje og uvidenhed.

Jeg havde behov for at fortælle forbipasserende om min kamp for og mit enorme ønske om at amme. De skulle vide, at det var aller, ALLER sidste løsning for mig. At jeg både vidste, hvad der var bedst, og ønskede at give hende det, og havde gjort ALT i min magt for at gøre det. Mere end rigtig mange- som sådan set også havde kæmpet mere end rigeligt. At jeg var og er en god mor. Men måske var jeg den eneste i den gade, der ikke havde fattet, at jeg allerede gav mit barn det bedste.  At netop beslutningen om, at nok var nok, og at min datter skulle mættes på trods af min moderfængelighed, var den mest moderlige og uselviske beslutning af alle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet gøre det, hvis ikke Karoline havde siddet med sit i et forstående, men også anerkendende og venlige blik. Hun støttede mig både i, at det var okay, at det var svært, men også i, at der ikke var noget forkert i, at jeg gav hende mad af flaske. Der var noget galt med mit syn på flasken. Jeg startede den dag med at forsøge at se modermælkserstatning, som den bedste mad MIT barn kunne få. For amning var ikke et alternativ. Samme dag startede jeg med, at give flaskende mødre meget mere credit for deres moderskab, beslutninger og intensioner uden at behøve at være informeret om historik og grundlag inden.

 

NOTE TO SELF:

En mor er en god mor med gode intensioner, indtil det modsatte er bevist. Ikke omvendt.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Ironien i at blive barnagtigt se-mig-stolt, når ens cykel bliver til en morcykel

Min cykel er blevet voksen! Jeg er så stolt, at jeg cykler rundt og smiler til fremmede mennesker i håb om at de opdager, at jeg altså har et barnesæde på cyklen og dermed er nogens mor! NOGENS MOR! Alle kan se det! Og med sådan lidt mere mor-credit, fordi man ikke er helt nybegynder længere, hvor alle kiggede på én og tænkte- jamen du ved jo heller ikke noget endnu. Det er der naturligvis stadig nogen der tænker, men der er altså også mange, der ligesom godt kan se, at jeg nu har fået det røde bælte i Mor.

Der opstår sådan en fællesskabelig indforståethed – en slags uofficiel klub man automatisk bliver medlem af- når man får et barnesæde på cyklen. Det kan bedst sammenlignes med motorcyklisters uofficielle fællesskab, hvor de hilser på hinanden i trafikken uden at have noget personligt kendskab til den anden. De ved det bare. De hører sammen på en hemmelig måde.

Man oplevede det allerede lidt, da man i starten tourede med sin barnevogn på ukristelige tidspunkter førhen klassificeret som nat, eller dagstidspunkter tidligere kendt som ikke-eksisterende, fordi man var på arbejde. Mødte man her en anden barnevogn blev der udvekslet et indforstået “nåh, du er også på barsel”-blik bestående af et lille smil og til tider et nik. Det kunne også være et indforstået “hvorfor kommer der udrykningskøretøj nuuuu?? Hun er endelig faldet i søvn!!”-blik mødt af et, “åh, jeg kender det! Held og lykke!”-blik. Faktisk en helt fin lille klub, som jeg i skrivende stund pludselig betvivler eksistensen af, og overvejer om min kroniske søvnmangeltilstand egentlig førte til en form for hallucinationer. Jeg hælder nu til, at jeg vitterligt VAR medlem af en telepatisk-empatisk-medmor-barselsklub.

I morcykelklubben er der 2 forskellige grader af medlemskab. Der er alle os storsmilende eller lidt blufærdige nyoptagne, som forsøger at se pro ud, mens vi balancerer med helt ny vægtfordeling på cyklen og markant mindre plads til indkøbsposer, hvis man altså har barnet i stolen. Der bliver smilet og udvekslet, “suk, jeg så dig også i krydset i morges- lange dage, hva?”-blikke, mens man forsøger at adaptere til sin nye hverdag, hvor man ikke længere er i fuldstidskontakt med sit barn. Alle nymorcyklerne deler en forståelse af hvor komplekst logistik-regnestykket omkring arbejdsliv og moderskab egentlig er. Man oplever en rummelighed over for ens alternative tolkning af trafikken. Fx kan man sagtens have for travlt til at cykle højre om i lyskrydset, og derfor være nødsaget til at spare de 2 minutter ved at venstre om, for at spare 1 x rød. Her kan et venligt, “jeg kender det!”-blik fra en medmor-cykel være rigtig rart.

De mere hardcore morcykler med slidte barnesæder (nogle evt med to) har opnået en mere hærdet tilstand af logistik-stress, hvor de ikke længere føler samhørigheden med os andre. Deres fokus er målrettet mod afhentning i diverse institutioner inden øko-aftensmaden skal på bordet. Der er pres på, men de har fået struktureret deres hverdag nok til at lykkes med trafiktimingen og deres nymoderfølelse er long gone, hvorfor romantiseringen af cyklen og fællesskabsfølelsen er ligeså langt gone. De bliver let irriterede i blikket over ens manglende mor-tjekkethed, når man stadig er ved at lære at jonglere arbejde, institution og timing. Første gang man oplever dette, er man sparket fluks tilbage i 8. klasse på efterskolen. Man troede lige, at man var blevet én af de store, men opdagede så, at dem fra 9. og 10. synes, man var en lille snotunge. Sjovt som alting er relativt.

Det kan heldigvis ikke slå mig ud. Jeg er himmelhenrykt for mit barnesæde. Både når det bliver brugt til indkøbsposer, og når (mit) verdens vidunder sidder i det og siger, “aaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhh” af sine lungers fulde kraft, fordi brosten er the shit, når man er 11 måneder. Det er som om, jeg bare lige blev lidt mere “rigtig mor”, da jeg fik det sæde, altså.

/Katrine

 

 

Vil du ikke også læse:

IMG_8425

Politisk korrekthed(eslag) i 2015

I 2015 druknede min facebook i negative artikler og postuleringer om, hvordan vi forældre gør det hele forkert, og at vores børn bliver dybt traumatiserede af selv de mindste fejl. ALLE mindre fejl faktisk. Nu troede jeg netop, vi havde etableret at opdragelse og uddannelse giver de bedste resultater ved at rose og fremelske de gode ting. Hvorfor så igen al den negative og faktisk ganske manipulerende kritik med en løftet pegefinger helst med et gran selvfremhævelse som kirsebær på toppen?

Jeg vil hermed gerne erklære min bragende uenighed i følgende hotte 2015-facebook-emner:

1: Man må ikke kalde sin datter PRINSESSE.
Med mindre vi er ude i degraderende og uetiske ekstremer som “mors lille luder” eller “fars lille Nazi”, så kan jeg simpelthen ikke se hvad det rager andre, hvad man kalder sine børn! Jeg bliver provokeret i en grad, hvor jeg får lyst til at kalde min datter prinsesse, selvom det egentlig ikke falder mig naturligt. Til gengæld kalder jeg hende Skiderikke. Og Banditte. Og alt-muligt-andet-kærligt. Jeg sover med sindsro (afbrudt af 2-5 suttetabspanikanfald) omkring, at min datter vokser op uden at troat hun hedder Skide-Rikke eller Ban-Ditte. På samme måde formoder jeg, at andres børn ikke vokser op i den tro, at de rent faktisk er vaskeægte prinsesser af den royale familie. Skulle jeg her tage helt fejl, så beroliger jeg mig med, at prinsesser er hårdtarbejdende kvinder, der ofrer mange ting for at udfylde en stor rolle. De har måske flere penge, men det er nok de færreste, der egentlig har lyst til at bytte beklædnings-/ ytringsfrihed og privatliv for et diadem.

2: Man må ikke KYSSE sine børn PÅ MUNDEN!
Jeg kysser dagligt min datter på munden. Og på panden og kinden og fødderne, og lige der hvor jeg har lyst. Jeg har ikke tænkt mig at afvise mit barn, der kaster sine læber efter mit ansigt i formodning om at give og modtage kærlighed i form af et kys. Dermed har jeg ikke tænkt mig at aftvinge hende mundkys, hvis hun når til et punkt, hvor hun ikke længere selv ønsker det. At kysse sine børn på munden og trutte dem på ballerne bliver aldrig seksuelt, med mindre vi gør det til det. Er man selv af en anden holdning, er det helt okay med mig, men lad også mig opdrage mit barn, som jeg ser rigtigt.

3: Man skal ikke AMME OFFENTLIGT, og gør man det skal det helst være under en burka.
Jeg ammede min datter offentligt uden at dække hende skamfuldt til med en stofble! Jeg tror bare, jeg remser op her: jeg er stolt af at amme, det er svært at amme, det er sundt at amme, det er naturligt at amme, det er det underligste issue nogensinde, jeg gider ikke selv spise uden frisk luft eller udsyn, og slutteligt ville jeg have bare en anelse mere respekt for ammeskammerne, hvis de var lige langt fremme i deres politisk korrekte sko, når det angik seksualisering af kvindebrystet, reklamesøjler med MEGET mere blottede kvinder, radioreklamer om opfordring til utroskab og den øvrige seksualisering af hele vores samfund.

4: Der er en aldersgrænse, hvor dine børn ikke længere må SE DIG NØGEN!
WHAT? Stop nu det der! Dette er i tråd med ovenstående den virkelige synder. Hvorfor al denne seksualisering af helt naturlige ting? Min krop er naturlig og min datter kommer til at SE MIG NØGEN til hun siger stop! Og gør hun ikke det, så stopper det ikke. Der er ikke en korrekt alder, at tildække sig og skammeliggøre vores kroppe. Det er i min optik (både personligt og lægefagligt) faktisk helt helt forkert, da vores børn ikke kan lære at have et naturligt og kærligt forhold til deres egne kroppe, hvis vi skammeliggør den. De skal kunne studere voksnes kroppes udseende (både mænd og kvinder) i de forskellige aldre af deres barndom, da det er forskellige ting de forholder sig til på forskellige tidspunkter. Vi er blevet så forskrækkede for nøgenhed og pædofili, at vi blander tingene sammen. Jeg tror 80’erne havde fat i noget helt rigtigt på mange punkter. NB: Har man ikke lyst til at være nøgen foran sit barn, lader man naturligvis blot være med dette, men igen vil jeg ikke påduttes kunstig blufærdighed eller kravet om at afvikle det naturlige syn på kroppen. Vær som I er, men lad andre gøre det samme.

5: Man må ikke lægge BILLEDER af sine børn PÅ NETTET!
Lad os nu ikke blive alt for firkantede. Har man ikke lyst til at lægge billeder op af sine børn? FINT! Lad endelig være. Men jeg kan simpelthen ikke lade være, for jeg vil så sindssygt gerne dele, hvor ekstremt sød jeg synes hun er. Det er det største, der nogensinde er sket i mit liv, og jeg kan ikke være i mig selv af stolthed. Jeg forventer ikke likes i hobetal eller søde kommentarer, men jeg bliver glad, som alle andre slaver af de sociale medier, når jeg får det. Dette gør mig ikke til en uansvarlig mor, der ikke ved noget om internetsikkerhed. Jeg har privatindstillinger på de ting, jeg mener er nødvendige. Jeg har masser af meganuttede billeder, som aldrig kommer til at se internettet, fordi de ikke er egnede til det. Jeg kommer heller ikke til at poste min datter nøgen eller i uheldige vinkler. Jeg vurderer, at vi lever i en verden, hvor det bare er en del af alles liv, at der altså er billeder at finde af én på nettet. Det kommer vores børn til at lære at navigere i, og så længe jeg laver en velovervejet sortering af, hvad jeg lægger op eller giver tilladelse til at andre lægger op, så er det fint for mig. Jeg tager ansvaret herfor. Fx har adskillige velmenende gæster på Louisiana taget billeder af min datter i udstillings-matchende outfit, og jeg er ok med, at det evt bliver delt på nettet. For der er ikke noget galt med det billede.

6: CURLINGBØRN kan ikke agere i samfundet!
Fint nok. Der er sikkert nogle curlingbørn rundt omkring, men det er blevet så skide poppet at kalde alle børn, som oplever omsorg, hjælp og forståelse for curlingbørn. Hvordan er det blevet negativiseret, at vi hjælper vores børn frem i livet og beskytter dem? I 80’erne var det smart at hakke på børnene og råbe ad dem. Røvfuld var en naturlighed og blev ikke engang skjult for naboen. I 60’erne slog læreren og hyppigt med forældrenes opbakning. Vanskeligheder i skolen blev mødt med trusler, skældud og prygl. Og nu synes man pludselig, at børn, som får kærlighed til at finde selvværd, tryghed til at udvikle sig, og opbakning til at turde kaste sig ud i livet og tro på sig selv, er negativt. De laver ikke dagens gode gerning? Dem ser jeg en hel del af i alle nulevende generationer, men jeg ser også det modsatte. Vejen til fred i verden er GODE FORÆLDRE, DER OPDRAGER GODE BØRN. Thumbs up forældre for det hårde og indlevende engagement! Og dem der bliver for meget- de har nu altid været der.

Peace, love and harmony.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

2-17

Da amning svingede mig en lussing

Jeg var STOLT ammende, allerede inden jeg blev gravid. Det er noget, jeg har glædet mig enormt meget til og har altid følt, at det var det smukkeste og mest unikke en mor og barn kunne have sammen. Arrogant har jeg, (“velvidende” at jeg selv kunne amme), haft utrolig ondt af de kvinder, for hvem det bare ikke lå helt så naturligt, “som for mig”, og som har måttet opgive. Og når man er SÅ stort et naturtalent, er det jo heller ikke nødvendigt at forberede sig med eksempelvis litteratur om emnet. Der var heller ingen grund til at konsultere min gudmor, der som jordemoder har vundet en pris i ammevejledning. Nej nej, den her havde jeg skam selv tjek på- det lå helt naturligt i min krop.

Så kom hun ud på ikke helt så udramatisk vis, som ventet. Ganske modsat hvad jeg både vidste hun skulle og havde set før, så tog hun ikke fat i min brystvorte, uanset hvordan jeg lagde hende i forhold til den. Folk sagde, “giv hende lige lidt tid”, hvilket nok var det eneste rigtig gode råd, jeg fik i løbet af de følgende 5 dage. Hun fik bare ikke rigtigt tid. Vi blev overflyttet til en barselsstue, hvor der kort tid efter kom en jordemoder og pressede min nyfødte datters lille bitte ansigt ind i mit grotesk store bryst, så hun sprællede for livet og kæmpede imod. Hun kunne ikke få luft. Det var bare for at “støtte hende”, blev der sagt. Jeg var ved at kaste op! Det var SÅ forkert for mig, og jeg kunne mærke i hver en celle, at det slet slet ikke var sådan det skulle foregå. Men jeg led under forbandelsen ‘førstegangsfødende’ og turde ikke lade min uvidenhed ødelægge den professionelle vejledning.

De næste mange jordemødre og sygeplejersker (3-5 nye per døgn) kom med hver deres ammereligion, og det var hver gang dødsens vigtigt, at vi satte ind nu med præcis deres metode. Èn mente at baby var sulten og skulle have erstatning ASAP på anden dagen, inden min mælk havde haft en chance for at løbe til. En anden kom løbende med Medelas største malkemaskine (eller brystpumpe som man kalder menneskeversionen) på hjul! Der skulle pumpes hver 3. time i 10 minutter på hvert bryst, så de kunne blive stimuleret til at producere mælk. Nogle svor til ammebrikker. Andre fik store og chokerede øjne, når de så mig sidde med sådan en værdighedskrænker på og mente nærmest, at det ville ødelægge alt. Èn kom med en sprøjte og en sonde, som blev tapet fast på mit bryst og ned langs brystvorten, så baby troede der kom mælk når hun suttede. Hun fik MME på kop… på sprøjte… på sonde…via min ammebrik. Hun blev vækket hver 3. time, når nogen mente det var livsvigtigt for amningen og andre gange fik hun lov at sove, når en anden mente at det vigtige for produktionen var min søvn. Og hendes. Det eneste de alle var enige om, var kvæl-barnet-med-brystet-teknikken. En del kvindelige barselsgæster ville også af et godt hjerte byde ind med ammefif af diverse arter. Vi lå hud mod hud, når vi kunne, men det var ikke beskedent hvad der var af ammeritualer, jeg skulle igennem, som afbrød enhver form for RO!

I retrospekt var det fuldkommen urimeligt, hvad jeg var igennem. Hvad hun var igennem- min stakkels nyfødte lille bitte pige, som bare havde brug for tryghed, sin mor, ro og TID til ligeså stille at lære det. Vi tog hjem for at få ro. Eller… den slags får man jo ikke med 2 andre børn, som også skal være en del af ‘ny lillesøster scenariet’, men ro fra holdninger til min amning. Ro til at mærke efter hvilke af de 1000 råd, der gav mening for mig. Jeg havde en enorm støtte i min søde og forstående kæreste, men det ændrede ikke på min datters lille spidse trutmund, der kun allernådigst tog spidsen af dutten mellem læberne og sugede til. Det virkede jo ikke på den måde, så hun hev og sled i den og blev mere vred og mindre tålmodig hele tiden. Mine brystvorter var blødende med kridhvide blæner, som føltes som om der blev prikket lange nåle ind ved blot den mindste berøring. Jeg skreg som en pisket og bed i mine knoer så snart hun rørte min brystvorte. Aldrig har jeg oplevet noget så smertefuldt på så meningsløs en måde. Jeg gik med ammedutter MELLEM amninger for ikke at blive berørt på brystvorten. Inden for få dage begyndte jeg at klamsvede og få hjertebanken ca. 5 minutter før hun meldte sig til måltiderne. Jeg kunne næsten ikke få mig til det, men instinkter er stærke. Jeg blev svimmel med pletter for øjenene så snart vi startede, fordi jeg ikke kunne trække vejret ind, efter brølet var kommet ud. Det var vanvid. Efter hver eneste amning (som varede i 40 minutter til 1 time, fordi hun jo intet fik ud) fulgte en halv times udmalkning med elektriskpumpe på begge bryster. Venstre leverede ca. 30ml og højre mellem 60 og 150ml. Mælken fra udmalkningen blev givet efter hver ammesession suppleret med MME, hvis jeg ikke malkede nok. Sådan kørte det de første 5 uger. On/off med ammebrik i et forsøg på at smide den vs. overleve.

Jeg var slet ikke selv ved at give op på noget tidspunkt. Jeg kom aldrig til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu havde jeg gjort alt. Jeg kunne se på folk omkring mig i lignende situationer, at mange stoppede efter nogle uger af det her. Mange havde meget travlt med at fortælle mig, at det var okay at stoppe. Og det skulle heller ikke være en sur kamp. Eller mange børn havde klaret sig fint på MME, og så meget betød den amning ikke. Men det gjorde det for mig. Og det var ikke en sur kamp for mig. Det var en kamp, som jeg VILLE vinde, for jeg brændte så inderligt for at amme min lille pige. Til gengæld kunne jeg godt se, at dette ikke gik i nogen som helst brugbar retning. Jeg googlede og researchede i vildskab, og det bedste jeg kunne finde frem til var Ammenet på facebook og Det Private Barselshotel i Gentofte. Jeg meldte mig ind i det første og afventede godkendelse, mens jeg ringede til det andet og fik en tid. Det var hundedyrt synes jeg, for jeg havde jo prøvet ALT og fået ALLE råd, så hvorfor skulle dette være anderledes? Men hun hørte om mine hvide brystvoreblæner og sagde, “stop amning lige nu, hvis du vil i gang igen nogensinde, og kom herud! Hvis du ikke vil komme herud, vil jeg godt lige give dig nogle råd i telefonen, men det er lettest, hvis vi har dig her forbi”. Hun sagde, at hun var HELT overbevist om, at de kunne hjælpe mig, og at de IKKE var underlagt Sundhedsstyrelsen med samme magt som det offentlige. De brugte altså helt andre teknikker end det offentlige. Fx fulgte de meget med i Amerikansk forskning på emnet uden at vente på at de samme ting blev genundersøgt og godkendt i Danmark.

Efter 2 minutter på Gentofte var min datter lagt til på en tilnærmelsesvis smertefri måde TRODS hvide brystvorteblæner, og hun spiste og spiste og spiste. Vi var på rekordtid igennem et kæmpe område af informationer (som jeg ville ønske jeg havde optaget på bånd!) og forskellige ammestillinger. Min datter spiste grådigt med helt rigtig sutteteknik i 40 minutter, hvorefter hun UDEN flaskesupplement faldt i søvn og sov i 3 timer! Jeg var målløs. Mit venstre bryst havde hun i øvrigt fået kickstartet, så jeg ved næste pumpning hjemme malkede 150ml fra hvert bryst. Pumpen var jeg trappet ud af efter en uge, og min datter var 100% ammebarn UDEN ammebrik, og jeg var 100% ammende mor UDEN smerter. Det er de bedste penge jeg nogensinde har givet ud. N O G E N S I N D E. Vores teknikker drillede lidt efter nogle uger, så jeg var en time mere derude for at få det genopfrisket og få flere tips på det stadie, hvor vi nu var, og denne gang gav det ligeså meget.

Da min datter var 4 måneder vejede hun stadig ikke 6 kg. Hun var meget mindre end de øvrige babyer i mødregruppen. Vi havde godt kunnet se udviklingen, men hun var glad, vågen, stærk og sov lange lure. Hun virkede okay! Og babyer er jo forskellige. Men i løbet af få dage ændrede det sig. Hun blev pjævset og ville ikke sove længe ad gangen. Hun var sulten. Jeg havde frygtet dette øjeblik. Vi tog på Sundhedshuset, og jeg vidste godt, hvad de ville sige. Hun skulle suppleres. 3 flasker dagligt. Jeg hulkede. Af skyld over at mit barn havde sultet.  Af skam over at jeg ikke havde reageret tidligere. Og af sorg over at vores ammetid, som “rigtig mor og barn” var forbi. Hun var faldet 3 vægtkurver og 1 længdekurve. Jeg havde på intet tidspunkt haft let ved at amme, men jeg havde ammet hende fuldt til hun var 4 måneder, og nu efter al den tid måtte jeg give op. Jeg var knust.

I lang tid ammede jeg altid først, supplerede så med flaske. Og ja- jeg begyndte at malke ud med elektrisk pumpe igen. Jeg ville øge min produktion. Det skulle fandeme være løgn, at jeg ikke kunne komme tilbage til amning. Jeg tror på, at babyer skal være tæt på 6 måneder før de er rigtig klar til skemad, og i særdeleshed min datter, som ikke havde udvist nogen form for interesse for det vi spiste. Jeg blev nærmest autodidakt (eller … Hedididakt) specialist i power-pumping (yes, it’s a thing …), exclusive pumping og andre amerikanskudviklede teknikker med fokus på øget mælkeproduktion. Efter yderligere en måned eller halvanden (jeg kan snart ikke huske det) med dette system opgav jeg pumpen og accepterede, at hendes kost nu bestod af MME, som jeg for alt i verden gerne ville have undgået. Jeg tror nemlig heller ikke på, at vi er beregnede til at drikke komælk. Jeg holdt fast i amning inden flasken så længe hun viste interesse for det, men det ebbede også ud. Til sidst var der kun en enkelt nærmest symbolsk natamning tilbage, som min datter takkede nej til for første gang morgenen efter anden juledag.

Det er slut. Jeg ammer ikke mit barn længere. Jeg ER nået til et punkt, hvor jeg har accepteret, at det bare var sådan det blev, men hvis jeg tænker for meget over det, bliver jeg stadig ked af det. Jeg ser stadig mig selv som en ammende mor og bliver overrasket, når jeg kommer i tanke om, at det faktisk ikke var hele sandheden. Jeg ved godt, at det for mange er at gøre en stor ting ud af noget knap så stort, men det piller ved ens identitet. Ens selvbillede. Og ens forhold til hvad mor-barn forholdet egentlig er for en størrelse. Det tog lang tid at forstå, at jeg ikke bare kan skiftes ud med overboen eller kiropraktoren, fordi jeg er stadig hendes mor, selvom jeg ikke kunne yde mere end alle andre, der også ville passe godt på hende.

Arrogancen er modificeret til tro, håb og vilje. Jeg VIL amme mit næste barn. Jeg er sikker på, at jeg godt kan det her. Nu har jeg også hospitalstasken pakket med erfaring og rygrad næste gang. Amning er MIT, og jeg vil selv lægge mit barn til. Jeg vil selv bestemme, hvornår mit barn er sultent nok til at skulle suppleres med MME. Jeg vil selv bestemme, om jeg vil vække mit barn om natten. Jeg vil selvfølgelig gerne lytte til gode råd fra erfarne og professionelle, men det bliver som alle andre råd- nogle jeg sorterer i, og tager det med mig jeg kan bruge. Og går det alligevel ikke som smurt, så vil jeg til Gentofte allerede helt fra starten, så vi denne gang får fuldstændig tjek på sutteteknikken lige fra starten.

Og hvad angår billedet. Amning kan være hårdt arbejde og vanvittig svært teknisk. Det er ikke altid et valg, at “amme diskret”, da det for nogle slet ikke kan lykkes, hvis baby og bryst dækkes til. Det var svært nok for os uden. Det er voldsomt grænseoverskridende at amme et barn offentligt, når man kæmper for at få det til at lykkes og faktisk også ser lidt klodset ud i processen. Jeg synes vi skal huske, at være stolte af os selv, når det lykkes, for det er bare ikke en selvfølge, at alle kan amme. På samme måde håber jeg, at andre i det offentlige rum husker, at bakke op og vise respekt- heldigvis har jeg aldrig mødt andet! Ovenfor ser i mig i mit stolteste øjeblik, hvor jeg efter 4 måneders hårdt arbejde (desværre for sidste gang) fuldammer min datter.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

PISSEUNDSKYLD ALTSÅ!

Undskyld! For alle de gange jeg i min forhenværende skyklapstilværelse har parkeret min cykel, så der liiiige akkurat kunne komme et menneske forbi… uden barnevogn. For de gange jeg har flyttet mig for tre barnevogne i streg og tænkt, “nej, nu må du sgu altså lige flytte dig for mig, der er jo barnevogne over alt”. Undskyld for alle de gange jeg ved rødt lys ved fodgængerfelter har møvet mig ind foran din barnevogn, fordi jeg antog, at du ville bevæge sig langsommere end mig. Og undskyld fordi jeg jo må have antaget, at du med din barnevogn ikke havde travlt. Undskyld for alle de gange, hvor jeg med mine håndbårne indkøbsposer har antaget, at du da havde det meget lettere med din barnevogn, hvor poserne kunne placeres under. Så meget undskyld for de gange, hvor vi har gået mod hinanden, og jeg er gået over på den del med glat underlag og ladet dig og din barnevogn køre hen over brostenene. Og for den måde jeg har kigget undrende på dig, når du har gået diskret i siden af en bred cykelsti med din barnevogn, når nu der var masser af fortov, hvor du ikke ville have “generet” mig på min cykel- fortov med brosten, render og dæksler. Undskyld!

Jeg vil også gerne lige undskylde alle de gange, jeg højlydt er gået grinende og talende forbi din barnevogn, uden at tænke over, at du måske netop havde fået junior til at sove. De gange, hvor jeg har sat mig ved siden af din barnevogn på en café, uden at overveje at der måske lå nogen og sov i den. Undskyld for de gange, hvor jeg små-irriteret har tænkt, at du da bare kunne flytte ud ad byen eller blive hjemme med din baby, hvis den ikke kunne tåle noget. SÅ MEGET UNDSKYLD!

Meget udtrykkeligt UNDSKYLD for de gange, hvor jeg har nydt at være ude at spise og irriteret mig over, at du tillod dig at gøre det samme med din baby! Hvor jeg har sukket højlydt eller tydeligt løftet øjenbrynene, så du ikke var i tvivl om, at jeg synes dit barn var en skønhedsfejl i min perfekte aften. Slutteligt vil jeg på mine bedende knæ trygle om tilgivelse for, at jeg i min naive tilstand af ikke-mor, troede at jeg var blandt én af mest hensynsfulde, fordi jeg altid holdt døren for dig med din barnevogn, når vi begge var på vej i Magasin.

/Katrine

Vil du ikke også læse: