MOR HAR MANDEINFLUENZA

6. juni 2017

Altid. Det er sådan jeg er syg, når jeg er det. Så snart min temperatur stiger 0,1 grad, så er jeg hjælpeløs. Og når nu vi alle ved, hvor alvorlig denne sygdom er, så ville det ikke være helt ved siden af, hvis I begynder at blive lidt bekymrede derude.

Alt imens jeg ligger for døden på min mors sofa i Århus med Å, har min kæreste været på den årlige pinseweekend i svigersommerhuset. Som om det ikke er ærgerligt nok, så har min 2 årige øjesten været syg. Syg nok til at hun ikke har kunnet indtage vådt eller tørt i 2 døgn uden at kaste voldsomt op. Hun har siddet slapt på sin fars skød. Beriget med sin fars sygdomsgener, har hun ikke knebet en tåre, men blot været mat. Havde hun været 20 år gammel, var hun såmænd nok taget på arbejde. Det var hendes far i hvert fald.

Min stakkels kæreste har skiftet sengetøj i løbet af nætterne, til der ikke var mere sengetøj at skifte, og har haft 100% af ansvaret.  Fik jeg nævnt at hans to ældste børn naturligvis også var med i sommerhuset? Heldigvis er de store og selvstændige, så de har helt sikkert været dygtige til at hjælpe til med at klare sig selv. Ikke nok med at dette scenarie helt sikkert har trukket tænder ud, men min bulldozer af en kæreste har netop meldt ud på familie-fb-gruppen, at det har været en dejlig weekend, som alle vist har nydt. (!!) Hvordan han har formået at nyde det er mig en gåde, men også noget af det, jeg virkelig beundrer ham for. Hvis der er modvind, er det altid en fordel at stille sig bag ham. Han er immun over for den slags.

SAMTIDIG ET ANDET STED I JYLLAND

Jeg ligger stadig på min mors sofa. Tæpper, dyner, puder, t-shirts og lagener skiftes med hyppige mellemrum (af min mor). Alt vaskes, tørres og bankes og klargøres til endnu en svedetur. Der bringes the, mad og kærlighed i store stimer. Det er ganske lidt af det, der indtages. Ingen siger til mig at jeg er ulækker og burde gå i bad. Det i sig selv er noget af en præstation. Jeg tror aldrig jeg er blevet nusset så meget om i mit liv. Det er rart. Og trods savnet til min datter, og mit instinktive behov for at passe på hende, mens hun er syg, så er jeg klar over, at jeg ikke er i stand til det lige nu. Jeg kan knapt holde ud at være i min krop. Mine mandler er så store og belagte, at jeg taler, som om jeg har en kartoffel i svælget. Min far skriver hyppige sms’er med bekymring om mit (og særligt min datters) velbefindende. Han kommer med uudtømmelige depoter af dameblade, som jeg har været 3 dage om at magte at åbne.

Faktisk føler jeg mig i en alder af voksen usandsynligt elsket, beskyttet og tryg. Jeg VED min datter er det samme, selvom jeg ikke er tilstede. For ligesom jeg, har hun den bedste far i verden. Derfor kan han klare, at jeg ikke havde kræfter til at nusse om ham på Fars Dag. Faktisk interesserer det ham slet ikke, at det VAR Fars Dag. Det interesserer ham bare, at hans børn har det godt. Derfor elsker vi ham, så højt som vi gør. Og ja, min mor har en meget stor plads i mit hjerte i denne fortælling, men i dag handler det om, at det var fars dag i går. Denne hyldest kommer måske en dag for sent, men den er ikke en my mindre ægte af den grund.

Tak for fædre. Vi elsker jer.

/Katrine

0 comment

Flere eksempler på den uperfekte mor

Leave a Comment