“Hun er da ikke en baby længere, Katrine. Hun er en lille pige” … (!!!!!!!!!!!)

7. March 2016

Sagde min mor sådan helt uden at vide, hvor minefyldt et felt hun netop havde buldret hen over. Et barn! ARE YOU FUCKING KIDDING ME?? Jeg har jo LIGE født! Jeg er da bedøvende ligeglad med, at hun klapper, vinker mens hun siger “ej-ej”, rejser sig op ad alting, skovler rigtig mad ind i store mængder og går i vuggestue. Hun er en baby. Faktisk næsten nyfødt. Og så gider jeg ikke snakke mere om det, ellers kan du besøge mig igen, når hun skal starte i skole.

Det gør ikke noget som helst bedre, at hun netop har fået sin første tand. Den kigger frem nede i undermunden, og jeg er bare slet ikke klar. Jeg ved godt, at man typisk får tænder mellem 6 og 9 måneder, men det vidste baby-K heldigvis ikke, for hun fik den først i morges, hvor hun er 10,5 måned. Alle de andre børn i mødregruppen har haft tænder i flere måneder. Egentlig har jeg, siden de andre fik tænder, tjekket hende dagligt, og her 4 måneder senere besluttede jeg at lade være med at tjekke hele tiden. To dage efter min beslutning, tjekker min mor hende og bingo! En lille tand. Det tog mig adskillige minutter og stramme, vuggende tvangsknus før jeg overkom, “hun har fået en taaaaaaaand”-gråden. Jeg. Er. Ikke. Klar.

Jeg synes, alle andre er så pisse klar både på mine vegne og med deres egne babyer. Jeg kan ikke leve op til al den klarhed! Det er egentlig ikke fordi, jeg er overbeskyttende. Jeg er faktisk mere “op igen”- mortypen, men det går bare for stærkt. Jeg føler ikke, at jeg er klar til at tage afsked, med den alder hun har, og sådan har jeg haft det, siden hun blev født. I mødregruppen var de andre ovre dette issue allerede efter de første par måneder. Den ene meldte klart ud, “sådan gider jeg simpelthen ikke gå rundt og have det, for jeg kan ikke stoppe tiden alligevel”. Ret tjekket sagt og besluttet, og jeg tænkte, “nå, men så lader jeg også bare være med at have det sådan”. Men det gjorde jeg ikke.

Egentlig er det en lille smule dobbeltsidigt, for jeg bliver jo ubeskriveligt stolt, hver eneste gang hun gør noget nyt. Jeg synes hele tiden, at NU har hun den bedste alder. Så jeg ved godt, at jeg et eller andet sted der inde i dybet, er glad nok for, at hun vokser. Det er bare så svært at give slip. Det er jo altid en alder jeg elsker, som jeg aldrig mere skal få lov at opleve. Nå … det kan jeg lige mærke, at jeg ikke lige skal tænke mere over nu.

Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! Hun er en baby! 

/Katrine

6 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

6 comments

Lise 7. March 2016 at 16:00

Det er derfor man får nummer to ?

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 7. March 2016 at 18:50

Ha ha ha true that! Nej, jeg vil bare hellere have at dette går lidt langsommere. Nogen har sat turboen på, og det behøvede de slet slet ikke 😀

Reply
Marie 7. March 2016 at 19:32

Min mor har fra starten haft travlt med næste skridt: Villet “se øjne” da hun stadig sov konstant, have smil, og i det hele taget hele tiden ville have den næste, mens hun har sagt: “Det bliver bedre endnu”.

SHHHH altså. DET ER HELT PERFEKT LIGE NU!!!

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 7. March 2016 at 19:53

Åh, så fint formuleret Marie! Det er netop helt perfekt LIGE NU! Jeg er så ubeskriveligt forelsket i hende i hvert eneste enestående øjeblik, at jeg ikke rummer, at de er væk i morgen. Hun vil aldrig mere være min tandløse lille gummegrinebider, og jeg rummer det næsten ikke. Heller ikke selvom strittand også er skønt. Men ja- de ved nok bare, hvor mange fantastiske ting vi har i vente- og er mere utålmodige end os uvidende 😀

Reply
Heidi 10. August 2017 at 13:30

Du har jo lige beskrevet præcis hvordan jeg har det! Tiden går alt for stærkt og jeg kan slet ikke følge med. Hver eneste periode har noget magisk over sig synes jeg. Synes også alle andre er så meget mere klar, også på mine vegne – så tak for at beskrive den følelse 🙂 🙂

Reply
Katrine 11. August 2017 at 12:27

Velbekomme. Det er så meget nemmere at dele sine følelser med andre. 🙂 Jeg kan trøste dig med, at nu hvor hun er godt 2 år, så føles panikken over at hun vokser ikke helt så voldsom. Jeg er begyndt at sætte meget mere pris på alt det hun kan og udvikler sig til, uden samtidig at føle at jeg mister den gamle. Og dog… det er der stadig, men slet ikke i samme grad <3 Og tillykke i øvrigt- med din lille baby 😉 /Katrine

Reply

Leave a Comment