“Hej, jeg hedder Kajas mor”.

12. October 2017

Genkendeligt? Altså selvfølgelig går vi ikke rundt og siger, at vi hedder “nogens mor”. Men så alligevel.

I mødregruppen hilser man pænt på sine nye mor-veninder og siger, “Hej, jeg hedder Katrine, og det her er Kaja”, mens man komplet uvidende om sin nye identitetsglidning påbegynder det første sociale skridt som mor. Man formes ligeså stille som forskellige mødre i hinandens trygge nærvær, og så pludseligt er det slut. Den første i mødregruppen skal starte på arbejde. Mig. Babyboblen og morlivet, som man kender det, er slut, og guldklump skal i den anledning afleveres til vildt fremmede mennesker.

FORNUFTEN: “Husk nu på, at bebs jo også er ved at være klar til nye udfordringer”. “Hun keder sig”, og “børn har gået i vuggestuer, som vi kender dem siden 60’erne, så nu må du lige tage dig sammen”.

DET BRISTEDE HJERTE: “Ingen kan mærke hendes signaler som du, og ingen kan skelne mellem hendes jeg-er-sulten-gråd og hendes jeg-er-træt-gråd. Hvad hvis verden alligevel bliver for meget, og mor ikke er der? Hvad hvis hun tror, at hun bliver forladt? Hvad hvis hun græder i løbet af dagen, og har brug for sin mor? Kan hun godt håndtere, at det skal være en anden voksen, der trøster hende?”

For man ved jo godt, at hun kan trøstes af andre, men man ved alligevel ikke helt, om det er godt nok. For selvom de er fantastisk dygtige og hjertelige, så er de ikke hendes mor. Men dagen oprinder. Far laver indkøring (behøver jeg at forklare hvorfor?) og ugen efter skal man selv aflevere. Efter det store kunstige smil med vink sidder man i garderoben og mislykkedes med tåretilbageholdelse, når nogen pludselig siger, “er du Kajas mor? Det skal nok blive bedre- jeg er Woodys mor, og sad selv der for en måned siden, men de bliver SÅ glade for det”. Og så møder man Olivers mor, og Pils mor og først flere uger (måneder) senere går det op for én, at man jo også kunne spørge, hvad de egentlig hed, før de blev mødre. Andet sociale skridt som mor er påbegyndt.

Man hører ofte dette fænomen omtalt negativt. At man mister sin identitet og bare bliver nogen i kraft af sit barn. Men jeg må helt ærligt indrømme, at jeg elsker det. Jeg elsker at se verden fra den anden side. Altså fra min lille datters øjne i stedet for gennem mine egne, som jeg trods alt har gloet ud ad de sidste 35 år. Jeg er meget mere stolt af at være hendes mor, end jeg nogensinde har været af at være mig selv. Så det har aldrig egentlig generet mig at hedde “Kajas mor”, og det har altid kun gjort mig lykkelig, at se min mor omfavne mit barn, for så at komme i tanke om mig et kvarter senere. Jeg føler mig allerede hilst på, når jeg ser glæden i både min datters og min mors øjne, når de genser hinanden. For det kan godt være, at hun er født, men hun er stadig en del af mig.

/Kajas Mor

 

2 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

2 comments

Cecilie 13. October 2017 at 10:59

Fik helt tårer i øjnene af din post. ❤️
Jeg elsker også at være Simon og Sofies mor. På trods af at Simon nu er starter i skolen, er der stadig børn fra børnehaven (som også er vuggestue for Sofie), der siger ‘hej Simons mor!’

Reply
Katrine 13. October 2017 at 11:52

Tak 🙂 Hvor er du sød. Ja, jeg synes også det er herligt. Så sent som i forrige uge kom der en pige op, sammen med underboens datter, fordi de skulle låne noget mel. Da pigen spurgte, hvem jeg var, blev der som det naturligste svaret, at jeg var A & V’s papmor, og at jeg også boede her. Også boede her 😀 Ja, øh.. jeg ejer det så. Det er simpelthen så skønt og fint, hvordan børn ser børn, og så er vi bare deres sidestykker. Ligesom vi ser voksne, og børnene er ligesom bare nogle der følger med de voksne. De omvendte briller er sjove- det er dem, der gør det så skide sjovt at være mor. /Katrine

Reply

Leave a Comment