En autentisk beretning om en vuggestuemors knuste fastelavnsdrømme


Jo længere tid jeg er nogens mor, jo mere går det op for mig, hvor mange af drømmene omkring min datter, som egentlig handler mere om mig, end om hende. Sådan har det faktisk været lang tid før, jeg nogensinde blev gravid. Ting jeg glædede mig til at se hende i. Ting jeg glædede mig til at gøre med hende. Ting jeg glædede mig til, at hun skulle opleve. En forelskelse i ideen om hvordan jeg ville være mor, og deraf hvordan det ville være at være mit barn.

Mit barn ville i sagens natur blive sådan et, der lærte at hjælpe til derhjemme fra en tidlig alder- at et hjem er en fælles ting at værne om, og et tilhørsforhold bliver stærkere af at være deltagende. Mit barn ville blive kreativt og intelligent. Mit barn ville blive socialt kompetent og mange flere ting. Hun ville bestemt også blive lidt rebelsk og grænsesøgende, men alt sammen i en overordnet fantastisk pakke.

Mit barn er oftest rigtig velklædt. Det kan jeg godt lide. Det behøver ikke være dyrt, men det er velovervejet og lækkert, og det gør hende ekstra lækker i mine øjne. Jeg elsker, når hun er i hjemmestrik og noget med pufærmer (eller vingeærmer… I ved, hvad jeg mener). I fastelavnstider går mine kreagener hånd i hånd med det velklædte, og jeg har lang tid før jeg blev gravid samlet idéer til fastelavnsudklædning til børn i mange aldre.  Jeg ELSKER udklædning. Og man bliver ikke mindre nuttet i udklædning af at være lille. Sidste år var vi alle fem familien Simpsons og min kæreste (Homer) og jeg (Marge) blev kattekonge og kattedronning- bare lige for at sætte prikken over i’et. Min lille Maggie var knap et år og overordentligt nuttet- og kunne dermed ikke lave den store ravage.

I år var hendes første fastelavn i vuggestuen, og vi er desværre nået til en alder, hvor hun kun vil være klædt ud, når hun selv vælger det. Det har indskrænket mulighederne. Jeg havde først tænkt at hun skulle være manden med den gule hat, fordi hun elsker “Ebal” (Peter Pedal), og så kunne hun have Peder Pedal bamsen med. Men sandsynligheden, for at hun ville have en gul hat på, var jo rimelig lille, og den eneste slags hovedbeklædning, hun accepterer, er djævlehue (den har holdt hårdt i snevejr). Så mutti brugte en hel aften på at sy hanekam på en hvid djævlehue og lime hvide fjer på en hvid body, så hun kunne være verdens mest nuttede høne. Det var hun også. I 4 sekunder! Måske endda kun 2. Hun fik det lige akkurat på, og så rev hun to store områder fjer af maven og sagde, “hoooov”. Som hun siger til alt, hun egentlig gør med vilje. Jeg måtte låne nål og tråd i vuggeren, for at paniklappe lidt på hønen, der desværre nu lignede en burhøne og ikke den fine frilandshøne, jeg egentlig havde i tankerne.

Så. Mine mordrømme om idyllisk og vellykket hjemmelavet fastelavnsdragt og en uimodståelig knap 2 årig høne blev hurtigt afløst af en lykkelig, ballademager-burhøne. Men hun accepterede at have dragten OG huen på- det må overstige tærsklen for succes. Destruktionen af dragten må betragtes som en del af den nye burhønerolle. Kortvarigt knuste udklædningsdrømme. Men ved nærmere eftertanke er min frække pige vist bare god til at minde mig om realiteterne med en tumling, og hvad fastelavn og børneglæde i virkeligheden handler om. Og det er jo netop ikke mig.

/Katrine, mor til verdens sødeste burhøne

Vil du ikke også læse:

The following two tabs change content below.
Mor til en pige fra april 2015. Når jeg ikke barsler, er jeg læge. Foruden babysvømning og hjemmestrik, går jeg ret højt op design, kaffe og vin. Find mig på Coffee Room, Ricco’s eller i Illums Bolighus. Derudover kan jeg fortælle, at jeg har spenderet det meste af min barsel i køkkenet, da vi bygger om, og stuen dermed er blevet børneværelse for min kærestes to ældste børn. Det kan jeg så afsløre aldrig sker igen! I'm more of a two room kind of girl.

Nyeste indlæg af Katrine, firstmomproblems.dk (se alle)