Jeg bliver en lille smule ærefrygtig, når jeg kommer i tanke om, at det er mig, der er “moren”

4. marts 2016

Det lyder måske banalt og en anelse infantilt, men ikke desto mindre er det præcis sådan, jeg har det. Ikke hele tiden. Men som en skylle af følelser, der overvælder mig i specifikke og uforudsigelige situationer.

Jeg tror, der er mange forskellige aspekter af min ærefrygt.

Delvist er jeg stadig overrasket over, at jeg virkelig er godkendt. Jeg går i hemmelighed og venter på, at nogen opdager mig. “Hov vent lige- hende derovre er ikke rigtig voksen. Hun leger bare”. Inden jeg blev læge, var jeg overbevist om, at når jeg blev læge ville jeg vide alt om kroppen, mennesker og sygdomme. Stort chok var det at aflægge lægeløftet iklædt mit nye læge learners license. På samme måde troede jeg, at når jeg blev mor, ville jeg være 100% mor. Føle mig som en mor, opføre mig som en mor, tænke som en mor- og selvsagt- vide ALT med sikkerhed… som en mor. And yet again- her sidder jeg, og er sådan set en mor, og jeg har stadig ikke styr på noget som helst. Eller har jeg…?

Der er også en komponent af stolthed. Når folk fortæller mig, at “hun da er den skønneste lille pige”, de længe har set. Eller når nogen siger “din datter” i en sætning, og jeg overraskes over titlen. Igen. Endnu vildere når jeg selv siger “min datter” og overraskes. Og den helt specielle situation, når man introduceres- ikke længere som sig selv, men som nogens mor. Den største stolthed og ud-ad-morkroppen-oplevelse føler jeg, når jeg i relevante sammenhænge selv siger, “jeg hedder Katrine, og jeg er K’s mor”. Wow! Så er man sgu nogen! Nogen som er pisse vigtig for i hvert fald én person.

Og lige præcis det, at jeg er vigtig, bringer de stærkeste følelser af ærefrygt. Jeg bliver så ubeskrivelig rørt, når min elskede lille datter hulker sine lunger ud, og jeg træder ind på værelset, og alt bliver godt. JEG er moren. JEG er den der får alt det onde til at gå væk igen. JEG er den, hvis blotte tilstedeværelse, kan gøre alting godt igen. Gøre det trygt. Lige præcis denne sidste del, er nok det der vælter mig allermest af pinden i ydmyghed over den kærlighed, jeg har fået. Tænk at jeg kan være nogens tryghed.

Jeg er så beæret over, at få lov at være den, der passer på hende. At få lov til at være den, der trøster hende, og giver hende kærlighed nok til, at hun med tiden finder selvværd til at tro på sig selv. Det er så vigtig og ærbar en opgave, og den er min. Nu er det MIG, der er moren. Og jeg vil kæmpe røven ud ad bukserne for at gøre det godt nok. Jeg føler en usammenlignelig stolthed, når jeg tålmodigt trøster længe, eller står op mange gange og skifter sengetøj på nætter, hvor hun er syg. Jeg er MOR, og jeg er god til det. For det meste. Jeg har født hende, og hun har valgt mig. Kærlighed er en overvældende størrelse.

/Katrine

4 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

4 comments

Mette 5. marts 2016 at 8:36

Katrine, du skriver fandme nogle gode indlæg! Ærlige, relevante og rammende – jeg griner og græder og kan kende mig selv som nybagt mor, i det du skriver, så tak for at du deler!

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 6. marts 2016 at 20:03

Af hjertet tak. Det er altid en meget blottet følelse, at være ærlig i offentligheden uden at kunne forsvare sig 😀 Altså folk kan jo misforstå noget, eller dømme alt det de vil, og jeg kan intet gøre. Men samtidig synes jeg, det er så befriende ikke at leve op til alle de idealer om den perfekte mor i det perfekte liv, som vi alle sammen er med til at styrke i den tid vi lever i. Jeg forsøger at udfordre mig selv til at være ægte. At du ser det, og siger det til mig, gør mig SÅ glad og stolt. Tak selv 🙂

Reply
Marie 5. marts 2016 at 12:35

Åh, hvor er det et fint indlæg. Jeg kan så godt følge dig. Når jeg jævnligt bliver vækket om natten, fordi min datter for tiden har brug for at sove ved siden af mig, kan jeg de fleste gange ikke lade være med bare at nyde, at hun netop finder trygheden ved, at hun kan mærke mig. Bare en lille fod på mit ben eller en hånd i mit hår er nok. Det er da sødt (og nogen gange irriterende, når jeg slet ikke får sovet nok.) 😉

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 6. marts 2016 at 20:04

Jeg kender det! Jeg skammer mig lidt og håber, at hun ikke kan se mig, når jeg bliver pavestolt, fordi hun kan rejse sig op i tremmesengen og kræve at komme op. Det skal hun jo ikke! Hun er puttet! Men hun KAN!! Og jeg er stolt. Og træt og irriteret. Men også stolt 😀

Reply

Leave a Comment