WARNING: BABY ON BOARD

27. July 2017

Man kender skiltet i bagruden på bilerne. Den slet skjulte irritation over, at folk mener deres børn skal beskyttes mere end andres. At man skal være særlig varsom omkring netop deres børn. Følelsen af, at de forventer du kører som en idiot lige indtil du ser deres pas-nu-på-mit-barn-skilt, hvorefter du sætter farten ned, lægger mobilen fra dig og holder bedre afstand.  Kender du den følelse? Så læs videre- for du har fuldstændig misforstået konceptet, og jeg vil med min nymoderlige indsigt gøre dig dybt taknemmelig over sådanne skilte. Advarsler- som det jo er.

ANEKDOTE
Jeg er alene ude at køre med min datter, som meget uhensigtsmæssigt er placeret i sin autostol bag førersædet. Jeg fik ikke lige tænkt over det, inden jeg drønede ud i verden for at ordne dagens liste af ærinder. På sidste køretur var jeg passager, hvorfor det der gav god mening, at hun sad bag førersædet, så jeg kunne nå hende. Det kan jeg ikke nu. Heller ikke se hende faktisk. Men jeg kan  T Y D E L I G T  høre hende. Jeg kan høre, at hun vil have “posemad, Moowaaaarrrrr” (fuck- hun kan sige det nu!), banan, sutter, sovesut og abrikos (??). Hun vil gerne have læst “Peter DAAAALLL MOWAAAARRRR”, og det generer hende ikke det fjerneste, at der lige er en uventet afspærring og omkørsel, som jeg altså skal koncentere mig om.

Den endnu ikke indsigtsfulde vil sige, “så ignorer hende da, og koncentrer dig om trafikken” eller “hold dog ind til siden og løs problemet, og så kør videre”. Til dette vil jeg igen dele ud af min visdom. DET KAN IKKE ALTID LADE SIG GØRE! Det er ikke muligt midt i et lyskryds med omkørsel og ændrede kørebaner inde i København K lige at holde ind til siden. Det er heller ikke nødvendigvis en særlig god løsning, da lyden vil fortsætte, det sekund jeg sætter mig bag rattet igen. Og ignorer hende… Forestil dig at sidde til din afsluttende eksamen/ et vigtigt møde/ din fars begravelse eller andet du vanligvis ville kunne koncentrere dig om, nu med en ghettoblaster for fuld hammer med Rammstein lige ind i venstre øre, mens du får mærkbare, ukurante spark i ryggen og mærker pixiebøger flyve gennem luften. Det er værre end det- for de moderlige instinkter træder i kraft, og man har svært ved at koncentrere sig. Hjernen har kortsluttet- der er for mange input.

I trafikken er det lidt svært at sige, “undskyld- vil du lige gentage det?”. Det er lidt sent, når man allerede er i en forkert kørebane, har overset et rødt lys eller bremset hårdt op for en forgænger, der lige mente at de kunne nå det, hvis de løb. Man forsøger at køre ansvarligt, mens man også ved, at balancen mellem 100% øjenkontakt med vejen, og 100% koncentration om vejen er to modsatrettede ting, der kræver højre hånd omme på bagsædet en varierende, men aldrig ubetydelig del af tiden og øjnene på vejen, det meste af tiden.

Hvorfor stopper disse mennesker (folk med børn) så ikke med at køre bil? Tja… hvorfor gør ældre ikke? Hvorfor kører folk hjem efter en nattevagt? Hvorfor tager folk rulletrapperne, når der er rigtige trapper? Fordi det nogle gange er det der skal til, for at få livet til at hænge sammen. Og Muttis forsinkede opmærksomhed på vejen er ikke nødvendigvis langsommere end en ældre medborger eller én der lige har fået en dårlig nyhed. Den er bare synlig, fordi uopmærksomheden sidder på bagsædet.

MORALE
Baby on Board skiltet er ikke en nedsættende løftet pegefinger, men nærmere et PAS-FOR-HELVEDE-PÅ-JER-SELV-FOR-DEN-HER-VOGN-ER-LIVSFARLIG-skilt. Det kan sidestilles med SKOLEVOGN-skiltet. Så tak for det! Tak for advarslerne. Og pas på jer selv derude i trafikken, for forældre kan må også køre bil!

/Katrine

6 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

6 comments

Lea 28. July 2017 at 21:36

Så vidt jeg ved er formålet med det pokkers klistermærke er, at ved en eventuel ulykke kan redningsfolkene se, at de også skal kigge efter et barn. Måske er mor bevidstløs og autostol med barn slynget ud af bilen – gud forbyde det – må man hellere tilføje her.

Reply
Katrine 4. August 2017 at 7:29

Oprindeligt var det ikke. Folk kørte rundt med dem (i fx Australien i 90’erne) for at gøre opmærksom på, at andre folk skulle tage særligt hensyn til dem. Det er muligt, at falckreddere i dag bruger dem, som du beskriver- og det er sgu da smart! Det har jeg aldrig hørt om, men det vil jeg nyde at tænke over i fremtiden, når jeg ser sådan et skilt- altså at det kan være en ekstra beskyttelse 🙂 Tak for fif.

/Katrine

Reply
Kristina 19. August 2017 at 10:25

Jeg har desværre ikke sådan et skilt, men det burde jeg nok. Min datter er kun nem at have med i bil, hvis der sidder en omme på bagsædet som kan hjælpe med sut eller leg. Og sådan har det været fra dag et! Alt det der er skrevet beskriver min situation. Kører ofte lidt for hurtigt, da der sidder en bebs på bagsædet og skriger som om verden går under. Og hvis jeg holder ind og hjælper med sut, så er den spytter ud ligeså snart jeg har sat mig. Havde den naive tanke inden jeg blev mor, at børn altid sov i autostolen..

Reply
Katrine 21. August 2017 at 11:21

Ja!! Det der med at de altid sover i en bil.. det virker både sådan, når man hører om andres børn, og så husker jeg det også sådan fra min barndom. SNYDT! /Katrine

Reply
Fie 20. October 2017 at 6:56

Alle indlæg på denne her blog giver mig en følelse af at blive belært af én ny-hellig type der mener at have fundet lyset! Som en der lige er stoppet med at ryge og nu ser ned på alle andre der ryger. Denne her blog repræsenterer alt der er min værste frygt når jeg en dag måske selv skal være mor. Men personerne bag bloggen vil nok mene at ‘jeg bliver klogere’…

Reply
Katrine 20. October 2017 at 19:24

Kære Fie,
Sikke en melding- det er klart, at det synes jeg da ikke er rart at læse. For som du skriver- er det mennesker, der er bag bloggen. Jeg er imponeret over, at du er nået ALLE indlæggene igennem, når nu de frastøder dig så kraftigt. Jeg synes, det at være mor er kæmpestort og udfordrende, og byder på en masse uforudsete udfordringer, og det er for mig sjovt at skrive om. Jeg kan dog ikke helt se, hvad det er jeg ser ned på i dine øjne, men du er velkommen til at fortælle mig det 🙂
/Katrine

Reply

Leave a Comment