10 ting, man godt må forvente af barselsgæster


I sommeren ’15, hvor vi fem rendte rundt og var grønne udi barsel, florerede en tekst på internettet: Anne Deppes 9 råd til folk, der skal på barselsbesøg.

Det var en ærlig og kontant tekst – så heftig, at Anne kom ud i lidt af en shitstorm – men i vores øjne var emnet nu uanset tonen ganske vigtigt: Takt og tone ved omgang med nybagte forældre. Et barselsbesøg er ikke en ligeværdig kaffedate, det er et besøg med den ene part i klar fokus, og derfor vil vi gerne i Annes ånd præcisere, hvad gæster godt lige må tænke over, når de besøger nogen, der inden for de sidste to-tre uger har fået en lille.

*

1. Kom først på barselsbesøg, når du bliver inviteret
Det kan være svært ikke øjeblikkeligt at sætte kurs mod barselsreden, så snart der tikker en “Jeg har født!”-sms ind fra en, man har meget kær og som måske lovede før fødslen, at du måtte være blandt de første. Men spørg lige alligevel, om et besøg passer – og fisk efter et ærligt svar. Måske har forældrene svært ved at sige nej af høflighed, selv om de helst vil være alene lidt endnu. Hjælp dem frem til det ideelle. I skal nok nå det hele.

2. Medbring ikke dine egne små børn
“Hvad!? Må min lille Bastian ikke møde sin nye kusine Olivia?!” Og jo, selvfølgelig må Bastian det, men hvis hverken Bastian eller Olivia fatter verden omkring sig og heller ikke riiiigtigt begreberne fætter eller kusine, så se i øjnene, at Bastian kun er med for sine forældres skyld – ikke Olivias eller hendes forældres. Bastian skal nok få lejlighed til at møde sit nye familiemedlem lige så snart Olivias mor og far er kommet mere til hægterne og kan overskue støj og virkelighed og ham igen.

3. Udvis ammekonduite
Gå måske lige på wc eller ud til opvasken, når moderen gør klar til at amme for første gang. Og bliver der ammet, når du ankommer, så lad være at stikke hele femøren ned til den lille og brystet, hvis du ikke bliver vinket hen til netop det. Måske har moderen ikke været særlig kropsforskrækket før, og du har måske set hende topløs tusinder af gange, men der er stor sandsynlighed for, at det her er noget andet. Amning er svært i begyndelsen, især hvis man bliver stirret på imens og ikke slapper af. Det er bedre at træde varsomt og blive grinet af for at være overhensynsfuld, end det er at være den, der ikke havde situationsfornemmelse.

4. Skru ned for duft og lugt
En nybagt mors (og en nyfødt babys) næsebor er sarte, så undlad kraftig parfumering og cigaretterne inden du går ind ad døren. I fald du ikke kan undvære cigaretterne, så vær betænksom og vask hænderne, inden du aer babyen på kinden. Nikotin er meget farligere for de små end for voksne og overføres også ved berøring. Det kan være rigtig svært for forældrene at bede rygere vaske hænder.

5. Hav en lille gave med
… for hele anledningen er jo nogens fødselsdag!

6. Gør dig nyttig
Medbring noget lækkert at snacke under barselsbesøget, lav selv kaffen og tag opvasken efter dig. På eget initiativ. Måske indvier moderen ikke alle gæster i realiteterne, men så kan vi gøre det: At have født er som at have svømmet et marathon på rekordtid, mens et stort klovdyr sparkede løs i ens skridt. Kroppen er smadret og træt i lang tid; for træt til at opvarte i hvert fald.

7. Accepter, at der er ét fokus: Den lille baby og den store oplevelse, de alle tre har været igennem
… så hvad der sker på dit job eller hvordan din mor klarede sin øjenoperation, er ikke vigtige. Det bliver de emner igen, men de er det ikke lige i dag, hvor du er på barselsbesøg.

8. Tune in
Du regner måske med, at du må holde junior, fordi hverken mor eller far plejer at være specielt sart anlagt. Men! Det er de måske i denne tid alligevel. Reager på det, hvis de tøver, når du spørger, om man må sidde med babyen. Og vær okay med, at nogen må og andre helst ikke må. Alt skal være tilladt af sær, overbeskyttende forældreopførsel. De skal nok come around og blive sig selv igen.

9. Husk de store!
Er der større søskende, så giv dem lidt opmærksomhed, der handler om dem kun – mere end “Det må være spændende med sådan en lille én, hva'”. Det er ikke nødvendigvis kun lutter lagkage at blive storebror eller -søster.

10. Gå igen, før du bliver bedt om det
… du kan jo altid tage frakken af og blive, hvis de trygler dig. Langt de fleste nybagte forældre kan i de første to-tre uger overskue langt mindre ad gangen, end de plejer. Det gælder desværre nok også dig. Men kom igen snart! 

*

Liker du firstmomproblems.dk på Facebook? Nej? Vi er ellers lige her!

Vil du ikke også læse:

The following two tabs change content below.

Mothers United

Vi er fem småbørnsmødre, der driver dette site om ting og tanker, tips og tabuer, som vi godt ville have kendt til, før vi havde fået børn. Fedt, at du læser med! Kærlig hilsen Katrine, Kristina, Anne-Sophie og Salli.

Nyeste indlæg af Mothers United (se alle)

13 Responses

  1. Pernille

    Årh hvor gad jeg godt have haft denne ved hånden, da jeg blev mor i august. Så var den dæleme blevet sendt rundt til alle barselsgæster!

  2. Astrid

    Jeg tillader mig også at komme med en tilføjelse: Kom til aftalt tid. Jeg oplevede flere gange at mine barselsbesøgende sagde de ville komme på et bestemt tidspunkt, hvor de så troppede op 45-60 minutter senere. Den tid kunne jeg have brugt på at indhente lidt søvn, men lod være fordi jeg jo vidste at der snart kom gæster. Så sad vi der og blev mere og mere trætte og mere og mere irriterede, mens vi ventede.

  3. L

    Åh ja, det med amningen! Min søde søde svigermor, der elsker sit barnebarn så højt er ikke nærig med kys til guldklumpen, ej heller når jeg sidder om ammer. Synes måske at mit bare bryst kommer lige lovligt tæt på svigermors hoved.. Har aldrig sagt noget, og nu er han større og kan ikke altid koncentrere sig om måltidet, så det er gået over.

    • Hej med dig! Fedt, at du kan genkende noget af det, vi skriver!

      Det må være en kvindeting, det med at bryster, der ammer, er fælleseje. Mænd holdt sig i mit tilfælde på fin afstand til alt var kysk dækket til igen.

      … ej, okay, din oplevelse lyder alligevel vild nok. Hun kyssede simpelthen det barn, du ammede! Modigt, svigermor!

      • Marie

        Det gjorde min venindes svigermor også. Det er ret vildt!

      • Stine E

        Er bange for at det ikke helt er en kvindeting.. Min første var tidligt født og vi lå på sygehuset og han øvede i at spise. Der kommer min mands svoger for at besøge os, og stikker hele hovedet ned for at se hvordan knægtens sutteteknik var.

        Meget grænseoverskridende at have en stor landmand, som altid kun giver hånd (har kun fået et kram af ham én gang og det det krævede et dødsfald af den chokerende slags, for at det skete..), til at stå og virkelig iagttage, også selvom jeg godt ved at det ikke var mit bryst han kiggede på, men strikt faglig sutteteknik, knægtens evner blev bedømt som var han en lille pattegris..

  4. Josephine

    Super fint indlæg – som mor til to til april, kan jeg også tilføje, at det er helt ok at bede dine gæster at vaske hænder og evt. spritte dem af, når de har lagt overtøjet og inden de siger hej til den lille ny. Der kommer mange gæster igennem huset de første uger. Vi har altid sæbe og håndsprit fra apoteket stående ved håndvasken, og det er især vigtigt, hvis der kommer børn med på besøg. Og der var bestemt ingen sure miner fra vores gæster med første barn, så det vil blive praktiseret igen til april når nr. to ankommer.

  5. Marie

    Som læser af listen med de 9 råd og af jeres tekst ovenfor, anser jeg punkterne for at være til eftertanke og ikke som en sandhed. Uanset om man er den besøgende eller den, der står for at skulle have barselsbesøg, er det vigtigt at have in mente, at der ER forskellige holdninger til den slags.

    Jeg var selv ret klar i spyttet omkring, hvad jeg havde lyst til af besøg – og det var ikke ret meget. Det, tror jeg, at nogen kom til at tage som en personlig afvisning, og sådan var det ikke ment. Men jeg valgte at tænke, at sådan måtte det bare være, og at jeg i den ene og allervigtigste situation i mit liv ville have lov at sætte mine rammer, uanset om nogen blev fornærmede over det.

    De der 14 dage, hvor vi begge var på barsel fløj bare afsted, for da ikke at tale om den ikke-eksisterende tid, vi var indlagt. I vores tilfælde brugte vi også den første uge af barslen på at pendle til Hvidovre hver dag, hvilket ikke just højnede lysten til yderligere aktiviteter. Da det så blev hverdag igen, var der bare kun to weekenddage om ugen, hvor vi alle tre var samlet. Og vi var heldigvis enige om, at der ikke skulle presses besøg ind både lørdage og søndage, selv om det betød, at der gik ret lang tid, før hele besøgsrækken var nået. Og selv om jeg sagde fra alt det, jeg havde lyst til, kunne det alligevel godt føles ubehageligt, at jeg var nødt til at være afvisende for at få lov at have den fred og ro med min baby, som jeg havde lyst til.

    Jeg har også venner, der har inviteret hele vennekredsen den dag, de var hjemme fra sygehuset, og som bare syntes, det var superfestligt. Sådan er vi bare forskellige, og det er vel også ok?

    Jeg kender naturligvis også situationen set fra den besøgendes side, men selv om jeg kan glæde mig helt vildt til at møde et lille nyt menneske og dets forældre, så går det jo trods alt nok, om der går en uge eller to fra eller til. For mig at se er den helt åbenlyse konklusion på råd som de ovenstående, at det er vigtigt både som barslende at melde ud og som besøgende at spørge ind, så besøget bliver så godt som muligt.

    • Hej Marie :)
      Hvad man godt kan tillade sig at forvente af barselsgæster, er selvfølgelig ikke regler om, hvad man SKAL forvente af barselsgæster. Men det er svært at skrive indlæg, hvis man altid skal lægge ud med at forklare alt det, det ikke er, hvis du forstår :) Så deraf titlen, “10 ting man godt må forvente af barselsgæster”. Fordi det kan være svært at sige til og fra, når man er helt ny. Og fordi man tit lytter til andres behov før ens egne. Derfor er det måske for nogle, som er knap så gode til at sige fra som dig (hatten af for, at du havde styr på dine grænser!), rart at læse, at det faktisk er helt normalt og helt okay. Vi er 5 forskellige mødre, der heller ikke er enige om, hvordan man gør det ene og det andet. Nogle af os synes fx pkt 1 & 5 er vigtige, mens andre måske synes, at de fleste er vigtige. Sådan er vi forskellige. Vi har enedes om, at det der er på vores liste, faktisk er helt ok, at forvente af gæster, hvis man har behov for det. Hvis man ikke har, er det jo fuldstændig lige meget :) Heldigvis bestemmer vi ikke den slags, vi kommer bare med vores perspektiv.
      Lyder hårdt med jeres frem og tilbage. Håber baby og du er okay.
      /Katrine

  6. Marie

    Hej Katrine
    Jeg forstod godt, at listen ikke var ment som sandheden. Men det undrer mig, at der ligefrem kan komme shitstorms ud af sådan nogle lister. Det var vist egentlig min pointe, men det fik jeg så ikke lige frem. 😉

    Jeg synes, jeres indlæg er rigtig fint, for det er godt at tænke over, hvilke grænser man har som barslende – og hvilke grænser folk, man skal besøge, muligvis har, der kan være relevante at spørge ind til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *