Da amning svingede mig en lussing

3. January 2016

Jeg var STOLT ammende, allerede inden jeg blev gravid. Det er noget, jeg har glædet mig enormt meget til og har altid følt, at det var det smukkeste og mest unikke en mor og barn kunne have sammen. Arrogant har jeg, (“velvidende” at jeg selv kunne amme), haft utrolig ondt af de kvinder, for hvem det bare ikke lå helt så naturligt, “som for mig”, og som har måttet opgive. Og når man er SÅ stort et naturtalent, er det jo heller ikke nødvendigt at forberede sig med eksempelvis litteratur om emnet. Der var heller ingen grund til at konsultere min gudmor, der som jordemoder har vundet en pris i ammevejledning. Nej nej, den her havde jeg skam selv tjek på- det lå helt naturligt i min krop.

Så kom hun ud på ikke helt så udramatisk vis, som ventet. Ganske modsat hvad jeg både vidste hun skulle og havde set før, så tog hun ikke fat i min brystvorte, uanset hvordan jeg lagde hende i forhold til den. Folk sagde, “giv hende lige lidt tid”, hvilket nok var det eneste rigtig gode råd, jeg fik i løbet af de følgende 5 dage. Hun fik bare ikke rigtigt tid. Vi blev overflyttet til en barselsstue, hvor der kort tid efter kom en jordemoder og pressede min nyfødte datters lille bitte ansigt ind i mit grotesk store bryst, så hun sprællede for livet og kæmpede imod. Hun kunne ikke få luft. Det var bare for at “støtte hende”, blev der sagt. Jeg var ved at kaste op! Det var SÅ forkert for mig, og jeg kunne mærke i hver en celle, at det slet slet ikke var sådan det skulle foregå. Men jeg led under forbandelsen ‘førstegangsfødende’ og turde ikke lade min uvidenhed ødelægge den professionelle vejledning.

De næste mange jordemødre og sygeplejersker (3-5 nye per døgn) kom med hver deres ammereligion, og det var hver gang dødsens vigtigt, at vi satte ind nu med præcis deres metode. Èn mente at baby var sulten og skulle have erstatning ASAP på anden dagen, inden min mælk havde haft en chance for at løbe til. En anden kom løbende med Medelas største malkemaskine (eller brystpumpe som man kalder menneskeversionen) på hjul! Der skulle pumpes hver 3. time i 10 minutter på hvert bryst, så de kunne blive stimuleret til at producere mælk. Nogle svor til ammebrikker. Andre fik store og chokerede øjne, når de så mig sidde med sådan en værdighedskrænker på og mente nærmest, at det ville ødelægge alt. Èn kom med en sprøjte og en sonde, som blev tapet fast på mit bryst og ned langs brystvorten, så baby troede der kom mælk når hun suttede. Hun fik MME på kop… på sprøjte… på sonde…via min ammebrik. Hun blev vækket hver 3. time, når nogen mente det var livsvigtigt for amningen og andre gange fik hun lov at sove, når en anden mente at det vigtige for produktionen var min søvn. Og hendes. Det eneste de alle var enige om, var kvæl-barnet-med-brystet-teknikken. En del kvindelige barselsgæster ville også af et godt hjerte byde ind med ammefif af diverse arter. Vi lå hud mod hud, når vi kunne, men det var ikke beskedent hvad der var af ammeritualer, jeg skulle igennem, som afbrød enhver form for RO!

I retrospekt var det fuldkommen urimeligt, hvad jeg var igennem. Hvad hun var igennem- min stakkels nyfødte lille bitte pige, som bare havde brug for tryghed, sin mor, ro og TID til ligeså stille at lære det. Vi tog hjem for at få ro. Eller… den slags får man jo ikke med 2 andre børn, som også skal være en del af ‘ny lillesøster scenariet’, men ro fra holdninger til min amning. Ro til at mærke efter hvilke af de 1000 råd, der gav mening for mig. Jeg havde en enorm støtte i min søde og forstående kæreste, men det ændrede ikke på min datters lille spidse trutmund, der kun allernådigst tog spidsen af dutten mellem læberne og sugede til. Det virkede jo ikke på den måde, så hun hev og sled i den og blev mere vred og mindre tålmodig hele tiden. Mine brystvorter var blødende med kridhvide blæner, som føltes som om der blev prikket lange nåle ind ved blot den mindste berøring. Jeg skreg som en pisket og bed i mine knoer så snart hun rørte min brystvorte. Aldrig har jeg oplevet noget så smertefuldt på så meningsløs en måde. Jeg gik med ammedutter MELLEM amninger for ikke at blive berørt på brystvorten. Inden for få dage begyndte jeg at klamsvede og få hjertebanken ca. 5 minutter før hun meldte sig til måltiderne. Jeg kunne næsten ikke få mig til det, men instinkter er stærke. Jeg blev svimmel med pletter for øjenene så snart vi startede, fordi jeg ikke kunne trække vejret ind, efter brølet var kommet ud. Det var vanvid. Efter hver eneste amning (som varede i 40 minutter til 1 time, fordi hun jo intet fik ud) fulgte en halv times udmalkning med elektriskpumpe på begge bryster. Venstre leverede ca. 30ml og højre mellem 60 og 150ml. Mælken fra udmalkningen blev givet efter hver ammesession suppleret med MME, hvis jeg ikke malkede nok. Sådan kørte det de første 5 uger. On/off med ammebrik i et forsøg på at smide den vs. overleve.

Jeg var slet ikke selv ved at give op på noget tidspunkt. Jeg kom aldrig til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu havde jeg gjort alt. Jeg kunne se på folk omkring mig i lignende situationer, at mange stoppede efter nogle uger af det her. Mange havde meget travlt med at fortælle mig, at det var okay at stoppe. Og det skulle heller ikke være en sur kamp. Eller mange børn havde klaret sig fint på MME, og så meget betød den amning ikke. Men det gjorde det for mig. Og det var ikke en sur kamp for mig. Det var en kamp, som jeg VILLE vinde, for jeg brændte så inderligt for at amme min lille pige. Til gengæld kunne jeg godt se, at dette ikke gik i nogen som helst brugbar retning. Jeg googlede og researchede i vildskab, og det bedste jeg kunne finde frem til var Ammenet på facebook og Det Private Barselshotel i Gentofte. Jeg meldte mig ind i det første og afventede godkendelse, mens jeg ringede til det andet og fik en tid. Det var hundedyrt synes jeg, for jeg havde jo prøvet ALT og fået ALLE råd, så hvorfor skulle dette være anderledes? Men hun hørte om mine hvide brystvoreblæner og sagde, “stop amning lige nu, hvis du vil i gang igen nogensinde, og kom herud! Hvis du ikke vil komme herud, vil jeg godt lige give dig nogle råd i telefonen, men det er lettest, hvis vi har dig her forbi”. Hun sagde, at hun var HELT overbevist om, at de kunne hjælpe mig, og at de IKKE var underlagt Sundhedsstyrelsen med samme magt som det offentlige. De brugte altså helt andre teknikker end det offentlige. Fx fulgte de meget med i Amerikansk forskning på emnet uden at vente på at de samme ting blev genundersøgt og godkendt i Danmark.

Efter 2 minutter på Gentofte var min datter lagt til på en tilnærmelsesvis smertefri måde TRODS hvide brystvorteblæner, og hun spiste og spiste og spiste. Vi var på rekordtid igennem et kæmpe område af informationer (som jeg ville ønske jeg havde optaget på bånd!) og forskellige ammestillinger. Min datter spiste grådigt med helt rigtig sutteteknik i 40 minutter, hvorefter hun UDEN flaskesupplement faldt i søvn og sov i 3 timer! Jeg var målløs. Mit venstre bryst havde hun i øvrigt fået kickstartet, så jeg ved næste pumpning hjemme malkede 150ml fra hvert bryst. Pumpen var jeg trappet ud af efter en uge, og min datter var 100% ammebarn UDEN ammebrik, og jeg var 100% ammende mor UDEN smerter. Det er de bedste penge jeg nogensinde har givet ud. N O G E N S I N D E. Vores teknikker drillede lidt efter nogle uger, så jeg var en time mere derude for at få det genopfrisket og få flere tips på det stadie, hvor vi nu var, og denne gang gav det ligeså meget.

Da min datter var 4 måneder vejede hun stadig ikke 6 kg. Hun var meget mindre end de øvrige babyer i mødregruppen. Vi havde godt kunnet se udviklingen, men hun var glad, vågen, stærk og sov lange lure. Hun virkede okay! Og babyer er jo forskellige. Men i løbet af få dage ændrede det sig. Hun blev pjævset og ville ikke sove længe ad gangen. Hun var sulten. Jeg havde frygtet dette øjeblik. Vi tog på Sundhedshuset, og jeg vidste godt, hvad de ville sige. Hun skulle suppleres. 3 flasker dagligt. Jeg hulkede. Af skyld over at mit barn havde sultet.  Af skam over at jeg ikke havde reageret tidligere. Og af sorg over at vores ammetid, som “rigtig mor og barn” var forbi. Hun var faldet 3 vægtkurver og 1 længdekurve. Jeg havde på intet tidspunkt haft let ved at amme, men jeg havde ammet hende fuldt til hun var 4 måneder, og nu efter al den tid måtte jeg give op. Jeg var knust.

I lang tid ammede jeg altid først, supplerede så med flaske. Og ja- jeg begyndte at malke ud med elektrisk pumpe igen. Jeg ville øge min produktion. Det skulle fandeme være løgn, at jeg ikke kunne komme tilbage til amning. Jeg tror på, at babyer skal være tæt på 6 måneder før de er rigtig klar til skemad, og i særdeleshed min datter, som ikke havde udvist nogen form for interesse for det vi spiste. Jeg blev nærmest autodidakt (eller … Hedididakt) specialist i power-pumping (yes, it’s a thing …), exclusive pumping og andre amerikanskudviklede teknikker med fokus på øget mælkeproduktion. Efter yderligere en måned eller halvanden (jeg kan snart ikke huske det) med dette system opgav jeg pumpen og accepterede, at hendes kost nu bestod af MME, som jeg for alt i verden gerne ville have undgået. Jeg tror nemlig heller ikke på, at vi er beregnede til at drikke komælk. Jeg holdt fast i amning inden flasken så længe hun viste interesse for det, men det ebbede også ud. Til sidst var der kun en enkelt nærmest symbolsk natamning tilbage, som min datter takkede nej til for første gang morgenen efter anden juledag.

Det er slut. Jeg ammer ikke mit barn længere. Jeg ER nået til et punkt, hvor jeg har accepteret, at det bare var sådan det blev, men hvis jeg tænker for meget over det, bliver jeg stadig ked af det. Jeg ser stadig mig selv som en ammende mor og bliver overrasket, når jeg kommer i tanke om, at det faktisk ikke var hele sandheden. Jeg ved godt, at det for mange er at gøre en stor ting ud af noget knap så stort, men det piller ved ens identitet. Ens selvbillede. Og ens forhold til hvad mor-barn forholdet egentlig er for en størrelse. Det tog lang tid at forstå, at jeg ikke bare kan skiftes ud med overboen eller kiropraktoren, fordi jeg er stadig hendes mor, selvom jeg ikke kunne yde mere end alle andre, der også ville passe godt på hende.

Arrogancen er modificeret til tro, håb og vilje. Jeg VIL amme mit næste barn. Jeg er sikker på, at jeg godt kan det her. Nu har jeg også hospitalstasken pakket med erfaring og rygrad næste gang. Amning er MIT, og jeg vil selv lægge mit barn til. Jeg vil selv bestemme, hvornår mit barn er sultent nok til at skulle suppleres med MME. Jeg vil selv bestemme, om jeg vil vække mit barn om natten. Jeg vil selvfølgelig gerne lytte til gode råd fra erfarne og professionelle, men det bliver som alle andre råd- nogle jeg sorterer i, og tager det med mig jeg kan bruge. Og går det alligevel ikke som smurt, så vil jeg til Gentofte allerede helt fra starten, så vi denne gang får fuldstændig tjek på sutteteknikken lige fra starten.

Og hvad angår billedet. Amning kan være hårdt arbejde og vanvittig svært teknisk. Det er ikke altid et valg, at “amme diskret”, da det for nogle slet ikke kan lykkes, hvis baby og bryst dækkes til. Det var svært nok for os uden. Det er voldsomt grænseoverskridende at amme et barn offentligt, når man kæmper for at få det til at lykkes og faktisk også ser lidt klodset ud i processen. Jeg synes vi skal huske, at være stolte af os selv, når det lykkes, for det er bare ikke en selvfølge, at alle kan amme. På samme måde håber jeg, at andre i det offentlige rum husker, at bakke op og vise respekt- heldigvis har jeg aldrig mødt andet! Ovenfor ser i mig i mit stolteste øjeblik, hvor jeg efter 4 måneders hårdt arbejde (desværre for sidste gang) fuldammer min datter.

/Katrine

34 comments

Flere eksempler på den uperfekte mor

34 comments

Cecilie Refsager 3. January 2016 at 8:37

Amning kan seriøst være en bitch! Jeg kæmpede selv rigtig meget med amningen af min søn, og måtte opgive efter 3 måneder, hvorefter jeg pumpede og supplerede med mme.

Det er noget af det jeg har brugt allerflest kræfter i denne graviditet at spekulere på hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg har ikle besluttet mig endnu, andet end at jeg vil forsøge at få det til at fungere.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 3. January 2016 at 9:55

Øv Cecilie. Det er bare så hårdt, når det ikke kører. Jeg kan godt forstå, at du vil prøve igen, for hvor er det dog vidunderligt, de få øjeblikke, hvor det virkelig kører. Hvis det kan hjælpe, synes jeg, at du skal tjekke, vores Sådan får du succes med amning- artikel , det kan være, at der kommer et site eller et fif, du alligevel ikke var stødt på. Min svigerinde kom aldrig til at amme sit første barn, alle sagde at hun ikke kunne, men hun ammede nr. 2 problemfrit. Don’t give up!

Reply
Stine 3. January 2016 at 8:54

Tårerne presser sig på efter at have læst dette indlæg. Hold kæft, hvor er du sej! Hel vildt! Jeg kæmpede også med amningen – og gør til dels stadig, min søn er nu knap 12 uger – men slet ikke i samme grad som dig. Men man burde jo have gået til ammeforberedelse, ligesom man går til fødselsforberedelse. Og der burde være mere hjælp at hente, når mælken er løbet til – det er jo der, det for alvor bliver kompliceret.

Hvor er det dejligt, at I har det billede, hvor du ammer! Og jeg er SÅ enig i det, du skriver. Jeg har stadig kun ammet “offentlligt” én gang, fordi jeg er nervøs for folks eventuelle kommentarer samtidig med, at amningen stadig ikke er helt problemfri for mig. Virkelig træls.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 3. January 2016 at 9:58

Tak Stine. Det er virkelig også noget der graver dybt i mig, så det betyder ret meget, at nogen forstår eller i hvert fald respekterer. Jeg er ked af, at du har været noget lignende igennem. Jeg er glad for at du er lykkedes (er det ikke rigtigt læst?)! Godt kæmpet! Det er SÅ svært at amme i offentlighed, når man ikke har let ved at amme. Tag mod til dig, og vær stolt af dig selv! / Katrine

Reply
Stine 3. January 2016 at 10:27

Respekt for at fortælle din historie med amningen. Jeg har gjort det til en hel mission at fortælle mine førstegangsgravide veninder om amningens potentielle lussinger 😉 Det er så misforstået at man ikke forberedes mere til ammeopstarten, når det er der, man for alvor kommer på prøve som nybagt mor. Aldrig har jeg heller oplevet så meget smerte og frustration. Jeg føler mig virkelig taknemmelig over at jeg trods sår, betændelse og brikker endte med at amme i 1,5 år. Da det først var kommet i gang kunne jeg slet ikke få stoppet igen 🙂
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad du har været igennem, men din historie er meget ærlig og rørende. HIisen Stine

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 3. January 2016 at 11:18

Tak for din søde kommentar, Stine. Hvor er det bare MEGA fedt, at du kom til at amme og så så længe! Sejt arbejde! Jeg var selv skyld i, at jeg ikke troede, at det var nogen sag, for jeg kender da til et par stykker, som ikke fik det til at lykkes, men dog langt flere, som ikke havde problemer med det. Og tak skæbne for det!
Det er noget af en identitetskiller pludselig at være hende med flasken… /Katrine

Reply
Emma 3. January 2016 at 12:23

Efter at ha læst dit indlæg trænger sig 7- snart 8 årige minder sig på. f*ck hvad er det hårt at sidde som 1. gangs fødende på neonatal/barselsgangen med X antal forskellige ammehekser som mener sig ha løsningen på alt mellem himmel og jord. Det undrer mig stadigvæk at jeg som uddannet læge fulgte alt slaviskt (man må ikke gå uden sokker i sko – det mindsker mælkeproduktionen, bleen SKAL skiftes før mad…) Selvfølgelig gør det de i bedste bedste mening, men jeg er så enig med dig Katrine – jeg havde bare haft brug for ro! Og måske en skulderklap i nu og næ om at det man gør ikke er så ringe enda.

Om ikke andet har den forfærdlige måned i -08 i vart fald været en øjenåbner for mig i forhold til sundhedsvæsenet og min rolle som behandler. Hvor er “patienten” henne i det hele…?

Tak for et flot indlæg Katrine.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 3. January 2016 at 12:46

Det var præcis den skuffelse over mig selv jeg sad tilbage med Emma. Jeg fatter ikke, at jeg trods stærke instinkter OG lægefaglighed lod mig flakse rundt, som en anden forvirret and. Jeg lyttede til alt hvad de sagde, for jeg var SÅ bange for, at det ikke skulle lykkes. Og det var lige præcis det, der skete. Jeg tænker det også, når jeg som læge i fremtiden hører en patient sige, “men din kollega sagde jo at …”, så vil jeg blive bedre til at bakke op om forrige eller på anden måde søge konsensus, som kan give mening for patienten. Men ja. En amning fattigere og en erfaring rigere. Tak for ros om indlæg. /Katrine

Reply
Katrine 3. January 2016 at 15:12

Jeg synes det er fedt du tager emnet op! Amning er ikke bare lige ud af landevejen for alle. Det er vigtigt at førstegangsmødre ved det inden de føder. Har selv en søn på 9 måneder, hvor det tog 3,5 måneder at få amningen rigtig igang. Jeg skulle lige igennem to kæmpe sår på og rundt om brystvorter i 2,5 måned, stafylokokker i såret på venstre brystvorte, svamp i det højre bryst (som lægen nægtede var muligt og derfor blev det først behandlet efter 1 måned), raynaud i begge brystvorter som dog gik væk efter 6 uger på medicin, en dreng med for kort tungebånd som blev klippet og så en tur på det private barselshotel hvilket også hjalp mig enormt! Som dig var jeg stædig og holdt fast til trods for skrig, smerter, skrål og udpumpninger i et væk men hold da op en kamp. Var heldig at kunne fuldamme til 7 måneder hvorefter min søn var klar til rigtig mad så nu ammer jeg kun tre gange i døgnet. Jeg er glad for at du sætter ord på hvilken kamp det kan være for nogle af os! Og ja næste gang er vi forhåbentlig bedre forberedte så vi slipper for de mange måneder i smerte – 3,5 måned jeg slet ikke forstår jeg kunne holde ud.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 3. January 2016 at 15:41

Sikke en tur du også har været igennem! Det med svamp havde jeg helt glemt- det var jeg også igennem. Og kæmpe stående klapsalver for at du lykkedes og stadig ammer nu! Så så så flot og velfortjent! /Katrine

Reply
Minikat 3. January 2016 at 15:25

Trods alle sundhedspersonalets hævede øjenbryn tog jeg glad imod ammebrik, efter stort sår på brystvorten på 2. Dag fordi min fine datter ikke har god sutteteknik, men til gengæld tager VED, og udtalte at den kunne jeg fint se mig selv bruge uendeligt. “Nej nej, du skal af den igen hurtigst muligt…ødelægger produktion…bla bla bla…kan man ikke fuldamme med i længere tid”. Men min kone ammede første barn i 11,5 måned med ammebrik, så vi sesr den kun som noget positivt og jeg fuldammer fint på snart 10. Uge med brik. Og turde da kun sige dem imod fordi vi allerede havde været bøvlet amning igennem. Så nu ammer jeg smerte og problemfrit (bortset fra når brikken skvatter af…&@&&kr&) og er ligeglad med alle de der sundhedspersonaleideer. Hold fast i mavefornemmelsen! Nu skal jeg bare huske det, når sundhedsplejersken hvisler over lav vægtøgning og truer med MME og bål og brand, for babyen er da ligeglad med officielle kurver og har det fint – det kan jeg selv se når ellers jeg tør stole på mig selv!

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 3. January 2016 at 15:45

Ja, ammebrik er altså en blandet kop the. Nogle roser det til skyerne og andre mener, at det er djævlens værk. Hvis man kan fuldamme et barn, som tager på og trives med brik, så lyder det som et fint alternativ i mine ører. Hvis det ikke er muligt, må man jo sadle om. Dejligt at høre, at jeres lille baby har det godt, og at I fortsat kan amme! Godt klaret! /Katrine

Reply
Birgitte 3. January 2016 at 21:01

Må simpelthen anbefale dig at læse denne BA.
http://jordemoderforeningen.dk/fileadmin/Fag___Forskning/Bachelor_2015_Nord/Amning_-_mere_end_bare_mad.pdf
Den har i hvert fald hjulpet mig med at blive afklaret omkring min første ammeetablering..

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 3. January 2016 at 21:17

Tak Birgitte. Det vil jeg lige kigge på ved lejlighed 🙂

Reply
Sidsel 3. January 2016 at 21:38

Av i hjertet! Dit indlæg beskriver så mange af de ting jeg oplevede i min egen amme-kamp.
Jeg ammede min datter i 9 uger. Jeg var i et svampe-smerte-sår-knude-helvede (tror i virkeligheden meget handlede om forkert sutte-teknik) nærmest fra start til slut, der forvandlede mig til et monster og ødelagde glæden over min skønne lille pige og nær havde taget livet af mit parforhold. Jeg KÆMPEDE, prøvede alt men måtte opgive da vægtkurven bøjede helt af. Jeg var i dyb sorg. Jeg følte mig fuldstændig erstattelig og som om jeg havde mistet noget af min datter. Det var så smerteligt at jeg ikke kunne give mit barn det jeg følte var det bedste for hende. Derefter blev jeg ramt på min kvindelighed. Jeg følte mig vissen og ufrugtbar, som en fiasko og gav ikke flaske i offentligheden i mange mange måneder. Selv i dag hvor min datter er 11 mån. Bruger jeg stadig enorme mængder energi på at gennemgå og analysere mit ammeforløb og bekymre mig/frygte for næste gang.

TAK for det fineste, ærlige indlæg. Det gør at man ikke føler sig alene og det giver så meget håb (åh hvor skulle jeg bare ha vidst om Gentofte:)
Jeg håber så meget for dig (og mig og alle andre kvinder:) at næste gang bliver ukompliceret og helt vidunderlig! Tænk sig engang…

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 4. January 2016 at 8:19

Øv, hvor er jeg ked af at høre om dit forløb. Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i dine følelser omkring flasken- det var det værste! Prøv lige at tjekke vores guides om amning ud oppe under “om fødsel” fanen. Der er faktisk en del mere info end bare Gentofte. Bla. om ammenet, som har hjulpet rigtig mange. Jeg er SIKKER på, at du kommer til at amme næste gang. Forskellen er jo, at man ikke havde sat sig ind i tingene første gang, fordi netop som du skriver, er det en del af ens kvindelighed og moderlighed og SELVFØLGELIG kan man da det! Stort kram og tillykke med din pige herfra. /Katrine

Reply
Camilla 3. January 2016 at 22:57

Kære Katrine
Sikke en omgang. Hold da op, hvor har du kæmpet. Jeg fuldammede vores første, men da vi fik tvillinger næste gang måtte jeg sande, at både logistisk med tre små børn ( og to at amme samtidig) måtte jeg overgive mig til pumpning – pumpede 1,5 liter om dagen!!! Følte mig som en malkeko, men stadig var der ikke helt nok til begge tvillinger. Vores datter nægtede at tage erstatning, så vores søn trak det korte strå og fik ca 25% erstatning – dårlig samvittighed over at han fik en dårligere behandling end søsteren.
Jeg er enig i, at amning/modermælk er godt, men jeg deler ikke helt opfattelsen af, at det pga evt. vanskeligheder med amning så er ok ikke at være diskret ved amning i det offentlige rum. I alle andre forbindelser, vil man aldrig ser frit blotlagte bryster ved et cafebord – det er blufærdighedskrænkelse og strafbart ved lov i Danmark. Mange føler sig generede af det. Måske kunne man fortrække til et ikke synligt sted under amningen, hvis ikke der kan dækkes af.
Held og lykke med amningen næste gang. Jeg er sikker på, at det lykkes for dig!:-)

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 4. January 2016 at 8:29

Hej Camilla,
Puha- jeg havde slet ikke overvejet det med at være tvunget til at gøre forskel på ens tvillinger, fordi den ene ikke vil tage imod erstatning. Men ligesom alle andre har du jo gjort lige præcis, det du skulle for at begge børn fik det bedst muligt. Alternativet var jo at sulte din datter, og det er der jo ingen mor (eller søskende) der ønsker. Sejt at du formåede at pumpe med tvillinger og ikke bare tyede direkte til erstatning! Hatten af for det.
Vdr. amning og offentlighed, så synes jeg faktisk det er nogle meget hårde ord, at skrive ting som “strafbart ved lov”. Det er så vidt jeg har kunnet undersøge mig til heller ikke rigtigt, når det drejer sig om amning. I øvrigt er den del af brystet som ikke normalt er blottet ved fx meget nedringede trøjer (som ikke er strafbare ved lov) jo dækket af en baby. Det er helt ok med mig, at du har en anderledes opfattelse af, hvordan man bør agere, men jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan forstå, at nogen kan blive stødt over, at man ammer sit barn, som netop ikke er seksuelt i modsætning til reklamer, tv, offentlige kærtegn og alt muligt andet helt normalt. Mit indlæg tog 8 månenders tilløb at skrive, fordi det hele for mig, har været meget følsomt og følelsen af skældud og løftede pegefingre, havde jeg ikke troet jeg skulle sidde tilbage med.
Tak for held og lykke- jeg tror også på, at det skal lykkes!
/Katrine

Reply
Rebekka 4. January 2016 at 21:20

Kære Katrine
Jeg synes bestemt ikke, at du skal lade dig gå på af ovenstående kommentar om offentlig amning. Du skal bare holde fast i det, du føler er rigtigt. Jeg tænker, som du, at det, at give sin baby mad, er en nødvendig del af livet, som man ikke kan/skal gemme – selv om man selvfølgelig godt kan gøre en indsats for at gøre det diskret, når og hvis det er muligt.
Når det er sagt, er der en anden ting, der gør mig lidt ked af det, i dit indlæg. Jeg har tre børn, og det er ikke lykkedes mig at fuldamme nogen af dem, af den simple grund, at jeg ikke har kunnet producere mælk nok til, at de trivedes og tog på. Det skyldtes ikke ammeteknik, og jeg har prøvet udmalkning og ALT – 3 gange, uden at være i stand til at øge mælkemængden overhovedet. Det har været en kæmpe sorg for mig, at jeg ikke har kunnet amme mine børn – 3 gange (og den har været lige stor hver gang). Det, der gør mig ked af det, er den tone i indlægget af, at man er en moderhelt, hvis man lykkes med sin amning, og at MME skulle være en slags andenrangsmad at give sine børn. Jeg ved ikke, om jeg totalt misforstår dig, men jeg synes, det er uheldigt, at du fremstiller MME som noget dårligt for et barn. Jeg ville have elsket at amme mine børn, men det mest kærlige og eneste jeg kunne gøre var at give dem mad! Som de voksede og trivedes på – uden nogen former for problemer. De er friske, raske og kvikke alle tre :). Jeg er med på at modermælk er at foretrække, men pas på med at se sådan ned på MME. Og døm aldrig “hende med flasken” uanset om det er dig selv eller en anden. Jeg håber, at dine fremtidige ammeforløb blive skønne og uproblematiske, og ønsker dig alt det bedste. Det er modigt af dig, at udtale dig offentligt om amning – vi har så mange følelser i spil, os mødre :).

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 5. January 2016 at 9:24

Kære Rebekka,

Tak for søde ord og ih, hvor er jeg ked af at høre, at du aldrig fik lov at amme dine børn, når du ønskede det så brændende.

Jeg kan slet ikke forstå, at du læser fra mit indlæg, at man er en moderhelt, hvis man ammer, og det modsatte hvis ikke man gør. Det er slet slet ikke det jeg mener, og efter at have læst det igen, kan jeg faktisk stadig ikke se det. Jeg vil blot illustrere, at amning kan være en sej kamp, og at det ikke altid lykkes, selvom man har et brændende ønske om det. At flaske ikke altid er et valg, men typisk en nødvendighed for at give ens børn mad. Egentlig synes jeg, at alle der ikke har en medicinsk, mekanisk eller anden god grund burde prøve at amme, for barnets skyld. Der kan så være grunde til at det ikke lykkes og ens terskel for hvornår man accepterer dette er forskellig. Jeg tror også på, at modermælk er bedre for barnet, da det er specifikt lavet til mennesker og faktisk præcis det menneske. Det hjælper jo bare ikke noget, hvis der som hos dig ikke er mælk nok eller hos mig ikke suttes rigtigt. Børnene skal have mad, og kan man ikke få modermælk er erstatning det næstbedste. Hvilket jo gør det til det bedste, når førstnævnte ikke var et alternativ.

Mit blogindlæg var mine følelser, og de var alt det jeg beskriver. Altså jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle føle mig som “rigtig mor” osv, når jeg ikke kunne amme. Det var så vigtig og stor en del af det for mig. Jeg ville gerne dele, hvor svært det kan være at acceptere, at man ikke kan være en ammende mor. Og at man skal være hende med flasken, som du beskriver. Følelsen af at miste nærheden og det intime. De følelser var stærke, og en stor sorg, som du også selv har oplevet, og jeg ville gerne sætte ord på, og legitimisere at det altså kan være en sorg, når det mislykkes.

Min logik vidste jo godt, at det ikke var rigtigt, at man var mindre mor. Men følelser og fornuft følges ikke altid. Det tog lang tid at acceptere, at det var sådan det skulle være. Der er mange gode grunde til at give flaske, blandt andet, hvis ens barn ikke tager nok på- ligesom dine og mit eget. Derfor skiftede jeg også til flaske. Men jeg havde en indædt tro på, at det skulle kunne lykkes, at der var en vej, og jeg bare skulle opdage den. Derfor blev jeg så ked, da det viste jeg, at nu var enden nået.

Vedrørende om MME er godt eller skidt, så er jeg nødt til at stå ved, at jeg var/ er rigtig ked af, at jeg er nødt til at give hende det. Jeg tror ikke på at komælk er beregnet til mennesker af forskellige årsager som proteinsammensætning, vi er ikke samme slags dyr, koen har 4 maver og lever af græs, de laver mange hormoner til deres kalve, som deres mælk er beregnet til osv osv. Det er der både eksperter som er enige i og eksperter som er uenige i. Det sidste fordi mælken er nedbrudt i MME, så proteinsammensætningen minder om vores egen. Men min følelse af, at det for mit barn (ikke alles, men mit) var det forkerte at give hende, gjorde det svært at gøre det. Jeg kunne også se, at når hun fik MME havde hun eksem vs når hun ikke fik det. Vi har allergier i familien og der er øget risiko for allergi, hvis man ikke ammer. Det ville jeg så gerne have givet hende de bedste odds imod. Men det kunne jeg ikke. Alt det forbinder jeg med MME.

Når det er sagt, vil jeg understrege, at jeg jo heller ikke mener, at der er et bedre alternativ, for så havde jeg givet hende det. Ergo er det det bedste jeg kunne gøre, når jeg ikke kunne mætte hende med min mælk.

OPSUMMERENDE:
Jeg vil ikke støde nogen med mit indlæg. Jeg synes ikke at ammende mødre er helte, og flaske mødre det modsatte. Jeg synes modermælk er det bedste alternativ, men nogle gange er det slet ikke et alternativ.

Jeg håber, at jeg har gjort det bedre, og ikke værre nu… Synes i hvert fald at du er mega sej, at du har forsøgt flere gange, selvom du allerede havde kæmpet én gang. Jeg kan godt forstå det er en sorg, og jeg synes du er en sindssygt god mor, når du har givet dine børn det de skulle bruge- MME. <3

/Katrine

PS: Drikker selv både mælk og spiser ost osv. Jeg ELSKER mælk, og hader at jeg efterhånden er nået frem til ovenstående holdning, fordi jeg elsker det for meget til at droppe det helt, men nyder det ikke ligeså meget som jeg gjorde engang. Og så er der bare forskel på, hvad jeg selv gør, og hvad jeg ønsker for min datter 🙂

Reply
MG 5. January 2016 at 14:18

Hej Katrine.

Pyh, sikke en omgang! Det er da fantastisk at du ikke gik ned med flaget undervejs! Sejt!
Jeg har stor respekt for at du har mod på at prøve igen!

Jeg havde også svært ved at få amningen til at fungere med mit første barn og endte med at bruge ammebrik i 4 måneder (baby nægtede at amme uden! ), men det var nu ok.
Det er MEGET, MEGET nemmere at amme anden gang! En meget sød sygeplejerske sagde til mig første gang at det var vigtigt at jeg huskede at vi var TO nybegyndere til skulle have amningen igang – både mig og baby. Det var så fint sagt, for det satte det hele i perspektiv.
Med barn nummer to er der kun en nybegynder og der er en verden til forskel – glæd dig 🙂

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 5. January 2016 at 14:25

Hej MG,
Sikke en fin formulering ja! Næste gang er jeg trænet, og så må vi håbe på at det bærer frugt. Og at næste baby måske er bedre til det med sutteteknikken af natur. Fedt, at du fik det til at fungere, og at du havde en bedre oplevelse anden gang. Det synes jeg faktisk tit at man hører om.
Tak for skulderklap 🙂
/Katrine

Reply
Anne 6. January 2016 at 10:39

Kære Katrine
Jeg kom til at læse dit indlæg, mens jeg sidder her på arbejdet – og har nu tårer i øjnene! Dine beskrivelser bringer minder tilbage. Da jeg blev mor for tre år siden, så jeg mig også som “den ammende mor”. Selvfølgelig skulle jeg da amme, for hvor svært kunne det da være?
Da sundhedsplejersken kom på det første besøg, da datteren var en uge, tjekkede hun amningen. Det så jo fint ud. Rigtig sutteteknik osv. Men da min datter endnu ikke var oppe på hendes fødselsvægt, fik vi ekstra besøg af sundhedsplejersken en gang om ugen. Ved tre ugers besøget havde jeg en nagende fornemmelse af, at Laura stadig ikke havde taget nok på. Og ganske rigtigt, så var der kun kommet 30 gram ekstra på en uge. Hold nu op en mavepuster. Sundhedsplejersken foreslog, at jeg lejede en elektrisk pumpe, så jeg kunne malke ud og få mælkeproduktionen helt op i gear, så vi måske kunne undgå MME.
Jeg tudede, da jeg gik ned i Babysam for at hente malkeapparatet. Jeg følte mig som den største fiasko som mor, fordi jeg ikke kunne lave nok mælk til mit barn. Og at sætte det monstrum på mine brystvorter føltes jo nærmest som et overgreb. Det er den værste pumpe ever! Den kunne så heller ikke få noget mælk ud. Sundhedsplejersken mente, at jeg kunne lave 3×40 ml i løbet af den dag, som jeg så kunne supplere med. Jeg kunne maks lave 40 ml i alt. Så er det ikke fedt, når man så kommer til at vælte de møjsommeligt indsamlede dråber ned i opvasken. Hint: jeg tudede igen. Allerede tre dage senere måtte vi give den første flaske mme. Det blev så til et par måneders kamp mellem mig og flasken. Vi blev nærmest fjender – den var jo min største rival, når det kom til at give min datter mad. Men gradvist fik hun mere og mere mme og mindre og mindre bryst. Til sidst indså jeg, at mme var det bedste for min datter. Og det var rart. I en periode fik hun bare lidt “hyggebryst” om morgenen og formiddagen, hvor jeg havde rigeligt mælk, og da det ikke var hyggeligt for mig mere, kunne jeg selv sige stop. Det var faktisk en befrielse selv at kunne tage den beslutning, at nu ammer jeg slet ikke mere. Der var Laura fire måneder.
Men jeg gruer sgu for næste gang. Jeg vil jo amme. Min erfaring fra første gang siger mig, at jeg skal sige stop tidligere, hvis jeg heller ikke der, har nok mælk, for jeg var jo totalt stresset og ked af det, og det gik både ud over mor, barn og parforhold. Men jeg er bange for, at jeg faktisk ikke kan finde ud af at sige stop og fortsætter med at forsøge. Jeg har også efterrationaliseret helt vildt. En venindes barn tog heller ikke nok på. Det viste sig at være fordi, at barnet ikke kunne holde det vacuum, der skal til for at få mælken ud af brystet. Var det måske det, der var galt med Laura? Hun dannede fint vacuum, men slap jo altid ret hurtigt igen. Eller hvad hvis jeg prøvede med en ammebrik? Måske er det mine brystvorter, der ikke dur?

Nå men i hvert fald tak for din ærlighed. Det kan jo, som en anden også skriver, være et lidt ømtåleligt emne at tage op, når der er så mange følelser involveret.

Reply
Anne 6. January 2016 at 11:09

Hov, det var fisme da ikke meningen, at jeg skulle skrive en helt roman som kommentar. Der var åbenbart nogle ord, der skulle ud 🙂

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 6. January 2016 at 19:14

Hej Anne,

Tusind tak for din roman 😉 Det er så dejligt at vide, at det man har skrevet rent faktisk rører ved noget i folk ellers kunne det jo være lige meget. Eller.. det var faktisk vigtigt for mig, at få det skrevet ned, så ikke helt lige meget. Ih, hvor kan jeg genkende de ting du siger. Jeg græd godt nok også meget i den periode og i særdeleshed, når man spildte freshly squeezed milk … Damerne på Gentofte siger, at “der er næsten ikke nogen, som ikke har mælk nok”, det er noget med at få sat brystet rigtigt i gang. De trykkede alle mulige steder på mig. Det ændrede alt! Jeg synes, hvis du har sådan et brændende ønske om at amme næste gang, at du skal give dig selv muligheden for at få startet godt op ude i Gentofte eller nogen de evt kan anbefale i nærheden af, hvor du bor. Har du set vores ammetips oppe i fanen under fødsel? Der er en del af den slags at hente. Det er ikke sikkert det hjælper noget som helst, men jeg kan bare ikke bære tanken om, at folk mister chancen for at amme, fordi jeg ikke har nævnt det 🙂
Held og lykke med det hele- og tak fordi du delte.
/Katrine

Reply
Lise 7. January 2016 at 12:16

Både indlægget og alle kommentarerne har fået mig til at tænke på, hvorfor jeg selv har haft så let ved amningen og her er hvad jeg er kommet frem til :
1.Da jeg skulle føde mit første barn, boede jeg i England og uvist hvorfor, mente min jordmoder at fordi jeg var lyshåret, så var blev det nok vældig svært for mig at amme ! Derfor opfordrede hun mig i måneder før fødslen at massere mine bryster, for at få hærdet brystvorterne og få at få lidt gang i produktionen. Dvs før min søn blev født kom der lidt væske ud af brysterne.
2. Jeg var heldig nok til at føde på en gammeldags fødeklinik, hvor der var besøgstid 1 time om formiddagen og en time om aftenen, dvs der var ro resten af tiden…. jeg tror ro er utroligt vigtigt. Midt på dagen skulle der være helt stille og mødrene blev opfordret til at tage en lur. Om natten blev børnene kørt ud og man blev hentet meget diskret, når ens barn ville have mad… igen for at man kunne få så meget søvn som muligt.
Ca. 6 timer efter fødslen græd han lidt og da blev han lagt til for alvor, da var mælken løbet til og det gik godt fra starten, der var ingen, som viste mig hvordan man gjorde, jeg lagde ham godt til i armen og så kørte det egentlig.
3. Jeg havde læst en masse ammeråd fra The National Childbirth Trust og hæftede mig ved at man kunne tage en ordentlig dosis b-kompleks vitaminer…. istedetfor at spise ens moderkage (som iøvrigt er smækfyldt med b vitaminer), desuden blev min søn lagt til lige efter fødslen, da sutterefleksen er stærkest lige der og aftager efter 6 timer, dvs hvis barnet ikke er lagt til inden da, så bliver det sværere at lære at sutte.
4. Da jeg hverken havde en mor eller svigermor i nærheden, så gjorde jeg det jeg synes virkede mest logisk dvs jeg ammede helt efter hvad han ville have – skiftede ham ikke først og de første 6 uger var det nærmest hver anden time døgnet rundt…..hvilket gjorde at han hurtigt tog på, allerede på 5 dagen havde han overskredet sin fødselsvægt med 150g. Da produktionen var godt oppe at køre allerede tidligt i forløbet, var der hele tiden mere end han kunne spise, så jeg pumpede ud og lagde det i fryseren, så der var altid en flaske til ham, hvis jeg var væk fra ham.

Min konklusion er egentlig at man skal have så megen ro som muligt, barnet skal lægges til så hurtigt som muligt (uden indblanding fra andre) tage nogle b vitaminer og så stol på dig selv og dine evner…….. og herregud, hvis det ikke lykkedes så giv dog noget andet mad, det vigtigste er dog at barnet vokser og er glad.
At ens barn er ammebarn er ingen garanti for at de får et godt helbred – 2 af mine drenge har 2 forskellige autoimmune sygdomme.

Jeg har siden fået 2 børn mere, har fulgt samme opskrift og med dem var jeg også mælkedonor til Hvidovre Hospital (vistnok en service, der er nedlagt nu). Håber der er nogle nye mødre, der kan bruge mine ‘gamle’ råd – tænker at amning nok ikke er væsentligt anderledes idag end det var dengang.

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 7. January 2016 at 19:36

Sikke et langt og dejligt svar fyld med gode fif til alle nye ammende mødre 🙂 Tak for det.
Ja- jeg er helt enig med dig i det med roen! Det tror jeg er så afgørende for om det lykkes eller ikke lykkes. Og et sjovt fif med massagen inden, det kan man da lige overveje!
Og selvfølgelig er amning det samme- nogle omstændigheder er anderledes, og vi har nok også mere fokus på når det ikke lykkes end man havde dengang. Så fik de bare en flaske og ikke så meget “fiasko” og “mislykkes” over det. Bare flaske.
/Katrine

Reply
Lise 10. January 2016 at 18:37

Med min første søn fra september 2012 fik jeg to voldsomme bakterielle brystbetændelser inden for den første måned. Han var et lille myr som ikke fik ordentligt fat og ikke tømte brystet ordentligt. Jeg supplerede m MME på flaske efter hver amning. I oktober fik jeg voldsom svamp og han trøske. I november begyndte han at bide. I december gik han i ammestrejke. Jeg malkede ud og gav ham min mælk først. I januar fik jeg endnu en grim brystbetændelse opgav at pumpe ud og begyndte på skemad. Øv hvor jeg græd og var ked af det og følte jeg ikke havde kæmpet nok…
Med søn nr 2 fra august 2015 sad jeg hos konsultationsjordmoderen og græd mine salte tårer fordi jeg gruede for amningen. Jeg var rædselsslagen for brystbetændelse igen. Jeg forberedte mig på endnu et (delvist) flaskebarn.

Og så har lillebror bare været en total ammestjerne og gjort alle mine bekymringer til skamme. Der har ingen problemer været. INGEN. Som i overhovedet ingen. Det er gået fuldstændig problemfrit. Til min store overraskelse.

Bare for at sige at det skam kan lade sig gøre 🙂

Reply
Karoline, firstmomproblems.dk 11. January 2016 at 10:07

Kære Lise!

Jeg bliver så glad og en lille smule rørt, når I læsere med erfaring står i kø for at fortælle Katrine, at det sagtens kan lade sig gøre at amme problemfrit ved andet barn. Dét bliver hun glad for at læse! Hun holder sig en velfortjent ferie under en palme i disse uger.

Jeg selv er i øvrigt ved at måtte kaste håndklædet i ringen efter 8 måneders ret problemfri amning. Min datter bider – ikke små, søde bid med de søde, små, nye tænder … nej, hun bider sig fast. Og tror, at vi leger, når jeg gisper NEJ og GIV SLIP, så hun holder fast og griner lidt. Det ser ret nuttet ud, men det gør simpelthen så ondt. Jeg ville ønske, at jeg var opofrende nok til at stå det igennem og hvile i, at hun nok ikke bider noget af. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg har det i mig.

Reply
Da jeg skamfuldt hev "den" frem i fuld offentlighed første gang. Barnet var jo sultent. • FIRST MOM PROBLEMS 23. May 2016 at 6:08

[…] havde behov for at fortælle forbipasserende om min kamp for og mit enorme ønske om at amme. De skulle vide, at det var aller, ALLER sidste løsning for mig. At jeg både vidste, hvad der var […]

Reply
Vivian 23. May 2016 at 10:33

Kære Katrine!
Et opslag på FB gjorde, at jeg idag klikkede mig forbi din blog. Har læst et par indlæg og grinte meget af den med beskrivelsen over din dag -kan nikke så meget genkendende til det! Samtidig blev jeg rørt over din artikel med amningen, som jeg desværre også kan nikke genkendende til 🙁 Det er sindssygt svært og jeg troede også bare, det bare var noget man kunne -hvor svært kan det lige være at “poppe” ungen på, bum, så er der mad..! Eller nåh nej.. En utålmodig, en noget stor dreng og et semi-akut kejsersnit var nok den største årsag til, at det ikke lykkedes her. Jeg kæmpede i 6 uger, og prøvede nærmest alt det, du nævner -inkl. det med sonde på brystet!
Jeg var først bare vred på mine bryster og sidenhen er sorgen over den tabte amning kommet.. Jeg genkender dine tanker omkring, at nu kan enhver jo bare tage over, for nu kan alle dække hans basale behov. Jeg skal stadig arbejde på at huske, at jeg som hans mor stadig er noget særligt i hans liv, og den rolle kan ingen tage -men det tager tid!
Håber meget på en mere problemfri amning næste gang, og som du skriver, har man heldigvis der noget erfaring og nogle redskaber med i bagagen!
Tak for nogle gode indlæg -humoren og genkendeligheden gør det fedt at læse!
Mvh. Vivian

Reply
Katrine, firstmomproblems.dk 23. May 2016 at 14:55

Kære Vivian,

Tusind tak for din meget sød kommentar. Det motiverer virkelig til flere skriv, når man mærker, at nogen kan bruge det til noget.
Jeg synes, det er skræmmende, hvor mange af os, der er blevet skuffede over vores egen biologi, og manglen på automatik i dens funktioner, når det kommer til fødsel, amning og moderskab.

Jeg håber du lykkes med amning næste gang. Og hvis ikke- så er du sikkert verdens bedste mor alligevel <3

Mvh Katrine

Reply
Tilde 28. October 2017 at 13:29

Hold da op, hvor jeg kan genkende mange ting i din historie. Første gang opgav jeg amningen efter 6 uger, med en dreng, der bare ikke rigtig kunne fat (det viste sig efter 14 dage, at han havde det korteste tungebånd ørelægen nogensinde havde set). Det var en lang sej kamp med en mælkeproduktion, der bare blev mindre og mindre til trods for udpumpning efter hver amning og mange andre tiltag. Junglen af råd er enorm, og fuldstændig uigennemskuelig for en førstegangsfødende. Men nu var jeg jo blevet klogere og var helt klart forberedt. Anden gang skulle det bare lykkedes. Det tegnede da også bedre, da min datter kom til verden for 11 mdr siden. Hun fik bedre fat, der var mere ro på til at starte med og jeg var optimistisk. Men da vi efter 2 døgn efter mit kejsersnit så skulle hjem, ville de lige veje hende først. Det viste sig desværre hun havde tabt sig 10% på de to døgn, og vi blev sendt hjem med beskeden om, at hun skulle have 400 ml mme i døgnet. Og at det skulle være på flaske- alt andet ville være synd for hende. Hold da op, hvor var jeg ked af det. Jeg vidste jo godt, hvad det kunne betyde for amningen. Men jeg tog kampen op, fast besluttet på, at det skulle lykkedes. Så vi fik lejet en brystpumpe på apoteket, og gik ellers med at pumpe ud efter hver amning. Eller forsøg på amning, for meget af tiden endte jeg med en pige, der bare skreg og skreg ved brystet og hvis hun endelig fik fat suttede i et-to min og derefter faldt i søvn og var umulig at vække. Men det skulle jo lykkedes, efter 8 uger var det stadig ikke blevet meget bedre. Og min psyke kunne bare ikke mere, og jeg smed håndklædet i ringen. Men det var faktisk meget værre anden gang jeg opgav – jeg burde jo have lært noget nu. Det jeg vil sige med det – er lad være alt for hård ved dig selv, hvis det ikke lykkedes anden gang heller, for det har jeg været og er stadig. Jeg ønsker dig alt held med næste gang. Der er bare omstændigheder, vi bare har svært ved at kontrollere, og i sidste ende vil vi jo det bedste for vores børn. Det kan være en sindsyg svær balancegang mellem ønsket om at amme og barnets trivsel og vægtøgning.

Reply
Katrine 29. October 2017 at 21:20

Puha. Sikke et forløb. Jeg er ked af at det ikke lykkedes for jer, men næsten mest for alle de hårde tanker, jeg ved dit hoved har budt dig imens og efterfølgende. Tak for din fortælling og for dine varme ord. Det vil jeg huske. /Katrine

Reply

Leave a Comment