Tag: dårlig samvittighed

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HUN ER DEN ANDEN DEL AF MIG. PUNKTUM. 8. juni 201

Hun er den anden del af mig. Punktum.

I kan grine alt det I vil, men jeg har kvalmende ondt af længsel efter min datter, som jeg ikke har set i 6 døgn.

Jeg har ligget syg (som den opmærksomme læser er både klar og svært bekymret over) hos min mor i Århus med Å. Da jeg kyssede hendes lille ansigt farvel i fredags, var det med forventningen om, at jeg ville se hende igen knap to døgn senere. Længere har jeg aldrig været væk fra hende, og længere havde jeg heller ingen planer om at være det. Ikke lige der i hvert fald. Vi skulle alle mødes i Svigersommerhuset i Vendsyssel, når jeg lige havde fejret mine Gudforældre i den anden ende af Jylland om lørdagen. Jeg kæmpede mig bravt igennem festen med feber og halsbetændelse, og synes sådan set selv, at det havde været alt rigeligt, hvis det så stoppede der. Men ikke mindre end 5 døgn skulle jeg lammetæves af den værste halsbetændelse jeg har haft, siden jeg i barndommen havde kyssesyge.

Jeg nåede aldrig op i sommerhuset, da jeg var alt for dårlig til at komme der op, og i al ærlighed ikke orkede 7 børn og 9 højlydte voksne, når jeg knapt orkede at være i mit eget skind. Første plan var at tage med hjem til Kjøwenhawnstrup, når mine 4 passerede Århus med Å. Da jeg om søndagen stadig sejlede rundt i febervåde lagner og ikke kunne tale for hævede, højtbelagte mandler, måtte jeg springe hjemtur med 3 børn i en bil over og vente til det lettede. Men det tog satme sin tid. Jo- der må godt bandes i en sådan situation. Først i morges, 6 dage efter jeg sagde farvel til den lille bylt, som udgør essensen af mit liv, var smerten og feberen dalet til et niveau, hvor jeg kunne se mig selv i harmoni med DSB.

Heldigvis er jeg blevet pylret om, som led jeg af terminal cancer (tak mor, tak far), men mit savn til min datter er blevet mere smerteligt for hver dag. Igen- grin I bare. Jeg ved godt, at vi vitterligt kun taler om 6 døgn. Jeg ved også godt, at ingen af os er døende. Men jeg kan mærke, at skulle jeg undvære mit hjerte, mine lunger eller min kaffe i 6 døgn, så ville jeg også være mærkbart presset. Og dette er stærkt sammenligneligt. Jeg talte med hende på Facetime i går og kunne se mit falske smil og mine våde øjne ved siden af min fantastiske lille 2 årige pige, som sagde, “Mor hen Kaja”, og “Mor sug. Passer Mormor”.

Og ja- Mor skal hen til Kaja, for mor kan ikke trække vejret længere, hvis ikke hun er hos dig. Mor har haft mareridt de seneste to døgn, om at have glemt dig ved siden af en kogeplade. At have overhørt at du græd i sengen. Osv osv. Mit moderinstinkt fortæller mig, at jeg har svigtet og forladt dig. Min hjerne ved godt det er løgn. Den ved også, at du har det helt fantastisk sammen med din far og dine søskende, og at jeg ikke havde været i stand til at være noget for dig, hvis jeg havde været hjemme- tværtimod. Men det er ikke den, der bestemmer længere. Det er moderinstinktet og min kærlighed og længsel efter dig. Så ved du hvad, min skat?

Mor hjem Kaja. NU!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

MOR HAR MANDEINFLUENZA

MOR HAR MANDEINFLUENZA

Altid. Det er sådan jeg er syg, når jeg er det. Så snart min temperatur stiger 0,1 grad, så er jeg hjælpeløs. Og når nu vi alle ved, hvor alvorlig denne sygdom er, så ville det ikke være helt ved siden af, hvis I begynder at blive lidt bekymrede derude.

Alt imens jeg ligger for døden på min mors sofa i Århus med Å, har min kæreste været på den årlige pinseweekend i svigersommerhuset. Som om det ikke er ærgerligt nok, så har min 2 årige øjesten været syg. Syg nok til at hun ikke har kunnet indtage vådt eller tørt i 2 døgn uden at kaste voldsomt op. Hun har siddet slapt på sin fars skød. Beriget med sin fars sygdomsgener, har hun ikke knebet en tåre, men blot været mat. Havde hun været 20 år gammel, var hun såmænd nok taget på arbejde. Det var hendes far i hvert fald.

Min stakkels kæreste har skiftet sengetøj i løbet af nætterne, til der ikke var mere sengetøj at skifte, og har haft 100% af ansvaret.  Fik jeg nævnt at hans to ældste børn naturligvis også var med i sommerhuset? Heldigvis er de store og selvstændige, så de har helt sikkert været dygtige til at hjælpe til med at klare sig selv. Ikke nok med at dette scenarie helt sikkert har trukket tænder ud, men min bulldozer af en kæreste har netop meldt ud på familie-fb-gruppen, at det har været en dejlig weekend, som alle vist har nydt. (!!) Hvordan han har formået at nyde det er mig en gåde, men også noget af det, jeg virkelig beundrer ham for. Hvis der er modvind, er det altid en fordel at stille sig bag ham. Han er immun over for den slags.

SAMTIDIG ET ANDET STED I JYLLAND

Jeg ligger stadig på min mors sofa. Tæpper, dyner, puder, t-shirts og lagener skiftes med hyppige mellemrum (af min mor). Alt vaskes, tørres og bankes og klargøres til endnu en svedetur. Der bringes the, mad og kærlighed i store stimer. Det er ganske lidt af det, der indtages. Ingen siger til mig at jeg er ulækker og burde gå i bad. Det i sig selv er noget af en præstation. Jeg tror aldrig jeg er blevet nusset så meget om i mit liv. Det er rart. Og trods savnet til min datter, og mit instinktive behov for at passe på hende, mens hun er syg, så er jeg klar over, at jeg ikke er i stand til det lige nu. Jeg kan knapt holde ud at være i min krop. Mine mandler er så store og belagte, at jeg taler, som om jeg har en kartoffel i svælget. Min far skriver hyppige sms’er med bekymring om mit (og særligt min datters) velbefindende. Han kommer med uudtømmelige depoter af dameblade, som jeg har været 3 dage om at magte at åbne.

Faktisk føler jeg mig i en alder af voksen usandsynligt elsket, beskyttet og tryg. Jeg VED min datter er det samme, selvom jeg ikke er tilstede. For ligesom jeg, har hun den bedste far i verden. Derfor kan han klare, at jeg ikke havde kræfter til at nusse om ham på Fars Dag. Faktisk interesserer det ham slet ikke, at det VAR Fars Dag. Det interesserer ham bare, at hans børn har det godt. Derfor elsker vi ham, så højt som vi gør. Og ja, min mor har en meget stor plads i mit hjerte i denne fortælling, men i dag handler det om, at det var fars dag i går. Denne hyldest kommer måske en dag for sent, men den er ikke en my mindre ægte af den grund.

Tak for fædre. Vi elsker jer.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

img_4200

Nytårsfor(t)sæt for 2017

Jeg har tænkt nogle ret store tanker, synes jeg selv. Vanligvis er vi ude i, “jeg skal begynde at løbe igen, minimum 2 gange om ugen” eller “jeg skal blive god til at lave cheesecakes”. Som oftest er det tanker, der opstår, mens vi sidder omkring det fine nytårsbord og snakken falder på, om der er nogen, der har et nytårsforsæt. Denne gang er det anderledes. Jeg har tænkt tankerne længe, og jeg har egentlig først nu besluttet, at det skal være et decideret nytårsforsæt. Derfor er det blevet et nytårsforTsæt, da jeg allerede er begyndt så småt.

Egentlig er det også et ønske om noget gensidigt. Et håb om, at vi i fællesskab kan opnå noget nyt. Eller måske genopnå noget, som i min levetid er blevet mere og mere fjernt.

Jeg kan huske i min barndom, at folk kørte hensynsfuldt, og tænkte over, hvad der kunne være rart eller svært for de øvrige trafikanter. Jeg kan huske, at vi rejste os for ældre i bussen og tilbød at støtte dem over fodgængerfelter eller bære deres poser. Vi bød Mohammed velkommen i klassen og ville alle sammen gerne være hans bedste ven, for som vores lærer Annie sagde, så havde Mohammed og hans familie haft en rigtig slem rejse og havde brug for at blive taget godt i mod. Når vi var rigtig frække i skolen sagde vi “monkeyface” eller “hey smukke, du ligner røven på en dukke”. Og når Carsten blev rigtig vred og slog og græd, så vidste vi godt, at det var fordi, at det var rigtig svært at bo på børnehjem op til jul. Vi forstod, at ligeså vel som vi havde behov og følelser, så havde andre det også. Og måske vi ikke kendte hele historien bag deres reaktioner, så derfor mødte vi dem med kærlighed. Det lærte min mor mig.

Sådan er det delvist stadig. Vi har stadig vidt forskellige baggrunde og historier. Vi ved ikke, hvem der bærer på nogle lidt for store bekymringer eller sorger, og vi ved ikke, hvor svært folk har ved at få livet til at hænge sammen. Desværre har fokus fjernet sig en hel del fra at passe på hinanden. Passe på jorden. Udvise medmenneskelighed og overbærenhed. Og ikke mindst erkende, at vi er mange på denne jord og i dette land, og at det er nødvendigt at vise hensyn og tænke i større billeder end ens eget behov. Vi er alle dybt begravede i vore egne navler med fokus på vores korte og langsigtede mål. Det er alt lige fra at ville nå med over for grønt- også selvom det ikke længere er hverken grønt eller gult, for derved at tvinge venstresvingende bilister til at køre over for rødt. Eller at ville holde tættest muligt på indgangen til IKEA, og derfor uden hensynstagen til øvrige gæster, parkere sin bil på “af- og pålæsningspladsen” og gå ind i IKEA for at shoppe småting og spise frokost. At råbe og skrige af fremmede mennesker, hvis deres dagsorden kommer på tværs af ens egen, uden først at have forsøgt med venlighed eller på at forstå dem.

Hvis vores grundindstilling kan ændres, så vores udgangspunkt ikke er, at “andre vil os det ondt” eller at “min ret er vigtigere end andres”, så kunne det være, at verden- også vores egen lille navlepillende verden- kunne blive et gladere og tryggere sted at bo. Jeg ser flere og flere mennesker være i krig med alle på deres vej, som om vores medmennesker er forhindringer lagt ud for at gøre livet besværligt. Vi ser verden ud ad vore egne øjne i alle forståelser, og ikke os selv, som en del af et større verdensbillede. Netop med fokus på hinandens velbefindende kan vi komme til at mærke trygheden, varmen og næstekærligheden. Det vil aldrig blive trygt at ekskludere os selv og vores børn. Det vil aldrig blive lykkeligt at pege fingeren væk fra os selv altid.

Mit nytårsforsæt for 2017 er at behandle andre godt og være mere overbærende. Ikke forstået på den måde, at jeg vil lade mig træde på. Men i alle de uskyldige situationer, hvor man lader sig rive med og hurtigt bliver irriteret, fordi det kommer på tværs af ens egen agenda. Jeg vil blive bedre til at forsøge at forstå, hvorfor andre tænker og gør, som de gør. De fleste mennesker foretager ikke hovedløse handlinger, men gør det så godt, som de kan. Jeg vil tage mere ansvar for min del af konflikterne og forsøge at bringe den gode tone tilbage i dagligdagen. Én udfordring ad gangen.

Jeg har allerede fejlet 50 gange her i bilen på vej til København fra Smilets By. Men resten af turen vil jeg smile og sige “pyt”. Også over for mig selv.

Godt nytår til jer alle!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Da jeg skamfuldt hev “den” frem i fuld offentlighed første gang. Barnet var jo sultent.

Jeg havde endnu ikke været i en situation, hvor jeg havde været nødt til at gøre det offentligt. Jeg vidste måske godt lidt i baghovedet, at jeg ikke rigtig havde lyst, men jeg var ikke klar over, hvor grænseoverskridende det var, før jeg sad i situationen. I endnu én af barselshverdagens logistiske udfordringer blev min lille uvidende datter pludselig sulten midt på Købmagergade. Jeg havde heldigvis Karoline ved min side, da jeg ved et cafebord foran Joe and Juice pludselig måtte blotte mig i et meget privat og faktisk overraskende skamfuldt øjeblik.

Op ad tasken trak jeg med sænket blik og hjertebanken en flaske og en brik med modermælkserstatning, som jeg uproportionalt selvbevidst hældte over i flasken, mens jeg følte at alle i 500 meters omkreds kiggede og pegede i forargelse over min ugerning. Da jeg gav mit lille barn mad løb tårene ned ad kinderne på mig i skam over, at jeg ikke havde været i stand til at amme hende, som jeg og alle andre jo VIDSTE var det sundeste. Mest politisk korrekte. Klart mest nutidige og speltede. Mindst selviske og mest rigtig mor-agtige.

Jeg sidestillede det. Jeg var en dårligere mor, fordi jeg flaskede mit barn.

Alle mine egne let skjulte fordomme ramte mig som et bræt i ansigtet. Jeg måtte erkende, at jeg få sekunder inden, jeg selv havde fundet flasken frem, havde haft ondt af den sydeuropæiske baby ved nabobordet, hvis forældre “tydeligvis ikke havde sat sig ind i, hvad der var bedst for barnet”. De var rolige, kærlige og varme, men de flaskede deres barn. Det skar i mine øjne af uvilje og uvidenhed.

Jeg havde behov for at fortælle forbipasserende om min kamp for og mit enorme ønske om at amme. De skulle vide, at det var aller, ALLER sidste løsning for mig. At jeg både vidste, hvad der var bedst, og ønskede at give hende det, og havde gjort ALT i min magt for at gøre det. Mere end rigtig mange- som sådan set også havde kæmpet mere end rigeligt. At jeg var og er en god mor. Men måske var jeg den eneste i den gade, der ikke havde fattet, at jeg allerede gav mit barn det bedste.  At netop beslutningen om, at nok var nok, og at min datter skulle mættes på trods af min moderfængelighed, var den mest moderlige og uselviske beslutning af alle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet gøre det, hvis ikke Karoline havde siddet med sit i et forstående, men også anerkendende og venlige blik. Hun støttede mig både i, at det var okay, at det var svært, men også i, at der ikke var noget forkert i, at jeg gav hende mad af flaske. Der var noget galt med mit syn på flasken. Jeg startede den dag med at forsøge at se modermælkserstatning, som den bedste mad MIT barn kunne få. For amning var ikke et alternativ. Samme dag startede jeg med, at give flaskende mødre meget mere credit for deres moderskab, beslutninger og intensioner uden at behøve at være informeret om historik og grundlag inden.

 

NOTE TO SELF:

En mor er en god mor med gode intensioner, indtil det modsatte er bevist. Ikke omvendt.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8479

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

Vil du ikke også læse:

20151229_192858

‘baby’- [‘bεjbi]: tiny human designed to self-destruct

Hvordan har vores art overlevet så længe? Jeg synes, det er svært nok at forstå, at nogle af os fra 80’erne nåede voksenalderen, men at vi som art ikke er udryddet længe inden, man nåede til 80’erne, er mig en gåde!

I den anledning vil jeg godt lige opdatere min opremsning af undskyldninger! PISSEUNDSKYLD alle mine latterlige udtalelser, som startede med, “når jeg får børn, så….”. Jo, der er så og så meget, man kan beslutte sig for, eller som rent ud er et holdningsspørgsmål, men der er dælen dutme også mange ting, som er bestemt af barnet. Et eksempel: “Når jeg får børn, så flytter jeg ikke om, bare for at undgå pilfingre! Det er et opdragelsesspørgsmål!”. Hm … Den lader jeg bare lige stå et øjeblik.

For lige at dække min røv ind vil jeg godt gøre opmærksom på, at jeg ikke melder mig ind i “bare vent til du selv får børn, så …” -klubben. Men jeg ville bare ønske, at jeg havde været en anelse mindre skråsikker i nogle af mine holdninger til det at have babyer/børn.

Til pointen. Gulvet flyder i plastik- og trædimser i alle verdens klareste farver, nogle endda med dingeling og duttelut, lys der blinker, og hvad ved jeg- ren babystimulation efter alle kunstens regler, men hvad gnaver baby i? Jo. ALT der IKKE har med babyer at gøre. Det er ganske vist fra helt uskadelige ting som stoleben, grydeskeer og parketgulv, men hyppigst er det dog små stykker emballage tabt på gulvet, en bortkommet nød, opladere (vel at mærke i kontakt med væggen i den anden ende), avispapir, plastikposer, potteplanter inkl. jord og andre tunge ting som kan vælte ned over baby.

Det er på ingen måde muligt at spise uden at tage fat om mad-enden af skeen med hele hånden og tvære mos ud over stol, tøj, hår, ansigt, mor osv, men til gengæld kan man med kirurgisk præcision og pincetgreb fange enkelte hår fra gulvet og putte dem inklusiv medfølgende nullermand langt ind i gabet. Det er ganske konsekvent faktisk. En glimmerprik kan samles op og puttes i munden. (!!)

Jeg forstår det ikke. Grå kedelige nullermænd og sorte ledninger vs farverigt, syngende blinkelegetøj. Jeg kan ikke beslutte mig for om babyen er i stykker. Farvekortet virker i hvert fald ikke som beskrevet i brugsanvisningen.

Så er der hele faldtemaet. På samme måde, som nogle folk er tiltrukket af at kaste sig ud fra høje steder, og dermed erklærer sig højdeskræk, søger baby målrettet efter en afgrund. Hun kan nu møve sig frem med begge arme og højre ben (det venstre har tilsyneladende som farvekortet en reklamationsfejl) og gør det i høj fart, hvis der syner en mulighed for et fald længere fremme. Det være sig sengekanter, sofakanter, hvadsomhelstkanter, eller blot et pludseligt kast med hele kroppen i en tilfældig retning, når siddende på skødet eller i højstolen.

Under et af disse suicidale øjeblikke i babys korte kravle(ish)liv lykkedes det hende at komme ud over en sengekant, før jeg nåede at få fat i hende. Trods det, at jeg nærmest kun blinkede, kunne jeg med blødende moderhjerte konstatere, at det var MIN og KUN min skyld, at baby nu lå på gulvet storgrædende og forskrækket efter et hovedstyrt fra 50cm’s højde.

Trods de bedste intensioner om at “holde øje” og “passe på”, og ønsket om med tiden at lære hende rigtigt vs. forkert, farligt vs. ufarligt, må jeg krybe til korset og erkende, at mit post-moderskabs-jeg ikke kan leve op til mine præ-moderskabs-intensioner i alle de aspekter, jeg havde troet. Potteplanter, tunge væltbare ting, små dimser og andet babydestruktivt vil midlertidigt blive omplaceret i mit hjem. Det er vel egentlig sådan, at vores art har overlevet babystadiet.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Separationsangst, du kvæler mig!

Fuldstændig som beskrevet i bøgerne. Baby er 8 måneder om en uge, og separationsangsten er pludseligt og kraftigt indtrådt. Det er som en våd klud over ansigtet, der gør det umuligt at trække vejret og lader hårene rejse sig i nakken af angst. Jeg forsøger ikke at tænke på det, for der er intet, jeg kan gøre ved det. Det er bare sådan det er, og jeg må håbe på, at det blot er en fase, som jeg kan kæmpe mig igennem målrettet.

Det startede i de små. Jeg brød mig ikke om, at folk spurgte ind til, hvornår jeg skulle tilbage på arbejde igen. Det føles som en reminder om en grum virkelighed, man ellers forsøger at presse bagerst i bevidstheden. Ikke så meget pga arbejdet, som jeg egentlig er rigtig spændt på at skulle igang med, men pga alle de små øjeblikke, hvor jeg ikke længere er en del af hendes liv. Alle de oplevelser jeg kommer til at gå glip af. Alle smilene. Alle grinene. Alle aha-oplevelserne over nye ting hun oplever eller lærer. De kommer ikke længere til at tilhøre mig. De bliver foræret til fremmede i en institution, som jeg valgte i den spæde start af min barsel, i den forventning at jeg engang ville være 100% klar til at aflevere hende. Jeg er så angst for denne adskillelse, som jeg dybest set slet ikke ønsker. Jeg vil faktisk bare gerne være sammen med mit barn. Også selvom det er hårdt mange gange, at være den der A L T I D er på.

Nu hvor tanken, om at jeg skal separeres fra mit barn, begynder at bundfælde sig,  så jeg ikke længere får kvælningsfornemmelser, kommer næste fase af separationsangsten. Jeg skal ikke længere være med i min mødregruppe! W H A T ? Kan man af det? For så gør jeg det. Det er jo ikke fordi, jeg pludselig er ekskluderet og ikke længere er velkommen, men det er jo (desværre) heller ikke sådan, at de bare holder op med at mødes, fordi jeg nu engang ikke kan længere. De har været min stabilitet igennem det sidste halve år. Min tråd til virkeligheden og i særdeleshed min ventil for uinteressante (men for mig meget interessante) detaljer om afførringskonsistens, forskellige ske-typer og utilstrækkelighedsfølelser. De har været min faste og V-I-G-T-I-G-S-T-E kontaktflade. Vi har fulgt hinandens ups and downs, og nu er det slut … for mig. De deler videre og barsler videre uden mig. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg er ikke klar til separationen. Den våde klud er tilbage. Jeg kan ikke trække vejret.

Nu er der ingen vej tilbage. 1. februar er det slut. Der er selvfølgelig 1,5 måned, men så er der jul, nytår og i januar er vi næsten ikke hjemme. Det hele er rigtig dejligt, men det får bare tiden til at gå endnu hurtigere, og jeg er ikke klar. Jeg håber, at mit nye job vil være så berigende, at jeg kommer hjem som en bedre mor, end jeg ville være, hvis jeg fortsat gik herhjemme og bandede over, at ingen værdsatte mit dymokoordinerede vasketøjssystem, og alle de andre ting jeg når på en dag. Gad vide om mit barn egentlig også får separationsangst?

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

image

Klokken er 04.12 og du er udhvilet.

Kære fantastiske lille vidunderlige baby, som jeg elsker til verdens ende og tilbage.

Jeg er så træt. Du har hostet fra kl. 23-24, hvor jeg har siddet med dig i mine arme på sengekanten. Efterfølgende har du været urolig og forvirret, når du ved et uheld er kommet til at lægge dig på maven i søvne. Du har hostet igen fra 01.40 til 02.15, hvorefter jeg har forsøgt at amme dig til ro. Kl. 04 begynder du at pludre. Ikke grynte. Pludre. Den store forskel her er, at du ikke er søvndrukken og sulten, men at du er fuldstændig vågen. Kl. 04. Jeg er tom for ord… eller… helt tom for ord er jeg vel ikke, eftersom Working Man og jeg tager et slag Klavs og Suzanne. Som jeg taber. Der er tilsyneladende mere trumf i at skulle på arbejde, end at skulle alene med baby i Frederiksberg Centret og købe sports-BH. NÅH!

Nu ligger du der på legetæppet med din latterlige sing-along-telefon og alt det andet larmende lortelegetøj og er alligevel kun helt glad, når jeg klapper og laver sjove ansigter. Det er fedt, fordi der faktisk ikke er noget, jeg har mere lyst til her kl. 05.30, som den efterhånden er blevet. Okay, spydigheder er vist nok ikke så klædelige, men der er simpelthen grænser for hvilken selvkontrol, du kan forvente af din mor på disse tider af døgnet. Jeg laver en kop the.

Sidste (og vist nok eneste) gang jeg ellers gjorde det på denne tid af døgnet var i december 2001, få uger før jeg mødte din far. Jeg var backpacker i New Zealand og har altid haft et had-kærlighedsforhold til myg. Jeg bidrog med hadet, de med kærligheden. På dette tidspunkt var vi så mange i forholdet, at da jeg havde talt til 150 myggestik på højre arm, så opgav jeg at tælle mere på resten af kroppen. Jeg reagerede allergisk og kunne slet ikke være i min krop for kløe og utilpashed. Mine nætter gik med at skylle mit tøj op i koldt vand og vikle det omkring min krop i håb om bare et par minutters dulmen. Der var en lille uges tid i denne periode, hvor jeg helt alvorligt ikke sov. Én af de sidste vågne nætter, hvor jeg var blevet en form for tilvænnet til søvnmangel, sad jeg og arbejdede på et 1000 briks puslespil. Og drak the. Ligesom nu.

Den store forskel på dengang og nu er, at det der skete dengang var fuldstændig meningsløst og kløe ER bare værre. Kløe er ALTID værre. Du, min skat, er ikke meningsløs. Du er vidunderlig og nuttet og glad, selvom klokken er fire om natten. Du er også pjævset, men du gør dig så umage med de forskellige ansigtsudtryk, at jeg ikke kan andet end knuselske dig alligevel. Derfor er det dog stadig mothermocking hårdt, og jeg skal koncentrere mig for ikke at tale hårdt til dig i afmagt, når intet af det jeg gør (her klokken lorteble om natten) virker. 

I tilslutning til Kristinas indlæg vil jeg erklære, at 100% af tiden er det pissefedt at være mor, men noget af tiden er det også 100% hårdt. Selvom det er fedt. Så kæreste lille skat. Bær over med mig, hvis du synes, at titte-bøøø er lige lidt for uentusiastisk i dag, og når dine skønne smil og skrig bliver mødt med trætte, opgivende øjne i stedet for stolte, forelskede moderlige øjne. Dem som man ser på film. Mor er så træt. Men jeg elsker dig.

De kærligste hilsener 

Mor

 

Vil du ikke også læse: