Regnstrålehistorie fra efteråret

18. februar 2016

Kommer hjem fra mislykket uld-shopping til baby og møder 9 unge drenge mellem 10 og 14 år i min baggård. Én tydeligt ældre end de andre kommanderer og ryger, én tyk, som kompenserer ved at ryge med og de sidste unge, som er i gang med en organiseret slåskamp. “Spark ham i hovedet, eller er du bøsse?”, bliver der råbt. Mange gange. Alle grinende og tydeligt med på idéen. Mit moderhjerte slår til, og jeg forsøger på voksenkikset vis at fortælle dem, at der er federe ting at tage sig til. Fortæller dem at min lillebror også synes det var sejt med bet-slapping og fik en høreskade og en slem hjernerystelse. Fortæller at de altså kan få varige skader af det. Alt sammen noget som de efter bogen ler ad og rotter sig sammen i mod. Jeg siger til the man in charge (den eneste hvis stemme er i overgang), at jeg synes, han skal finde venner på sin egen alder. Og han holder én af de små og putter en cigaret i munden på ham- “se, jeg lærer dem også at ryge”. Igen- han er tydeligvis sej. Jeg prøver mit sidste ved at sige til de andre, at de kan finde bedre venner. At det der IKKE er en ven, og når de bliver voksne, er han ikke den seje længere. Jeg håber, at jeg når ind til dem, selvom de er nødt til at skjule sig bag deres seje hoverende smil, mens chefen siger, “det er min lillebror- han finder ikke bedre venner”.

Av mit hjerte! Hvorfor findes disse børn? Som ikke tror de er mere værd? Og at det seje er at turde skade hinanden? At man er stærk og modig, hvis man tør lade sig skade, men svag, hvis man tør sige fra over for en gruppe?

Jeg går med blødende hjerte og mislykket reprimande op til min 9 årige bonus-datter, som befrier mig fra indkøbspose, nøgler og skrigebaby, mens jeg med tungt hjerte fortæller hende om min oplevelse, og at det gør mig så ondt, hvordan man kan sige, “spark ham i hovedet” til og om sin lillebror. Med den kærligste storesøster stemme siger hun til min 6 måneder gamle datter, “jeg tror du misforstod, hvad mor sagde, men okay, spark du mig bare i hovedet, din lille Banditte”. Jeg ville ønske, at alle børn kendte til den kærlighed, der gør dem til omsorgsfulde og gode mennesker.

/Katrine

0 comment

Flere eksempler på den uperfekte mor

Leave a Comment