Hun er den anden del af mig. Punktum.


I kan grine alt det I vil, men jeg har kvalmende ondt af længsel efter min datter, som jeg ikke har set i 6 døgn.

Jeg har ligget syg (som den opmærksomme læser er både klar og svært bekymret over) hos min mor i Århus med Å. Da jeg kyssede hendes lille ansigt farvel i fredags, var det med forventningen om, at jeg ville se hende igen knap to døgn senere. Længere har jeg aldrig været væk fra hende, og længere havde jeg heller ingen planer om at være det. Ikke lige der i hvert fald. Vi skulle alle mødes i Svigersommerhuset i Vendsyssel, når jeg lige havde fejret mine Gudforældre i den anden ende af Jylland om lørdagen. Jeg kæmpede mig bravt igennem festen med feber og halsbetændelse, og synes sådan set selv, at det havde været alt rigeligt, hvis det så stoppede der. Men ikke mindre end 5 døgn skulle jeg lammetæves af den værste halsbetændelse jeg har haft, siden jeg i barndommen havde kyssesyge.

Jeg nåede aldrig op i sommerhuset, da jeg var alt for dårlig til at komme der op, og i al ærlighed ikke orkede 7 børn og 9 højlydte voksne, når jeg knapt orkede at være i mit eget skind. Første plan var at tage med hjem til Kjøwenhawnstrup, når mine 4 passerede Århus med Å. Da jeg om søndagen stadig sejlede rundt i febervåde lagner og ikke kunne tale for hævede, højtbelagte mandler, måtte jeg springe hjemtur med 3 børn i en bil over og vente til det lettede. Men det tog satme sin tid. Jo- der må godt bandes i en sådan situation. Først i morges, 6 dage efter jeg sagde farvel til den lille bylt, som udgør essensen af mit liv, var smerten og feberen dalet til et niveau, hvor jeg kunne se mig selv i harmoni med DSB.

Heldigvis er jeg blevet pylret om, som led jeg af terminal cancer (tak mor, tak far), men mit savn til min datter er blevet mere smerteligt for hver dag. Igen- grin I bare. Jeg ved godt, at vi vitterligt kun taler om 6 døgn. Jeg ved også godt, at ingen af os er døende. Men jeg kan mærke, at skulle jeg undvære mit hjerte, mine lunger eller min kaffe i 6 døgn, så ville jeg også være mærkbart presset. Og dette er stærkt sammenligneligt. Jeg talte med hende på Facetime i går og kunne se mit falske smil og mine våde øjne ved siden af min fantastiske lille 2 årige pige, som sagde, “Mor hen Kaja”, og “Mor sug. Passer Mormor”.

Og ja- Mor skal hen til Kaja, for mor kan ikke trække vejret længere, hvis ikke hun er hos dig. Mor har haft mareridt de seneste to døgn, om at have glemt dig ved siden af en kogeplade. At have overhørt at du græd i sengen. Osv osv. Mit moderinstinkt fortæller mig, at jeg har svigtet og forladt dig. Min hjerne ved godt det er løgn. Den ved også, at du har det helt fantastisk sammen med din far og dine søskende, og at jeg ikke havde været i stand til at være noget for dig, hvis jeg havde været hjemme- tværtimod. Men det er ikke den, der bestemmer længere. Det er moderinstinktet og min kærlighed og længsel efter dig. Så ved du hvad, min skat?

Mor hjem Kaja. NU!

/Katrine

Vil du ikke også læse:

The following two tabs change content below.
Mor til en pige fra april 2015. Når jeg ikke barsler, er jeg læge. Foruden babysvømning og hjemmestrik, går jeg ret højt op design, kaffe og vin. Find mig på Coffee Room, Ricco’s eller i Illums Bolighus. Derudover kan jeg fortælle, at jeg har spenderet det meste af min barsel i køkkenet, da vi bygger om, og stuen dermed er blevet børneværelse for min kærestes to ældste børn. Det kan jeg så afsløre aldrig sker igen! I'm more of a two room kind of girl.

Nyeste indlæg af Katrine, firstmomproblems.dk (se alle)