Jeg skal sikkert lære at elske hende…

6. December 2015

… tænkte jeg. Faktisk brugte jeg ret meget krudt på, at forberede mig selv på, at jeg IKKE ville elske hende fra første sekund. Hvordan skulle jeg egentlig kunne det? Jeg kendte hende jo ikke endnu. Og inderst inde ønskede jeg rigtig rigtig meget, at jeg ville se på hende og smelte med den stærkeste følelse af kærlighed nogensinde kendt blandt mennesker. Men jeg var så bange for, at jo mere jeg ønskede det, jo mindre var chancen for det, og jo større ville skuffelsen blive, når jeg kiggede på babyen og følte… ingenting.

Så jeg forberedte mig på, at det ville tage tid. Jeg fortalte mig selv, at det var HELT OKAY, at jeg skulle bruge nogle måneder på ikke at føle noget. Der er jo altid nogle som fortæller om, at sådan var det for dem, og jeg nægtede at stille mig selv i en situation, hvor jeg ville blive knust over ikke at spontanelske mit barn. Jeg fortalte henkastet venner og familie, at jeg da helt sikkert skulle vænne mig til hende, og at det var helt okay med mig. Jeg mærkede efter, og tænkte i graviditeten ting som, “elsker jeg hende nu?”. Og hvornår gør man egentlig det? Elsker? Hvad er tærsklen? Man holder jo rigtig meget af, men hvornår går det over i, at man elsker? Åh, alle de tanker. Man kan gøre sig selv helt forvirret.

Dagene inden fødslen spurgte min søde kæreste pludseligt, “hvad nu hvis noget går galt, og de spørger mig, om de skal redde dig eller barnet? Hvad vil du så have jeg svarer?”. Meget umoderligt nærmest gisper jeg efter ham, “MIG SGU DA! Vi kan jo ikke lave en ny mig, og vi kender hende ikke endnu”. Den dårlige samvittighed over svaret og bevidstheden omkring, at det selvfølgelig ikke var så simpelt i virkeligheden, tog vi naturligvis også en lille snak om. Han “ELSKER” at snakke om følelser- særligt i forbindelse med hypotetiske scenarier. Heldigvis bliver en far aldrig stillet det spørgsmål… de skal nok prøve at redde begge.

Så kom hun ud- ikke så elegant endda, men det er en helt anden historie. De sagde, “alle stille! I må IKKE stimulere hende! Hun kommer ikke op til dig, men over til pædiateren, som skal suge det seje grønne fostervand”. Hun kom ud, og jeg rakte instinktivt armene frem mod hende, som om jeg ikke kunne trække vejret, før jeg havde hende hos mig, til trods for at jeg lige havde fået at vide, at det ikke var sådan det skulle foregå. Pædiateren havde hende på sit bord i hele 25 minutter (Nicolas siger det var ca. 1 minut, men hvad ved han), før hun endelig kom over til mig, så jeg kunne trække vejret ordentligt igen. Hun var hos mig, jeg var hel, og jeg E L S K E D E, som jeg aldrig har elsket før. Jeg kunne slet ikke være i min krop af kærlighed og stolthed, og alle mine tanker om at lære at elske virkede en lille smule fjollede, nu var hun var der. Hun var min. Hun ER min. Og hold nu KÆFT, hvor jeg elsker hende.

/Katrine

0 comment

Flere eksempler på den uperfekte mor

Leave a Comment