Hvis hun dør, gør jeg det også.

23. August 2016

Jeg har altid undret mig over den der graduering af kærlighed. “Du ved ikke, hvad det vil sige at elske, før du bliver forælder”. “Man elsker sine børn højere end noget andet”. “Ens kæreste ryger et trin ned i kærlighedshierarkiet, når man bliver forælder”. “Børnene overtager pladsen, som kæresten tidligere havde i ens hjerte” osv.

Hvorfor kan man ikke elske begge parter uanet? Og hvorfor overgår jeg dør uden dig-følelsen fra ens kæreste til ens børn, når man får dem? Dør man ikke uden dem alle sammen?

Da jeg (gen)fandt min kæreste, havde han to børn og en ikke bagsiglæggelig fortid. Hans fortid ville for evigt være vores nutid og tilværelse. Det er logisk nok- børnene frem for alt. Når man endnu ikke har så mange aktier i forholdet, er det ikke svært rumme. SELVFØLGELIG elsker han sine børn højere end mig. Det SKAL han- han er en far. Men at rumme langt inde i sin forelskelse, at den mand man ikke længere kan se et liv uden, og elsker mere end nogen anden, elsker to andre mennesker (langt) højere end dig- det er faktisk en mærkelig, ulige følelse. Hvorfor kan man ikke ligge oppe på den førsteplads sammen med dem? Jeg vil da gerne dele.

Den følelse ville nok være ganske lige til og let at rumme, hvis begge parter var kommet ind i forholdet med børn. Så ville man fuldstændig ligesindet elske hinanden meget, men sine egne børn uendeligt. Fuldstændig lige kærlighed i en smuk hierarkisk sløjfe. Men når den ene står med åbne arme og uendelig kærlighed, og den anden allerede har en optaget plads lige der, kan det godt være svært at forstå, hvorfor der ikke er plads til mig lige der også.

Så blev jeg mor.

Hvis hun dør, så dør jeg også. Så simpelt er det. Fra et liv fyldt med mening uden børn til et liv, der kun giver mening med hende. Jeg kan ikke se noget værd at leve for, hvis jeg mister hende. Herunder min elskede handyman. Han ved det. Vi snakkede om det forleden, hvor han luftede forskellen på at have et og på at have flere børn. Han frygtede for mit liv, hvis der skete hende noget, mens han altid ville have noget uendeligt vigtigt at leve for. Det er fuldstændig rigtigt.

Når jeg tænker på det dersens kærlighedshierarki nu, så tror jeg ikke, at ens kæreste bliver skubbet ned på anden række. Jeg tror simpelthen, at børnene bliver tilføjet ovenover, som en stjerne på juletræet. Derfor er denne kærlighed så altoverskyggende. Børnene er helt uden for nummer, og kæresten har stadig førstepladsen. Jeg tror, naturen må have indrettet os sådan, fordi han godt kan overleve uden mig, men det kan mit barn ikke.

Min kæreste, der selv mener han er meget uromantisk, fortalte mig dog i sin tid, at han ikke føler at børnene har en førsteplads og jeg en anden plads. Han mener, vi har hver vores førstepladser i to helt forskellige kærlighedssystemer. Den tanke kan jeg rigtig godt lide også.

/Katrine

2 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

2 comments

Marie 25. August 2016 at 8:52

Jeg tænker præcis de samme tanker om, at livet ville blive meningsløst uden min datter, uanset hvor højt jeg elsker min kæreste. Indimellem tænker jeg, at jeg er nødt til at have et barn mere for at “sikre mig”, fordi jeg kan blive helt skør i bolden af at tænke på, hvis der skete hende noget. Det er både fantastisk og skræmmende at elske nogen SÅ højt.
Og sikken en sød beskrivelse af kærlighedssystemer, din kæreste har!

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 31. August 2016 at 19:13

Ja- jeg kan fuldstændig følge dig Marie! Så absurd som det lyder. Og ja- jeg er også vild med hans systemer <3

Reply

Leave a Comment