Min gudmor skulle tage imod min datter. Sådan har det altid været.

22. December 2015

Hun tog imod mig, mine brødre, kusiner og mange andre af mine forældres venners børn. Min gudmor er noget helt særligt, også som jordemoder. Hun er mild, intelligent, beskeden, handlekraftig og næstekærlig. Hun har en ekstra fin fornemmelse af både fødesituationen, men også af selve alvorligheden i fødslen. Hun har været en gave til fødende kvinder, i al den tid jeg har levet. Jeg vil gå så langt som at sige, at hvis jeg har et idol, som jeg vil bestræbe mig på at blive som, så er det hende. For mig var det noget af det mest naturlige, at hun skulle tage imod mit barn! Denne beslutning blevet taget da jeg var barn og blev stærkere og stærkere i løbet af mine teenage- og voksenår. Desværre var jeg 31 år om at finde den mand, som skulle være far til mit barn, og to år før jeg fødte mit vidunder af et barn, kom det sidste barn til verden ved min gudmors hænder.

Det kom som et chok for mig, da jeg indså, at jeg nu på egen hånd skulle føde min datter. Min mor har altid sagt, at hendes fødsler var som at smutte mandler, for alle bekymringer forsvandt, så snart Gitte trådte ind i rummet. Jeg ved det er rigtigt – for jeg var med! Jeg var 5,5 år første gang og 7 år anden gang. Første gang synes jeg det var lidt ulækkert og langsommeligt, men anden gang spurgte jeg min far, hvorfor jeg mon græd, når nu jeg følte mig så lykkelig. Mit første møde med glædestårer.

Jeg har altid “vidst” inderst inde, at jeg var fantastisk til at føde og til at amme. Det var min mor. Det ville jeg også være. Min krop er bygget til det, og hvis ikke de bryster jeg render rundt med kan amme et barn, hvad skulle de så sidde der for? Denne følelse af totalt skråsikkerhed og selvtillid forsvandt som dug for solen, da jeg blev konfronteret med realiteterne, som er virkelighed for de fleste højgravide kvinder. Gitte skulle ikke tage imod mit barn. Jeg ville ikke vide, hvem der mødte mig i mit livs vigtigste øjeblik. Der ville ikke være nogen garanti for kemi, eller hvor fagligt dygtig eller erfaren min jordemoder ville være. Jeg var RÆDSELSSLAGEN. Det var langt under min værdighed at erkende. Jeg har i alle årene brystet mig af ligefrem at glæde mig til at føde og været taknemmelig for, at dette netop var min og ikke mandens opgave. Jeg har altid har set det som et privilegium at få denne oplevelse.  Nu var alle disse følelser væk. Jeg turde ikke.

Alligevel er jeg stærkt overbevist om, at det er vigtigt for både mor og barn, at barnet fødes vaginalt, hvis dette er muligt. Der kan jo altid komme mekaniske eller akutte medicinske komplikationer i vejen, og her er det vigtigste naturligvis, at barnet kommet ud sikkert, uanset om det så er ved et kejsersnit. Så der var ingen slinger i valsen. Jeg havde, grundet tidligere maveoperation, carte blanche til at få planlagt kejsersnit, da ingen kunne spå om udfaldet af en vaginal fødsel, men jeg VILLE føde selv – trods angst. Jeg havde glædet mig hele mit liv til denne fødsel, og det skulle fandeme blive løgn, at den oplevelse skulle tages fra mig pga angst for det uvisse.

Arbejdshandskerne kom på! Researchperioden begyndte. Yoga-, APA-, meditativ-, aqua- og anden fødselsforberedelse var bare ikke lige nok til at overbevise mig om, at jeg havde tjek på det eller i det hele taget kunne klare denne fødsel uden min gudmor. Først da jeg læste om Smertefri Fødsel, var der noget, der begyndte at rykke sig. Ikke at jeg troede på at det blev smertefrit eller for den sags skyld havde behov for, at det blev det, men fordi det gav mig troen på, at jeg kunne bevare kontrollen over angsten, og dermed få min længeventede fantastiske fødselsoplevelse. Jeg så tilpas mange anmeldelser fra kvinder der af forskellige årsager havde været skrækslagne inden fødslen, men havde taget kurset og haft fantastiske fødsler. Det jeg kunne læse mig til om teknikkerne gav mening for mig- ikke så meget i et med smerten og sjælen tilgang, men mere praktisk når dette sker, gør du sådan tilgang. Meget lavpraktisk i virkeligheden – lige noget for mig.

Jeg tilmeldte mig basiskurset efter en vejledende telefonsamtale med Anja Bay, som også mente at det kunne være rigtig gavnligt for mig. Det blev det også. Det jeg opnåede var en forståelse af fødslens faser, som jeg følte mig tryg og hjemme i. Vi lærte rytmen af en ve, og PRÆCIS hvordan vi skulle forholde os under den. Det handlede meget om tilegnede reflekser- altså at indøve nogle gode reaktioner på veen, så man dermed ikke forværrer smerten unødigt. Der var fire sessioner, hvor vi øvede teknikker til både veer, presseveer, fødestillinger og en enkelt gang med vores mænd. Her så vi en helt anden version af, hvad deres rolle i fødslen kunne være, hvis man ønskede mere end en budbringer/ vandbærer. Det var skønt! Og min tro på, at jeg kunne håndtere dette, og at jeg vidste, hvad der skulle ske, gjorde mig tryg. Jeg gik fødslen i møde uden angst. Kurset havde givet mig håndgribelige teknikker til alle fødslens faser og min indre ro og tiltro til egen kunnen var tilbage. Jeg kunne klare det her! Også uden Gitte – min elskede gudmor. Det som hun symboliserede for mig før, var nu erstattet med handlekraft og selvsikkerhed. Jeg var klar!

Selve fødslen forløb ikke lige efter bogen, men det vil jeg gerne fortælle om på et andet tidspunkt. Kurset hos Anja Bay vil jeg altid være lykkelig for, at jeg tog. Jeg er fuldstændig overbevist om, at man har større risiko for en dårlig fødselsoplevelse og lav smertetærskel, hvis man går fødslen i møde med angst og usikkerhed. Derfor er jeg glad for at vide, at jeg gav mig selv de bedste odds for at få en god fødsel. Næste gang vil jeg bruge samme teknik, og der nailer jeg den!

/Katrine

0 comment

Flere eksempler på den uperfekte mor

Leave a Comment