Tag: amning

5 FIFS TIL DEN VORDENDE FAR

5 fifs til den vordende far

Der er naturligvis mange forskellige typer kvinder, par og fædre. Alligevel har jeg samlet nogle fællesnævnere, som helt sikkert vil gøre en nybagt mor RIGTIG glad. Også selvom hun er en selvstændig, uromantisk, stærk feminist :) Og havde hun ikke behov for det, så sætter hun formodentlig alligevel pris på gestussen. Læs med, og kassér som du lyster, men jeg forbeholder mig retten til at sige, I told you so. 

1. DU-HAR-FØDT-MIT-BARN-SMYKKET

Det er ikke bare en helt fantastisk kærlig gestus, det er også uvurderlig symbolik. Det vil uden sammenligning være den mest fantastiske dag i en kvindes liv, den dag hun bliver mor. At kunne bære et smykke til minde om dagen og begivenheden er så smukt. Det betyder også noget for et barn, at vide, at den sten i mors ring, er for mig, eller de øreringe fik min mor, da jeg blev født. Er man den praktiske type kan en alliancering (med plads til flere sten, når der kommer flere børn) være den perfekte smykkegave.

Ugyldige modargumenter: Det er vel ikke nødvendigt med en præmie, for at føde sit eget barn? –JO. Færdig arbejde.

2. LÆG CHAMPAGNE PÅ KØL

Et skud i tågen: Din stærke, feministiske kæreste har tænkt på barnevogn, babyalarmer, pusleplads, tremmeseng, sengerand, stofbleer, tøj, bleer, D-dråber, hjemmestrikkede trøjer og strømper. Efterfølgende har hun pakket hospitalstasken inklusiv vandrejournal og snacks til dig (!!). Hun føder under voldsom eller ekstremt voldsom smerte jeres fælles barn, skal dernæst have tjek på det der amning, som slet ikke altid er så let, og skal efterfølgende ved hjemkomst lære at være sig selv på en helt ny måde i øvrigt uden søvn, samtidig med at hun skal overskue barselsvisit.

Jeg er med på at du helt sikkert har været med ude at købe barnevognen og selv har samlet tremmesengen, MEN! HUN HAR IKKE TÆNKT PÅ CHAMPAGNEN! Hun har haft alt for travlt med at tænke på fødsel, baby, amning og mere baby. Når I kommer hjem med jeres nyfødte guldklump, er der ikke noget mere rørende, end at DU har lagt Champagne på køl, inden I tog afsted, så I kan poppe den og fejre begyndelsen af jeres helt fantastiske og benhårde nye liv. Just do it, man!

3. BEHOV-UNDER-FØDSLEN-LISTE

Lad os lige kigge på den der mænd-og-kvinder-kan-fuldstændigt-det-samme misforståelse. Det kan de ikke. Det skal de ikke. Mænd og kvinder kan ret mange ret fantastiske ting egentlig, og det fedeste er, at på alle de punkter, hvor de ikke kan det samme, komplimenterer de faktisk hinanden ret godt. Et punkt hvor det er ganske synligt er graviditeter og fødsler. Det kan mænd bare ikke. De kan heller ikke amme, og deres kroppe skal ikke restituere i 100.000 år for aldrig rigtigt at blive sig selv igen, efter at de er blevet fædre. Det kan som vordende far både være en befrielse, men også en usikkerhed, at man ikke kan gøre noget. Men det kan du faktisk.

Du kan hjælpe mere, end du aner. Nu kender jeg ikke din kæreste, og når det kommer til, hvem hun er, mens hun føder, så kender du hende heller ikke endnu, med mindre I allerede har et barn sammen. Kvinder finder deres indre urkvinde frem under fødsler. Al forventet forfængelighed forsvinder så snart veerne begynder at bide, og man har behov for HELT andre ting, end man ellers havde forestillet sig.

Eksempel: Jeg ville gerne masseres i lænden under veerne. Troede jeg. Da jeg så havde haft veer i 8 timer, brølede jeg, FLYT DIT, FLYT DIG, FLYT DIG, IK RØR VED MIG, DU RØRER VED MIG, med en stemme der var en hæs mandlig bas-sanger værdig. Min stakkels kæreste, som faktisk ikke rørte mig, men bare tillod sig at ligge under samme dobbeltdyne som mig, fløj ud ad sengen hvert 5. minut de næste to timer. Den lille berøring af en dyne, der bevægede sig en anelse, blev skelsættende for min overlevelse.

Tilbage til pointen. Man tror man ved, hvad man vil. Så snak om det. Men vær den cooleste kæreste, der sagtens kan rumme, at blive skældt ud over noget, du faktisk er blevet bedt om at gøre, og vær klar til at sadle om. Hun ved ikke, hvordan det er. Forstå med kærlighed, at smerten kan være så voldsom, at man ikke kan sige, sluk for musikken, eller, ti lige stille, eller tæl veerne for mig, et sekund ad gangen. Så ha’ talt mulighederne igennem inden, så du forstår, STILLE, TÆL, SLUK. For det er ca. så lange sætninger, man taler i. Vær klar over, at hvis hun siger til dig, at hun vil have en anden jordemoder, SÅ VIL HUN HAVE EN ANDEN JORDEMODER! NU! Og det er dig, der skal bede om det. Ja, det sucks, men det gør det sgu også at presse et menneske ud ad sit underliv, og man kan bare ikke begge dele. Så denne bet er din- du er hendes stemme og handlinger. Det blev et lidt langt punkt- sorry- men du forstår, når I når dertil. Og hvis du ikke gør, er du gift med SUPERWOMAN.

4. OVERBLIKKET UNDER FØDSLEN

Det er dit. Hvis ikke hun går helt ind i sin egen verden, så er hun alligevel ikke helt fokuseret på alle omkringliggende signaler. Forestil dig at køre i bil i myldretid i Ho Chi Minh City med en limegrøn madposeklemme fra IKEA om penis med 4 aber på bagsædet og ukontrollerbar diarré. Der må din co-driver altså lige have overblikket. Ligeledes er det dig som far, der har det under fødslen. Vær din kærestes støtte først og fremmest, men hold ører og øjne åbne af samme årsag. Kommer der pludselig mange læger, jordemødre og andre hjælpere på stuen? Bevar overblikket- det sker tit. Men ser de bekymrede ud? Taler de hurtigt? Løber de? Eller taler de bare stille og roligt om tingene? Din kæreste kan blive meget nervøs for sit barn, DU er den der kan fortælle hende, at de ser helt rolige ud. Skal der pludselig elektroder på baby og din kæreste? Det sker tit- men igen, ser de bekymrede ud omkring jer? Du har ikke overblikket fordi du kan ændre noget- den tjans har personalet. Du har overblikket, for at kunne berolige og støtte din kæreste, når personalet ikke har tid til at svare på spørgsmålene. Når hun siger, at hun ikke kan mere, så er du ham, der har hendes hånd og tager hendes øjenkontakt, og siger, det er benhårdt det her, men du kan godt, du er pisse sej, jeg er lige her, nu gør vi det! Eller også stritter hun imod et akut kejsersnit, som der har været tale om længe, og du har med dit overblik hørt at “det er fandme nu!” Så du siger, du har været så pisse sej, at jeg slet ikke forstår du kunne. Men nu skal han/hun ud, for ellers bliver det farligt. Det skal nok gå- jeg har dig!

Måske er du pisse bange, og måske er du usikker- men lige der er du hendes klippe- det kan kun du!

5. STØT HENDE I AMNING

Ja, den her havde du nok ikke set komme. I min verden er det et ekstremt overset område for far. Det kan være PISSE svært at få amning igang. Og man kan være ligeså usikker, som førstegangsmor, som du er som far. Det var en enorm støtte for mig, at min kæreste (qua sine to børn fra et tidligere forhold) var fuldstændig cool omkring amning. Jeg tvivlede og græd, var forvirret over alle de divergerende sygeplejeråd og panikkede over min datters hjerteskærende gråd. Jeg kunne slet ikke rumme, at hun græd, på samme måde som han kunne, og jeg var hunderæd for, at hun sultede, eller at det ikke ville lykkes osv osv. Èn af de vigtigste ting i min ammestart, var at min kæreste havde sat sig ind i amning, havde komplet ro omkring det, og kunne støtte mig og holde om mig, når jeg var usikker (ja-bagom skuldrene, imens jeg forsøgte at lægge min datter til). Jeg følte vitterligt, at amning var noget VI skulle have op at køre, og det var fantastisk. Efter 5 dage indlagt var vi for så vidt klar til udskrivelse, fraset at amningen endnu ikke fungerede. De anbefalede, at jeg blev til den fungerede, men min kæreste kunne mærke, at jeg blev mere og mere stresset i omgivelserne og med alle de forskellige råd, så han støttede mig i at tage hjem. Det var helt, helt rigtigt. Her kunne jeg få RO og TID til at sidde med det selv. Jeg kunne bedre sortere i, hvad der gav mening for mig, og hvad der ikke gjorde, når jeg ikke samtidig skulle sige, nej tak, jeg vil hellere bruge den anden sygeplejerskes råd. 

Så sæt dig ind i det- læs om det- og vær klar til at være ham, der er heeeeelt roooolig, når hun kører op, og bliver stresset over, at det ikke virker endnu. Start igen. Fortæl hende at hun er sej. For det er hun.

 

Med ønsket om en lykkelig barselsperiode /Katrine

PS: HUSK FOR GUDSSKYLD AT TAGE BILLEDER!! Måske ikke lige nedefra, og ikke når hun har mest brug for dig, men ind i mellem. Og kort tid efter fødsel, hvor baby ligger hos sin mor, når baby bliver vejet og lidt andre klassiske situationer, som vil betyde uendeligt meget for mutti og barnet, når det bliver lidt større. Prøv at google smukke fødslesfotos, så kan du blive lidt inspireret.

Vil du ikke også læse:

amme foto

Kom godt fra start med din amning- eller saml den op senere

Det er svært at forstå, at amning kan mislykkes, inden man selv har stået i det. De fleste forventer, at amning da bare er noget man gør, for det har kvinder nu engang altid gjort, og hvordan skulle de afrikanske børn ellers få mad i de første 3 år, hvis ikke alle kvinder kunne amme? Så vi forbereder os ikke synderligt på amning i sammenlingning med, hvad vi fx gør inden fødslen. Vi ved godt, at der er nogle stykker, der ikke får det til at køre, og dem er det selvfølgelig rigtig synd for, men det gælder jo ikke for os. Det kan det bare sagtens! Amning kan være DET SVÆRESTE, men der er masser af ting, man kan gøre ved det, så det mod oddsene sagtens kan lykkes alligevel. Man kan læse om min personlige oplevelse her.

Vi er udmærket klar over, at  A L L E  gerne vil komme med gode fif om amning, når det driller. Det er én af årsagerne til, at vi har samlet de bedste råd her. Tag hvad du kan bruge, og glem resten.

For mange kan de officielle råd fra barselsgangens sygeplejersker og jordemødre, din personlige sundhedsplejerske og SSTs pjecer være en rigtig stor hjælp til en succesfuld amning. Hvis man føler, at dette er forsøgt, men ikke virker, så er der andre at vende sig mod, som bruger andre metoder.

DE FIRE SANDHEDER OM AMNING:

  1. Amning må IKKE være smertefuldt længere end de første par dage. (Hvis det er det, kan teknikken forbedres).
  2. Langt de fleste kan amme med den rette hjælp.
  3. Langt de fleste har mælk nok med den rette hjælp.
  4. Amning afhænger både af mor og barn og deres samarbejde.

DE FIRE REGLER OM AMNING:

  1. Lad barnet selv finde brystet (Breast Crawl). Forskning viser, at dette fører til bedre ammeteknik.
  2. Undlad at tvinge barnets hoved ind mod brystet. Det vil modarbejde og eventuelt lagre afvigereaktion. (Man må gerne støtte).
  3. Det kan tage adskillige dage for mælken at løbe til- læg barnet til ofte!
  4. Hele brystvorten skal være dækket af barnets læber i gaberetning (uanset brystvortestørrelse), for at der suttes korrekt. Dette vil give væsentligt større mælkeudbytte og væsentlig mindre belastning af brystvorten. Man kan rynke brystvorten sammen mellem to fingre som en burger, hvis den er meget stor.

Hvis du oplever problemer med smerter, ødelagte brystvorter, for lidt mælk eller at baby har dårlig sutteteknik er der YDERST kompetent hjælp at hente ét af følgende steder:

  • Ammenet på Facebook. Det er en fremragende gruppe mennesker, som har specialiseret sig i FRIVILLIGT og gratis at hjælpe kvinder med amning. Det er et netværk af kvinder, som hjælper og støtter hinanden. Der er mange gode råd at finde, og mange har lignende problemstillinger, som de har fundet løsninger på.
  • Det Private Barselshotel i Gentofte er de bedste penge man nogensinde kan bruge, hvis man har problemer med amning, og man føler, at ALT er prøvet. Deres teknikker er særligt udviklede og helt fantastiske. Det vil være en fordel, at gøre det tidligt i forløbet, så man bruger de rigtige og simple teknikker fra starten. Baby skal jo også lære forfra hver gang.
  • Forældre og Fødsels telefoniske ammerådgivning. Det er gratis og anonymt. Vi har ikke prøvet det selv, men har fået det anbefalet af veninder.

AMMEVENLIGT GREJ:

Brystpumpe: Medela laver nogle fantastiske elektriske pumper, som i tests viser sig at være dem, der minder mest om rigtige babyers sug. Medela Symphony kan lejes på apoteket til få penge, men man skal tilkøbe nogle af delene. Ellers kan man finde Medela Swing Maxi eller Medela Freestyle på DBA eller Reshopper til ganske let gensælgelige priser.

Sutteflaske: Hvis der er problemer med sutteteknikken, og man er nødt til at supplere op med flaske (evt. udmalkning), så laver Medela Calma sutteflasker, hvor barnet kun kan få mælken ud, ved at benytte korrekt sutteteknik. Dette er et meget fikst system, hvor man netop ikke ødelægger, men derimod træner korrekt sutteteknik, mens man benytter flaske.

Sutter: De sutter, der er bedst for babys sutteteknik er lange og runde i dutten. Gerne de hvide fra Føtex, som minder om disse, der anbefales på Gentofte. Sidstnævnte er marginalt længere og større i dutten.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

Jeg elsker Reshopper! Hvis du ikke kender det, og bor i et nogenlunde beboet område, så SKAL du anskaffe dig den app! Man kan købe brugte (og helt ubrugte) ting til ganske beskedne priser, og endnu bedre; man kan komme af med alt sit brugte rakkerpak. Helt ned til den mindste bagatel. Det drejer sig selvfølgelig kun om børnerelaterede ting, og folk går virkelig ind for genbrug her! Det er godt for pengepungen i et familieliv, hvor månedslønnen siver ud ad syninger, inden man når til d. 12. i måneden. Det er også godt for miljøet. Og nu er det som om, der helt er gået sport i det.

Til at starte med fortalte jeg stolt min (for det meste ganske overbærende) kæreste, at jeg nu endelig havde fundet ud af, hvordan man bruger Reshopper ordentligt. Man skal bare være i god tid og søge fx de næste tøjstørrelser i god tid, så man kan købe, mens der er gode tilbud. Men det har grebet om sig. Også her har min shoppomani strammet grebet, og Mobilepay (som jeg i øvrigt også elsker), når nærmest ikke være logget ud, før jeg bruger det igen. “Vi har altså ikke plads til flere køretøjer”, siger han. Her menes naturligvis den uundværlige brandbil med stige og brandslange, den selvkørende grønne bildims, dukkeparaplyklapvognen, den røde dukkevogn, BRIO dukkevognen, BRIO gåvognen, den to-hjulede, tre-hjulede og fire-hjulede cykel. Og nåh ja, scooteren og løbehjulet. “But I can explain…”- Det var bare alt for godt et tilbud. Og jeg kan jo sælge den videre igen. Og hun synes, det er så sjovt. Og det var slet ikke den, jeg skulle købe, men den var der bare også lige. Og jeg havde jo egentlig tænkt det som gave…

Jeg kan godt se, at det har taget overhånd. Folk sælger alt for fede ting til alt for lave priser, og jeg har ikke en chance for modstå. Jeg føler også, at jeg gør noget godt for miljøet hver gang, og det gør det ikke bedre. Så nu har jeg besluttet mig for, at sælge ud af mine egne fejlkøb, ting som ungerne er vokset fra,  og andre ting vi er færdige med at bruge herhjemme. På den måde kan vi få mere plads, og jeg kan få hentet lidt af pengene ind igen. Man skal nok være lidt hurtig omkring annoncen i øvrigt, da jeg regner med, at de ryger hurtigt til den pris!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Da jeg skamfuldt hev “den” frem i fuld offentlighed første gang. Barnet var jo sultent.

Jeg havde endnu ikke været i en situation, hvor jeg havde været nødt til at gøre det offentligt. Jeg vidste måske godt lidt i baghovedet, at jeg ikke rigtig havde lyst, men jeg var ikke klar over, hvor grænseoverskridende det var, før jeg sad i situationen. I endnu én af barselshverdagens logistiske udfordringer blev min lille uvidende datter pludselig sulten midt på Købmagergade. Jeg havde heldigvis Karoline ved min side, da jeg ved et cafebord foran Joe and Juice pludselig måtte blotte mig i et meget privat og faktisk overraskende skamfuldt øjeblik.

Op ad tasken trak jeg med sænket blik og hjertebanken en flaske og en brik med modermælkserstatning, som jeg uproportionalt selvbevidst hældte over i flasken, mens jeg følte at alle i 500 meters omkreds kiggede og pegede i forargelse over min ugerning. Da jeg gav mit lille barn mad løb tårene ned ad kinderne på mig i skam over, at jeg ikke havde været i stand til at amme hende, som jeg og alle andre jo VIDSTE var det sundeste. Mest politisk korrekte. Klart mest nutidige og speltede. Mindst selviske og mest rigtig mor-agtige.

Jeg sidestillede det. Jeg var en dårligere mor, fordi jeg flaskede mit barn.

Alle mine egne let skjulte fordomme ramte mig som et bræt i ansigtet. Jeg måtte erkende, at jeg få sekunder inden, jeg selv havde fundet flasken frem, havde haft ondt af den sydeuropæiske baby ved nabobordet, hvis forældre “tydeligvis ikke havde sat sig ind i, hvad der var bedst for barnet”. De var rolige, kærlige og varme, men de flaskede deres barn. Det skar i mine øjne af uvilje og uvidenhed.

Jeg havde behov for at fortælle forbipasserende om min kamp for og mit enorme ønske om at amme. De skulle vide, at det var aller, ALLER sidste løsning for mig. At jeg både vidste, hvad der var bedst, og ønskede at give hende det, og havde gjort ALT i min magt for at gøre det. Mere end rigtig mange- som sådan set også havde kæmpet mere end rigeligt. At jeg var og er en god mor. Men måske var jeg den eneste i den gade, der ikke havde fattet, at jeg allerede gav mit barn det bedste.  At netop beslutningen om, at nok var nok, og at min datter skulle mættes på trods af min moderfængelighed, var den mest moderlige og uselviske beslutning af alle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet gøre det, hvis ikke Karoline havde siddet med sit i et forstående, men også anerkendende og venlige blik. Hun støttede mig både i, at det var okay, at det var svært, men også i, at der ikke var noget forkert i, at jeg gav hende mad af flaske. Der var noget galt med mit syn på flasken. Jeg startede den dag med at forsøge at se modermælkserstatning, som den bedste mad MIT barn kunne få. For amning var ikke et alternativ. Samme dag startede jeg med, at give flaskende mødre meget mere credit for deres moderskab, beslutninger og intensioner uden at behøve at være informeret om historik og grundlag inden.

 

NOTE TO SELF:

En mor er en god mor med gode intensioner, indtil det modsatte er bevist. Ikke omvendt.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8425

Politisk korrekthed(eslag) i 2015

I 2015 druknede min facebook i negative artikler og postuleringer om, hvordan vi forældre gør det hele forkert, og at vores børn bliver dybt traumatiserede af selv de mindste fejl. ALLE mindre fejl faktisk. Nu troede jeg netop, vi havde etableret at opdragelse og uddannelse giver de bedste resultater ved at rose og fremelske de gode ting. Hvorfor så igen al den negative og faktisk ganske manipulerende kritik med en løftet pegefinger helst med et gran selvfremhævelse som kirsebær på toppen?

Jeg vil hermed gerne erklære min bragende uenighed i følgende hotte 2015-facebook-emner:

1: Man må ikke kalde sin datter PRINSESSE.
Med mindre vi er ude i degraderende og uetiske ekstremer som “mors lille luder” eller “fars lille Nazi”, så kan jeg simpelthen ikke se hvad det rager andre, hvad man kalder sine børn! Jeg bliver provokeret i en grad, hvor jeg får lyst til at kalde min datter prinsesse, selvom det egentlig ikke falder mig naturligt. Til gengæld kalder jeg hende Skiderikke. Og Banditte. Og alt-muligt-andet-kærligt. Jeg sover med sindsro (afbrudt af 2-5 suttetabspanikanfald) omkring, at min datter vokser op uden at troat hun hedder Skide-Rikke eller Ban-Ditte. På samme måde formoder jeg, at andres børn ikke vokser op i den tro, at de rent faktisk er vaskeægte prinsesser af den royale familie. Skulle jeg her tage helt fejl, så beroliger jeg mig med, at prinsesser er hårdtarbejdende kvinder, der ofrer mange ting for at udfylde en stor rolle. De har måske flere penge, men det er nok de færreste, der egentlig har lyst til at bytte beklædnings-/ ytringsfrihed og privatliv for et diadem.

2: Man må ikke KYSSE sine børn PÅ MUNDEN!
Jeg kysser dagligt min datter på munden. Og på panden og kinden og fødderne, og lige der hvor jeg har lyst. Jeg har ikke tænkt mig at afvise mit barn, der kaster sine læber efter mit ansigt i formodning om at give og modtage kærlighed i form af et kys. Dermed har jeg ikke tænkt mig at aftvinge hende mundkys, hvis hun når til et punkt, hvor hun ikke længere selv ønsker det. At kysse sine børn på munden og trutte dem på ballerne bliver aldrig seksuelt, med mindre vi gør det til det. Er man selv af en anden holdning, er det helt okay med mig, men lad også mig opdrage mit barn, som jeg ser rigtigt.

3: Man skal ikke AMME OFFENTLIGT, og gør man det skal det helst være under en burka.
Jeg ammede min datter offentligt uden at dække hende skamfuldt til med en stofble! Jeg tror bare, jeg remser op her: jeg er stolt af at amme, det er svært at amme, det er sundt at amme, det er naturligt at amme, det er det underligste issue nogensinde, jeg gider ikke selv spise uden frisk luft eller udsyn, og slutteligt ville jeg have bare en anelse mere respekt for ammeskammerne, hvis de var lige langt fremme i deres politisk korrekte sko, når det angik seksualisering af kvindebrystet, reklamesøjler med MEGET mere blottede kvinder, radioreklamer om opfordring til utroskab og den øvrige seksualisering af hele vores samfund.

4: Der er en aldersgrænse, hvor dine børn ikke længere må SE DIG NØGEN!
WHAT? Stop nu det der! Dette er i tråd med ovenstående den virkelige synder. Hvorfor al denne seksualisering af helt naturlige ting? Min krop er naturlig og min datter kommer til at SE MIG NØGEN til hun siger stop! Og gør hun ikke det, så stopper det ikke. Der er ikke en korrekt alder, at tildække sig og skammeliggøre vores kroppe. Det er i min optik (både personligt og lægefagligt) faktisk helt helt forkert, da vores børn ikke kan lære at have et naturligt og kærligt forhold til deres egne kroppe, hvis vi skammeliggør den. De skal kunne studere voksnes kroppes udseende (både mænd og kvinder) i de forskellige aldre af deres barndom, da det er forskellige ting de forholder sig til på forskellige tidspunkter. Vi er blevet så forskrækkede for nøgenhed og pædofili, at vi blander tingene sammen. Jeg tror 80’erne havde fat i noget helt rigtigt på mange punkter. NB: Har man ikke lyst til at være nøgen foran sit barn, lader man naturligvis blot være med dette, men igen vil jeg ikke påduttes kunstig blufærdighed eller kravet om at afvikle det naturlige syn på kroppen. Vær som I er, men lad andre gøre det samme.

5: Man må ikke lægge BILLEDER af sine børn PÅ NETTET!
Lad os nu ikke blive alt for firkantede. Har man ikke lyst til at lægge billeder op af sine børn? FINT! Lad endelig være. Men jeg kan simpelthen ikke lade være, for jeg vil så sindssygt gerne dele, hvor ekstremt sød jeg synes hun er. Det er det største, der nogensinde er sket i mit liv, og jeg kan ikke være i mig selv af stolthed. Jeg forventer ikke likes i hobetal eller søde kommentarer, men jeg bliver glad, som alle andre slaver af de sociale medier, når jeg får det. Dette gør mig ikke til en uansvarlig mor, der ikke ved noget om internetsikkerhed. Jeg har privatindstillinger på de ting, jeg mener er nødvendige. Jeg har masser af meganuttede billeder, som aldrig kommer til at se internettet, fordi de ikke er egnede til det. Jeg kommer heller ikke til at poste min datter nøgen eller i uheldige vinkler. Jeg vurderer, at vi lever i en verden, hvor det bare er en del af alles liv, at der altså er billeder at finde af én på nettet. Det kommer vores børn til at lære at navigere i, og så længe jeg laver en velovervejet sortering af, hvad jeg lægger op eller giver tilladelse til at andre lægger op, så er det fint for mig. Jeg tager ansvaret herfor. Fx har adskillige velmenende gæster på Louisiana taget billeder af min datter i udstillings-matchende outfit, og jeg er ok med, at det evt bliver delt på nettet. For der er ikke noget galt med det billede.

6: CURLINGBØRN kan ikke agere i samfundet!
Fint nok. Der er sikkert nogle curlingbørn rundt omkring, men det er blevet så skide poppet at kalde alle børn, som oplever omsorg, hjælp og forståelse for curlingbørn. Hvordan er det blevet negativiseret, at vi hjælper vores børn frem i livet og beskytter dem? I 80’erne var det smart at hakke på børnene og råbe ad dem. Røvfuld var en naturlighed og blev ikke engang skjult for naboen. I 60’erne slog læreren og hyppigt med forældrenes opbakning. Vanskeligheder i skolen blev mødt med trusler, skældud og prygl. Og nu synes man pludselig, at børn, som får kærlighed til at finde selvværd, tryghed til at udvikle sig, og opbakning til at turde kaste sig ud i livet og tro på sig selv, er negativt. De laver ikke dagens gode gerning? Dem ser jeg en hel del af i alle nulevende generationer, men jeg ser også det modsatte. Vejen til fred i verden er GODE FORÆLDRE, DER OPDRAGER GODE BØRN. Thumbs up forældre for det hårde og indlevende engagement! Og dem der bliver for meget- de har nu altid været der.

Peace, love and harmony.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

2-17

Da amning svingede mig en lussing

Jeg var STOLT ammende, allerede inden jeg blev gravid. Det er noget, jeg har glædet mig enormt meget til og har altid følt, at det var det smukkeste og mest unikke en mor og barn kunne have sammen. Arrogant har jeg, (“velvidende” at jeg selv kunne amme), haft utrolig ondt af de kvinder, for hvem det bare ikke lå helt så naturligt, “som for mig”, og som har måttet opgive. Og når man er SÅ stort et naturtalent, er det jo heller ikke nødvendigt at forberede sig med eksempelvis litteratur om emnet. Der var heller ingen grund til at konsultere min gudmor, der som jordemoder har vundet en pris i ammevejledning. Nej nej, den her havde jeg skam selv tjek på- det lå helt naturligt i min krop.

Så kom hun ud på ikke helt så udramatisk vis, som ventet. Ganske modsat hvad jeg både vidste hun skulle og havde set før, så tog hun ikke fat i min brystvorte, uanset hvordan jeg lagde hende i forhold til den. Folk sagde, “giv hende lige lidt tid”, hvilket nok var det eneste rigtig gode råd, jeg fik i løbet af de følgende 5 dage. Hun fik bare ikke rigtigt tid. Vi blev overflyttet til en barselsstue, hvor der kort tid efter kom en jordemoder og pressede min nyfødte datters lille bitte ansigt ind i mit grotesk store bryst, så hun sprællede for livet og kæmpede imod. Hun kunne ikke få luft. Det var bare for at “støtte hende”, blev der sagt. Jeg var ved at kaste op! Det var SÅ forkert for mig, og jeg kunne mærke i hver en celle, at det slet slet ikke var sådan det skulle foregå. Men jeg led under forbandelsen ‘førstegangsfødende’ og turde ikke lade min uvidenhed ødelægge den professionelle vejledning.

De næste mange jordemødre og sygeplejersker (3-5 nye per døgn) kom med hver deres ammereligion, og det var hver gang dødsens vigtigt, at vi satte ind nu med præcis deres metode. Èn mente at baby var sulten og skulle have erstatning ASAP på anden dagen, inden min mælk havde haft en chance for at løbe til. En anden kom løbende med Medelas største malkemaskine (eller brystpumpe som man kalder menneskeversionen) på hjul! Der skulle pumpes hver 3. time i 10 minutter på hvert bryst, så de kunne blive stimuleret til at producere mælk. Nogle svor til ammebrikker. Andre fik store og chokerede øjne, når de så mig sidde med sådan en værdighedskrænker på og mente nærmest, at det ville ødelægge alt. Èn kom med en sprøjte og en sonde, som blev tapet fast på mit bryst og ned langs brystvorten, så baby troede der kom mælk når hun suttede. Hun fik MME på kop… på sprøjte… på sonde…via min ammebrik. Hun blev vækket hver 3. time, når nogen mente det var livsvigtigt for amningen og andre gange fik hun lov at sove, når en anden mente at det vigtige for produktionen var min søvn. Og hendes. Det eneste de alle var enige om, var kvæl-barnet-med-brystet-teknikken. En del kvindelige barselsgæster ville også af et godt hjerte byde ind med ammefif af diverse arter. Vi lå hud mod hud, når vi kunne, men det var ikke beskedent hvad der var af ammeritualer, jeg skulle igennem, som afbrød enhver form for RO!

I retrospekt var det fuldkommen urimeligt, hvad jeg var igennem. Hvad hun var igennem- min stakkels nyfødte lille bitte pige, som bare havde brug for tryghed, sin mor, ro og TID til ligeså stille at lære det. Vi tog hjem for at få ro. Eller… den slags får man jo ikke med 2 andre børn, som også skal være en del af ‘ny lillesøster scenariet’, men ro fra holdninger til min amning. Ro til at mærke efter hvilke af de 1000 råd, der gav mening for mig. Jeg havde en enorm støtte i min søde og forstående kæreste, men det ændrede ikke på min datters lille spidse trutmund, der kun allernådigst tog spidsen af dutten mellem læberne og sugede til. Det virkede jo ikke på den måde, så hun hev og sled i den og blev mere vred og mindre tålmodig hele tiden. Mine brystvorter var blødende med kridhvide blæner, som føltes som om der blev prikket lange nåle ind ved blot den mindste berøring. Jeg skreg som en pisket og bed i mine knoer så snart hun rørte min brystvorte. Aldrig har jeg oplevet noget så smertefuldt på så meningsløs en måde. Jeg gik med ammedutter MELLEM amninger for ikke at blive berørt på brystvorten. Inden for få dage begyndte jeg at klamsvede og få hjertebanken ca. 5 minutter før hun meldte sig til måltiderne. Jeg kunne næsten ikke få mig til det, men instinkter er stærke. Jeg blev svimmel med pletter for øjenene så snart vi startede, fordi jeg ikke kunne trække vejret ind, efter brølet var kommet ud. Det var vanvid. Efter hver eneste amning (som varede i 40 minutter til 1 time, fordi hun jo intet fik ud) fulgte en halv times udmalkning med elektriskpumpe på begge bryster. Venstre leverede ca. 30ml og højre mellem 60 og 150ml. Mælken fra udmalkningen blev givet efter hver ammesession suppleret med MME, hvis jeg ikke malkede nok. Sådan kørte det de første 5 uger. On/off med ammebrik i et forsøg på at smide den vs. overleve.

Jeg var slet ikke selv ved at give op på noget tidspunkt. Jeg kom aldrig til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu havde jeg gjort alt. Jeg kunne se på folk omkring mig i lignende situationer, at mange stoppede efter nogle uger af det her. Mange havde meget travlt med at fortælle mig, at det var okay at stoppe. Og det skulle heller ikke være en sur kamp. Eller mange børn havde klaret sig fint på MME, og så meget betød den amning ikke. Men det gjorde det for mig. Og det var ikke en sur kamp for mig. Det var en kamp, som jeg VILLE vinde, for jeg brændte så inderligt for at amme min lille pige. Til gengæld kunne jeg godt se, at dette ikke gik i nogen som helst brugbar retning. Jeg googlede og researchede i vildskab, og det bedste jeg kunne finde frem til var Ammenet på facebook og Det Private Barselshotel i Gentofte. Jeg meldte mig ind i det første og afventede godkendelse, mens jeg ringede til det andet og fik en tid. Det var hundedyrt synes jeg, for jeg havde jo prøvet ALT og fået ALLE råd, så hvorfor skulle dette være anderledes? Men hun hørte om mine hvide brystvoreblæner og sagde, “stop amning lige nu, hvis du vil i gang igen nogensinde, og kom herud! Hvis du ikke vil komme herud, vil jeg godt lige give dig nogle råd i telefonen, men det er lettest, hvis vi har dig her forbi”. Hun sagde, at hun var HELT overbevist om, at de kunne hjælpe mig, og at de IKKE var underlagt Sundhedsstyrelsen med samme magt som det offentlige. De brugte altså helt andre teknikker end det offentlige. Fx fulgte de meget med i Amerikansk forskning på emnet uden at vente på at de samme ting blev genundersøgt og godkendt i Danmark.

Efter 2 minutter på Gentofte var min datter lagt til på en tilnærmelsesvis smertefri måde TRODS hvide brystvorteblæner, og hun spiste og spiste og spiste. Vi var på rekordtid igennem et kæmpe område af informationer (som jeg ville ønske jeg havde optaget på bånd!) og forskellige ammestillinger. Min datter spiste grådigt med helt rigtig sutteteknik i 40 minutter, hvorefter hun UDEN flaskesupplement faldt i søvn og sov i 3 timer! Jeg var målløs. Mit venstre bryst havde hun i øvrigt fået kickstartet, så jeg ved næste pumpning hjemme malkede 150ml fra hvert bryst. Pumpen var jeg trappet ud af efter en uge, og min datter var 100% ammebarn UDEN ammebrik, og jeg var 100% ammende mor UDEN smerter. Det er de bedste penge jeg nogensinde har givet ud. N O G E N S I N D E. Vores teknikker drillede lidt efter nogle uger, så jeg var en time mere derude for at få det genopfrisket og få flere tips på det stadie, hvor vi nu var, og denne gang gav det ligeså meget.

Da min datter var 4 måneder vejede hun stadig ikke 6 kg. Hun var meget mindre end de øvrige babyer i mødregruppen. Vi havde godt kunnet se udviklingen, men hun var glad, vågen, stærk og sov lange lure. Hun virkede okay! Og babyer er jo forskellige. Men i løbet af få dage ændrede det sig. Hun blev pjævset og ville ikke sove længe ad gangen. Hun var sulten. Jeg havde frygtet dette øjeblik. Vi tog på Sundhedshuset, og jeg vidste godt, hvad de ville sige. Hun skulle suppleres. 3 flasker dagligt. Jeg hulkede. Af skyld over at mit barn havde sultet.  Af skam over at jeg ikke havde reageret tidligere. Og af sorg over at vores ammetid, som “rigtig mor og barn” var forbi. Hun var faldet 3 vægtkurver og 1 længdekurve. Jeg havde på intet tidspunkt haft let ved at amme, men jeg havde ammet hende fuldt til hun var 4 måneder, og nu efter al den tid måtte jeg give op. Jeg var knust.

I lang tid ammede jeg altid først, supplerede så med flaske. Og ja- jeg begyndte at malke ud med elektrisk pumpe igen. Jeg ville øge min produktion. Det skulle fandeme være løgn, at jeg ikke kunne komme tilbage til amning. Jeg tror på, at babyer skal være tæt på 6 måneder før de er rigtig klar til skemad, og i særdeleshed min datter, som ikke havde udvist nogen form for interesse for det vi spiste. Jeg blev nærmest autodidakt (eller … Hedididakt) specialist i power-pumping (yes, it’s a thing …), exclusive pumping og andre amerikanskudviklede teknikker med fokus på øget mælkeproduktion. Efter yderligere en måned eller halvanden (jeg kan snart ikke huske det) med dette system opgav jeg pumpen og accepterede, at hendes kost nu bestod af MME, som jeg for alt i verden gerne ville have undgået. Jeg tror nemlig heller ikke på, at vi er beregnede til at drikke komælk. Jeg holdt fast i amning inden flasken så længe hun viste interesse for det, men det ebbede også ud. Til sidst var der kun en enkelt nærmest symbolsk natamning tilbage, som min datter takkede nej til for første gang morgenen efter anden juledag.

Det er slut. Jeg ammer ikke mit barn længere. Jeg ER nået til et punkt, hvor jeg har accepteret, at det bare var sådan det blev, men hvis jeg tænker for meget over det, bliver jeg stadig ked af det. Jeg ser stadig mig selv som en ammende mor og bliver overrasket, når jeg kommer i tanke om, at det faktisk ikke var hele sandheden. Jeg ved godt, at det for mange er at gøre en stor ting ud af noget knap så stort, men det piller ved ens identitet. Ens selvbillede. Og ens forhold til hvad mor-barn forholdet egentlig er for en størrelse. Det tog lang tid at forstå, at jeg ikke bare kan skiftes ud med overboen eller kiropraktoren, fordi jeg er stadig hendes mor, selvom jeg ikke kunne yde mere end alle andre, der også ville passe godt på hende.

Arrogancen er modificeret til tro, håb og vilje. Jeg VIL amme mit næste barn. Jeg er sikker på, at jeg godt kan det her. Nu har jeg også hospitalstasken pakket med erfaring og rygrad næste gang. Amning er MIT, og jeg vil selv lægge mit barn til. Jeg vil selv bestemme, hvornår mit barn er sultent nok til at skulle suppleres med MME. Jeg vil selv bestemme, om jeg vil vække mit barn om natten. Jeg vil selvfølgelig gerne lytte til gode råd fra erfarne og professionelle, men det bliver som alle andre råd- nogle jeg sorterer i, og tager det med mig jeg kan bruge. Og går det alligevel ikke som smurt, så vil jeg til Gentofte allerede helt fra starten, så vi denne gang får fuldstændig tjek på sutteteknikken lige fra starten.

Og hvad angår billedet. Amning kan være hårdt arbejde og vanvittig svært teknisk. Det er ikke altid et valg, at “amme diskret”, da det for nogle slet ikke kan lykkes, hvis baby og bryst dækkes til. Det var svært nok for os uden. Det er voldsomt grænseoverskridende at amme et barn offentligt, når man kæmper for at få det til at lykkes og faktisk også ser lidt klodset ud i processen. Jeg synes vi skal huske, at være stolte af os selv, når det lykkes, for det er bare ikke en selvfølge, at alle kan amme. På samme måde håber jeg, at andre i det offentlige rum husker, at bakke op og vise respekt- heldigvis har jeg aldrig mødt andet! Ovenfor ser i mig i mit stolteste øjeblik, hvor jeg efter 4 måneders hårdt arbejde (desværre for sidste gang) fuldammer min datter.

/Katrine

Vil du ikke også læse: