Kategori: Motherhood

5 MOR-TIL-MOR TIPS OM SYGE BØRN OG MAD

5 mor-til-mor tips om syge børn og mad

Ja, det kan godt ske, at det ikke er min mest fængende overskrift, men jeg er til gengæld helt sikker på at pointen går klart igennem. Og hvis der er et tidspunkt, hvor jeg ikke er vildt åben for halvdårlig humor, er det når mit dyrebareste er dårlig og ikke vil indtage noget. Faktisk behøver hun ikke engang at være syg, før jeg bliver småpresset over, at hun vælger et måltid fra.

Havde det været i 80’erne, var forhandlingerne straks påbegyndt fra barnet havde indtaget sidste bid med vellyst, og til det overmæt og grænseoverskredet allernådigst fik lov at forlade bordet. “Hvis du spiser det her, så kan du få lov at lade det her ligge”. Kan I ikke huske det? Man sad der propmæt og stirrede på den uoverskuelige mængde mad, man nu skulle kæmpe sig igennem, mens man lukkede øjnene for kvalmen over overspisningen og målrettet gik efter at tilfredsstille sine forældre. Jeg kan! Og jeg kan også til dels forstå logikken og følelsen bag det, for jeg roder nogle gange lidt i et grænseområde, hvor jeg forsøger at “snyde” min datter til et par bider mere. Særligt da hun var lidt mindre og det handlede om skemad. Fordi hvordan skulle jeg vide om hun var mæt? Mest af alt var jeg bare overbevist om, at hun nok i hvert fald ALDRIG havde spist nok.

I dag har mange af os lagt denne pædagogiske tilgang bag os, og tror på at børns mæthed kun kan mærkes af børn. Vi ved at forældres pådutten af mad efter mæthedsgrænsen er nået, kun fører til overskridelse af børnenes grænser, manglende fornemmelse af egen mæthed og overvægt i voksenlivet. Vi ved også at børns spisevaner og sult er meget skiftende. Både hvad de kan lide/ har lyst til at spise og hvor meget. Det kan både være i perioder og fra dag til dag. I starten frygtede jeg altid at min datter kom sulten i seng, når nu hun nægtede at spise, og at hun så ville sove dårligt eller vågne vildt tidligt. Dette er endnu ikke sket. I hvert fald ikke pga. maden. Så det har jeg sammen med mange andre overspisende 80’er-børn lagt fra mig.

Tilbage til pointen- vores instinktive behov for at få noget i vores guldklumper, når de er syge. Helt grundliggende handler vores bekymring jo om overlevelse. Både til hverdag, men også under sygdom. Følelsen er bare mere akut under sygdom, da små børn vitterligt kan nægte at indtage noget som helst og i øvrigt også meget hurtigt blive livstruede af det. Men der er hjælp at hente! Bare der kommer væske ind og væske ud, så skal det nok gå.

INTET ER FORBUDT UNDER SYGDOM
Kan du lokke sodavandsis i dit syge barn, så får det både væske, salt og sukker. Så kan det næsten ikke blive bedre. Er det for meget sukker? NEJ! Ikke når barnet er sygt og ikke vil spise, så er det bare helt perfekt. Det kan også være at det er vanilleis, der virker hjemme hos jer, så er det bare sådan, det er.

SAFTEVAND I SHOTGLAS
Det kan være rigtig svært at lokke væske i de syge børn. De kan blive helt overvældede af “al den væske”, og er de syge med opkast, så vil et helt glas væske også udløse endnu en gang opkast, og væsken vil være forgæves. Til gengæld plejer børnene at være lidt mere hooked på de små shotglas, da de er sjove og søde og slet ikke så uoverskuelige at komme igennem. Maven tåler bedre de små mængder, og man kan evt. slippe for at få det hele op igen. Giv dem 10 minutter mellem hvert glas, hvis det handler om opkast, så bliver det ofte nede. Rød frugtsaft er bedst- der er både sukker, salt og væske. (Og hvis shotglas i øvrigt ikke virker tillokkende, så kan et farvestrålende sugerør måske gøre det?)

LAD VÆRE AT SPØRGE
“Har du lyst til en mad?”, “Skal jeg skrælle et æble til dig?”. Jeg har stillet 1000 spørgsmål, og svaret er oftest det samme. Et trist rysten på hovedet, for feberen har talt. Men hvis du nu skræller det æble og skærer det ud i både eller piller den appelsin og stiller det foran jer begge, så ryger det tit ned. Hvis barnet bliver utilfreds, mens du skræller, fortæller du bare at det er okay, frugten er til dig selv. Så tager du et par stykker og ofte er man heldig at barnet får lyst til et par stykker undervejs. Drejer det sig igen om opkast, så er æble mildest for maven og gerne revet. Ristet toast uden meget andet er også dulmende. Lav det, stil det frem og se om der forsvinder lidt af det. Hvis ikke, så tilbyd en is.

PANODILER
Ja, det er tilladt. Nogle gange er det faktisk direkte vigtigt. Men vi er også mange, der forsøger at holde medicin (og i særdeleshed til børn) på et minimum. Så hvordan og hvornår skal man bruge det? Fakta: det er som udgangspunkt ikke farligt at have feber, men det gør ofte at de små gnallinger ikke har lyst til mad og væske, trods det at de netop nu, har allermest brug for det. Et fif kunne være at give det en gang om dagen, så de lige er feberfri længe nok til at indtage drikke og/ eller mad. Det kan være en rigtig god investering for dit barn, når man tænker på, hvor alvorligt dehydrering hos børn er. Det kunne også handle om, at barnet simpelthen ikke kan finde hvile pga feber/ smerter- her er Panodil til natten også en rigtig god idé, så de kan få ro i den lille krop til at hele. Kan man camouflere alvorlig sygdom med Panodil? NEJ. Hvis man har blindtarmsbetændelse, meningitis eller lungebetændelse, så er man stadig rigtig slatten og smerteforpint, selvom man har fået Panodil- så hold endelig ikke tilbage pga. denne bekymring. Er man ikke medicinforskrækket, så kan man sagtens tillade sig at give barnet Panodil efter vægtberegningerne i nogle dage for at lindre tilstanden.

RO PÅ!
Langt de fleste gange, når små børn er syge, bliver det heldigvis ikke alvorligt. De kan spise og drikke forsvindende lidt, men stadig tisse flere gange dagligt og være klare i kontakten. Så gå tilbage til det grundlæggende. Er der våde bleer? Altså tisser barnet? Hvis ja, så kommer der også væske ind. Er barnet pylret, men klar i kontakten og bare lidt mat? Det er ok, at barnet ikke rigtigt spiser, hvis væske ind og ud er på plads. Det er også ok, at barnet sover meget mere end det plejer og har behov for at være på din arm. Hvis billedet er som ovenstående, kan man sagtens se feber an derhjemme i nogle dage. Og husk- hvis mor er rolig, har det en beroligende effekt på barnet. (Fakta: Feber er en temperatur 38 eller derover målt rektalt. Høj feber er en temperatur på 39,5 eller derover).

/Katrine

 

 

Vil du ikke også læse:

“PEOPLE WITH NO KIDS DON’T KNOW”- MICHAEL MCINTYRE

“People with no kids don’t know”- Michael McIntyre

 

Hvis I trænger til et godt grin, vil jeg godt lige komme med en anbefaling. På det kraftigste faktisk. Hvis I ikke allerede kender ham, så skal I gå ind på YouTube, og søge på Michael McIntyre.

Jeg er én af de mennesker, der ikke helt kan beslutte mig for, om jeg synes standup er sjovt. Jeg synes mange standup’ere er enten for selvfede, for platte eller generelt bare for talentløse. Og hver gang dette bliver bekræftet af endnu én, beslutter jeg mig for, at jeg nok slet ikke er til den slags. Men der ER bare et ganske lille udpluk af komikere, som kan levere en historie elegant og uden at træde for hårdt på nogen, samtidig med at den serveres råt for usødet. Sådan så man ruller rundt af grin; panisk, over det man nok gik glip af, mens man grinede. Det kan ham her. Og derfor har jeg igen overbevist mig selv om, at jeg er ret vild med standup. Det skal bare leveres af de rigtige.

Jeg startede faktisk med at forelske mig i Flight of the Conchords, som er en New Zealandsk standup duo for ca. 12 år siden. Måske længere? Tiden går.. De udviklede sig på et tidspunkt i en lidt for spacy retning, og så glemte jeg dem lidt igen. Siden da, har jeg ikke rigtig følt mig kvæstet af grin over noget. Lige indtil jeg for et års tid siden opdagede Michael McIntyre altså. Han er fantastisk! Han kan levere enhver hverdagssituation på en måde, som man aldrig havde vendt den før, og alligevel kan se sig selv fuldstændigt i.

Se ham!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

JEG HAR BESLUTTET MIG FOR, AT OPDRAGE MIT BARN

Jeg har besluttet mig for, at opdrage mit barn

“Selvfølgelig” tænker I måske? Eller måske sidder I og tænker, at det er voldsomt umoderne, da de nok skal lære rigtigt og forkert hen ad vejen, ved den populære trial-and-error-metode. Men jeg synes faktisk slet ikke, der er noget i vejen med at lære, at man har et ansvar for samvær, hverdag, sine egne handlinger og andres trivsel. Selvfølgelig i forskellige grader alt efter alder. Men det mener jeg, at man har. Og lige nu synes jeg at samfundet bevæger sig i en lidt anden retning. Vi tænker på os selv alle sammen. Mig selv inklusiv. Vore egne familier og børn er omdrejningspunktet, og så må verden dreje med eller blive nedlagt på vores vej. Jeg tror ikke, at mine børn bliver lykkelige af at lære, at deres behov og følelser er hævet over andres- tværtimod tror jeg det er vejen til isolation og depression. Livet bliver så meget nemmere, når man lærer at forstå andre- så giver deres handlinger nemlig meget mere mening.

Så.

Jeg har besluttet mig for, at opdrage mit barn.

Med kærlighed. Med tålmodighed. Med konsekvens. (Med undtagelser). Og nok også med intermitterende irritation, når jeg ikke magter andet. De første tre er målet. Den fjerde er nødvendig til tider. Og den sidste er uundgåelig, fordi jeg til trods for gode intentioner, altid vil være menneske først.

Min datter er nu 2,5. Hun skal selv lukke låget og rykke ud, når hun har været på toilet. Hun skal tage skamlen ud, så hun kan vaske fingre, og selvom hun ikke gider mere, når vi når her til, så skal hun selv sætte den på plads igen, når vi er færdige. De dage, hvor hun er træt eller trodsig, så er det også okay, at jeg hjælper hende, så vi SAMMEN sætter den på plads igen. Så hun kan rumme opgaven, når hun lige den dag synes, at det er for meget.

Hun skal selv gå op og ned ad trapperne til og fra vuggestue og hjem i lejligheden igen. Også selvom vi skal holde pause eller sidde lidt på trappen og hvile benene. Har det været en meget lang dag. Eller har vi siddet længe på trappen og benene stadig ikke vil, så kommer hun på hoften. Men det er ikke udgangspunktet.

Hun skal selv tage sit overtøj af og på og hænge det på plads i garderoben både hjemme og i vuggestuen. Som med skamlen på badeværelset, vil jeg gerne hjælpe hende med at hænge det op, hvis det er svært for hende at finde overskuddet en dag. Men hun er ikke i tvivl om, at det er hendes opgave og langt de fleste dage udfører hun den med stolthed og præcision.

Hjemme hos os må man rode alt det man vil, mens man leger med tingene. Men når man er færdig, skal det ryddes op. Det gælder både for 35 årige, 11 årige, 8 årige og 2 årige. Lidt på forskellige måder. Men når man er 2,5, så kan man godt hjælpe med at samle sit Duplo op og bære kurven ned på værelset. Man kan samle dukkerne op i dukkevognene og køre dem ned på værelset. Og så kan det godt være, at ens mor lige rydder op i legekøkkenet, når man er blevet puttet.

Sådan er der mange små ting i hverdagen, som måske virker banale, men jeg forsøger at tage mig tiden til at lade hende gøre tingene selv. Også selvom det kræver tålmodighed og ville have været 100 gange hurtigere og lettere at gøre det selv. Jeg ønsker for hende (og for alle de mennesker hun skal omgås nu og i fremtiden), at hun bliver selvstændig og omsorgsfuld. Jeg tror på, at det giver hende en følelse af at være vigtig og af at høre til. Jeg tror på, at det skaber færre problemer for hende i livet, hvis hun kan indgå i fællesskaber og forstå, at en del af ansvaret for fællesskabet er hendes. Hun skal lære, at man rydder op efter sig selv. Hun skal lære, at man hjælper andre. Hun skal lære, at man nogle gange må vente, med det man gerne vil. Og hun skal lære, at man også bliver glad af, at hjælpe til med at andre også er glade.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

“HEJ, JEG HEDDER KAJAS MOR”.

“Hej, jeg hedder Kajas mor”.

Genkendeligt? Altså selvfølgelig går vi ikke rundt og siger, at vi hedder “nogens mor”. Men så alligevel.

I mødregruppen hilser man pænt på sine nye mor-veninder og siger, “Hej, jeg hedder Katrine, og det her er Kaja”, mens man komplet uvidende om sin nye identitetsglidning påbegynder det første sociale skridt som mor. Man formes ligeså stille som forskellige mødre i hinandens trygge nærvær, og så pludseligt er det slut. Den første i mødregruppen skal starte på arbejde. Mig. Babyboblen og morlivet, som man kender det, er slut, og guldklump skal i den anledning afleveres til vildt fremmede mennesker.

FORNUFTEN: “Husk nu på, at bebs jo også er ved at være klar til nye udfordringer”. “Hun keder sig”, og “børn har gået i vuggestuer, som vi kender dem siden 60’erne, så nu må du lige tage dig sammen”.

DET BRISTEDE HJERTE: “Ingen kan mærke hendes signaler som du, og ingen kan skelne mellem hendes jeg-er-sulten-gråd og hendes jeg-er-træt-gråd. Hvad hvis verden alligevel bliver for meget, og mor ikke er der? Hvad hvis hun tror, at hun bliver forladt? Hvad hvis hun græder i løbet af dagen, og har brug for sin mor? Kan hun godt håndtere, at det skal være en anden voksen, der trøster hende?”

For man ved jo godt, at hun kan trøstes af andre, men man ved alligevel ikke helt, om det er godt nok. For selvom de er fantastisk dygtige og hjertelige, så er de ikke hendes mor. Men dagen oprinder. Far laver indkøring (behøver jeg at forklare hvorfor?) og ugen efter skal man selv aflevere. Efter det store kunstige smil med vink sidder man i garderoben og mislykkedes med tåretilbageholdelse, når nogen pludselig siger, “er du Kajas mor? Det skal nok blive bedre- jeg er Woodys mor, og sad selv der for en måned siden, men de bliver SÅ glade for det”. Og så møder man Olivers mor, og Pils mor og først flere uger (måneder) senere går det op for én, at man jo også kunne spørge, hvad de egentlig hed, før de blev mødre. Andet sociale skridt som mor er påbegyndt.

Man hører ofte dette fænomen omtalt negativt. At man mister sin identitet og bare bliver nogen i kraft af sit barn. Men jeg må helt ærligt indrømme, at jeg elsker det. Jeg elsker at se verden fra den anden side. Altså fra min lille datters øjne i stedet for gennem mine egne, som jeg trods alt har gloet ud ad de sidste 35 år. Jeg er meget mere stolt af at være hendes mor, end jeg nogensinde har været af at være mig selv. Så det har aldrig egentlig generet mig at hedde “Kajas mor”, og det har altid kun gjort mig lykkelig, at se min mor omfavne mit barn, for så at komme i tanke om mig et kvarter senere. Jeg føler mig allerede hilst på, når jeg ser glæden i både min datters og min mors øjne, når de genser hinanden. For det kan godt være, at hun er født, men hun er stadig en del af mig.

/Kajas Mor

 

Vil du ikke også læse:

OG SÅ VAR DER ÉN…

Og så var der én…

Måske har nogen bemærket, at der er lidt langt mellem ordene for tiden. Det er der en ganske god grund til. Vi startede som en hel mødregruppe, men opdagede hurtigt at kun 3 af os var aktive på bloggen. Så forlod Karoline bloggen, da hun havde helt andre ting på hjerte end dem der vedrører moderskabet, og Kristina og jeg blev tilbage.

I løbet af foråret og sommeren har det vist sig, at pseudotvillinger, job, hverdag og mand som er meget i udlandet med sit arbejde ikke harmonerer så godt med at pleje en blog. Og det giver jo sådan set god nok mening, for ud af de ting, så er bloggen jo mindst vigtig.

Så nu er der mig tilbage. Jeg ynder stadig at fortælle om moderskabets finurlige facetter. Mine fejltrin og lykkestunder. Men lige nu har jeg lige skullet lande i, at der kun er mig tilbage. Måske kommer Kristina tilbage, hvis hun får luft i hverdagen, og måske gør hun ikke. Det ser vi til. Men for nuværende skal I leve med mig.

Jeg finder mine ord igen om lidt.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

KLAMME TING MØDRE GØR FRIVILLIGT

Klamme ting mødre gør frivilligt

Jeg var 7 år gammel og til fødselsdag hos en dreng fra området. Han var egentlig ikke min ven, men det var hans nabo Mette, og på én eller anden måde blev jeg impulsivt inviteret med. Alt foregik som en vanlig børnefødseldag. Masser af boller. Masser af kage. Masser af flødeskum.

Jeg var måske et lidt sært barn på nogle områder. Der var bestemte ting, som jeg ikke kunne abstrahere fra. Fx synes jeg det var vildt ulækkert hvis børn smaskede- og det gjorde Anders. Han tyggede med grotesk åben mund, så maden fór rundt i gabet på ham, mens han snakkede og lavede fagter. Nok i virkeligheden en helt almindelig, ivrig 7 års fødselar.

Jeg var alligevel lettere optaget af, hvor ulækkert det egentlig så ud, når Anders spiste og kunne ikke lade være med at betragte ham trods væmmelsen. Derfor så jeg også meget tydeligt, da Anders’ mor rakte ind over bordet for at fylde mere på fadene, at en kæmpe klat flødeskum fløj ud ad hans åbentstående mund og landede på Anders’ mors arm. Det i sig selv var ulækkert nok, men da jeg så hende trække armen op mod sin mund og i en hurtig mundfuld sutte flødeskumsklatten af sin arm, var jeg meget tæt på at kaste op. Det var i mit 7 årige liv det mest ulækre, jeg nogensinde havde set. Jeg var rystet over at en voksen kvinde kunne finde på at spise noget, der var faldet ud ad en andens mund!

Dette billede har afspillet sig for mit indre øje utallige gange siden. I slowmotion. Og hver gang har jeg fået kvalme. Lidt i kategori med, når man ser et barn (eller værre- en voksen!) spise en bussemand i smug.

Men så blev jeg mor.

Jeg blev ved med at tage mig selv i at gøre ting, som tidligere ville have sendt kvalmen skyllende ned over mig, men som nu pludselig var det naturligste i verden. Ting som andre helt sikkert ville finde grænseoverskridende. Måske endda kvalmefremkaldende. Men for mig var det fuldstændig følelsesneutralt, måske grænsende til det omsorgsfulde. Det var bare praktisk og helt naturligt.

Jeg spiste uden problemer hendes rester af grøntsagsmos. Jeg smaskede i mangel på servietter eller klude madrester af hendes kind. Jeg triller gladeligt hendes bushemænd, når hun stolt afleverer dem, hvis det lader min sofa slippe fri af dem. Og den anden dag, da hun smagte på en broccoli, og med væmmelse spyttede den ud på min tallerken, så jeg mig selv i slow motion tage den (dog næsten utyggede) broccolibid i munden og spise den som om intet var hændt. Som Anders’ mor gjorde med flødeskumsklatten. Og som tusind andre mødre har gjort med noget lignende.

Det var sidste gang jeg tænkte på Anders’ mor med undren og en anelse ubehag. Jeg er blevet mor. Anders’ mor var blevet mor. Gad vide hvad hun egentlig hed før, hun blev Anders’ mor? Og mødre gør åbenbart den slags. Fordi de er mødre. Fordi de har ubetinget kærlighed til de her små væsener, som på den ene eller anden måde er en del af dem selv. Så måske det ikke er ulækkert, fordi det på en måde er broccoli eller flødeskum, man bare har tabt ud ad sin egen mund. Eller måske er det ulækkert, men jeg er blændet af mine mor-briller. Der uklammificerer mange ting i min hverdag. Det er vist en vigtig del for at overleve livet med en tumling.

/Katrine, hvis grænser alle er rykket en del

Vil du ikke også læse:

DET RAGER IKKE DIG, HVORDAN JEG VENDER MIT BARN!

Det rager ikke dig, hvordan jeg vender mit barn!


Hvad er det, der gør, at fremmede mennesker mener, de ved, hvad der er bedst for andres børn? Bevares- ser jeg folk, der slår deres børn, eller trækker dem nøgne gennem et supermarked, mens de fortæller, at de ikke får mad i denne uge- så reagerer jeg også! Jeg bliver faktisk også vildt forarget, når en far kommer kørende med to børn på sin cykel inde midt i København uden at de har cykelhjelm på. For her rammer vi noget med børnenes sikkerhed- og noget, jeg har set fra den anden side.

Facebook drukner os i velmenende artikler fra eksperter og i særdeleshed lommeeksperter, der mener at alt mellem himmel og jord er skadeligt for vores børn. Og med nogle af tingene har de sikkert ret. Men måske at forældre, der konstant hakkes oven i hovedet med alt det, de gør forkert, også er skadeligt? Kunne man forestille sig, at det var mindre skadeligt med en uøkologisk gulerod serveret af en rolig og smilende mor end omvendt? Og kunne det tænkes, at børn rent faktisk var forskellige, og ikke alle kan presses ned i samme skabelon?

Min datter på snart 2,5år har altid været nysgerrig og udadsøgende. Hun vil frem i verden og har ikke travlt med at se sig tilbage. Til tider til stor fortrydelse for hendes mor, der gerne havde brugt mere tid på hudmodhud og kys og kram, hvis det ellers havde passet barnet. Da hun var under et år, var det ikke længere muligt for mig at have hende bagudvendt i klapvognen (altså med fronten mod sin mor), fordi hun havde så travlt med at se fremad. Hun rejste sig og vendte sig, og hvis jeg strammede selen, så dette ikke kunne lade sig gøre, ormede hun sig og skreg til jeg vendte hende. Hun var klar til verden. Mor var for kedelig. Så jeg vendte hende fremad og pigen har siden siddet og tronet i sin klapvogn uden besvær, da hun nu kan følge med i, hvor vi går hen. Og hun elsker det.

Alt dette har bare været en del af min datters udvikling og har ikke været et problem, indtil jeg den anden dag mødte en Birthe Neumann klassiker i Kongen Have. Altså I ved, den der type kvinde, som er alt for fin til sig selv, og taler ned til andre gennem et falsk smil. Hende der fra “Det faglige hus” reklamerne. Min datter sidder glad i sin klapvogn og leger sådan en leg, hvor hun trækker kalechen ned over hovedet og siger, “mor ikke seeee mig”. Kombineret med “her er bushemand til dig mor”. I mod os går en nydelig dame på ca. 70 år, som smilende siger, “nååååå sidder du der, sådan en skøn lille pige, og så kan din mor slet ikke se dig eller høre, hvad du siger”.

!!

Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg blev jo virkelig ked af det. Og fuldstændig uden grund, for hun kender os jo ikke, og aner ikke, hvad der er bedst for mit barn. Jeg gik der med min glade datter, mens vi hyggede os, og så skal én eller anden idiot lige træde på den mest sårbare del af mig- min moderlighed. Fordi det åbenbart er allemandsret at udtale sig om ALT ved den måde andre er forældre på. Denne gang tålte jeg det ikke og konfronterede hende. Fortalte at jeg ikke brød mig om, at hun camouflerede nedladende bemærkninger om mine valg som mor i et kompliment til mit barn. At hun ikke vidste, hvad der var bedst for mit barn, og jeg faktisk synes, at det var rigtig uforskammet gjort. Hun blev ganske fornærmet og sagde, at hun blot havde komplimenteret mit søde barn, og at jeg da bare kunne vende hende om, så hun kunne se mig!  Så ingen irettesættelse af mig. Bare en irettesættelse. Rend mig! Jeg lyder måske vred, men mest blev jeg rigtig ked af det, og jeg føler mig stadig trådt på og fejlbedømt.

Men lille dame. Jeg har ikke bedt om at blive bedømt lige der i mit samværd med min datter. Jeg har ikke spurgt dig til råds. Jeg er ligeglad med, at du måske har læst en artikel, som siger, at babyer i bæreseler skal vende ind mod moderen, eller om du blot mener det grundet erfaring med dine egne børn. Jeg er sikker på, at du gik derfra, bekræftet i hvor dårlig en mor jeg er. Og “såret over” at dine “velmente råd” blev modtaget så negativt. Der er bare det, at et velment råd, ville have været formuleret anderledes. Dette var blot afskyelig bedreviden- og nedladenhed. Om en nutidig mor som “gør det hele forkert”. Som ejer en smartphone, arbejder fuldtids og gud forbyde det afleverer sit barn i institution. DAGLIGT! Men jeg er en pisse god mor, der vender mit barn lige som HUN har behov for. Uanset hvad der passer dig. Så pil dine anklagende spydigheder ud ad min klapvogn. Det skader mit barn!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

GUIDE- KOM GODT IGANG MED BABYSTRIK

GUIDE: Kom godt igang med babystrik

Det er skønt at kunne lave helt personlige gaver og unikt tøj til baby. For dem med interessen som ikke har strikket hele livet, begynder det typisk i graviditeten. NU skal der sgu strikkes babydimser, så baby kan ligne en million!

Hvis du aldrig har holdt på en strikkepind, er der nogle helt basale udtryk og regler, du skal kende til. Der findes masser af opskrifter, som en HELT grøn strikker kan tage fat på. Du kan evt holde dig til opskrifter med retmasker, samt ind- og udtagning i starten. Èn af de bedste strikkeportaler jeg kender, er paapinden.dk, som har alt om strik inklusiv strikkeskole. Der findes ALT om strik, så kig dig lidt omkring, og ellers er hun en stjerne til at svare på mails.

Når du kan slå masker op, lave retmasker og eventuelt også vrangmasker kan du allerede strikke mange søde ting til baby! Og mht hvor jævnt du strikker (altså hvor ensartet/ pænt det bliver), så bliver det meget hurtigt meget ensartet, at se på – bare rolig. Du skal bare lige over dit første projekt.

GODE FIF

Nu skal du i gang med at strikke. Jeg har med årene erfaret nogle tilbagevendende problematikker, så læs lige disse gode fif inden du starter. Og igen, når du støder i problemer.

  • LÆS ALTID AFSNITTET FÆRDIGT, INDEN DU BEGYNDER AT STRIKKE
    Når man har gjort det, har man en forståelse af, hvor man er på vej hen. Herefter kan man så læse og strikke én sætning ad gangen. Hvis du ikke gør det, ender man tit med at skulle trævle op, fordi man har overset, hvad man egentlig skulle have lavet.
  • HVIS DU KAN LÆSE OPSKRIFTEN, KAN DU OGSÅ STRIKKE DEN
    Husk min fars matematikregel: “Hvis du kan læse, kan du også regne”. Det gælder også for strik! Der er ikke noget svært i at strikke, men det kan være svært at læse en opskrift, fordi man går ud fra, at man ikke forstår den. Man tror tit, at det er meget sværere, end det i virkeligheden er, så giver man op, og dermed kan man ikke komme videre. Dette giver mange ufærdige projekter. Hvis du ikke forstår det, så læs det igen og igen, for tit står det lige der i opskriften, men man har bare overset det, eller ikke tænkt over, hvad det betyder. Husk at næste afsnit, kan give dig svaret på det, du ikke forstår i dette. Så læs det helt færdigt.
  •  FÅ EN STRIKKEVEN, SOM DU KAN SPØRGE TIL RÅDS
    Det er vigtigt i starten at have en mor, moster, veninde, nabo eller dame i strikkebutikken, som man kan vise sit strik til, når man er gået i hårdknude. Hvis man har læst det igen og igen og prøvet lidt af hvert, så skal man lige have hjælp til at komme videre. Få personen til at læse opskriften med dig og vise dig, hvad du overså.
  • SE HVORDAN FOLK RETTER DINE STRIKKEFEJL
    På denne måde lærer du, at gøre det selv. Den første nøgle til dette er, at du skal have en hæklenål! Str. 3 er udmærket til at rette de fleste ting. Med denne kan man rette fejl og samle løbere op.

Nu er du altså ret godt kørende og kan sagtens komme i gang.

En anden skøn kvinde er Mette fra Farmor Fabrikken. Her finder du lidt simple opskrifter og en masse ævl om strik og hækling. Jeg kan anbefale at starte med den kendte babyvest (som er allemandseje).

Når man har fanget, hvordan man strikker, kan man hurtigt synes, at man sidder og laver kikset 80’er strik. Det er ret let at rette op på, så man faktisk laver lækre ting, som ligeså godt kunne være købt i Illum. Du skal ikke lade dig snyde af billederne. Du vælger jo selv dit garn (du fortryder ikke at vælge en lækker kvalitet), knapperne eller andre søde detaljer. Det kan gøre den mest neutrale opskrift rigtig tjekket. Og så er der i de seneste år også kommet rigtig mange dygtige opskriftforfattere, som laver meget tidssvarende designs. Her kan jeg anbefale en masse bøger og hæfter.

FINE GRATIS OPSKRIFTER
Som til tider kræver, at du selv leger lidt med garn, farver og tilbehør for at de bliver lige i øjet:
garnstudio.com

BØGER OG HÆFTER MED LÆKKERT MODERNE BABY- OG BØRNESTRIK

Uldværk, Cecilie Bertelsen & Anne Pørksen

All you knit is love, Susie Haumann

Babystrik på pinde 3, Lene Holme Samsøe

Babystrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Børnestrik på pinde 3,5-4, Lene Holme Samsøe

Sandnes opskrifthæfter (de er mange, de er lidt sværere, og de er på norsk, men med oversættelse af udtryk)

GARNBUTIKKER I KØBENHAVN

Uldstedet, Vendersgade 3, Kbh K

Sommerfuglen, Vandkunsten 3, Kbh K

Rasmillas, Hallandsgade 3, Kbh S

Tusindfryd, http://www.tusindfrydcph.dk/shop/frontpage.html

Therese Garn, Vesterbrogade 75, Kbh V

Wadils, Valby Langgade 45, Valby

GARNBUTIKKER I ÅRHUS

Yarnfreak, Ingerslev Plads 2, Århus C

Strikkepinden, Jægergårdsgade 44, Århus C

Fandango, Gammel Munkegade 19, Århus C

Garnlageret, Rosenkrantzgade 31, Århus C

Gazelle, M.P. Bruuns Gade 44, Århus C

GARNBUTIKKER I ODENSE

Tante Grøn, Vestergade 7, Odense

/Katrine

Vil du ikke også læse:

PUNKTERING AF FORÆLDREKLICHÉER

Punktering af forældreklichéer

  1. LIVET STOPPER IKKE, BARE FORDI MAN FÅR BØRN
    Nej, det gør det jo sådan set ikke på den der hjertet-pumper-blodet-rundt-i-kroppen-og-lungerne-får-lavet-et-rimelig-fornuftigt-luftskifte-som-giver-blodet-noget-at-transportere-rundt måde. Men. Det liv man har STOPPER. Alle der siger noget andet PISSELYVER DIG LIGE OP I HOVEDET! Og ja, nu sidder der sikkert et par stykker af jer klar til at forsvare ovennævnte kliché, men jeg står fast. Livet går med ét fra at handle om dig til at handle om dem. Det der formodentligt ligger bag klichéen er, at det er ikke kun dine rammer der ændres, det er i høj grad også dine prioriteter. Og det er her kernen ligger. Selvom du teknisk set stadig kan tænke på dig selv 24/7, drikke vin 3 hverdagsaftener om ugen, træne hver dag og stadig have masser af tid til venner, så vælger man ofte at gøre noget andet. Der er nogle helt andre værdier på spil, og i øvrigt også væsentlig mindre tid. Tingene sættes lidt mere i system, fordi det er den måde det glider nemmest på. Selvom man er loose i sin opbringning (dermed ikke nødvendigvis opdragelse) af børn, så er de stadig sultne før kl. 21, de skal stadig sove flere timer i døgnet end dig, og de kan ikke hente sig selv fra vuggestuen, mens du tager i fitness. Livet stopper ikke, men det ændres. En hel del. Man skal kæmpe meget hårdere for at opnå det samme som før på alle ikke-forældre-punkterne i livet.
  2. GRAVIDITET ER IKKE EN SYGDOM
    Nej, det er ikke (nødvendigvis) noget man dør af, for det er der heldigvis ikke så mange i Danmark, der gør længere. Men det var der faktisk engang. Og det er der stadig mange andre steder i verden. Det betyder ikke at selve graviditeten er en sygdom, men det betyder at kroppen er i en ændret tilstand, som påvirker forskellige gravide i forskellig grad. Tilstanden kan også sagtens udvikle sig til sygdomme i forskellige farlighedsgrader og for nogen, kan det være livsfarligt. Grunden til at det ofte ikke bliver livsfarligt i Danmark er, at vi forebygger og behandler. Det ville være så fint, hvis alle gravide SELV kunne få lov til at fortælle, hvordan de havde det. Hvis du gerne vil vide om hendes graviditet er en sygdom eller måske bare en gevaldig gene/ smertefuld tilstand eller andet- SÅ SPØRG. Du ved det ikke bedre end hende. Heller ikke selvom du selv eller din kone havde en problemfri graviditet.
    I forlængelse af dette:
  3. “HUN KLAREDE GRAVIDITETEN SÅ FLOT!”
    Dette siges oftest om kvinder, som har haft en forholdsvis let graviditet og dermed fortsat har kunnet løbe, arbejde, feste længe osv. Og bevares- jeg synes altid det er flot, når folk har klaret en graviditet (og fødsel). Men jeg begriber ikke, at “hun klarede det flot” er forbeholdt de kvinder, der i store træk ikke var særligt plagede i deres graviditet. Hvad med de kvinder, der skulle ligge ned i flere måneder? Det er fandme flot klaret! Hvad med dem der kastede op i flere måneder? Det er fandme også flot klaret! Eller dem, der havde så voldsomme smerter (eller andre gener), at de enten måtte sættes igang før tid eller endda formåede at modstå dette. Det er flot klaret! Jeg kunne blive ved- kvinder der mistede en tvilling, men holdt hovedet højt. Kvinder der blev skilt, men alligevel stod stærkt og klarede det hele selv. Så de damer- har du klaret en graviditet, og har du haft udfordringer i form af (indsæt selv problem her)- så skal det siges: HOLD KÆFT HVOR ER DET FLOT KLARET! I SALUTE YOU!
  4. “I SKAL IKKE VÆNNE HAM/HENDE TIL AT…”
    Hold nu bare de gode råd for dig selv. Med mindre du blev spurgt. Kvinder (og andet godtfolk) har altid været glade for at dele ud af deres gode og til tider bedrevidende råd. Endda folk, der ikke selv har børn, er glade for at fortælle, hvordan det lige skal gøres. Jeg er helt med på, at man sagtens kan lære af andre, og at man sagtens kan have indøvet nogle uhensigtsmæssige rutiner. MEN. Kan vi ikke godt stoppe med at tale om alle de ting vi fejlagtigt “vænner” vores børn til og fra? Det startede allerede med at vores mormødre fortalte os, at vi ikke måtte “vænne” babyerne til at skulle sidde på armen. I ved- de babyer, der aldrig har oplevet andet end nærkontakt med mor fra de var blot få celler store. Her taler vi jo snarere om en fravænning fra mor. Så måtte vi ikke “vænne” vores børn til at sove sammen med mor og far. Eller til at sove, når der var stille. Eller eller eller… Jeg vil bare lige dele en observation her: som oftest, når forældre står med babyer/børn i en drilsk tilbagevendende problematik, så HAR de prøvet alt det oplagte. Men børn er forskellige, og nogle gange så er det bare, som det er. Det er alligevel en kort periode, de er så små.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

WARNING- BABY ON BOARD

WARNING: BABY ON BOARD

Man kender skiltet i bagruden på bilerne. Den slet skjulte irritation over, at folk mener deres børn skal beskyttes mere end andres. At man skal være særlig varsom omkring netop deres børn. Følelsen af, at de forventer du kører som en idiot lige indtil du ser deres pas-nu-på-mit-barn-skilt, hvorefter du sætter farten ned, lægger mobilen fra dig og holder bedre afstand.  Kender du den følelse? Så læs videre- for du har fuldstændig misforstået konceptet, og jeg vil med min nymoderlige indsigt gøre dig dybt taknemmelig over sådanne skilte. Advarsler- som det jo er.

ANEKDOTE
Jeg er alene ude at køre med min datter, som meget uhensigtsmæssigt er placeret i sin autostol bag førersædet. Jeg fik ikke lige tænkt over det, inden jeg drønede ud i verden for at ordne dagens liste af ærinder. På sidste køretur var jeg passager, hvorfor det der gav god mening, at hun sad bag førersædet, så jeg kunne nå hende. Det kan jeg ikke nu. Heller ikke se hende faktisk. Men jeg kan  T Y D E L I G T  høre hende. Jeg kan høre, at hun vil have “posemad, Moowaaaarrrrr” (fuck- hun kan sige det nu!), banan, sutter, sovesut og abrikos (??). Hun vil gerne have læst “Peter DAAAALLL MOWAAAARRRR”, og det generer hende ikke det fjerneste, at der lige er en uventet afspærring og omkørsel, som jeg altså skal koncentere mig om.

Den endnu ikke indsigtsfulde vil sige, “så ignorer hende da, og koncentrer dig om trafikken” eller “hold dog ind til siden og løs problemet, og så kør videre”. Til dette vil jeg igen dele ud af min visdom. DET KAN IKKE ALTID LADE SIG GØRE! Det er ikke muligt midt i et lyskryds med omkørsel og ændrede kørebaner inde i København K lige at holde ind til siden. Det er heller ikke nødvendigvis en særlig god løsning, da lyden vil fortsætte, det sekund jeg sætter mig bag rattet igen. Og ignorer hende… Forestil dig at sidde til din afsluttende eksamen/ et vigtigt møde/ din fars begravelse eller andet du vanligvis ville kunne koncentrere dig om, nu med en ghettoblaster for fuld hammer med Rammstein lige ind i venstre øre, mens du får mærkbare, ukurante spark i ryggen og mærker pixiebøger flyve gennem luften. Det er værre end det- for de moderlige instinkter træder i kraft, og man har svært ved at koncentrere sig. Hjernen har kortsluttet- der er for mange input.

I trafikken er det lidt svært at sige, “undskyld- vil du lige gentage det?”. Det er lidt sent, når man allerede er i en forkert kørebane, har overset et rødt lys eller bremset hårdt op for en forgænger, der lige mente at de kunne nå det, hvis de løb. Man forsøger at køre ansvarligt, mens man også ved, at balancen mellem 100% øjenkontakt med vejen, og 100% koncentration om vejen er to modsatrettede ting, der kræver højre hånd omme på bagsædet en varierende, men aldrig ubetydelig del af tiden og øjnene på vejen, det meste af tiden.

Hvorfor stopper disse mennesker (folk med børn) så ikke med at køre bil? Tja… hvorfor gør ældre ikke? Hvorfor kører folk hjem efter en nattevagt? Hvorfor tager folk rulletrapperne, når der er rigtige trapper? Fordi det nogle gange er det der skal til, for at få livet til at hænge sammen. Og Muttis forsinkede opmærksomhed på vejen er ikke nødvendigvis langsommere end en ældre medborger eller én der lige har fået en dårlig nyhed. Den er bare synlig, fordi uopmærksomheden sidder på bagsædet.

MORALE
Baby on Board skiltet er ikke en nedsættende løftet pegefinger, men nærmere et PAS-FOR-HELVEDE-PÅ-JER-SELV-FOR-DEN-HER-VOGN-ER-LIVSFARLIG-skilt. Det kan sidestilles med SKOLEVOGN-skiltet. Så tak for det! Tak for advarslerne. Og pas på jer selv derude i trafikken, for forældre kan må også køre bil!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

FØRSTE FERIE

Første ferie med barn? Her er en ABC

A for airshells
En airshell er en robust boks, som øger chancen for, at barne-/klapvognen når frem i samme stand, som I checkede den ind i, trods hårdhændet behandling under af- og pålæsning. Afhentes i lufthavnen, koster et par hundrede kroner i leje. Læs mere og book på airshells.com. (Bonustip: Rejser man meget, kan det svare sig at købe én brugt. Prøv dba.dk eller app’en Reshopper).

B for bleer
Er du rejsenervøst anlagt? Det kender vi godt. Medbragte bleer af dit foretrukne mærke er frihed – også selv om de skam har blebørn i det land, du rejser til. Ofte er udlandsbleer parfumerede, og pasformen kendes ikke. Som bonus er der plads til det nyindkøbte på hjemturen.
– og B for babyalarmer (OG OPLADERE!!)
Det er ikke noget så dejligt, som ikke at være bundet til værelset/bungalowen, når først baby er lagt. Hvis man bestiller et værelse tilpas tæt på restaurant og pool/strand, kan man være heldig at den kan række, hvilket giver lidt mere frihed, når baby først er lagt. Det kan føre til gode gammeldags kæresteaftener!

C for cradle på flyet
Når man booker fly, kan man bestille en cradle, hvis barnet er under 10kg (dette varierer lidt mellem selskaberne). Dette er en genial mulighed for at få hænderne lidt fri, få baby til at sove, og evt selv få en halv time eller to. Så sjovt er det ikke, at have baby i skødet i 13 timer. Som bonus, får man meget mere benplads med i købet og her kan alt det ragelse man skal bruge til baby så være.

D for dyne
De fleste fremmede himmelstrøg har ikke dyner og da slet ikke babydyner. Mini får sin velkendte duft af hjemme og den dejlige dyne at putte med, samtidigt kan det være en hjælp til at sove i uvante omgivelser og giver måske et lille pusterum til lidt kærestetid til mor og far. Det er også en ganske fin ide, hvis I ligger i air-con.

E for ekstra mad og bleer til flyet
Man tænker ikke altid over, når man pakker sin håndbagage, at man kan risikere at være forsinket. Eller at ens bagage kan risikere at være forsinket, når man kommer frem. Det kan spare mange bekymringer og tårer, at have dobbelt så meget mad og MME i håndbagagen, som man egentlig påregner at få brug for. Ja, det vejer lidt, men det er langt værre, at bruge en halv tur på at frygte, at man ikke har nok, eller rent faktisk nå til det punkt, hvor man ikke har mad nok! It happens!

F for FlyBaby
Det er en stofhimstragims som intet fylder og kan sættes på flysædebordet, som en slags skråstol og sættes på en almindelig voksenstol, som en slags højstoltransformator. Den er ikke mindre end fantastisk og var godt i brug i Thailand, hvor højstol ikke var noget man arbejdede med.

G for “glem kæphestene”
Lad hverdagens regler om all-øko, nulsukker, nulparabener, nulgluten og lignende blive hjemme i Danmark. Vend det blinde øje til, og vupti – ferien blev meget nemmere og meget sjovere. Fx kan lokal æblejuice være eneste væskeindtag baby vil have i flere dage, og så er det bare sådan!

H for halvpension
Morgenmadsbuffet holder for småbørnsrejsende. Fleksible åbningstider, ofte bredt udvalg, kaffe ad libitum. Det må vi bare se i øjnene. Specielt hvis baby har omstillingsproblemer, og den ene forælder skal få et par timer eller tre til at forsvinde, så er en buffet slet ikke en dårlig ide.

I for insektnet
Husk at det bliver meget varmt under et sådant net, hvis man bruger det i dagtid, men det kan være ganske uundværligt, hvis man har baby med sig om aftenen og gerne vil undgå myggestik.

J for Ja-hat
Stemmerne står i kø for at fortælle nye mødre, når de fejler – især i uvante rammer. Her mener vi ikke fremmedes stemmer, men dem inde i dit hoved: Dine indre kritikere, som konstant vurderer, om du klarer det her moderskab godt nok. Men hvis du har pakket din rygrad og en pose optimisme, kan du nemmere hvile i, at du godt lige må lære at være på ferie. At barnet ikke dør af at få lidt sol på sig. At du ikke er en ond mor, fordi du flyver gennem flere tidszoner med det. At det gerne må sove i sin barnevogn i restaurantens hjørne, mens de voksne nyder lidt rødvin i stedet for at skynde sig hjem til barnesengen ved puttetid. At der er forskel på hverdag og fest, og at ferie ligner fest en del. At de andre voksne ikke sidder og griner af alt, du forsøger at gøre – hvis de har børn, ved de godt, at du gør dit bedste. Og de ved også godt, at de ikke selv ved en døjt bedre.

K for kamera
Man kommer til at få så mange skønne oplevelser, som man gerne vil forevige, og det er bare lidt federe, at gøre det ordentligt end i iPhones grynede kvalitet.

L for langærmet kluns
Det er forbavsende nærliggende at tro, at man da skal pakke shorts og kortærmet tøj til mini, når gennemsnitstemperaturen på destinationen er over 20 grader. Men tøj er altså det bedste solværn på ny, sart hud, hvis man ikke kan holde sig i skyggen. Det kan anskaffes i ganske tyndt og luftigt materiale.

M for mors skiftetøj i håndbagagen
Til når den lille har et uheld i flyet og der er rigtig lang tid til man ser sin bagage. Tak til den vakse læser, der lærte os dette!

N for natfly
Hvis man skal flyve langt nok til at barnet skal omstilles, kan det være rigtig rart med et natfly, som lander om morgenen lokal tid. Det er den letteste måde, at omstille både store og små børn. Sørg for at gå ind i en normal rytme med det samme, og tillad naturligvis en tidlig aften, den første aften eller to, men prøv at trække dem så længe som muligt, så I ikke skal op kl. 03 lokal tid. Med de helt små kan det godt tage et par dage, men ellers kan det gøres ret smertefrit.

O for Olivy
Gerne pakket i IKEAs genlukposer på vatrondeller til flyveturen. Det er er en gave! Det er skønt til babynumser udfordret af fugt, badebleer og sandeksem. Desuden også ganske skønt til at give den lille hud noget fugt efter solcreme og bad dagligt. På denne måde kan man også have “væsken” med ombord uden at det tæller som væske.

P for (børne-)Panodil
Det kan redde enhver ferie, at man ikke skal ligge søvnløs med grædende feberbaby, og desuden også genialt til ømme ører under flyveturen. Giv det en halv time inden takeoff, så har vi bred erfaring med mindre kede børn.

Q for quick-queue
Som dansker er man ikke vant til hensynstagen hverken som gravid eller med småbørn. “Det er jo ikke en sygdom at være gravid”. “De har jo selv valgt at få de børn”. Der er snart ikke det, som man ikke skal undskylde. Sådan er det dog heldigvis ikke i de fleste andre lande, som vi som skandinaver vælger at rejse til. Husk at trodse din ydmyghed og stolthed og opsøg den kø! Man må som oftest som både gravid og med baby/børn gå foran køerne eller gå til en helt særlig kø for invalide, gravide og folk med babyer. Lad nu være med at stå beskedent og jantelovsagtigt i den 2 timer lange kø, og meld dig i stedet fluks til en lille forkælelse- du fortjener det! De er der ALTID- hvis du ikke kan se et skilt, så spørg en medarbejder.

R for rivejern
Mulighederne for at lade barnet smage på det fremmede land mangedobles, når man lige kan rive råvarer, der ellers skal tygges. Melon, sharonfrugt, kiwi, etc. er dejligt friske indslag i en kulinarisk uge, der ellers godt kan bestå af rigtig meget babymad fra glas. Et lille (rejse)rivejern er spottet i Søstrene Grene.

S for solhat og solcreme
Det er ikke nok at huske det- det skal også bruges. Husk at tjekke inden afrejse til fx vinterferien om barnet egentlig kan passe den. Chancen for et nej er stor, hvis hatten ikke har været i brug i et halvt år, skulle vi hilse og sige! Og så husk solcreme med factor 50 hjemmefra, hvis du vil undgå MEGET parfumeret creme. Baby får også masser af sol i skyggen, hvis I ligger ved vandet, og husk- at selvom intensionen er masser af skygge, så er det ikke altid sådan virkeligheden forholder sig.

T for takeoff-plan
Amning, flaske eller sut under takeoff og landing er bedste værn mod propper i ørerne hos de små. Hvis de da ikke sover. Husk at Panodil kan være et vidundermiddel, hvis baby er meget plaget af det.
– og T for termometer
Det kan altså være meget rart, når man pludselig bliver i tvivl om det er varmen eller feber, at man har mulighed for lige at tjekke. Og så fylder det ikke mere end en tandbørste.

U for UV-dragt
Det er en slags svømmedragt med UV-filter. Det er helt fantastisk til at skåne de små kroppe, når de trods alt skal ud i den udskældte sol og bade en tur. Bare man har godt med solcreme faktor 50, solhat og en UV-dragt på, så kan de sagtens komme ud og nyde vandet hver dag.

V for vognvalg
En lille paraplyklapvogn kan trilles helt ud til gaten, så du har noget at transportere barnet rundt i i lufthavnen og ikke skal bære det i armene eller i en sele. En barnevogn eller almindelig klapvogn, derimod, skal checkes ind som bagage – men til gengæld er kørekomforten hyppigt bedre. Der findes ikke ét svar på hvad der er smartest at medbringe. Husk blot på, hvis man skal et meget varmt sted hen, kan en almindelig barnevogn være livsfarlig pga manglende udluftning. En klapvogn som kan lægges flat til sovetider og dækkes af solskærm er her rigtig rart.

X for x’ede fingre. (Ja ja.. krydsede)
Man bruger uendeligt mange kræfter på at forberede sig på, hvordan man skal sørge for, at ens eget barn ikke generer andre i flyet. Hvordan mon det går? Får hun ondt i ørerne? Vil hun sove? Råber hun lige så højt som derhjemme? Vil hun spise maden? Osv osv. Men husk lige på, at ud over den del du IKKE kan ændre på, selvom du gør dit allerbedste på flyet, så er der også den faktor, at jeres naboer også har en lille eller to med. Og deres indsats mht at holde børnene rolige og mindst muligt larmende kan godt kræve nogle krydsede fingre, salt over skulderen og 7-9-13. Ikke alle går ind til dette med den indstilling, at deres børn ikke skal genere andre. Bliver det for slemt- så saml mod og tal med stewardesserne om det. Ellers er 12 timer pludselig MEGET lang tid.

Y for yndlings legetøj
En sundhedsplejerske var så venlig at foreslå, at man pakkede yndlingslegetøjet væk en uges tid før afrejse og dermed gav det større impact, når det blev pakket frem i et anstrengt øjeblik på en flyver. Det viste sig at være et helt ok trick. Dog var plastikflasker og bestik også ganske brugbart.

Z for Zzzzz
Husk at få sovet godt ud inden turen. Den kan blive lang og med ganske ganske lidt søvn. Og så skal I huske at prøve at sove på det rigtige tidspunkter ift lokal tid. Det er altid nemmest at gøre ved at trække den vågne tid ud til det passer.

/Kristina og Katrine

Vil du ikke også læse:

amme foto

Kom godt fra start med din amning- eller saml den op senere

Det er svært at forstå, at amning kan mislykkes, inden man selv har stået i det. De fleste forventer, at amning da bare er noget man gør, for det har kvinder nu engang altid gjort, og hvordan skulle de afrikanske børn ellers få mad i de første 3 år, hvis ikke alle kvinder kunne amme? Så vi forbereder os ikke synderligt på amning i sammenlingning med, hvad vi fx gør inden fødslen. Vi ved godt, at der er nogle stykker, der ikke får det til at køre, og dem er det selvfølgelig rigtig synd for, men det gælder jo ikke for os. Det kan det bare sagtens! Amning kan være DET SVÆRESTE, men der er masser af ting, man kan gøre ved det, så det mod oddsene sagtens kan lykkes alligevel. Man kan læse om min personlige oplevelse her.

Vi er udmærket klar over, at  A L L E  gerne vil komme med gode fif om amning, når det driller. Det er én af årsagerne til, at vi har samlet de bedste råd her. Tag hvad du kan bruge, og glem resten.

For mange kan de officielle råd fra barselsgangens sygeplejersker og jordemødre, din personlige sundhedsplejerske og SSTs pjecer være en rigtig stor hjælp til en succesfuld amning. Hvis man føler, at dette er forsøgt, men ikke virker, så er der andre at vende sig mod, som bruger andre metoder.

DE FIRE SANDHEDER OM AMNING:

  1. Amning må IKKE være smertefuldt længere end de første par dage. (Hvis det er det, kan teknikken forbedres).
  2. Langt de fleste kan amme med den rette hjælp.
  3. Langt de fleste har mælk nok med den rette hjælp.
  4. Amning afhænger både af mor og barn og deres samarbejde.

DE FIRE REGLER OM AMNING:

  1. Lad barnet selv finde brystet (Breast Crawl). Forskning viser, at dette fører til bedre ammeteknik.
  2. Undlad at tvinge barnets hoved ind mod brystet. Det vil modarbejde og eventuelt lagre afvigereaktion. (Man må gerne støtte).
  3. Det kan tage adskillige dage for mælken at løbe til- læg barnet til ofte!
  4. Hele brystvorten skal være dækket af barnets læber i gaberetning (uanset brystvortestørrelse), for at der suttes korrekt. Dette vil give væsentligt større mælkeudbytte og væsentlig mindre belastning af brystvorten. Man kan rynke brystvorten sammen mellem to fingre som en burger, hvis den er meget stor.

Hvis du oplever problemer med smerter, ødelagte brystvorter, for lidt mælk eller at baby har dårlig sutteteknik er der YDERST kompetent hjælp at hente ét af følgende steder:

  • Ammenet på Facebook. Det er en fremragende gruppe mennesker, som har specialiseret sig i FRIVILLIGT og gratis at hjælpe kvinder med amning. Det er et netværk af kvinder, som hjælper og støtter hinanden. Der er mange gode råd at finde, og mange har lignende problemstillinger, som de har fundet løsninger på.
  • Det Private Barselshotel i Gentofte er de bedste penge man nogensinde kan bruge, hvis man har problemer med amning, og man føler, at ALT er prøvet. Deres teknikker er særligt udviklede og helt fantastiske. Det vil være en fordel, at gøre det tidligt i forløbet, så man bruger de rigtige og simple teknikker fra starten. Baby skal jo også lære forfra hver gang.
  • Forældre og Fødsels telefoniske ammerådgivning. Det er gratis og anonymt. Vi har ikke prøvet det selv, men har fået det anbefalet af veninder.

AMMEVENLIGT GREJ:

Brystpumpe: Medela laver nogle fantastiske elektriske pumper, som i tests viser sig at være dem, der minder mest om rigtige babyers sug. Medela Symphony kan lejes på apoteket til få penge, men man skal tilkøbe nogle af delene. Ellers kan man finde Medela Swing Maxi eller Medela Freestyle på DBA eller Reshopper til ganske let gensælgelige priser.

Sutteflaske: Hvis der er problemer med sutteteknikken, og man er nødt til at supplere op med flaske (evt. udmalkning), så laver Medela Calma sutteflasker, hvor barnet kun kan få mælken ud, ved at benytte korrekt sutteteknik. Dette er et meget fikst system, hvor man netop ikke ødelægger, men derimod træner korrekt sutteteknik, mens man benytter flaske.

Sutter: De sutter, der er bedst for babys sutteteknik er lange og runde i dutten. Gerne de hvide fra Føtex, som minder om disse, der anbefales på Gentofte. Sidstnævnte er marginalt længere og større i dutten.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

BABY WIPES ER FANTASTISKE TIL ALT. UNDTAGEN BABY.

Baby wipes er fantastiske til alt. Undtagen baby.

Jeg tror jeg har misforstået det der med babywipes. Til at starte med troede jeg, at de var til at tørre baby af med. Det viser sig, at jeg tog fejl. Baby (i hvert fald min) får ildrød numse (og mund) med små knopper af at blive tørret med sådan en skrap sag. Også selvom det er den med alle de fine mærker, som de påstår, der nærmest ikke er noget i. Egentlig vil jeg hellere tørre af med vaskeklude og vand. Der er så mange kemikalier i de dersens vådservietter. Jeg har ofte haft engangsvaskeklude (som fås i luksusversion, der er helt blød) med i en lille plastikpose, men eftersom hun blev ældre, og der kom mere lort og flere fedtede fingre og ansigter, så blev det lidt bøvlet, og jeg forsøgte mig igen med babywipes.

Samme resultat.

Så var det, det slog mig! Jeg har jo misforstået det skidt. De er ikke til at tørre baby af med, men til at tørre op efter babys efterladenskaber. Det virker genialt. Man kan få de fleste pletter af tøjet, når man lige er på farten. Man kan lige få tørret et parkbord af inden man sætter sig til at spise ved det. Og efter. Der kan tørres klapvogn, bilsæder, cykelsæder- ja nærmest alt- af med de wipes. Jeg elsker dem. Nu har jeg dem altid med mig til når jeg er ude. Men jeg begrænser godt nok brugen på mit barn. Hun siger endda, “av nuffe, moar”, hvis jeg lige er nødt til at tørre hendes lille numse af med dem i mangel på andet.

Hint: Babywipes ikke til baby, men til grundet baby!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HUN ER DEN ANDEN DEL AF MIG. PUNKTUM. 8. juni 201

Hun er den anden del af mig. Punktum.

I kan grine alt det I vil, men jeg har kvalmende ondt af længsel efter min datter, som jeg ikke har set i 6 døgn.

Jeg har ligget syg (som den opmærksomme læser er både klar og svært bekymret over) hos min mor i Århus med Å. Da jeg kyssede hendes lille ansigt farvel i fredags, var det med forventningen om, at jeg ville se hende igen knap to døgn senere. Længere har jeg aldrig været væk fra hende, og længere havde jeg heller ingen planer om at være det. Ikke lige der i hvert fald. Vi skulle alle mødes i Svigersommerhuset i Vendsyssel, når jeg lige havde fejret mine Gudforældre i den anden ende af Jylland om lørdagen. Jeg kæmpede mig bravt igennem festen med feber og halsbetændelse, og synes sådan set selv, at det havde været alt rigeligt, hvis det så stoppede der. Men ikke mindre end 5 døgn skulle jeg lammetæves af den værste halsbetændelse jeg har haft, siden jeg i barndommen havde kyssesyge.

Jeg nåede aldrig op i sommerhuset, da jeg var alt for dårlig til at komme der op, og i al ærlighed ikke orkede 7 børn og 9 højlydte voksne, når jeg knapt orkede at være i mit eget skind. Første plan var at tage med hjem til Kjøwenhawnstrup, når mine 4 passerede Århus med Å. Da jeg om søndagen stadig sejlede rundt i febervåde lagner og ikke kunne tale for hævede, højtbelagte mandler, måtte jeg springe hjemtur med 3 børn i en bil over og vente til det lettede. Men det tog satme sin tid. Jo- der må godt bandes i en sådan situation. Først i morges, 6 dage efter jeg sagde farvel til den lille bylt, som udgør essensen af mit liv, var smerten og feberen dalet til et niveau, hvor jeg kunne se mig selv i harmoni med DSB.

Heldigvis er jeg blevet pylret om, som led jeg af terminal cancer (tak mor, tak far), men mit savn til min datter er blevet mere smerteligt for hver dag. Igen- grin I bare. Jeg ved godt, at vi vitterligt kun taler om 6 døgn. Jeg ved også godt, at ingen af os er døende. Men jeg kan mærke, at skulle jeg undvære mit hjerte, mine lunger eller min kaffe i 6 døgn, så ville jeg også være mærkbart presset. Og dette er stærkt sammenligneligt. Jeg talte med hende på Facetime i går og kunne se mit falske smil og mine våde øjne ved siden af min fantastiske lille 2 årige pige, som sagde, “Mor hen Kaja”, og “Mor sug. Passer Mormor”.

Og ja- Mor skal hen til Kaja, for mor kan ikke trække vejret længere, hvis ikke hun er hos dig. Mor har haft mareridt de seneste to døgn, om at have glemt dig ved siden af en kogeplade. At have overhørt at du græd i sengen. Osv osv. Mit moderinstinkt fortæller mig, at jeg har svigtet og forladt dig. Min hjerne ved godt det er løgn. Den ved også, at du har det helt fantastisk sammen med din far og dine søskende, og at jeg ikke havde været i stand til at være noget for dig, hvis jeg havde været hjemme- tværtimod. Men det er ikke den, der bestemmer længere. Det er moderinstinktet og min kærlighed og længsel efter dig. Så ved du hvad, min skat?

Mor hjem Kaja. NU!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

MOR HAR MANDEINFLUENZA

MOR HAR MANDEINFLUENZA

Altid. Det er sådan jeg er syg, når jeg er det. Så snart min temperatur stiger 0,1 grad, så er jeg hjælpeløs. Og når nu vi alle ved, hvor alvorlig denne sygdom er, så ville det ikke være helt ved siden af, hvis I begynder at blive lidt bekymrede derude.

Alt imens jeg ligger for døden på min mors sofa i Århus med Å, har min kæreste været på den årlige pinseweekend i svigersommerhuset. Som om det ikke er ærgerligt nok, så har min 2 årige øjesten været syg. Syg nok til at hun ikke har kunnet indtage vådt eller tørt i 2 døgn uden at kaste voldsomt op. Hun har siddet slapt på sin fars skød. Beriget med sin fars sygdomsgener, har hun ikke knebet en tåre, men blot været mat. Havde hun været 20 år gammel, var hun såmænd nok taget på arbejde. Det var hendes far i hvert fald.

Min stakkels kæreste har skiftet sengetøj i løbet af nætterne, til der ikke var mere sengetøj at skifte, og har haft 100% af ansvaret.  Fik jeg nævnt at hans to ældste børn naturligvis også var med i sommerhuset? Heldigvis er de store og selvstændige, så de har helt sikkert været dygtige til at hjælpe til med at klare sig selv. Ikke nok med at dette scenarie helt sikkert har trukket tænder ud, men min bulldozer af en kæreste har netop meldt ud på familie-fb-gruppen, at det har været en dejlig weekend, som alle vist har nydt. (!!) Hvordan han har formået at nyde det er mig en gåde, men også noget af det, jeg virkelig beundrer ham for. Hvis der er modvind, er det altid en fordel at stille sig bag ham. Han er immun over for den slags.

SAMTIDIG ET ANDET STED I JYLLAND

Jeg ligger stadig på min mors sofa. Tæpper, dyner, puder, t-shirts og lagener skiftes med hyppige mellemrum (af min mor). Alt vaskes, tørres og bankes og klargøres til endnu en svedetur. Der bringes the, mad og kærlighed i store stimer. Det er ganske lidt af det, der indtages. Ingen siger til mig at jeg er ulækker og burde gå i bad. Det i sig selv er noget af en præstation. Jeg tror aldrig jeg er blevet nusset så meget om i mit liv. Det er rart. Og trods savnet til min datter, og mit instinktive behov for at passe på hende, mens hun er syg, så er jeg klar over, at jeg ikke er i stand til det lige nu. Jeg kan knapt holde ud at være i min krop. Mine mandler er så store og belagte, at jeg taler, som om jeg har en kartoffel i svælget. Min far skriver hyppige sms’er med bekymring om mit (og særligt min datters) velbefindende. Han kommer med uudtømmelige depoter af dameblade, som jeg har været 3 dage om at magte at åbne.

Faktisk føler jeg mig i en alder af voksen usandsynligt elsket, beskyttet og tryg. Jeg VED min datter er det samme, selvom jeg ikke er tilstede. For ligesom jeg, har hun den bedste far i verden. Derfor kan han klare, at jeg ikke havde kræfter til at nusse om ham på Fars Dag. Faktisk interesserer det ham slet ikke, at det VAR Fars Dag. Det interesserer ham bare, at hans børn har det godt. Derfor elsker vi ham, så højt som vi gør. Og ja, min mor har en meget stor plads i mit hjerte i denne fortælling, men i dag handler det om, at det var fars dag i går. Denne hyldest kommer måske en dag for sent, men den er ikke en my mindre ægte af den grund.

Tak for fædre. Vi elsker jer.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

GUIDE- NEM TRANSPORT MED BARNEVOGN

GUIDE: Nem transport med barnevogn

Da min lille pige var blot 18 dage gammel, var jeg nødsaget til at tage turen fra Århus til København med tog. Det gjorde, at jeg hurtigt fik øjnene op for, hvor simpelt man egentlig kan transportere sig rundt i Danmark både inter- og intracity. Det er slet ikke så svært eller besværligt, som jeg havde forestillet mig og derfor har jeg fået rejst rigtig meget (med offentlige transportmidler). Dermed har min barsel ikke gjort mig fastlåst, og jeg har følt mig ligeså fri som før baby. Og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig rejst så luksuriøst, som nu…

GENERELLE ANBEFALINGER:

  1. REJS ALTID MED TOG ELLER FLY PÅ DE ‘LANGE’ DISTANCER.
    Det er svært at trøste et grædende barn på bagsædet i en bagudvendt autostol med fuld fokus på trafikken på storebæltsbroen… Ikke rart for nogen af jer. Det er jo forskelligt hvad man synes er langt, men ved længere rejsetid end 20-30 minutter, ville jeg vælge offentligt, hvor man kan være tilstede med sit barn. Grunden til at jeg gerne kører i en halv time er, at det er den tid hun som regel er glad nok for at køre bil. Tag ikke fejl af, hvor hurtigt ens fokus ender i autostolen!
  2. HUSK ALTID AT TAGE AFSTED I GOD TID.
    Det kommer næppe som en overraskelse for en mor, at det hele tager lidt længere tid med et barn, men på diverse banegårde skal man lige tillægge elevatortid, hvor der både kan være kø og tekniske fejl. Man skal også lige øje sig sit “giver du lige en hånd”-offer.
  3. VÆR IKKE BANGE FOR AT BEDE OM EN HÅND.
    Jeg har nu rejst utallige gange og har endnu ikke mødt én, som sagde nej til at hjælpe med at løfte vognen op i toget eller andet. Folk har så travlt med at klippe billetten og finde deres pladser, at de dog ikke altid tænker på at spørge selv, så bare spørg- de fleste står der jo selv på et eller andet tidspunkt i livet. (Bare spørg- folk holder gerne øje med baby, mens du er på toilet eller hjælper med at få barnevognen op i toget.)
  4. HUSK RIGELIGT MAD OG DRIKKE TIL JER BEGGE.
    Er du ammende får du brug for masser af vand og mad til turen, da det ikke længere kan købes om bord. Giver du flaske/ skemad, så bliver du også glad for at have lidt ekstra med her, eller kan turen blive RIGTIG lang.
  5. PACK LIGHT.
    Du får brug for mindre, end du regner med. Man er så tryg ved at være derhjemme, for der er ALT, man jo liiiige kan stå og mangle til baby. Det går så fint med et par bleer, vådservietter, to stofbleer, og lidt tøj. Alt kan jo vaskes eller tilkøbes, når I når frem. Jeg har været afsted med elektrisk brystpumpe, pusletaske, poser med gaver, ferietaske til baby og mig og tre indkøbsposer fra Føtex. Man kan pakke en barnevogn godt op!

NØGLEN TIL AT KØRE MED TOG:

  1. PLADSBILLET TIL BARNEVOGNEN.
    Den er GRATIS! Og så længe du har den, er du sikker på at der er plads til jer i toget. Denne billettype kan kun bestilles på stationen eller telefonisk (70131415). Hvis du først bestiller pladserne samme dag som afgang, kan du risikere at din vogn står langt fra dine pladser eller i den anden ende af togvognen.
  2. PLADSBILLET TIL DIN BABY.
    Denne koster 30kr, men da du GRATIS kan have op til to børn med på din billet, er der ikke yderligere omkostninger forbundet med det. Jeg lover, at de er godt lagt ud! Indtil min baby var 5 måneder kunne jeg lægge hende til at sove på pladsen ved siden af min. Ofte kunne jeg have hende sovende hele vejen. Ellers var hun let at aktivere uden, at jeg hele tiden skulle stå op, fordi vi havde plads nok.
  3. PLADSBILLET TIL DIG SELV.
    Det giver måske sig selv, men ellers er der ikke megen mening i babys pladsbillet. Husk billet. Da jeg tit er i Århus har jeg klippekort. Det er billigere og med kvindelogik har jeg en stor engangsudgift og ellers koster turen mig kun 60 kr i pladsbilletter pr gang.

Husk- der er ALTID nogen til at hjælpe dig ombord og ned igen. Der er pusleplads om bord- også hvis det toilet er i stykker. Så låser de gerne op, så du kan bruge puslepladsen, som man i øvrigt altid sidder tæt på. Bare kast jer ud i det!

NØGLEN TIL BYBUSSER:

Nu kender jeg mest til Århus og København. Her har de fleste busser lav indstigning, som gør, at du selv kan komme ind og ud uden hjælp fra fremmede. Der er plads til to barnevogne pr bus, så hvis der allerede er to, kan du være nødt til at vente til den næste. Dette hænder, men man lærer hurtigt, hvilke ruter der er proppede, og oftest har man tid til at vente på den næste. På samme måde som med tog er man nemlig gået i lidt bedre tid end før baby. Måske. Ellers ved du nu, hvorfor mødre altid kommer for sent 😀 Barnvognen og barnet er også her GRATIS. Hvis der er akut ammebehov, eller baby er ked og vil være på armen, så er folk rigtig søde til at rejse sig i barnevognsenden af bussen.

Hvis I har spørgsmål eller tilføjelser om andre ting vedrørende transport, så smid endelig en kommentar. Information om rejser og fly med baby findes i flere selvstændige indlæg.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

HÆNGEBRYSTER SÆLGES

Jeg elsker Reshopper! Hvis du ikke kender det, og bor i et nogenlunde beboet område, så SKAL du anskaffe dig den app! Man kan købe brugte (og helt ubrugte) ting til ganske beskedne priser, og endnu bedre; man kan komme af med alt sit brugte rakkerpak. Helt ned til den mindste bagatel. Det drejer sig selvfølgelig kun om børnerelaterede ting, og folk går virkelig ind for genbrug her! Det er godt for pengepungen i et familieliv, hvor månedslønnen siver ud ad syninger, inden man når til d. 12. i måneden. Det er også godt for miljøet. Og nu er det som om, der helt er gået sport i det.

Til at starte med fortalte jeg stolt min (for det meste ganske overbærende) kæreste, at jeg nu endelig havde fundet ud af, hvordan man bruger Reshopper ordentligt. Man skal bare være i god tid og søge fx de næste tøjstørrelser i god tid, så man kan købe, mens der er gode tilbud. Men det har grebet om sig. Også her har min shoppomani strammet grebet, og Mobilepay (som jeg i øvrigt også elsker), når nærmest ikke være logget ud, før jeg bruger det igen. “Vi har altså ikke plads til flere køretøjer”, siger han. Her menes naturligvis den uundværlige brandbil med stige og brandslange, den selvkørende grønne bildims, dukkeparaplyklapvognen, den røde dukkevogn, BRIO dukkevognen, BRIO gåvognen, den to-hjulede, tre-hjulede og fire-hjulede cykel. Og nåh ja, scooteren og løbehjulet. “But I can explain…”- Det var bare alt for godt et tilbud. Og jeg kan jo sælge den videre igen. Og hun synes, det er så sjovt. Og det var slet ikke den, jeg skulle købe, men den var der bare også lige. Og jeg havde jo egentlig tænkt det som gave…

Jeg kan godt se, at det har taget overhånd. Folk sælger alt for fede ting til alt for lave priser, og jeg har ikke en chance for modstå. Jeg føler også, at jeg gør noget godt for miljøet hver gang, og det gør det ikke bedre. Så nu har jeg besluttet mig for, at sælge ud af mine egne fejlkøb, ting som ungerne er vokset fra,  og andre ting vi er færdige med at bruge herhjemme. På den måde kan vi få mere plads, og jeg kan få hentet lidt af pengene ind igen. Man skal nok være lidt hurtig omkring annoncen i øvrigt, da jeg regner med, at de ryger hurtigt til den pris!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

FLERE FIRST MOM SOLUTIONS

Flere first mom solutions


Det kan godt være vanvittigt udfordrende at være mor. Specielt når tingene kokser. Derfor vil jeg gerne dele disse fire hverdagstricks, som kan få selv den mest fastlåste knude til at løsne sig selv.

1. KØL MADEN NED MED FROSNE ÆRTER.
Der er ikke noget værre end et skrigende barn, som er hundesultent, og man kan bare ikke nå at få skidtet klart. Aldrig har 5 minutter været så lange, som mens man står febrilsk og puster på havregrøden, grøntsagsmosen, suppen, wokretten, æggekagen, spaghettien osv osv osv. Her må man ikke være voksenkritisk og vurdere, hvad man lige synes ærter passer perfekt til. Ungerne ELSKER ærter, og de tør op på ca. 10 sekunder i en portion brændvarm mad, som til gengæld nedkøles ca. ligeså hurtigt. Prøv det!

2. AFTENGRØD.
Det kan ikke anbefales nok! Jeg havde et hyr med at vænne min datter fra flasken (faktisk blev hun over 1,5 år, før hun holdt op med at få en godnatflaske … ). Det blev ikke nemmere af, at jeg var overbevist om at hun var sulten. Så skiftede vi det ud med aftengrød og en tår vand, så jeg var sikker på, at det i hvert fald ikke var pga. sult, at hun savnede sin flaske. 4 dage senere, var flasken udfaset. Efterfølgende har jeg ikke haft madpanik, fordi hun bare får aftengrød, hvis hun ikke vil have aftensmaden. Det vil hun heldigvis efterhånden for det meste. Men vi havde en periode på 1-2 mdr, hvor hun ikke ville spise noget som helst, og der fik hun sin aftengrød, som hun heldigvis altid har elsket. Jeg tilbyder altid rigtig mad først, og hvis hun ikke vil spise det, får hun lov at gå fra bordet. Så topper vi op med aftengrød lige inden hun skal puttes. Nu er hun lige blevet 2 år, og det er efterhånden meget sjældent nødvendigt. Men jeg var tålmodig og undgik mange kampe og megen bekymring pga. min aftengrød.

3. CERIDAL.
No kidding, det skidt kurerer nærmest alle typer udslæt. Med undtagelse af svamp. Og i SÆRDELESHED sutteeksem. Det kan være så skide svært at komme af med om vinteren. Jeg havde i første omgang prøvet adskillige alternativer uden bemærkelsesværdig effekt. Min moster er apoteker af den gamle skole, og hun sagde CERIDAL, Katrine! Så det prøvede jeg og 1,5 døgn senere var det 100 gange bedre. Det er vitterligt værd at prøve. Og det er drønbilligt.

4. TØM PAPVINEN HELT UDEN AT TAGE POSEN UD AF PAPPET. (Indrøm det bare- I kender godt problemet).
Ja, det kan måske undre nogle, at dette hører til under mor-tricks, men for andre mødre, er jeg sikker på, at det giver ganske god mening. En form for basalviden for mødre, hvis du spørger mig. Det viser sig, at papvin kan fås med udmærkede vine, og det forpligter ikke til at tømme flasken i dag eller i morgen, for de kan (hvis de fik lov) holde sig i 3 mdr. Den eneste ulempe fraset æstetikken er de sidste 3 glas, som man plejer at skulle kæmpe en del for at få fat på. Ikke længere! Mens du tapper vin i glasset, skal du dreje boksen fra side til side helt ned i 90 grader i hver side. På denne måde vrides den sidste smule vin ud, helt uden, at man skal have den skide pose til at ligge og flyde uden pap på.

Som I kan se er det fuldstændig uundværlig viden for en mor uden større problemer end de nære. Fyld endelig på, hvis der er flere af slagsen. We all know, we need them!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Overraskende savn i mor-tilværelsen

Der er masser af ting, jeg “godt vidste”, at jeg ville komme til at savne, når jeg blev mor. Overraskende nok var der bare slet ikke overensstemmelse med de ting jeg troede, at jeg vidste, og de ting jeg i virkeligheden savner. Det er meget banalt, og kald mig bare naiv, men jeg tror min livskvalitet højnes, hvis jeg får det igen. Nattesøvn, restaurantbesøg, vinbar, impulsaftaler til voksenagtige ting, biografen, alenetid på toilettet og tid til at shoppe (til mig selv) er slet ikke på listen. I hvert fald ikke i særlig høj prioritet. Nej, de ting jeg savner er meget mere udefinerbare. Det er ting, man nogle gange først opdager, at man har haft brug for, hvis man i et øjeblik får lov at mærke det igen.

Jeg savner at ligge med lukkede øjne i en solstråle og lytte til lyde i det fjerne. En bil, en latter, én der laver mad. Roen, som man nærmest ALDRIG har i et travlt liv med job  og børn. Jeg var priviligeret til jeg var over 30, hvor jeg havde tid til at få pulsen helt ned på en fridag. Hvor man kan få lov at tage en lille morfar i solen, tænke store og små tanker og bare SLAPPE AF!

Jeg savner højlydt, passioneret sex. Den slags, hvor man ikke tænker på “om de nu kan høre det” eller “om de måske er vågne”. Eller hvor man stopper efter 2 sekunder, fordi den ene begynder at græde i babyalarmen eller en nattetime, hvor en anden har mareridt og kommer ind. Og måske de slet ikke kommer ind eller vågner de fleste gange, men alt det krudt man helt ærligt bruger på at tænke, “hov- kommer der nogen?”. Det ødelægger bare noget. Ved nærmere eftertanke, så savner jeg bare sex. Det behøver ikke engang være højlydt, men bare regelmæssigt og uden afbrydelser af enten små sexterrorister eller blot bekymringen om dem.

Jeg savner at bande og sige tingene lige ud. Jeg vil godt indrømme, at det har klædt mig, at begynde at overveje lidt mere, hvordan jeg taler. Også selvom det stadig ikke er helt godt. Men det er bare så forbandet ucharmerende at sidde og bande foran børn, for derefter at kræve at de ikke gør det. Så jeg øver mig ad helvede til. Som man siger. Men jeg savner, ikke at skulle overveje, hvert et ord, der forlader min mund.

Jeg savner at spise det antal pålægschokolademadder, der passer mig, og spise slik, når jeg har lyst til det. Det dur jo ikke, hvis man ikke lige synes, at børnene skal have så meget slik- eller bare ikke lige nu. De må jo gerne ende lidt bedre end én selv. Så nu ender jeg med at sidde og skovle chokolade ind så snart de er lagt, for ligesom at kompensere, for de få stykker, jeg ikke fik spist i løbet af dagen. Det er et rigtig skidt regnestykke. Det er nærmest blevet en hel afhængighed. Jeg går og craver det, mens jeg vasker op og venter på, at børnene skal lægges. Flot.

Jeg savner at spise med folk, der ALLE sammen sidder ned under måltidet. Og ikke kaster med tallerkener, mad, eller bare nægter at spise noget som helst, af det ekstremt sunde og gennemtænkte måltid man både har brugt tid og penge på. At det første der siges om det man har lagt kærlighed i, ikke er, “jeg kan ikke lide …”, “jeg vil altså ikke smage på …”, “må jeg godt få en rugbrødsmad med det samme?”

Der er en del flere ting på listen, men dette er et par af dem. Der er også ting, som jeg er blevet bedre til og gladere for. I det store hele, synes jeg egentligt at det er ret fedt at være mor. Derfor kan jeg nu godt glæde mig til kl. 20, når spaghettien skyder gennem luften og mit nyvaskede gulv sejler i vand og gennemtygget mad.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Hverdagsbehov for en bonderøv i byen

Hvad er der nu galt med Føtex? Og nej, jeg mener ikke Føtex Food, men RIGTIG Føtex. Hvor jeg kan få uldbodyer, stegepander og bøger? Jeg har altid elsket Føtex, SuperBrugsen, Kvickly og den slags store supermarkeder, men jeg vil vove at påstå, at det næsten er blevet et behov, siden jeg er blevet mor. Jeg er nødt til at tage ud på ydre Nørrebro, for at komme i et “ordentligt” supermarked, og det gør jeg så ind i mellem. For nyligt var jeg fx nødt til at tage i hele 3 “supermarkeder” (inde i byen uden det store udvalg), før jeg måtte kapitulere og tage på Nørrebro. Bare for at få fødselsdagsflag til min datter! Det kan godt være, at jeg er en bonderøv, men vi skal sgu da have flag over det hele, når der er fødselsdag.

Urtehave. Ja, nu bliver jeg måske lidt krævende af en bybo at være, men der er simpelthen ikke sol nok i vores baggård. Jeg vil så gerne have en urtehave med ærter, kartofler, gulerødder, krydderurter og jordbær. Ligesom vi havde i forstaden, da jeg var barn. Jeg ELSKEDE det. Det var fantastisk at så ting, pleje dem og se dem gro. Og jeg tror på, at det var virkelig sundt for mig som barn og menneske, at få den oplevelse med. Men der var også sol i vores have, og min mor skulle bare lige åbne havedøren, for at vande. Ikke gå ned fra 2. sal. Det føles bare ikke helt ens. Samtidig deler vi gård med et kollegie, og jeg har både set folk pisse i min basilikum i en brandert, og jeg fjerner dagligt cigaretskodder fra vores planter og fliser. Det er bare ikke helt det, jeg forbinder med mad.

Et bryggers!! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det ikke er en menneskeret at have et bryggers i en børnefamilie. Nu har jeg klaret mig uden opvaskemaskine (med 3 børn inkl. et flaskebarn) indtil for ganske nyligt, og det var ikke altid en fest. Men at have mit vasketøj, som ikke er så lidt endda, stående til tørre i alle rum i lejligheden er bare ikke fedt. Jeg ville elske at have et bryggers til rengøringsremedierne og vasketøjet. Min veninde som bor i hus har endda en vasketøjsskakt fra førstesalen til bryggerset (dybt-misundelig-chokeret-smiley-med-åben-mund)!!

“Børnene på vejen”-konceptet. Vi har heldigvis 3 skønne unger i opgangen (foruden mine egne), som matcher godt i alder. Men jeg savner følelsen af, at børnene er mere frie, som man lidt er i forstaden. Altså at de bare lige løber ud og hører, om nogle af de andre kan lege. Og at der altid er nogen, når andre ikke kan. At ungerne samles på fællesarealer og har mere udetid. Bybørn er frygteligt meget inde. Og som oftest er leg arrangeret som legeaftaler. Da jeg var barn legede vi med vores skolevenner i skolen, og kom hjem og legede med hjemme-vennerne på vejen. En gang i mellem havde man en legeaftale, men behovet var ikke så stort, fordi man også havde masser at tage sig til derhjemme.

Jeg kunne blive ved. Og så tænker I måske, “hvorfor flytter du så ikke til forstaden?” Men livet er jo ikke sort og hvidt. Jeg elsker mulighederne i byen og bruger den meget. Jeg elsker specialbutikkerne, at have venner tæt på til impulsaftaler, og at alt er i gåafstand. Og så er der jo også den detalje, at vi er en familie med mange behov. Vores liv er her. Mine papbørns skole og mor er her. Min kærestes job er her. Så nu må vi drømme os til et sommerhus.

/Katrine

 

 

 

Vil du ikke også læse:

5 ting jeg ikke begriber, min mor levede uden

1. BABYALARM
Are you fucking kidding me? Jeg er ikke sådan en sippet mor, der sidder og glor ned i min babyalarm, for at løbe efter baby, så snart hun siger et pip. Men jeg er heller ikke en mor, som synes det er fedt, at baby ligger nede i haven, når vi bor på 2. hvis jeg ikke har lidt fornemmelse af, om hun er ved at blive kvalt, kidnappet eller blot er ulykkelig. Da jeg var 3 uger gammel skulle mine forældre til en vigtig fest (fester var vigtige i 80’erne). Der var alt for høj musik til at lille jeg kunne bydes at ligge der og sove. Hvad gør man så? De lagde mig ud i bilen med lidt nedrullede vinduer, og så blev alle bedt om, at gå en runde om bilen, når de var ude at tisse, for at høre om jeg græd. Bum. Vi synes alle det er mega “cool”, og “jeg var født i 80’erne og jeg klarede den da”-agtigt, men bild mig ikke ind, at der ikke var bare lidt uro inde i min mors spæde førstegangsmoderhjerte.

2. VASKEMASKINE/ TØRRETUMBLER I HJEMMET
Jeg kan huske da vi vadede ned til vaskeriet, og sad der i timevis (sådan husker jeg det i hvert fald), da jeg var i dagpleje/børnehavealderen. Hvordan kan man have børn, og så overskue det? Og tilmed nå det! For slet ikke at tale om, da jeg var baby, og mine forældre endnu ikke havde erhvervet sig et badeværelse (!). Ikke at det gjorde noget- de gik i bad nede i svømmehalens omklædning og mine (stof)bleer blev kogt i en gryde i køkkenet. Ja. KOGT I EN GRYDE I KØKKENET. Jeg lader den bare stå der.

3. MOBILTELEFON
Yeah, I said it. Den tabuiserede kvalitetstidsrøver, som ingen speltmor anno 2017 vil ses med. Den dims, som lokker folk til at afstå fra virkelige relationer med øjenkontakt og begavede samtaler i bytte for en verden af likes og falske facader. Men den er også mange andre ting. En pause, hvor hjernen lige slår fra alt det vi hele tiden skal nå, skal gøre, og skal huske. Den er lige ved hånden, når man ser sit vidunder i en forevigelsesværdig situation. Eller når man er på vej på gåben og får lyst til at gå i tivoli, men ikke kan huske om der er åbent i påsken. Den har alle svarene på hvordan man fjerner gurkemeje fra uldtøj, får babyer til at sove, og genoptræner din bækkenbund.

4. Rengøringshjælp. Ja, det kan jeg egentlig godt lide at gå og holde lidt halvhemmeligt, eller i hvert fald som minimum ikke tale for meget om. For hvilken mor kan ikke klare sin egen husholdning? Hendes mand er jo fuldstændig ligestillet i hjemmet (…) og med to til opgaven, så kan enhver børnefamilie med kæledyr vel sagtens leve husstøvmidefrit og uden fedtede fingre over alt. Nej. Det kan de ikke nødvendigvis. Og man kan helt sikkert leve i lidt mere smudsede forhold, men det kan jeg ikke overskue. Og det VED jeg, at min mor heller ikke kunne. Så det nåede hun også lige oveni sit fuldtidsjob, sit enevælde på husholdningsfronten og nåh ja.. 3 børn.

5. Takeaway. Ja ja, vi er i gang med alle de tabuer, som er fuldstændigt velintegrerede i min dagligdag, så hvorfor ikke lige erkende denne med? Hvordan hel…. klarede min mor sig uden det?? Lad os lige skære det helt ud- jeg tror jeg kan huske samtlige gange min far lavede mad i hele min barndom. Både fordi det var bemærkelsesværdigt (af flere årsager), når det skete, fordi det ALTID var biksemad eller stegt lever, fordi det var ekstremt sjældent og fordi han gjorde ret meget ud af, at det altså var FAR, der havde lavet mad. I modsætning til MOR, som lavede mad alle de andre 362 dage om året. Og take-away fandtes ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os. Vi gik heller ikke lige på restaurant, hvis hun ikke lige orkede at lave mad, eller hvis det passede bedre ind i diverse legeaftaler.

Jeg synes hellere vi skal til at tagge vores mødre i “jeg var MOR i 80’erne, og jeg overlevede”-opslag! Mor (og jer andre, der også klarer opgaven!)- this one’s for you! Tag du dig et stort koldt glas hvidvin, og sæt dig ud på terassen i solen. Lad opvasken stå- det har du FANDME fortjent!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

7 First Mom Solutions

  1. BESTIL EN LILLE KAFFE I ET STORT TO-GO-KRUS
    Når du på barnevognstur køber en cafe latte for at overleve nattens strabadser, bliver humøret bare ikke bedre af, at man hælder kaffeskum ned ad ærmet, hånden og barnevognen, for hvert eneste skridt man tager. Uanset om man har kopholder på barnevognen eller ej, er dette altså et meget kendt problem. Med dette fif, er der lidt skvulpeplads at give af.
  2. VANISH KURERER ALT
    Alvorligt! Vi har brugt det på alt lige fra silke, uld og andet sart til stofbleer, vaskeklude og bomuldsbodyer. Der KOMMER gult lort over alt i starten, senere er det grød, og vi kunne ikke få det af med andet. Omvendt har vi fået (næsten) alt af med Vanish, og alle produkter har indtil videre holdt fint til det.
  3. KLUD FOR ØJNENE
    Mange babyer kan have svært ved at falde i søvn, men på mirakuløs vis forsvinder verden, når de får en stofble over hovedet. Fair nok at lave frit for mund og næse, men det øverste af hovedet inkl. øjene skal gerne dækkes. Det er en slags papegøjeeffekt.
  4. OLíVY
    Vores babyer har ALDRIG haft røde numser, siden vi begyndte at bruge Olívy! HELT ALVORLIGT! Det er et naturprodukt udelukkende bestående af olivenolie og kalk. Man tørrer numsen med Olívy på en vatrondel (eller sprøjter en stribe på og lader bleen klare udsmøring) ved bleskift. Det er det eneste man bruger efter tissebleer, og ved lortebleer er en klud med vand forud for Olívy rigeligt. Numsen bliver beskyttet forud for næste ble og plejet efter denne. Det er fantastisk! Til alt i øvrigt. Kinderne, hænderne, brystvorter osv.
  5. VÆLG DIN MASCARA MED OMHU
    Clinique High Impact Curling Mascara holder i flere dage og sidder, som du lagde den på førstedagen. Den vaskes af med lunkent vand eller… den trækkes nærmest af i rør. Den smudser ikke under øjnene på noget tidspunkt, kommer ikke af når man græder over spildt modermælk, og gør det bare lige en tand nemmere at være lidt lækker i sin barsel.
  6. SHELLAC
    Med fare for at lyde en tand dullet fortsætter vi lige i beautysporet. Shellac er det nye sort, når man har små børn! Skidtet holder i flere uger (!!), hvad end man renser afløb, skurer gulv eller som Katrine hakker halvdelen a sin pegefinger negl af… og ja det ser lidt lækkert ud på en ellers mussegrå mutti.
  7. KAJAKPOSE
    En slags undertrøje som forsætter ned i en pose om benene og lynes foran. Den er genialt mod dyneafspakningssyndrom, som er meget hyppigt efter 5 måneders alderen og frem til… ? De fås til ingen penge i fx IKEA.

Vil I dele jeres bedste tips med os? Skriv endelig tilføjelser i kommentarfeltet nedenfor.

/Kristina og Katrine

 

Vil du ikke også læse:

luca-upper-97759

Nothing is constant, but change.

Gode ting er i vente for bloggen. Og mindre gode. Det hele er rigtig spændende, og vi vil gerne løfte sløret en anelse, så I kan følge med undervejs. Hvad vil I gerne have først? De gode eller de dårlige nyheder? Jeg plejer selv gerne at ville have de dårlige overstået, så dem får I først.

Det er efter 1,5års opstart slået helt fast, at Anne-Sophie og Salli ikke rigtigt kan få enderne til at hænge sammen i forhold til også at nå at blogge. Karoline er heldigvis stadig glad for at skrive sine (fremragende) blogindlæg, som er manges ingefærshot i hverdagen. Moderierne vil dog (desværre) ikke fylde hovedparten af hendes skriverier længere, hvorfor hun sender tanker i æteren fra denne fine side i fremtiden.

De gode nyheder, spørger I? Kristina og Katrine fortsætter – nu med mere regelmæssighed og fortsat med familien og moderskabet som fællesnævner. Vi har indgået et spændende samarbejde, som vi vil fortælle mere om inden længe. Det, vi kan afsløre for nu, er, at vi i hvert fald ikke kan undvære at dele alle moderskabets udfordringer, forundringer og glæder med jer. Vi håber ikke, at jeres guldklumper er flyttet hjemmefra i mellemtiden. Der er nemlig rigtig fine ting i vente.

/Kristina og Katrine

Vil du ikke også læse:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

En autentisk beretning om en vuggestuemors knuste fastelavnsdrømme

Jo længere tid jeg er nogens mor, jo mere går det op for mig, hvor mange af drømmene omkring min datter, som egentlig handler mere om mig, end om hende. Sådan har det faktisk været lang tid før, jeg nogensinde blev gravid. Ting jeg glædede mig til at se hende i. Ting jeg glædede mig til at gøre med hende. Ting jeg glædede mig til, at hun skulle opleve. En forelskelse i ideen om hvordan jeg ville være mor, og deraf hvordan det ville være at være mit barn.

Mit barn ville i sagens natur blive sådan et, der lærte at hjælpe til derhjemme fra en tidlig alder- at et hjem er en fælles ting at værne om, og et tilhørsforhold bliver stærkere af at være deltagende. Mit barn ville blive kreativt og intelligent. Mit barn ville blive socialt kompetent og mange flere ting. Hun ville bestemt også blive lidt rebelsk og grænsesøgende, men alt sammen i en overordnet fantastisk pakke.

Mit barn er oftest rigtig velklædt. Det kan jeg godt lide. Det behøver ikke være dyrt, men det er velovervejet og lækkert, og det gør hende ekstra lækker i mine øjne. Jeg elsker, når hun er i hjemmestrik og noget med pufærmer (eller vingeærmer… I ved, hvad jeg mener). I fastelavnstider går mine kreagener hånd i hånd med det velklædte, og jeg har lang tid før jeg blev gravid samlet idéer til fastelavnsudklædning til børn i mange aldre.  Jeg ELSKER udklædning. Og man bliver ikke mindre nuttet i udklædning af at være lille. Sidste år var vi alle fem familien Simpsons og min kæreste (Homer) og jeg (Marge) blev kattekonge og kattedronning- bare lige for at sætte prikken over i’et. Min lille Maggie var knap et år og overordentligt nuttet- og kunne dermed ikke lave den store ravage.

I år var hendes første fastelavn i vuggestuen, og vi er desværre nået til en alder, hvor hun kun vil være klædt ud, når hun selv vælger det. Det har indskrænket mulighederne. Jeg havde først tænkt at hun skulle være manden med den gule hat, fordi hun elsker “Ebal” (Peter Pedal), og så kunne hun have Peder Pedal bamsen med. Men sandsynligheden, for at hun ville have en gul hat på, var jo rimelig lille, og den eneste slags hovedbeklædning, hun accepterer, er djævlehue (den har holdt hårdt i snevejr). Så mutti brugte en hel aften på at sy hanekam på en hvid djævlehue og lime hvide fjer på en hvid body, så hun kunne være verdens mest nuttede høne. Det var hun også. I 4 sekunder! Måske endda kun 2. Hun fik det lige akkurat på, og så rev hun to store områder fjer af maven og sagde, “hoooov”. Som hun siger til alt, hun egentlig gør med vilje. Jeg måtte låne nål og tråd i vuggeren, for at paniklappe lidt på hønen, der desværre nu lignede en burhøne og ikke den fine frilandshøne, jeg egentlig havde i tankerne.

Så. Mine mordrømme om idyllisk og vellykket hjemmelavet fastelavnsdragt og en uimodståelig knap 2 årig høne blev hurtigt afløst af en lykkelig, ballademager-burhøne. Men hun accepterede at have dragten OG huen på- det må overstige tærsklen for succes. Destruktionen af dragten må betragtes som en del af den nye burhønerolle. Kortvarigt knuste udklædningsdrømme. Men ved nærmere eftertanke er min frække pige vist bare god til at minde mig om realiteterne med en tumling, og hvad fastelavn og børneglæde i virkeligheden handler om. Og det er jo netop ikke mig.

/Katrine, mor til verdens sødeste burhøne

Vil du ikke også læse:

img_4200

Nytårsfor(t)sæt for 2017

Jeg har tænkt nogle ret store tanker, synes jeg selv. Vanligvis er vi ude i, “jeg skal begynde at løbe igen, minimum 2 gange om ugen” eller “jeg skal blive god til at lave cheesecakes”. Som oftest er det tanker, der opstår, mens vi sidder omkring det fine nytårsbord og snakken falder på, om der er nogen, der har et nytårsforsæt. Denne gang er det anderledes. Jeg har tænkt tankerne længe, og jeg har egentlig først nu besluttet, at det skal være et decideret nytårsforsæt. Derfor er det blevet et nytårsforTsæt, da jeg allerede er begyndt så småt.

Egentlig er det også et ønske om noget gensidigt. Et håb om, at vi i fællesskab kan opnå noget nyt. Eller måske genopnå noget, som i min levetid er blevet mere og mere fjernt.

Jeg kan huske i min barndom, at folk kørte hensynsfuldt, og tænkte over, hvad der kunne være rart eller svært for de øvrige trafikanter. Jeg kan huske, at vi rejste os for ældre i bussen og tilbød at støtte dem over fodgængerfelter eller bære deres poser. Vi bød Mohammed velkommen i klassen og ville alle sammen gerne være hans bedste ven, for som vores lærer Annie sagde, så havde Mohammed og hans familie haft en rigtig slem rejse og havde brug for at blive taget godt i mod. Når vi var rigtig frække i skolen sagde vi “monkeyface” eller “hey smukke, du ligner røven på en dukke”. Og når Carsten blev rigtig vred og slog og græd, så vidste vi godt, at det var fordi, at det var rigtig svært at bo på børnehjem op til jul. Vi forstod, at ligeså vel som vi havde behov og følelser, så havde andre det også. Og måske vi ikke kendte hele historien bag deres reaktioner, så derfor mødte vi dem med kærlighed. Det lærte min mor mig.

Sådan er det delvist stadig. Vi har stadig vidt forskellige baggrunde og historier. Vi ved ikke, hvem der bærer på nogle lidt for store bekymringer eller sorger, og vi ved ikke, hvor svært folk har ved at få livet til at hænge sammen. Desværre har fokus fjernet sig en hel del fra at passe på hinanden. Passe på jorden. Udvise medmenneskelighed og overbærenhed. Og ikke mindst erkende, at vi er mange på denne jord og i dette land, og at det er nødvendigt at vise hensyn og tænke i større billeder end ens eget behov. Vi er alle dybt begravede i vore egne navler med fokus på vores korte og langsigtede mål. Det er alt lige fra at ville nå med over for grønt- også selvom det ikke længere er hverken grønt eller gult, for derved at tvinge venstresvingende bilister til at køre over for rødt. Eller at ville holde tættest muligt på indgangen til IKEA, og derfor uden hensynstagen til øvrige gæster, parkere sin bil på “af- og pålæsningspladsen” og gå ind i IKEA for at shoppe småting og spise frokost. At råbe og skrige af fremmede mennesker, hvis deres dagsorden kommer på tværs af ens egen, uden først at have forsøgt med venlighed eller på at forstå dem.

Hvis vores grundindstilling kan ændres, så vores udgangspunkt ikke er, at “andre vil os det ondt” eller at “min ret er vigtigere end andres”, så kunne det være, at verden- også vores egen lille navlepillende verden- kunne blive et gladere og tryggere sted at bo. Jeg ser flere og flere mennesker være i krig med alle på deres vej, som om vores medmennesker er forhindringer lagt ud for at gøre livet besværligt. Vi ser verden ud ad vore egne øjne i alle forståelser, og ikke os selv, som en del af et større verdensbillede. Netop med fokus på hinandens velbefindende kan vi komme til at mærke trygheden, varmen og næstekærligheden. Det vil aldrig blive trygt at ekskludere os selv og vores børn. Det vil aldrig blive lykkeligt at pege fingeren væk fra os selv altid.

Mit nytårsforsæt for 2017 er at behandle andre godt og være mere overbærende. Ikke forstået på den måde, at jeg vil lade mig træde på. Men i alle de uskyldige situationer, hvor man lader sig rive med og hurtigt bliver irriteret, fordi det kommer på tværs af ens egen agenda. Jeg vil blive bedre til at forsøge at forstå, hvorfor andre tænker og gør, som de gør. De fleste mennesker foretager ikke hovedløse handlinger, men gør det så godt, som de kan. Jeg vil tage mere ansvar for min del af konflikterne og forsøge at bringe den gode tone tilbage i dagligdagen. Én udfordring ad gangen.

Jeg har allerede fejlet 50 gange her i bilen på vej til København fra Smilets By. Men resten af turen vil jeg smile og sige “pyt”. Også over for mig selv.

Godt nytår til jer alle!

 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Min datters køn kan aldrig være et tabu

Vi lever i en tid, hvor der er så stor fokus på inklusion og forskellighed, at vi er i fare for at tabuisere normalen. Det der startede ud som værende en vigtig kamp mod tabuer, har rykket sig så langt i den anden retning, at det nogle gange kan være umuligt ikke at træde folk over tæerne. Det kan til tider føles noget akavet og lidt som om, at vi har givet afkald på afslappetheden.

Det er svært ikke at træde nogen over tæerne, selvom det slet ikke er hensigten. Og også uden at jeg egentlig synes, at det der blev sagt var forkert. Man kan jo godt blive klogere. Fx kan jeg godt forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at bruge ordet “neger”, og derfor gør jeg det ikke. Men jeg kan ikke forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at man siger “normalt” om de mest hyppige ting. Heri ligger betydningen af ordet. Så fx at “føde normalt” er den naturlige vej, da det er sådan naturen har indrettet os, og da det er sådan flest kvinder gør. Dermed ikke sagt et eneste nedsættende ord om kejsersnit, da dette jo er en fantastisk mulighed, for de fødsler, hvor dette er nødvendigt.

På én af mine yndlingscaféer hænger der en tegning af en kvinde med en tissemand (eller en mand med bryster). Den er lavet af et lille barn og er faktisk ganske fin. Jeg smilede og talte med min datter om billedet, mens min kaffe blev lavet. Ved siden af stod en ung person, som blev rigtig såret over, at jeg ikke synes, at personen på tegningen så helt normal ud. Vi fik en snak om, at bare fordi normalen var en anden, så var der jo ikke noget forkert i, at se ud som på billedet. Der gik lidt tid, inden vi kunne enes om, at de fleste enten var mænd eller kvinder. Igen var “normalen” anstødelig, sårende og helt forkert at tale om. Jeg synes, det er tungt. At man nærmest skal stå og undskylde, at man forsøger at lære sin 1,5 årige, hvordan kroppen fra naturens hånd ser ud.

På samme måde føler jeg snart ikke, at min datter må være en pige. Hun leger gladeligt med biler og værktøj, men allerhelst leger hun med dukker eller tørrer ting af. Måske fordi hun ser sin mor gøre det, og inderst inde har en instinktiv følelse af at være samme køn som mig. Måske fordi hendes interesser ligger dér helt naturligt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at hun er en pige, og at der slet slet ikke er noget galt med det. Jeg vil ikke have en aktie i forestillingen om, at børn er kønsneutrale de første leveår. Det er de bare ikke! Vi er født med et køn både fysisk og psykisk. Det definerer os ikke som personer, men der er stadig nogle fælles træk, som ses hyppigere blandt det samme køn. Når min datter viser interesse for dukker, så er det sådanne gaver “hun ønsker sig” og ikke de ting, hun leger knap så meget med. Jeg ser først et problem, når man forsøger at dreje sine børns interesser væk fra noget.

Jeg vil ikke have, at mit barn vokser op med følelsen af, at der er noget galt med hendes køn. Der er ikke stærke og svage køn. Der er forskellige køn, og dem omfavner vi i 2016. Jeg kan ikke se det forkerte i at antage normalen. Altså at mit lille pigebarn med kvindelige kønsorganer og kvindelige kønskromosomer identificerer sig som pige. Jeg vil ikke fratage hende, at hun er pige. Hvis hun derimod en dag kommer og viser mig, at hun er noget andet, end det jeg forestiller mig, så sadler vi om den dag. Ikke før. Det svarer for mig til ikke at tale til sine børn, før vi er sikre på, at de kan høre.

/Katrine

NB: Indlægget er redigeret kl. 22.45 d. 3.12.16 i et forsøg på at tydeliggøre, at det netop IKKE er nedladende ment.

Vil du ikke også læse:

img_9627

Mig-tid anno totusindogmor

Katrine 2012- hverdags fridag: 

Sover længe. Sådan ca. til kl. 9. Tænker at jeg virkelig bør stå op, men hyggesøvnen og den bløde dyne er for fristende. “Kommer til” at sove videre. Først 20 minutter, så en halv time mere. Jeg tvinger mig ud ad sengen og tager et laaaaaaaaaaangt bad. Der bliver både vasket, skrabet, filet og poleret diverse dele. Det er godt nok også sket dagen forinden, men det er vigtigt at holde sig top tunet. Bare for velværets skyld. Jeg har god tid til at plukke øjenbryn og nærstudere mig selv i spejlet, mens jeg lægger en beskeden, men fejlfri make-up og iklæder mig præcis, det jeg har lyst til. Det er ikke vigtigt om stoffet er skrøbeligt, eller hvor tydeligt man ser pletter. Slet ikke.

Jeg tager ind til byen, når jeg har korrigeret de to ting, som står lidt forkert i lejligheden og tørret den ene lille plet af, som jeg mod forventning opdager på køkkenbordet. Jeg spiser brunch i solen på en café. Hører folk gå forbi med hver deres agenda, mens jeg sidder og læser Bolig Magasinet. Her skriver jeg “læser”, fordi jeg rent faktisk har overskud til at læse artiklerne. Jeg drømmer mig frem til den dag, hvor jeg sidder i en stor, lækker lejlighed med 3 nuttede børn i hver deres tjekkede børneværelse, mens jeg selv sidder i mit stilrene, men meget personlige køkken-/allerum og drikker tjekket kaffe fra min endnu mere tjekkede espressomaskine. Fuldstændig som i bladet.

Det her er en mig-dag. Jeg skal have massage! En hel times grundig massage til de ømme muller. Som er ømme, fordi jeg træner tit. Faktisk adskillige gange ugentligt! Efter massagen skjuler jeg olieresterne i hårgrænsen med et par hårnåle, og korrigerer den nu lettere ærgerligt placerede mascara. Dette er faktisk dagens største downer. Øv! Fedtet hår i kanten omme i nakken. Jeg mødes med en veninde, der heldigvis ikke kommenterer på det, mens vi bruger en stor andel af vores løn i Illums Bolighus. Igen. Herregud- der kommer jo løn igen i næste måned, og det er jo ikke som om, der er nogen, der afhænger af mig. Vi tager faktisk også ud og spiser senere. Sådan impulsivt(!) Og drikker måske en enkelt cocktail eller to på en lille tjekket cocktailbar på indre Nørrebro. Jeg bliver jo ikke ligefrem vækket mellem midnat og kl. 7, så der er ingen grund til at gå tidligt hjem i seng. Livet er skønt!

Katrine 2016- hverdags fridag: 

Vågner kl. 6.17 til lyden af mit barn, der skifter mellem, “hej heeeeeej HEJ!” og “waaaaaaaaaaaaaaaaa”. Skynder mig ind og henter hende, så hun ikke vækker de andre to, som først skal op kl. 6.45. Skifter hende, giver hende havregrød, børster hendes tænder og klæder hende på til dagen. Løbende samler jeg de stykker toiletpapir op, som hun har revet itu og smidt i hele lejligheden. Den store idylliske lejlighed med 3 halvfærdige børneværelser, som viser sig at have beboere, der ikke er 100% enige i den top tjekkede indretning, og dermed gerne samler sure sokker, sten, bananskralder og tomt slikpapir i alle gemmer. Lejligheden sejler i farverige dimser, der gør ondt at træde på, vasketøj fra 4 andre mennesker og opvask. Hun skider igen. Igennem alt sit tøj. Kommer i bad- det var alligevel også mange dage siden, jeg havde nået det. Får nyt tøj på og bliver afleveret så hurtigt, at hun ikke kan nå at gøre det igen. I hvert fald ikke i min varetægt. I mellemtiden er der også spist morgenmad med de 3 andre, mens min datter har kastet med maden, tallerkenerne, kruset inklusiv vand og tømt alle de nederste køkkenskuffer ud over gulvet. Honningen og sesamfrøene er bortført i den røde dukkevogn. Førstnævnte nu uden låg.

Jeg kommer hjem efter vuggestueaflevering. Huset er mennesketomt, men ganske genstandsrigt. Jeg bruger de næste 5 timer på oprydning, vasketøj og sortering. Altså bare lige for at få det værste, og få tingene tilbage i den tilstand, de var, da jeg gik i seng. Det er sindssygt tilfredsstillende. Her er rent, stille og ordentligt. Jeg elsker det.

Jeg pisker i bad. Det må ikke tage for længe, for jeg skal nå at købe strømpebukser, natdragter og bodyer. Jeg skal bytte nogle sko, som den ældste ikke ville have alligevel, og købe fødselsdagsgave til noget børnefødselsdag i weekenden. Jeg kan lige nå en hurtig kaffe med en veninde, men hun er nødt til at aflyse, fordi hun sidder derhjemme med et feberbarn. Vi udveksler sms’er, som til forveksling kunne ligne kommandoer, hvis man altså ikke er mor og ved, hvor nødvendigt det kan være at spare på fyldord og emoticons. Det er egentlig helt okay med mig. Jeg orker næsten ikke menneskekontakt. Jeg kan ikke overskue at tale med nogen. Nyder bare at der ikke er nogen, der kræver noget af mig. Drikker kaffen alene, men kan ikke rigtig side stille til at drikke den langsomt, da jeg også gerne lige vil nå hjem og nyde det rene hjem i en halv time, inden jeg skal hente min datter igen. Kommer på vejen hjem i tanke om, at jeg også skal handle til aftensmad. Den halve time går med det, og jeg henter hende på vejen.

Eftermiddagen kører i den sædvanlige rille med udeleg så længe som muligt, for at undgå ulvetimens indtræden. Hjem og lave mad, hele tiden med et skrigende barn om anklen eller et lidt mindre skrigende barn på hoften. Der rodes, svines og produceres vasketøj på ny. Aftenen går med at putte og vaske op. Klokken er 21, og det sidste barn sover. Jeg rydder al eftermiddagens rod op IGEN. Smider mig på sofaen trods overdøvende træthed, for jeg MÅ bare “læse” i mit Bolig Magasinet. Det ER jo min mig-dag. Jeg ser bladet igennem hurtigt, mens jeg dvæler kort ved de bedste af billederne. Ser et afsnit af en Skam. Kommer for sent i seng igen, men jeg måtte bare have lidt mig tid. Min kæreste spørg, “har du haft en god fridag?” Og det helt oprigtige svar er faktisk stadigvæk, “ja”. Bare anderledes end før jeg blev mor.

 

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

image

Hvis hun dør, gør jeg det også.

Jeg har altid undret mig over den der graduering af kærlighed. “Du ved ikke, hvad det vil sige at elske, før du bliver forælder”. “Man elsker sine børn højere end noget andet”. “Ens kæreste ryger et trin ned i kærlighedshierarkiet, når man bliver forælder”. “Børnene overtager pladsen, som kæresten tidligere havde i ens hjerte” osv.

Hvorfor kan man ikke elske begge parter uanet? Og hvorfor overgår jeg dør uden dig-følelsen fra ens kæreste til ens børn, når man får dem? Dør man ikke uden dem alle sammen?

Da jeg (gen)fandt min kæreste, havde han to børn og en ikke bagsiglæggelig fortid. Hans fortid ville for evigt være vores nutid og tilværelse. Det er logisk nok- børnene frem for alt. Når man endnu ikke har så mange aktier i forholdet, er det ikke svært rumme. SELVFØLGELIG elsker han sine børn højere end mig. Det SKAL han- han er en far. Men at rumme langt inde i sin forelskelse, at den mand man ikke længere kan se et liv uden, og elsker mere end nogen anden, elsker to andre mennesker (langt) højere end dig- det er faktisk en mærkelig, ulige følelse. Hvorfor kan man ikke ligge oppe på den førsteplads sammen med dem? Jeg vil da gerne dele.

Den følelse ville nok være ganske lige til og let at rumme, hvis begge parter var kommet ind i forholdet med børn. Så ville man fuldstændig ligesindet elske hinanden meget, men sine egne børn uendeligt. Fuldstændig lige kærlighed i en smuk hierarkisk sløjfe. Men når den ene står med åbne arme og uendelig kærlighed, og den anden allerede har en optaget plads lige der, kan det godt være svært at forstå, hvorfor der ikke er plads til mig lige der også.

Så blev jeg mor.

Hvis hun dør, så dør jeg også. Så simpelt er det. Fra et liv fyldt med mening uden børn til et liv, der kun giver mening med hende. Jeg kan ikke se noget værd at leve for, hvis jeg mister hende. Herunder min elskede handyman. Han ved det. Vi snakkede om det forleden, hvor han luftede forskellen på at have et og på at have flere børn. Han frygtede for mit liv, hvis der skete hende noget, mens han altid ville have noget uendeligt vigtigt at leve for. Det er fuldstændig rigtigt.

Når jeg tænker på det dersens kærlighedshierarki nu, så tror jeg ikke, at ens kæreste bliver skubbet ned på anden række. Jeg tror simpelthen, at børnene bliver tilføjet ovenover, som en stjerne på juletræet. Derfor er denne kærlighed så altoverskyggende. Børnene er helt uden for nummer, og kæresten har stadig førstepladsen. Jeg tror, naturen må have indrettet os sådan, fordi han godt kan overleve uden mig, men det kan mit barn ikke.

Min kæreste, der selv mener han er meget uromantisk, fortalte mig dog i sin tid, at han ikke føler at børnene har en førsteplads og jeg en anden plads. Han mener, vi har hver vores førstepladser i to helt forskellige kærlighedssystemer. Den tanke kan jeg rigtig godt lide også.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

41409-US-combo-TENA-Light-Pads-Moderate-long

5 ting nogen gerne måtte have fortalt mig om at føde et barn

Nu er det ikke for at skræmme livet af jer, men der var lige nogle yndige overraskelser, jeg på én eller anden måde gerne ville have vidst inden, så jeg kunne forberede mig på situationen. Jeg ville godt nok ikke kunne have ændret på det, men jeg ville ikke have følt mig så snigløbet af min egen krop og sammensværgelsen af postfødende kvinder, som valgte IKKE at advare mig.

  1. Man er et krater af smerter “dernede” i ikke så få dage efter fødslen
  2. Barselsflåd
  3. Blødning i 8 uger
  4. Hormonel hypersvedning
  5. Man kommer måske aldrig til at ligne sig selv igen dernede

Uddybende om alle 5:

  1. Jeg fortalte min kæreste, at vi jo også kunne vælge at lægge hans 14 dages øremærkede farsel (som Karoline så fint har døbt det) på et senere tidspunkt, hvor baby var lidt ældre og sjovere. Han kiggede kærligt og overbærende på mig, og sagde, at der jo var en grund til, at man lagde dem i starten. Det var muligt, at jeg havde brug for en masse hjælp, da jeg nok ikke var helt mig selv lige efter fødslen. “Nej nej” tænkte jeg, men hvor slemt kunne det lige være? Ret slemt. Min nummi lignede en vindrueklase fra den frodigste franske vinmark, og føltes som en dartskive for skud, for slet ikke at tale om hvordan det føltes, når min indtagede næring, gerne ville ud. Den forreste del af krateret var hævet til uigenkendelighed med flere sting end der kunne tælles, som også bidrog fint til smerten og ubehaget. Om det sved, når jeg tissede, spørger I…?
    Konkret info: De første 14 dage gjorde meget ondt. De næste 14 dage gjorde ondt, men var bedre. De næste 2 uger begyndte det at fortage sig til et helt tåleligt niveu. Herefter helede det sidste over længere tid, men jeg husker det ikke som noget særligt. 
  2. “Hvad fanden er det”, spørger du? Det havde jeg sådan set heller aldrig hørt om.
    Konkret info: Gråligt udflåd af varierende konsistens, men hovedsageligt meget vandigt, som kommer i rigelige mængder i op til 8 uger efter, at man har født. Det lugter heller ikke særlig godt. Men det er helt normalt, og det forsvinder igen. Hvorfor ved man ikke det? Så er man da fri for at blive skuffet på uge 2, over at det er der endnu.
  3. Den der efterfødselsdblødning varer også ganske længe. Jeg tror, jeg havde forestillet mig maks en uge. Men det varer i maaaange uger. Og det er også helt normalt. Jeg tænker at man bare skal forestille sig, at man lige får de næste 9 måneders menstruationer overstået med det samme.
    Konkret info: Man kan bløde i op til 8 uger efter fødslen. Der er en helt gennemtænkt grund til, at moderen får sit efterfødselslægetjek 8 uger efter fødslen. Så på med gigabind og ingen grund til bekymring, hvis du ikke er helt bleg og svimmel. Blødningen skal gerne aftage løbende i styrke.
  4. De første par nætter efter fødslen, tænkte jeg at der var noget galt med sengetøjet på hospitalet. Det måtte være meget syntestisk. Jeg svedte natligt, som jeg aldrig har svedt før, så sengetøjet var helt drivvådt. Det viser sig, at det var hormonelt pga hormonskiftet fra gravid til ikke gravid/ ammende. Jeg måtte i flere uger skifte sengetøj og dyner mange gange natligt, fordi alt var gennemblødt.
    Konkret info: Man sveder så voldsomt som en kvinde i overgangsalderen om natten i mange uger efter fødslen- hvor mange husker jeg ikke, men længere end blødningen. Det aftager også løbende i styrke.
  5. Jeg havde naivt forestillet mig, at når det akutte efter fødslen lige var overstået, så ville mine nedre dele ligne sig selv så nogenlunde igen. Det gør de ikke. Den hormonelle påvirkning under graviditeten gør at tingene vokser lidt, og afhængig af fødselstraumer (altså hvor meget man går i stykker), og hvordan det lige kan stykkes sammen igen, ændrer udseendet sig mere eller mindre drastisk. Det kan godt være, at det lyder petitesse problematisk, og det er det måske også, men ikke desto mindre, definerer ens ydre en del af ens identitet- uanset om det er en synlig eller skjult del. Jeg havde aldrig rigtig overvejet, om jeg synes den var “pæn” før, men nu synes jeg i hvert fald ikke den er det. Og det niver stadig, der hvor de klippede mig.
    Konkret info: Det er ikke sikkert at din nedre identitet forbliver den samme. Man vænner sig til den nye, men ikke øjeblikkeligt. Der er stor forskel på, hvor meget eller lidt forandret den bliver. Men man ville heldigvis aldrig bytte tilbage igen.  Det første syn, må I dog ikke være skræmt af. Den normaliserer sig DRASTISK efter de første måneder, så ha’ tålmodighed og optimisme i begyndelsen. Det ser meget værre ud, end det egentlig er.

Nu er I i hvert fald varslet, om de glædelige kropsændringer man glemmer eller ikke aner hører med til pakken. Heldigvis er naturen sådan indrettet- at jeg ville gøre det hele igen på et splitsekund.  

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Da jeg skamfuldt hev “den” frem i fuld offentlighed første gang. Barnet var jo sultent.

Jeg havde endnu ikke været i en situation, hvor jeg havde været nødt til at gøre det offentligt. Jeg vidste måske godt lidt i baghovedet, at jeg ikke rigtig havde lyst, men jeg var ikke klar over, hvor grænseoverskridende det var, før jeg sad i situationen. I endnu én af barselshverdagens logistiske udfordringer blev min lille uvidende datter pludselig sulten midt på Købmagergade. Jeg havde heldigvis Karoline ved min side, da jeg ved et cafebord foran Joe and Juice pludselig måtte blotte mig i et meget privat og faktisk overraskende skamfuldt øjeblik.

Op ad tasken trak jeg med sænket blik og hjertebanken en flaske og en brik med modermælkserstatning, som jeg uproportionalt selvbevidst hældte over i flasken, mens jeg følte at alle i 500 meters omkreds kiggede og pegede i forargelse over min ugerning. Da jeg gav mit lille barn mad løb tårene ned ad kinderne på mig i skam over, at jeg ikke havde været i stand til at amme hende, som jeg og alle andre jo VIDSTE var det sundeste. Mest politisk korrekte. Klart mest nutidige og speltede. Mindst selviske og mest rigtig mor-agtige.

Jeg sidestillede det. Jeg var en dårligere mor, fordi jeg flaskede mit barn.

Alle mine egne let skjulte fordomme ramte mig som et bræt i ansigtet. Jeg måtte erkende, at jeg få sekunder inden, jeg selv havde fundet flasken frem, havde haft ondt af den sydeuropæiske baby ved nabobordet, hvis forældre “tydeligvis ikke havde sat sig ind i, hvad der var bedst for barnet”. De var rolige, kærlige og varme, men de flaskede deres barn. Det skar i mine øjne af uvilje og uvidenhed.

Jeg havde behov for at fortælle forbipasserende om min kamp for og mit enorme ønske om at amme. De skulle vide, at det var aller, ALLER sidste løsning for mig. At jeg både vidste, hvad der var bedst, og ønskede at give hende det, og havde gjort ALT i min magt for at gøre det. Mere end rigtig mange- som sådan set også havde kæmpet mere end rigeligt. At jeg var og er en god mor. Men måske var jeg den eneste i den gade, der ikke havde fattet, at jeg allerede gav mit barn det bedste.  At netop beslutningen om, at nok var nok, og at min datter skulle mættes på trods af min moderfængelighed, var den mest moderlige og uselviske beslutning af alle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet gøre det, hvis ikke Karoline havde siddet med sit i et forstående, men også anerkendende og venlige blik. Hun støttede mig både i, at det var okay, at det var svært, men også i, at der ikke var noget forkert i, at jeg gav hende mad af flaske. Der var noget galt med mit syn på flasken. Jeg startede den dag med at forsøge at se modermælkserstatning, som den bedste mad MIT barn kunne få. For amning var ikke et alternativ. Samme dag startede jeg med, at give flaskende mødre meget mere credit for deres moderskab, beslutninger og intensioner uden at behøve at være informeret om historik og grundlag inden.

 

NOTE TO SELF:

En mor er en god mor med gode intensioner, indtil det modsatte er bevist. Ikke omvendt.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Øjenbetændelse og lukkedage

Lukkedage. Jeg havde to bud på, hvad dette begreb betød. Det første var, når Illums Bolighus helt skandaløst IKKE har åbent, når jeg har brug for at kigge på pæne ting. Helt idiot er jeg dog ikke, så jeg havde godt regnet ud, at det i vuggestueregi nok ikke var betydningen af ordet. Det andet var helligdage, weekender og worst case eventuelt en tvungen ferieuge. Men det er det ikke.

Det viser sig, at det faktisk ikke ER muligt at have et fuldtidsjob og et vuggestuebarn samtidig. Og da slet ikke, hvis man også har børnehave- eller skolebørn oveni. Man kan jo godt blive snydt, når man følger mediernes debat, om at de travle børnefamilier bare må tage sig sammen, for de har jo selv valgt at få børn, så hvorfor skal det gå ud over de mennesker, som har valgt ikke at få børn? Lidt som om vi taler om, at have anskaffet en hund uden at have plads til den eller at have meldt sig til svømning uden at kunne nå til det efter arbejde. Noget man bare kan til- og fravælge i hverdagen, alt efter om det lige føles overskueligt. Ikke noget biologisk forudbestemt, som fører vores art videre, og i øvrigt er hele årsagen til at den nuværende generation på arbejdsmarkedet engang kan gå på pension. Også selvom de ikke selv har bidraget til produktionen af næste arbejdende generation, kan man forvente at gå på pension med de andre. Nuvel- det er sikkert velfortjent efter et langt arbejdsliv, men ikke desto mindre på ingen måde muligt, hvis ikke der var andre, som havde født børn, som kunne bære samfundet videre.

Tilbage til vuggestuerne. Hvis man ser på det sådan lidt fra et arbejdsmæssigt perspektiv, som trods alt for de fleste ikke er fravælgeligt, er åbningstiderne faktisk ganske snævre. Man skal ikke arbejde særlig langt væk fra vuggestuen for at komme i problemer med at nå at aflevere og hente inden for institutionens åbningstider. For en læge er det fx ganske naturligt at skulle pendle fra København til Hillerød eller Slagelse med mødetid kl. 8 SHARP (omklædt!). Så er det sgu svært ikke at have kastet barnet efter pædagogerne inden man halser mod S-toget, for så at sidde i undertøj i konferencelokalet kl. 8.00 eller omklædt 8.04. Og på samme måde med afhentningen… skidesort morsamvittighed, når man henter det stakkels lille vidunder siddende på skødet af en pædagog, fordi der ikke rigtigt er andre tilbage… og da slet ikke nogle som kom før kl. 9 om formiddagen.

Kunne man vælge en vuggestue nær arbejdet så? Ikke som yngre læge i hvert fald. Man har skiftende arbejdstider og er ikke lige i den by alle dage, og så skifter man jo arbejdsplads ca. hvert halve år, så det kan være en anelse svært at planlægge hverdagen.

Det planlæggelige som er umuligt nok i sig selv overgåes dog stærkt af ting som feber og øjenbetændelse. Det viser sig, at et vuggestuebarn med feber, ikke er raskt, når det ikke længere har feber! Eller når det opfører sig glad og raskt. Nej, det er først raskt et døgn EFTER, at det opfører sig helt raskt og ikke har feber. Først dér er det velkomment tilbage i institutionen. Just in case. Ok… det ringer jeg bare lige ind på arbejdet og siger. “Hej, det er Katrine. Jeg vil gerne have barnets første rask dag i dag. Hun var nemlig syg i går, som du ved, så i dag helsikrer vi bare lige, at der ikke skulle komme feber igen til aften (hvor hun alligevel ville være afhentet for længst)”. Den går fint an. “Ja, du må gerne lige aflyse de der 15 patienter, jeg skulle have set i dag, som har dagen FØR rask og havde håbet på at se mig.” Det er helt sort. Men det der med smitte og en vuggestue- det er altså et meget ømtåleligt emne! Også selvom det måske ikke smitter. Just in case.

Og så var der lige lukkedagene. Som er helt tilfældigt placerede dage, som vuggestuen vælger at holde lukket, men hvor hjulene i resten af landet, stadig drejer rundt. Altså dage, hvor du må bruge ferie, hvis ikke dit barn skal passe sig selv. Dvs. 7 (+2) lukkedage årligt, som du BARE LIGE skal forklare din arbejdsplads, at du altså ikke kommer på arbejde. Det er ikke weekender. Det er ikke helligdage. Det er helt almindelige hverdage. Bare som dødsstødet til din i forvejen udfordrede vuggestuelogistik.

Så det der med, at man er så priviligeret, at man kan “vælge” at gå på deltid. Det kunne være rigtig fint, hvis man også kunne vælge at lade være. Tak.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Ironien i at blive barnagtigt se-mig-stolt, når ens cykel bliver til en morcykel

Min cykel er blevet voksen! Jeg er så stolt, at jeg cykler rundt og smiler til fremmede mennesker i håb om at de opdager, at jeg altså har et barnesæde på cyklen og dermed er nogens mor! NOGENS MOR! Alle kan se det! Og med sådan lidt mere mor-credit, fordi man ikke er helt nybegynder længere, hvor alle kiggede på én og tænkte- jamen du ved jo heller ikke noget endnu. Det er der naturligvis stadig nogen der tænker, men der er altså også mange, der ligesom godt kan se, at jeg nu har fået det røde bælte i Mor.

Der opstår sådan en fællesskabelig indforståethed – en slags uofficiel klub man automatisk bliver medlem af- når man får et barnesæde på cyklen. Det kan bedst sammenlignes med motorcyklisters uofficielle fællesskab, hvor de hilser på hinanden i trafikken uden at have noget personligt kendskab til den anden. De ved det bare. De hører sammen på en hemmelig måde.

Man oplevede det allerede lidt, da man i starten tourede med sin barnevogn på ukristelige tidspunkter førhen klassificeret som nat, eller dagstidspunkter tidligere kendt som ikke-eksisterende, fordi man var på arbejde. Mødte man her en anden barnevogn blev der udvekslet et indforstået “nåh, du er også på barsel”-blik bestående af et lille smil og til tider et nik. Det kunne også være et indforstået “hvorfor kommer der udrykningskøretøj nuuuu?? Hun er endelig faldet i søvn!!”-blik mødt af et, “åh, jeg kender det! Held og lykke!”-blik. Faktisk en helt fin lille klub, som jeg i skrivende stund pludselig betvivler eksistensen af, og overvejer om min kroniske søvnmangeltilstand egentlig førte til en form for hallucinationer. Jeg hælder nu til, at jeg vitterligt VAR medlem af en telepatisk-empatisk-medmor-barselsklub.

I morcykelklubben er der 2 forskellige grader af medlemskab. Der er alle os storsmilende eller lidt blufærdige nyoptagne, som forsøger at se pro ud, mens vi balancerer med helt ny vægtfordeling på cyklen og markant mindre plads til indkøbsposer, hvis man altså har barnet i stolen. Der bliver smilet og udvekslet, “suk, jeg så dig også i krydset i morges- lange dage, hva?”-blikke, mens man forsøger at adaptere til sin nye hverdag, hvor man ikke længere er i fuldstidskontakt med sit barn. Alle nymorcyklerne deler en forståelse af hvor komplekst logistik-regnestykket omkring arbejdsliv og moderskab egentlig er. Man oplever en rummelighed over for ens alternative tolkning af trafikken. Fx kan man sagtens have for travlt til at cykle højre om i lyskrydset, og derfor være nødsaget til at spare de 2 minutter ved at venstre om, for at spare 1 x rød. Her kan et venligt, “jeg kender det!”-blik fra en medmor-cykel være rigtig rart.

De mere hardcore morcykler med slidte barnesæder (nogle evt med to) har opnået en mere hærdet tilstand af logistik-stress, hvor de ikke længere føler samhørigheden med os andre. Deres fokus er målrettet mod afhentning i diverse institutioner inden øko-aftensmaden skal på bordet. Der er pres på, men de har fået struktureret deres hverdag nok til at lykkes med trafiktimingen og deres nymoderfølelse er long gone, hvorfor romantiseringen af cyklen og fællesskabsfølelsen er ligeså langt gone. De bliver let irriterede i blikket over ens manglende mor-tjekkethed, når man stadig er ved at lære at jonglere arbejde, institution og timing. Første gang man oplever dette, er man sparket fluks tilbage i 8. klasse på efterskolen. Man troede lige, at man var blevet én af de store, men opdagede så, at dem fra 9. og 10. synes, man var en lille snotunge. Sjovt som alting er relativt.

Det kan heldigvis ikke slå mig ud. Jeg er himmelhenrykt for mit barnesæde. Både når det bliver brugt til indkøbsposer, og når (mit) verdens vidunder sidder i det og siger, “aaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhh” af sine lungers fulde kraft, fordi brosten er the shit, når man er 11 måneder. Det er som om, jeg bare lige blev lidt mere “rigtig mor”, da jeg fik det sæde, altså.

/Katrine

 

 

Vil du ikke også læse:

image

“Hun er da ikke en baby længere, Katrine. Hun er en lille pige” … (!!!!!!!!!!!)

Sagde min mor sådan helt uden at vide, hvor minefyldt et felt hun netop havde buldret hen over. Et barn! ARE YOU FUCKING KIDDING ME?? Jeg har jo LIGE født! Jeg er da bedøvende ligeglad med, at hun klapper, vinker mens hun siger “ej-ej”, rejser sig op ad alting, skovler rigtig mad ind i store mængder og går i vuggestue. Hun er en baby. Faktisk næsten nyfødt. Og så gider jeg ikke snakke mere om det, ellers kan du besøge mig igen, når hun skal starte i skole.

Det gør ikke noget som helst bedre, at hun netop har fået sin første tand. Den kigger frem nede i undermunden, og jeg er bare slet ikke klar. Jeg ved godt, at man typisk får tænder mellem 6 og 9 måneder, men det vidste baby-K heldigvis ikke, for hun fik den først i morges, hvor hun er 10,5 måned. Alle de andre børn i mødregruppen har haft tænder i flere måneder. Egentlig har jeg, siden de andre fik tænder, tjekket hende dagligt, og her 4 måneder senere besluttede jeg at lade være med at tjekke hele tiden. To dage efter min beslutning, tjekker min mor hende og bingo! En lille tand. Det tog mig adskillige minutter og stramme, vuggende tvangsknus før jeg overkom, “hun har fået en taaaaaaaand”-gråden. Jeg. Er. Ikke. Klar.

Jeg synes, alle andre er så pisse klar både på mine vegne og med deres egne babyer. Jeg kan ikke leve op til al den klarhed! Det er egentlig ikke fordi, jeg er overbeskyttende. Jeg er faktisk mere “op igen”- mortypen, men det går bare for stærkt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage afsked, med den alder hun har, og sådan har jeg haft det, siden hun blev født. I mødregruppen var de andre ovre dette issue allerede efter de første par måneder. Den ene meldte klart ud, “sådan gider jeg simpelthen ikke gå rundt og have det, for jeg kan ikke stoppe tiden alligevel”. Ret tjekket sagt og besluttet, og jeg tænkte, “nå, men så lader jeg også bare være med at have det sådan”. Men det gjorde jeg ikke.

Egentlig er det en lille smule dobbeltsidigt, for jeg bliver jo ubeskriveligt stolt, hver eneste gang hun gør noget nyt. Jeg synes hele tiden, at NU har hun den bedste alder. Så jeg ved godt, at jeg et eller andet sted der inde i dybet, er glad nok for, at hun vokser. Det er bare så svært at give slip. Det er jo altid en alder jeg elsker, som jeg aldrig mere skal få lov at opleve. Nå … det kan jeg lige mærke, at jeg ikke lige skal tænke mere over nu.

Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

steen-og-stoffer-e1368427625408

Jeg bliver en lille smule ærefrygtig, når jeg kommer i tanke om, at det er mig, der er “moren”

Det lyder måske banalt og en anelse infantilt, men ikke desto mindre er det præcis sådan, jeg har det. Ikke hele tiden. Men som en skylle af følelser, der overvælder mig i specifikke og uforudsigelige situationer.

Jeg tror, der er mange forskellige aspekter af min ærefrygt.

Delvist er jeg stadig overrasket over, at jeg virkelig er godkendt. Jeg går i hemmelighed og venter på, at nogen opdager mig. “Hov vent lige- hende derovre er ikke rigtig voksen. Hun leger bare”. Inden jeg blev læge, var jeg overbevist om, at når jeg blev læge ville jeg vide alt om kroppen, mennesker og sygdomme. Stort chok var det at aflægge lægeløftet iklædt mit nye læge learners license. På samme måde troede jeg, at når jeg blev mor, ville jeg være 100% mor. Føle mig som en mor, opføre mig som en mor, tænke som en mor- og selvsagt- vide ALT med sikkerhed… som en mor. And yet again- her sidder jeg, og er sådan set en mor, og jeg har stadig ikke styr på noget som helst. Eller har jeg…?

Der er også en komponent af stolthed. Når folk fortæller mig, at “hun da er den skønneste lille pige”, de længe har set. Eller når nogen siger “din datter” i en sætning, og jeg overraskes over titlen. Igen. Endnu vildere når jeg selv siger “min datter” og overraskes. Og den helt specielle situation, når man introduceres- ikke længere som sig selv, men som nogens mor. Den største stolthed og ud-ad-morkroppen-oplevelse føler jeg, når jeg i relevante sammenhænge selv siger, “jeg hedder Katrine, og jeg er K’s mor”. Wow! Så er man sgu nogen! Nogen som er pisse vigtig for i hvert fald én person.

Og lige præcis det, at jeg er vigtig, bringer de stærkeste følelser af ærefrygt. Jeg bliver så ubeskrivelig rørt, når min elskede lille datter hulker sine lunger ud, og jeg træder ind på værelset, og alt bliver godt. JEG er moren. JEG er den der får alt det onde til at gå væk igen. JEG er den, hvis blotte tilstedeværelse, kan gøre alting godt igen. Gøre det trygt. Lige præcis denne sidste del, er nok det der vælter mig allermest af pinden i ydmyghed over den kærlighed, jeg har fået. Tænk at jeg kan være nogens tryghed.

Jeg er så beæret over, at få lov at være den, der passer på hende. At få lov til at være den, der trøster hende, og giver hende kærlighed nok til, at hun med tiden finder selvværd til at tro på sig selv. Det er så vigtig og ærbar en opgave, og den er min. Nu er det MIG, der er moren. Og jeg vil kæmpe røven ud ad bukserne for at gøre det godt nok. Jeg føler en usammenlignelig stolthed, når jeg tålmodigt trøster længe, eller står op mange gange og skifter sengetøj på nætter, hvor hun er syg. Jeg er MOR, og jeg er god til det. For det meste. Jeg har født hende, og hun har valgt mig. Kærlighed er en overvældende størrelse.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

En spelt-mors beretning: Fra hjemmelavet øko-mos til æblejuice og sand.

At barsle er at rejse… eller er det? Jeg havde i hvert fald ikke gjort mig de store bekymringer inden rejsen, og må nok også erkende, at jeg kulturelt forkælet så barslen som en oplagt mulighed for at rejse langt væk til sol og varme. I hvert fald noget af tiden. Vores familiekonstalation er nu engang sådan, at vi ikke bare kunne slå barslen sammen og rejse væk i nogle måneder. Nogle uger var dog lang tid nok til, at det godt kunne svare sig at skifte halvkugle. Jeg har altid rejst meget både som voksen, men også som barn, hvor vi i en årrække boede i Australien. Jeg har oplevet min mor fragte 3 små børn succesfuldt og overleveligt fra Brisbane til Billund og tilbage igen med et utal af alt for lange transfers, bortkommen bagage og jetlag af varierende karakter. Det er ikke noget problem! Så vi bookede: Koh Chang, Thailand 12 overnatninger inkl. et lille smut med fly frem og tilbage (altså 2 mellemlandinger hver vej godt nok). Ingen kvaler. Og så skrev Karoline om rejsefeber!

Inden rejsen nåede jeg kortvarigt at blive i tvivl, om jeg var for afslappet. Måske havde jeg overset noget? Misforstået noget? Man skal jo nødig være hende den super afslappede med et glas vin i hånden, hvis barn hænger ud ad barnevognen med selen om halsen, fordi man troede, at man havde tjek på det. Så jeg adopterede et par af Karolines bekymringer, selvom min tredjegangsfar af en kæreste kærligt vendte øjne, da jeg foreslog, at vi medbragte HIPP til alle dage, da vi jo vidste, at hun kunne spise det. Så kompromisser og enigheder af diverse arter blev indgået. Vi pakkede mange spændende og hjælpsomme ting, og fik MEGET brug for noget af det og slet ikke brug for andet af det. Desværre ikke pakket i samme mængde, som behovet opstod.

FIF NR. 1: Pak dobbelt så meget mad/ mælk og bleer til flyveturen, som forventet behov.

Inden jeg kendte til flyveturen hjem, ville jeg have sagt at flyveturen ud var håbløst hård. Mit eget mirakel af en datter (objektiv kan man jo altid være) virkede ikke synderligt påvirket af takeoff/landingseancerne, som ellers havde været min største bekymring. Hun krævede 1,5 times vuggen til “Solen er så rød, Mor” i mine arme for at falde i søvn, men accepterede ellers larm, nye omgivelser, lys og tidsforskel som en drøm. De to store børn havde vi bestukket med 100 baht for hver hele time de sov i flyet. Vi hvilede hver i sær øjnene 1 time den nat, inden vi gik en hel ny dag med 2 jetlagged børn og 1 jetlagged baby i møde. Her sender jeg en kærlig tanke til parret ved vores side, som skiftevist sov i en anden række, mens den anden lod deres to meget højtskrigende og grædende unger kravle på os, banke på os med puder, skubbe til vores vugge inkl. sovende baby, tænde alt lys (i natflyet) for at hive alle vores ejendele ud ad lommerne osv. Ved ankomst skulle vi med verdens mindste fly til verdens mindste lufthavn, før vi var helt fremme (altså fraset 2×40 min i taxa og 25 minutters færgetur). Jeg var ret godt tilfreds med mine resterende 2 bleer og ene glas HIPP. Havde ikke mere MME, men kufferterne kom jo også lige om 2 timer. Troede vi. TROEDE VI!! De anede ikke hvor bagagen var, men den var i hvert fald ikke på Koh Chang, da vi landede. Fint nok… 2 børn uden badetøj og solcreme, 1 baby uden mælk og bleer, en mor uden overskud og en far uden instantløsning. Efter at have erkendt at babymad as we know it og MME ikke er noget man finder på hylderne i nogle som helst supermarkeder på Koh Chang, erklærede jeg min evige kærlighed til et andet dansk par som havde medbragt rigeligt med MME, kortærmet body og bleer. Kufferten ankom 12 timer senere- panik afblæst.

FIF NR. 2: “Det går nok”-attitude.

Man kan forberede sig en hel del og medbringe uerstattelige essentialer fra hverdagen, men man kan ikke forudsige alt og i særdeleshed ikke babys reaktion på omvæltningen. Hvis man kun trives, når hverdagen er gnidningsfri, forudsigelig og velkendt, vil jeg nok ikke anbefale en tur til de eksotiske kanter af verden. Kan man på nogen måde sætte sig udover sine økoprincipper, og at rytmen jo ellers lige var på plads i de 14 dage man er væk, er der gode chancer for en fantastisk ferie. Men det kræver altså, at man tager sig gevaldigt sammen og husker på, at mange af os kom kræftfrit gennem 80’erne og endda tilmed i live! Mine soltimer var i babys middagslur, og parasoltiden lærte jeg at sætte pris på. Det var en gave at se mit livs største bedrift opleve glæden ved vand, bare ben og sand. Det med sand var ikke så beskeden en kærlighed endda, og det krævede ypperste selvkontrol ikke at gøre det til et problem. Min datter var lykkelig, for hver bid gumme-scrub hun indtog, og jeg skar mor-kravene ned til at fjerne så meget som muligt og helst alle muslingeskallerne. I samme ånd fyldte jeg uøkologisk æblejuice FRA KONCENTRAT (mor-mafiaen gisper i kor og ser vantro til) på sutteflasken, da modermælk og al slags mad pludselig blev afvist i varmen. Hun drak og serverede våde bleer til sin lettede mor, hvis øko-OCD fik sig en mavepuster og landede på et lidt mere virkelighedsnært lejde. De fremmede omgivelser og dejlige mennesker tog hun som en oplevelse til ære for hende og lærte hurtigt at vinke og sige, “ej-ejjjj” til alle forbipasserende ofre. Putningen var lidt mere besværlig, hvor vi hurtigt accepterede, at der måtte armvugges i søvn modsat faste hjemmeprincipper. Og det gik! Over al forventning endda. For de havde jo også børn i Thailand, da vi løb tør for det ene eller slet ikke havde tænkt på det andet. Eller også havde de andre børnefamilier noget.

FIF NR. 3: Se FIF1 & FIF2

Til hjemrejsen havde jeg ikke overvejet at pakke ekstra mad og bleer, for hvis bagagen ikke kom frem, kunne vi jo bare gå i SuperBrugsen. Der ligger bare ikke nogen SuperBrugsen i Warszawa. Den MEGET korte version af en knap så fed flyvetur, får I lige i punktform:

  • Grundet vejrforhold forlængedes 11-timers (Bangkok-Amsterdam) turen ret tidligt med 3 timer.
  • En svensker på stoffer fik en psykose ombord og forsøgte at åbne dørene på ret voldsom vis.
  • Passagerer og besætning måtte overmande svensker og binde ham med reb og håndjern.
  • Stemning på fly ikke tip top.
  • Grundet krisesituation glemte besætning af give vores børn på 6 & 9 år mad, men gav den bort til andre.
  • Vi sikkerhedslandede i Warszawa efter 14 timer, men måtte blive i flyet MED seler på i 3 timer pga skade på fly ved tankning. Svensker i øvrigt fjernet fra fly af politi og ambulancer.
  • Under hele forløbet informerede de hvert 3o. minut om, at de endnu ikke vidste, om vi fløj videre eller skulle overnatte.
  • Pga “seatbelts on” skiltet måtte baby ikke ligge i vuggen og måtte sidde på armen de sidste ca. 5 timer. (Grædende pga søvnmangel og sult- heller ikke hende havde vi mad til, da vi havde regnet med at være hjemme).
  • Overnatning it was- 3 små børn inklusiv baby måtte uden overtøj ud i -14 graders kulde.
  • Komplet kaotisk og uden hensyntagen til børnefamilier, ældre, syge, gravide osv. Dvs langsomst sidst. Så vi måtte med tre børn stå bagerst i alle køer. Det være sig kø til uddeling af hotel, kø til hotelbus og kø på hotel til uddeling af værelse.
  • Fik jeg nævnt at vi ude i sneen skulle slæbe på alt vores bagage, som jo blev sat af i Warszawa?
  • Hotellets køkken var lukket- så børn der ikke havde spist i snart 11 timer så en meget rødglødende papmor afkræve bartenderen tomatsuppe af tomatjuicen han skulle have brugt til Bloody Marys.
  • Vi sov 5 mand på et 1 personers værelse med nød og næppe, før vi 3 timer senere stod op og tog mod lufthavnen igen. Mit hjerte var knust for de små poder oveni min egen udmattelse. Vi måtte i øvrigt selv regne ud, at vi var blevet ombooket- der blev på intet tidspunkt informeret om, hvornår vores afgang ville være eller hvilken destination det blev.
  • Tilbage i København med en MEGET sulten og træt baby, trætte dygtige børn… og en klapvogn tilsyneladende stadig i Warszawa lufthavns Oddsize check-in.

Hjemrejsen må ikke ses som en skræmmekampagne. Det er jo nok i realiteten de færreste gange, man er så uheldig. Jeg tænkte mange gange på min luksuriøse hjemrejse sammenlignet med de stakkels syriske mødre og børns rejser. Jeg tvang mig selv til at pakke selvynk væk og “tage det som en sej overlevelsestur“, som vi sagde til de store børn.

Var det det hele værd? JA!!

Ville jeg gøre det igen? JA!!

Ville jeg gerne have haft mere MME, bleer og HIPP med på flyet? JA!! 

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8098

Regnstrålehistorie fra efteråret

Kommer hjem fra mislykket uld-shopping til baby og møder 9 unge drenge mellem 10 og 14 år i min baggård. Én tydeligt ældre end de andre kommanderer og ryger, én tyk, som kompenserer ved at ryge med og de sidste unge, som er i gang med en organiseret slåskamp. “Spark ham i hovedet, eller er du bøsse?”, bliver der råbt. Mange gange. Alle grinende og tydeligt med på idéen. Mit moderhjerte slår til, og jeg forsøger på voksenkikset vis at fortælle dem, at der er federe ting at tage sig til. Fortæller dem at min lillebror også synes det var sejt med bet-slapping og fik en høreskade og en slem hjernerystelse. Fortæller at de altså kan få varige skader af det. Alt sammen noget som de efter bogen ler ad og rotter sig sammen i mod. Jeg siger til the man in charge (den eneste hvis stemme er i overgang), at jeg synes, han skal finde venner på sin egen alder. Og han holder én af de små og putter en cigaret i munden på ham- “se, jeg lærer dem også at ryge”. Igen- han er tydeligvis sej. Jeg prøver mit sidste ved at sige til de andre, at de kan finde bedre venner. At det der IKKE er en ven, og når de bliver voksne, er han ikke den seje længere. Jeg håber, at jeg når ind til dem, selvom de er nødt til at skjule sig bag deres seje hoverende smil, mens chefen siger, “det er min lillebror- han finder ikke bedre venner”.

Av mit hjerte! Hvorfor findes disse børn? Som ikke tror de er mere værd? Og at det seje er at turde skade hinanden? At man er stærk og modig, hvis man tør lade sig skade, men svag, hvis man tør sige fra over for en gruppe?

Jeg går med blødende hjerte og mislykket reprimande op til min 9 årige bonus-datter, som befrier mig fra indkøbspose, nøgler og skrigebaby, mens jeg med tungt hjerte fortæller hende om min oplevelse, og at det gør mig så ondt, hvordan man kan sige, “spark ham i hovedet” til og om sin lillebror. Med den kærligste storesøster stemme siger hun til min 6 måneder gamle datter, “jeg tror du misforstod, hvad mor sagde, men okay, spark du mig bare i hovedet, din lille Banditte”. Jeg ville ønske, at alle børn kendte til den kærlighed, der gør dem til omsorgsfulde og gode mennesker.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8479

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

Vil du ikke også læse:

IMG_8425

Politisk korrekthed(eslag) i 2015

I 2015 druknede min facebook i negative artikler og postuleringer om, hvordan vi forældre gør det hele forkert, og at vores børn bliver dybt traumatiserede af selv de mindste fejl. ALLE mindre fejl faktisk. Nu troede jeg netop, vi havde etableret at opdragelse og uddannelse giver de bedste resultater ved at rose og fremelske de gode ting. Hvorfor så igen al den negative og faktisk ganske manipulerende kritik med en løftet pegefinger helst med et gran selvfremhævelse som kirsebær på toppen?

Jeg vil hermed gerne erklære min bragende uenighed i følgende hotte 2015-facebook-emner:

1: Man må ikke kalde sin datter PRINSESSE.
Med mindre vi er ude i degraderende og uetiske ekstremer som “mors lille luder” eller “fars lille Nazi”, så kan jeg simpelthen ikke se hvad det rager andre, hvad man kalder sine børn! Jeg bliver provokeret i en grad, hvor jeg får lyst til at kalde min datter prinsesse, selvom det egentlig ikke falder mig naturligt. Til gengæld kalder jeg hende Skiderikke. Og Banditte. Og alt-muligt-andet-kærligt. Jeg sover med sindsro (afbrudt af 2-5 suttetabspanikanfald) omkring, at min datter vokser op uden at troat hun hedder Skide-Rikke eller Ban-Ditte. På samme måde formoder jeg, at andres børn ikke vokser op i den tro, at de rent faktisk er vaskeægte prinsesser af den royale familie. Skulle jeg her tage helt fejl, så beroliger jeg mig med, at prinsesser er hårdtarbejdende kvinder, der ofrer mange ting for at udfylde en stor rolle. De har måske flere penge, men det er nok de færreste, der egentlig har lyst til at bytte beklædnings-/ ytringsfrihed og privatliv for et diadem.

2: Man må ikke KYSSE sine børn PÅ MUNDEN!
Jeg kysser dagligt min datter på munden. Og på panden og kinden og fødderne, og lige der hvor jeg har lyst. Jeg har ikke tænkt mig at afvise mit barn, der kaster sine læber efter mit ansigt i formodning om at give og modtage kærlighed i form af et kys. Dermed har jeg ikke tænkt mig at aftvinge hende mundkys, hvis hun når til et punkt, hvor hun ikke længere selv ønsker det. At kysse sine børn på munden og trutte dem på ballerne bliver aldrig seksuelt, med mindre vi gør det til det. Er man selv af en anden holdning, er det helt okay med mig, men lad også mig opdrage mit barn, som jeg ser rigtigt.

3: Man skal ikke AMME OFFENTLIGT, og gør man det skal det helst være under en burka.
Jeg ammede min datter offentligt uden at dække hende skamfuldt til med en stofble! Jeg tror bare, jeg remser op her: jeg er stolt af at amme, det er svært at amme, det er sundt at amme, det er naturligt at amme, det er det underligste issue nogensinde, jeg gider ikke selv spise uden frisk luft eller udsyn, og slutteligt ville jeg have bare en anelse mere respekt for ammeskammerne, hvis de var lige langt fremme i deres politisk korrekte sko, når det angik seksualisering af kvindebrystet, reklamesøjler med MEGET mere blottede kvinder, radioreklamer om opfordring til utroskab og den øvrige seksualisering af hele vores samfund.

4: Der er en aldersgrænse, hvor dine børn ikke længere må SE DIG NØGEN!
WHAT? Stop nu det der! Dette er i tråd med ovenstående den virkelige synder. Hvorfor al denne seksualisering af helt naturlige ting? Min krop er naturlig og min datter kommer til at SE MIG NØGEN til hun siger stop! Og gør hun ikke det, så stopper det ikke. Der er ikke en korrekt alder, at tildække sig og skammeliggøre vores kroppe. Det er i min optik (både personligt og lægefagligt) faktisk helt helt forkert, da vores børn ikke kan lære at have et naturligt og kærligt forhold til deres egne kroppe, hvis vi skammeliggør den. De skal kunne studere voksnes kroppes udseende (både mænd og kvinder) i de forskellige aldre af deres barndom, da det er forskellige ting de forholder sig til på forskellige tidspunkter. Vi er blevet så forskrækkede for nøgenhed og pædofili, at vi blander tingene sammen. Jeg tror 80’erne havde fat i noget helt rigtigt på mange punkter. NB: Har man ikke lyst til at være nøgen foran sit barn, lader man naturligvis blot være med dette, men igen vil jeg ikke påduttes kunstig blufærdighed eller kravet om at afvikle det naturlige syn på kroppen. Vær som I er, men lad andre gøre det samme.

5: Man må ikke lægge BILLEDER af sine børn PÅ NETTET!
Lad os nu ikke blive alt for firkantede. Har man ikke lyst til at lægge billeder op af sine børn? FINT! Lad endelig være. Men jeg kan simpelthen ikke lade være, for jeg vil så sindssygt gerne dele, hvor ekstremt sød jeg synes hun er. Det er det største, der nogensinde er sket i mit liv, og jeg kan ikke være i mig selv af stolthed. Jeg forventer ikke likes i hobetal eller søde kommentarer, men jeg bliver glad, som alle andre slaver af de sociale medier, når jeg får det. Dette gør mig ikke til en uansvarlig mor, der ikke ved noget om internetsikkerhed. Jeg har privatindstillinger på de ting, jeg mener er nødvendige. Jeg har masser af meganuttede billeder, som aldrig kommer til at se internettet, fordi de ikke er egnede til det. Jeg kommer heller ikke til at poste min datter nøgen eller i uheldige vinkler. Jeg vurderer, at vi lever i en verden, hvor det bare er en del af alles liv, at der altså er billeder at finde af én på nettet. Det kommer vores børn til at lære at navigere i, og så længe jeg laver en velovervejet sortering af, hvad jeg lægger op eller giver tilladelse til at andre lægger op, så er det fint for mig. Jeg tager ansvaret herfor. Fx har adskillige velmenende gæster på Louisiana taget billeder af min datter i udstillings-matchende outfit, og jeg er ok med, at det evt bliver delt på nettet. For der er ikke noget galt med det billede.

6: CURLINGBØRN kan ikke agere i samfundet!
Fint nok. Der er sikkert nogle curlingbørn rundt omkring, men det er blevet så skide poppet at kalde alle børn, som oplever omsorg, hjælp og forståelse for curlingbørn. Hvordan er det blevet negativiseret, at vi hjælper vores børn frem i livet og beskytter dem? I 80’erne var det smart at hakke på børnene og råbe ad dem. Røvfuld var en naturlighed og blev ikke engang skjult for naboen. I 60’erne slog læreren og hyppigt med forældrenes opbakning. Vanskeligheder i skolen blev mødt med trusler, skældud og prygl. Og nu synes man pludselig, at børn, som får kærlighed til at finde selvværd, tryghed til at udvikle sig, og opbakning til at turde kaste sig ud i livet og tro på sig selv, er negativt. De laver ikke dagens gode gerning? Dem ser jeg en hel del af i alle nulevende generationer, men jeg ser også det modsatte. Vejen til fred i verden er GODE FORÆLDRE, DER OPDRAGER GODE BØRN. Thumbs up forældre for det hårde og indlevende engagement! Og dem der bliver for meget- de har nu altid været der.

Peace, love and harmony.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

2-17

Da amning svingede mig en lussing

Jeg var STOLT ammende, allerede inden jeg blev gravid. Det er noget, jeg har glædet mig enormt meget til og har altid følt, at det var det smukkeste og mest unikke en mor og barn kunne have sammen. Arrogant har jeg, (“velvidende” at jeg selv kunne amme), haft utrolig ondt af de kvinder, for hvem det bare ikke lå helt så naturligt, “som for mig”, og som har måttet opgive. Og når man er SÅ stort et naturtalent, er det jo heller ikke nødvendigt at forberede sig med eksempelvis litteratur om emnet. Der var heller ingen grund til at konsultere min gudmor, der som jordemoder har vundet en pris i ammevejledning. Nej nej, den her havde jeg skam selv tjek på- det lå helt naturligt i min krop.

Så kom hun ud på ikke helt så udramatisk vis, som ventet. Ganske modsat hvad jeg både vidste hun skulle og havde set før, så tog hun ikke fat i min brystvorte, uanset hvordan jeg lagde hende i forhold til den. Folk sagde, “giv hende lige lidt tid”, hvilket nok var det eneste rigtig gode råd, jeg fik i løbet af de følgende 5 dage. Hun fik bare ikke rigtigt tid. Vi blev overflyttet til en barselsstue, hvor der kort tid efter kom en jordemoder og pressede min nyfødte datters lille bitte ansigt ind i mit grotesk store bryst, så hun sprællede for livet og kæmpede imod. Hun kunne ikke få luft. Det var bare for at “støtte hende”, blev der sagt. Jeg var ved at kaste op! Det var SÅ forkert for mig, og jeg kunne mærke i hver en celle, at det slet slet ikke var sådan det skulle foregå. Men jeg led under forbandelsen ‘førstegangsfødende’ og turde ikke lade min uvidenhed ødelægge den professionelle vejledning.

De næste mange jordemødre og sygeplejersker (3-5 nye per døgn) kom med hver deres ammereligion, og det var hver gang dødsens vigtigt, at vi satte ind nu med præcis deres metode. Èn mente at baby var sulten og skulle have erstatning ASAP på anden dagen, inden min mælk havde haft en chance for at løbe til. En anden kom løbende med Medelas største malkemaskine (eller brystpumpe som man kalder menneskeversionen) på hjul! Der skulle pumpes hver 3. time i 10 minutter på hvert bryst, så de kunne blive stimuleret til at producere mælk. Nogle svor til ammebrikker. Andre fik store og chokerede øjne, når de så mig sidde med sådan en værdighedskrænker på og mente nærmest, at det ville ødelægge alt. Èn kom med en sprøjte og en sonde, som blev tapet fast på mit bryst og ned langs brystvorten, så baby troede der kom mælk når hun suttede. Hun fik MME på kop… på sprøjte… på sonde…via min ammebrik. Hun blev vækket hver 3. time, når nogen mente det var livsvigtigt for amningen og andre gange fik hun lov at sove, når en anden mente at det vigtige for produktionen var min søvn. Og hendes. Det eneste de alle var enige om, var kvæl-barnet-med-brystet-teknikken. En del kvindelige barselsgæster ville også af et godt hjerte byde ind med ammefif af diverse arter. Vi lå hud mod hud, når vi kunne, men det var ikke beskedent hvad der var af ammeritualer, jeg skulle igennem, som afbrød enhver form for RO!

I retrospekt var det fuldkommen urimeligt, hvad jeg var igennem. Hvad hun var igennem- min stakkels nyfødte lille bitte pige, som bare havde brug for tryghed, sin mor, ro og TID til ligeså stille at lære det. Vi tog hjem for at få ro. Eller… den slags får man jo ikke med 2 andre børn, som også skal være en del af ‘ny lillesøster scenariet’, men ro fra holdninger til min amning. Ro til at mærke efter hvilke af de 1000 råd, der gav mening for mig. Jeg havde en enorm støtte i min søde og forstående kæreste, men det ændrede ikke på min datters lille spidse trutmund, der kun allernådigst tog spidsen af dutten mellem læberne og sugede til. Det virkede jo ikke på den måde, så hun hev og sled i den og blev mere vred og mindre tålmodig hele tiden. Mine brystvorter var blødende med kridhvide blæner, som føltes som om der blev prikket lange nåle ind ved blot den mindste berøring. Jeg skreg som en pisket og bed i mine knoer så snart hun rørte min brystvorte. Aldrig har jeg oplevet noget så smertefuldt på så meningsløs en måde. Jeg gik med ammedutter MELLEM amninger for ikke at blive berørt på brystvorten. Inden for få dage begyndte jeg at klamsvede og få hjertebanken ca. 5 minutter før hun meldte sig til måltiderne. Jeg kunne næsten ikke få mig til det, men instinkter er stærke. Jeg blev svimmel med pletter for øjenene så snart vi startede, fordi jeg ikke kunne trække vejret ind, efter brølet var kommet ud. Det var vanvid. Efter hver eneste amning (som varede i 40 minutter til 1 time, fordi hun jo intet fik ud) fulgte en halv times udmalkning med elektriskpumpe på begge bryster. Venstre leverede ca. 30ml og højre mellem 60 og 150ml. Mælken fra udmalkningen blev givet efter hver ammesession suppleret med MME, hvis jeg ikke malkede nok. Sådan kørte det de første 5 uger. On/off med ammebrik i et forsøg på at smide den vs. overleve.

Jeg var slet ikke selv ved at give op på noget tidspunkt. Jeg kom aldrig til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu havde jeg gjort alt. Jeg kunne se på folk omkring mig i lignende situationer, at mange stoppede efter nogle uger af det her. Mange havde meget travlt med at fortælle mig, at det var okay at stoppe. Og det skulle heller ikke være en sur kamp. Eller mange børn havde klaret sig fint på MME, og så meget betød den amning ikke. Men det gjorde det for mig. Og det var ikke en sur kamp for mig. Det var en kamp, som jeg VILLE vinde, for jeg brændte så inderligt for at amme min lille pige. Til gengæld kunne jeg godt se, at dette ikke gik i nogen som helst brugbar retning. Jeg googlede og researchede i vildskab, og det bedste jeg kunne finde frem til var Ammenet på facebook og Det Private Barselshotel i Gentofte. Jeg meldte mig ind i det første og afventede godkendelse, mens jeg ringede til det andet og fik en tid. Det var hundedyrt synes jeg, for jeg havde jo prøvet ALT og fået ALLE råd, så hvorfor skulle dette være anderledes? Men hun hørte om mine hvide brystvoreblæner og sagde, “stop amning lige nu, hvis du vil i gang igen nogensinde, og kom herud! Hvis du ikke vil komme herud, vil jeg godt lige give dig nogle råd i telefonen, men det er lettest, hvis vi har dig her forbi”. Hun sagde, at hun var HELT overbevist om, at de kunne hjælpe mig, og at de IKKE var underlagt Sundhedsstyrelsen med samme magt som det offentlige. De brugte altså helt andre teknikker end det offentlige. Fx fulgte de meget med i Amerikansk forskning på emnet uden at vente på at de samme ting blev genundersøgt og godkendt i Danmark.

Efter 2 minutter på Gentofte var min datter lagt til på en tilnærmelsesvis smertefri måde TRODS hvide brystvorteblæner, og hun spiste og spiste og spiste. Vi var på rekordtid igennem et kæmpe område af informationer (som jeg ville ønske jeg havde optaget på bånd!) og forskellige ammestillinger. Min datter spiste grådigt med helt rigtig sutteteknik i 40 minutter, hvorefter hun UDEN flaskesupplement faldt i søvn og sov i 3 timer! Jeg var målløs. Mit venstre bryst havde hun i øvrigt fået kickstartet, så jeg ved næste pumpning hjemme malkede 150ml fra hvert bryst. Pumpen var jeg trappet ud af efter en uge, og min datter var 100% ammebarn UDEN ammebrik, og jeg var 100% ammende mor UDEN smerter. Det er de bedste penge jeg nogensinde har givet ud. N O G E N S I N D E. Vores teknikker drillede lidt efter nogle uger, så jeg var en time mere derude for at få det genopfrisket og få flere tips på det stadie, hvor vi nu var, og denne gang gav det ligeså meget.

Da min datter var 4 måneder vejede hun stadig ikke 6 kg. Hun var meget mindre end de øvrige babyer i mødregruppen. Vi havde godt kunnet se udviklingen, men hun var glad, vågen, stærk og sov lange lure. Hun virkede okay! Og babyer er jo forskellige. Men i løbet af få dage ændrede det sig. Hun blev pjævset og ville ikke sove længe ad gangen. Hun var sulten. Jeg havde frygtet dette øjeblik. Vi tog på Sundhedshuset, og jeg vidste godt, hvad de ville sige. Hun skulle suppleres. 3 flasker dagligt. Jeg hulkede. Af skyld over at mit barn havde sultet.  Af skam over at jeg ikke havde reageret tidligere. Og af sorg over at vores ammetid, som “rigtig mor og barn” var forbi. Hun var faldet 3 vægtkurver og 1 længdekurve. Jeg havde på intet tidspunkt haft let ved at amme, men jeg havde ammet hende fuldt til hun var 4 måneder, og nu efter al den tid måtte jeg give op. Jeg var knust.

I lang tid ammede jeg altid først, supplerede så med flaske. Og ja- jeg begyndte at malke ud med elektrisk pumpe igen. Jeg ville øge min produktion. Det skulle fandeme være løgn, at jeg ikke kunne komme tilbage til amning. Jeg tror på, at babyer skal være tæt på 6 måneder før de er rigtig klar til skemad, og i særdeleshed min datter, som ikke havde udvist nogen form for interesse for det vi spiste. Jeg blev nærmest autodidakt (eller … Hedididakt) specialist i power-pumping (yes, it’s a thing …), exclusive pumping og andre amerikanskudviklede teknikker med fokus på øget mælkeproduktion. Efter yderligere en måned eller halvanden (jeg kan snart ikke huske det) med dette system opgav jeg pumpen og accepterede, at hendes kost nu bestod af MME, som jeg for alt i verden gerne ville have undgået. Jeg tror nemlig heller ikke på, at vi er beregnede til at drikke komælk. Jeg holdt fast i amning inden flasken så længe hun viste interesse for det, men det ebbede også ud. Til sidst var der kun en enkelt nærmest symbolsk natamning tilbage, som min datter takkede nej til for første gang morgenen efter anden juledag.

Det er slut. Jeg ammer ikke mit barn længere. Jeg ER nået til et punkt, hvor jeg har accepteret, at det bare var sådan det blev, men hvis jeg tænker for meget over det, bliver jeg stadig ked af det. Jeg ser stadig mig selv som en ammende mor og bliver overrasket, når jeg kommer i tanke om, at det faktisk ikke var hele sandheden. Jeg ved godt, at det for mange er at gøre en stor ting ud af noget knap så stort, men det piller ved ens identitet. Ens selvbillede. Og ens forhold til hvad mor-barn forholdet egentlig er for en størrelse. Det tog lang tid at forstå, at jeg ikke bare kan skiftes ud med overboen eller kiropraktoren, fordi jeg er stadig hendes mor, selvom jeg ikke kunne yde mere end alle andre, der også ville passe godt på hende.

Arrogancen er modificeret til tro, håb og vilje. Jeg VIL amme mit næste barn. Jeg er sikker på, at jeg godt kan det her. Nu har jeg også hospitalstasken pakket med erfaring og rygrad næste gang. Amning er MIT, og jeg vil selv lægge mit barn til. Jeg vil selv bestemme, hvornår mit barn er sultent nok til at skulle suppleres med MME. Jeg vil selv bestemme, om jeg vil vække mit barn om natten. Jeg vil selvfølgelig gerne lytte til gode råd fra erfarne og professionelle, men det bliver som alle andre råd- nogle jeg sorterer i, og tager det med mig jeg kan bruge. Og går det alligevel ikke som smurt, så vil jeg til Gentofte allerede helt fra starten, så vi denne gang får fuldstændig tjek på sutteteknikken lige fra starten.

Og hvad angår billedet. Amning kan være hårdt arbejde og vanvittig svært teknisk. Det er ikke altid et valg, at “amme diskret”, da det for nogle slet ikke kan lykkes, hvis baby og bryst dækkes til. Det var svært nok for os uden. Det er voldsomt grænseoverskridende at amme et barn offentligt, når man kæmper for at få det til at lykkes og faktisk også ser lidt klodset ud i processen. Jeg synes vi skal huske, at være stolte af os selv, når det lykkes, for det er bare ikke en selvfølge, at alle kan amme. På samme måde håber jeg, at andre i det offentlige rum husker, at bakke op og vise respekt- heldigvis har jeg aldrig mødt andet! Ovenfor ser i mig i mit stolteste øjeblik, hvor jeg efter 4 måneders hårdt arbejde (desværre for sidste gang) fuldammer min datter.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

20151229_192858

‘baby’- [‘bεjbi]: tiny human designed to self-destruct

Hvordan har vores art overlevet så længe? Jeg synes, det er svært nok at forstå, at nogle af os fra 80’erne nåede voksenalderen, men at vi som art ikke er udryddet længe inden, man nåede til 80’erne, er mig en gåde!

I den anledning vil jeg godt lige opdatere min opremsning af undskyldninger! PISSEUNDSKYLD alle mine latterlige udtalelser, som startede med, “når jeg får børn, så….”. Jo, der er så og så meget, man kan beslutte sig for, eller som rent ud er et holdningsspørgsmål, men der er dælen dutme også mange ting, som er bestemt af barnet. Et eksempel: “Når jeg får børn, så flytter jeg ikke om, bare for at undgå pilfingre! Det er et opdragelsesspørgsmål!”. Hm … Den lader jeg bare lige stå et øjeblik.

For lige at dække min røv ind vil jeg godt gøre opmærksom på, at jeg ikke melder mig ind i “bare vent til du selv får børn, så …” -klubben. Men jeg ville bare ønske, at jeg havde været en anelse mindre skråsikker i nogle af mine holdninger til det at have babyer/børn.

Til pointen. Gulvet flyder i plastik- og trædimser i alle verdens klareste farver, nogle endda med dingeling og duttelut, lys der blinker, og hvad ved jeg- ren babystimulation efter alle kunstens regler, men hvad gnaver baby i? Jo. ALT der IKKE har med babyer at gøre. Det er ganske vist fra helt uskadelige ting som stoleben, grydeskeer og parketgulv, men hyppigst er det dog små stykker emballage tabt på gulvet, en bortkommet nød, opladere (vel at mærke i kontakt med væggen i den anden ende), avispapir, plastikposer, potteplanter inkl. jord og andre tunge ting som kan vælte ned over baby.

Det er på ingen måde muligt at spise uden at tage fat om mad-enden af skeen med hele hånden og tvære mos ud over stol, tøj, hår, ansigt, mor osv, men til gengæld kan man med kirurgisk præcision og pincetgreb fange enkelte hår fra gulvet og putte dem inklusiv medfølgende nullermand langt ind i gabet. Det er ganske konsekvent faktisk. En glimmerprik kan samles op og puttes i munden. (!!)

Jeg forstår det ikke. Grå kedelige nullermænd og sorte ledninger vs farverigt, syngende blinkelegetøj. Jeg kan ikke beslutte mig for om babyen er i stykker. Farvekortet virker i hvert fald ikke som beskrevet i brugsanvisningen.

Så er der hele faldtemaet. På samme måde, som nogle folk er tiltrukket af at kaste sig ud fra høje steder, og dermed erklærer sig højdeskræk, søger baby målrettet efter en afgrund. Hun kan nu møve sig frem med begge arme og højre ben (det venstre har tilsyneladende som farvekortet en reklamationsfejl) og gør det i høj fart, hvis der syner en mulighed for et fald længere fremme. Det være sig sengekanter, sofakanter, hvadsomhelstkanter, eller blot et pludseligt kast med hele kroppen i en tilfældig retning, når siddende på skødet eller i højstolen.

Under et af disse suicidale øjeblikke i babys korte kravle(ish)liv lykkedes det hende at komme ud over en sengekant, før jeg nåede at få fat i hende. Trods det, at jeg nærmest kun blinkede, kunne jeg med blødende moderhjerte konstatere, at det var MIN og KUN min skyld, at baby nu lå på gulvet storgrædende og forskrækket efter et hovedstyrt fra 50cm’s højde.

Trods de bedste intensioner om at “holde øje” og “passe på”, og ønsket om med tiden at lære hende rigtigt vs. forkert, farligt vs. ufarligt, må jeg krybe til korset og erkende, at mit post-moderskabs-jeg ikke kan leve op til mine præ-moderskabs-intensioner i alle de aspekter, jeg havde troet. Potteplanter, tunge væltbare ting, små dimser og andet babydestruktivt vil midlertidigt blive omplaceret i mit hjem. Det er vel egentlig sådan, at vores art har overlevet babystadiet.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

foto

Nu’ det jul igen og … eller … for baby er det bare jul.

Det er babys første jul! Hvor er det vildt, at man kan være så lille, at man sidste år ikke var et menneske. Det slår mig så tit, at hun bare er så sindssygt lille, selvom jeg egentlig synes, at hun bliver så stor så stor. Nu er det blevet jul, og det er altid noget stort for mig- her er man den familieste udgave af familie, man overhovedet kan være. Det er nok i virkeligheden det vigtigste tidspunkt for mig at være sammen med min familie på, her føler jeg mig hjemme helt ind i hjertet. I år er min første jul som nogens mor. En MEGET vigtig rolle, hvis du spørger mig. Men det er også min første jul uden min mor. (Sådan da. Der har været to undtagelser, men det har ikke været på samme måde.) Dette er mit første år som en familie, og når man er det, så skal man deles om juleaftenerne med sin svigerfamilie. Dette er året, hvor jeg ikke længere kommer hjem til jul hvert år, men fremover kun hvert andet. Det er også året, hvor jeg skal lære at være hjemme i nogle andre juletraditioner, end dem jeg kender. For de skal også fremadrettet være mine traditioner. Hvert andet år.

Shit, hvor er jeg voksen nu! Nogens mor! Ikke hjemme til jul! Fordi jeg er hos min svigerfamilie! Og faktisk helt okay med det! (!!!) Jeg ved godt, at baby ikke aner det er jul, og at “til: baby-K, fra: mor + far” kun er for min egen skyld. Jeg ved også godt, at hun sover, når vi danser om juletræ og åbner gaver, men det er stadig hendes første jul. Hun kan måske ikke mærke den store forskel på dette og alle mulige andre gange vi er samlet, men hun VED, at det er rart. Hun kan mærke, at folk er glade, og at de holder af hende. Hun lærer dem gradvist bedre at kende og vil komme til at holde så uendeligt meget af dem, for det er en hel fantastisk familie at være barn i. Men alle de julede milepæle er naturligvis nok mest mine. Som for eksempel at jeg ikke skal have mine egne julegaver, fordi jeg er voksen. Så voksen er min far ikke engang!

Opsummerende er jeg nok i virkeligheden bare vildt stolt af at være denne lille piges mor. Jeg har glædet mig til at få hende i så mange år og til at dele alle de vigtige øjeblikke med hende. Det første af slagsen er denne jul. Vores første jul som en rigtig familie. Selvom hun ikke kan huske det, så kan jeg. Og jeg vil fortælle hende om det, engang når vi kan tale sammen. Måske næste år, når hun leger med Duplo og ser Disneys Juleshow, mens hun faktisk forstår, at i aften er en særlig aften. Der er så mange skønne ting i vente. Rigtig glædelig jul til alle jer og jeres kære (børn) <3

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

image

Min gudmor skulle tage imod min datter. Sådan har det altid været.

Hun tog imod mig, mine brødre, kusiner og mange andre af mine forældres venners børn. Min gudmor er noget helt særligt, også som jordemoder. Hun er mild, intelligent, beskeden, handlekraftig og næstekærlig. Hun har en ekstra fin fornemmelse af både fødesituationen, men også af selve alvorligheden i fødslen. Hun har været en gave til fødende kvinder, i al den tid jeg har levet. Jeg vil gå så langt som at sige, at hvis jeg har et idol, som jeg vil bestræbe mig på at blive som, så er det hende. For mig var det noget af det mest naturlige, at hun skulle tage imod mit barn! Denne beslutning blevet taget da jeg var barn og blev stærkere og stærkere i løbet af mine teenage- og voksenår. Desværre var jeg 31 år om at finde den mand, som skulle være far til mit barn, og to år før jeg fødte mit vidunder af et barn, kom det sidste barn til verden ved min gudmors hænder.

Det kom som et chok for mig, da jeg indså, at jeg nu på egen hånd skulle føde min datter. Min mor har altid sagt, at hendes fødsler var som at smutte mandler, for alle bekymringer forsvandt, så snart Gitte trådte ind i rummet. Jeg ved det er rigtigt – for jeg var med! Jeg var 5,5 år første gang og 7 år anden gang. Første gang synes jeg det var lidt ulækkert og langsommeligt, men anden gang spurgte jeg min far, hvorfor jeg mon græd, når nu jeg følte mig så lykkelig. Mit første møde med glædestårer.

Jeg har altid “vidst” inderst inde, at jeg var fantastisk til at føde og til at amme. Det var min mor. Det ville jeg også være. Min krop er bygget til det, og hvis ikke de bryster jeg render rundt med kan amme et barn, hvad skulle de så sidde der for? Denne følelse af totalt skråsikkerhed og selvtillid forsvandt som dug for solen, da jeg blev konfronteret med realiteterne, som er virkelighed for de fleste højgravide kvinder. Gitte skulle ikke tage imod mit barn. Jeg ville ikke vide, hvem der mødte mig i mit livs vigtigste øjeblik. Der ville ikke være nogen garanti for kemi, eller hvor fagligt dygtig eller erfaren min jordemoder ville være. Jeg var RÆDSELSSLAGEN. Det var langt under min værdighed at erkende. Jeg har i alle årene brystet mig af ligefrem at glæde mig til at føde og været taknemmelig for, at dette netop var min og ikke mandens opgave. Jeg har altid har set det som et privilegium at få denne oplevelse.  Nu var alle disse følelser væk. Jeg turde ikke.

Alligevel er jeg stærkt overbevist om, at det er vigtigt for både mor og barn, at barnet fødes vaginalt, hvis dette er muligt. Der kan jo altid komme mekaniske eller akutte medicinske komplikationer i vejen, og her er det vigtigste naturligvis, at barnet kommet ud sikkert, uanset om det så er ved et kejsersnit. Så der var ingen slinger i valsen. Jeg havde, grundet tidligere maveoperation, carte blanche til at få planlagt kejsersnit, da ingen kunne spå om udfaldet af en vaginal fødsel, men jeg VILLE føde selv – trods angst. Jeg havde glædet mig hele mit liv til denne fødsel, og det skulle fandeme blive løgn, at den oplevelse skulle tages fra mig pga angst for det uvisse.

Arbejdshandskerne kom på! Researchperioden begyndte. Yoga-, APA-, meditativ-, aqua- og anden fødselsforberedelse var bare ikke lige nok til at overbevise mig om, at jeg havde tjek på det eller i det hele taget kunne klare denne fødsel uden min gudmor. Først da jeg læste om Smertefri Fødsel, var der noget, der begyndte at rykke sig. Ikke at jeg troede på at det blev smertefrit eller for den sags skyld havde behov for, at det blev det, men fordi det gav mig troen på, at jeg kunne bevare kontrollen over angsten, og dermed få min længeventede fantastiske fødselsoplevelse. Jeg så tilpas mange anmeldelser fra kvinder der af forskellige årsager havde været skrækslagne inden fødslen, men havde taget kurset og haft fantastiske fødsler. Det jeg kunne læse mig til om teknikkerne gav mening for mig- ikke så meget i et med smerten og sjælen tilgang, men mere praktisk når dette sker, gør du sådan tilgang. Meget lavpraktisk i virkeligheden – lige noget for mig.

Jeg tilmeldte mig basiskurset efter en vejledende telefonsamtale med Anja Bay, som også mente at det kunne være rigtig gavnligt for mig. Det blev det også. Det jeg opnåede var en forståelse af fødslens faser, som jeg følte mig tryg og hjemme i. Vi lærte rytmen af en ve, og PRÆCIS hvordan vi skulle forholde os under den. Det handlede meget om tilegnede reflekser- altså at indøve nogle gode reaktioner på veen, så man dermed ikke forværrer smerten unødigt. Der var fire sessioner, hvor vi øvede teknikker til både veer, presseveer, fødestillinger og en enkelt gang med vores mænd. Her så vi en helt anden version af, hvad deres rolle i fødslen kunne være, hvis man ønskede mere end en budbringer/ vandbærer. Det var skønt! Og min tro på, at jeg kunne håndtere dette, og at jeg vidste, hvad der skulle ske, gjorde mig tryg. Jeg gik fødslen i møde uden angst. Kurset havde givet mig håndgribelige teknikker til alle fødslens faser og min indre ro og tiltro til egen kunnen var tilbage. Jeg kunne klare det her! Også uden Gitte – min elskede gudmor. Det som hun symboliserede for mig før, var nu erstattet med handlekraft og selvsikkerhed. Jeg var klar!

Selve fødslen forløb ikke lige efter bogen, men det vil jeg gerne fortælle om på et andet tidspunkt. Kurset hos Anja Bay vil jeg altid være lykkelig for, at jeg tog. Jeg er fuldstændig overbevist om, at man har større risiko for en dårlig fødselsoplevelse og lav smertetærskel, hvis man går fødslen i møde med angst og usikkerhed. Derfor er jeg glad for at vide, at jeg gav mig selv de bedste odds for at få en god fødsel. Næste gang vil jeg bruge samme teknik, og der nailer jeg den!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

image

Separationsangst, du kvæler mig!

Fuldstændig som beskrevet i bøgerne. Baby er 8 måneder om en uge, og separationsangsten er pludseligt og kraftigt indtrådt. Det er som en våd klud over ansigtet, der gør det umuligt at trække vejret og lader hårene rejse sig i nakken af angst. Jeg forsøger ikke at tænke på det, for der er intet, jeg kan gøre ved det. Det er bare sådan det er, og jeg må håbe på, at det blot er en fase, som jeg kan kæmpe mig igennem målrettet.

Det startede i de små. Jeg brød mig ikke om, at folk spurgte ind til, hvornår jeg skulle tilbage på arbejde igen. Det føles som en reminder om en grum virkelighed, man ellers forsøger at presse bagerst i bevidstheden. Ikke så meget pga arbejdet, som jeg egentlig er rigtig spændt på at skulle igang med, men pga alle de små øjeblikke, hvor jeg ikke længere er en del af hendes liv. Alle de oplevelser jeg kommer til at gå glip af. Alle smilene. Alle grinene. Alle aha-oplevelserne over nye ting hun oplever eller lærer. De kommer ikke længere til at tilhøre mig. De bliver foræret til fremmede i en institution, som jeg valgte i den spæde start af min barsel, i den forventning at jeg engang ville være 100% klar til at aflevere hende. Jeg er så angst for denne adskillelse, som jeg dybest set slet ikke ønsker. Jeg vil faktisk bare gerne være sammen med mit barn. Også selvom det er hårdt mange gange, at være den der A L T I D er på.

Nu hvor tanken, om at jeg skal separeres fra mit barn, begynder at bundfælde sig,  så jeg ikke længere får kvælningsfornemmelser, kommer næste fase af separationsangsten. Jeg skal ikke længere være med i min mødregruppe! W H A T ? Kan man af det? For så gør jeg det. Det er jo ikke fordi, jeg pludselig er ekskluderet og ikke længere er velkommen, men det er jo (desværre) heller ikke sådan, at de bare holder op med at mødes, fordi jeg nu engang ikke kan længere. De har været min stabilitet igennem det sidste halve år. Min tråd til virkeligheden og i særdeleshed min ventil for uinteressante (men for mig meget interessante) detaljer om afførringskonsistens, forskellige ske-typer og utilstrækkelighedsfølelser. De har været min faste og V-I-G-T-I-G-S-T-E kontaktflade. Vi har fulgt hinandens ups and downs, og nu er det slut … for mig. De deler videre og barsler videre uden mig. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg er ikke klar til separationen. Den våde klud er tilbage. Jeg kan ikke trække vejret.

Nu er der ingen vej tilbage. 1. februar er det slut. Der er selvfølgelig 1,5 måned, men så er der jul, nytår og i januar er vi næsten ikke hjemme. Det hele er rigtig dejligt, men det får bare tiden til at gå endnu hurtigere, og jeg er ikke klar. Jeg håber, at mit nye job vil være så berigende, at jeg kommer hjem som en bedre mor, end jeg ville være, hvis jeg fortsat gik herhjemme og bandede over, at ingen værdsatte mit dymokoordinerede vasketøjssystem, og alle de andre ting jeg når på en dag. Gad vide om mit barn egentlig også får separationsangst?

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

image

Klokken er 04.12 og du er udhvilet.

Kære fantastiske lille vidunderlige baby, som jeg elsker til verdens ende og tilbage.

Jeg er så træt. Du har hostet fra kl. 23-24, hvor jeg har siddet med dig i mine arme på sengekanten. Efterfølgende har du været urolig og forvirret, når du ved et uheld er kommet til at lægge dig på maven i søvne. Du har hostet igen fra 01.40 til 02.15, hvorefter jeg har forsøgt at amme dig til ro. Kl. 04 begynder du at pludre. Ikke grynte. Pludre. Den store forskel her er, at du ikke er søvndrukken og sulten, men at du er fuldstændig vågen. Kl. 04. Jeg er tom for ord… eller… helt tom for ord er jeg vel ikke, eftersom Working Man og jeg tager et slag Klavs og Suzanne. Som jeg taber. Der er tilsyneladende mere trumf i at skulle på arbejde, end at skulle alene med baby i Frederiksberg Centret og købe sports-BH. NÅH!

Nu ligger du der på legetæppet med din latterlige sing-along-telefon og alt det andet larmende lortelegetøj og er alligevel kun helt glad, når jeg klapper og laver sjove ansigter. Det er fedt, fordi der faktisk ikke er noget, jeg har mere lyst til her kl. 05.30, som den efterhånden er blevet. Okay, spydigheder er vist nok ikke så klædelige, men der er simpelthen grænser for hvilken selvkontrol, du kan forvente af din mor på disse tider af døgnet. Jeg laver en kop the.

Sidste (og vist nok eneste) gang jeg ellers gjorde det på denne tid af døgnet var i december 2001, få uger før jeg mødte din far. Jeg var backpacker i New Zealand og har altid haft et had-kærlighedsforhold til myg. Jeg bidrog med hadet, de med kærligheden. På dette tidspunkt var vi så mange i forholdet, at da jeg havde talt til 150 myggestik på højre arm, så opgav jeg at tælle mere på resten af kroppen. Jeg reagerede allergisk og kunne slet ikke være i min krop for kløe og utilpashed. Mine nætter gik med at skylle mit tøj op i koldt vand og vikle det omkring min krop i håb om bare et par minutters dulmen. Der var en lille uges tid i denne periode, hvor jeg helt alvorligt ikke sov. Én af de sidste vågne nætter, hvor jeg var blevet en form for tilvænnet til søvnmangel, sad jeg og arbejdede på et 1000 briks puslespil. Og drak the. Ligesom nu.

Den store forskel på dengang og nu er, at det der skete dengang var fuldstændig meningsløst og kløe ER bare værre. Kløe er ALTID værre. Du, min skat, er ikke meningsløs. Du er vidunderlig og nuttet og glad, selvom klokken er fire om natten. Du er også pjævset, men du gør dig så umage med de forskellige ansigtsudtryk, at jeg ikke kan andet end knuselske dig alligevel. Derfor er det dog stadig mothermocking hårdt, og jeg skal koncentrere mig for ikke at tale hårdt til dig i afmagt, når intet af det jeg gør (her klokken lorteble om natten) virker. 

I tilslutning til Kristinas indlæg vil jeg erklære, at 100% af tiden er det pissefedt at være mor, men noget af tiden er det også 100% hårdt. Selvom det er fedt. Så kæreste lille skat. Bær over med mig, hvis du synes, at titte-bøøø er lige lidt for uentusiastisk i dag, og når dine skønne smil og skrig bliver mødt med trætte, opgivende øjne i stedet for stolte, forelskede moderlige øjne. Dem som man ser på film. Mor er så træt. Men jeg elsker dig.

De kærligste hilsener 

Mor

 

Vil du ikke også læse:

phptofvzf

Mascaraen kan godt klare en dag mere. Igen.

Jeg kan ikke udstå forestillingen om, at man bare feder den, når man er på barsel. Man dikke-dikker en glad lille prop, mens man bæller caffe latte med nyvasket hår og uchippet neglelak. Barsel ER fedt, og der BLIVER drukket kaffe, men det er ikke på den tjekkede måde med pænt tøj og højtlagt rouge. Det er på den udvaskede måde med gylp på armet, indtørret hirsegrød på brystlommen, udtværet snot på bukserne, forskellige strømper, uglet OG fedtet hår, mens en glad lille prop klasker én i hovedet og hiver én i håret hvinende i et volumenniveau, der får øvrige cafégæster til at vende øjne. Meget lidt federen.

Ovenstående billede har floreret på Facebook og øvrige medier i flere år, men holder aldrig op med at være relevant. Den tilhørende tekst lyder, “Yesterday you asked me, what I did all day. Well, today I didn’t do it”. Hver dag når min kæreste kommer hjem og siger, “har I haft en hyggelig dag”, så lyder det såååå afslappende. Og vi har da tit haft en fin dag, men hyggeligt er bare ikke helt det rigtige ord. For at tydeliggøre “hyggen” får I her et indblik i den forgangne dag. Forud for dagen var en nat med 3 x 1,5 times søvn afbrudt af ca. 45 minutters intervaller af host og gråd.

07.10: Baby vågner, mor ignorerer i håb om mere søvn. Working Dad har været op arbejde længe.

07.20: Mor har givet sut 14 gange og været genstand for hårryk, ansigtsklask og utålmodige skrig. Vi står op.

07.30: Har skiftet baby og klædt hende på. Er nu i gang med at lave grød.

08.00: Baby har spist lidt, men gider ikke rigtigt. Får tilbudt flaske, men gider heller ikke rigtigt det.

08.30: Baby har været forsøgt aktiveret på legegulvet, men er ikke helt tilfreds. Kommer nu i gummistol og udstyres med sing-along-telefon.

09.00: Er selv kommet i tøj, fået tørshampoo og kontaktlinser i. Mascaraen kan godt klare en dag mere. Igen. Baby puttes i barnevogn.

09.15: Det er en god dag. Baby tager lang lur, så jeg når at lægge tøj sammen fra 4 store vaske, skifte sengetøj, lægge babydyne samt betræk væk, vaske halvstor opvask op, vaske og skolde hele 30 sutteflaskedele. Rydde op på børneværelset, badeværelset og i køkkenet. Lave to-do-liste for dagen (som ikke er længere end andre dage). Skære grøntsager ud og i gryde (klar til senere). Pakke dokumenter i kuvert til bank, samt sende email til forsikring. Pakke de 284 ting man skal have med, når man skal ud ad døren med en baby i flere timer.

11.30: Baby vågner. Vi går på Hovedbiblioteket og får lavet pas x 2, kørekort, samt internationalt kørekort (det hele tager ca. 45 min, mens baby lykkeligt laver sin høje skrigelyd 2 meter fra piger i start 20’erne prøver at arbejde). Bytter tøj x 2. Sender brev til banken.

13.00: Baby er nu MEGET sulten. Vi panikker ned på café (det er det her folk ser, når de konkluderer, at man bare feder den), hvor de har højstol og puslebord. Skifter lorterøv (ej for helvede, hvor længe har hun siddet i den??) og finder plads, hvor meget højtskrigende baby skal pakkes ind i hagesmæk, mad findes frem og ting samles op fra gulvet, som uheldigvis var inden for babycirkumferensen. Der mades. Bestilles en fiskefrikadelle og danskvand. Vi skal jo yde lidt for at sidde der. Kommer i tanke om, at jeg egentlig også er ret sulten… (fik jeg morgenmad?)

14.00: Æde-/lykkeskrigeseance under skævende blikke endelig slut. Pakker mosmonster og tilhørende habengut sammen efter aftørring af ALT. Orker ved betaling ikke at forklare den tjekkede servitrice, at min håndtaske (en lille Magasinpose med limegrøn poseklemme fra IKEA) kun er midlertidig, til jeg får TID til at finde en ny. Pakker barnevogn og går mod Magasins sportsafdeling. (Skal jo for f….. i form igen, så skal have en ny sports-BH matchende post-ammebryster.) 

14.30: Baby er nogenlunde tilfreds med shopping, men lunten er kort. BH-mand måler op vurderer, at min omkreds er øget med 8cm og skålstørrelse krympet 4 skåle. (Super. Har jeg fået flere ribben eller hvad?). Han tilbyder sports-BH, som omdanner mine resterende bryster til armhuledeller og topspild. Han mener den sidder fint, hvis vi lige tager en større størrelse i omkredsen. Tænker, at mine vanlige mål nok ikke er helt skæve trods post-amning og ny måling. Siger tak for hjælpen, men at jeg er nødt til at gå nu. Forhører mig hurtigt i taskeafdelingen om de har fået min taske hjem, men baby vil ud.

15.00: Er ude. Lægger baby, som nu ikke gider sove. Mødes med babys moster for at fejre hendes eksamen i ca. 30 minutter inden jeg skal hjem. Skal jo også lige på 4 timers vagt i Børns Vilkår.

16.00: Working Dad er dermed hevet tidligt hjem fra rigtigt arbejde for at overtage – nu sovende baby. Han siger et eller andet sødt, men jeg hører, “what did you do all day?”. Remser lidt op, men opgiver. Har jo alligevel ikke det hele med. Det er ærlig talt heller ikke særlig interessant, men har brug for en form for klap på hovedet, som en dygtig hund.

16.45: Efter 45 minutters myldertidstrafik i København K indser jeg, at det var på torsdag, at jeg skulle på vagt. FUCK sgu da!

17.15: Hjemme igen. Kommer i tanke om 3 ærinder, jeg har glemt. Laver mere mos til baby. Googler noget om mængde af MME til en 8 måneders baby. Tjek. Sender Working Dad i Irma, så vi kan få mad.

19.30: Har spist. Putter baby. Gør klar til endnu en opvask. Mere oprydning. Working Dad tager murertøjet på, og går ned i sit “hobbyrum” (som vi kalder værelserne, han forsøger at bygge til al hans avl). Der vil han være de næste 3-5 timer.

20.45: Mine kontaktlinser har tørre pletter, jeg ikke kan se igennem. Jeg NÆGTER at gå i seng. Vil have alenetid uden baby. Uden hans børn (som ikke engang er her denne uge, så dette er loppetjansudgaven af hverdagen). Skriver blog. Drikker rødvin. Forstår godt hvordan hverdagsalkoholisme opstår. Skal have pakket til i morgen, hvor vi har sidste runde af babysvømning og den ugentlige mødregruppe. To ting jeg elsker, men som er så hårde at have på samme dag. Burde også pakke nogle gaver ind.

Første februar starter jeg på arbejde igen. Det er mig en gåde, at folk får tingene til at hænge sammen, når de skal arbejde igen. Jeg kan knap nå mine ærinder, mens jeg er på barsel. Og så spørger de, om jeg godt kan få tiden til at gå!!? Jeg overvejer at tage orlov fra min orlov, for at få tid til at nå mine ærinder. Mere rødvin. Over’n’out!

*

(Vi ejer ikke rettighederne til billedet eller det tilhørende engelske citat, men har ikke kunnet finde rettighedshaveren- skriv endelig hvis det er dit!)

/Katrine

Vil du ikke også læse:

Bred nakkefold

Hvornår er man mor? Og en bred nakkefold

Jeg var i tvivl i starten af min graviditet. For der lå jo blot en klat hurtigtvoksende celler i min livmoder, men ikke noget egentligt barn endnu. Min veninde sagde, at man var mor fra det øjeblik, man så to streger på en pind. Min kæreste mente først, at man var mor, når man stod med barnet i armene.

Spørgsmålet kom sig af, at Blop (som hun hed på det tidspunkt) havde en meget bred nakkefold. Blodprøverne var fine, jeg var sådan medium gammel og bum: 1:151 for Down’s Syndrom. Rimelig hurtigt blev, “se der ligger hun og vrikker på fødderne” til, “og så i overmorgen skal du have foretaget moderkagebiopsi. Hvis det ser skidt ud, kan du stadig nå at søge om dispensation til at få abort, så du ikke skal føde det”. Ok så. Romantisk oplevelse prompte afsluttet. Jeg var ked, men også realistisk. 1:151- så galt var det ikke. Jeg havde jo trods alt kun tænkt mig at få en 2-3 stykker og ikke 151 babyer, så mon ikke, jeg ville undgå den ene, som var syg? Vi havde heldigvis talt om scenariet grundigt inden, og vi var helt enige. Hvis baby var alvorligt syg, skulle hun ikke være. Det kan virke stødende på nogen, men for os var det sådan, det skulle være.

Pludselig stod jeg med meget splittede følelser. Vi havde jo kun talt om det hypotetisk. Nu var det mit lille barn, som jeg ellers passede så godt på, som der var tale om. Det ville være en stor sorg at skulle miste mit barn, uanset om vi selv havde valgt det. Seancen med spyd og biopsitang gennem mit maveskind og helt ned ved siden af min baby stod heller ikke som en lysplet i horisonten. I al ærlighed var selve “prikket” ikke noget at tale om, men tanken var ækel. Tankerne fyldte voldsomt meget i de dage, jeg ventede på svar. Også selvom oddsene jo stadig var langt til vores fordel. Så ringede de. “Hun har ikke Trisomi 13, 18 eller 21. Og det er en pige.” Nu skulle jeg så være rigtig glad. Det var jeg også, men vi havde ligesom kun overstået et delmål. Der var ekstra scanninger forude, da der også var risiko for alt muligt andet- heriblandt alvorlige hjertefejl.

Så gik jeg der og mærkede min lille baby sparke og sendte hende al min kærlighed, men krydret med en følelse af ikke at måtte glæde mig, for tænk nu hvis… Og hvordan kan man gå og nurse sin kærlighed til en baby, man så måske vælger fra på et senere tidspunkt? Hver eneste gang en ekstra scanning var veloverstået, fandt de på en ny, fordi der lige var noget de skulle være HELT sikre på. Det er jo sådan set rart nok, men for hver gang jeg så hende, var hun blevet større og større og endnu mere virkelig, og hver gang var en reel risiko for, at de ville fortælle mig, at hun fejlede noget alvorligt. Trods det at risikoen for det naturligvis blev mindre for hver gang.

Da de i uge 28 fortalte mig, at hun var helt perfekt, var jeg nået til et punkt, hvor jeg ikke turde tro på det, før jeg havde hende i hænderne. Jeg vidste ud fra scanningerne alt det, der IKKE var galt, men de kan jo ikke teste for alt, så hvad hvis der var noget, de bare ikke havde set? Jeg hørte den ene solstråle historie efter den anden om dårlige tal og helt almindelige babyer, men den lille knude af frygt sad alt for godt fast i min bevidsthed. Den overdøvede det ikke, og jeg nedspillede den, når andre hørte på.

Så kom hun ud. Helt helt perfekt. Jeg har faktisk aldrig set så smuk en nyfødt baby, og jeg VED at det er fuldstændig objektivt. Hun var så skøn. Jeg elskede hende på stedet. Og jeg var hendes mor. Jeg ved stadig ikke helt, om jeg blev det, da jeg så stregerne, undervejs i graviditeten da hun begyndte at sparke, eller da hun efter en sej kamp lå i mine arme. Men som min elskede veninde sagde, “hvis du ikke er hendes mor fra du ser stregerne, hvem er så?”.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

sort hvid

Jeg skal sikkert lære at elske hende…

… tænkte jeg. Faktisk brugte jeg ret meget krudt på, at forberede mig selv på, at jeg IKKE ville elske hende fra første sekund. Hvordan skulle jeg egentlig kunne det? Jeg kendte hende jo ikke endnu. Og inderst inde ønskede jeg rigtig rigtig meget, at jeg ville se på hende og smelte med den stærkeste følelse af kærlighed nogensinde kendt blandt mennesker. Men jeg var så bange for, at jo mere jeg ønskede det, jo mindre var chancen for det, og jo større ville skuffelsen blive, når jeg kiggede på babyen og følte… ingenting. Så jeg forberedte mig på, at det ville tage tid. Jeg fortalte mig selv, at det var HELT OKAY, at jeg skulle bruge nogle måneder på ikke at føle noget. Der er jo altid nogle som fortæller om, at sådan var det for dem, og jeg nægtede at stille mig selv i en situation, hvor jeg ville blive knust over ikke at spontanelske mit barn. Jeg fortalte henkastet venner og familie, at jeg da helt sikkert skulle vænne mig til hende, og at det var helt okay med mig. Jeg mærkede efter, og tænkte i graviditeten ting som, “elsker jeg hende nu?”. Og hvornår gør man egentlig det? Elsker? Hvad er tærsklen? Man holder jo rigtig meget af, men hvornår går det over i, at man elsker? Åh, alle de tanker. Man kan gøre sig selv helt forvirret.

Dagene inden fødslen spurgte min søde kæreste pludseligt, “hvad nu hvis noget går galt, og de spørger mig, om de skal redde dig eller barnet? Hvad vil du så have jeg svarer?”. Meget umoderligt nærmest gisper jeg efter ham, “MIG SGU DA! Vi kan jo ikke lave en ny mig, og vi kender hende ikke endnu”. Den dårlige samvittighed over svaret og bevidstheden omkring, at det selvfølgelig ikke var så simpelt i virkeligheden, tog vi naturligvis også en lille snak om. Han “ELSKER” at snakke om følelser- særligt i forbindelse med hypotetiske scenarier. Heldigvis bliver en far aldrig stillet det spørgsmål… de skal nok prøve at redde begge.

Så kom hun ud- ikke så elegant endda, men det er en helt anden historie. De sagde, “alle stille! I må IKKE stimulere hende! Hun kommer ikke op til dig, men over til pædiateren, som skal suge det seje grønne fostervand”. Hun kom ud, og jeg rakte armene frem mod hende, som om jeg ikke kunne trække vejret, før jeg havde hende hos mig, til trods for at jeg lige havde fået at vide, at det ikke var sådan det skulle foregå. Pædiateren havde hende på sit bord i hele 25 minutter (Nicolas siger det var ca. 1 minut, men hvad ved han), før hun endelig kom over til mig, så jeg kunne trække vejret ordentligt igen. Hun var hos mig, jeg var hel, og jeg E L S K E D E, som jeg aldrig har elsket før. Jeg kunne slet ikke være i min krop af kærlighed og stolthed, og alle mine tanker om at lære at elske virkede en lille smule fjollet, nu var hun var der. Hun var min. Hun ER min. Og hold nu KÆFT, hvor jeg elsker hende.

/Katrine

Vil du ikke også læse: