Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N.

13. February 2016

Det er nu nogle uger siden, at vi mødte vuggestuen, og jeg kan stadig ikke helt tale om det, uden at få ondt i maven. Ikke fordi de ikke var søde. De var faktisk alt det, jeg havde håbet. Nærværende, varme, lige til, ærlige… men alligevel gjorde det bare SÅ ondt. Erkendelsen af at jeg er nået dertil, hvor mit barn skal passes af andre, og jeg ikke længere skal være hendes primære person, som varetager hendes basale behov, er bare lige lidt mere, end jeg kan klare.

Inden jeg fødte, var jeg inkarneret kirurg af hjerte og var faktisk en anelse feministisk fornærmet over, at min kæreste ikke automatisk tilbød at tage halvdelen af barslen. “Det er 2015”, tænkte jeg. “Selvfølgelig deler man den slags!” Men sådan blev det ikke. Jeg skulle holde barsel til hun var 9 måneder og min kæreste ville tage 1,5 måned derefter. Det havde ikke et splitsekund slået mig, at jeg ikke ville være 100% den samme som altid, efter jeg havde født vores datter. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet, at jeg kunne undvære halvanden måned af min barsel? For sådan føles det nu. Min barsel.

Som smækket tilbage til 50’erne opstod mit behov for at være Queen of the Vasketøj. Aldrig har et hjem været så organiseret og velfungerende, og mit karriere-jeg fandt masser af tilfredsstillelse i snorelige tøjstabler, pænt bankede sofapuder og familieorienterede to-do-lister i hobevis. Folk sagde nærmest reflektorisk, “bare vent til hun er 3 måneder, så gider du ikke mere”, da jeg i starten berettede om min uventede husmoderlighed. Men det gad jeg. Og det gider jeg.

Jeg er for to uger siden startet på arbejde igen. Faktisk noget helt andet og meget mere familievenligt (!!) end før, og det er egentlig helt okay, at være andet end nogens mor og andres husholderske. Det er slet ikke den del af det, der driller mig. Min udfordring består i, at jeg IKKE er klar til at undvære min datter. Jeg er ikke klar til at forære alle hendes bedste timer til andre mennesker. Jeg er ikke klar til at give tiden og oplevelserne med hende væk. Jeg var der, da hun fandt sine hænder. Da hun rullede første gang. Da hun satte sig op, og da hun vinkede. Nu er det en anden, som skal fortælle mig, “i dag tog hun sine første skridt” eller, “i dag sagde hun Mor“. Det er oprigtigt en sorg for mig at give den del fra mig, uanset hvor mange andre, der gør det, eller hvor normalt og godt for hende, det så end er.

Separationsangsten er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle 30 minutter og sagde, “ej-ej, ej-ej, ej-ej” til alle børnene, mens hun vinkede sit lille royale håndledsvink. Hun er klart den yngste, men hun er en vildbasse, der er klar til udfordringer og oplevelser. Mine kejtede forsøg på “hvor er mor henne…. bøøøh” og min anden version, “borte, borte…. tit, tit”, har ikke frembragt den samme hjertelige latter som i starten i en hel del uger nu, og jeg HAR bare ikke ret meget andet i ærmet, så længe hun ikke kan lave perleplader eller bruge limpistol.

Konklusion: Min datter er klar. Hendes far er klar. Jeg bliver aldrig klar. Vuggestue here we come. På mandag om 2 dage starter indkøring. Jeg håber, at jeg vænner mig til det, når jeg ser, hvor godt det er for hende. Heldigvis er det min kæreste, der skal køre hende ind (som man siger), for jeg er stadig lidt grådlabil, når jeg tager på arbejde om morgenen. Hvordan skulle det så ikke gå, hvis jeg skulle efterlade hende hos fremmede mennesker? Med vuggestuestart lige der foran os, går det op for mig, at min barsel VIRKELIG er slut. (Tæppet går ned, mens moderen bliver fjern i blikket og en tåre triller langsomt ned ad den ene kind.)

/Katrine

8 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

8 comments

Marie 14. February 2016 at 12:11

Jeg skulle lige til at kommentere irriteret på, at folk, der har børn, der er ældre end ens eget, altid siger “bare vent” om f.eks. din husmoderlighed og i mit tilfælde alt muligt andet.
Meeeen så læste jeg videre, og nu har jeg selv lyst til at sige “Bare vent” – Altså i bedste mening og som en slags trøst – for det bliver lettere, det med vuggestuen. Det er ikke sikkert, du vænner dig til, at timerne ikke er dine. Det har jeg stadig svært ved indimellem, især efter ferier og lange weekender, hvor man lige har haft det superfedt og tæt. Men afleveringerne bliver lettere, når man oplever, at ens barn synes, det er sjovt og spændende med de andre børn.
Men det er bare super svært at vænne sig til tanken om, at det pludselig er andre, der er sammen med ens barn. Nok meget godt, at du har haft en blid start, fordi det trods alt er lettere at vide, at det er ens kæreste, der er sammen med barnet.
Rigtig meget held og lykke – jeg håber, I har fundet et godt sted.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 14. February 2016 at 13:40

Sikke en dejlig kommentar Marie- tak 🙂 Jeg kender godt det med, at man selv er ved at falde i alt det, men selv blev kvalt i. Nu hvor min barsel er slut har jeg sådan behov for at sige, “nyyyyd det nu” til alle andre barslende… det måsens man jo ikke. (Se evt Sallis blogindlæg). Jeg får en lille snert af håb og glæde, når jeg hører om andres positive vuggestueoplevelser. Jeg VED jo godt, at de bliver skide glade for det, og at det i virkeligheden mest er mit problem. Eller kun mit problem måske. Men det er bare så svært. Jeg har hørt det før det der med lange weekender og ferier. Men nu gør vi det sgu. Tak for peptalk.
/Katrine

Reply
Kim 14. February 2016 at 15:07

Årh… Det kan jeg godt huske! Det er lige slemt, uanset hvad nummer barn i flokken man afleverer – en uvirkelig følelse at aflevere et menneske, man indtil nu selv har haft monopol på…
Skrev om det her http://superheltemor.dk/2011/09/02/om-barsels-blues da min yngste startede.
Jeg lover dig at det bliver nemmere – men indimellem savner man dem stadig…

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 14. February 2016 at 21:01

Tak tak tak for opmuntring. Jeg har lige grædt mine valentinestårer ned i et rødvinsglas, mens min søde kæreste har fortalt om alle de gode ting ved det. For hende. Og det er jo dybest set hende det handler om. Glæder mig til at læse dig indlæg om lidt. /Katrine

Reply
T 14. February 2016 at 19:10

Jeg får bare lige lyst til at indskyde denne lille parentes: Hvis den nu blir der. Klumpen. Så skal man måske ikke bare vænne sig til at have en evig klump i halsen. Se hvad der sker… men reager, hvis mavefornemmelsen bliver der. Det gjorde min. Og vi tog altså vores søn ud af vuggestuen, fandt verdens bedste dagplejemor og fik mig på deltid.
Måske en mulighed. I hvert fald var det min eneste løsning, og nu er jeg helt fuldstændig tryg ved at aflevere og tage på arbejde.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 14. February 2016 at 21:04

Ja. Den tanke har også strejfet mig. Desværre er det ikke en mulighed for yngre læger i dagens Danmark. Hvis jeg vælger det, vælger jeg et liv med halvårlige ansættelser uden mulighed for forfremmelse eller fast arbejde resten af mit liv. Men det er en helt anden snak. Vuggestue vs dagpleje er jo en anden mulighed, som vi selvfølgelig har haft oppe at vende. Min kæreste er meget pro-vuggestue, så det er den vej vi er gået. Nogle gange har han en erfarings-trumf, men han er sød til at trække den tilbage, hvis noget føles forkert for mig. Jeg håber, at det bliver bedre for mig, ellers må jeg kigge mulighederne igennem igen. Tak for input 🙂 /Katrine

Reply
Vanessa 19. February 2016 at 10:58

Jeg har nyvundet respekt for vuggestuepædagoger – efter jeg selv blev en! De, eller vi, formår altså at gøre dagen så forbandet fantastisk for de små poder. Og deres forældre. Inden første F kom til verden var jeg pro-dagpleje. Nu er jeg, ligesom N, pro-vuggestue. Men man skal også huske at kigge på barnet. Og med mit kendskab til min absolutte yndlings lille K – er vuggestue vejen frem for hende. Jeg kan tage fejl, men gør det sjældent 😉

Pøj pøj med klumpen – jeg oplevede den aldrig. Men jeg var vist heller ikke den typiske førstegangsmor. Bare spørg svigerinde D!

Klem og tanker til dig!

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 19. February 2016 at 19:22

Jeg er slet ikke bekymret for lille K. Hun ELSKER det. Det er mine navlepillende moderfølelser, der er i vejen. N tager sig heldigvis af indkøringen, og så må jeg komme efter det hen ad vejen. Jeg er egentlig også mest pro-dagpleje, men N var stålfast, og i K’s tilfælde tror jeg han har helt ret.
Tak for tanken <3

Reply

Leave a Comment