Kategori: Working mom

“HEJ, JEG HEDDER KAJAS MOR”.

“Hej, jeg hedder Kajas mor”.

Genkendeligt? Altså selvfølgelig går vi ikke rundt og siger, at vi hedder “nogens mor”. Men så alligevel.

I mødregruppen hilser man pænt på sine nye mor-veninder og siger, “Hej, jeg hedder Katrine, og det her er Kaja”, mens man komplet uvidende om sin nye identitetsglidning påbegynder det første sociale skridt som mor. Man formes ligeså stille som forskellige mødre i hinandens trygge nærvær, og så pludseligt er det slut. Den første i mødregruppen skal starte på arbejde. Mig. Babyboblen og morlivet, som man kender det, er slut, og guldklump skal i den anledning afleveres til vildt fremmede mennesker.

FORNUFTEN: “Husk nu på, at bebs jo også er ved at være klar til nye udfordringer”. “Hun keder sig”, og “børn har gået i vuggestuer, som vi kender dem siden 60’erne, så nu må du lige tage dig sammen”.

DET BRISTEDE HJERTE: “Ingen kan mærke hendes signaler som du, og ingen kan skelne mellem hendes jeg-er-sulten-gråd og hendes jeg-er-træt-gråd. Hvad hvis verden alligevel bliver for meget, og mor ikke er der? Hvad hvis hun tror, at hun bliver forladt? Hvad hvis hun græder i løbet af dagen, og har brug for sin mor? Kan hun godt håndtere, at det skal være en anden voksen, der trøster hende?”

For man ved jo godt, at hun kan trøstes af andre, men man ved alligevel ikke helt, om det er godt nok. For selvom de er fantastisk dygtige og hjertelige, så er de ikke hendes mor. Men dagen oprinder. Far laver indkøring (behøver jeg at forklare hvorfor?) og ugen efter skal man selv aflevere. Efter det store kunstige smil med vink sidder man i garderoben og mislykkedes med tåretilbageholdelse, når nogen pludselig siger, “er du Kajas mor? Det skal nok blive bedre- jeg er Woodys mor, og sad selv der for en måned siden, men de bliver SÅ glade for det”. Og så møder man Olivers mor, og Pils mor og først flere uger (måneder) senere går det op for én, at man jo også kunne spørge, hvad de egentlig hed, før de blev mødre. Andet sociale skridt som mor er påbegyndt.

Man hører ofte dette fænomen omtalt negativt. At man mister sin identitet og bare bliver nogen i kraft af sit barn. Men jeg må helt ærligt indrømme, at jeg elsker det. Jeg elsker at se verden fra den anden side. Altså fra min lille datters øjne i stedet for gennem mine egne, som jeg trods alt har gloet ud ad de sidste 35 år. Jeg er meget mere stolt af at være hendes mor, end jeg nogensinde har været af at være mig selv. Så det har aldrig egentlig generet mig at hedde “Kajas mor”, og det har altid kun gjort mig lykkelig, at se min mor omfavne mit barn, for så at komme i tanke om mig et kvarter senere. Jeg føler mig allerede hilst på, når jeg ser glæden i både min datters og min mors øjne, når de genser hinanden. For det kan godt være, at hun er født, men hun er stadig en del af mig.

/Kajas Mor

 

Vil du ikke også læse:

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

PUNKTERING AF FORÆLDREKLICHÉER

Punktering af forældreklichéer

  1. LIVET STOPPER IKKE, BARE FORDI MAN FÅR BØRN
    Nej, det gør det jo sådan set ikke på den der hjertet-pumper-blodet-rundt-i-kroppen-og-lungerne-får-lavet-et-rimelig-fornuftigt-luftskifte-som-giver-blodet-noget-at-transportere-rundt måde. Men. Det liv man har STOPPER. Alle der siger noget andet PISSELYVER DIG LIGE OP I HOVEDET! Og ja, nu sidder der sikkert et par stykker af jer klar til at forsvare ovennævnte kliché, men jeg står fast. Livet går med ét fra at handle om dig til at handle om dem. Det der formodentligt ligger bag klichéen er, at det er ikke kun dine rammer der ændres, det er i høj grad også dine prioriteter. Og det er her kernen ligger. Selvom du teknisk set stadig kan tænke på dig selv 24/7, drikke vin 3 hverdagsaftener om ugen, træne hver dag og stadig have masser af tid til venner, så vælger man ofte at gøre noget andet. Der er nogle helt andre værdier på spil, og i øvrigt også væsentlig mindre tid. Tingene sættes lidt mere i system, fordi det er den måde det glider nemmest på. Selvom man er loose i sin opbringning (dermed ikke nødvendigvis opdragelse) af børn, så er de stadig sultne før kl. 21, de skal stadig sove flere timer i døgnet end dig, og de kan ikke hente sig selv fra vuggestuen, mens du tager i fitness. Livet stopper ikke, men det ændres. En hel del. Man skal kæmpe meget hårdere for at opnå det samme som før på alle ikke-forældre-punkterne i livet.
  2. GRAVIDITET ER IKKE EN SYGDOM
    Nej, det er ikke (nødvendigvis) noget man dør af, for det er der heldigvis ikke så mange i Danmark, der gør længere. Men det var der faktisk engang. Og det er der stadig mange andre steder i verden. Det betyder ikke at selve graviditeten er en sygdom, men det betyder at kroppen er i en ændret tilstand, som påvirker forskellige gravide i forskellig grad. Tilstanden kan også sagtens udvikle sig til sygdomme i forskellige farlighedsgrader og for nogen, kan det være livsfarligt. Grunden til at det ofte ikke bliver livsfarligt i Danmark er, at vi forebygger og behandler. Det ville være så fint, hvis alle gravide SELV kunne få lov til at fortælle, hvordan de havde det. Hvis du gerne vil vide om hendes graviditet er en sygdom eller måske bare en gevaldig gene/ smertefuld tilstand eller andet- SÅ SPØRG. Du ved det ikke bedre end hende. Heller ikke selvom du selv eller din kone havde en problemfri graviditet.
    I forlængelse af dette:
  3. “HUN KLAREDE GRAVIDITETEN SÅ FLOT!”
    Dette siges oftest om kvinder, som har haft en forholdsvis let graviditet og dermed fortsat har kunnet løbe, arbejde, feste længe osv. Og bevares- jeg synes altid det er flot, når folk har klaret en graviditet (og fødsel). Men jeg begriber ikke, at “hun klarede det flot” er forbeholdt de kvinder, der i store træk ikke var særligt plagede i deres graviditet. Hvad med de kvinder, der skulle ligge ned i flere måneder? Det er fandme flot klaret! Hvad med dem der kastede op i flere måneder? Det er fandme også flot klaret! Eller dem, der havde så voldsomme smerter (eller andre gener), at de enten måtte sættes igang før tid eller endda formåede at modstå dette. Det er flot klaret! Jeg kunne blive ved- kvinder der mistede en tvilling, men holdt hovedet højt. Kvinder der blev skilt, men alligevel stod stærkt og klarede det hele selv. Så de damer- har du klaret en graviditet, og har du haft udfordringer i form af (indsæt selv problem her)- så skal det siges: HOLD KÆFT HVOR ER DET FLOT KLARET! I SALUTE YOU!
  4. “I SKAL IKKE VÆNNE HAM/HENDE TIL AT…”
    Hold nu bare de gode råd for dig selv. Med mindre du blev spurgt. Kvinder (og andet godtfolk) har altid været glade for at dele ud af deres gode og til tider bedrevidende råd. Endda folk, der ikke selv har børn, er glade for at fortælle, hvordan det lige skal gøres. Jeg er helt med på, at man sagtens kan lære af andre, og at man sagtens kan have indøvet nogle uhensigtsmæssige rutiner. MEN. Kan vi ikke godt stoppe med at tale om alle de ting vi fejlagtigt “vænner” vores børn til og fra? Det startede allerede med at vores mormødre fortalte os, at vi ikke måtte “vænne” babyerne til at skulle sidde på armen. I ved- de babyer, der aldrig har oplevet andet end nærkontakt med mor fra de var blot få celler store. Her taler vi jo snarere om en fravænning fra mor. Så måtte vi ikke “vænne” vores børn til at sove sammen med mor og far. Eller til at sove, når der var stille. Eller eller eller… Jeg vil bare lige dele en observation her: som oftest, når forældre står med babyer/børn i en drilsk tilbagevendende problematik, så HAR de prøvet alt det oplagte. Men børn er forskellige, og nogle gange så er det bare, som det er. Det er alligevel en kort periode, de er så små.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

WARNING- BABY ON BOARD

WARNING: BABY ON BOARD

Man kender skiltet i bagruden på bilerne. Den slet skjulte irritation over, at folk mener deres børn skal beskyttes mere end andres. At man skal være særlig varsom omkring netop deres børn. Følelsen af, at de forventer du kører som en idiot lige indtil du ser deres pas-nu-på-mit-barn-skilt, hvorefter du sætter farten ned, lægger mobilen fra dig og holder bedre afstand.  Kender du den følelse? Så læs videre- for du har fuldstændig misforstået konceptet, og jeg vil med min nymoderlige indsigt gøre dig dybt taknemmelig over sådanne skilte. Advarsler- som det jo er.

ANEKDOTE
Jeg er alene ude at køre med min datter, som meget uhensigtsmæssigt er placeret i sin autostol bag førersædet. Jeg fik ikke lige tænkt over det, inden jeg drønede ud i verden for at ordne dagens liste af ærinder. På sidste køretur var jeg passager, hvorfor det der gav god mening, at hun sad bag førersædet, så jeg kunne nå hende. Det kan jeg ikke nu. Heller ikke se hende faktisk. Men jeg kan  T Y D E L I G T  høre hende. Jeg kan høre, at hun vil have “posemad, Moowaaaarrrrr” (fuck- hun kan sige det nu!), banan, sutter, sovesut og abrikos (??). Hun vil gerne have læst “Peter DAAAALLL MOWAAAARRRR”, og det generer hende ikke det fjerneste, at der lige er en uventet afspærring og omkørsel, som jeg altså skal koncentere mig om.

Den endnu ikke indsigtsfulde vil sige, “så ignorer hende da, og koncentrer dig om trafikken” eller “hold dog ind til siden og løs problemet, og så kør videre”. Til dette vil jeg igen dele ud af min visdom. DET KAN IKKE ALTID LADE SIG GØRE! Det er ikke muligt midt i et lyskryds med omkørsel og ændrede kørebaner inde i København K lige at holde ind til siden. Det er heller ikke nødvendigvis en særlig god løsning, da lyden vil fortsætte, det sekund jeg sætter mig bag rattet igen. Og ignorer hende… Forestil dig at sidde til din afsluttende eksamen/ et vigtigt møde/ din fars begravelse eller andet du vanligvis ville kunne koncentrere dig om, nu med en ghettoblaster for fuld hammer med Rammstein lige ind i venstre øre, mens du får mærkbare, ukurante spark i ryggen og mærker pixiebøger flyve gennem luften. Det er værre end det- for de moderlige instinkter træder i kraft, og man har svært ved at koncentrere sig. Hjernen har kortsluttet- der er for mange input.

I trafikken er det lidt svært at sige, “undskyld- vil du lige gentage det?”. Det er lidt sent, når man allerede er i en forkert kørebane, har overset et rødt lys eller bremset hårdt op for en forgænger, der lige mente at de kunne nå det, hvis de løb. Man forsøger at køre ansvarligt, mens man også ved, at balancen mellem 100% øjenkontakt med vejen, og 100% koncentration om vejen er to modsatrettede ting, der kræver højre hånd omme på bagsædet en varierende, men aldrig ubetydelig del af tiden og øjnene på vejen, det meste af tiden.

Hvorfor stopper disse mennesker (folk med børn) så ikke med at køre bil? Tja… hvorfor gør ældre ikke? Hvorfor kører folk hjem efter en nattevagt? Hvorfor tager folk rulletrapperne, når der er rigtige trapper? Fordi det nogle gange er det der skal til, for at få livet til at hænge sammen. Og Muttis forsinkede opmærksomhed på vejen er ikke nødvendigvis langsommere end en ældre medborger eller én der lige har fået en dårlig nyhed. Den er bare synlig, fordi uopmærksomheden sidder på bagsædet.

MORALE
Baby on Board skiltet er ikke en nedsættende løftet pegefinger, men nærmere et PAS-FOR-HELVEDE-PÅ-JER-SELV-FOR-DEN-HER-VOGN-ER-LIVSFARLIG-skilt. Det kan sidestilles med SKOLEVOGN-skiltet. Så tak for det! Tak for advarslerne. Og pas på jer selv derude i trafikken, for forældre kan må også køre bil!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

FØRSTE FERIE

Første ferie med barn? Her er en ABC

A for airshells
En airshell er en robust boks, som øger chancen for, at barne-/klapvognen når frem i samme stand, som I checkede den ind i, trods hårdhændet behandling under af- og pålæsning. Afhentes i lufthavnen, koster et par hundrede kroner i leje. Læs mere og book på airshells.com. (Bonustip: Rejser man meget, kan det svare sig at købe én brugt. Prøv dba.dk eller app’en Reshopper).

B for bleer
Er du rejsenervøst anlagt? Det kender vi godt. Medbragte bleer af dit foretrukne mærke er frihed – også selv om de skam har blebørn i det land, du rejser til. Ofte er udlandsbleer parfumerede, og pasformen kendes ikke. Som bonus er der plads til det nyindkøbte på hjemturen.
– og B for babyalarmer (OG OPLADERE!!)
Det er ikke noget så dejligt, som ikke at være bundet til værelset/bungalowen, når først baby er lagt. Hvis man bestiller et værelse tilpas tæt på restaurant og pool/strand, kan man være heldig at den kan række, hvilket giver lidt mere frihed, når baby først er lagt. Det kan føre til gode gammeldags kæresteaftener!

C for cradle på flyet
Når man booker fly, kan man bestille en cradle, hvis barnet er under 10kg (dette varierer lidt mellem selskaberne). Dette er en genial mulighed for at få hænderne lidt fri, få baby til at sove, og evt selv få en halv time eller to. Så sjovt er det ikke, at have baby i skødet i 13 timer. Som bonus, får man meget mere benplads med i købet og her kan alt det ragelse man skal bruge til baby så være.

D for dyne
De fleste fremmede himmelstrøg har ikke dyner og da slet ikke babydyner. Mini får sin velkendte duft af hjemme og den dejlige dyne at putte med, samtidigt kan det være en hjælp til at sove i uvante omgivelser og giver måske et lille pusterum til lidt kærestetid til mor og far. Det er også en ganske fin ide, hvis I ligger i air-con.

E for ekstra mad og bleer til flyet
Man tænker ikke altid over, når man pakker sin håndbagage, at man kan risikere at være forsinket. Eller at ens bagage kan risikere at være forsinket, når man kommer frem. Det kan spare mange bekymringer og tårer, at have dobbelt så meget mad og MME i håndbagagen, som man egentlig påregner at få brug for. Ja, det vejer lidt, men det er langt værre, at bruge en halv tur på at frygte, at man ikke har nok, eller rent faktisk nå til det punkt, hvor man ikke har mad nok! It happens!

F for FlyBaby
Det er en stofhimstragims som intet fylder og kan sættes på flysædebordet, som en slags skråstol og sættes på en almindelig voksenstol, som en slags højstoltransformator. Den er ikke mindre end fantastisk og var godt i brug i Thailand, hvor højstol ikke var noget man arbejdede med.

G for “glem kæphestene”
Lad hverdagens regler om all-øko, nulsukker, nulparabener, nulgluten og lignende blive hjemme i Danmark. Vend det blinde øje til, og vupti – ferien blev meget nemmere og meget sjovere. Fx kan lokal æblejuice være eneste væskeindtag baby vil have i flere dage, og så er det bare sådan!

H for halvpension
Morgenmadsbuffet holder for småbørnsrejsende. Fleksible åbningstider, ofte bredt udvalg, kaffe ad libitum. Det må vi bare se i øjnene. Specielt hvis baby har omstillingsproblemer, og den ene forælder skal få et par timer eller tre til at forsvinde, så er en buffet slet ikke en dårlig ide.

I for insektnet
Husk at det bliver meget varmt under et sådant net, hvis man bruger det i dagtid, men det kan være ganske uundværligt, hvis man har baby med sig om aftenen og gerne vil undgå myggestik.

J for Ja-hat
Stemmerne står i kø for at fortælle nye mødre, når de fejler – især i uvante rammer. Her mener vi ikke fremmedes stemmer, men dem inde i dit hoved: Dine indre kritikere, som konstant vurderer, om du klarer det her moderskab godt nok. Men hvis du har pakket din rygrad og en pose optimisme, kan du nemmere hvile i, at du godt lige må lære at være på ferie. At barnet ikke dør af at få lidt sol på sig. At du ikke er en ond mor, fordi du flyver gennem flere tidszoner med det. At det gerne må sove i sin barnevogn i restaurantens hjørne, mens de voksne nyder lidt rødvin i stedet for at skynde sig hjem til barnesengen ved puttetid. At der er forskel på hverdag og fest, og at ferie ligner fest en del. At de andre voksne ikke sidder og griner af alt, du forsøger at gøre – hvis de har børn, ved de godt, at du gør dit bedste. Og de ved også godt, at de ikke selv ved en døjt bedre.

K for kamera
Man kommer til at få så mange skønne oplevelser, som man gerne vil forevige, og det er bare lidt federe, at gøre det ordentligt end i iPhones grynede kvalitet.

L for langærmet kluns
Det er forbavsende nærliggende at tro, at man da skal pakke shorts og kortærmet tøj til mini, når gennemsnitstemperaturen på destinationen er over 20 grader. Men tøj er altså det bedste solværn på ny, sart hud, hvis man ikke kan holde sig i skyggen. Det kan anskaffes i ganske tyndt og luftigt materiale.

M for mors skiftetøj i håndbagagen
Til når den lille har et uheld i flyet og der er rigtig lang tid til man ser sin bagage. Tak til den vakse læser, der lærte os dette!

N for natfly
Hvis man skal flyve langt nok til at barnet skal omstilles, kan det være rigtig rart med et natfly, som lander om morgenen lokal tid. Det er den letteste måde, at omstille både store og små børn. Sørg for at gå ind i en normal rytme med det samme, og tillad naturligvis en tidlig aften, den første aften eller to, men prøv at trække dem så længe som muligt, så I ikke skal op kl. 03 lokal tid. Med de helt små kan det godt tage et par dage, men ellers kan det gøres ret smertefrit.

O for Olivy
Gerne pakket i IKEAs genlukposer på vatrondeller til flyveturen. Det er er en gave! Det er skønt til babynumser udfordret af fugt, badebleer og sandeksem. Desuden også ganske skønt til at give den lille hud noget fugt efter solcreme og bad dagligt. På denne måde kan man også have “væsken” med ombord uden at det tæller som væske.

P for (børne-)Panodil
Det kan redde enhver ferie, at man ikke skal ligge søvnløs med grædende feberbaby, og desuden også genialt til ømme ører under flyveturen. Giv det en halv time inden takeoff, så har vi bred erfaring med mindre kede børn.

Q for quick-queue
Som dansker er man ikke vant til hensynstagen hverken som gravid eller med småbørn. “Det er jo ikke en sygdom at være gravid”. “De har jo selv valgt at få de børn”. Der er snart ikke det, som man ikke skal undskylde. Sådan er det dog heldigvis ikke i de fleste andre lande, som vi som skandinaver vælger at rejse til. Husk at trodse din ydmyghed og stolthed og opsøg den kø! Man må som oftest som både gravid og med baby/børn gå foran køerne eller gå til en helt særlig kø for invalide, gravide og folk med babyer. Lad nu være med at stå beskedent og jantelovsagtigt i den 2 timer lange kø, og meld dig i stedet fluks til en lille forkælelse- du fortjener det! De er der ALTID- hvis du ikke kan se et skilt, så spørg en medarbejder.

R for rivejern
Mulighederne for at lade barnet smage på det fremmede land mangedobles, når man lige kan rive råvarer, der ellers skal tygges. Melon, sharonfrugt, kiwi, etc. er dejligt friske indslag i en kulinarisk uge, der ellers godt kan bestå af rigtig meget babymad fra glas. Et lille (rejse)rivejern er spottet i Søstrene Grene.

S for solhat og solcreme
Det er ikke nok at huske det- det skal også bruges. Husk at tjekke inden afrejse til fx vinterferien om barnet egentlig kan passe den. Chancen for et nej er stor, hvis hatten ikke har været i brug i et halvt år, skulle vi hilse og sige! Og så husk solcreme med factor 50 hjemmefra, hvis du vil undgå MEGET parfumeret creme. Baby får også masser af sol i skyggen, hvis I ligger ved vandet, og husk- at selvom intensionen er masser af skygge, så er det ikke altid sådan virkeligheden forholder sig.

T for takeoff-plan
Amning, flaske eller sut under takeoff og landing er bedste værn mod propper i ørerne hos de små. Hvis de da ikke sover. Husk at Panodil kan være et vidundermiddel, hvis baby er meget plaget af det.
– og T for termometer
Det kan altså være meget rart, når man pludselig bliver i tvivl om det er varmen eller feber, at man har mulighed for lige at tjekke. Og så fylder det ikke mere end en tandbørste.

U for UV-dragt
Det er en slags svømmedragt med UV-filter. Det er helt fantastisk til at skåne de små kroppe, når de trods alt skal ud i den udskældte sol og bade en tur. Bare man har godt med solcreme faktor 50, solhat og en UV-dragt på, så kan de sagtens komme ud og nyde vandet hver dag.

V for vognvalg
En lille paraplyklapvogn kan trilles helt ud til gaten, så du har noget at transportere barnet rundt i i lufthavnen og ikke skal bære det i armene eller i en sele. En barnevogn eller almindelig klapvogn, derimod, skal checkes ind som bagage – men til gengæld er kørekomforten hyppigt bedre. Der findes ikke ét svar på hvad der er smartest at medbringe. Husk blot på, hvis man skal et meget varmt sted hen, kan en almindelig barnevogn være livsfarlig pga manglende udluftning. En klapvogn som kan lægges flat til sovetider og dækkes af solskærm er her rigtig rart.

X for x’ede fingre. (Ja ja.. krydsede)
Man bruger uendeligt mange kræfter på at forberede sig på, hvordan man skal sørge for, at ens eget barn ikke generer andre i flyet. Hvordan mon det går? Får hun ondt i ørerne? Vil hun sove? Råber hun lige så højt som derhjemme? Vil hun spise maden? Osv osv. Men husk lige på, at ud over den del du IKKE kan ændre på, selvom du gør dit allerbedste på flyet, så er der også den faktor, at jeres naboer også har en lille eller to med. Og deres indsats mht at holde børnene rolige og mindst muligt larmende kan godt kræve nogle krydsede fingre, salt over skulderen og 7-9-13. Ikke alle går ind til dette med den indstilling, at deres børn ikke skal genere andre. Bliver det for slemt- så saml mod og tal med stewardesserne om det. Ellers er 12 timer pludselig MEGET lang tid.

Y for yndlings legetøj
En sundhedsplejerske var så venlig at foreslå, at man pakkede yndlingslegetøjet væk en uges tid før afrejse og dermed gav det større impact, når det blev pakket frem i et anstrengt øjeblik på en flyver. Det viste sig at være et helt ok trick. Dog var plastikflasker og bestik også ganske brugbart.

Z for Zzzzz
Husk at få sovet godt ud inden turen. Den kan blive lang og med ganske ganske lidt søvn. Og så skal I huske at prøve at sove på det rigtige tidspunkter ift lokal tid. Det er altid nemmest at gøre ved at trække den vågne tid ud til det passer.

/Kristina og Katrine

Vil du ikke også læse:

BABY WIPES ER FANTASTISKE TIL ALT. UNDTAGEN BABY.

Baby wipes er fantastiske til alt. Undtagen baby.

Jeg tror jeg har misforstået det der med babywipes. Til at starte med troede jeg, at de var til at tørre baby af med. Det viser sig, at jeg tog fejl. Baby (i hvert fald min) får ildrød numse (og mund) med små knopper af at blive tørret med sådan en skrap sag. Også selvom det er den med alle de fine mærker, som de påstår, der nærmest ikke er noget i. Egentlig vil jeg hellere tørre af med vaskeklude og vand. Der er så mange kemikalier i de dersens vådservietter. Jeg har ofte haft engangsvaskeklude (som fås i luksusversion, der er helt blød) med i en lille plastikpose, men eftersom hun blev ældre, og der kom mere lort og flere fedtede fingre og ansigter, så blev det lidt bøvlet, og jeg forsøgte mig igen med babywipes.

Samme resultat.

Så var det, det slog mig! Jeg har jo misforstået det skidt. De er ikke til at tørre baby af med, men til at tørre op efter babys efterladenskaber. Det virker genialt. Man kan få de fleste pletter af tøjet, når man lige er på farten. Man kan lige få tørret et parkbord af inden man sætter sig til at spise ved det. Og efter. Der kan tørres klapvogn, bilsæder, cykelsæder- ja nærmest alt- af med de wipes. Jeg elsker dem. Nu har jeg dem altid med mig til når jeg er ude. Men jeg begrænser godt nok brugen på mit barn. Hun siger endda, “av nuffe, moar”, hvis jeg lige er nødt til at tørre hendes lille numse af med dem i mangel på andet.

Hint: Babywipes ikke til baby, men til grundet baby!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

Jeg elsker Reshopper! Hvis du ikke kender det, og bor i et nogenlunde beboet område, så SKAL du anskaffe dig den app! Man kan købe brugte (og helt ubrugte) ting til ganske beskedne priser, og endnu bedre; man kan komme af med alt sit brugte rakkerpak. Helt ned til den mindste bagatel. Det drejer sig selvfølgelig kun om børnerelaterede ting, og folk går virkelig ind for genbrug her! Det er godt for pengepungen i et familieliv, hvor månedslønnen siver ud ad syninger, inden man når til d. 12. i måneden. Det er også godt for miljøet. Og nu er det som om, der helt er gået sport i det.

Til at starte med fortalte jeg stolt min (for det meste ganske overbærende) kæreste, at jeg nu endelig havde fundet ud af, hvordan man bruger Reshopper ordentligt. Man skal bare være i god tid og søge fx de næste tøjstørrelser i god tid, så man kan købe, mens der er gode tilbud. Men det har grebet om sig. Også her har min shoppomani strammet grebet, og Mobilepay (som jeg i øvrigt også elsker), når nærmest ikke være logget ud, før jeg bruger det igen. “Vi har altså ikke plads til flere køretøjer”, siger han. Her menes naturligvis den uundværlige brandbil med stige og brandslange, den selvkørende grønne bildims, dukkeparaplyklapvognen, den røde dukkevogn, BRIO dukkevognen, BRIO gåvognen, den to-hjulede, tre-hjulede og fire-hjulede cykel. Og nåh ja, scooteren og løbehjulet. “But I can explain…”- Det var bare alt for godt et tilbud. Og jeg kan jo sælge den videre igen. Og hun synes, det er så sjovt. Og det var slet ikke den, jeg skulle købe, men den var der bare også lige. Og jeg havde jo egentlig tænkt det som gave…

Jeg kan godt se, at det har taget overhånd. Folk sælger alt for fede ting til alt for lave priser, og jeg har ikke en chance for modstå. Jeg føler også, at jeg gør noget godt for miljøet hver gang, og det gør det ikke bedre. Så nu har jeg besluttet mig for, at sælge ud af mine egne fejlkøb, ting som ungerne er vokset fra,  og andre ting vi er færdige med at bruge herhjemme. På den måde kan vi få mere plads, og jeg kan få hentet lidt af pengene ind igen. Man skal nok være lidt hurtig omkring annoncen i øvrigt, da jeg regner med, at de ryger hurtigt til den pris!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

FLERE FIRST MOM SOLUTIONS

Flere first mom solutions


Det kan godt være vanvittigt udfordrende at være mor. Specielt når tingene kokser. Derfor vil jeg gerne dele disse fire hverdagstricks, som kan få selv den mest fastlåste knude til at løsne sig selv.

1. KØL MADEN NED MED FROSNE ÆRTER.
Der er ikke noget værre end et skrigende barn, som er hundesultent, og man kan bare ikke nå at få skidtet klart. Aldrig har 5 minutter været så lange, som mens man står febrilsk og puster på havregrøden, grøntsagsmosen, suppen, wokretten, æggekagen, spaghettien osv osv osv. Her må man ikke være voksenkritisk og vurdere, hvad man lige synes ærter passer perfekt til. Ungerne ELSKER ærter, og de tør op på ca. 10 sekunder i en portion brændvarm mad, som til gengæld nedkøles ca. ligeså hurtigt. Prøv det!

2. AFTENGRØD.
Det kan ikke anbefales nok! Jeg havde et hyr med at vænne min datter fra flasken (faktisk blev hun over 1,5 år, før hun holdt op med at få en godnatflaske … ). Det blev ikke nemmere af, at jeg var overbevist om at hun var sulten. Så skiftede vi det ud med aftengrød og en tår vand, så jeg var sikker på, at det i hvert fald ikke var pga. sult, at hun savnede sin flaske. 4 dage senere, var flasken udfaset. Efterfølgende har jeg ikke haft madpanik, fordi hun bare får aftengrød, hvis hun ikke vil have aftensmaden. Det vil hun heldigvis efterhånden for det meste. Men vi havde en periode på 1-2 mdr, hvor hun ikke ville spise noget som helst, og der fik hun sin aftengrød, som hun heldigvis altid har elsket. Jeg tilbyder altid rigtig mad først, og hvis hun ikke vil spise det, får hun lov at gå fra bordet. Så topper vi op med aftengrød lige inden hun skal puttes. Nu er hun lige blevet 2 år, og det er efterhånden meget sjældent nødvendigt. Men jeg var tålmodig og undgik mange kampe og megen bekymring pga. min aftengrød.

3. CERIDAL.
No kidding, det skidt kurerer nærmest alle typer udslæt. Med undtagelse af svamp. Og i SÆRDELESHED sutteeksem. Det kan være så skide svært at komme af med om vinteren. Jeg havde i første omgang prøvet adskillige alternativer uden bemærkelsesværdig effekt. Min moster er apoteker af den gamle skole, og hun sagde CERIDAL, Katrine! Så det prøvede jeg og 1,5 døgn senere var det 100 gange bedre. Det er vitterligt værd at prøve. Og det er drønbilligt.

4. TØM PAPVINEN HELT UDEN AT TAGE POSEN UD AF PAPPET. (Indrøm det bare- I kender godt problemet).
Ja, det kan måske undre nogle, at dette hører til under mor-tricks, men for andre mødre, er jeg sikker på, at det giver ganske god mening. En form for basalviden for mødre, hvis du spørger mig. Det viser sig, at papvin kan fås med udmærkede vine, og det forpligter ikke til at tømme flasken i dag eller i morgen, for de kan (hvis de fik lov) holde sig i 3 mdr. Den eneste ulempe fraset æstetikken er de sidste 3 glas, som man plejer at skulle kæmpe en del for at få fat på. Ikke længere! Mens du tapper vin i glasset, skal du dreje boksen fra side til side helt ned i 90 grader i hver side. På denne måde vrides den sidste smule vin ud, helt uden, at man skal have den skide pose til at ligge og flyde uden pap på.

Som I kan se er det fuldstændig uundværlig viden for en mor uden større problemer end de nære. Fyld endelig på, hvis der er flere af slagsen. We all know, we need them!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Overraskende savn i mor-tilværelsen

Der er masser af ting, jeg “godt vidste”, at jeg ville komme til at savne, når jeg blev mor. Overraskende nok var der bare slet ikke overensstemmelse med de ting jeg troede, at jeg vidste, og de ting jeg i virkeligheden savner. Det er meget banalt, og kald mig bare naiv, men jeg tror min livskvalitet højnes, hvis jeg får det igen. Nattesøvn, restaurantbesøg, vinbar, impulsaftaler til voksenagtige ting, biografen, alenetid på toilettet og tid til at shoppe (til mig selv) er slet ikke på listen. I hvert fald ikke i særlig høj prioritet. Nej, de ting jeg savner er meget mere udefinerbare. Det er ting, man nogle gange først opdager, at man har haft brug for, hvis man i et øjeblik får lov at mærke det igen.

Jeg savner at ligge med lukkede øjne i en solstråle og lytte til lyde i det fjerne. En bil, en latter, én der laver mad. Roen, som man nærmest ALDRIG har i et travlt liv med job  og børn. Jeg var priviligeret til jeg var over 30, hvor jeg havde tid til at få pulsen helt ned på en fridag. Hvor man kan få lov at tage en lille morfar i solen, tænke store og små tanker og bare SLAPPE AF!

Jeg savner højlydt, passioneret sex. Den slags, hvor man ikke tænker på “om de nu kan høre det” eller “om de måske er vågne”. Eller hvor man stopper efter 2 sekunder, fordi den ene begynder at græde i babyalarmen eller en nattetime, hvor en anden har mareridt og kommer ind. Og måske de slet ikke kommer ind eller vågner de fleste gange, men alt det krudt man helt ærligt bruger på at tænke, “hov- kommer der nogen?”. Det ødelægger bare noget. Ved nærmere eftertanke, så savner jeg bare sex. Det behøver ikke engang være højlydt, men bare regelmæssigt og uden afbrydelser af enten små sexterrorister eller blot bekymringen om dem.

Jeg savner at bande og sige tingene lige ud. Jeg vil godt indrømme, at det har klædt mig, at begynde at overveje lidt mere, hvordan jeg taler. Også selvom det stadig ikke er helt godt. Men det er bare så forbandet ucharmerende at sidde og bande foran børn, for derefter at kræve at de ikke gør det. Så jeg øver mig ad helvede til. Som man siger. Men jeg savner, ikke at skulle overveje, hvert et ord, der forlader min mund.

Jeg savner at spise det antal pålægschokolademadder, der passer mig, og spise slik, når jeg har lyst til det. Det dur jo ikke, hvis man ikke lige synes, at børnene skal have så meget slik- eller bare ikke lige nu. De må jo gerne ende lidt bedre end én selv. Så nu ender jeg med at sidde og skovle chokolade ind så snart de er lagt, for ligesom at kompensere, for de få stykker, jeg ikke fik spist i løbet af dagen. Det er et rigtig skidt regnestykke. Det er nærmest blevet en hel afhængighed. Jeg går og craver det, mens jeg vasker op og venter på, at børnene skal lægges. Flot.

Jeg savner at spise med folk, der ALLE sammen sidder ned under måltidet. Og ikke kaster med tallerkener, mad, eller bare nægter at spise noget som helst, af det ekstremt sunde og gennemtænkte måltid man både har brugt tid og penge på. At det første der siges om det man har lagt kærlighed i, ikke er, “jeg kan ikke lide …”, “jeg vil altså ikke smage på …”, “må jeg godt få en rugbrødsmad med det samme?”

Der er en del flere ting på listen, men dette er et par af dem. Der er også ting, som jeg er blevet bedre til og gladere for. I det store hele, synes jeg egentligt at det er ret fedt at være mor. Derfor kan jeg nu godt glæde mig til kl. 20, når spaghettien skyder gennem luften og mit nyvaskede gulv sejler i vand og gennemtygget mad.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Hverdagsbehov for en bonderøv i byen

Hvad er der nu galt med Føtex? Og nej, jeg mener ikke Føtex Food, men RIGTIG Føtex. Hvor jeg kan få uldbodyer, stegepander og bøger? Jeg har altid elsket Føtex, SuperBrugsen, Kvickly og den slags store supermarkeder, men jeg vil vove at påstå, at det næsten er blevet et behov, siden jeg er blevet mor. Jeg er nødt til at tage ud på ydre Nørrebro, for at komme i et “ordentligt” supermarked, og det gør jeg så ind i mellem. For nyligt var jeg fx nødt til at tage i hele 3 “supermarkeder” (inde i byen uden det store udvalg), før jeg måtte kapitulere og tage på Nørrebro. Bare for at få fødselsdagsflag til min datter! Det kan godt være, at jeg er en bonderøv, men vi skal sgu da have flag over det hele, når der er fødselsdag.

Urtehave. Ja, nu bliver jeg måske lidt krævende af en bybo at være, men der er simpelthen ikke sol nok i vores baggård. Jeg vil så gerne have en urtehave med ærter, kartofler, gulerødder, krydderurter og jordbær. Ligesom vi havde i forstaden, da jeg var barn. Jeg ELSKEDE det. Det var fantastisk at så ting, pleje dem og se dem gro. Og jeg tror på, at det var virkelig sundt for mig som barn og menneske, at få den oplevelse med. Men der var også sol i vores have, og min mor skulle bare lige åbne havedøren, for at vande. Ikke gå ned fra 2. sal. Det føles bare ikke helt ens. Samtidig deler vi gård med et kollegie, og jeg har både set folk pisse i min basilikum i en brandert, og jeg fjerner dagligt cigaretskodder fra vores planter og fliser. Det er bare ikke helt det, jeg forbinder med mad.

Et bryggers!! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det ikke er en menneskeret at have et bryggers i en børnefamilie. Nu har jeg klaret mig uden opvaskemaskine (med 3 børn inkl. et flaskebarn) indtil for ganske nyligt, og det var ikke altid en fest. Men at have mit vasketøj, som ikke er så lidt endda, stående til tørre i alle rum i lejligheden er bare ikke fedt. Jeg ville elske at have et bryggers til rengøringsremedierne og vasketøjet. Min veninde som bor i hus har endda en vasketøjsskakt fra førstesalen til bryggerset (dybt-misundelig-chokeret-smiley-med-åben-mund)!!

“Børnene på vejen”-konceptet. Vi har heldigvis 3 skønne unger i opgangen (foruden mine egne), som matcher godt i alder. Men jeg savner følelsen af, at børnene er mere frie, som man lidt er i forstaden. Altså at de bare lige løber ud og hører, om nogle af de andre kan lege. Og at der altid er nogen, når andre ikke kan. At ungerne samles på fællesarealer og har mere udetid. Bybørn er frygteligt meget inde. Og som oftest er leg arrangeret som legeaftaler. Da jeg var barn legede vi med vores skolevenner i skolen, og kom hjem og legede med hjemme-vennerne på vejen. En gang i mellem havde man en legeaftale, men behovet var ikke så stort, fordi man også havde masser at tage sig til derhjemme.

Jeg kunne blive ved. Og så tænker I måske, “hvorfor flytter du så ikke til forstaden?” Men livet er jo ikke sort og hvidt. Jeg elsker mulighederne i byen og bruger den meget. Jeg elsker specialbutikkerne, at have venner tæt på til impulsaftaler, og at alt er i gåafstand. Og så er der jo også den detalje, at vi er en familie med mange behov. Vores liv er her. Mine papbørns skole og mor er her. Min kærestes job er her. Så nu må vi drømme os til et sommerhus.

/Katrine

 

 

 

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Min datters køn kan aldrig være et tabu

Vi lever i en tid, hvor der er så stor fokus på inklusion og forskellighed, at vi er i fare for at tabuisere normalen. Det der startede ud som værende en vigtig kamp mod tabuer, har rykket sig så langt i den anden retning, at det nogle gange kan være umuligt ikke at træde folk over tæerne. Det kan til tider føles noget akavet og lidt som om, at vi har givet afkald på afslappetheden.

Det er svært ikke at træde nogen over tæerne, selvom det slet ikke er hensigten. Og også uden at jeg egentlig synes, at det der blev sagt var forkert. Man kan jo godt blive klogere. Fx kan jeg godt forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at bruge ordet “neger”, og derfor gør jeg det ikke. Men jeg kan ikke forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at man siger “normalt” om de mest hyppige ting. Heri ligger betydningen af ordet. Så fx at “føde normalt” er den naturlige vej, da det er sådan naturen har indrettet os, og da det er sådan flest kvinder gør. Dermed ikke sagt et eneste nedsættende ord om kejsersnit, da dette jo er en fantastisk mulighed, for de fødsler, hvor dette er nødvendigt.

På én af mine yndlingscaféer hænger der en tegning af en kvinde med en tissemand (eller en mand med bryster). Den er lavet af et lille barn og er faktisk ganske fin. Jeg smilede og talte med min datter om billedet, mens min kaffe blev lavet. Ved siden af stod en ung person, som blev rigtig såret over, at jeg ikke synes, at personen på tegningen så helt normal ud. Vi fik en snak om, at bare fordi normalen var en anden, så var der jo ikke noget forkert i, at se ud som på billedet. Der gik lidt tid, inden vi kunne enes om, at de fleste enten var mænd eller kvinder. Igen var “normalen” anstødelig, sårende og helt forkert at tale om. Jeg synes, det er tungt. At man nærmest skal stå og undskylde, at man forsøger at lære sin 1,5 årige, hvordan kroppen fra naturens hånd ser ud.

På samme måde føler jeg snart ikke, at min datter må være en pige. Hun leger gladeligt med biler og værktøj, men allerhelst leger hun med dukker eller tørrer ting af. Måske fordi hun ser sin mor gøre det, og inderst inde har en instinktiv følelse af at være samme køn som mig. Måske fordi hendes interesser ligger dér helt naturligt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at hun er en pige, og at der slet slet ikke er noget galt med det. Jeg vil ikke have en aktie i forestillingen om, at børn er kønsneutrale de første leveår. Det er de bare ikke! Vi er født med et køn både fysisk og psykisk. Det definerer os ikke som personer, men der er stadig nogle fælles træk, som ses hyppigere blandt det samme køn. Når min datter viser interesse for dukker, så er det sådanne gaver “hun ønsker sig” og ikke de ting, hun leger knap så meget med. Jeg ser først et problem, når man forsøger at dreje sine børns interesser væk fra noget.

Jeg vil ikke have, at mit barn vokser op med følelsen af, at der er noget galt med hendes køn. Der er ikke stærke og svage køn. Der er forskellige køn, og dem omfavner vi i 2016. Jeg kan ikke se det forkerte i at antage normalen. Altså at mit lille pigebarn med kvindelige kønsorganer og kvindelige kønskromosomer identificerer sig som pige. Jeg vil ikke fratage hende, at hun er pige. Hvis hun derimod en dag kommer og viser mig, at hun er noget andet, end det jeg forestiller mig, så sadler vi om den dag. Ikke før. Det svarer for mig til ikke at tale til sine børn, før vi er sikre på, at de kan høre.

/Katrine

NB: Indlægget er redigeret kl. 22.45 d. 3.12.16 i et forsøg på at tydeliggøre, at det netop IKKE er nedladende ment.

Vil du ikke også læse:

img_9627

Mig-tid anno totusindogmor

Katrine 2012- hverdags fridag: 

Sover længe. Sådan ca. til kl. 9. Tænker at jeg virkelig bør stå op, men hyggesøvnen og den bløde dyne er for fristende. “Kommer til” at sove videre. Først 20 minutter, så en halv time mere. Jeg tvinger mig ud ad sengen og tager et laaaaaaaaaaangt bad. Der bliver både vasket, skrabet, filet og poleret diverse dele. Det er godt nok også sket dagen forinden, men det er vigtigt at holde sig top tunet. Bare for velværets skyld. Jeg har god tid til at plukke øjenbryn og nærstudere mig selv i spejlet, mens jeg lægger en beskeden, men fejlfri make-up og iklæder mig præcis, det jeg har lyst til. Det er ikke vigtigt om stoffet er skrøbeligt, eller hvor tydeligt man ser pletter. Slet ikke.

Jeg tager ind til byen, når jeg har korrigeret de to ting, som står lidt forkert i lejligheden og tørret den ene lille plet af, som jeg mod forventning opdager på køkkenbordet. Jeg spiser brunch i solen på en café. Hører folk gå forbi med hver deres agenda, mens jeg sidder og læser Bolig Magasinet. Her skriver jeg “læser”, fordi jeg rent faktisk har overskud til at læse artiklerne. Jeg drømmer mig frem til den dag, hvor jeg sidder i en stor, lækker lejlighed med 3 nuttede børn i hver deres tjekkede børneværelse, mens jeg selv sidder i mit stilrene, men meget personlige køkken-/allerum og drikker tjekket kaffe fra min endnu mere tjekkede espressomaskine. Fuldstændig som i bladet.

Det her er en mig-dag. Jeg skal have massage! En hel times grundig massage til de ømme muller. Som er ømme, fordi jeg træner tit. Faktisk adskillige gange ugentligt! Efter massagen skjuler jeg olieresterne i hårgrænsen med et par hårnåle, og korrigerer den nu lettere ærgerligt placerede mascara. Dette er faktisk dagens største downer. Øv! Fedtet hår i kanten omme i nakken. Jeg mødes med en veninde, der heldigvis ikke kommenterer på det, mens vi bruger en stor andel af vores løn i Illums Bolighus. Igen. Herregud- der kommer jo løn igen i næste måned, og det er jo ikke som om, der er nogen, der afhænger af mig. Vi tager faktisk også ud og spiser senere. Sådan impulsivt(!) Og drikker måske en enkelt cocktail eller to på en lille tjekket cocktailbar på indre Nørrebro. Jeg bliver jo ikke ligefrem vækket mellem midnat og kl. 7, så der er ingen grund til at gå tidligt hjem i seng. Livet er skønt!

Katrine 2016- hverdags fridag: 

Vågner kl. 6.17 til lyden af mit barn, der skifter mellem, “hej heeeeeej HEJ!” og “waaaaaaaaaaaaaaaaa”. Skynder mig ind og henter hende, så hun ikke vækker de andre to, som først skal op kl. 6.45. Skifter hende, giver hende havregrød, børster hendes tænder og klæder hende på til dagen. Løbende samler jeg de stykker toiletpapir op, som hun har revet itu og smidt i hele lejligheden. Den store idylliske lejlighed med 3 halvfærdige børneværelser, som viser sig at have beboere, der ikke er 100% enige i den top tjekkede indretning, og dermed gerne samler sure sokker, sten, bananskralder og tomt slikpapir i alle gemmer. Lejligheden sejler i farverige dimser, der gør ondt at træde på, vasketøj fra 4 andre mennesker og opvask. Hun skider igen. Igennem alt sit tøj. Kommer i bad- det var alligevel også mange dage siden, jeg havde nået det. Får nyt tøj på og bliver afleveret så hurtigt, at hun ikke kan nå at gøre det igen. I hvert fald ikke i min varetægt. I mellemtiden er der også spist morgenmad med de 3 andre, mens min datter har kastet med maden, tallerkenerne, kruset inklusiv vand og tømt alle de nederste køkkenskuffer ud over gulvet. Honningen og sesamfrøene er bortført i den røde dukkevogn. Førstnævnte nu uden låg.

Jeg kommer hjem efter vuggestueaflevering. Huset er mennesketomt, men ganske genstandsrigt. Jeg bruger de næste 5 timer på oprydning, vasketøj og sortering. Altså bare lige for at få det værste, og få tingene tilbage i den tilstand, de var, da jeg gik i seng. Det er sindssygt tilfredsstillende. Her er rent, stille og ordentligt. Jeg elsker det.

Jeg pisker i bad. Det må ikke tage for længe, for jeg skal nå at købe strømpebukser, natdragter og bodyer. Jeg skal bytte nogle sko, som den ældste ikke ville have alligevel, og købe fødselsdagsgave til noget børnefødselsdag i weekenden. Jeg kan lige nå en hurtig kaffe med en veninde, men hun er nødt til at aflyse, fordi hun sidder derhjemme med et feberbarn. Vi udveksler sms’er, som til forveksling kunne ligne kommandoer, hvis man altså ikke er mor og ved, hvor nødvendigt det kan være at spare på fyldord og emoticons. Det er egentlig helt okay med mig. Jeg orker næsten ikke menneskekontakt. Jeg kan ikke overskue at tale med nogen. Nyder bare at der ikke er nogen, der kræver noget af mig. Drikker kaffen alene, men kan ikke rigtig side stille til at drikke den langsomt, da jeg også gerne lige vil nå hjem og nyde det rene hjem i en halv time, inden jeg skal hente min datter igen. Kommer på vejen hjem i tanke om, at jeg også skal handle til aftensmad. Den halve time går med det, og jeg henter hende på vejen.

Eftermiddagen kører i den sædvanlige rille med udeleg så længe som muligt, for at undgå ulvetimens indtræden. Hjem og lave mad, hele tiden med et skrigende barn om anklen eller et lidt mindre skrigende barn på hoften. Der rodes, svines og produceres vasketøj på ny. Aftenen går med at putte og vaske op. Klokken er 21, og det sidste barn sover. Jeg rydder al eftermiddagens rod op IGEN. Smider mig på sofaen trods overdøvende træthed, for jeg MÅ bare “læse” i mit Bolig Magasinet. Det ER jo min mig-dag. Jeg ser bladet igennem hurtigt, mens jeg dvæler kort ved de bedste af billederne. Ser et afsnit af en Skam. Kommer for sent i seng igen, men jeg måtte bare have lidt mig tid. Min kæreste spørg, “har du haft en god fridag?” Og det helt oprigtige svar er faktisk stadigvæk, “ja”. Bare anderledes end før jeg blev mor.

 

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

image

Øjenbetændelse og lukkedage

Lukkedage. Jeg havde to bud på, hvad dette begreb betød. Det første var, når Illums Bolighus helt skandaløst IKKE har åbent, når jeg har brug for at kigge på pæne ting. Helt idiot er jeg dog ikke, så jeg havde godt regnet ud, at det i vuggestueregi nok ikke var betydningen af ordet. Det andet var helligdage, weekender og worst case eventuelt en tvungen ferieuge. Men det er det ikke.

Det viser sig, at det faktisk ikke ER muligt at have et fuldtidsjob og et vuggestuebarn samtidig. Og da slet ikke, hvis man også har børnehave- eller skolebørn oveni. Man kan jo godt blive snydt, når man følger mediernes debat, om at de travle børnefamilier bare må tage sig sammen, for de har jo selv valgt at få børn, så hvorfor skal det gå ud over de mennesker, som har valgt ikke at få børn? Lidt som om vi taler om, at have anskaffet en hund uden at have plads til den eller at have meldt sig til svømning uden at kunne nå til det efter arbejde. Noget man bare kan til- og fravælge i hverdagen, alt efter om det lige føles overskueligt. Ikke noget biologisk forudbestemt, som fører vores art videre, og i øvrigt er hele årsagen til at den nuværende generation på arbejdsmarkedet engang kan gå på pension. Også selvom de ikke selv har bidraget til produktionen af næste arbejdende generation, kan man forvente at gå på pension med de andre. Nuvel- det er sikkert velfortjent efter et langt arbejdsliv, men ikke desto mindre på ingen måde muligt, hvis ikke der var andre, som havde født børn, som kunne bære samfundet videre.

Tilbage til vuggestuerne. Hvis man ser på det sådan lidt fra et arbejdsmæssigt perspektiv, som trods alt for de fleste ikke er fravælgeligt, er åbningstiderne faktisk ganske snævre. Man skal ikke arbejde særlig langt væk fra vuggestuen for at komme i problemer med at nå at aflevere og hente inden for institutionens åbningstider. For en læge er det fx ganske naturligt at skulle pendle fra København til Hillerød eller Slagelse med mødetid kl. 8 SHARP (omklædt!). Så er det sgu svært ikke at have kastet barnet efter pædagogerne inden man halser mod S-toget, for så at sidde i undertøj i konferencelokalet kl. 8.00 eller omklædt 8.04. Og på samme måde med afhentningen… skidesort morsamvittighed, når man henter det stakkels lille vidunder siddende på skødet af en pædagog, fordi der ikke rigtigt er andre tilbage… og da slet ikke nogle som kom før kl. 9 om formiddagen.

Kunne man vælge en vuggestue nær arbejdet så? Ikke som yngre læge i hvert fald. Man har skiftende arbejdstider og er ikke lige i den by alle dage, og så skifter man jo arbejdsplads ca. hvert halve år, så det kan være en anelse svært at planlægge hverdagen.

Det planlæggelige som er umuligt nok i sig selv overgåes dog stærkt af ting som feber og øjenbetændelse. Det viser sig, at et vuggestuebarn med feber, ikke er raskt, når det ikke længere har feber! Eller når det opfører sig glad og raskt. Nej, det er først raskt et døgn EFTER, at det opfører sig helt raskt og ikke har feber. Først dér er det velkomment tilbage i institutionen. Just in case. Ok… det ringer jeg bare lige ind på arbejdet og siger. “Hej, det er Katrine. Jeg vil gerne have barnets første rask dag i dag. Hun var nemlig syg i går, som du ved, så i dag helsikrer vi bare lige, at der ikke skulle komme feber igen til aften (hvor hun alligevel ville være afhentet for længst)”. Den går fint an. “Ja, du må gerne lige aflyse de der 15 patienter, jeg skulle have set i dag, som har dagen FØR rask og havde håbet på at se mig.” Det er helt sort. Men det der med smitte og en vuggestue- det er altså et meget ømtåleligt emne! Også selvom det måske ikke smitter. Just in case.

Og så var der lige lukkedagene. Som er helt tilfældigt placerede dage, som vuggestuen vælger at holde lukket, men hvor hjulene i resten af landet, stadig drejer rundt. Altså dage, hvor du må bruge ferie, hvis ikke dit barn skal passe sig selv. Dvs. 7 (+2) lukkedage årligt, som du BARE LIGE skal forklare din arbejdsplads, at du altså ikke kommer på arbejde. Det er ikke weekender. Det er ikke helligdage. Det er helt almindelige hverdage. Bare som dødsstødet til din i forvejen udfordrede vuggestuelogistik.

Så det der med, at man er så priviligeret, at man kan “vælge” at gå på deltid. Det kunne være rigtig fint, hvis man også kunne vælge at lade være. Tak.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Ironien i at blive barnagtigt se-mig-stolt, når ens cykel bliver til en morcykel

Min cykel er blevet voksen! Jeg er så stolt, at jeg cykler rundt og smiler til fremmede mennesker i håb om at de opdager, at jeg altså har et barnesæde på cyklen og dermed er nogens mor! NOGENS MOR! Alle kan se det! Og med sådan lidt mere mor-credit, fordi man ikke er helt nybegynder længere, hvor alle kiggede på én og tænkte- jamen du ved jo heller ikke noget endnu. Det er der naturligvis stadig nogen der tænker, men der er altså også mange, der ligesom godt kan se, at jeg nu har fået det røde bælte i Mor.

Der opstår sådan en fællesskabelig indforståethed – en slags uofficiel klub man automatisk bliver medlem af- når man får et barnesæde på cyklen. Det kan bedst sammenlignes med motorcyklisters uofficielle fællesskab, hvor de hilser på hinanden i trafikken uden at have noget personligt kendskab til den anden. De ved det bare. De hører sammen på en hemmelig måde.

Man oplevede det allerede lidt, da man i starten tourede med sin barnevogn på ukristelige tidspunkter førhen klassificeret som nat, eller dagstidspunkter tidligere kendt som ikke-eksisterende, fordi man var på arbejde. Mødte man her en anden barnevogn blev der udvekslet et indforstået “nåh, du er også på barsel”-blik bestående af et lille smil og til tider et nik. Det kunne også være et indforstået “hvorfor kommer der udrykningskøretøj nuuuu?? Hun er endelig faldet i søvn!!”-blik mødt af et, “åh, jeg kender det! Held og lykke!”-blik. Faktisk en helt fin lille klub, som jeg i skrivende stund pludselig betvivler eksistensen af, og overvejer om min kroniske søvnmangeltilstand egentlig førte til en form for hallucinationer. Jeg hælder nu til, at jeg vitterligt VAR medlem af en telepatisk-empatisk-medmor-barselsklub.

I morcykelklubben er der 2 forskellige grader af medlemskab. Der er alle os storsmilende eller lidt blufærdige nyoptagne, som forsøger at se pro ud, mens vi balancerer med helt ny vægtfordeling på cyklen og markant mindre plads til indkøbsposer, hvis man altså har barnet i stolen. Der bliver smilet og udvekslet, “suk, jeg så dig også i krydset i morges- lange dage, hva?”-blikke, mens man forsøger at adaptere til sin nye hverdag, hvor man ikke længere er i fuldstidskontakt med sit barn. Alle nymorcyklerne deler en forståelse af hvor komplekst logistik-regnestykket omkring arbejdsliv og moderskab egentlig er. Man oplever en rummelighed over for ens alternative tolkning af trafikken. Fx kan man sagtens have for travlt til at cykle højre om i lyskrydset, og derfor være nødsaget til at spare de 2 minutter ved at venstre om, for at spare 1 x rød. Her kan et venligt, “jeg kender det!”-blik fra en medmor-cykel være rigtig rart.

De mere hardcore morcykler med slidte barnesæder (nogle evt med to) har opnået en mere hærdet tilstand af logistik-stress, hvor de ikke længere føler samhørigheden med os andre. Deres fokus er målrettet mod afhentning i diverse institutioner inden øko-aftensmaden skal på bordet. Der er pres på, men de har fået struktureret deres hverdag nok til at lykkes med trafiktimingen og deres nymoderfølelse er long gone, hvorfor romantiseringen af cyklen og fællesskabsfølelsen er ligeså langt gone. De bliver let irriterede i blikket over ens manglende mor-tjekkethed, når man stadig er ved at lære at jonglere arbejde, institution og timing. Første gang man oplever dette, er man sparket fluks tilbage i 8. klasse på efterskolen. Man troede lige, at man var blevet én af de store, men opdagede så, at dem fra 9. og 10. synes, man var en lille snotunge. Sjovt som alting er relativt.

Det kan heldigvis ikke slå mig ud. Jeg er himmelhenrykt for mit barnesæde. Både når det bliver brugt til indkøbsposer, og når (mit) verdens vidunder sidder i det og siger, “aaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhh” af sine lungers fulde kraft, fordi brosten er the shit, når man er 11 måneder. Det er som om, jeg bare lige blev lidt mere “rigtig mor”, da jeg fik det sæde, altså.

/Katrine

 

 

Vil du ikke også læse:

image

“Hun er da ikke en baby længere, Katrine. Hun er en lille pige” … (!!!!!!!!!!!)

Sagde min mor sådan helt uden at vide, hvor minefyldt et felt hun netop havde buldret hen over. Et barn! ARE YOU FUCKING KIDDING ME?? Jeg har jo LIGE født! Jeg er da bedøvende ligeglad med, at hun klapper, vinker mens hun siger “ej-ej”, rejser sig op ad alting, skovler rigtig mad ind i store mængder og går i vuggestue. Hun er en baby. Faktisk næsten nyfødt. Og så gider jeg ikke snakke mere om det, ellers kan du besøge mig igen, når hun skal starte i skole.

Det gør ikke noget som helst bedre, at hun netop har fået sin første tand. Den kigger frem nede i undermunden, og jeg er bare slet ikke klar. Jeg ved godt, at man typisk får tænder mellem 6 og 9 måneder, men det vidste baby-K heldigvis ikke, for hun fik den først i morges, hvor hun er 10,5 måned. Alle de andre børn i mødregruppen har haft tænder i flere måneder. Egentlig har jeg, siden de andre fik tænder, tjekket hende dagligt, og her 4 måneder senere besluttede jeg at lade være med at tjekke hele tiden. To dage efter min beslutning, tjekker min mor hende og bingo! En lille tand. Det tog mig adskillige minutter og stramme, vuggende tvangsknus før jeg overkom, “hun har fået en taaaaaaaand”-gråden. Jeg. Er. Ikke. Klar.

Jeg synes, alle andre er så pisse klar både på mine vegne og med deres egne babyer. Jeg kan ikke leve op til al den klarhed! Det er egentlig ikke fordi, jeg er overbeskyttende. Jeg er faktisk mere “op igen”- mortypen, men det går bare for stærkt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage afsked, med den alder hun har, og sådan har jeg haft det, siden hun blev født. I mødregruppen var de andre ovre dette issue allerede efter de første par måneder. Den ene meldte klart ud, “sådan gider jeg simpelthen ikke gå rundt og have det, for jeg kan ikke stoppe tiden alligevel”. Ret tjekket sagt og besluttet, og jeg tænkte, “nå, men så lader jeg også bare være med at have det sådan”. Men det gjorde jeg ikke.

Egentlig er det en lille smule dobbeltsidigt, for jeg bliver jo ubeskriveligt stolt, hver eneste gang hun gør noget nyt. Jeg synes hele tiden, at NU har hun den bedste alder. Så jeg ved godt, at jeg et eller andet sted der inde i dybet, er glad nok for, at hun vokser. Det er bare så svært at give slip. Det er jo altid en alder jeg elsker, som jeg aldrig mere skal få lov at opleve. Nå … det kan jeg lige mærke, at jeg ikke lige skal tænke mere over nu.

Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8479

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Separationsangst, du kvæler mig!

Fuldstændig som beskrevet i bøgerne. Baby er 8 måneder om en uge, og separationsangsten er pludseligt og kraftigt indtrådt. Det er som en våd klud over ansigtet, der gør det umuligt at trække vejret og lader hårene rejse sig i nakken af angst. Jeg forsøger ikke at tænke på det, for der er intet, jeg kan gøre ved det. Det er bare sådan det er, og jeg må håbe på, at det blot er en fase, som jeg kan kæmpe mig igennem målrettet.

Det startede i de små. Jeg brød mig ikke om, at folk spurgte ind til, hvornår jeg skulle tilbage på arbejde igen. Det føles som en reminder om en grum virkelighed, man ellers forsøger at presse bagerst i bevidstheden. Ikke så meget pga arbejdet, som jeg egentlig er rigtig spændt på at skulle igang med, men pga alle de små øjeblikke, hvor jeg ikke længere er en del af hendes liv. Alle de oplevelser jeg kommer til at gå glip af. Alle smilene. Alle grinene. Alle aha-oplevelserne over nye ting hun oplever eller lærer. De kommer ikke længere til at tilhøre mig. De bliver foræret til fremmede i en institution, som jeg valgte i den spæde start af min barsel, i den forventning at jeg engang ville være 100% klar til at aflevere hende. Jeg er så angst for denne adskillelse, som jeg dybest set slet ikke ønsker. Jeg vil faktisk bare gerne være sammen med mit barn. Også selvom det er hårdt mange gange, at være den der A L T I D er på.

Nu hvor tanken, om at jeg skal separeres fra mit barn, begynder at bundfælde sig,  så jeg ikke længere får kvælningsfornemmelser, kommer næste fase af separationsangsten. Jeg skal ikke længere være med i min mødregruppe! W H A T ? Kan man af det? For så gør jeg det. Det er jo ikke fordi, jeg pludselig er ekskluderet og ikke længere er velkommen, men det er jo (desværre) heller ikke sådan, at de bare holder op med at mødes, fordi jeg nu engang ikke kan længere. De har været min stabilitet igennem det sidste halve år. Min tråd til virkeligheden og i særdeleshed min ventil for uinteressante (men for mig meget interessante) detaljer om afførringskonsistens, forskellige ske-typer og utilstrækkelighedsfølelser. De har været min faste og V-I-G-T-I-G-S-T-E kontaktflade. Vi har fulgt hinandens ups and downs, og nu er det slut … for mig. De deler videre og barsler videre uden mig. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg er ikke klar til separationen. Den våde klud er tilbage. Jeg kan ikke trække vejret.

Nu er der ingen vej tilbage. 1. februar er det slut. Der er selvfølgelig 1,5 måned, men så er der jul, nytår og i januar er vi næsten ikke hjemme. Det hele er rigtig dejligt, men det får bare tiden til at gå endnu hurtigere, og jeg er ikke klar. Jeg håber, at mit nye job vil være så berigende, at jeg kommer hjem som en bedre mor, end jeg ville være, hvis jeg fortsat gik herhjemme og bandede over, at ingen værdsatte mit dymokoordinerede vasketøjssystem, og alle de andre ting jeg når på en dag. Gad vide om mit barn egentlig også får separationsangst?

/Katrine

 

Vil du ikke også læse: