‘baby’- [‘bεjbi]: tiny human designed to self-destruct


Hvordan har vores art overlevet så længe? Jeg synes, det er svært nok at forstå, at nogle af os fra 80’erne nåede voksenalderen, men at vi som art ikke er udryddet længe inden, man nåede til 80’erne, er mig en gåde!

I den anledning vil jeg godt lige opdatere min opremsning af undskyldninger! PISSEUNDSKYLD alle mine latterlige udtalelser, som startede med, “når jeg får børn, så….”. Jo, der er så og så meget, man kan beslutte sig for, eller som rent ud er et holdningsspørgsmål, men der er dælen dutme også mange ting, som er bestemt af barnet. Et eksempel: “Når jeg får børn, så flytter jeg ikke om, bare for at undgå pilfingre! Det er et opdragelsesspørgsmål!”. Hm … Den lader jeg bare lige stå et øjeblik.

For lige at dække min røv ind vil jeg godt gøre opmærksom på, at jeg ikke melder mig ind i “bare vent til du selv får børn, så …” -klubben. Men jeg ville bare ønske, at jeg havde været en anelse mindre skråsikker i nogle af mine holdninger til det at have babyer/børn.

Til pointen. Gulvet flyder i plastik- og trædimser i alle verdens klareste farver, nogle endda med dingeling og duttelut, lys der blinker, og hvad ved jeg- ren babystimulation efter alle kunstens regler, men hvad gnaver baby i? Jo. ALT der IKKE har med babyer at gøre. Det er ganske vist fra helt uskadelige ting som stoleben, grydeskeer og parketgulv, men hyppigst er det dog små stykker emballage tabt på gulvet, en bortkommet nød, opladere (vel at mærke i kontakt med væggen i den anden ende), avispapir, plastikposer, potteplanter inkl. jord og andre tunge ting som kan vælte ned over baby.

Det er på ingen måde muligt at spise uden at tage fat om mad-enden af skeen med hele hånden og tvære mos ud over stol, tøj, hår, ansigt, mor osv, men til gengæld kan man med kirurgisk præcision og pincetgreb fange enkelte hår fra gulvet og putte dem inklusiv medfølgende nullermand langt ind i gabet. Det er ganske konsekvent faktisk. En glimmerprik kan samles op og puttes i munden. (!!)

Jeg forstår det ikke. Grå kedelige nullermænd og sorte ledninger vs farverigt, syngende blinkelegetøj. Jeg kan ikke beslutte mig for om babyen er i stykker. Farvekortet virker i hvert fald ikke som beskrevet i brugsanvisningen.

Så er der hele faldtemaet. På samme måde, som nogle folk er tiltrukket af at kaste sig ud fra høje steder, og dermed erklærer sig højdeskræk, søger baby målrettet efter en afgrund. Hun kan nu møve sig frem med begge arme og højre ben (det venstre har tilsyneladende som farvekortet en reklamationsfejl) og gør det i høj fart, hvis der syner en mulighed for et fald længere fremme. Det være sig sengekanter, sofakanter, hvadsomhelstkanter, eller blot et pludseligt kast med hele kroppen i en tilfældig retning, når siddende på skødet eller i højstolen.

Under et af disse suicidale øjeblikke i babys korte kravle(ish)liv lykkedes det hende at komme ud over en sengekant, før jeg nåede at få fat i hende. Trods det, at jeg nærmest kun blinkede, kunne jeg med blødende moderhjerte konstatere, at det var MIN og KUN min skyld, at baby nu lå på gulvet storgrædende og forskrækket efter et hovedstyrt fra 50cm’s højde.

Trods de bedste intensioner om at “holde øje” og “passe på”, og ønsket om med tiden at lære hende rigtigt vs. forkert, farligt vs. ufarligt, må jeg krybe til korset og erkende, at mit post-moderskabs-jeg ikke kan leve op til mine præ-moderskabs-intensioner i alle de aspekter, jeg havde troet. Potteplanter, tunge væltbare ting, små dimser og andet babydestruktivt vil midlertidigt blive omplaceret i mit hjem. Det er vel egentlig sådan, at vores art har overlevet babystadiet.

/Katrine

Vil du ikke også læse:

The following two tabs change content below.
Mor til en pige fra april 2015. Når jeg ikke barsler, er jeg læge. Foruden babysvømning og hjemmestrik, går jeg ret højt op design, kaffe og vin. Find mig på Coffee Room, Ricco’s eller i Illums Bolighus. Derudover kan jeg fortælle, at jeg har spenderet det meste af min barsel i køkkenet, da vi bygger om, og stuen dermed er blevet børneværelse for min kærestes to ældste børn. Det kan jeg så afsløre aldrig sker igen! I'm more of a two room kind of girl.

Nyeste indlæg af Katrine, firstmomproblems.dk (se alle)