Separationsangst, du kvæler mig!

20. December 2015

Fuldstændig som beskrevet i bøgerne. Baby er 8 måneder om en uge, og separationsangsten er pludseligt og kraftigt indtrådt. Det er som en våd klud over ansigtet, der gør det umuligt at trække vejret og lader hårene rejse sig i nakken af angst. Jeg forsøger ikke at tænke på det, for der er intet, jeg kan gøre ved det. Det er bare sådan det er, og jeg må håbe på, at det blot er en fase, som jeg kan kæmpe mig igennem målrettet.

Det startede i de små. Jeg brød mig ikke om, at folk spurgte ind til, hvornår jeg skulle tilbage på arbejde igen. Det føles som en reminder om en grum virkelighed, man ellers forsøger at presse bagerst i bevidstheden. Ikke så meget pga arbejdet, som jeg egentlig er rigtig spændt på at skulle igang med, men pga alle de små øjeblikke, hvor jeg ikke længere er en del af hendes liv. Alle de oplevelser jeg kommer til at gå glip af. Alle smilene. Alle grinene. Alle aha-oplevelserne over nye ting hun oplever eller lærer. De kommer ikke længere til at tilhøre mig. De bliver foræret til fremmede i en institution, som jeg valgte i den spæde start af min barsel, i den forventning at jeg engang ville være 100% klar til at aflevere hende. Jeg er så angst for denne adskillelse, som jeg dybest set slet ikke ønsker. Jeg vil faktisk bare gerne være sammen med mit barn. Også selvom det er hårdt mange gange, at være den der A L T I D er på.

Nu hvor tanken, om at jeg skal separeres fra mit barn, begynder at bundfælde sig,  så jeg ikke længere får kvælningsfornemmelser, kommer næste fase af separationsangsten. Jeg skal ikke længere være med i min mødregruppe! W H A T ? Kan man af det? For så gør jeg det. Det er jo ikke fordi, jeg pludselig er ekskluderet og ikke længere er velkommen, men det er jo (desværre) heller ikke sådan, at de bare holder op med at mødes, fordi jeg nu engang ikke kan længere. De har været min stabilitet igennem det sidste halve år. Min tråd til virkeligheden og i særdeleshed min ventil for uinteressante (men for mig meget interessante) detaljer om afførringskonsistens, forskellige ske-typer og utilstrækkelighedsfølelser. De har været min faste og V-I-G-T-I-G-S-T-E kontaktflade. Vi har fulgt hinandens ups and downs, og nu er det slut … for mig. De deler videre og barsler videre uden mig. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg er ikke klar til separationen. Den våde klud er tilbage. Jeg kan ikke trække vejret.

Nu er der ingen vej tilbage. 1. februar er det slut. Der er selvfølgelig 1,5 måned, men så er der jul, nytår og i januar er vi næsten ikke hjemme. Det hele er rigtig dejligt, men det får bare tiden til at gå endnu hurtigere, og jeg er ikke klar. Jeg håber, at mit nye job vil være så berigende, at jeg kommer hjem som en bedre mor, end jeg ville være, hvis jeg fortsat gik herhjemme og bandede over, at ingen værdsatte mit dymokoordinerede vasketøjssystem, og alle de andre ting jeg når på en dag. Gad vide om mit barn egentlig også får separationsangst?

/Katrine

 

1 comment

Flere eksempler på den uperfekte mor

1 comment

Vi har været i vuggestue for at sige goddag. K-L-U-M-P-I-H-A-L-S-E-N. • FIRST MOM PROBLEMS 13. February 2016 at 20:19

[…] er indtil videre ene og alene min, (som også tidligere omtalt). Da vi var på besøg i vuggestuen mavede hun sig rundt med et begejstret smil på ansigtet i alle […]

Reply

Leave a Comment