Da jeg skamfuldt hev “den” frem i fuld offentlighed første gang. Barnet var jo sultent.

23. May 2016

Jeg havde endnu ikke været i en situation, hvor jeg havde været nødt til at gøre det offentligt. Jeg vidste måske godt lidt i baghovedet, at jeg ikke rigtig havde lyst, men jeg var ikke klar over, hvor grænseoverskridende det var, før jeg sad i situationen. I endnu én af barselshverdagens logistiske udfordringer blev min lille uvidende datter pludselig sulten midt på Købmagergade. Jeg havde heldigvis Karoline ved min side, da jeg ved et cafebord foran ‘Joe and Juice’ pludselig måtte blotte mig i et meget privat og faktisk overraskende skamfuldt øjeblik.

Op ad tasken trak jeg med sænket blik og hjertebanken en flaske og en brik med modermælkserstatning, som jeg uproportionalt selvbevidst hældte over i flasken, mens jeg følte at alle i 500 meters omkreds kiggede og pegede i forargelse over min ugerning. Da jeg gav mit lille barn mad løb tårene ned ad kinderne på mig i skam over, at jeg ikke havde været i stand til at amme hende, som jeg og alle andre jo VIDSTE var det sundeste. Mest politisk korrekte. Klart mest nutidige og speltede. Mindst selviske og mest rigtig mor-agtige.

Jeg sidestillede det. Jeg var en dårligere mor, fordi jeg flaskede mit barn.

Alle mine egne let skjulte fordomme ramte mig som et bræt i ansigtet. Jeg måtte erkende, at jeg få sekunder inden, jeg selv havde fundet flasken frem, havde haft ondt af den sydeuropæiske baby ved nabobordet, hvis forældre “tydeligvis ikke havde sat sig ind i, hvad der var bedst for barnet”. De var rolige, kærlige og varme, men de flaskede deres barn. Det skar i mine øjne af uvilje og uvidenhed.

Jeg havde behov for at fortælle forbipasserende om min kamp for og mit enorme ønske om at amme. De skulle vide, at det var aller, ALLER sidste løsning for mig. At jeg både vidste, hvad der var bedst, og ønskede at give hende det, og havde gjort ALT i min magt for at gøre det. Mere end rigtig mange andre- som sådan set også havde kæmpet mere end rigeligt. At jeg var og er en god mor. Men måske var jeg den eneste i den gade, der ikke havde fattet, at jeg allerede gav mit barn det bedste.  At netop beslutningen om, at nok var nok, og at min datter skulle mættes på trods af min moderfængelighed, var den mest moderlige og uselviske beslutning af alle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet gøre det, hvis ikke Karoline havde siddet med sit i et forstående, men også anerkendende og venlige blik. Hun støttede mig både i, at det var okay, at det var svært, men også i, at der ikke var noget forkert i, at jeg gav hende mad af flaske. Der var noget galt med mit syn på flasken. Jeg startede den dag med at forsøge at se modermælkserstatning, som den bedste mad MIT barn kunne få. For amning var ikke et alternativ. Samme dag startede jeg med at give flaskende mødre meget mere credit for deres moderskab, beslutninger og intensioner uden at behøve at være informeret om historik og grundlag inden.

 

NOTE TO SELF:

En mor er en god mor med gode intensioner, indtil det modsatte er bevist. Ikke omvendt.

/Katrine

6 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

6 comments

Karina 23. May 2016 at 6:28

Åh, hvor kan jeg genkende den følelse! For omverdenen siger jo, at man bare skal blive ved med at amme – det kommer jo nok. At man endelig ikke skal supplere med flaske, for så bliver barnet dovent ved brystet osv. osv.
Efter ammestrejke på 3-4 uger, hvor jeg skiftesvis kæmpede, bandede og græd sagde jeg endelig stop! Det var en hård beslutning, som gjorde voldsomt ondt i mit moderhjerte, men det absolut bedste for både min søn og jeg ?

Se det positive i det: en lille smule mere frihed, da faren (eller andre) kan hjælpe til – især om natten. Og friheden til at tage et glas vin helt “lovligt” ??

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 23. May 2016 at 15:04

Ja. Og min egen hjerne sagde, at jeg skulle blive ved og ved og ved. Og det gjorde jeg. Og det var faktisk ikke en stor belastning, selvom det gik dårligt. Det var en meget større belastning for mig, at tænke på at stoppe end det var at kæmpe for det. Men da beslutningen var taget, og mit barn begyndte at vokse igen vænnede jeg mig langsomt til det. Jeg skulle bare lige ud over følelsen af, at MME var gift. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg nåede der til i mit økologiske, naturlige modervanvid, men det gjorde jeg. Og jeg kom også over det igen. Jeg ville bare ønske, at jeg havde været meget bedre ved mig selv i processen. Nåh- det blev en længere tankerække.

Kh Katrine

Reply
Nina 2. June 2016 at 18:40

Mens man står i det, føles det som jordens hårdeste beslutning at tage, uanset hvor rigtig den er. Den viste sig at være rigtig for mig og mit barn, men det tog også en måneds tid at tage beslutningen. Hver gang en amning gik godt, var jeg klar til kamp igen, men når det så gik dårligt, var jeg helt nede i kulkælderen, og det var jo ikke en god mor, og det var som oftest sådan det var. Det er mange måneder siden nu, og nu kan jeg tydeligt se, at det var bedst 🙂

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 2. June 2016 at 19:26

Ja- præcis sådan havde jeg det! At hver gang jeg nærmede mig fred med tanken om, at det MÅSKE ikke kunne lykkes med amning, så kom der et nyt fif eller trick jeg lige skulle afprøve. Det var så svært at tage beslutningen. Godt nogen hjalp mig med det, da min lille pige ikke tog på i 2 måneder. Og dermed faldt 3 vægtkurver og 1 længdekurve. Så var jeg ikke i tvivl. Mad er bedst! /Katrine

Reply
Marie 11. July 2016 at 21:01

Jeg kender de tanker så godt! Tanker om om jeg egentlig er mor, når jeg ikke ammer (fjollet tanke jeg ALDRIG før havde tænkt). Min søn ammestrejkede ved 2 måneder efter at have været meget syg, og lægerne sagde at han ikke måtre skulle kæmpe for maden, så jeg måtte opgive, når han ikke ville og der desuden ikke var nok mælk. Nu ved jeg det var bedst sådan og at jeg netop var den bedste mor ved at tage det svære valg, men det føltes i lang tid som en sorg.
Jeg håber folk, der ser ned på andre mødre der ikke ammer, læser denne artikel og lærer at man selv kan komme til at stå i den situation. Jeg har aldrig tænkt at jeg selv eller andre mødre burde gøre hverken det ene eller det andet – det er ens eget valg – men jeg elskede selv at amme fra første gang min søn blev lagt til og derfor var det uventet hårdt at måtte opgive det. Jeg fattede endelig dér hvad min veninde mente, da hun snakkede om sin søns ammestop ved 3 måneder som en sorg. Det gav ingen mening for mig dengang hun sagde det.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 27. March 2017 at 12:23

Hej Maria,

Jeg har af én eller anden besynderlig grund først set din fine kommentar nu! Undskyld! Jeg er ked af, at du har haft ammesorg, som du så fint beskriver det. Jeg forstår fuldt ud hvad du mener, og det er nok bare én af det ting, man skal have mærket for at forstå. Måske vi får lov at amme længere næste gang.

/Katrine

Reply

Leave a Comment