Min datters køn kan aldrig være et tabu

1. December 2016

Vi lever i en tid, hvor der er så stor fokus på inklusion og forskellighed, at vi er i fare for at tabuisere normalen. Det der startede ud som værende en vigtig kamp mod tabuer, har rykket sig så langt i den anden retning, at det nogle gange kan være umuligt ikke at træde folk over tæerne. Det kan til tider føles noget akavet og lidt som om, at vi har givet afkald på afslappetheden.

Det er svært ikke at træde nogen over tæerne, selvom det slet ikke er hensigten. Og også uden at jeg egentlig synes, at det der blev sagt var forkert. Man kan jo godt blive klogere. Fx kan jeg godt forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at bruge ordet “neger”, og derfor gør jeg det ikke. Men jeg kan ikke forstå, at det kan gøre nogle kede af det, at man siger “normalt” om de mest hyppige ting. Heri ligger betydningen af ordet. Så fx at “føde normalt” er den naturlige vej, da det er sådan naturen har indrettet os, og da det er sådan flest kvinder gør. Dermed ikke sagt et eneste nedsættende ord om kejsersnit, da dette jo er en fantastisk mulighed, for de fødsler, hvor dette er nødvendigt.

På én af mine yndlingscaféer hænger der en tegning af en kvinde med en tissemand (eller en mand med bryster). Den er lavet af et lille barn og er faktisk ganske fin. Jeg smilede og talte med min datter om billedet, mens min kaffe blev lavet. Ved siden af stod en ung person, som blev rigtig såret over, at jeg ikke synes, at personen på tegningen så helt normal ud. Vi fik en snak om, at bare fordi normalen var en anden, så var der jo ikke noget forkert i, at se ud som på billedet. Der gik lidt tid, inden vi kunne enes om, at de fleste enten var mænd eller kvinder. Igen var “normalen” anstødelig, sårende og helt forkert at tale om. Jeg synes, det er tungt. At man nærmest skal stå og undskylde, at man forsøger at lære sin 1,5 årige, hvordan kroppen fra naturens hånd ser ud.

På samme måde føler jeg snart ikke, at min datter må være en pige. Hun leger gladeligt med biler og værktøj, men allerhelst leger hun med dukker eller tørrer ting af. Måske fordi hun ser sin mor gøre det, og inderst inde har en instinktiv følelse af at være samme køn som mig. Måske fordi hendes interesser ligger dér helt naturligt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at hun er en pige, og at der slet slet ikke er noget galt med det. Jeg vil ikke have en aktie i forestillingen om, at børn er kønsneutrale de første leveår. Det er de bare ikke! Vi er født med et køn både fysisk og psykisk. Det definerer os ikke som personer, men der er stadig nogle fælles træk, som ses hyppigere blandt det samme køn. Når min datter viser interesse for dukker, så er det sådanne gaver “hun ønsker sig” og ikke de ting, hun leger knap så meget med. Jeg ser først et problem, når man forsøger at dreje sine børns interesser væk fra noget.

Jeg vil ikke have, at mit barn vokser op med følelsen af, at der er noget galt med hendes køn. Der er ikke stærke og svage køn. Der er forskellige køn, og dem omfavner vi i 2016. Jeg kan ikke se det forkerte i at antage normalen. Altså at mit lille pigebarn med kvindelige kønsorganer og kvindelige kønskromosomer identificerer sig som pige. Jeg vil ikke fratage hende, at hun er pige. Hvis hun derimod en dag kommer og viser mig, at hun er noget andet, end det jeg forestiller mig, så sadler vi om den dag. Ikke før. Det svarer for mig til ikke at tale til sine børn, før vi er sikre på, at de kan høre.

/Katrine

NB: Indlægget er redigeret kl. 22.45 d. 3.12.16 i et forsøg på at tydeliggøre, at det netop IKKE er nedladende ment.

12 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

12 comments

Ditte K 2. December 2016 at 11:41

Jeg er så rørende enig. Fantastisk velformuleret og sagligt indspark til debatten om den tabuiserede normalitet. Tak!

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 2. December 2016 at 19:43

Tak 🙂 Det ironiske er, at jeg var rystende nervøs, da jeg trykkede “udgiv”- for hvem kunne jeg nu ikke støde? Det er jo lige det, der er galt. Og selv tak 🙂 /Katrine

Reply
CC 2. December 2016 at 17:55

Sjovt at du alligevel fik det drejet hen et sted hvor I (og alle os andre, som lever fint med at de eksisterende kønsforestillinger) fremstår som ofre? Som de priviligerede (det være sig en del af flertallet og som socialt accepteret), er det ynkeligt at fremstille sig som en det er ‘åh så synd for’, fordi andre gør oprør mod nogle normer, som de finder undertrykkende.

Og mht det psykisk medfødte køn, er det et alt for overfladisk postulat at påstå at man ‘bare fødes med det’.
Der er uden tvivl nogle medfødte komponenter ved psyken, men de er uadskilleligt viklet ind i det sociale og kulturelle, som vi som mennesker formes af. Derfor er det også svært at sige noget om lige præcis hvad der er kønsafhængigt – tænk evt på de (psykiske) forskelle, der immervæk er fx dig og så kvinder i andre dele af verden eller andre tidspunkter af verdenshistorien. Og alle steder og til alle tider har man jo påstået noget om at ‘sådan er kvinder/sådan er mænd’, men rigtig, rigtig mange af de ting er sjovt nok ikke stabile over tid eller geografi.
Det er en overdreven simplificeret (eller misforstået) udviklingsforståelse af børn, hvis man postulerer at psykisk køn er medfødt. Så sort/hvid er verden ikke.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 2. December 2016 at 19:56

Hej CC,
Når jeg læser dit svar, har jeg ud over din tone, svært ved at se, hvor vi egentlig er uenige. Jeg er nemlig helt enig i, at man må være lige den man vil, og lige den man føler, man er. Jeg tror ikke, at det hele er færdigformet, når man er nyfødt, men det dannes hen ad vejen. Noget af det medfødt, og noget af det naturligivs miljøbetinget. Jeg vil gerne have, at min datter får lov at være den hun vil, og deri leger med det hun vil, men dermed mener jeg ikke, at jeg behøver at kalde hende for “høn”. Jeg kan ikke helt se, hvor i indlægget jeg gør mig til offer (hvis det altså er det du mener?). Jeg fortæller bare min oplevelse af, at det ikke er nok at omfavne at folk er forskellige, men at man også må undertrykke sin egen mainstreamness for ikke at støde. Og nu læser jeg jo lidt ud fra din tone og dine ord, at du på én eller anden måde netop er blevet stødt. Jeg bliver ked af din nedladende tone, men vil egentlig gerne forstå, hvorfor du mener jeg gør nogen til offer, da jeg ikke helt kan følge det. Så hvis du på en ikke-nedladende måde (“åh så synd for”, “ynkeligt”, “fik det drejet hen et sted”) vil forklare mig det, så synes jeg faktisk, det er en rigtig interessant vinkel, da det jo nok netop er her, hvor tingene går skævt.
/Katrine

Reply
Nanna 3. December 2016 at 14:15

Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i det ironiske i, at du frabeder dig en nedladende tone fra “CC”, men ikke har noget problem med at bruge selvsamme nedladende tone om en “ung usikker en” der blev “frygtelig såret”.
“Igen var normalen anstødelig, sårende og helt forkert at tale om.” Den sætning er så helt utroligt ignorant og nedladende, at det nærmest overrasker mig at den ikke er ytret af selveste Pia Kjærsgaard. Heteronormen er more or less det eneste vi taler om, den er så helt utroligt overrepræsenteret i populærkulturen, hvorimod homoseksualitet nærmest altid kun er repræsenteret som noget meget anderledes, som noget der skal deales med og tildeles en anden form for opmærksomhed, blot for at være homoseksuelt. Derfor er det eddermame provokerende at stå på den heteronormative side og vrænge “øv bøv, hvor vi bliver undertrykt af alle de minoriteter”.
Den unge og usikre, der blev frygtelig såret, var måske egentlig bare led og ked af at normalen aldrig anerkender HVOR afgørende det egentlig er for deres identitet konstant at se sig selv repræsenteret som det rigtige, og hvor svært det omvendt må være, altid at se sig selv repræsenteret som det anderledes og forkerte.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 3. December 2016 at 19:08

Hej Nanna,
Jeg forstår faktisk ikke ironien, og kan heller ikke se, at det er nedladende at fortælle, at jeg stod ved siden af et ungt usikkert menneske, som blev frygtelig såret. Jeg kunne godt tænke mig at forstå, hvordan jeg skulle have formuleret det, så det ikke var nedladende, for det var faktisk ganske neutralt ladet i min intention. Jeg stod ved siden af en person, som blev vred og ked over, at jeg stod og snakkede med min 1,5 årige datter om, at sådan en tissemand havde far og sådan nogle bryster havde mor, og at de jo normalt ikke sad på samme krop. Der er grænser for, hvor nuanceret man kan tale med en 1,5 årig. Det unge menneske, der havde stået nogle meter væk, kom hen til os og sagde, at det faktisk var helt normalt at se sådan ud. Så talte vi lidt om det, og om at det i hvert fald var helt okay, at se sådan ud, men at jeg jo synes det var fair at tale med et lille barn om, hvordan de fleste så ud også. Vi har hverken grinet, hånet eller noget som helst. Jeg fortalte, at det gjorde mig ked af det, at se vedkommende blive så såret over det, da der jo intet var galt i at se sådan ud. Vi havde egentlig en rigtig fin snak om, det, men jeg læser det også som om, at det er min beskrivelse af personen, der generer dig. Jeg forstår vitterligt ikke, hvad der er nedladende i det- vil du forklare det? Så kan det jo være, at jeg kan blive klogere 🙂
Jeg forstår, som beskrevet i mit svar til CC, heller ikke hvorfor vi er et offer, og hvorfor vi er vi er undertrykt? Hvor kommer det fra? Det er vi da på ingen måde. Det kan godt føles lidt som om, at man gerne vil læse mine ord forkert, når jeg tillægges holdninger, jeg ikke har. Det mit indlæg handler om, er at det godt kan være svært bare at være, fordi der er så mange ting man ikke må gøre eller sige. Den store debat om, at man ikke må kønsindoktrinere sine børn, og hvilke små ting der skal til for at gøre det, som fx at sige hun og han om børnene. Disse ting har jeg svært ved at være enig i.
/Katrine

Reply
Nanna 3. December 2016 at 21:17

Hej Katrine,
Din forklaring i kommentaren er noget mere nuanceret end den er i indlægget – og derfor er det jo selvsagt den indledende tekst jeg blev provokeret af, hvorimod jeg sagtens kan læse den med andre briller efter din uddybende forklaring, omend jeg stadig ikke er enig med dig.
“Ved siden af stod en ung usikker én, som blev frygteligt såret over, at jeg ikke synes, at personen på tegningen så helt normal ud.” Jeg finder formuleringen – uden forklaringen – nedladende og med ironiske undertoner, fordi jeg læser gradsangivelsen “frygteligt” som overdrevet ifht den efterfølgende beskrivelse af situationen. Opførte personen sig virkelig decideret “frygteligt” såret? For jeg læser “frygteligt såret” om en meget voldsom reaktion at byde et andet menneske i det offentlige rum, og det er ikke det indtryk jeg får af din efterfølgende beskrivelse af situationen. Tværtimod kan jeg læse at “I fik en snak” – en formulering der skaber associationer til en afslappet samtale – ikke den slags samtale jeg ville forvente at kunne føre med et menneske jeg umiddelbart forinden havde såret frygteligt. Derfor fik jeg fornemmelsen af at du tillagde personen et ekstra lag “fornærmethed” ved at formulere dig sådan, og det synes jeg var irriterende, fordi jeg tænker at det må være skide svært at skulle deale med at føle sig anderledes, foruden også at få kastet i hovedet at man er nærtagende, når man endelig får opbygget selvtillid nok til at claime sin eksistensberettigelse på lige fod med alle andre.
Nu gentager du jo i kommentaren, at personen blev frygteligt såret og ked af det, og så må jeg jo gå ud fra at det vitterligt var så voldsom en reaktion du stod overfor. Og der kan jeg for så vidt godt forstå dig – jeg kunne sikkert godt have fundet på at sige noget der mindede om det du sagde, til min egen datter – og jeg ville også være blevet overrumplet hvis der så pludselig stod en fremmed person og var blevet så berørt af en samtale mellem mit barn og jeg.
Men det var jeg jo blevet, fordi jeg ikke er vant til at folk generelt reagerer sådan overfor mig i det offentlige rum, og så forstår jeg ikke din efterfølgende generalisering: “Igen var normalen anstødelig, sårende og helt forkert at tale om.” Igen? Er det da noget du oplever ofte? At du bliver irettesat af sårede fremmede når du taler om køn med dit barn? For med din formulering får du det til at lyde som om det er normalen at det er “forbudt” at snakke om køn og seksualitet som noget binært – og det kan jeg på ingen måde genkende. Jeg synes du får det til at lyde som om at der står en hær af minoriteter klar til at skælde ud på dem der ikke lige har styr på de forskellige kønsopfattelser, og det synes jeg virker manipulerende og misvisende.
Jeg skal ikke bestemme om andre mennesker skal kalde deres børn “hen” – jeg gør det ikke selv, og jeg føler heller ikke det er noget jeg bliver shamet for af dem der gør. Derfor kan jeg heller ikke genkende dit “der er så mange ting man ikke må gøre eller sige”. Måske er det fordi jeg ikke kan se problemet i at vi starter tidligt, når det kommer til at nuancere kønsopfattelsen og tage en snak med sit barn om at det ikke er alle der føler sig som enten mand eller kvinde?

Katrine, firstmomproblems.dk 3. December 2016 at 22:03

Hej Nanna,
Jeg er glad for at du skrev igen, da jeg meget bedre forstår det du skriver nu. Jeg forsøgte at undlade at udlevere personen, hvorfor jeg ikke udbasunerede konflikten. Men der blev sagt meget klare ting, hvorefter stedet blev forladt i vrede (som jeg tænkte var sårethed) og døren blev smækket efter vedkommende. Jeg gik efter vedkommende, fordi jeg var rigtig ked af, at have såret nogen, og fordi at det var rigtig ærgerligt, hvis vedkommende gik derfra og følte, at der igen var nogen, som havde såret dem eller tænkt nedladende om dem. For det var der ikke. Slet ikke! Derfor gik jeg efter og forklarede, at jeg helt neutralt havde talt med mit barn om kroppen, og at selvom det var helt okay, at se sådan ud, så var det måske svært for en 1½ årig at forstå, og at den kunne jeg tage med hende når hun kunne sige mere end 2 sammenhængende ord. Jeg oplevede personen “frygtelig ked af det”, hvilket vist også var det h*n selv sagde.
Jeg har korrigeret indlægget nu, for jeg (som kendte hele historien) havde ikke tænkt, at det kunne misforståes. Men det kunne det- og det skal det ikke 🙂 Du må meget gerne læse, om det stadig ser forkert ud, hvis du har tid/lyst.
Mht. “igen var normalen anstødelig og sårende..”, der hentyder jeg til afsnittet ovenover, hvor jeg tidligere har såret nogens følelser, ved at spørge, “skal du egentlig forsøge at føde normalt denne gang?”. Det var naturligvis ikke en fremmede, men en veninde, som havde født ved kejsersnit. Der blev det understreget, at det gjorde hun også første gang, som var ved kejsersnit. Det er ting som disse to eksempler, der gør, at jeg til tider føler, at det på en måde er blevet tabu, at sige ordet “normalt” om de mest hyppige ting, fordi det får nogle til at høre “forkert” om alternativet. Og det er jo slet ikke det det betyder. Det betyder bare hyppigst/ almindeligt. Og derfor synes jeg tit, at jeg virkelig skal koncentrere mig når jeg har helt almindelige afslappede hverdagssamtaler, fordi der altid står én, som kan blive såret. I stedet for at der bare er plads til alle og at alle ord ikke behøver at tolkes ladede, men bare kan være helt neutrale. Men du har nok ret- der kæmpes for eksistensberettigelse, og måske om nogle generationer vender vi tilbage til en tid, hvor man er faldet mere naturligt tilpas fordi man føler sig alment accepteret, og derfor ikke bliver stødt af ord som “normal”. Men jeg frygter bare, at det ikke er helt sådan det bliver.
Ps: Mine hhv 7 og 10 årige papbørn er helt med på at der findes mange flere kønsidentiteter end mand og kvinde, men det er lidt for tidligt for min yngste 🙂
/Katrine

Mia 4. December 2016 at 9:52

Jeg synes, at det i den grad er vigtigt at nå til et punkt hvor alle – ligegyldigt hvem de er, hvordan de ser ud eller hvem de lever sammen med – føler sig accepterede i samfundet.
Når det er sagt, så kan jeg også sagtens følge dig i, at det til tider kan være svært ikke at træde folk over tæerne, desværre.

Jeg har i øvrigt en datter på samme alder som din.
Jeg har egentligt altid forestillet mig, at jeg skulle være mor til drenge – måske fordi jeg har en masse små brødre, og ofte har følt mig bedre tilpas blandt drenge.
I stedet fik jeg en pige, og lad mig lige skynde mig at sige, at jeg IKKE blev skuffet. Bare overrasket, måske.
Min datter arvede en masse tøj og legetøj fra mine små brødre, og jeg har også hen ad vejen købt f.eks. actionfigurer osv. til hende. Et af hendes allerførste ord var “Batman” – længe inden hun sagde mor.
Men hun er også en klassisk pige, med stort P. Hun elsker at klæde sig ud i strutskørt og med håndtaske, hun stiler direkte mod Baby Borns hvis hun ser dem, og hun bruger meget tid på at organisere, rydde op og sortere.
Og selvfølgelig skal hun have lov at være lige så piget hun vil, når hun vil det.
Alligevel tager jeg mig selv i, at ønske mig lidt mere kønsneutralt legetøj på hendes vegne, som f.eks. Schleich-dyr.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 5. December 2016 at 10:13

Hej Mia,

Tak for kommentar 🙂 Ja. Jeg glæder mig også til, at vi alle kan få lov at være som vi er, uden at andre skal blande sig i det. Det burde være sket for længst i 2016!

Det er ret sjovt- jeg har også altid troet det med en dreng, og har også bedst kunne forholde mig til det med brødre og min egen passion for motorcykler, store heste og sport (før jeg blev mor 😀 ) har gjort at jeg tænkte dette gav mening. Men jeg er også selv meget begge dele. Jeg strikker og kan lide kjoler og andre “klassiske kvindeting i vores samfund”. Så jeg kan godt lide, at jeg ser begge dele i min datter. Det er sjovt at følge og se, hvor helt deres egne de egentlig er 🙂

På nuværende tidspunkt kan de jo heller ikke udtrykke klart hvad de ønsker sig- så det er vel fint, at vi prøver os frem med det vi tror de kan lide.

/Katrine

Reply
Mia Elina 11. December 2016 at 0:06

Hej Katrine
Jeg kan godt forstå at du bliver nervøs ved at udgive dette indlæg, jeg havde, ligesom dig, oplevelsen af at skulle træde varsomt, for hvem kom man mon til at støde nu. Men så gik det op for mig, at det jo faktisk var helt okay!
Jeg er – ligesom dig (tror jeg 🙂 )- en heteroseksuel hvid kvinde, hvilket betyder at jeg er ret priviligeret. Jeg har aldrig skulle kæmpe for min ret til at være mig selv, jeg lever så fint op til andres forventninger til hvad jeg er og bør være, og så er det jo ret nemt at være mig. Men sådan er det bare ikke for alle. Der er enormt mange mennesker der hele tiden må kæmpe for at blive accepteret, og den position kan jeg (og muligvis også dig?) bare ikke sætte mig fuldstændig ind i. Derfor skal jeg irettesættes, derfor jeg skal vide hvornår jeg sårer nogen. Ikke for min skyld, men for deres skyld – for det må fandme godt gøre lidt ondt eller være lidt træls at være priviligeret.
I stedet for at begræde den taburiserede normalitet, skulle vi måske glæde os over, at det i stigende grad bliver legitimt at sige fra, når man udelukkes fra “normalen” og at normalen bliver taget op til diskussion. Det tror jeg er lige præcis sådan at vi sikrer at køn aldrig bliver tabu.
Du skriver til Mia, at du ønsker at alle kan være som de er, uden andres indblanden. Jeg tror at den nemmeste vej dertil, er at lytte til hvornår andre føler at de lige præcis ikke har ret til det. Og så lige glemme os selv et øjeblik 🙂

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 16. December 2016 at 19:58

Hej Mia Elina,

Tak for dit sobre svar og dit indspark til debatten 🙂 Jeg beklager, at jeg ikke har set dit svar før nu, men den var lige smuttet.
Jeg synes ikke, at det behøver at “gøre lidt ondt” eller “være lidt træls” at være priviligeret. Jeg synes det forpligter én til at være respektfuld og rummelig over for andre, som ikke er det. Vi kender ikke hinandens verdener eller historier, og jeg forstår ikke, hvorfor nogen skal straffes lidt for at være, det du benævner som priviligeret.
Jeg glædes med alle jer andre over, at vi nærmer os en tid, hvor det er accepteret, at være lige den man er, selvom vi desværre har nogen vej tilbage. Jeg glædes over, at vi lever i en tid, hvor vores børn kan få lov at føre de liv, der giver mening for dem. Der vil altid være fordomme og uinformerede personer blandt os- hvorfor racisme, sexisme osv fortsat kan leve i 2016. Men vi er langt. Og det er (til trods for førnævnte) heldigvis alment accepteret, at vi- kvinder som mænd, sorte som hvide, heteroseksuelle som homoseksuelle naturligvis skal behandles lige.
Jeg vil, som du skriver, også rigtig gerne vide, hvornår jeg sårer nogen, og jeg vil gerne forstå hvorfor. Og jeg vil gerne tage til efterretning, når noget giver mening. Det er svært på skrift at sætte ord på, da tingene hurtigt fordrejes til noget fordomsfuldt, til trods for, at det slet ikke er sådan ment.
Jeg står ved, at ordet “normalt” ikke er ladet, og at det betyder dét, der er hyppigst. Jeg synes det er underligt, hvis vi som (i mine øjne) misforstået hensynstagen, skal pakke ind og tale uden om. At sige til sit 1,5 årige barn, “sådan ser en dame normalt ikke ud”, når der også er en tissemand, er simpelthen nødt til at være okay. Det betyder ikke, at mennesker aldrig ser sådan ud, og det betyder heller ikke, at der er noget forkert ved at se sådan ud. Og den samtale kan vi så tage, når hun er 5. Men lige nu er hun 1,5 år, og det er okay med den simple udgave.

Tak for dit besyv- jeg har læst det flere gange, og synes at du forklarer dit synspunkt rigtig tydeligt og konstruktivt. Jeg er muligvis ikke 100% enig, men langt hen ad vejen er jeg jo 🙂 Og så længe man behandler hinanden med respekt og med tanken om, at vi alle kommer fra noget helt forskelligt, synes jeg der er plads til at se forskelligt på tingene.

/Katrine

Reply

Leave a Comment