Tag: bare vent

PUNKTERING AF FORÆLDREKLICHÉER

Punktering af forældreklichéer

  1. LIVET STOPPER IKKE, BARE FORDI MAN FÅR BØRN
    Nej, det gør det jo sådan set ikke på den der hjertet-pumper-blodet-rundt-i-kroppen-og-lungerne-får-lavet-et-rimelig-fornuftigt-luftskifte-som-giver-blodet-noget-at-transportere-rundt måde. Men. Det liv man har STOPPER. Alle der siger noget andet PISSELYVER DIG LIGE OP I HOVEDET! Og ja, nu sidder der sikkert et par stykker af jer klar til at forsvare ovennævnte kliché, men jeg står fast. Livet går med ét fra at handle om dig til at handle om dem. Det der formodentligt ligger bag klichéen er, at det er ikke kun dine rammer der ændres, det er i høj grad også dine prioriteter. Og det er her kernen ligger. Selvom du teknisk set stadig kan tænke på dig selv 24/7, drikke vin 3 hverdagsaftener om ugen, træne hver dag og stadig have masser af tid til venner, så vælger man ofte at gøre noget andet. Der er nogle helt andre værdier på spil, og i øvrigt også væsentlig mindre tid. Tingene sættes lidt mere i system, fordi det er den måde det glider nemmest på. Selvom man er loose i sin opbringning (dermed ikke nødvendigvis opdragelse) af børn, så er de stadig sultne før kl. 21, de skal stadig sove flere timer i døgnet end dig, og de kan ikke hente sig selv fra vuggestuen, mens du tager i fitness. Livet stopper ikke, men det ændres. En hel del. Man skal kæmpe meget hårdere for at opnå det samme som før på alle ikke-forældre-punkterne i livet.
  2. GRAVIDITET ER IKKE EN SYGDOM
    Nej, det er ikke (nødvendigvis) noget man dør af, for det er der heldigvis ikke så mange i Danmark, der gør længere. Men det var der faktisk engang. Og det er der stadig mange andre steder i verden. Det betyder ikke at selve graviditeten er en sygdom, men det betyder at kroppen er i en ændret tilstand, som påvirker forskellige gravide i forskellig grad. Tilstanden kan også sagtens udvikle sig til sygdomme i forskellige farlighedsgrader og for nogen, kan det være livsfarligt. Grunden til at det ofte ikke bliver livsfarligt i Danmark er, at vi forebygger og behandler. Det ville være så fint, hvis alle gravide SELV kunne få lov til at fortælle, hvordan de havde det. Hvis du gerne vil vide om hendes graviditet er en sygdom eller måske bare en gevaldig gene/ smertefuld tilstand eller andet- SÅ SPØRG. Du ved det ikke bedre end hende. Heller ikke selvom du selv eller din kone havde en problemfri graviditet.
    I forlængelse af dette:
  3. “HUN KLAREDE GRAVIDITETEN SÅ FLOT!”
    Dette siges oftest om kvinder, som har haft en forholdsvis let graviditet og dermed fortsat har kunnet løbe, arbejde, feste længe osv. Og bevares- jeg synes altid det er flot, når folk har klaret en graviditet (og fødsel). Men jeg begriber ikke, at “hun klarede det flot” er forbeholdt de kvinder, der i store træk ikke var særligt plagede i deres graviditet. Hvad med de kvinder, der skulle ligge ned i flere måneder? Det er fandme flot klaret! Hvad med dem der kastede op i flere måneder? Det er fandme også flot klaret! Eller dem, der havde så voldsomme smerter (eller andre gener), at de enten måtte sættes igang før tid eller endda formåede at modstå dette. Det er flot klaret! Jeg kunne blive ved- kvinder der mistede en tvilling, men holdt hovedet højt. Kvinder der blev skilt, men alligevel stod stærkt og klarede det hele selv. Så de damer- har du klaret en graviditet, og har du haft udfordringer i form af (indsæt selv problem her)- så skal det siges: HOLD KÆFT HVOR ER DET FLOT KLARET! I SALUTE YOU!
  4. “I SKAL IKKE VÆNNE HAM/HENDE TIL AT…”
    Hold nu bare de gode råd for dig selv. Med mindre du blev spurgt. Kvinder (og andet godtfolk) har altid været glade for at dele ud af deres gode og til tider bedrevidende råd. Endda folk, der ikke selv har børn, er glade for at fortælle, hvordan det lige skal gøres. Jeg er helt med på, at man sagtens kan lære af andre, og at man sagtens kan have indøvet nogle uhensigtsmæssige rutiner. MEN. Kan vi ikke godt stoppe med at tale om alle de ting vi fejlagtigt “vænner” vores børn til og fra? Det startede allerede med at vores mormødre fortalte os, at vi ikke måtte “vænne” babyerne til at skulle sidde på armen. I ved- de babyer, der aldrig har oplevet andet end nærkontakt med mor fra de var blot få celler store. Her taler vi jo snarere om en fravænning fra mor. Så måtte vi ikke “vænne” vores børn til at sove sammen med mor og far. Eller til at sove, når der var stille. Eller eller eller… Jeg vil bare lige dele en observation her: som oftest, når forældre står med babyer/børn i en drilsk tilbagevendende problematik, så HAR de prøvet alt det oplagte. Men børn er forskellige, og nogle gange så er det bare, som det er. Det er alligevel en kort periode, de er så små.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

WARNING- BABY ON BOARD

WARNING: BABY ON BOARD

Man kender skiltet i bagruden på bilerne. Den slet skjulte irritation over, at folk mener deres børn skal beskyttes mere end andres. At man skal være særlig varsom omkring netop deres børn. Følelsen af, at de forventer du kører som en idiot lige indtil du ser deres pas-nu-på-mit-barn-skilt, hvorefter du sætter farten ned, lægger mobilen fra dig og holder bedre afstand.  Kender du den følelse? Så læs videre- for du har fuldstændig misforstået konceptet, og jeg vil med min nymoderlige indsigt gøre dig dybt taknemmelig over sådanne skilte. Advarsler- som det jo er.

ANEKDOTE
Jeg er alene ude at køre med min datter, som meget uhensigtsmæssigt er placeret i sin autostol bag førersædet. Jeg fik ikke lige tænkt over det, inden jeg drønede ud i verden for at ordne dagens liste af ærinder. På sidste køretur var jeg passager, hvorfor det der gav god mening, at hun sad bag førersædet, så jeg kunne nå hende. Det kan jeg ikke nu. Heller ikke se hende faktisk. Men jeg kan  T Y D E L I G T  høre hende. Jeg kan høre, at hun vil have “posemad, Moowaaaarrrrr” (fuck- hun kan sige det nu!), banan, sutter, sovesut og abrikos (??). Hun vil gerne have læst “Peter DAAAALLL MOWAAAARRRR”, og det generer hende ikke det fjerneste, at der lige er en uventet afspærring og omkørsel, som jeg altså skal koncentere mig om.

Den endnu ikke indsigtsfulde vil sige, “så ignorer hende da, og koncentrer dig om trafikken” eller “hold dog ind til siden og løs problemet, og så kør videre”. Til dette vil jeg igen dele ud af min visdom. DET KAN IKKE ALTID LADE SIG GØRE! Det er ikke muligt midt i et lyskryds med omkørsel og ændrede kørebaner inde i København K lige at holde ind til siden. Det er heller ikke nødvendigvis en særlig god løsning, da lyden vil fortsætte, det sekund jeg sætter mig bag rattet igen. Og ignorer hende… Forestil dig at sidde til din afsluttende eksamen/ et vigtigt møde/ din fars begravelse eller andet du vanligvis ville kunne koncentrere dig om, nu med en ghettoblaster for fuld hammer med Rammstein lige ind i venstre øre, mens du får mærkbare, ukurante spark i ryggen og mærker pixiebøger flyve gennem luften. Det er værre end det- for de moderlige instinkter træder i kraft, og man har svært ved at koncentrere sig. Hjernen har kortsluttet- der er for mange input.

I trafikken er det lidt svært at sige, “undskyld- vil du lige gentage det?”. Det er lidt sent, når man allerede er i en forkert kørebane, har overset et rødt lys eller bremset hårdt op for en forgænger, der lige mente at de kunne nå det, hvis de løb. Man forsøger at køre ansvarligt, mens man også ved, at balancen mellem 100% øjenkontakt med vejen, og 100% koncentration om vejen er to modsatrettede ting, der kræver højre hånd omme på bagsædet en varierende, men aldrig ubetydelig del af tiden og øjnene på vejen, det meste af tiden.

Hvorfor stopper disse mennesker (folk med børn) så ikke med at køre bil? Tja… hvorfor gør ældre ikke? Hvorfor kører folk hjem efter en nattevagt? Hvorfor tager folk rulletrapperne, når der er rigtige trapper? Fordi det nogle gange er det der skal til, for at få livet til at hænge sammen. Og Muttis forsinkede opmærksomhed på vejen er ikke nødvendigvis langsommere end en ældre medborger eller én der lige har fået en dårlig nyhed. Den er bare synlig, fordi uopmærksomheden sidder på bagsædet.

MORALE
Baby on Board skiltet er ikke en nedsættende løftet pegefinger, men nærmere et PAS-FOR-HELVEDE-PÅ-JER-SELV-FOR-DEN-HER-VOGN-ER-LIVSFARLIG-skilt. Det kan sidestilles med SKOLEVOGN-skiltet. Så tak for det! Tak for advarslerne. Og pas på jer selv derude i trafikken, for forældre kan må også køre bil!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

41409-US-combo-TENA-Light-Pads-Moderate-long

5 ting nogen gerne måtte have fortalt mig om at føde et barn

Nu er det ikke for at skræmme livet af jer, men der var lige nogle yndige overraskelser, jeg på én eller anden måde gerne ville have vidst inden, så jeg kunne forberede mig på situationen. Jeg ville godt nok ikke kunne have ændret på det, men jeg ville ikke have følt mig så snigløbet af min egen krop og sammensværgelsen af postfødende kvinder, som valgte IKKE at advare mig.

  1. Man er et krater af smerter “dernede” i ikke så få dage efter fødslen
  2. Barselsflåd
  3. Blødning i 8 uger
  4. Hormonel hypersvedning
  5. Man kommer måske aldrig til at ligne sig selv igen dernede

Uddybende om alle 5:

  1. Jeg fortalte min kæreste, at vi jo også kunne vælge at lægge hans 14 dages øremærkede farsel (som Karoline så fint har døbt det) på et senere tidspunkt, hvor baby var lidt ældre og sjovere. Han kiggede kærligt og overbærende på mig, og sagde, at der jo var en grund til, at man lagde dem i starten. Det var muligt, at jeg havde brug for en masse hjælp, da jeg nok ikke var helt mig selv lige efter fødslen. “Nej nej” tænkte jeg, men hvor slemt kunne det lige være? Ret slemt. Min nummi lignede en vindrueklase fra den frodigste franske vinmark, og føltes som en dartskive for skud, for slet ikke at tale om hvordan det føltes, når min indtagede næring, gerne ville ud. Den forreste del af krateret var hævet til uigenkendelighed med flere sting end der kunne tælles, som også bidrog fint til smerten og ubehaget. Om det sved, når jeg tissede, spørger I…?
    Konkret info: De første 14 dage gjorde meget ondt. De næste 14 dage gjorde ondt, men var bedre. De næste 2 uger begyndte det at fortage sig til et helt tåleligt niveu. Herefter helede det sidste over længere tid, men jeg husker det ikke som noget særligt. 
  2. “Hvad fanden er det”, spørger du? Det havde jeg sådan set heller aldrig hørt om.
    Konkret info: Gråligt udflåd af varierende konsistens, men hovedsageligt meget vandigt, som kommer i rigelige mængder i op til 8 uger efter, at man har født. Det lugter heller ikke særlig godt. Men det er helt normalt, og det forsvinder igen. Hvorfor ved man ikke det? Så er man da fri for at blive skuffet på uge 2, over at det er der endnu.
  3. Den der efterfødselsdblødning varer også ganske længe. Jeg tror, jeg havde forestillet mig maks en uge. Men det varer i maaaange uger. Og det er også helt normalt. Jeg tænker at man bare skal forestille sig, at man lige får de næste 9 måneders menstruationer overstået med det samme.
    Konkret info: Man kan bløde i op til 8 uger efter fødslen. Der er en helt gennemtænkt grund til, at moderen får sit efterfødselslægetjek 8 uger efter fødslen. Så på med gigabind og ingen grund til bekymring, hvis du ikke er helt bleg og svimmel. Blødningen skal gerne aftage løbende i styrke.
  4. De første par nætter efter fødslen, tænkte jeg at der var noget galt med sengetøjet på hospitalet. Det måtte være meget syntestisk. Jeg svedte natligt, som jeg aldrig har svedt før, så sengetøjet var helt drivvådt. Det viser sig, at det var hormonelt pga hormonskiftet fra gravid til ikke gravid/ ammende. Jeg måtte i flere uger skifte sengetøj og dyner mange gange natligt, fordi alt var gennemblødt.
    Konkret info: Man sveder så voldsomt som en kvinde i overgangsalderen om natten i mange uger efter fødslen- hvor mange husker jeg ikke, men længere end blødningen. Det aftager også løbende i styrke.
  5. Jeg havde naivt forestillet mig, at når det akutte efter fødslen lige var overstået, så ville mine nedre dele ligne sig selv så nogenlunde igen. Det gør de ikke. Den hormonelle påvirkning under graviditeten gør at tingene vokser lidt, og afhængig af fødselstraumer (altså hvor meget man går i stykker), og hvordan det lige kan stykkes sammen igen, ændrer udseendet sig mere eller mindre drastisk. Det kan godt være, at det lyder petitesse problematisk, og det er det måske også, men ikke desto mindre, definerer ens ydre en del af ens identitet- uanset om det er en synlig eller skjult del. Jeg havde aldrig rigtig overvejet, om jeg synes den var “pæn” før, men nu synes jeg i hvert fald ikke den er det. Og det niver stadig, der hvor de klippede mig.
    Konkret info: Det er ikke sikkert at din nedre identitet forbliver den samme. Man vænner sig til den nye, men ikke øjeblikkeligt. Der er stor forskel på, hvor meget eller lidt forandret den bliver. Men man ville heldigvis aldrig bytte tilbage igen.  Det første syn, må I dog ikke være skræmt af. Den normaliserer sig DRASTISK efter de første måneder, så ha’ tålmodighed og optimisme i begyndelsen. Det ser meget værre ud, end det egentlig er.

Nu er I i hvert fald varslet, om de glædelige kropsændringer man glemmer eller ikke aner hører med til pakken. Heldigvis er naturen sådan indrettet- at jeg ville gøre det hele igen på et splitsekund.  

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8479

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

Vil du ikke også læse:

20151229_192858

‘baby’- [‘bεjbi]: tiny human designed to self-destruct

Hvordan har vores art overlevet så længe? Jeg synes, det er svært nok at forstå, at nogle af os fra 80’erne nåede voksenalderen, men at vi som art ikke er udryddet længe inden, man nåede til 80’erne, er mig en gåde!

I den anledning vil jeg godt lige opdatere min opremsning af undskyldninger! PISSEUNDSKYLD alle mine latterlige udtalelser, som startede med, “når jeg får børn, så….”. Jo, der er så og så meget, man kan beslutte sig for, eller som rent ud er et holdningsspørgsmål, men der er dælen dutme også mange ting, som er bestemt af barnet. Et eksempel: “Når jeg får børn, så flytter jeg ikke om, bare for at undgå pilfingre! Det er et opdragelsesspørgsmål!”. Hm … Den lader jeg bare lige stå et øjeblik.

For lige at dække min røv ind vil jeg godt gøre opmærksom på, at jeg ikke melder mig ind i “bare vent til du selv får børn, så …” -klubben. Men jeg ville bare ønske, at jeg havde været en anelse mindre skråsikker i nogle af mine holdninger til det at have babyer/børn.

Til pointen. Gulvet flyder i plastik- og trædimser i alle verdens klareste farver, nogle endda med dingeling og duttelut, lys der blinker, og hvad ved jeg- ren babystimulation efter alle kunstens regler, men hvad gnaver baby i? Jo. ALT der IKKE har med babyer at gøre. Det er ganske vist fra helt uskadelige ting som stoleben, grydeskeer og parketgulv, men hyppigst er det dog små stykker emballage tabt på gulvet, en bortkommet nød, opladere (vel at mærke i kontakt med væggen i den anden ende), avispapir, plastikposer, potteplanter inkl. jord og andre tunge ting som kan vælte ned over baby.

Det er på ingen måde muligt at spise uden at tage fat om mad-enden af skeen med hele hånden og tvære mos ud over stol, tøj, hår, ansigt, mor osv, men til gengæld kan man med kirurgisk præcision og pincetgreb fange enkelte hår fra gulvet og putte dem inklusiv medfølgende nullermand langt ind i gabet. Det er ganske konsekvent faktisk. En glimmerprik kan samles op og puttes i munden. (!!)

Jeg forstår det ikke. Grå kedelige nullermænd og sorte ledninger vs farverigt, syngende blinkelegetøj. Jeg kan ikke beslutte mig for om babyen er i stykker. Farvekortet virker i hvert fald ikke som beskrevet i brugsanvisningen.

Så er der hele faldtemaet. På samme måde, som nogle folk er tiltrukket af at kaste sig ud fra høje steder, og dermed erklærer sig højdeskræk, søger baby målrettet efter en afgrund. Hun kan nu møve sig frem med begge arme og højre ben (det venstre har tilsyneladende som farvekortet en reklamationsfejl) og gør det i høj fart, hvis der syner en mulighed for et fald længere fremme. Det være sig sengekanter, sofakanter, hvadsomhelstkanter, eller blot et pludseligt kast med hele kroppen i en tilfældig retning, når siddende på skødet eller i højstolen.

Under et af disse suicidale øjeblikke i babys korte kravle(ish)liv lykkedes det hende at komme ud over en sengekant, før jeg nåede at få fat i hende. Trods det, at jeg nærmest kun blinkede, kunne jeg med blødende moderhjerte konstatere, at det var MIN og KUN min skyld, at baby nu lå på gulvet storgrædende og forskrækket efter et hovedstyrt fra 50cm’s højde.

Trods de bedste intensioner om at “holde øje” og “passe på”, og ønsket om med tiden at lære hende rigtigt vs. forkert, farligt vs. ufarligt, må jeg krybe til korset og erkende, at mit post-moderskabs-jeg ikke kan leve op til mine præ-moderskabs-intensioner i alle de aspekter, jeg havde troet. Potteplanter, tunge væltbare ting, små dimser og andet babydestruktivt vil midlertidigt blive omplaceret i mit hjem. Det er vel egentlig sådan, at vores art har overlevet babystadiet.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

PISSEUNDSKYLD ALTSÅ!

Undskyld! For alle de gange jeg i min forhenværende skyklapstilværelse har parkeret min cykel, så der liiiige akkurat kunne komme et menneske forbi… uden barnevogn. For de gange jeg har flyttet mig for tre barnevogne i streg og tænkt, “nej, nu må du sgu altså lige flytte dig for mig, der er jo barnevogne over alt”. Undskyld for alle de gange jeg ved rødt lys ved fodgængerfelter har møvet mig ind foran din barnevogn, fordi jeg antog, at du ville bevæge sig langsommere end mig. Og undskyld fordi jeg jo må have antaget, at du med din barnevogn ikke havde travlt. Undskyld for alle de gange, hvor jeg med mine håndbårne indkøbsposer har antaget, at du da havde det meget lettere med din barnevogn, hvor poserne kunne placeres under. Så meget undskyld for de gange, hvor vi har gået mod hinanden, og jeg er gået over på den del med glat underlag og ladet dig og din barnevogn køre hen over brostenene. Og for den måde jeg har kigget undrende på dig, når du har gået diskret i siden af en bred cykelsti med din barnevogn, når nu der var masser af fortov, hvor du ikke ville have “generet” mig på min cykel- fortov med brosten, render og dæksler. Undskyld!

Jeg vil også gerne lige undskylde alle de gange, jeg højlydt er gået grinende og talende forbi din barnevogn, uden at tænke over, at du måske netop havde fået junior til at sove. De gange, hvor jeg har sat mig ved siden af din barnevogn på en café, uden at overveje at der måske lå nogen og sov i den. Undskyld for de gange, hvor jeg små-irriteret har tænkt, at du da bare kunne flytte ud ad byen eller blive hjemme med din baby, hvis den ikke kunne tåle noget. SÅ MEGET UNDSKYLD!

Meget udtrykkeligt UNDSKYLD for de gange, hvor jeg har nydt at være ude at spise og irriteret mig over, at du tillod dig at gøre det samme med din baby! Hvor jeg har sukket højlydt eller tydeligt løftet øjenbrynene, så du ikke var i tvivl om, at jeg synes dit barn var en skønhedsfejl i min perfekte aften. Slutteligt vil jeg på mine bedende knæ trygle om tilgivelse for, at jeg i min naive tilstand af ikke-mor, troede at jeg var blandt én af mest hensynsfulde, fordi jeg altid holdt døren for dig med din barnevogn, når vi begge var på vej i Magasin.

/Katrine

Vil du ikke også læse: