Ting du IKKE behøver at pakke i hospitalstasken


En hospitalstaske er, som navnet antyder, den taske der pakkes, inden der er afgang mod hospitalet og titlen som forældre. Særligt for en hospitalstaske er, at den ofte pakkes uger før termin og bor tæt på de kommende forældres hoveddør, så ingen glemmer den, når den endelig skal i brug.

Konsulteres veninder, søstre og internettet for, hvad der egentlig bør puttes i hospitalstasken, får man formentlig en bruttoliste over særlige trusser, babyudstyr og tidsfordriv. Og som højgravid kan det være svært at sortere i alle de gode råd på den tykke side af fødslen. Så er det nemmere bare at pakke alt.

Her forsøger vi at fremhæve, hvad vi faktisk fik brug for, og endnu vigtigere hvad vi ikke skulle have brugt krudt og plads på at pakke ned. Så behøver du ikke en piccolo, når I flytter ind på føde- og barselsgangen.

*

Det fik jeg brug for:

  • BABYKALENDEREN
    Et fantastisk redskab til at indføre ammetidspunkter (inkl. hvilket bryst), malkning, erstatning, afføring, søvn osv. Man kan IKKE huske det!
  • ØNSKESEDDEL
    En meget kort og helt rimelig liste til min jordemoder over ting, jeg ønskede mig under fødslen, hvis muligt. Fx ville jeg gerne selv tage imod. Det er svært at huske at sige i situationen.
  • BLØDE BUKSER MED LØS ELASTIK OM MAVEN
    Maven er mindre, men det er ikke rart at noget strammer.
  • AMME-BH
    Jeg havde ikke én med og endte med at lave en af bleer og nettrusser … Det var der ikke meget støtte i. Jeg havde ikke villet købe én inden jeg fødte, fordi jeg ikke vidste, hvor store mine bryster ville blive, når mælken løb til. Det viste sig at være overflødige bekymringer, da de bløde uden bøjler fra fx Babysam giver sig adskillige numre. Det skal de jo kunne, da brystet varierer i størrelse mellem amninger.
  • MOBILTELEFON + OPLADER
    Der er lige et par mennesker, man gerne vil have fat i de næste par dage.
  • TØFLER OG MORGENKÅBE
    Man tror det er løgn, men man går faktisk ud på gangen (for at hente mad) i morgenkåbe og tøfler som en anden Far til Fire. Men det er mere diskret end nettrusser og hospitalsskjorte.
  • LILLE SPEJL
    Ja… kald mig bare erhvervsskadet, men jeg skulle altså have overblik over skaderne. Og min telefon lagde massakren på iCloud. S U P E R .
  • BABYTØJ
    Kun til hjemturen. Jeg blev indlagt efter fødslen, så der var tøj til baby.
  • KONTAKTLINSER, BRILLER OG ØJENDRÅBER
    Jeg skal sgu se noget!
  • RYGRAD
    Jeg var førstegangsmor og kom til at lade mig trumle, når de vejledte i ting, der fik mine indvolde til at rotere. I retrospekt var det helt helt forkert for mig. Det var mit barn, og jeg kunne mærke noget helt andet, end det de sagde. Jeg var bare så bange for at afvise råd fra mere erfarne og professionelle, for jeg havde jo aldrig prøvet det før.

Det var overflødigt:

  • FØDETØJ
    Jeg må le. Jeg havde virkelig gjort mig umage, for jeg skulle se overskudslækker ud, når jeg elegant poppede mit lille vidunder ud. Jeg fødte SOM ALLE ANDRE i en hospitalsskjorte. Den kan også knappes op, så baby kan komme op på brystet.
  • VANDREJOURNAL
    Alt ligger elektronisk- de bad aldrig om den. Så ingen grund til at nævne for dem, at jeg i øvrigt havde glemt den.
  • UNDERHOLDNING
    Fx Boligblade. Are you kidding?? På det tidspunkt troede jeg aldrig, at den slags kunne interessere mig igen. Jeg inhalerede min baby i en rus af lykke, jeg er forfalden til at blive afhængig af.  Og mine få babypauser burde have bestået af søvn.
  • TRUSSER
    Om jeg så havde forsøgt, havde jeg ikke kunnet skrue mit smadrede skræv ned i mine almindelige trusser. Her blev hospitalets net-trusselette brugt på sexet vis til at komplimentere min fine nettrusse-amme-bh.
  • BIND
    Selv de største Tena-bind har funktion som et trusseindlæg under syndflod. Hospitalets voksenbleer hjalp, og først vel hjemme igen var jeg klar til menneskebind.
  • COMPUTER
    Til hvad? Jeg kan ikke engang huske hvorfor.
  • MÆNGDER
    Hovedsagligt havde jeg bare for meget af de forskellige ting med. Babytøj, eget tøj, cremer, klude, bla bla bla. Havde nærmest ikke rørt indholdet i min store duffel, da vi skulle hjem efter 5 dage!

/Katrine

 

Vil du ikke også læse:

The following two tabs change content below.
Mor til en pige fra april 2015. Når jeg ikke barsler, er jeg læge. Foruden babysvømning og hjemmestrik, går jeg ret højt op design, kaffe og vin. Find mig på Coffee Room, Ricco’s eller i Illums Bolighus. Derudover kan jeg fortælle, at jeg har spenderet det meste af min barsel i køkkenet, da vi bygger om, og stuen dermed er blevet børneværelse for min kærestes to ældste børn. Det kan jeg så afsløre aldrig sker igen! I'm more of a two room kind of girl.

Nyeste indlæg af Katrine, firstmomproblems.dk (se alle)