Klokken er 04.12 og du er udhvilet.

18. december 2015

Kære fantastiske lille vidunderlige baby, som jeg elsker til verdens ende og tilbage.

Jeg er så træt. Du har hostet fra kl. 23-24, hvor jeg har siddet med dig i mine arme på sengekanten. Efterfølgende har du været urolig og forvirret, når du ved et uheld er kommet til at lægge dig på maven i søvne. Du har hostet igen fra 01.40 til 02.15, hvorefter jeg har forsøgt at amme dig til ro. Kl. 04 begynder du at pludre. Ikke grynte. Pludre. Den store forskel her er, at du ikke er søvndrukken og sulten, men at du er fuldstændig vågen. Kl. 04. Jeg er tom for ord… eller… helt tom for ord er jeg vel ikke, eftersom Working Man og jeg tager et slag nattekrig. Som jeg taber. Der er tilsyneladende mere trumf i at skulle på arbejde, end at skulle alene med baby i Frederiksberg Centret og købe sports-BH. NÅH!

Nu ligger du der på legetæppet med din latterlige sing-along-telefon og alt det andet larmende lortelegetøj og er alligevel kun helt glad, når jeg klapper og laver sjove ansigter. Det er fedt, fordi der faktisk ikke er noget, jeg har mere lyst til her kl. 05.30, som den efterhånden er blevet. Okay, spydigheder er vist nok ikke så klædelige, men der er simpelthen grænser for hvilken selvkontrol, du kan forvente af din mor på disse tider af døgnet. Jeg laver en kop the.

Sidste (og vist nok eneste) gang jeg ellers gjorde det på denne tid af døgnet var i december 2001, få uger før jeg mødte din far. Jeg var backpacker i New Zealand og har altid haft et had-kærlighedsforhold til myg. Jeg bidrog med hadet, de med kærligheden. På dette tidspunkt var vi så mange i forholdet, at da jeg havde talt til 150 myggestik på højre arm, så opgav jeg at tælle mere på resten af kroppen. Jeg reagerede allergisk og kunne slet ikke være i min krop for kløe og utilpashed. Mine nætter gik med at skylle mit tøj op i koldt vand og vikle det omkring min krop i håb om bare et par minutters dulmen. Der var en lille uges tid i denne periode, hvor jeg helt alvorligt ikke sov. Én af de sidste vågne nætter, hvor jeg var blevet en form for tilvænnet til søvnmangel, sad jeg og arbejdede på et 1000 briks puslespil. Og drak the. Ligesom nu.

Den store forskel på dengang og nu er, at det der skete dengang var fuldstændig meningsløst og kløe ER bare værre. Kløe er ALTID værre. Du, min skat, er ikke meningsløs. Du er vidunderlig og nuttet og glad, selvom klokken er fire om natten. Du er også pjævset, men du gør dig så umage med de forskellige ansigtsudtryk, at jeg ikke kan andet end knuselske dig alligevel. Derfor er det dog stadig mothermocking hårdt, og jeg skal koncentrere mig for ikke at tale hårdt til dig i afmagt, når intet af det jeg gør (her klokken lorteble om natten) virker. 

I tilslutning til Kristinas fine ord vil jeg erklære, at 100% af tiden er det pissefedt at være mor, men noget af tiden er det også 100% hårdt. Selvom det er fedt. Så kæreste lille skat. Bær over med mig, hvis du synes, at titte-bøøø er lige lidt for uentusiastisk i dag, og når dine skønne smil og skrig bliver mødt med trætte, opgivende øjne i stedet for stolte, forelskede moderlige øjne. Dem som man ser på film. Mor er så træt. Men jeg elsker dig.

De kærligste hilsener 

Mor

 

11 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

11 comments

Sonja 19. december 2015 at 0:41

Oh yes, the joy of having a baby! Kan ikke lade være med at smile, når jeg læser din fortælling. Mindes om dengang min søn var omkring de 18 mdr og led af natteterror. Efter et af de natlige skrigeture og i desperation for at få ungen ud af sin trance, valgte min mand at tænde for tv’et. Han vågnede langsomt op, men resultatet blev bare, at vi så havde en vågen dreng ca samme tidspunkt som din :o) Og hvad gjorde min mand så! Efter en meget tidlig morgenmad gik han Kl 05.30 sgu på legepladsen med vores søn – og det mest sinddsyge var, at der var en anden far med sin dreng!!!!!! Fin blog I har fået skabt jer – vil helt klart følge med!

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 19. december 2015 at 15:09

Hej Sonja.
Sikke synd for jeres søn. Det lyder skrækkeligt det der natteterror. Og sikke en skøn mande-løsning. Legeplads midt om natten. Jeg grinede sådan, da jeg læste at der sad en anden, at jeg var nødt til at fortælle det til min kæreste. Det samme kunne være sket for ham.
Hyggeligt at du vil følge os. Vi har hørt godt om dig og dine evner 🙂
/Katrine

Reply
Sonja 19. december 2015 at 16:18

Hej Katrine,
Ja, det var sjovt! Hvad man ikke gør, når man er desperat! Der er også dem som må køre om natten for få barnet til sove! Jeg forstår det godt!
Ja, natteterror er strækkeligt. Første gang det sker så tror man, at ens barn er besat og det første man prøver jo på er at trøste sit barn. Det er så bare det værste man gøre. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, at jeg har siddet ved siden af tremmesengen og sunget Lille Peter Edderkop og ventede på, at anfaldet stoppede. Heldigvis stoppede det han var 2 år. Vores mellemste har aldrig haft mens vores mindste også havde det, men i mildere form.
Fedt, at I har hørt om mig?Må man høre hvorfra?
Sidst må jeg lige høre om I på selve bloggen har sådan en “følg bloggen” eller er det gennem Facebook man skal opdateres med nye indlæg
God aften?
Kh Sonja

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 20. december 2015 at 1:17

http://firstmomproblems.dk/graviditet/det-behoever-du-ikke-pakke-i-hospitalstasken/
Du kan lige se dette link. Det er i kommentaren, du er anbefalet 🙂
Vdr. knappen, så har vi den ikke endnu, men det tænker jeg, at vi kan fikse. Vender tilbage.
Det der terror. Jeg synes, det lyder skrækkeligt! Ved man hvorfor de får det? Og hvad er det der sker?
Kh Katrine

Reply
Sonja 20. december 2015 at 18:54

Man ved ikke hvorfor det sker, og hvem der får det…. Du kan læse mere om det her http://www.babycenter.com/0_night-terrors_142.bc?Ad=com.bc.common.AdInfo%4036584f89
Men det er i hvert fald det værste, for man er slet ikke i stand til at trøste sit barn, og bare sidde der og se til er sindssyg svært. Heldigvis er det kun en fase – den bare MEGET lang…..
Sødt af Signe at nævne mig…. Tror lige jeg skrive en kommentar til den tråd, for det gør ondt i hjertet at læse, hvad nogle af jer oplever…..

Reply
Signe 20. december 2015 at 20:19

Hæ, jeg elsker internettet, når sådan noget her sker 🙂 Sonja, jeg så jo at du havde startet dit eget, fordi jeg kender Mai-Britt, som er JM på Riget, og hun havde delt din hjemmeside på facebook. Og så kunne jeg kende dig på billedet. Min mand og jeg har ofte talt om, hvor befriende det var, da du svarede ‘hvad synes du selv’? Jeg husker ikke engang spørgsmålet, men jeg var så forvirret af alle de råd og jeg troede, jeg skulle spørge om alt – fordi jeg intet kunne. Og pludselig gik det op for mig, at jeg måske kunne trække lidt på min sunde fornuft 😉
Det er en virkelig sjov historie med legepladsen!

Reply
Sonja 21. december 2015 at 9:24

Hvor hyggeligt, at du svare mig her 🙂 Ja, hvad synes du selv….. et spørgsmål som jeg ofte stiller, da så mange glemmer, at de har altså selv noget at sige her, og den sunde fornuft er derinde et sted….. og med sund fornuft kommer man alligevel langt afsted med…… Jeg har skrevet en længere kommentar under det andet indlæg…

Katrine, firstmomproblems.dk 20. december 2015 at 20:59

Tak for link. Det lyder som noget min datter ikke har tænkt sig at få, for det kan hendes mor ikke holde til!

Reply
Sonja 21. december 2015 at 9:25

Ej, det håber jeg ikke at hun får, men hvis hun pludselig vågner en nat, og ikke er til at komme i kontakt med, så ved du hvad som sker, og hvad du IKKE må gøre 🙂

Karoline, firstmomproblems.dk 20. december 2015 at 17:39

Hej Sonja! Tak fordi du vil læse med! For opdateringer, så se i den mørke blok nederst på forsiden http://www.firstmomproblems.dk. Her finder du både en Facebook-likeboks, en Bloglovin’-knap og en mulighed, der hedder “Registrér” – med den sidste får du tilsendt en e-mail, når vi blogger noget nyt! Det er i hvert fald intentionen herfra, altså, at der skal gå en e-mail ud til dem, der måtte ønske det 🙂 Mvh Karoline, firstmomproblems.dk.

Reply
Sonja 21. december 2015 at 8:47

Det er hermed gjort 🙂

Reply

Leave a Comment